En Udflugt til de spiselige Pugleredeøer ved Malakka,

Da jeg ofte havde hørt Tale om de store Grotter, der skulde være paa disse Øer og om de mange Farer, der ere forbundne med at samle Rederne, besluttede jeg en Gang selv at bese disse Øer, for at overbevise mig om Rigtigheden af alle disse Rygter, af hvilke mange næsten lødeventyrlige. Forgjæves havde jeg forespurgt mig hos de fleste Evropæere, der havde opholdt sig i Siam i mange Aar; men ikke en eneste havde besøgt disse Øer, da de alle ansaa det for en Umulighed at faa andet Udbytte end en brækket Hals af et Besøg til dem. De saakaldte spiselige Fugleredeøer ligge langs stkysten af Halvøen Malakka mellem 8 og 10 Graders N. 8., samt 20 til 40 engelske Mile fra Land. De ere alle temmelig smaa, men høje og med næsten lodrette Sider, og da de udelukkende dannes af Kalksten og ere udsatte for den fulde Kraft af Monsunerne, ere de fleste af dem ved Bølgeslaget næsten helt rundt undergravede flere Favne ind; i Afstand ligne de derfor næsten Kæmpepaddehatte. Det er en Selvfølge, at, naar denne Undergravning har naaet tilstrækkelig vidt, det overhængende Stykke faar saa megen Vægt, at det river sig løs og styrter ned i Havet; umaadelige Stykker kunne paa denne Maade styrte ned og forvandle hele Udseendet af en Ø. For tre Aar siden styrtede saaledes det halve af en Ø, omtrent

mellem alle disse Søjler og Hvælvinger, betragtende de uendelig mange, smaa Fisk, der findes her, føler man uvilkaarlig, at en meget lille Bevægelse i saadan en Klippemasse vilde være tilstrækkelig til at slukke ens Livslys for bestandig, uden at noget Menneske nogen Sinde vilde finde ud, hvor man var bleven af. Blandt alle disse Øer er der især en med det maaske mere aparte end vellydende Navn Ngul Chalam, der er kjendt for sin umaadelige Grotte og den Mængde Fuglereder, der kommer derfra; til denne Ø skal jeg nærmest holde mig med min Beskrivelse. Grundene til at disse Øer ere saa godt som aldeles ukjendte for Evropæerne her, og kun kjendte af Navn og Omtale af Siameserne i Almindelighed, ligge i, at Øerne ere saa udsatte for begge Monsuner, at der i Reglen slaar høj Sø omkring dem, at de fleste af dem ere smaa, saa de kun yde slet Ly mod Vind og Sø, at Vandet tilmed omkring dem er dybt, saa man daarlig kan ankre, og endelig at Øerne ere saa lodrette eller snarere saa undergravede, at man ved mange af dem maa hejses op fra Baaderi. Denne Operation er naturligvis omtrent umulig, naar der er nogen Søgang, saa maa man indrømme, at det ikke er noget indbydende Sted for Folk at søge hen, der ikke ere søstærke eller forberedte paa at snurre rundt i Luften i en tynd Ratantrosse med Havet under sig og en lodret Klippevæg over sig.

Disse Øer ere en betydelig Indtægtskilde for den siamesiske Regering, og Indsamlingen af Rederne bliver hvert tredje Aar overladt den højstbydende. Den højstbydende, den saakaldte „Birds-Nest-Farmer" betaler hvert Aar Regeringen en bestemt Sum og har derfor Ret til at samle Fuglerederne paa alle disse Øer. Indsamlingen af Rederne finder Sted mellem Begyndelsen af Marts og Enden af April. I Februar begynde Svalerne at hygge deres Reder, der ere færdige hen imod Enden af Maaneden. Saa snart de have naaet fuld Størrelse, og førend Svalerne faa Tid til at lægge deres Æg, blive Rederne stukne ned. Svalen, der ser sig sin Rede berøvet, giver sig ufortrøden til at bygge en ny, og uaar denne er færdig, sædvanlig henimod April, bliver den atter stukken ned. Den stakkels Svale taber imidlertid ikke Modet, men begynder for tredje Gang sin Redebygning, og denne Gang faar den saa Ro til at lægge sine Æg og at udruge sine Unger.

Hen mod Midten uf April, altsaa omtrent ved den Tid, da Rederne skulde indsamles for anden Gang, begav jeg mig i en Damper paa Vej til Øerne. Jeg havde med mig en Mand fra Forpagteren af Øerne, da man uden en saadan kunde lede til, man blev gammel og graa uden at finde de rette Øer, Stederne, hvor man kunde lande,

men da jeg fik denne Nedgang at se, skal jeg ikke nægte, at en Fornemmelse krøb over mig, som om jeg var kommen af Asken i Ilden. Foran mig viste der sig en tragtformet Aabning i Klippen, den gik skraat ned med en Hældning af 45 Grader, og forsvandt i fuldstændigt Mørke. Gjennem Aabningen, der var omtrent 20 Fod i Tværmaal, fløj de sinaa, sorte Svaler ud og ind, og en næsten kvælende Luft kom ud af Hullet. Da henved 50 Mennesker vare i Arbejde med Indsamling af Rederne, kunde jeg af og til høre forunderlige hæse Lyde, der kom ligesom fra Underverdenen og mere lignede Bølgernes Brusen i det fjærne end menneskelige Stemmer.

Fra Mundingen af Tragten og ned tii, hvor denne forsvandt i Mørket, førte en Rebstige, hvis Sider hver bestod af Lianer, snoede sammen med Hænderne, og mellem Snoningerne var der ved hver tredje Fod et Trin, som bestod af en Gren, og en Tomme tykt; naturligvis vare disse Pinde langt fra parallele, og hist og her saa man den ene Ende sluppen ud af Snoningerne. Lianerne, hvoraf Rebstigens Sider vare snoede, vare ikke tykkere end en Finger og i det hele taget fik man Indtrykket, at det var et yderst maadeligt Surrogat for, hvad vi forstaa ved en Rebstige. Under denne Stige igjen laa der flere aldeles lignende Liansnoninger, som hist og her havde en Træstump siddende mellem sig. Min Fører og de andre tilstedeværende begyndte nu atter at raade mig fra at søge at stige ned i Grotten, da Stigen hele Vejen ned kun var som den, jeg saa, og da den fra Enden af Tragten, hvor Mørket begyndte, gik lodret og til Dels svævende i Luften ned til en Dybde af 100 Trin, d. v. s. henved 300 Fod, og at der manglede mange Trin i den. Min Fører forklarede ogsaa, at Stigen vel var temmelig god endnu, men dog ikke ganske ny. Hvert Aar blev der lavet en ny Trappe ved Begyndelsen af Indsamlingstiden, og nu var det jo henimod Slutningen. De gamle Stiger bleve ikke tagne bort, og de Liansnoninger, jeg kunde se under den øverste Stige, vare Rester af gamle Stiger. Da jeg imidlertid fastholdt min Beslutning at gaa ned i Grotten, gik min Fører og flere af de andre Folk først ned, medtagende Fakler, og efter at have forklaret mig, at jeg vel maatte passe paa at holde mig til den nyeste Stige og ikke forvexle den med de gamle raadne. Ligeledes raadede de mig til kun at stole paa mine Hænder, da Trinene i Stigen dels manglede og dels vare lige ved at falde ud. Jeg forklarede dem, at for en, der fra ung af var vant til at færdes paa Søen og krybe omkring paa Stiger, der dinglede omkring i Luften saaledes som Vanterne paa et Skib, maatte det være en smal Sag at krybe ned ad en Stige, der hang stille, selv om den ogsaa var en Smule

naaede jeg Bunden af Grotten, og jeg skal villig indrømme, at det var en af de værste Ture, jeg har været med til, og at Kræfterne til sidst vare nærved at svigte mig. Da jeg slap Stigen, følte jeg mine Fødder synke ned i noget underlig blødt, tørt Stof, og gradvis sank jeg i til Knæerne; da min Fører kom til med en Fakkel, viste det sig at være Guano, hvori jeg stod, og dermed var hele Grottens Bund dækket i et tykt Lag. Da jeg havde udhvilet mig, siddende i et blødt Sæde af Guano, begyndte jeg at undersøge Grotten, og det viste nu, at det var et umaadeligt hvælvet Rum , over 300 Fod højt og mindst 800 Fod i Tværmaal. I Toppen var der tre smaa runde Aabninger ligesom det, jeg var kommen ned ad, og gjennem dem kunde man skimte Dagslyset. Grotten var ikke fuldstændig rund, men strakte sig i forskellige Retninger, mange hundrede Fod til Siderne. Midt under den største Hvælving var Bunden ophøjet og pyramideformet, som om Grotten oprindelig var frembragt ved, at hele det indvendige af Øen var sunket ned og kun lod Midten staa. Overalt var Bunden fuld af et tykt Lag Guano, saa man sank i til Knæerne, hvor man gik. Luften ved Bunden var langt bedre end ved Mundingen af Nedgangen, og da vi havde faaet alle Faklerne tændte, viste Grotten sig iet bedre Lys. Overordentligt storartet var- det hele, Svalerne fløj omkring i alle Retninger, udstødende korte, skarpe Lyde, som om de vilde beklage sig over, at man nu for anden Gang fratog dem deres saa møjsommelig sammenklistrede Reder.

Da det just var i Indsamlingstiden, var der stor Travlhed i Grotten, en hel Del Siamesere vare sysselsatte med at nedstikke Rederne og hang svævende i Ratantove omkring under Hvælvingerne, i det de med lange Stænger nedstødte Rederne og udstødte et langtrukkent Raab, hver Gang en Rede faldt, for at den neden under staaende Opsamler kunde passe paa, hvor Reden faldt og samle den op, da den ellers vilde forsvinde i Guanoen. En Svalerede ligner en Underlæbe, der trækkes lidt ud; den er omtrent af dennes Størrelse og af et graaligt, temmeligt haardt Æmne. Fuglene klistre Rederne fast paa de mest utilgængelige Steder, helt oppe under Hvælvingerne og langs Siderne af Grotten, og der hører stor Behændighed og Dristighed til at skrabe de af dem ned, der sidde paa de vanskeligste Steder. Fra den ene til den anden af Aabningerne i Loftet er der trukket Eatantove, langs hvilke Redesamlerne glide, ride paa en Sløjfe af et Tov og holde sig fast med Fødderne og den ene Haand, medens de støde Rederne ned med den anden. Det hele var halsbrækkende, og paa min Forespørgsel om Ulykkestilfælde ofte indtraf, fik jeg da ogsaa det Svar, at det jo hændtes af og til, at en eller anden faldt ned og slog sig ihjel. Dog ske Ulykkestilfælde langtfra saa hyppig som man skulde vente, og det tykke Lag Guano i Bunden af Grotten har mangen en Gang frelst en Mands Liv ved at virke som en ypperlig Stødpude. Naar Rederne ere samlede, blive de afhentede af Forpagteren, der udfører dem, for største Delen til Kina.

I Grotten, i hvilken jeg var, findes der en Mængde Menneskeskeletter, og til dem knytter sig følgende uhyggelige Historie. For henved 40 Aar siden, og før Fuglerederne endnu vare et Regerings Monopol, samlede baade Malajerne og Anameserne Fuglereder paa denne Ø. En Gang da Malajerne i et Tal af 50 vare komne Anameserne i Forkjøbet, og da alle vare optagne nede i Grotten med at samle Reder, kom Anameserne, de bleve gnavne over, at Malajerne vare komne dem i Forkjøbet, de halede Trappen op og droge bort. De stakkels Malajere kunde nu umulig komme op igjen og døde alle dernede; men hvad Rædsler de maa have gjennemgaaet før de døde, med nok at spise, men intet at drikke, lader sig bedre tænke end beskrive.

Da jeg hen ved et Par Timer havde opholdt mig i Grotten og nøje havde set alt samt talt med Indsamlerne, belavede jeg mig til igjen forlade denne Grotte, dér sikkerlig er noget enestaaende i sin Slags og langt oversteg alt, hvad jeg havde tænkt mig muligt i denne Retning. Opstigningen var langt lettere end Nedstigningen, da man jo nu med Hænderne kunde føle sig for, hvor man kunde sætte Fødderne med Sikkerhed; men alligevel var det dog dygtig trættende. Krybeturen over Øen til Baaden var ikke behageligere end den tidligere fra Baaden til Hulen. Efter en Times Omvanken kom jeg, sort som en Neger af Støv og Røg, oversmurt med Guano, forstødt, forskrabet og træt tilbage til Baaden; jeg lod mig fire ned i den, og kom velbeholden om Bord i Damperen igjen, træt og forstødt, men dog af den Mening, at hvad jeg havde set, var vel den Ulejlighed værd, det havde kostet.