Geografisk Tidsskrift, Bind 8 (1885 - 1886)

De arabiske Geografers Kjendskab til Norden,

et Foredrag af H. V. Lund*)

Side 57

(Hermed Tavle IV.)

Det var Araberne forbeholdt at blive Grækernes Arvetagere og at overlevere den fra dem modtagne Videnskab til den nyere Tid, paa mange Punkter forøget og udvidet. Men jeg behøver næppe at gjøre opmærksom paa, at naar mau i denne Henseende taler om Araberne, er det ikke de halvvilde krigerske og fanatiske Skarer, der med Sværd i Haand bragte Islam ud over store


*) Dette Æmne er tidligere bleven omhandlet af Prof. A. F. v. Mehren i en udførlig Afhandling om „de islamitiske Folks geografiske Kundskaber (Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1857). Som efterfølgende vil vise, er dette imidlertid en hel ny Undersøgelse, der i ikke faa Punkter er kommen til et andet Resultat end den højtærede nævnte Forfatters.

Side 58

som i de andre Videnskaber, sig kun til at gjengive Grækerne, navnlig Ptoleraajos. Først senere fremstaa en Mængde mer eller mindre selvstændige Bearbejdelser, der dog aldrig ret kunne rive sig løs fra deres Læremestre, og de forskjellige Anskuelser hos Erathosthenes og Strabon paa den ene og hos Hipparchos og Ptolemajos paa, den anden Side gjenfindes stadig hos de arabiske Geografer. En meget stor Række geografiske Forfattere kjende vi fra det Bde til Begyndelsen af det 16de kristelige Aarhundrede; men i de 3 sidste Aarhundreder gaar Videnskaben absolut tilbage, Der fremkommer med en enkelt Undtagelse, Jbn-Bathuta's Rejsebeskrivelse fra Midten af det 14de Aarhundrede, kun Uddrag af ældre Forfattere, og Muhammed ben Ahmad, der 1516 skrev en Geografi med Titelen: „Blomsterduft om Landenes Vidundere", har ikke fjærneste Anelse om de store Opdagelser, Spanierne og Portugiserne havde gjort; for ham er Atlanterhavet endnu „det mørke Hav", som ingen vover at besejle. Af disse Geografer er der dog kun en, som faar særlig Betydning her, hvor Talen er om Nordevropa, og han har ikke selv berejst disse Lande.

Denne Mand er Abu-Abdallah Muhammad Edrisi, der nedstammede fra en fyrstelig Familje i Malaga og var født i Sefta (Ceuta) 493 e. H. (1099 e. K.). Han studerede i Cordoba og foretog senere store Rejser, hvorved han besøgte Lissabon, Frankrigs og Englands Kyster, Marokko og Lilleasien. Paa disse Rejser kom han ogsaa til Sicilien, hvor Roger II var bleven Konge 1130. Der kunde den Gang ikke let tænkes noget fortrinligere Sted for geografiske Studier end Sicilien, hvis Fyrste elskede og fremmede Videnekab og Kunst, og som under Korstogene var en Samlingsplads for Normanner, Grækere og Franker, og hvor der endnu levede en hel Del Muhammedanere. Roger II ønskede at faa udarbejdet en Jordbeskrivelse og samlede dertil fra 1130 til 1154 alle mulige Oplysninger fra rejsende og Videnskabsmænd. Han lod forfærdige en Tegneplade, hvor alle Jordens Stæder skulde aflægges efter deres Bredde, og lod støbe en Planisfære af Sølv, hvorpaa alle Jordens 7 Klimaer, Lande, Floder, Havbugter o. s. v. skulde aftegnes. Denne Afbildning lod han da udførlig beskrive af Edrisi i et Værk, der fører Titlen: „Adspredelse for den, der længes efter at gjennemvandre Landene." Da der i denne Bog ikke findes Angivelser af Stædernes Længde og Bredde, forsynede Edrisi den med 70 Kaart. Jorden deles i to lige store Dele ved Ækvator, og hver Grad paa den er efter hans Beregning 100 arabiske Mil*). Mod Nord

strækker den beboede Del sig til 64°, det nordligere er øde paa Grund af Kulde og Sne. Kun den nordlige Halvkugle er beboet, i det syd for Ækvator den stærke Hede udtørrer Vandet og fordærver Luften. Hele den beboede Del inddeles i 7 ligestore Klimaer og er omgivet af 7 Have, hvoraf de 6 staa i Forbindelse med hverandre, men det 7de er isoleret. De 7 Have ere: 1) det sydlige Ocean o: det indiske Hav, 2) det persiske eller det grønne Hav, 3) Havet ved Kolzum o: det røde Hav, 4) det syriske Hav o: Middelhavet, som har en Udstrækning af 45°26', 5) Havet ved Venezia o: det adriatiske Hav, 6) Nitasj o: Sortehavet, hvilke to sidste er afledede fra Middelhavet, og 7) Havet ved Djurdjan og Dajlam o: det kaspiske Hav, som er isoleret og optager Floden Itil o: Volga. Edrisi gjennemgaar dernæst de enkelte Lande, i det han deler hvert af de 7 Klimaer i 10 Dele, og hele Bogen kommer derved til at falde i 70 Afsnit, hvoraf et svarer til hvert af de 70 Kaart, hvormed Værket var udstyret. Dette Værk er oversat af Jaubert (Paris 1836—40); et Udtog af det paa arabisk er trykt i Rom 1592.

Fra Ptolemajos havde Araberne arvet en Bestemmelse af en Grads Længde paa Ækvator, som de derefter angav til G6-/3 arabiske Mil. Da denne imidlertid beroede paa Angivelser, der var meget usikre, foretoges allerede under Al-Mamun en Gradmaaling paa Sletten Sindjar, der gav et Resultat, hvorefter Graden regnedes lig med 56-/S eller 56 arabiske Mil; imidlertid brugtes den ældre Beregning meget ofte i den senere Tid. Umuligheden af med de af Araberne kjendte Instrumenter at rette de Fejl, de sikkerlig har mærket at være til Stede, dog rimeligvis gjort, at man har nøjedes med de saaledes fundne Resultater. Edrisis Angivelse af en Grad paa Ækvator til 100 arabiske Mile er aldeles enestaaende, og vi véd ikke, hvorfra den stammer.

Som Jordens yderste Punkt mod Vest betragtede
Araberne de saakaldte lykkelige eller evige Øer, rimeligvis


*) Den arabiske Mils Størrelse er ikke ganske bestemt. I Gosseliits Kecherches sur le principe etc. des differ, syst. métr. lin. de l'antiquité p. 132 er den = 7/2 græsk Stadie altsaa omtr. 3/lc dansk Mil (o/s arab. M. =l dansk Mil). En arabisk Dir ah er Afstanden fra Spidsen af Mellemfingeren til Albuen, og af disse gik efter den ældre Beregning 3000 paa en arabisk Mil, der saaledes faar samme Størrelse som Gosselin angiver. Efter den nyere Beregning gik 4000 Dirah paa en arabisk Mil, hvorved denne bliver = V* dansk Mil. Som en Middelstørrelse ved Geografernes Angivelse tør man nærmest, for at omsætte deres Mile til danske, regne 4\/2 arabisk Mil — ] dansk; da de fleste Geografer benytte den ældre Angivelse af en Ækvatorialgrad = 662/3 arabiske Mile, blive altsaa 44/944/9 arabiske Mile —l geogralisk Mil.

Side 59

de canariske Øer; mod Øst var det yderste Punkt nogle Øer Beslå eller Sil a Øst for Kina, saa at Araberne altsaa i den Henseende ikke have kjendt stort mere end Grækerne. Den beboede Del af Jorden inddeles af de fleste Geografer i 7 Klimaer, det er Bælter parallele med Ækvator, oprindelig af en saadan Bredde, at der mellem det sydligste og nordligste Punkt var en Forskjel af J/2 Time i Dagens Længde. løvrigt voxede Klimaernes Bredde eller Tal, efterhaanden som Kjendskabet til de nordlige og sydlige Lande voxede, og Abulfeda (f 1331 e. K.) har ved Siden af denne ældre Inddeling en anden i 5 Klimaer, der nærmest svarer til vore Varmebælter. Den beboede Dels Udstrækning regnedes ogsaa meget forskjellig, i det nogle som Edrisi regnede den fra 122/3° n. B. til 50^3° n. 8., medens andre som Jakut (i det 13de Aarh.) lader den begynde ved 24° s. 8., og Dimaski (f 1327 e. K.) lader den mod Nord strække sig til mellem 63° og 66°, hvor den længste Dag er 20 Timer.

Jorden tænktes af de fleste arabiske Geografer omgiven af Verdenshavet, kun med Hensyn til Forbindelsen mellem det indiske Hav og Atlanterhavet var der Uenighed, i det nogle, som Edrisi, med Ptolemajos antoge, at Afrika strakte sig syd for det indiske Hav, der derved blev en Art Indhav i Lighed med Middelhavet; andre mente derimod, at der var aabent Hav eller i det mindste smalle Kanaler, som syd for Afrika forbandt de to Have med hinanden. Det indiske Hav forestillede man sig i Eeglen betydelig smallere, end det er i Virkeligheden, medens man anslog Længden rigtigere til 1062/3° (den er 93 °). Tøvrigt ere Beskrivelserne af dette Hav meget forvirrende, da Kjendskabet til det væsentlig indskrænkede sig til det indo-persiske Hav, skjønt der ingen Tvivl er om, at Araberne have været ved de bagindiske Øer, Molukkerne indbefattede, ligesom de ogsaa kjendte Siambugten, Søvejen mellem Kina og Formosa og nogle Stæder i Kina, efter al Rimelighed Hang-tscheu-fu, Tschangngan og Nanking, muligvis ogsaa Amoj og Kanton.

Det af Araberne saa kaldte østlige Ocean eller Begliavet svarer til den nordlige Del af det store Ocean, og det ser ud til, at de kunne have kjendt Korea, det japanske Hav og mulig været ude i det okotske Hav.

Det vestlige Ocean (Atlanterhavet) regnedes efter Dimaski fra Bugten Sefåkis syd for Ækvator og gaar saa med et Par Bugter mod Nord. Efter at have afsat Bahr-ar-Rum (Middelhavet) strækker det sig videre mod Nord, danner et smalt Stræde, hvis største Bredde er 3 Dages Rejse, og som kaldes Havet ved Nikterra o: England, og bøjer saa mod Nordvest, hvor det afsætter en stor Bugt Waranghavet (Nordsøen og Østersøen), og ender saa ved „Mørkets Land>;. Baade det vestlige og østlige Ocean have Ebbe og Flod, og paa det vestlige Oceans Kyster findes Ambra, der foruden at betegne den Ambra, som findes i Kaskelottens Mave, ogsaa betyder Rav. Middelhavet, efter Muhammad ben Ahmad opstaaet ved et frygteligt Gjennembrud af Ocoanet, er naturligvis den Del af det vestlige Ocean, som Araberne kjendte bedst. Ganske vist angive de Længden noget for stor (først 662/3 Grader, senere 42 Grader); men i det hele havde de dog en temmelig rigtig Forestilling om dets Form. Sortehavet (Bahr-Nitasj) antog de derimod næsten 3 Gange saa langt som det er, og desuden vare de meget uenigo om, hvor vidt det stod i Forbindelse med det nordlige Ocean, eller ikke. Medens Dimaski nægter dette, antage de fleste dog en saadan.

Ved det kaspiske Hav var det ligeledes omtvistet, om det var en Indsø, eller om det stod i Forbindelse med Verdenshavet. En Forbindelse mellem det kaspiske Hav og det sorte Hav blev derimod antaget af flere, og denne tænktes fremkommen enten ved, at Floden Itil (Volga) delte sig i to Arme, hvoraf den ene faldt ud i det asovske, den anden i det kaspiske Hav, eller ogsaa ved en Kanal, som forbandt Itil og Don. Anledningen til denne Antagelse er rimeligvis den, at Don paa et enkelt Sted kommer Volga saa nær, at endog Kosakkerne slæbe deres Baade over det mellem Floderne liggende Land, det nuværende Perevoloka. Abu-Abdallah Håmid fra Granada (i det Ilte Aarh,), der giver en meget udførlig Beskrivelse af det kaspiske Hav, omtaler blandt andet Størfiskeriet i Volga og Husblas, som tilberedes af Fiskens „Mave".

Af Øer i det vestlige Ocean nævnes vest for Indløbet til Middelhavet de evige og de lykkelige Øer. Nogle Geografer bruge disse to Navne om en og samme Øgruppe, medens andre lægge de første noget sydligere end de sidste; mulig betegnes da derved de canariske og de azoriske Øer, hvorvidt de capoverdiske Øer vare kj?ndte af Araberne, er tvivlsomt. Navnet de lykkelige Øer forekommer dog ogsaa f. Ex. i Makkaris Beskrivelse af Spanien som Navn for de britiske Øer. En Del flere Øer nævnes endnu, som Faareøen, Slangeøen, Fugle- eller Falkeøen; men det er umuligt at bestemme, om dette er fabelagtige eller virkelige Øer.

England er forholdsvis godt kjendt af de senere Geografer. Abulfeda nævner Landet som Ankelthere med Hovedstaden Londeres, og fra det hentede man Guld, Sølv, Kobber og Tin; Vin var Landet for koldt til at frembringe, hvorfor den hentedes fra Frankrig. Der fabrikeredes Skarlagenklæde af Uld, der var meget blød, fordi man dækkede Faarene med Tæpper for at beskytte dem mod Regn, Sol og Støv. Uagtet Landets

Side 60

Rigdom og Størrel e stod det dog under Kongen af Frankrig. Edrisi nævner en stor Del Byer i England, hvoraf flere med Sikkerhed kunne bestemmes. Jeg skal nævne, foruden Englands vestligste Punkt Kornawaliah (Cornwall), Byerne Salabiirs (Salisbury), Stlinster (Wincester), Hastings (Hastings), Dobers (Dover), Londeres (London) ved Floden Rothttida eller Rothanda, og Bargliih eller maaske snarere Narghik (Norwich) paa Østkysten. End videre kjendte Edrisi Skosiü (Skotland), der hverken har Byer eller beboede Steder, og Hirlandah eller OJiirlandah (Ireland) 2 Dages Sejlads vest for Skotland. Fra det nordligste Punkt af Skotland til Keslandah er 3 Dages Rejse, og fra det yderste af Reslandah til „det store Ireland" l Dags Rejse. Fra det yderste af Reslandah er der mod Øst 12 Mil til Øen Norbåghali og Øen Reslaudah er 400 Mile lang og 150 Mile bred. Navnet Reslandah (»Jk^Lw,) kan meget let være en Fejlskrift for Islandah («J^ULJ) og vi vilde da her have Island nævnt. Beliggenheden kunde godt passe: nord for Skotland og vest for Noige; Afstandene ere ganske vist for smaa, men de Par Haandskrifter, vi have, er ingenlunde saa nøjagtige, at der ikke her kunde være en Fejl. Lelewel antager derimod Reslandah for Zenos Frisland, en Læsemaade, der slet ikke var umulig for den arabiske Skrifts Vedkommende (Frislanda = aJoJLw.i) og efter Zenos Kaart ligger Frisland ikke saa lidt nærmere ved Skotland og Norge end Island. Er Zenos Frisland i Virkeligheden Island, er det i Realiteten ligegyldigt, om man hos Edrisi vil læse Islandah eller Frislandah; men Spørgsmaalet vilde have en anden Interesse, fordi man da fandt denne Ø Frisland omtalt endnu før Ramulfus de Hyggedens Imago mundi, der er fra lS 60, altsaa 30 Aar ældre end Zenos Kaart. Saa længe der imidlertid ikke foreligger andet at støtte denne Lelewels Antagelse paa end en mulig Fejlskrift, er det nærmest at antage Reslaudah for Island, saa meget mere som man ved at reducere Maalene for Reslandah faar Øens Længde til c. 88 Mil og Bredden til c. 33 Mil, en Størrelse, der er noget for lang og noget for smal, men dog staar temmelig nær Islands. Det er maaske ikke umærkeligt, at Zenos Islanda ogsaa er meget langstrakt. Men nu Edrisis „det store Ireland" ?. Afstanden, l Dags Rejse fra Reslandah til dette Land, er aabenbart for kort. Men det, at Angivelsen udgaar fra Reslandah, og at vi hos Nordboerne træffe et aldeles tilsvarende Navn Irland it mikla, der efter Rafn*) er en Del af Nordamerika, maaske Virginia og Carolina, gjør det rimeligt at forstaa begge disse Navne om det samme Land. Det er en ganske naturlig Indvending, at det var mærkeligt at se et fuldstændig nordisk Navn komme frem hos en arabisk Forfatter. Men man maa lægge Mærke til, at af alle de arabiske Geografer har iugen saa mange Oplysninger om Norden, som Edrisi, og der kan ingen Tvivl være om, at han har disse fra Normanner, som han har truffet paa Sicilien eller maaske ogsaa i Normandiet; thi vi véd, at han selv har rejst en Del i Frankrig, og lian kjender paafaldende godt Bretagne. Normandiet og til Dels Nederlandene. Man ser o t O strax dotte, irnar man gjennemgaar hans Bynavne fra disse Steder. I Navnene Bajausj, ErnilSZ, Buntuiz, liotliomayhus, Dijalali, Kusthansali, kjender man strax Bay.eux, Evreux, Pontoise, Rouen, Dieppe og Coutances, i Mas, Li jadj, Kamraj, Lid)åu, Tlmrnaj, Kanth, Abridjes, Sant Mir, have vi Metz, Liege, Cambrai, Louvain, Tournai, Gent, Brügge og St. Orner, hvor navnlig den franske og ikke den flamske Benævnelse er den, der er kommen til Forfatteren, hvad der ogsaa maa være Tilfældet med de engelske Byer f. Ex. Londeres for London, hvilken sidste Form endog var lettere for en Araber at skrive.

I 3die og noget af 4de Afsnit af 7de Klasse behandler Edrisi Nordevropa. Fra Byen Warzall eller Warzarah, som ligger ved en Flod af samme Navn, siger han, er der 15 Mil til Havet og 25 Mil til NijulurJc, og fra "NVarzah til Mundingen af Floden Eiball er der 100 Mil. Fra denne Flod til Begyndelsen af Øen (eller Halvøen; thi Ordet, der bruges, betyder begge Dele) Darmarsjah er der 60 Mil. Denne Ø har en rund Form, den er sandet, og paa den ligger der 4 store Byer, en Mængde Huse og Landsbyer og blomstrende Haver, som ere omgivne med Mure. Af disse Byer er der først Sllah, som ligger til venstre for den, der kommer ind paa Øen, 25 Mil fra dette Sted. Denne By er ikke meget, anselig, men godt befolket, har stadige Torvepladser og Bygninger; den ligger ved Kysten. Derfra til Tlllirdirah eller ThurzMah, en Havn, som er beskyttet mod alle Vinde og omgivet af Vaaningshuse, er der 50 Mil. Fra denne til Khaiv (Khuw) eller Hadwah, en sikker Havn, hvor der er Brønde med fersk Vand, er 100 Mil. Derfra til Wendilskadafi (Wadi Leskådah eller Wendilskådali), et velbefolket Sted, er der 200 Mil, og fra denne Havn kommer man efter l*/2 Dags Sejlads til Øen Norlaghali. Fra denne Havn og til Horsch Hent (eller Horsch-Åfenl), en mindre betydelig, men smuk By, ar der 200 Mil, og herfra til Fæstningen Lundwmall er 80 Mil. Fra denne Fæstning til Sisbdll er der 100 Mil, og derfra til Øens Ende 12 Mil. Hele denne Øes Omkreds er 750 Mil. Fra denne Øs Begyndelse langs med Kysten til Djertali, Djeztah eller Herta, en godt


*) Antiqvitates Americanæ. 1837, S. 163, 211, 447—50.

Side 61

befolket By med stærkt besøgte Markeder, er der 100 Mil. Derfra til Landsjuden, en anselig og blomstrende By, 200 Mil. Fra denne By til Mundingen af Floden Katlihl, ved hvilken er bygget en smuk Stad Sildhun t er der 190 Mil, og fra denne By til Kaimår er 200 Mil. Fra Djerta ved Kysten til Byen Zewådali mod Øst er 100 Mil. Denne betydelige og godt befolkede By giver Navn til en hel Egn, som udmærker sig ved sin ringe Befolkning og sit barske Klima. Fra Zewådah til Elbali mod Øst er der 100 Mil, og gaar man videre i samme Retning kommer man til Ft-nfiuh, som ligger 100 Mil fra Havet og 100 Mil fra Elbah. Elbah ligger lige over for Landsjuden, naar man vender sig mod Nord og mod det mørke Hav. Fra Mundingen af Floden Kathlü, der ogsaa kaldes Katherlu, er der 200 Mil til Kalmar. Katherlu er ogsaa Navn paa en By ved Bredden af denne Flod, som er meget stor, og som efter at have løbet fra Vest mod Øst falder ud i det mørke Hav ito Mundinger, som er 300 Mil fra hinanden. Norbaghah er en meget betydelig, men for en stor Del øde Ø. Denne Ø har to Forbjærge, hvoraf det ene, det vestlige, gaar nær til Darmarsja og vender mod Havnen Wendilskade, en halv Dags Sejlads derfra, og det andet gaar hen mod Finmarhs Kyst. Man finder paa Norbagah 3 blomstrende Byer, hvoraf de to grænse til Finmark og den 3die til Darmardja. Disse Byer have alle det samme Udseende, ere svagt befolkede og kun lidt rige ; thi det regner meget i dette Land, og der hersker bestandig Taage. Efter at Norbagherne have slaaet deres Korn, høste de det endnu grønt og føre det ind i deres Huse for at tørre det ved Ild; thi Solen skinner meget sjælden hos dem. Man finder i dette Land mange Træer, hvis Ved er meget tykt og særdeles stærkt. Man siger, at der findes en Slags vilde Mennesker, hvis Hoved sidder umiddelbart paa Skuldrene, saaledes at de slet ikke have nogen Hals. De leve i det indre af Skovene, hvor de lave sig Boliger og leve af Agern og Kastanier. Endelig finder man der en Mængde Dyr af Maarslægten, men mindre end de russiske Maarer, som vi tidligere har omtalt."

I 4de Afsnit af det 7de Klima omtaler Edrisi det meste af Rusland, Finmark, Tabast, Lestlandah og Medjus'S (o: Afgudsdyrkernes) Land. Den største Del af disse Egne er øde og übeboet, skjønt man dér finder nogle beboede Landsbyer; der er altid Sne. „Finmark", siger Forfatteren videre, „har dog mange Landsbyer, Huse og Hjorde, men man træffer ikks der andre Byer end Abrizali og Kalmar, som begge er temmelig store, men tyndt befolkede og usle. Deres Indbyggere finde næppe det nødvendige Livsophold. Det regner næsten uafbrudt dér. Fra Kaimår til Silähun, naar man drager mod Vest, er 200 Mil. Kongen af Finmark ejer beboede Steder i Norbagah. Fra Kalmar til den anden af Katherhts Mundinger regner man 80 Mil. Fra denne Flod til Dagivaddll er der 100 Mil. Dagwadah, en anselig og folkerig By, liggende ved Kysten, er en Del af Tabast, et Land, hvori man finder mange Flækker og Landsbyer, men meget faa Byer. Kulden er dér strængcre end i Finmark, og Frosten saa vel som Regnen hører ikke op et eneste Øjeblik. Fra Anlm, en By som er mærkelig ved sine smukke Bygninger og sin Velstand, og som udgjør en Del af Esilandah, er der 200 Mil til Dagluddah. Blandt Estlandah's Byer er .Kaiüivri, et befæstet Sted af ringe Betydning, hvis Indbyggere drive nogen Agerdyrkning med lidet Udbytte, men lægge en Mængde Hjorde til. Fra Anhu til Kalawri er der mod Øst 6 Dagsrejser. Fra Anhu er der langs Kysten til Mundingen af Floden Bernaw (Bernowali) 50 Mil. Derfra til Falmüs, en Fæstning lidt inde i Landet, 100 Mil. Denne Fæstning er forladt om Vinteren. Paa denne Aarstid drage nemlig Indbyggerne til Huler, som er fjærnt fra Havet, hvor de antænde en Ild, som holdes vedlige, saa længe den strænge Kulde varer. Naar det igjen bliver Sommer, og den tætte Taage og Regnen hører op ved Kysten, komme de tilbage til deres oprindelige Boliger.«

For bedre at kunne følge Edrisi paa hans Beskrivelse af disse Lande, vil det være hensigtsmæssigt at se lidt nøjere paa medfølgende Kaai't, der er en Kopi efter et af Kaartene i det asselinske Haandskrift i Paris*). Vi lægge da først Mærke til den Flod, der er betegnet ved Navnet Warzah (»;,»)• Dens Beliggenhed lader os først gjætte paa Weser, og naar vi blot flytte et Punkt i de arabiske Skriftegn en Plads tilbage, hvad der ikke vilde være meget dristigt, da Bogstaverne i de ældste Haandskrifter i Reglen have været uden diakritiske Punkter, faa vi Navnet AVezereh, i det man tillige maa erindre, at Vokalerne saa temmelig ere tilsatte paa maa og faa; Navnet er da saa nær det egentlige, som Araberne kunde


*) Ved Prof. Joseph Halcvy's Godhed er det bleven mig muligt at lade dette Kaart følge med Afhandlingen. Det viser et Par Steder lidt Uoverensstemmelse med det af Lelewel udgivne formindskede Kaart; men dette er uden videre Besydning. Derimod cre uheldigvis næsten alle Navnene til Dels eller ganske ulæselige, og det har ikke været mig muligt at faa dette Kaart sammenlignet med Afbildningen af „det runde Bord" i Oxford, hvorefter Lelewel har rettet en Del af Navnene. Dette er saa meget uheldigere, som Kaartet et Par Steder synes at have vigtige Afvigelser fra Texten. Paa det medfølgende Kaart ere de Navne, som findes paa Lelcwels Kopi, skrevne med. Antikva,

Side 62

komme det. Noget andet er det, om Byen af samme Navn som Floden skulde bero paa en Forvexling fra Forfatterens Side, man kunde gætte paa Bremen, men Afstanden fra Havet er da meget for kort. Nijuburk (d^*sS\, eller hvorledes man vil udtale det, er den eneste Maade, hvorpaa Araberne kunde betegne et Navn, som Neuburg, men med Jaitbert at ville opfatte det som Nyborg, hvilket ganske vist maatte skrives paa samme Maade, gaar ikke an efter Beliggenheden, og endnu mindre lader det sig gjøre at antage "Warzali for Odense. Hertil kommer, at Edrisi kun synes at kjende Jylland, skjønt Kaartet rigtignok antyder et Par Øer øst for Halvøen, der efter deres Beliggenhed til den nok kunde være Fyen og Sjælland, men de nævnes ikke i Texten. l Beskrivelsen af Danmark have maaske allierede de store Vejlængder været paafaldende, og Prof. v. Mehren har ogsaa anset dem for saa overdrevne, at han ikke har villet tage Hensyn til dem. Jeg skal dog for Danmarks Vedkommende gjøre opmærksom paa en i al Fald ganske mærkelig Omstændighed, selv om det maaske kun er en Tilfældighed; naar man reducerer Edrisis Angivelse efter Forholdet 4/2 arab. Mil = l dansk, kommer man til nogle Vejlængder, der passe forunderlig godt. Fra AVarzah (Weser) til Elbmundingen er der 15 geografiske Mil, og Floden Elben har vi jo tydelig i Edrisi's Albah, der lige saa godt kan læses Elbell. Herfra til Begyndelsen af Øen Darmarsjah eller Darmusjah, som den ogsaa kaldes i Udtoget (Romerudgaven 1592), er der 60 (15) Mil. Kaartet viser os imidlertid ikke en Ø, men en Halvø, der ved en smal Tange hænger sammen med Fastlandet. Araberne have kun deu samme Benævnelse (Djazirah) for Ø og Halvø; og Navnet Darmarsjah er jo ikke i den Grad fordrejet, at det er bleveu helt ukjendeligt; det er endog ganske mærkeligt, at det saa bestemt minder om den nordiske Form og ikke om det latinske Dada eller Dania, der aldrig forekommer hos Araberne. At Edrisi har faaet Formen rund, eller, som Kaartet viser, endog Bredden større end Længden, maa ikke vække for stor Forundring; det varer endnu længere ned i Tiden, inden man faar den rigtige Form aflagt, og med lidt Fantasi vilde man endog paa Kaartet kunne spore Jammerbugten og Djursland saa vel som Indskæringerne ved Ej deren og Slien. Af de i Danmark nævnte Steder komme vi da ved at følge Halvøens Kyst vest paa til Silah. Inden vi søge at udfinde, hvad Edrisi kan have tænkt paa ved dette og de andre Navne, ville vi først se, om ikke et af dem skulde frembyde et bestemt Holdepunkt. Og her træffe vi strax paa Navnet Wendilskadah, som det er umuligt at tage fejl af. Det er aldeles tydeligt, og Variantformer Wendinskadah


*) Som Rfcnnukøpingh i „Necrologium Ripense", Script, rer. Dan., V. 538.

Side 63

Læsemaader tyde paa, at der let kan være noge n Fejl i Navnet, og ser man nøjere paa Skrivernaaden, synes den saa forunderlig, at man faar Lyst til at vove en Gætning, og denne maa i dette Tilfælde blive, at Khow er Ribe. Dette Navn maatte Araberne skrive 3.;, og kjender man lidt til, hvorledes en arabisk Afskriver kan fordreje et Navn, særlig et fremmed Navn, vil denne Rettelse ikke synes vovelig, saa meget mere som det fyske r let i et arabisk Øre kan have haft en Gutturallyd, saa han kunde være fristet til at skrive vV:-2 * eller j-*-=>- Ribe var jo paa Edrisi's Tid Danmarks vigtigste Havnestad for den udenlandske Handel, og det skulde derfor være mærkeligt, om netop den ikke var omtalt. Edrisi's Vejangivelser ville næppe kunne være til Hinder jor denne Antagelse, om de end ikke passe fuldt saa godt, som man kunde ønske. Jeg maa derfor indtil videre holde paa, at Khow er Ribe.

Fra Skagen følger Edrisi da Kysten videre og kommer 200 Mil derfra til Horsj-Hent eller Horsj Ment. Denne Afstand, 44 danske Mil, passer slet ikke ilde paa Horsens, som det arabiske. Navn næsten tvinger til at tænke paa. Herfra er der da 80 (o: 17) Mil til Fæstningen Lnndwmah. En By, der minder om dette Navn, finde vi ganske vist ikke paa Jyllands Østkyst; men et Blik paa de arabiske Skrifttegn for dette Navn viser, som Prof. v. Mehren ogsaa gjør opmærksom paa, hvor übetydelig en Forandring der skal til for at faa Navnet til at minde om Kolding *). Denne Bys Slot kan maaske netop have givet Edrisi Anledning til at kalde Byen en Fæstning**). Fra Lundwinah til Sisboli er 100 Mil = 22 danske Mil. Baade Afstand og Navn bringe til at sige med Bestemthed, at vi her have Byen Slesvig. Af Byen Sisboli have vi ogsaa en Beskrivelse af en seriere arabiske Geograf JLoLZWim fra det 13de Aarh., der hører til de ikke faa arabiske Lærde, som med stor Belæsthed, men uden videre Kritik gjengive og bearbejde tidligere Forfatteres Undersøgelser og Beretninger. I „Bogen om Landenes Mindesmærker" (ed. Wüstenfeld p. 404) siger han: „ Sisboli, en meget stor By ved Kysten af det store Hav, har rigelige Vandkilder; dens Beboere ere Stjærnedyrkere undtagen en lille Del som er Kristne, og som har en Kirke. Thorthusi beretter, at de holde en Fest, hvortil de komme sammen for at lovprise Gud, spise og

drikke. Den, der da slagter et Offerdyr, stiller ved sin Husdør et Trætrug, hvori han som Offer lægger en Ko, Vædder, Buk eller Svin, for at Folk kunne vide, at han bringer dette Offer til Guds Pris. Byen er iøvrigt kun fattig og frembyder ikke mange af Jordens Goder. Indbyggerne leve for det meste af Fisk, hvoraf der findes en stor Mængde. Naar der fødes Børn, kastes de i Havet for at spare Udgifterne. Der fortælles ogsaa om dem, at Skilsmisse finder Sted hos dem, og at en Kvinde kan skille sig ved sin Mand, naar hun vil. De bruge en Slags Øjensminke, som er varig og forøger Skjønheden hos Mænd og Kvinder. Thorthusi siger videre, at han ikke har hørt nogen styggerc Sang end den hos Beboerne af Sisboli. Den bestaar nemlig i en Mumlen, der kommer fra Struben og ligner en Hunds Gjøen, men er endnu vildere."

Uagtet Kazwini levede 100 Aar efter Edrisi, har han dog langt fra det Kjendskab til Norden som denne, der i al Simpelhed indskrænker sig til at fortælle, hvad han ser har Værdi som Kundskab. Ser man lidt paa hans Kaart over Danmark, faar man en Følelse af, at han muligvis kan have faaet Oplysninger, som han imidlertid af en eller anden Grund ikke har villet optage i Texten. Der ses saaledes mod Nordvest en Flod paa et saadant Sted, at den nærmest synes at være en Antydning af Limfjorden. Et Par af Jyllands fremspringende Punkter ere betegnede som Bjærge, og disse minde baade ved deres Beliggenhed og Form om Skagen og Fornæs; selv Bakkepartiet i Jyllands Midte er antydet, og Landet omtales som sandet, hvad der lader ane et vist Kjendskab til Hederne.

Men har Edrisi en Forestilling om Danmark, der ikke har været saa helt urigtig, har han det derimod langt fra om Norge og endnu mindre om Sverige, uagtet han nævner en Del Byer, der viser, at han virkelig har hørt lidt derom. Disse bliver det dog langt vanskeligere at bestemme end de danske. Af den oven for fra Edrisis Text tagne Beskrivelse af Norge ses det, at han omtaler 3 Byer uden dog at nævne deres Navne. Paa Kaartet læses Navnene paa disse Byer: Berkna, Omu og Syasjuna. Den første maa rimeligvis sammenstilles med Berdjån, hvorom Kazwini siger*): „det er nogle Lande mod Nord, hvor den korteste Dag er 4 Timer, og den længste Nat 20 Timer og omvendt i den modsatte Aarstid. Indbyggerne ere Mager, som føre Krig med Slaverne og i de fleste Henseender ligne Frankerne, i det de forstaa Haandværk og Skibsbygning." Der kan næppe være Tvivl om, at denne By er Bergen. De


*) ?J-;»JcÅj \>o»Jv>ü oLoJvtø (Lundwinah, Kundwina, Kuldink).

**) Koldiughus er ganske vist først 1248; men et langt fra usandsynligt Sagn fortæller om et ældre Slot dér med Navnet Sehindelborg eller Schinderborg (Trap: Stat. top. Beskr. af Danmark VI, 204).

*) Atsår-ul-bilåd, ed. Wüstenfeld. 11, 412.

Side 64

andre to er det umuligt at henlægge noget bestemt Sted, da hverken Navnelighed eller Beliggenhed paa Kaartet giver nogen Anvisning. Norge tænktes af Edrisi som en smal Ø, der strækker sig temmelig langt fra Vest til Øst, nord for Danmark.

Kaartet viser os strax, at Edrisi har tænkt sig Sverige, der hos ham nævnes Zivedicik, (o. Svithiod), liggende noget anderledes for Danmark, end det virkelig gjør, og det er klart, at han nærmest tænker sig det langs stersøens Sydkyst. Han blander det sammen med Preussens Kyst, og som yderligere Bevis pas, hvor usikre hans Kilder til disse Egne have været, se vi den Del af Tyskland, der ligger syd for Danmark, betegnet som en „Del af Polen". Det vil derfor være ulige vanskeligere at bestemme, hvilke Byer han har kjendt der; Navneligheden vil være næsten det eneste, man har at gaa efter, skjønt det ingenlunde gaar an at se bort fra de opgivne Afstande. „Naar vi gaa fra det yderste af Øen Darmarsjah", siger han, „og følge Kysten til Djertah, tæller man 100 Mil." Ved Øens Yderpunkt er efter Kaartet tænkt paa den smalle Tange, som forbinder Danmark med Fastlandet. Men en By Djertah eller Djeztah minder os ikke meget om Sverige. Kaartet har i Steden herfor Djunah*) og ved blot at tilføje et Punkt over det næstsidste Bogstav, faa vi Navnet Djlltah**), der henleder Opmærksomheden paa Götaland eller Gottland. Øen Gottland kunde være Araberne bekjendt, da der fra Visby i sin Tid blev dreven en Del Handel med Samarkand; dog er det snarere Vestgötland, her er tænkt paa, og den af Edrisi angivne Afstand fra Danmark passer omtrent med Kattegattets Bredde. Fra Djutah, som der uden Tvivl bør læses, til Landsjuden er 200 (44) Mil. Navnet er aabenbart nordisk, og Fræhn mente, at det var Landskrona, hvilket Navn let i Skrift kan være forvansket til Landsjuden; men da denne By først er anlagt 1413 af Erik af Pommern, er denne Antagelse en Umulighed. Prof. v. Mehren mener, det er Lund, og at det arabiske Navn skulde være opstaaet af Lundinum Svedorum, hvor vi altsaa, hvad ganske vist ikke var umuligt, maatte antage, at Edrisi havde denne By fra en italiensk (latinsk) Kilde; men dette vilde være det eneste Tilfælde af denne Art for Nordens Vedkommende, hans Hjemmelsmænd ere aabenbart Nordboere, rimeligvis af dansk Æt. Kaartet


*) „ j^i^jio >.Jt „.j.^icXJ.J? Q»Åwi_X.Å.i (Landsjuden, Landsjun, Landskon).

**) Denne Afstandsbestemmelse sammenholdt med don forcgaaendc mellem Djertah og Landsjudcn, kunde nærmest tyde paa, at Forfatteren har sammenblandet Götaland og Gottland, hvad der er ganske tilgiveligt.

***) Vilde man forsøge at skrive Götaelv med arabiske Bogstaver, var det ikke let muligt at gjøre det anderledes end som j..,w-i'i. En Araber, som ikke kjendte Ordet, vilde læse det Kathålu, og navnlig ved den maghribinske Skrift, der rimeligvis har været den hyppigste vedHaamlskrifternc af Edrisi, og som vi ogsaa finde paa det asselinske Kaart, behøves kun en aldeles ringe Unøjagtighed i det mellemste Bogstav for at kunne læse Navnet som Kathadu.

*) Dette Navn forklarer Lelewel som Dantzig igjennem Formerne Djidana (som han læser i Stedet for Djuna), Gidanie, Gdansk, Dantzig (Lelewel 11, 178—79).

**) JÖ'->, *jj->, *»J^r- Djertah, Djeztah, Djuna, Djutali).

Side 65

er uden Tvivl Svealand, og Afstanden fra Djertah passer ganske vel, hvis man ved Djertah tænker paa Vestergötland; det samme er Tilfældet, hvis man betragter det som Gottland, men da vil Retningen være urigtig. „Fra Zwadah til Elbah er der 100 Mil mod Øst, og derfra i samme Retning 100 Mil til Fimiah, som ligger 100 Mil fra, Havet. Elbah ligger lige over for Landsjuden, naar man vender sig mod Nord og det mørke Hav." Det er aldeles klart, at der i Bestemmelsen af Stederne Elbahs og Fimiahs Beliggenhed er kommen noget urigtigt ind, og det forekommer mig ikke, at hverken Lelewel, Jaubert eller v. Mehren her have fundet noget, der kunde hjælpe til at bestemme Forfatterens Mening med disse Navne. Alle have de fastholdt, at Kathlu er "Weichsel, og derfor have de villet søge Elbah i Preussen. I saa Fald er Elbing unægtelig den eneste By, som kan bruges. Men det synes mig aldeles tydeligt, at Edrisi her taler om Steder i Sverige, hvilket Land han ganske vist har faaet henlagt ved Østersøens Sydkyst, uagtet Kaartet slet ikke fremstiller Østersøen saa helt urigtig, naar man ser bort fra, at dens Bøjning mod Nord er ukjendt for Araberne, som desuden opløse de ved dens nordlige Del liggende Lande til lutter Øer. Hertil kommer, at der er meget lille Sandsynlighed for, at Edrisi skulde have kjendt Elbing, der første Gang*) omtales 1295 i et Dokument, hvorved der forlenes det samme Rettigheder som de andre Hansestæder, og efter Sartorius (Geschichte des Hanseatischen Bundes.) er anlagt højst et halvt hundrede Aar før**), altsaa næsten 100 Aar efter Edrisi. Saa vidt det derfor er muligt, antager jeg det ikke for rigtigt at søge disse Steder uden for Sverige. Naturligvis kommer man i høj Grad ind paa Gisningernes Mark, da man nødvendig maa opgive at faa alle Bestemmelserne til at passe. Det gjælder blot om at gjøre Gisningen sandsynlig. Elbah antager jeg da er — Malmø, hvis Blomstringstid ganske vist først falder 1170—1200, men som dog allerede 1103 havde flere Klostre.***)

Malmøs ældre Navn var Ellébogen, Albuen og, hvis vi i det arabiske Navn blot betragte det sidste Bogstav h, der i Reglen er en Hunkjønsendelse, som hørende til Ordet, ville vi faa et Navn Elleboh*) (h udtalt meget haardt som i persisk), der kom Eliebogen særdeles nær. Kan Landsjuden nu betragtes som Skanör, ligger Elbah ganske rigtig nord for Landsjuden. At Kathlu skulde være "Weichsel, kan næppe bevises af det asselinske Kaart, og der kan ikke paavises et eneste Sted hos Edrisi, hvor der er omtalt noget af Preussen eller i det hele af Tysklands Kyst ved Østersøen; det Navn, som nogle har antaget for Pommern, er Böhmen. Da dertil kommer, at alle Kilder tyde paa, at Edrisi om de nordlige Lande har sine Efterretninger fra Nordboere, mener jeg, at man maa søge disse Steder i Sverige.

Landene ved den bottniske og finske Bugt vare naturligvis endnu mere ukjendte for Araberne. Edrisi nævner Finmark, hvortil han aabenbart ogsaa henregner Dele af Sverige og Norge, siden „Finmarkens Konge ogsaa besidder beboede Steder i Norge". Her synes at være noget uforstaaeligt kommen ind i Texten; thi der anføres, at i Finmark ligger Abrizah og Kalmar, og at der fra Kalmar er 200 (64) Mil mod Vest til Sikthun, og at der fra Kalmar til den anden af Kathlu's Mundinger er 80 (18) Mil. Vil man lægge nogen Vægt paa denne sidste Angivelse, vilde man finde Motalaelvens Udløb kjendt af Araberne, der, som Kaartet ogsaa viser, tænker sig 3 Udløb af Kathlu, hvilke saaledes, efter hvad jeg antager, ere Götaelven, Motalaelven og Målarens Indløb **).

Foruden Finmark nævnes Tabast (Tavasteland), hvortil hører Dagwadah, 100 (22) Mil fra Kathlu. Dette er vistnok Øen Dagø, og Afstanden fra Indløbet til Målaren passer temmelig nøje. I Lestlatldah (Estland) ere Byerne Anhu og Kalavri, som det ikke er muligt at bestemme, Floden Bernaw (Pernau) og Fæstningen Fdlmiis. Denne sidste maa ogsaa lades übestemt.


*) Der vil iøvrigt ikke være det mindste i Vejen for at læse de arabiske Bogstaver som Albu, og vi havde da den danske ikke den tyske Form af Navnet. Det ældste Sted, hvor det trods megen Søgen er lykkedes mig at finde dette Navri for Malmø, er paa Claudii Clavii Kaart fra 1427 i Nancy (se Nordenskiölds fortrinlige Kopi i „Studier och Forskninger, foranledde af mina resor i höga norden"), hvor Ellebij portus staar sammen med Helsingborg, Skanør og Falsterbo.

*) Lelewel (11, 180) mener rigtignok at finde Elbing omtalt i Wulstan's Rejse. 250 Aar før Edrisi, under Navnet Ilfing.

**) Byen er nemlig opstaaet ved Nedsættelse af lybske og bremiske Kolonister omkring den, af de tyske Eiddere 1237 anlagte Borg.

**) Lelewel har ved en Triangulation (11, 178) villet godtgjøre sin Opfattelses Rigtighed. En saadan vil imidlertid give mindst lige saa godt et Bevis for min Forklaring.

***) J. O. Friberg. Malrno Stads Historia och Beskrifning. Malmø, 1842, p. 3.

Kg-l. dansk geografisk Selskabs Tidskrift.

Aarerane- 1885-86. Tavle IK


DIVL1068

Danmark ,Nortf e orf Sveriöe efter Edrisi. ' & 8 » (Assalinske Haandstrift i Paris.)