Et Besøg ved en islandsk Fjord,

Ved de islandske Bjærgformationer er det først og fremmest Basaltklippernes bastionlignende Grupper med de imellem de enkelte Bastioner udskaarne Dalfører, eller, naar der paa en Strækning ingen Dale findes, de voldlignende Skraaninger imod Havet, som møde Øjet. Skraaningerne hælde saa stærkt, at Vinkelen tit omtrent er 45 °, og der mangler jævnlig saa godt som enhver Forstrand. Hist og her har dog Skraaningerne en eller flere Aftrapninger, og det kan endog hænde, at disse ere saa store, at der paa dem bliver Plads til Myrer og græsdækkede Flader. Ellers taber Græsvæxten sig ret snart op efter og afløses af forskjellige, noget spredt voxende Planter, som til sidst ogsaa høre op og vige for den blottede Klippe eller for Hobe af dennes Brudstykker. Et og andet Sted er der sket større Nedraslinger, og man ser da en pyramideformet Dynge af Brokker, som ere nedstyrtede, maaske under Tøbruddet om Foraaret eller under stærke Vandskyl fra Overfladen af Bjærget, der i det hele synes at være jævn, hvorfor den da ogsaa ud imod Fjorden afsluttes i en lige og skarp Rand.

Naar Fjældmassen paa flere Steder er kløvet ved næsten paralelle Dalfurer, fremkomme de omtalte Bastioner, som altsaa for saa vidt kunne sammenlignes med afskaarne Kegler. Og dersom Nedraslingen fortsættes længe nok, eller naar Dalfurerne staa hinanden meget nær, fremkomme fuldstændige Kegler eller Pyramider. Nedraslingen fylder enten op i Dalen eller paa det neden for Dalfuren liggende Land, og der kan da forekomme Nedfaldsdynger af temmelig betydelig Størrelse. Ser man endelig op efter Dalen, vil man finde, at der fra denne atter udgaar Tværdale, fremkomne paa lignende Maade, og det er derfor ingenlunde sjældent at træffe Rækker af helt isoleret staaende fuldkomne eller afskaarne Kegler. Det hele bidrager til at frembringe et meget afbrudt Terræn.

Ved Øfyords Østkyst hæver der sig over Formationer af den oven for beskrevne Slags endda en mægtig, sneklædt Fjældmasse, Kaldbakke, som skal være 3700 Fod høj. Hele Østsiden af Øfjordens Munding kaldes Latrastrand, hvad der betyder Sælstranden, fordi den er Tilflugtssted for den 4_—5 Alen lange „Utsel", der vistnok er det samme Dyr som vor Graasæl (Halichoerus grypus, O. Fabr.). Her er gode Fiskepladser for Sælerne; thi Indløbet til Øfjord er meget rigt paa Torsk, Flynder, Stenbit (Anarhichas) o. s. v. Imod Vest hav man Øen Hrisly, og, saa snart man har klaret den, ser man en hel Flaade af Fisker- og Handelsfartøjer for Anker. Den ligger tæt samlet ud for Øens Sydende, og den bestaar mest af norske Sildefiskere og Sildesaltere, som vente paa den fede Silds Komme.

Silden har endnu ikke begyndt at komme frem fra Dybet eller ind fra Havet; Notebaadene ligge imidlertid færdige og vente paa at komme i Brug. Den store Not ligger skudt sammen for ude, og hver Eftermiddag ror Notebasen, Lederen af Notefisket, ud for at spejde efter Sildestimerne. letNu kunne de komme, og det gjælder da om at være ved Haanden, faa Noten lagt i Vandet og faa den spændt uden om Stimen og trukket saaledes til Land med dens to Arme, at Fisken er stængt, som det hedder, d. v. s. den er ved Notens Maskevæg hindret iat undvige. Fisken kan da efterhaanden med mindre Redskab, saa som med Briler eller Smaavaad, ligesom øses op fra Noten. Tusinder af Tønder Sild stænges paa denne Maade, naar Fisket slaar til.

Det var denne Sildeflaade, som desværre led saa meget ved et hastigt opkommende Uvejr d. Ilte September 1884. En Storm fra Sønden, der fra Landets Indre strøg ud over Fjorden, bragte Død og Ødelæggelse med sig. Fartøjerne laa nær under Land, fortøjede og i Tryghed. Men det blev deres Ulykke, at de laa saa nær hverandre; thi da Uvejret kom, kunde de ikke klare sig fri for hverandre, Stænger og Rær knækkede som Sytraade og slyngedes ned paa Dækkene eller gjerinem Bunden af Baadene, Ankerkjættinger sprang, og mange af Fartøjerne ble ve Vrag iet Øjeblik. Kun et Par Stykker, som laa yderlig, fik Sejl sat til og bjærgede sig ud efter i Fjorden.

Saadanne pludselige Uvejr kunne i Island komme op, før man aner det, og det er netop det særegne for de islandske Vejrforhold. Den skjønneste Dag kan afbrydes af Sne- og Hagelbyger, og paa den anden Side kan mildt og sollyst Vejrlig i et Nu afløse lange Regndage.

Dette skiftende i Skylaget har stor Indvirkning paa Landskabet. De snævre, trange Dale blive dobbelt mørke og uhyggelige, og den sparsomme Plantevæxt ser endnu tarveligere ud, naar der er Graavejr oppe. Sollyset skaffer Brud paa de temmelig ensartede Klipper. De forskjelligtfarvede Planter give ny Karakter i Billedet; Smaakrattet ligesom voxer i Landskabet, Tunene springe frem og Mosrabatterne paa Fjældsiderne, hvor der risler Vand ned, danne friske, lysegrønne eller gulagtige Pletter imellem Dyngerne af de frasprængte Basaltskjærver. Mangen en Gang har man Lejlighed til at se Landskabet forskjelligt belyst derved, at Forgrunden ligger i Mørke, medens Sol og Varme bringer Baggrunden til at straale lyst og dragende. Eller ogsaa ser man Bygerne rykke frem ned ad Dalene eller Taager, lig Jyllands Havgus, snige sig ind over Hoveddalen fra Sidedalene og efterhaanden hylle alt ind i tæt Dunst.

Vi komme længere frem paa Fjorden og faa Udsigt til det flade Forland omkring Fnjoskå's Udløb, oven for hvilket ligger Gaarden og Kirken Laufos og videre frem Vadlaheden. Den ene Gaard viser sig her ved Siden af den anden, alle typiske med Gavlrækken og den voldlignende Indhegning nær Bygningerne. Ingen af dem ligger ved Stranden, men oppe paa Lien imellem Strand og Fjæld.

Ovre imod Vest ser man ogsaa Bygninger; men her er der flere langs selve Stranden. Det er Fiskerboder, og ved Hjalteyri har der rejst sig en hel Række med Piers ud for, og her ligger atter en Flaade af Fartøjer, lige fra Barken til Jagten. Her er dybt Vand endnu; man ser det paa Fangsten, som Fiskerne drage op, thi det er Stortorsk, Lange, Rokke, Hlyre og i det hele Dybvandsfiske.

Man ser det ogsaa paa Hvalens Bevægelser. Her er atter et lille Træk for det islandske Fjordlandskab, nemlig Hvalsprøjtet; det er endnu saa jævnligt at se, at det hører med. Hvalen svømmer sindig omkring, og saa i det samme ser man Damp og Vand staa op i det bekjendte Spring. Paa Kysten ligger hist og her Ribben og andre Knokler af disse vældige Dyr. For Tider sker der kun regelret Jagt efter dem fra en enkelt Fjord nordvest efter i Island, hvor Normanden Hans Larsen har et Etablissement for Hvalfangst. Islændingen er ikke rigtig glad ved denne Jagt, fordi det er en almindelig Mening, at det er Hvalen, som trykker Silden fra Dybet ind imod Land og derved gjør Sildefangsten mulig; herom er det ikke godt at sige noget for den, som ikke er nøje inde i Forholdene. Om Hvalfredningen har der ogsaa adskillige andre Steder end i Island været Ufred og Strid; ét er dog vist, nemlig at Hvaljagten nu er mere sikker, end den Gang Kapt. Hammer drev Hvalfangst og brugte Raketter. Da var Skuddet ikke altid dræbende, og mangen Hval gik tabt. Hammer lærte Kunsten af Amerikanerne, men for dem var den ikke en Gang ny; thi Mariby kj endte den allerede 1821. Jagten er spændende nok,

I den indre Del af JØfjord har man rig Lejlighed til at iagstage de for disse Fjorde ejendommelige Hager eller Ører af Grus og Sand, som hist og her skyde frem og snævre Sejlløbet ind; de findes gjærne i Nærheden af Aaernes Mundinger, og i saa Fald ligger det nær at skrive dem paa disse Vandløbs Regning. I andre Tilfælde er de vistnok nærmest fremkaldte ved Morænedannelse. En saadan Hage ligger umiddelbart nord for Akreyri, den saakaldte Oddeyri, og her er Fjorden bleven ganske smal.

Handelsbygningerne paa Oddeyri vise sig lyst og hyggeligt. Flag hejses rundt om for at hilse de indsejlende Grjæster, Baade lægge ud irå Land, Folk paa Land ses at sysle med at tørre og sole Fisk, Klynger af Heste staa bundne uden for Boderne, og op over Byens Skraaninger strække sig store Kartoffelmarker med deres indhegninger, medens de høje Snefjælde knejse over hele Landskabet. Saaledes ser en islandsk Fjord ud, frisk og indbydende, storslaaet i Formen og dog smilende.