Geografisk Tidsskrift, Bind 8 (1885 - 1886)

Et Besøg i Faxe Kalkbrud,

Erik Schiødte, Arkitekt.

Det var prægtigt Vintervejr, straalende Solskin, knagende Frost og stille, bidende Kulde. Fra den høje Faxebakke har man en storartet Udsigt, et Rundmaleri af sjældent Omfang. De sortebrune Skove laa som mørke Pletter i den hvide Sneflade, skiftende med Herregaardenes røde Mure og Kirkernes hvide Taarne, og i Baggrunden den mørkeblaa Strand. For Resten et almindeligt sjællandsk Landskab. Man aner ikke, at man staar paa en af Danmarks sjældneste og"ejendommeligste Formationer, en urgammel Koralbanke af uhyre Dimensjoner og en Dybde, om hvis Begrænsning man endnu intet véd.

Gjennem en Snævring med høje, lagdelte Stenvægge kommer man ind i Gruberne, hvor der hersker et summende Liv. Halvtredjehundrede Mennesker arbejde daglig dernede som *i et Bjærgværk. I det fjærne hører man dumpe Drøn, naar en Blok sprænges ved Krudt, Hamren og Banken lyder overalt, et helt Næt af smalle Jærnvejspor forbinder Gruberne indbyrdes og med Omverdenen , den bortgravede Jord styrtes ned i Vogne, der holdes rede til at bortføre den, kort sagt, der er overalt Liv og Virksomhed.

De sprængte, gulrøde og gulhvide Stenvægge tage sig malerisk ud. Lag paa Lag ser man de forskjellige Koraldannelser, snart grovkornede og smuldrende, snart marmoragtig skarpe og brudte, snart hvidlig bløde og melede, et helt Prøvekaart over de forskjellige Slags Kalksten; men anvendte blive de alle. Det bløde Mel bruges til Gødning, Papirmasse o. s. v., de smuldrede, løse og grove Dele anvendes som Ballast paa Jærnvej e, Smaastykker og Affald knuses til Betonskærver, Blokke, som paa Grund af deres Formløshed ikke kunne anvendes til Bearbejdelse, brændes til Kalk, de blødere Stenarter, som ikke taale en altfor stærk Belastning, saves i i Blokke til Kyklopmure og andet Brug, som ikke kræver for fine Former, de mellemhaarde Sten behandles med et flydende Stof, der fylder Porerne, hvorefter de glattes og poleres, og endelig saves, høvles, drejes og hugges Ornamenter, Bygningsdele, Indfatninger, Balustre, Søjler, Kapitæler o. s. v. af den fine, haarde Sten.

Selve Koralbanken indtager et Areal af 150 Tønder Land, og endnu har man kun gravet i omtrent 30 Tønder. Man har naaet en Dybde af 70 Fod, og, mærkelig nok, synes Stenen at. vinde i Godhed, jo dybere man kommer ned. Lagene ere aldeles überegnelige. De skifte uafbrudt mellem hverandre, uden at man endnu har fundet nogen som helst Lov derfor. Man har brugt Faxekalk i over 400 Aar; men først l de sidste 2030 Aar er man gaaet systematisk til Værks ved Udgravningen.

Faxestenen er et Produkt, hvis Værd man endnu næppe tilstrækkelig har faaet Øjet op for. Det afhænger for en Del af den mangelfulde Behandling, man tidligere har givet den. Uden rigtig alvorlig Sondren har man brugt de haardere og blødere Sten mellem hverandre ; men man har ikke kjendt den Behandling, lignende Stenarter i Udlandet undergaa ved Imprægnering, og Arbejdet har ikke al Tid været tilstrækkelig akkurat udført.

Under den nye Bestyrelse er der her foregaaet en stor Ændring, og resolut og energisk har man raadet Bod paa alle disse Mangler, samtidig med at Virksomheden er betydelig udvidet. Kjendsgjærninger ere de bedste Oplysninger: Foruden de 250 Mand, som arbejde i Bruddene, ere 80 Mand ansatte ved Fabriken og desuden 100150 Mand ved Transport-Jærnvejen, Kalkovnene, Skærveknusningen, Udlosningen o. s. v. Af Kalkovne findes en stor Ringovn foruden fire Højovne, og 600 Tønder Kalk brændes i Døgnet. Som man ser, det er en omfangsrig Virksomhed.

Kalkbruddene findes ved selve Byen Faxe, Fabrikerne derimod ved Faxe Ladeplads, og Forbindelsen sker ved en lille Jærnvej, hvis Spor ere indrettede baade til smal- og bredsporede Vogne.

Det hvæser, støjer og brager inde i de store Fabriklokaler. Ved Dampkraft bevæges uhyre Save frem og tilbage, stadig rindende Vand og dryppende Sand væder Skaaret i den vældige Stenblok og skærper Savbladet. Tæt sammenstillede Blade udskære Vinduessaalbænke, andre, som ere anbragte i større Afstand fra hverandre, udskære Trappetrin, de ru, puklede Sider af Blokkerne afskrælles, og retvinklede og glatsidede gaa de over til videre Behandling. Andre Steder ser man de store Høvlemaskiner. Et Jærn med et bestemt tildannet Profil anbringes paa Maskinen, støt og akkurat bevæges Stenen frem og tilbage, medens de smaa Splintrer knitrende og spruttende fare til alle Sider.

I et Værksted staar en ung Mand og drejer en Balustre. Det skarpe Jærn, han holder i Haanden, giver under Omdrejningen Stenen Form, og med en sjælden fin og haard Sten glatter han den efter, saa den skinner, rund, blank og hvid. En anden drejer Smaaknapper, Skaale, Lysestager og andre Nettiteter, som. sælges for en billig Penge,

Side 69

I store, lyse Rum arbejde Stenhuggerne. Et mægtigt Kapitæl til Marmorkirken er netop under Arbejde, og man beundrer dels den Sikkerhed og Dygtighed, hvormed Mændene udføre Arbejdet, dels den Haardhed og Styrke hos Ærnnet, som muliggjør de stærke Udhulinger og Uuderskæringer. Modelkamret er fyldt; der findes Vaaben og Skjolde, Kapitæler og Vaser, Kranse og Guirlander, Gravminder og Vaser.

Ligesom i Gruberne er der overalt Liv og Virksomhed, ogsaa nede ved Havnen. Kalken brændes, Skærverne knuses, vældige Blokke til Broer og Bolværker hugges, læssede Vogne kjøre frem og tilbage. Og saa er der saa kjønt dernede. Solen er ved at gaa ned bag ved den lille nærliggende Skov, Himlen er glødende gul og flammende rød, og ude over Vandet fortoner den sig graa og kold-violet nede i Synskredsen.

Til de fortrinlige Egenskaber, som Kalkstenen fra Faxe har, er der i den sidste Tid kommet et Moment, der er af yderste Vigtighed. Man har nemlig fra Frankrig og England indført den nu anvendte Imprægneringsmetode, hvorigjennem der sikkert vil opnaaes Resultater, man tidligere ikke har anet. De polerede Vægfliser, fuldstændig lignende det skjønneste hvide og gule Marmor, man allerede har udført, give de bedste Løfter for Fremtiden.

Nu maa Publikum træde til, og da først og fremmest Bygmestrene. Der er ingen Tvivl om, at vi ville faa at se, at vi i Faxekalkstenen eje et hjemligt Materiale, som, behandlet paa rette Maade, baade i Styrke, Varighed og Skjønhed staar ved Siden af Udlandets bedste Bygnings og Dekorationsæmner.