Om Forandringer i Danmarks Skovnatur.

Det hører til de dagligdags Forestillinger., at vort Lands Natur er en given, med faste, let bestemmelige Karakterer, og Folkebevidstheden, der støttes af patriotisk Digtning af forskjellig Art, forstaar derfor noget ganske bestemt ved dansk Natur og sætter endog, næppe ganske med Urette, Folkekarakteren og den historiske Udvikling med de omgivende Naturforholds Beskaffenhed.

Som bekjendt lærer imidlertid saavel den historiske som den naturhistoriske Forskning, at en saadan Uforanderlighed ikke existerer; tværtimod vide De, at vort Land og dets Natur i Tidernes Løb have været underkastede ganske lignende Omdannelser som andre Dele af Jorden. Men hvad der fornemmelig er Resultatet af de sidste Par Menneskealderes Undersøgelser over de iagttagne Omdannelser af Landenes Skikkelse samt deres Plante- og Dyreverden , er den Antagelse, at de fleste Forandringer ikke ere foregaaede paa voldsom Maade, men lidt efter lidt under fortsat Virkning af forholdsvis übetydelige Faktorer; de ere især Resultatet af „de smaa Kræfters Sum". Der er derfor a priori Anledning til at formode, at det ogsaa er slige uanselige og langsomt virkende Kræfter, der have medført de storartede Omdannelser, som vor Skovnatur har lidt, og jeg tror, at de Slutninger, som man kan uddrage af de senere Aars Forskning paa dette Omraade, pege i denne Retning. Det er af disse Forhold, jeg skal tillade mig at meddele Dem nogle Træk efter at have forudskikket nogle Bemærkninger om Forandringerne i Skovenes Udstrækning.

Af historiske Kilder og :• naturhistoriske lagttagelser vide vi, at vort Land i Oldtiden var overordentlig skovrigt, og den Opfattei.se er ofte fiemspt og har i nyeste Tid fundet et Udtryk i E. Da!g;ih: smukke Undersøgelser, at hele Landet oprindelig har været bevoxet med udstrakte. sammenhængende Skove, samt at navnlig de jydske Heder have væiet fuldstændig skovbevoxede. Allerede Forchhammer nærede dog Tvivl om, hvorvidt alle jydske Hedeegne, navnlig Fladerne, have baaret Skov, og efter de Undersøgelser, jeg har haft Lejlighed til at anstille over Hedebunden og beslægtede Dannelser, maa jeg slutte mig til Forchhammers Anskuelse, at i ethvert Fald en stor Del af Hedefladerne endnu den Dag i Dag udvise samme Hovedkarakter, som disse Egne besad, da Skovtræerne vandrede ind i Danmark i de Steppelaudskaber, som nu antages umiddelbart at have fulgt paa Glacialperiodens Dannelse af vort Lands Overflade.

Ser man imidlertid bort fra disse Partier paa den jydske Halvø, saa ere alle dog enige om, at den øvrige Del af Landet har været bedækket med sammenhængende Skove næsten overalt, og selv det nu ganske skovløse vestlige Jylland har haft sine Skovstrækninger, hvilket Tørvemoserne, historiske Data, Stednavne o. s. v. noksom godtgjøre. Det er dog nu betragtet som oplyst, at den oprindelige Udstrækning af disse Skove allerede længe før den historiske Tid er begyndt at svinde, især paa de magre Sandjorder og de for Vestenvinden udsatte Lokaliteter, og det maa antages, at de naturlige Aarsager som nu bevirke Skovarealets gradvise Tilbagevigen, hvor Mennesket ikke standser Ødelæggelsen, ere lige saa gamle som vort Land. Det mangler heller ikke paa Vidnesbyrd om, at Hededannelsen ien graa Oldtid har udbredt sig til Egne, hvor der en Gang maa have været Skov; jeg skal i saa Henseende kun. henvise til Kjæmpehøjenes Bygningsmateriale i relativt gode og nu veldyrkede Egne i Midtjylland. Saaledes er den berømte Gorms Høj ved Jelling og mange andre Kjæmpehøje byggede af Hedetørv.

Stærkest er dog Skovarealet blevet indskrænket i den historiske Tid baade i Jylland og paa Øerne, og det er vel at mærke ikke alene Agermarker og Enge, der have fortrængt Skovene, men ogsaa Hederne have bredt sig mægtig paa Skovenes Bekostning. Naar vi nu se et sædvanligt dansk Landskab med Marker og Enge og mellem disse hist og her en skarpt afgrænset Skovstrækning, saa tænker man sig i Almindelighed, at Skoven Stykke for Stykke er bleven ryddet, saa at nu kun

enkelte Rester ere blevne tilbage. Men paa denne Maade er Danmarks Skovareal ikke svundet ind til sin nuværende Størrelse. Vel indtoge Bønder og Herremænd overalt Skovstykker til Dyrkning, men en stor Del af Arealet blev dog henliggende som en Mellemting mellem Skov og Mark, som træbevoxede Overdrev, hvor Kreaturer og Heste græssede ofte hele Aaret; Skovene tyndedes herved stærkere, end de ryddedes. Endnu i Midten af forrige Aarhundrede havde saaledes de fleste Egne af Øerne Karakteren af Skovlandskaber, hvor der nu kun er dyrkede Marker; I 1758 skriver saaledes en Forfatter, at „Landevejen imellem Kjøbenhavn og Kalluudborg . . . . gaar næsten gjennem en eneste Skov," medens den samme Vej nu passerer igjennem Sjællands skovløseste Egne, og C. Christensen gjør i sin Hørsholms Historie opmærksom paa, at en Landsby i Nordsjællsnd den Grang havde samme Præg som en svensk Skovbygd med opdyrkede, indhegnede Marker i de alt bedækkende Skove.

Vort Lands nuværende Fysiognomi med den Fordeling af Skov og Mark, som vi kjende, er derfor et Produkt af det sidste Aarhundrede. Ved Skovenes Udskiftning som Følge af Forordningen af 27. September 1805 skiltes Trædyrkning og Agerbrug ad, de store træbevoxede Overdrev bleve overladte Brugerne til fri Raadighed, og kun de bedst bevoxede Skovstrækninger bestemtes til at skulle forblive Skov og indfrededes til udelukkende Skovdrift, Men endnu i en Menneskealder bleve i mange Landsdele gamle Træer i Hundredtusindsvis staaende paa Markerne; de forsvandt dog snart, navnlig i Krigen mellem 1807 og 1814, i hvilken Danmark var afskaaren fra Tilførsel af Kul fra England, og man kan saaledes antage, at i Trediverne og Fyrrerne var vort Land bleven saa blottet for Træer, som det aldrig havde været før og ikke har været senere, saa blottet, at vort Skovareals Størrelse i Forhold til hele Landets ikke var synderlig betydeligere end i de sydrussiske Steppeegne mellem Don og Bug, og Jyllands Skovareal i Størrelse kun lidt overskred Skovens Udstrækning i de donske Kosakkers Land og andre næsten ganske skovblottede Dele af Evropa.

Men tør man slutte fra den Udvikling, som er foregaaet. i de senere Aar, til Fremtiden, saa vil Skovvegetationens Udbredelse i vort Land i det tredje og fjerde Decennium af dette Aarhundrede have naaet sit laveste Trin; thi allerede i Halvtredserne begyndte smaat. og i Treserne og Halvfjerdserne med stedse stigende Styrke, den Iver for ny Skovanlæg paa øde Jorder, som endnu stadig fortsættes, trods de daarlige Aar, og ved hvilken allerede i de sidste tredive Aar omtrent 6 Kvadratmil af vort Lands Overflade ere blevne indtagne til Skov og derved det Areal, som anvendes til Skovdyrkning i Danmark, bleven forøget med J/e_—1/5 af den Størrelse, som det havde før 1850 , foruden at mangfoldige større og mindre A åbninger i de gamle Skove ere blevne tilplantede. Saare meget af dette nyindtagne Areal kan vel endnu ikke kaldes Skov og afgiver kun mere eller mindre paalidelige Løfter om at ville blive det; men Forøgelsen vil dog i ethvert Fald være betydelig nok til at kunne sætte sine Mærker i vort Lands Fysiognomi og vil i mange Egne faa Indflydelse paa Beboernes Sæder og Erhverv.

Som Skovens Udstrækning har været undergivet betydelige Forandringer, saaledes har ogsaa ikke alene deres Tæthed og Rigdom paa Træ, men ogsaa de fremherskende Træarter og den hele Skovnatur undergaaet højst betydningsfulde Omdannelser.

J. J. Steenstrup har gjennem Undersøgelser i vore Moser først paavist, og senere Forfattere, navnlig Vaupell, i det hele taget bekræftet, at den første Skovvegetation i vort Land, der afløste Glacialperiodens Planteverden, bestod af Birk og Bævreasp, som ogsaa nu danner Skovvegetationens yderste Forposter mod Nord, f. Ex. paa Island. Vore Tørvemoser vise, at efter denne højnordiske Skov- og Kratvegetation er fulgt Skovfyrren, som vistnok har bedækket store Dele af Landet, og denne er endelig afløst af Egen, der i Forbindelse med andre Træer efterhaanden synes at have fortrængt Fyrrevegetationen fra næsten hele Landets Overflade. Anskuelserne om, hvorvidt denne Tredeling kan fastholdes skarpt eller ikke, ere endnu delte, men det maa dog antages, at Rækkefølgen for Størstedelen har været" den nævnte. Længere gaa de Dokumenter, som Tørvemoserne indeholde, i Almindelighed ikke; disses Dannelse synes paa de fleste Steder at være afsluttet før den historiske Tid, og Egeskovenes Indvandring og Erobring af Landets Skovareal ligger altsaa langt tilbage. Kun i enkelte afsides Egne ere Levninger af Fyrreskovene bevarede helt ned i den historiske Tid, saaledes paa Læsø og Anholt ifølge Deichmann-Branths Undersøgelser.

Først senere er Bøgen kommen til at indtage en fremragende Plads i vore Skove. Om dette Danmarks Hovedtræ i Nutiden virkelig er indvandret senere end Egen, derom ere Meningerne endnu delie; jeg maa imidlertid indtil videre slutte mig til J. J. Steenstrups og Vaupells Anskuelse, at Bøgen er kommen til vort Laud længe efter Egen. Men, hvad der er afgjort, er, at dens store nuværende Udbredelse er et forholdsvis nyt Fænomen, og i mange Egne, ja maaske i de fleste Dele af Landet, er Bøgens Overherredømme i Skovene et Produkt af de sidste Aarhundreder, en Erkjendelse, som vi navulig skylde Vaupells interessante Undersøgelser.

Vor Tid har imidlertid bragt Begyndelsen til et

femte Dynasti for Overherredømmet i vore Skove, nemlig Naaletræernes, navnlig Granarterues, og deres Magt og Udbredelse er voxet med en rivende Hast. Endnu for 125 Aar siden existerede der næppe en Gran i Danmark udenfor Slotshaver og Parkanlæg, og nu have disse Træer erobret henved */4 af hele Landets Skovareal i Følge statistisk Bureaus Opgjørelser for Aaret 1881. Men disse og andre Naaletræer ville brede sig mere og mere, dels paa Bøgeskovenes Bekostning, dels paa Hedernes, og ville, dersom Bevægelserne fortsættes, i Løbet af et Aarhundrede ganske omskabe hele Egnes Fysiognomi. Lykkes vore nuværende Bestræbelser, vil om nogle Menneskealdre en Tur gjennem Jyllands Hedeegne præsentere lignende Landskaber som en Rejs-e over Brandenburger Sletten nu, idet udstrakte tarvelige Naaleskove ville standse Udsigten i alle Retninger, og tør man slutte fra vor nuværende Indsigt, saa vil den væsentligste Forskjel mellem de jydske og nordtydske Sandegnes Landskaber især være den, at dér er det Skovfyrren, hos os en anden, langsommere voxende Fyrreart samt Rødgranen, der vil udgjøre Skovbestanden. Men ogsaa nuværende Skovegne ville forandre Fysiognomi. En Baadfart paa Silkeborgsøerne vil om et Aarhundrede give Udsigt til enten øde, sorte Lyngbakker, hvor nu lyse Bøgeskove herske, eller Naaletræerne ville have afløst Bøgerie paa de fleste Partier og derved omskabt hele Egnens Karakter, saa at denne kommer mere til at ligne et Landskab i det paa Smaasøer saa rige Mellemsverig, end hvad vi nu forstaa ved et dansk Landskab. Mange andre Egne af Jylland og enkelte Strækninger paa Øerne vil det gaa paa lignende Maade, og det er i saa Henseende værd at bemærke, at de Dele af Landet, som nu trues med at erobres af Naaletræerne, netop ere de samme, i hvilke, i Følge Steenstrups Moseundersøgelser, Fyrreskovene herskede for Aartusinder siden, nemlig Rullestenssand-Formationens bakkede Landskaber.

Hvad er nu Aarsagen til disse store Forandringer i vore Skovegnes Beskaffenhed, som ei e fuldbyrdede i de forløbne Aarhundreder, og som vi kunne slutte ville fortsættes ind i Fremtiden? Der er ofte fremsat en Formodning om, at Vexelen i Skovvegetationen maatte henføres til samme —"for øvrigt i theoretisk Henseende meget dunkle — Aarsag, som gjør Sædskiftet i Agerbruget saa nyttigt. Jeg tror imidlertid ikke, at denne Analogi er ægte, og vi komme næppe Forstaaelsen nærmere ved at søge Forklaringen i et andet ufuldstændig opklaret Fænomen. Skovvegetationernes Yexel lære vi først at forstaa ved at studere selve denne i Naturen.

Det vil ikke være muligt paa dette Sted udførlig at gjennemgaa de mange Undersøgelser over dette Æmne, som allerede foreligge i Literaturen, det vilde føre os for dybt ind i plantegeografiske, historiske og mange andre Undersøgelser; jeg skal kun tillade mig, saa kort som muligt, at anføre for dein nogle almindelige Synspunkter.

Naar man begynder Studiet af Vegetationsvexelens Aarsager, ser det broget nok ud med at finde en fælles Plau for dem. Hvert nyt Fænomen, man tager fat paa, synes at have sin sæi-egne Grund, ofte synes de raadende Faktorer at have et ganske lokalt Præg, og Studiet fører os derfor til en stor Kække af tilsyneladende indbyrdes ganske uafhængige Processer. Dette leder os til Forkastelsen af den ene ydre Fællesaarsag efter den anden. Saadanne Aarsager som pludselige eller gradvise klimatiske Forandringer, Jordbundens gradvise Udtømmelse for visse Næringsstoffer, der forbruges af hver særlig Vegetat ionsibrm, , og andre lignende ydre Fællesfaktorer vise sig snart uholdbare som Forklaring af Fænomenerne.

Jeg tror imidlertid, at man ved at overskue, hvad de sidste Decenniers Undersøgelser over slige Forhold have lært, vil finde en Fællesfaktor, der som en rød Traad snor sig gjennem alle. I ethvert af de studerede Tilfælde, tror jeg, at man kan paavise, at det har været Organismer, der have fortrængt Organismer, og ikke ydre, livløse Kræfter, der — i ethvert Fald ikke direkte — have standset deres Liv. Vegetationsformernes Vexel bliver et storartet, i sine Virkninger mægtigt Udslag af de levende Organismers ustandselige indbyrdes Kamp og Rivalisering, som Darwin først ret har aabnet Naturforskernes Øjne for, og som man med ham kalder Kampen for Livet. Denne evige Strid føres ikke alene mellem beslægtede, direkte rivaliserende Væsner, men ofte mellem de heterogeneste Organismer, mellem Kæmper og Dværge, mellem højt staaende Skabninger og saadanne, som befinde sig paa de laveste Trin af Udvikling. Idet hvert Væsen fører Kampen for sig alene, bliver Samlivet mellem en Lokalitets Hærskarer et broget forvirret Næt, som det ofte er yderst vanskeligt at udrede; men Resultatet kan derfor alligevel for det menneskelige Øje fremstille sig i storartet Simpelhed, som naar vi forsøge at tænke os et Landskab med uendelige Fyrreskove ved disse Kræfter omdannet til udstrakte Bøgeskove, eller herlige Egeskove forvandlede til ensformige Heder. I hvilken Grad Kampen for Livet er den organiske Verdens fornemste Udviklinysfaktor, aktor, maa endnu i mange Henseender staa uafgjort hen ; men at den giver en af de mægtigste Impulser til Forandring i Resultatet af de levende Væsners Samliv, o: et Lands Favna og Flora, derom kan der ikke længere herske nogen Tvivl.

Jeg skal søge i korte Træk at belyse disse Ideer

ved en nærmere Betragtning af Aarsagerne til Skovvege
tationernes Vexel i vort Land.

Da først Birk og Bævreasp og, enten senere eller maaske samtidig, Fyr afløste Glacialperiodens dværgagtige Buskplanter af kryhende Pil o. desl., var det ganske vist det mildere Klima, der tillod Træerne at vandre ind og tage Landet i Besiddelse; meu det var tillige disse Træer og ikke det mildere Klima, der fortrængte Glacialplanterne. Vi kunne med Sikkerhed erkjende dette deraf, at der endnu den Dag i Dag gjennem hele Evropa ned til Alperne findes Levninger af Glacialtidens Flora paa saadanne Steder, hvor senere indvandrede, større og kraftigere udviklede Former ikke have kunnet trænge hen, fordi de vare for fordringsfulde i forskjellig Retning. Saaledes findes der mangfoldige Levninger fra Glacialperioden paa Mellemevropas slette Moser og andre ufrugtbare Steder, hvor de have kunnet finde et Fristed for deres mægtige, men mindre nøjsomme Rivaler.

Lige saa lidt kunne vi antage, at det er klimatiske Aarsager, der direkte have tilintetgjort Landets gamle Fyrreskove; thi Fyrren findes jo, som bekjendt, almindelig i vore Nabolande til alle Sider. Det er dels Egen, der endnu den Dag i Dag fortsætter sin Vandring ind i Mellemevropas Fyrreskove, som ved sin større skyggetaalende Evne har kunnet voxe op og brede sig i Fyrrene, uden at disse have formaaet til Gjengjæld at fortrænge Egen ad tilsvarende Vej. Vi kunne dog ikke antage, at Egen alene skulde have formaaet at udrydde Fyrren fuldstændig af vort Land; en saadan komplet Tilintetgjørelse paa et større Væxtomraade vilde mangle Analogi. Men i Kampen mellem disse to Vegetationsformer maa ogsaa ganske andre Organismer have grebet ind og lettet Egens Sejr. Thi Fyrren er særlig hjemsøgt af parasitiske Svampe og Insekter, der ofte anrette storartede Ødelæggelser paa disse Træer, og det er saaledes for Øjeblikket en næsten mikroskopisk Svamps Angreb, der forhindrer os i at dyrke Skovfyrren vest for Jyllands Højderyg, et Fænomen, som vi først have lært at forstaa ide sidste Aar. Af de forskjellige Træarters indbyrdes Væxtforhold kunne vi slutte, at Eg og andre Træer nødvendigvis maa have fortrængt Fyrren fra alle de gunstigere Voxesteder; vi vide fremdeles, at den paa de magreste, mest vindudsatte eller fugtigste Lokaliteter er i højeste Grad udsat for at bukke under for parasitiske Svampe og Insekter, og den, der er fortrolig med disse Forhold, vil næppe vægre sig ved at antage, at disse Faktorer i Forening meget vel have kunnet tilintetgjøre vore gamle Fyrreskove fuldstændig.

Hvorledes Bøgen ved sin Skygge har fortrængt Egen fra Størsteparten af Danmarks Skove, har Vaupell, som bekjendt, vist os ved sine smukke Undersøgelser, og det kan med Lethed iagttages overalt i vore Skove, hvor der endnu findes Levninger af Landets mægtige gamle Ege tilbage; de ville alle efterhaanden hukke under for Bøgene, undtagen paa de faa Steder, hvor den fordringsfulde Bøg finder Jordbunden enten for vaad, som paa Laalands side Lerjorder, eller for mager og tør, som i flere vestjydske Skove.

Men, hvad er nu Aarsagen til Bøgeskovenes Afløsning af Granarterne og andre Naaletræer ? vi staa her aabenbart overfor et Fænomen af mere kompliceret Natur end Bøgens Fortrængelse af Egen; thi Forstmanden vil blive Dem Svaret skyldig paa det Spørgsmaal, hvilken af vore Træarter, der kari besejre Bøgeskoven. Processen, hvorved denne Vegetationsforandring foregaar, er følgende.

Medens de unge Bøge mylre rask frem i Skovene paa frisk muldrig og kraftig Bund, saa er dette ikke Tilfældet paa de tørre, højtliggende, forblæste Voxesteder. Her udtørre Bøgens, i Jordoverfladen udbredte Rødder Bunden, og i Stedet for den løse Muld, der paa de mere beskyttede og friske Strøg kan se ud som Muldjorden i et Kartoffelbed i en Have, danner der sig en fast og sej Tørv ovenpaa Jorden, og i denne udvikles de unge Bøge, der spire frem, enten aldeles ikke eller kun meget langsomt. Naar derfor de gamle Træer falde, vandre Lyngplanter af forskjellig Art ind i Bøgeskoven, og i Kampen mellem Lyngen og de unge, svage Bøge bukke disse under, saa at Skoven forandres til Hede, hvis ikke nøjsommere Træarter, som Birk, Bævreasp, Røn, Fyr og Gran, der ikke ku es af de ugunstige Ernæringsforhold i den faste og sure Bøgetørv, vandre ind og tage Arealet i Besiddelse. Dette sker vel hist og her, men Forstmanden ønsker aj; gaa hurtigere til Værks end Naturen og begunstiger derfor paa slige Steder Granarternes Afløsning af Bøgen paa de Strækninger, hvor denne ikke længere voxer kraftig nok til at holde sig de nævnte Rivaler fra Livet.

Paa Lokaliteter af denne Beskaffenhed har altsaa Bøgen maatte bukke under for Rivalerne, fordi den ikke har formaaet at bevare Jordbundens gode Beskaffenhed; dette har Forstmanden længe indset, men det har staaet uopklaret, hvori Forskjellen egentlig bestod paa den Skovbund, hvor Bøgen Generation efter Generation kan fortsætte Herredømmet, og den, paa hvilken den, ofte efter en eneste Generation, maa overlade Terrænet til andre Vegetationsformer. Det tør dog nu formentlig betragtes som godtgjort, at Aarsagen hertil er Bøgeskoveris Forhold til Dyrelivet i Jordbunden, navnlig Regnormene. Ved sit overfladiske Rodsystem udtørrer Bøgen især paa de sandede, tørre, højtliggende og vindudsatte Steder Bunden saa stærkt; at Regnormene forsvinde og trække

sig tilbage til gunstigere Tumlepladser. Men dermed ophører den Omordning, Gjennemgravning og Skjørnen af Bunden, som alene kan frembringe den gode Muld, og de organiske Rester, der aarlig fra Skoven falde paa Jorden, sønderdeles og blandes ikke med denne, men blive liggende pas Overfladen og sammenvæves her af uendelig fine, seje og varige Svampetraade til det faste Tøivelag, som er saa ugunstigt for de unge Bøges Udvikling.

Det Aarsagsforhold, der saaledes bestaar imellem Bøgeskovens Forfald og Afløsning af andre Vegetationsformer, gjenfindes paa de Steder, hvor det er Egeskove, der ere afløste af Lyngheder, som i de fleste vestjydske Egne. Saa længe Egeskoven er sluttet og forsynet med den rige Bundvegetation, som er ejendommelig for Egen, saa længe yder den et passende Opholdssted for en rig Favna af Regnorme, og saa længe kan Egeskoven holde sig, naar ikke Bøgen vandrer ind og fortrænger den. Men naar Egeskoven bliver aaben, naar Sol og Vind udtørrer Bunden, saa trækker Regnormebefolkningen sig bort, Bunden bedækkes af et lignende tørveagtigt Lag som paa de tilsvarende Lokaliteter i Bøgeskovene, og Egen maa da vige Pladsen for Lyngen. Paa denne Maade er utvivlsomt Hovedmassen af de jydske Heder dannet paa Bakkeøernes bedre Bund.

Da jeg for 10 Aar siden først fremsatte mine Anskuelser om disse Forhold, da havde jeg kun lagttagelser fra Danmark at støtte mig til. Senere har jeg haft Lejlighed til at overbevise mig om, at ganske tilsvarende Fænomener lade sig eftervise hele Evropa igjennem lige fra Mellemnorge til Middelhavslandene, og i Aar ere disse lagttagelser supplerede med lignende af Professor Warming fra Grønland og af en schweizisk Naturforsker, Dr. Keller, fra Madagaskar, saa man nu tør sige, at det her paaviste Forhold mellem Regnormene og de nævnte Humusformer er af omfattende Betydning og muligvis strækker sig over hele Jordkloden.

Naar jeg ved Begyndelsen af disse Meddelelser fremhævede, at Vegetationernes Vexel næppe kunde hidrøre fra direkte ydre Paavirkning, saa kan jeg nu føje en Indskrænkning til denne Sætning, thi hver Vegetationsform har selvfølgelig maattet omskabe den Lokalitet, paa kvilken den hersker, saaledes at den maa fortsætte sit Herredømme under ganske andre ydre Vilkaar end dem, den forefandt, da den tog Arealet i Besiddelse'. Dette Moment har stor Betydning for Forstaaelsen af Vegetationsskiftet, og der mangler ikke Beviser for, at en Vegetation ved sin Indflydelse paa Lokaliteten har forberedt sin egen Ruin og Rivalens Sejr.

Ved i dette korte Overblik at have forsøgt at vise Dem, at Aarsageu til Skov vegetationernes Vexel i vort Land vistnok rettest maa søges i Resultatet af de mest forskjelligartede Organismers indbyrdes Samliv, har jeg ikke dermed villet sige, at Mennesket ikke selv har spillet en Rolle ved Frembringelsen af disse Fænomener. Tvært imod, Menneskenes Indgriben har fra den tidligste Tid paa mangfoldig Maade været medvirkende ved Paaskyndelse eller Forhaling af den paaviste Udvikling.

I denne Time kan jeg imidlertid ikke gaa nærmere ind paa denne for øvrigt højst vigtige og interessante Faktor. Jeg skal kun minde om, hvorledes tidligere Tiders kolossale og ødsle Forbrug af Træ, Skovbrande og Ødelæggelser i Krigstider, Kreaturgræsningen i Skovene, Jordens Opdyrkning til Agerbrug, Jagtlysten, retlige og sociale Tilstande paa de mangfoldigste Maader ikke alene have bidraget til at indskrænke Landets Skovareal til dets nuværende Størrelse, men tillige baade übevidst og med Forsæt have grebet ind i den Udvikling, som Skovnaturen havde fulgt, naar den havde været overladt til sig selv. Navnlig skyldes Naaletræernes nye Indvandring i Danmark fra første Begyndelse den menneskelige Industri, da der ganske manglede Stammeindivider til nye Naaleskove i vort Land; der er vel næppe Tvivl om, at disse selv besidde Evne til at udbrede sig paa Bøgeskovenes Bekostning, men denne Bevægelse paaskyndes i højeste Grad ved Menneskets Arbejde, der vil fuldbyrde i et Aarhundrede, hvad Naturen, overladt til sig selv, sandsynligvis vilde have været mere end et Aartusinde om.

At paa den anden Side de naturlige Forandringer i vore Skove og de Forhold, der ogsaa uden Menneskets Indflydelse have haft Betydning for deres Omdannelse, maa gribe mægtig ind i Befolkningens Livsvilkaar, derpaa kunde nævnes mangfoldige Exempler, af hvilke jeg kun her skal antyde et af de lettest overskuelige. I Vest- og Midtjylland ere flere store Industrier, der beskæftigede maaske den overvejende Del af Befolkningen, gaaede til Grunde, og andre ville følge samme Vej, snarere fordi de ovenanførte naturlige Faktorer have fremmet baade Skovenes Forsvinden og deres Vegetationsskifte, end fordi Mennesket har frembragt de forhaandenværende Tilstande, hvilket en Sammenligning mellem de nævnte og andre Egne af vort Land gjør højst sandsynligt. Middelalderens mærkelige jydske Jærnindustri, som er opgravet af Glemselen af Dr. Nyrop, og som var saa vigtig, at Befolkningen i hele Egne betalte deres Skatter i Jærn? udslukkedes omtrent med Udgangen af det 16de Aarhundrede fornemmelig af Mangel paa Træ i Midtjylland. Samme Landsdels interessante Hjulmandsindustri, der ved en Art Husflid i stor Stil forsynede de træløse Vestegne med Vogne, forsvandt med de sidste Rester af Egeskovene langs Jyllands Højderyg i den første Tredjedel af dette Aarhundrede. Midt

storartede Træskoindustri, der har beskæftiget mange Tusinde Hænder i Begyndelsen af dette Aarhundrede, er i Tilbagegang, vil om en Menneskealder eller to ophøre af Mangel paa Bøgetræ, og de flittige, nøjsomme jydske Bønder maa se i Naaleskovene at finde Opgaver for deres ældgamle Lyst til Træarbejdet og Handel med dets Produkter.

Jeg har sluttet mine Meddelelser om de naturlige Vegetationsskifter i vore Skovegne og deres formodede Aarsager med en Antydning af den Vexelvirkning, der kan spores mellem hine Forhold og Menneskenes Færd, for derved at belyse følgende Anskuelse, som, jeg tror, man vil ledes til gjennem Studiet af de her kort skitserede Forhold:

En Befolknings Sæder og Erhverv, og derved maaske tillige dens Karakter og Tænkemaade, er til enhver Tid paa en højst betydningsfuld Maade vævet ind i det brogede Samliv af Naturens mest forskjelligartede Væsner, ja Menneskets Kamp for Existensen er sammenknyttet med den storartede, overalt raadende og aldrig hvilende Kamp, som brogede Hærskarer af Organismer, der omgive os, føre indbyrdes, hver for sit Livs Ophold.