Om Syndfloden,

Ved at undersøge Oldtidens Sagn og hellige Bøger finde man talrige Beretninger om vældige Naturbegivenheder, ogmest udbredt hos forskjellige Folkeslag er Fortællingen om store Oversvømmelser eller Vandfloder. Slige Optrin, der i kort Tid kunne tilintetgjøre Frugterne af mangeaarig menneskelig Anstrængelse og Flid, have ikke undladt at indprænte sig dybt i den menneskelige Erindring, saa dybt, at Aartusinder efter at Begivenheden indtraadte, vandrer Beretningen derom stadig fra Slægt til Slægt.

Den vældigste af Fortidens Naturbegivenheder, som har fæstet sig i menneskelig Erindring, er den, der kaldes Syndfloden, og som vi alle kjende gjennem den gammeltestamentlige Beretning. Den store østerrigske Geolog Eduard Suess har i første Del af sit Værk „das Antlitz der Erde" søgt, som han siger, „at opsøge det naturlige Grundlag for denne gamle Beretning". Forsøget er foretaget paa Grundvold af kileskriftlig Text og under Medhjælp af Dr. Paul Haupt fra Göttingen*). — Af denne Undersøgelse skal her gives en kort Fremstilling.

Forfatteren slaar først fast, at det atmosfæriske Nedslag kun kan have en underordnet Del i store Oversvømmelser; langt vældigere er den Vandflod, som foraarsages af en Hvirvelstorm, og mest udstrakt den, der skyldes et Jordskjælv. Da Lissabon den Iste Novbr. 1755 hjemsøgtes af en Jordrystelse, var Atlanterhavet i stærk Bevægelse ved Antillerne, og da Simoda i Japan den 23de Decbr. 1854 gik til Grunde ved et Jordskjælv, skylledes Bølgerne højt

---

*) Dr. Paul Haupt i (rottingen har nylig udgivet en tysk Oversættelse af den assyriske Kileskriftstext om Syndfloden; men dette Værk er ikke noget selvstændigt Arbejde, kun en Omplantning paa tysk Grund af engelske og franske lærdes Skrifter om dette Æmue. Den assyriske Indskrift om Syndfloden har snart i 15 Aar været kjendt i den videnskabelige Verden. Opdagelsen skyldes den geniale, engelske Gransker George Smith, der saa tidlig reves bort fra Videnskaben, i det han 1876 i Aleppo blev et Offer for det usunde Vejrlag i de Egne, han med utrolig Iver søgte at gjennemgranske. Smith kunde allerede 1872 levere en fortløbende Oversættelse af den assyriske Text, som han havde samlet sammen af smaa Brudstykker, der laa] spredte omkring i British Museum, og om hvis mærkelige Indhold, før George Smith gav sig til at studere og samle disse højst uanselige Smaastumper, ingen lærd havde haft nogen Anelse, selv ikke de, der aarevis havde syslet med disse Studier. Da Tyskerne kun er lidet kjendte med fremmede lærdes Arbejder, vare de assyriske Studier og de ved dem vundne Resultater længe næsten ukjendte i Tyskland, og først i de allersidste Aar have tyske lærde begyndt selvstændige assyreologiske Studier, ligesom de ogsaa have omplantet de engelske og franske assyriologiske Arbejder paa tysk Grund; men de have med det samme strax villet tillægge sig Fortjenester, som ikke tilkomme dem, i det de gjærne ville gaa og gjælde for de egentlige Opdagere paa disse Omraader. Af denne Grund fortie de systematisk Navnene paa de udmærkede Mænd, hvem Opdagelserne skyldes. Men overalt i Lande, hvor Sandheden er æret, kan den assyriskbabyloiiske Kileskrifttext om Syndfloden ikke nævnes uden i Forbindelse med George Smiths Navn. Valdemar Schmidt.

op mod Californiens Kyst. Men rammer Vandfladen den Landstrækning, der er Skuepladsen for Udbrudet, bliver Ødelæggelsen fuldstændig. — Saaledes fortæller en lagttager om Katastrofen i Callao i Peru den 28de Oktbr. 1746: „Ikke det ringeste Spor vidner om Byens tidligere Udseende, men talrige Sand- og Stendynger vise, hvor den en Gang har ligget; Stedet er forandret til en rummelig Strandbred. Nogle Taarne modstod dog en Tid lang paa Grund af deres stærke Murværk Jordskjælvets Magt; men næppe vare Indbyggerne begyndte at komme sig efter den første Skræk, før Havet pludselig tog paa at stige, og Stigningen voxede efter eu saa forfærdelig Maalestok og med et saa voldsomt Tryk, at Vandet — skjønt Callao laa paa et Højdedrag, som tiltager lidt efter lidt efter lidt indtil Lima — rasende trængte frem og i stor Afstand fra Strandbreden dækkede alt med uhyre Bølger, knuste de fleste Skibe, som laa for Anker i Havnen, slyngede de øvrige op over høje Mure og Taarne, drev dem fremad og lod dem staa paa tørt Land et stovt Stykke paa den anden Side Byen. Samtidig hermed oprev Vandfloden fra Grunden af alle Huse og Bygningsværker, som den dækkede." Af 5,000 Indbyggere overlevede omtrent 200 denne Begivenhed, og sligt har gjentaget sig flere Gange. I Sydamerika have saadanne Vandfloder i nyere Tid været paafaldende. Fidji-Øernes Beboere fortælle om en stor Vandflod, efter hvilken man i mange Aar holdt Fartøjer rede for at kunne redde sig iTilfælde af en Gjentagelse.

Efter de i de sidste Aar samlede Erfaringer orn Vandfloder, fremkaldte af Jordrystelser, mener Suess, at saadanne kun kunne forudsættes paa Øer, eller fladt liggende Kyststrækninger, og i de lavere Egne af store Floddale. Den gængse Opfattelse af den bibelske Text frembyder derfor Vanskeligheder for enhver fysisk Forklaring; thi man kunde ikke indrømme, at en Vandflod, fremkaldt ved Jordrystelse, kunde have ført Noas Fartøj op til Ararats Højde, lige saa lidt som Begivenheden kunde forklares ved meteorisk Nedslag.

Den bibelske Fremstilling bestaar af to Optegnelser, der ere forenede til et Hele, men let kunne adskilles, til Dels paa Grund af nogle forøvrigt underordnede Afvigelser, men hovedsagelig fordi den ene udtrykker Guddommens Navn ved Yahveh, medens den anden bruger Pluralisformen Elohim. At adskille Beretningen ito Dele fremmer dog ikke i nogen væsentlig Grad Erkjendelsen af det forud passerede i Naturen, ligesom det heller ikke har ført til noget Resultat, at man ved skarpsindig Exegese har søgt at paavise, at første Mosebogs Udtryk „Ararats Bjærge" ikke gjælder Bjærget i Armenien, der nu gaar under dette Navn; men Bjærgene i et Landskab, om hvis Beliggenhed man ikke véd noget sikkert.

Forfatteren søger nu naa sit foran betegnede Maal ved
at fremdrage gamle skriftlige Beretninger fra Mesopotamien.

En babylonsk Præst Bet'OSUS, der levede mellem Aarene 330 og 260 før Kr., har efterladt fragmentariske Skrifter, hvoraf man længe har vidst, at der i Lavlandet om Evfrat i sin Tid bestod Tradition om en stor Vandflod, en Tradition, som i flere Træk paafaldende stemmer overens med den bibelske Fortælling.

I Følge Berosus, der paakalder de hellige Skrifter, fandt denne store Vandflod Sted, medens Xisuthros, Søn af Otiartes, var Regent. Kronos forkynder Xisuthros i en Drøm, at den 15de i Maaueden Daisies ville alle Mennesker gaa til Grunde ien Vandflod. Han befaler ham at nedgrave de hellige Skrifter i Sippara, Solens Stad, derpaa at bygge et Fartøj, forsyne det med Næringsmidler og gaa om Bord i det med sin Familie og sine Venner samt medtage firfødede og flyvende Dyr. Xisuthros følger Befalingen ; Floden indtræder og overdækker Landet, den tager atter af, ban lader Fugle flyve ud for at faa Underretning om Tingenes Tilstand, forlader endelig Fartøjet og bereder med sin Familie Guderne et Offer. Xisuthros bliver til Løn for sin Fromhed udkaaret til at bo blandt Guderne, ligesaa hans Hustru, Døtre og Styrmanden. Til Slutning meddeles: „Af Xisuthros' Skib, som blev staaende i Armenien, findes endnu en Del i de kardzæiske Bjærge, og Beboerne afskrabe Jordlaget, hvormed det var klædt paa - Ydersiden og bruge det som Amulet mod Sygdomme. Og da de andre vare vendte tilbage til Babylon og atter havde fundet Skrifterne i Sippara, byggede de Stæder og opførte Templer, og saaledes blev Babylon befolket paa ny."

En Række mærkværdige Opdagelser har nu i den senere Tid bragt en stor Del af den gamle Literatur fra Evfratdalen for Dagen, og derved er der opdaget en ny og udførlig Fremstilling af Syndfloden. Tusinder afLerskaar, dækkede med Kileskrift, ere, særlig ved ivrige engelske Forskeres Anstrængelser, givne Videnskaben i Hænde; det er Rester fra det kongelige Bibliotek i Ninive*). Skrifterne ere ikke alene af religiøst Indhold, men omfatte de forskjelligste Grene af den menneskelige Viden. Den største Del af de fundne Exemplarer blev under Asurbanipals Regering (670 f. Kr.) kopieret efter Originalerne i Bibliotekerne i Babylon, Akkad, Ur og andre Stæder. Dette er ogsaa Tilfældet med de Tavler, som her fremdroges. Beretningen om Syndfloden fandtes ikke mellem de Tavler, der handle om Verdens Tilblivelse,

---

*) Om dette Bibliotek og dets Indhold, se: Valdemar Schmidt, Assyriens og Ægyptens gamle Historie. Kjøbeiihavn. 1872—77.

Menneskets Syndefald og Kampen mellem det gode og onde. Den udgjør derimod en Episode i et Epos, der fortæller os om Helten Tzdubars Bedrifter og med Rette betegnes som et stort nationalt Værk. I 12 Sange, der utvivlsomt hvile paa historisk Grundlag, beskrives Izdubars Heltebane, som ved Sammenligning med Dyrekredsens 12 Tegn faar en allegorisk Lighed med Solens Bane; i den Ilte Sang, efter Dyrekredsens Række svarende til Vandmandens Tegn, indeholdes Beretningen om Syndfloden.

Izdubar har mistet sin Ven Eabani, han er syg og vandrer langt bort til Flodens Munding for at træffe sin Stamfader Hasis-Adra, der er reddet fra Syndfloden, og er bleven bragt derhen af Guderne for at føre et udødeligt Liv. Jzdubar finder ham, udspørger ham om hans vidunderlige Tilskikkelser, og Hasis-Adra fortæller. Hans Fortælling foreligger i flere Oversættelser; Suess indskrænker sig især til at give en Indholdsfortegnelse over den vidtløftige Text, men hvor denne anføres ændret, er Dr. Haupts Oversættelse lagt til Grund. — Indholdet er følgende:

I den ældgamle Stad Surippak ved Evfrat tage de store Guder Beslutning om Syndfloden. Ea, den uransagelige Visdoms Gud, Havets Gud, deltager i Gudernes Raad... og meddeler deres Beslutning til Hasis der boede i Surippak. Ea advarer ham og paalægger ham at bygge et Skib paa det tørre Land. Hasis-Adra gjør Modforestillinger, thi han frygter Folkets og de ældstesSpot; men Ea giver ham udførlig Anvisning, forudsiger Vandfloden og paalægger ham at medtage Korn, Gods, Familie, mandligt og kvindeligt Tyende, Slægtninge, tamme og vilde Dyr. Hasis-Adra lover at følge Anvisningen, skjønt ingen endnu har bygget et Skib paa den Maade.

Dernæst omhandles Skihets Bygning og Udrustning. Hasis-Adra samler alle sine værdifulde Ejendele og alle levende Frøsorter. I Skibet lader han alle sine Slægtninge, Tjenestefolkene, de tamme og vilde Dyr stige ind. Den sidste Advarsel kommer til ham ved en Stemme. Han gaar om Bord, lukker det og overgiver Skib og Ladning til Styrmanden Buzurkuagal.

Naturbegivenheden skildres.

Selve Guderne frygte og søge Tilflugt i Himlen hos Guden Anu. Gudinden Istar klager over Menneskenes Undergang; Guderne klage over Dybets Vanddæmoner. Floden tager af. Hasis-Adra gjennemsejler Strømmen; døde Legemer drive om. Hasis-Adra bryder ud i Taarer, da han første Gang ser ud af Skibet. Det tørre Land viser sig; Skibet strander paa et Bjærg i Landet Nizir, og der gjøres Ophold i6 Dage. Hasis-Adra udsender først en Due, derefter en Svale og til sidst en Ravn. Han forlader Fartøjet med alle sine Ledsagere og bringer et Offer til Guderne, som komme til. Istar hæver de klare Buer paa Himlen og sværger ikke at glemme denne Dag.

Guden Bel, der har foraarsaget Floden, er forbitret over Hasis-Adras Redning. Ea retfærdiggjør sig; den uskyldige skal ikke lide med den skyldige. Vilde Dyr, Sult og Pest skulle hjemsøge Menneskene, men ikke oftere nogen Syndflod. Den tilfredsstillede Bel stiger ind i Fartøjet, tager Hasis-Adras Haand og lægger den i hans Hustrus, løfter begge op til Guderne og bringer dem hen til Strømmenes Munding.

Af de foranførte indledende Bemærkninger fremgaar, hvilken Betydning for Bedømmelsen af denne store Naturbegivenhed Forfatteren tillægger det Spørgsmaal, om Skuepladsen er et Lavland, maaske den dybere Del af en stor Floddal, eller et Højland.

Izdubar-Digtet indeholder 2 Stedsangivelser: Staden Surippak ved Euphrat, Hasis-Adras Opholdssted, og Bjærget i Landet Nizir, hvor Fartøjet strandede. At Befolkningen i Surippak var kyndig i Skibsbyggeri, fremgaar i Særdeleshed af Hasis-Adras Frygt for Spotterier over det Skib, han skulde bygge paa det tørre Land. Byen Surippak henlægges af alle Forfattere ved Flodens nedre Løb, noget fjærnet fra Søkysten.

Den daværende Søkyst -kan dog ikke være den samme som den nuværende. Det er i høj Grad sandsynligt, at en stor Del af Lavlandet omkring den nuværende Munding først er dannet i de sidste Aartusinder. Allerede Plinius (VI, Kap. 26) bemærker, at paa intet andet Sted sker Landdannelse af en Flod saa hurtig. Alle nyere Skildringer stemme overens herom, dog er det et Spørgsmaal, om det nye Land alene skyldes Flodvandets Aflejringer, eller om ikke ogsaa Havet har bidraget dertil ved at trække sig noget tilbage. Af Indskrifter og gamle Beretninger fremgaar det, at Evfrat og Tigris i sin Tid havde selvstændige Mundinger; men selv om Floderne vare adskilte i hele deres Løb, viser dog Beretningen i Izdubar-Digtet om Hasis-AdrÄ, der af Guderne føres til „Strømmenes Munding", at de to Floder løb ud i Ha' vet i Nærheden af hinanden. Altsaa — oven for denne senere stedfundne Aflejring ved Floden Evfrat paa et Sted, der nu maa ligge et godt Stykke inde i Landet, laa der allerede paa Syndflodens Tid den ældgamle Stad Surippak.

Ved Betragtningen af de stedlige Forhold gjør Forfatteren opmærksom paa, at der saa vel i Fortællingen om Hasis-Adra, som ogsaa i Berosus' Brudstykker og i Genesis fortælles om Anvendelsen af Asfalt til det frelsebringende

Fartøj. Derom fortæller Hasis-Adra: „Jeg saa Sprækker og udfyldte dein med 3 Maal Jordbeg udvendig og 3 Maal Jordbeg indvendig." I Genesis VI, 14 staar: „Gjør Dig en Ark af Gophertræ, Rum skal Du gjøre i Arken, og Du skal bestryge den indvendig og udvendig med Beg."

Ved Siden af Beretningen om Syndflodskibets Overgydelse med Asfalt kan sættes en Oplysning af Jærnbane Cernik, der for nogle Aar siden rejste i Meso-. potamien. Cernik beskriver, hvorledes man i Hit ved Evfrat i en Fart skaffer sig tætte og ret rummelige Fartøjer til Transporten af Nafta. Man nøjes med en raa Kurvefletning uden Køl og med Tamariskpinds til Spanter; Mellemrummene fyldes med Straa og sammenflettede Rør, og hele Baaden forsynes baade ind- og udvendig med et rigeligt Lag Asfalt. Disse Fartøjer ere ikke des mindre i Besiddelse af en forholdsvis god Bæreevne. Ved Evfrat bruger man altsaa endnu den Dag i Dag samme Middel til at skafle sig vandtætte Fartøjer, som Hasis-Adra brugte for Aartusinder siden. Anvendelsen af Jordbeg til Skibsbygning er en i Ordets strængeste Betydning antediluviansk Skik, som har holdt sig til vore Dage.

Hvad der fortælles om de fysiske Tildragelser ved
Syndfloden samler Suess i 3 Grupper: Advarslerne, selve
Katastrofen og dens Afslutning.

Advarslerne. Der fremhæves, at alle Advarsler komme fra Ea, Havets vise Guddom. Han var med i Gudernes Raad, da Syndfloden bestemtes, og han forudsagde sin tro Tjener Hasis-Adra den truende Straffedom: „Hør efter Mand fra Surippak, Søn af Übana-Tutu, forlad dit Hus, byg et Skib; red, hvad Du kan af levende Væsener; de ville tilintetgjøre Livets Frø; bevar Du dit Liv og bring Livsfrø af enhver Art ind i Skibet."

Af hvilken Art kunne disse Advarsler fra Havets Gud have været? Forfatteren mener, det har været mindre, ved Jordskjælv fremkaldte Oversvømmelser. Havet er gjentagne Gange steget ind over Strandbredden og har derved dæmmet Vandet op i Evfrat, dette har fremkaldt Skræk i den nær Kysten liggende Stad Surippak, og Skrækken har foranlediget den omtalte Forsigtighedsregel. Den sidste Advarsel, der gaar umiddelbart forud for Indstigningen i Skibet, er af en anden Art: „Da nu Solen viste den bestemte Tid, lød en Stemme, som sagde: ved Aftentid ville Himlene bringe Fordærvelsens Regn." — Det er paafaldende, at den ellers saa almindelige Personificering af Naturkræfterne ikke er gjennemført her, men at „en Stemme" er indført som talende, som om der her mentes en ganske usædvanlig Ytring af Kraft, maaske et underjordisk Drøn,

Katastrofen. Den vigtigste Del af Skildringen angaar selve Katastrofen, men netop denne Del af det fundne Værk er temmelig ufuldstændig: „Fra Himlens Kilder frembrød Morgenrødens Vande; i sorte Skymasser lod Ramman sin Torden brage, medens Nebo og Sarru gik løs paa hinanden. „Tronstøtterne" skride frem over Bjærg og Land. Den vældige Pestgud løsgiver Hvirvelvindene. Adar lader uophørlig Kanalerne svulme. Anunnakerne fremkalde Vandfloder fra Dybet. De bringe Jorden til at skjælve ved deres Magt. Rammans Bølgemasse hæver sig indtil Himlen; dets Lys formørkes. Broder vender Ryggen til Brodér; Menneskene blive ligegyldige mod hverandre. I Himlen skjælve Guderne af Frygt for Syndfloden og søge Tilflugt i Gud Anus Himmel; som en Hund paa sit Leje krybe de sammen ved Himlens Gitter."

Suess forklarer nu denne Skildring. Ramman er den vældige Vejrgud. Med de store Skymasser er der fulgt et Tordenvejr, derefter Hvirvelstorme. I det nedre Mesopotamien ere egentlige Storme sjældne, men derimod forekomme Hvirvelvinde hyppig; deres Form minder paafaldende om en Vandhose, men den hvidlige Farve skiller dem fra en saadan. Disse Søjler af hvirvlende Sand og Støv svæve majestætisk frem som. Himlens Støtter, og derfra skriver sig rimeligvis Udtrykket „Tronstøtter". En saadan Hvirvelstorm kan have en voldsom Magt og fremkalde store Ulykker.

Oversvømmelsen fra Kanalerne er fremkaldt ved hæftige Jordrystelser. Anunnakerne ere Afgrundens A and er, de vidtstrakte underjordiske Vandes Aander. De bringe Jorden til at ryste og fremkalde derved Oversvømmelser. Denne Fremtrængen af Vandene fra Jordens Dyb omtales i Genesis VII, 11: -„Da kløvedes alle den store Afgrunds Kilder, og Himlens Sluser aabnedes," og ligeledes efter Katastrofen VIII, 2: „Og Afgrundens Kilder tilstoppedes, og Skylregnen holdtes tilbage af Himmelen." Izdubar-Digtet meddeler altsaa virkelig, at Vand er trængt frem fra Jordens Dyb, og i den bibelske Fremstilling er paa to Steder Vandet fra Afgrunden sat i Modsætning til Regnen fra Himlen.

Herom bemærker Forfatteren, at denne Fremtrængen af store Vandmasser fra Jordens Dyb er en Fremtoning, som paa betegnende Maade ledsager Jordrystelser i store Floders Alluvialomraader. Ide unge Aflejringer paa begge Sider af Floder udbreder sig nemlig Grundvandet, og dets Grænse løftes stadig opad, saa at den naar højere end Flodvandet; hvad der ligger under denne Grænse er gjennemblødt og bevægeligt, mens Jordbunden oven over er tør og skær. Indtræde nu Jordrystelser i en saadan Egn, da kløves den skjøre Jordbund, og op af Spalterne slynges det klare eller mudrede Grundvand med voldsom

Kraft, snart i store Masser, snart i Straaler af adskillige Alens Højde. En saadan Fremtrængen af Grundvandet og Sammensynken af Jordbunden er indtruffen saa vel i Donaus som Mississippis Alluvier og i endnu højere Grad i Egnen om Nedre-Indus, der ofte har været hjemsøgt af Jordrystelser. De Vandfloder, der skrive sig fra Anunnakernes Virksnmhed. og „Afgrundens kløvede Kilder", som Genesis omtaler, ere altsaa efter Forfatterens Mening Beviset for, at det, der egentlig er foregaaet, er en Jordrystelse i en bred Floddal; thi det omtalte Fænomen er kun iagttaget i store Grundvandslavninger og vilde paa andre Steder være uforklarligt.

Endnu har der ikke været Tale om selve den store Vandflod; Vandet, Bevægelse i Kanalerne og Grundvandets Fremtrængen lader sig overhovedet kun iagttage før en vidtstrakt Oversvømmelse. „Rammans Bølgemasse hæver sig indtil Himlen." Saa snart Floden omtales, stiger den strax op indtil Himlen, og det er ikke Havets Gud Ea, den velvillige Advarer, der nævnes, men Ramman, Vejrguden. Oversvømmelsen med de skumpiskede Bølger er nemlig ej alene fremkaldt af et Jordskjælv, men tillige af en Hvirvelstorm, en Cyldon. Pludselige og frygtelige ere de Oversvømmelser, som fremkaldes af saadanne Cykloner. De forekomme kun i Nærheden af Havet, enten paa Øer eller i Lavlandet om Flodmundinger. I en Bredde af flere hundrede Mile nærme Cyklonbølgerne sig Fastlandet, og hvis de stemmes op af en Havsnævring, hæve de sig mere og mere og styrte endelig ind over Lavlandet, ødelæggende alt. Gruopvækkende ere de Følger af Cykloner, man har iagttaget paa de vestindiske Øer og ved de ostindiske Flodmundinger; Tabet af Menneskeliv i en eneste Nat har i et enkelt Tilfælde været anslaaet til 1— 200,000. I Reglen ledsages Hvirvelstormen af „syndflodagtige" Regnskyl, buldrende Torden og Jordrystelser, og det bliver helt mørkt. Som Exempel herpaa anfører Suess en Beretning fra den preussiske Krigskorvet ;,Arcona", der paa Østsiden af Japan overfaldtes af en Hvirvelstorm: „Kl. 8 om Morgenen blev det saa mørkt, at man ikke kunde se Skibets Ender; Hav og Himmel stod i ét, Bølgerne rejste sig lig Mure, og Stormen piskede Vandskummet gjennem Luften ligesom en tæt Naaleregn. Hav- og Regnvand flød i Strømme over Dækket og gjennem alle Aabninger ned i Batteriet; Vindens og Bølgernes Larmen hørtes ikke mere, alt skjalv og tordnede." — Det er Ramman, som hæver Bølgerne til Himlen og slukker alt Lys, saa at selv Guderne flygte op i højere Sfærer. Da Rammans Virksomhed skildres umiddelbart efter Anunnakernes, ligger det nær at antage, at omtrent samtidig med Jordskjælvet er en Cyklon fra den persiske Havbugt faret ind over Mesopotamiens Slette. Det forfærdeligste Uvejr, Nutiden kjender, et Jordskjælv ledsaget af en Cyklon, finde vi netop fremstillet i Hasis-Adra's Beretning som den mindeværdigste Naturbegivenhed i Oldtiden.

Katastrofens Afslutning. Hasis-Adra fortæller: „Sex Dage og syv Nætter beholde Vind, Syndflod og Storm Overhaand. Ved den syvende Dags Frembrud sagtnede Stormen, og Syndfloden, der havde ført en Kamp som en vældig Krigshær, lagde sig. Jeg gjennempløjede Havet, klagende over, at Menneskenes Opholdssteder varo forvandlede til Dynd; som Træstammer dreve Ligene omkring. Jeg aabnede en Luge, og da Dagslyset faldt paa mit Ansigt, for jeg sammen og satte mig grædende; Taarerne flød ned over mit Ansigt."

Disse Linjer angive, hvor længe Katastrofen varede. Tidsangivelsen, sex Dage og syv Nætter, er meget kortere end den bibelske og nærmer sig de Erfaringer, man har gjort i Nutiden.

Stranding en. Hasis-Adra fortæller; „ Hvorhen jeg end kastede mit Øje, saa jeg et frygteligt Hav; i ingen Retning var Land at se; viljeløs drev Skibet hen til Egnen om Nizir, hvor pludselig et Bjærg standsede det." — Dér blev Skibet staaende ; ved den syvende Dags Frembrud fortælles, at Hasis-Adra udsendte en Due.

En Indskrift om en assyrisk Konges Krigtog giver os en Beretning om Landet Nizirs Beliggenhed. Man maa søge det øst for Tigris, omtrent mellem den 35te og 36te Breddegrad. Det er skilt fra Tigrissletten ved en Række af Bjærge, og dets gjennemsnitlige Højde over Havfladen er ] ,000 Fod. — Forfatteren antager ikke, at Bjærgene ere blevne overskyllede; men han mener, at Hasis-Adras Fartøj er drevet hen over den store Lavning omkring Tigris og derefter er standset paa Skraaningen af det Bjærgparti, der afgrænser Lavlandet mod Nordøst. Her forlade de frelste Skibet og betræde Bjærget; Hasis-Adra fortæller nemlig paa et senere Sted: „Jeg oprejste et Altar paa Bjærgets Top." — Afgjørende for hele Katastrofen er det, at Fartøjet af Havet drives ind i Landet; var Vandfloden fremkaldt ved Regn, vilde Skibet uden Tvivl være drevet fra Nedre-Evfrat ud i Havet. .Oversvømmelsen kan altsaa kun være kommen fra Havet, Regn og Grundvand ere ledsagende Elementer.

De Naturfænomener, som fulgte med den store Katastrofe, ere saadanne, som nu til Dags kun iagttages ved flade Kyster eller i Lavlande omkring store Floders Mundinger. Evfratmundingerne have alle Betingelser for, at en saadan Begivenhed kan have fundet Sted dér; at henlægge den her omtalte Katastrofe til nogen anden Flodmunding er uden Grund at fjærne sig fra Traditionen. Disse Omstændigheder saa vel som ogaaa Evfrat

Rigdom paa Asfalt ere Oldgranskerne et væsenligt Bevis for, at Syndflodsberetningen i Izdubar ikke er et anden Steds fra laant og her lokaliseret Sagn, ligesom ogsaa, at den er Overleveringen om en Begivenhed, som virkelig har tildraget sig i de nævnte Egne af Evfratdalen.

Hasis-Adras Slutningsberetning er af stor Interesse paa Grund af, at den nøje slutter sig til Beretningen i Genesis, nemlig hvad angaar Udsendelsen af Fugle, Adras store Buer, som Gudinden hæver op paa Himlen før sit højtidelige Løfte, og Ea, Havets Gud, der opfordrer Bel til ikke oftere at fremkalde nogen Syndflod.

Ved den første Solstraale, da Hasis-Adra oplukker en Luge, bryder han ud i Taarer, og da han føler sig frelst, ofrer han strax til Guderne. Ved at mindes, hvorledes han trods Mængdens Haan byggede sit Skib, forme Flodens, allerede den Gang gjentague Stigninger sig til Advarsler fra den velvillige Havgud, og den med alle Farver prangende Regnbue bliver efter et saadant Mørke Tegnet paa Fred i Naturen og Gudernes Forsoning. Alt det vidunderlige i Beretningen opløser sig til Virkningen af de Følelser, som ogsaa nu gribe Menneskehjærtet under lignende Forhold, et Vidnesbyrd for, hvor lidt det menneskelige Sind har forandret sig. Og netop ved disse Træk bærer Hasis-Adras Fortælling den gribende Sandheds Præg.

Det religiøse Moment i Syndflodssagnet — den trykkende Bevidsthed om menneskelig Afmagt ved Synet af Naturens vældige Kræfter — har gjort, at Overleveringen om denne voldsomme Begivenhed villig er bleven optaget iblandt de forskjelligste Folkeslags Myter, og netop paa Grund af Sagnets store Udbredelse er det blevet vanskeligt at bestemme selve Begivenhedens virkelige Udstrækning. Syndflodssagnene træde os i Møde hos flere amerikanske Folkeslag; men de ere dér ofte ledsagede af saa bestemte Enkeltheder fra den bibelske Fremstilling, at Missionærernes Indflydelse er umiskjendelig.

I den gamle Verden findes et Antal Syndflodsberetninger, som kan deles i flere Grupper. Den første Gruppe, den, der staar selve Begivenheden nærmest, dannes aflzdubar-Digtet og Berosus' Brudstykker. Berosus omtaler, hvad Izdubar-Digtet fuldstændig fortier, nemlig Nedgravningen og det senere Fund af Skrifterne i Solstaden Sippara. Det kan ikke afgjøres, om Berosus har øst af en fuldstændigere Kilde end Forfatteren af Izdubar-Digtet, eller om der her er Tale om et senere Tillæg. Man kjender forskjellige Kopier af Izdubar-Digtet; de bleve, som før omtalt, tagne paa Befaling af Kong Asurbanipal af en meget ældre Text, der sandsynligvis er nedskreven mere end to Aartusinder før vor Tidsregning.

Den anden Gruppe bestaar af de to i Genesis sammenslyngede Beretninger, den jahvistiske og elahistiske. Disse Beretningers Overensstemmelse med den første Gruppe fra Advarslerne og Fartøjets Begning indtil Regnbuens Ophævning paa Himlen er paafaldende. Opgivelserne af Dyrenes Antal og Tidsrummet for Begivenheden ere afvigende, ligesom der heller ikke mangler nogle mindre betydelige Afvigelser. Men den væsentligste og mest betegnende Forskjel ligger i, at hele Fremstillingen i Genesis har faaet den Farve, som Traditionen hos et fra Havet afskaaret Folk maatte faa; Styrmanden mangler, og Skibet bliver til en Kasse eller Kiste, en „Ark". Om de mange Guddomme, som repræsentere Naturkræfterne, er der naturligvis ikke Tale; men i Steden for træder Guddommens personlige Virksomhed frem f. Ex. ved Kassens Tillukning. Gudernes Raadslagning, der gaar forud for Vandfloden, og Eas formildende Tale til Bel, hvorved Naaden atter kaldes frem efter Katastrofen, er i Genesis forvandlet til Jahvens to Enetaler. „For os," siger Suess, „er Fremstillingen i Genesis en laant Fremstilling^ der dog drejer sig om samme Begivenhed som Izdubar-Digtet".

En tredje Gruppe danne de ægyptiske Beretninger. Forfatteren bemærker, at Spørgsmaalet, om der hos gypterne findes en original Syndflods-Tradition, er af stor Betydning, eftersom Begivenheden ved Nedre-Evfrat indtræder paa en Tid, da den ægyptiske Kultur allerede længe havde været i Blomst, og at Mangelen paa en saadan Tradition kan gjælde som et Bevis for, at Katastrofen ikke har naaet Middelhavsbækkenet. Men den Del af den ægyptiske Mytologi, som kan tages til Indtægt ved en saadan Undersøgelse, viser, at i selve Ægypten er den store Katastrofe ikke indtraadt, og at Mindet om en saadan ikke fandtes hos Folket, selv om kaldæiske Beretninger vare komne Præsterne for Øren.

De hellenisk-syriske Beretninger danne en fjerde Gruppe. Ved disses Sammenligning, siger Suess, maa man ikke overse, at Kysterne langs Middelhavets Østside saa vel i Oldtiden som i den nyere Tid hyppig have været overskyllede af Vandfloder, fremkaldte af Jordrystelser. Under saadanne Omstændigheder er det klart, at der i Hellas fandtes Traditioner om forskjellige Vandfloder f. Ex. Beretningen om Ogypes, om Devkalion og om Dardanas. I Særdeleshed blev der til Beretningen om den devkalianske Oversvømmelse knyttet Enkeltheder fra den kaldæiske Overlevering, saa som Frelsen ved en svømmende Kiste, Medtagelsen af Dyr og Udsendelsen af Fugle, navnlig en Due. Den devkalianske Tradition er sat i Forbindelse med den Ceremoni, som aarlig fejredes i Athen til Minde om Oversvømmelsen, i det nemlig Vand

og Honning, tilsat med Mel, bragtes hen til det Jordsvælg
, i hvilket Vandfloden skulde være nedstrømmet.

I den syriske Oversvømmelses Beretning findes en fuldstændig og mærkværdig Gjentagelse af denne Ceremoni beskrevet; Beretningen henlægger nemlig den devkalianske Oversvømmelse til Egnen om Hierapolis ved Øvre-Evfrat. Templet i Hierapolis er opført af Devkalion ved Siden af den Jordaabning, der optog alt Vandet fra Oversvømmelsen. Til Minde herom bliver der to Gange om Aaret bragt Vand fra Havet ind i Templet, hvorfra det flyder ned i Jordaabningen.

Her har man et godt Exempel paa Mytens Samtnenblading og Overføring fra et Sted til et andet. Syndflodssagnet er fra Nedre-Evfrat ad skjulte Veje vandret til Hellas og derfra, som det synes, tilbage til vre-Evfrat. — Ej heller af de hellenisk-syriske Bøger lader det sig paavise, at Begivenheden ved Surippak har strakt sig til Middelhavsbækkenet.

Indiernes hellige Bøger tyde paa, at Traditionen fra Nedre-Evfrat ogsaa er trængt frem til dem, men ikke selve Floden; thi den Omstændighed, at det frelsende Skib strander paa en af Himalajas Toppe viser, at Sagnet er trængt ;_ind fra fremmede Lande og er blevet lokaliseret paa en aldeles naturstridig Maade. Kinesiske Skrifter fortælle ligeledes om en stor og ødelæggende Oversvømmelse; men denne tilskrives nu Hoangho, der ogsaa senere har anrettet saa store Ødelæggelser, saa at man har kaldet den „Kinas Sorg".

Suess sammenfatter Resultatet af sine Undersøgelser
saaledes:

1. Den under Navn af „Syndfloden" bekjendte Naturbegivenhed er indtraadt ved Nedre-Evfrat og fremkaldte en udstrakt og ødelæggende Oversvømmelse af Mesopotamiens Lavland.

2. Den væsentligste Grund var et stærkt Jordskjælv
i Egnen om den persiske Havbugt, forud for hvilket,
er gaaet flere mindre Jordstød.

3. Midt under de, hæftigste Jordstød er rimeligvis
en Cyklon faret fretn sønder fra.

4. Traditionerne hos andre Folk berettige paa ingen Maade til den Paastand, at Vandfloden har naaet ud over det nedre Løb af Evfrat og Tigris, end sige ud over hele Jorden.

Denne Tildragelse, som i Aartusinder har staaet indpræntet i Folkenes Hukommelse, lod fra Oldtidens Bøger Udtryk som „Diluvium", „Diluvial-Formation" og „diluviale Aflejringer" gaa over i Videnskaben. — Hvad man nu end vil sige om den store Geologs Bevisførelse, kan man ikke nægte, at han derved har lagt stor Skarpsindighed for Dagen, og hans Opfattelse og Fremstilling har ogsaa vakt Opmærksomhed i en Mængde videnskabelige Kredse Verden over.