U<^A det første MØde for Vinteren 1883—84 meddelte
Irgens-Bergh nogle Rejseminder fra Djava, og
dernæst gjennemgik Prof. Erslev Nordenskiölds Rapport
om hans Grønlands-Expedition 1883.

I det andet Møde meddelte Prof. V. Schmidt Oplysninger om etnografiske Forhold i Nord- og Mellemafrika, og dernæst gav Prof. Erslev en Skildring af Skt. Gotthard før og nu.

Det tredje MØde var til Ære for

„Dijmphna"-Expeditionen

Dette Møde, der holdtes i Kasinos lille Sal, var usædvanlig talrig besøgt og overværedes af Hs. Maj. Kongen, Deres kongelige Højheder Kronprinsen, Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Deres Højheder Prinserne Wilhelm og Hans. Indbudte vare aile Medlemmer af Expeditionen, og Mandskabet, som hørte dertil, havde Plads paa en særegen Tribune; over Talerstolen var der hængt danske og italienske Flag, og desuden en Plade med Navnene paa Expeditionens Medlemmer.

Selskabets anden Vicepræsident, Viceadmiral Wrisberg, aabnede Mødet og mindede om, hvorledes Løjtnant Hovgaard havde fattet Planen til Expeditionen, og hvorledes en af vore Medborgere havde sat ham i Stand til at gjennemføre sin Plan. Skjønt Selskabet ikke havde haft direkte Part i Expeditionen, uden for saa vidt som det havde bevilget en Sum dertil, havde det fulgt den med Interesse og saa nu med Glæde dens Deltagere i sin Midte. Des værre havde Expeditionen paa Grund af uforudsete Omstændigheder ikke naaet sit Maal; men den havde indsamlet betydeligt videnskabeligt Materiale og havde endelig kommet den hollandske meteorologiske Expedition til betydelig Nytte. Var Expeditionen saaledes ikke kommet derhen, hvor den eftertragtede, havde den ikke udrettet lidet og vist, hvad den danske Sømand duer til. Han ønskede Hovgaard og hans Ledsagere „Velkommen".

Løjtnant Hovgaard mindede om, at han i sin Tid havde fremsat Planen her i Selskabet. Han skyldte derfor ogsaa Selskabet at meddele det Resultatet af Expeditionen. I sine Hovedtræk var Rejsen kjendt af de Breve, der ere offentliggjorte; men der var dog Punkter, som af forskjellige Hensyn ikke vare blevne fremdragne. Isaaret havde ikke været heldigt, og han omtalte den Maade, hvorpaa man rettest burde navigere langs Asiens Kyst. Den største Vanskelighed laa i Stræderne; kom man først gjennem dem, og benyttede man saa Øjeblikket, var man over det værste. Der var vel Hindringer alligevel; men et større søgaaende Dampskib kunde dog klare sig, selv om det kom ind i Isen. Et mindre Dampskib som „Dijmphna" gjorde rettest iat følge Kysten. Taleren skildrede Rejsen i sine Hovedtræk, indtil det for Expeditionens Fremgang skæbnesvangre afgjørende Tidspunkt kom. „Det var altsaa lykkedes os ved strængt at følge den for Sejladsen i disse Farvande opstillede Teori at komme over de værste Vanskeligheder. Stræderne vare passerede, og vi havde en bred, aaben Kystrende for os; Pakisen, som vi saa ude til Søs, generede os ikke, da vi ved at holde os til Kysten let kunde omsejle den.

Da indtraf en aldeles uventet Omstændighed, der med ét Slag ændrede Forholdene. Der er under vor Fraværelse skrevet meget om vort Møde med Dampskibene „Varna" og „Louise", og hele Forholdet er blevet saa forskj ellig bedømt, at jeg skal tillade mig nærmere at belyse det. Naar Folk gaa som Skibsførere til arktiske Egne, har man Lov til at forudsætte, at de ikke ere uvidende om, at det er meget farligt at ligge i Besæt midt inde i Polarisen og hen imod September Maaneds Slutning. Ere de sig det farlige i denne Situation bevidste, ville de ikke uden bydende Nødvendighed kalde andre til sig og derved udsætte dem for en lignende Skæbne. Naar derfor to Skibe i denne farlige Situation gjøre alt, hvad de formaa for at tiltrække sig et tredje Skibs Opmærksomhed, maa man gaa ud. fra, at de trænge til en eller anden Hjælp; det falder jo dog ikke et fornuftigt Menneske ind at lokke andre i Besæt for at hilse paa dem og drikke et Glas Vin. Paa saadanne Narrestreger tænker man ikke i slige Øjeblikke! Da jeg derfor saa „Varna" og „Louise" at kaste Kul paa Fyrene, for at vi skulde se Røgen, at hejse Flagene, hvorved man saa Rejsningen træde bedre frem paa Isens Baggrund, samt at skyde nogle Kanonskud, var jeg fast overtydet om, at de i høj Grad maatte ønske vor Hjælp ien eller anden Retning. Belysningen tillod OH i den store Afstand ikke engang at skjelne deres Nationalflag, og Tanken om ved Signaler at kommunicere med dem kunde derfor ikke opstaa hos mig; det var fuldstændig umuligt paa denne Maade at faa noget at vide. For at komme i Forbindelse ved Hjælp af Baade maatte vi gaa saa tæt til som mulig; thi Isens Beskaffenhed var en saadan, at man ikke kunde sejle imellem Flagerne, ej heller trække Baade over dem uden hvert Øjeblik at være nødt til at sætte dem i Vandet for atter snart efter at hale dem op igjen. Vi maatte derfor fortsætte ind i den Bugt i Pakisen, hvori vi befandt os,

og gik lige til Randen af den tætte Is, hvor vi omtrent vare i en halv geogr. Mils Afstand fra Skibene, der ved Mørkets Frembrud hejste Lanterner, og saaledes vedblev at kalde paa os. Dette sidste Tegn til, at de absolut vilde communicere med os, bestemte mig til at blive. Det var ikke blot en „kammeratlig" Følelse, der her dikterede, hvad jeg burde gjøre, jeg handlede med fuld Bevidsthed og koldt Overlæg tværtimod de Principer, jeg saa vel som alle andre hylde med Hensyn til Sejladsen i disse Egne, og efter hvilke jeg havde navigeret i den sidste Maaned. Jeg mente, at jeg skyldte den danske Nations Hæder at opgive min oprindelige Plan, om det skulde blive nødvendigt, langt hellere end at man senere skulde kunne sige, at et dansk Skib havde ladet Folk i Stikken og overgivet dem til Ødelæggelse. Sæt, at de to Skibe virkelig havde været i den yderste Fare, og sæt, at „Dijmphna" da ikke havde hjulpet dem; hvad vilde der saa være sket? Vilde man saa ikke have bebrejdet mig og med Rette have bebrejdet mig, at jeg havde overgivet en Mængde Mennesker til Døden? Jeg mente derfor, at det var min simple Pligt ikke at vige tilbage for Faren, og jeg betragtede det i Øjeblikket som min vigtigste Mission at yde de fremmede al den Hjælp, jeg kunde. Derfor blev jeg, og jeg tror at turde paastaa, at om man end bag efter ser, at det muligvis ikke havde været nødvendigt, saa vilde enhver i mit Sted med nogen Omtanke og med almenmenneskelig Følelse have gjort det samme som jeg. Dette er i al Korthed mit Forsvar paa dette Punld, skæbnesvangert for Expeditionen, som det blev"!

Han skildrede derpaa kort, hvorledes han den følgende Tid klarede sig i Isen. Den sikreste Maade, man under arktiske Isforhold havde at forholde sig paa, var at indrette Depoter og at gaa fra Skibet, naar Ispresningen begyndte. Hollænderne og Nordmændene rettede sig snart efter Talerens Ordning, saa at alt blev lagt til Rette en stor Expedition, som i Tilfælde af Skibenes Ødelæggelse havde Depoter og Slæder at stole paa. Man blev i Tidens Løb vant til Presningerne; man kom i Ro og kunde foretage mere videnskabelige Undersøgelser, og Vejret tøev ind i Januar ligefrem godt i Modsætning til det, „Vega" havde haft. Taleren foreviste Billedet af en stor Hule, som Mandskabet havde udhugget i en Toros (sammenskruet Ismasse), og omtalte nærmere, hvorledes Expeditionen havde faaet Tiden til at gaa. Efterhaanden som Tiden gik, trængte Tanken om Hjemrejsen sig naturligvis stærkere frem, og han kom derpaa til et nyt Punkt, som han paa Grund af den Diskussion, der herhjemme har været ført derom, tillod sig at gaa lidt nærmere ind paa. „Jeg tænker paa Proviantspørgsmaalet. Som bekjendt, havde Nordmændene næsten ingen Proviant, og meget snart maatte Hollænderne hjælpe dem; men da de to Nationers Levemaade er meget forskjellig, strakte de hollandske Rationer aldeles ikke til for en norsk Matros. Efter kort Tids Forløb, allerede i November, klagede Nordmændene derfor over. at de vare sultne og efter forskjellige Konferencer, i hvilke Hollænderne erklærede ikke at have Proviant nok til at forhøje Rationerne, bleve vi enige om, at jeg skulde suplere Nordmændenes Rationer med konserveret Kjød og Brød. Jeg kunde nemlig ikke rolig se paa, at disse Folk bleve svagere og svagere af Mangel paa kraftig Næring; thi i Tilfælde af at Skibene gik under, vilde jo mine Folk komme til at trække det største Læs, og Sikkerheden for deres Liv saaledes meget forringes.

Da „Varna" knustes den 24de December, løb den strax fuld af Vand, og i den første Tid var det altfor farligt at arbejde i Lasten, i hvis Bund Provianten laa, og senere var den presset sammen, saa at mange af de Ting, der toges op, vare stærkt beskadigede, i det de maatte hugges ud af Isen. Naar nogen har paastaaet, at jeg nægtede at bjærge Proviant fra „Varna", da hviler dette paa en fuldstændig Misforstaaelse, i det jeg meget glad tog imod de saare ringe Kvantiteter af Konserver, der bleve bjærgede, hvorimod jeg, da Skibet var meget overfyldt, ikke tog flere Grøntsager om Bord, end vi havde Brug for. Ligeledes nægtede jeg at tage noget Genever, som Hollænderne havde fisket op af „Varnas" Agterlast om Bord, da vi havde Spirituosa nok til Rationerne, og der ikke var nogen særlig Anledning til at forhøje disse. Medens vi saaledes med Hensyn til flere Proviantsorter kunde leve endog rigelig uden at tage for meget paa „Dijmphnas" . Forraad, vare vi, hvad de to vigtigste Sorter, konserveret Kjød og Flæsk angaar, saa godt som udelukkende henviste til os selv, da der fra „Varna*' kun bjærgedes 8 Dages Kjød og 3 Dages Flæsk, foruden hvad der var nødvendigt til en af Hollændere og Nordmænd mulig iværksat selvstændig Retræte; men dette sidste rørte vi ikke, da vi jo i saa Fald maatte have medgivet dem af vor Proviant paa Tilbagetoget.

l 7 Maaneder tærede derfor 21 Mand paa vore Forraad; men om end mine egne Planer derved led et yderligere Afbræk, fandt jeg dog en stor Trøst i Bevidstheden om, at den hollandske Expedition derved sattes i Stand til at foretage sine Arbejder; uden „Dijmphna" vilde den jo ikke kunnet have foretaget noget som helst, den havde været henvist til en, paa dette Tidspunkt mere end tvivlsom Retræte. Den ærede Forsamling maa nu dømme om hele denne vigtige Sag, og om der har været Grund for os til at handle anderledes end vi gjorde

Jeg har ogsaa det Haab, at baade den norske Besætning paa „ Var nå", saa vel som den videnskabelige hollandske Expedition have Anledning for deres Vedkommende til at være tilfredse med, at „Dijmplma" standsede for deres Skyld".

Havde Expeditionen haft fuld Proviant, medens den nu for de to vigtigste Sorters Skyld kun havde 7 Maaneders, havde der kunnet være Tale om et Vintertogt. Nu maatte denne Tanke i sin Helhed opgives, og Taleren havde da tænkt sig at efterlade nogle af Expeditionens Medlemmer paa Skibet og at lade de andre søge Land; men saa knækkede Skruen. Den blev vel gjort i Stand, men saa kom Skibet los, og „Dijmphna" klarede sig godt igjennem den kariske Port, hvad der til Dels skyldtes Skibets ringe Længde. Han bragte en hjærtelig Tak til alle dem, der havde støttet hans Expedition: ff s. Maj. Kongen, Marineministeriet, Grossererne Qamél, alle andre Bidragydere, særlig det geografiske Selskab og endelig hans Kammerater.

Admiral Wrisberg takkede Løjtnant Hovgaard.

Han fremhævede, at „Varna" ingenlunde havde været udrustet til en arktisk Expedition. Havde den ikke haft den hollandske Expeditions Proviant og senere „Dijmphnas" at ty til, vilde dens Skæbne have været sørgelig. Han maatte_} saa vidt han kunde skjønne, udtale, at Aarene 1882_—83 havde været særlig uheldige Isaar, og han holdt paa, at Forholdene deroppe vare meget prekære. Havde Expeditionen end ikke naaet sit Maal, var det et stort Held, at Chefen bragte Skibet helt og holdent tilbage til Heden, uden at have mistet en eneste Mand. Han opfordrede Forsamlingen til at istemme et Hurra for Hovgaard og hans Besætning (Stærke Hurraraab).

Ved det Festmaaltid, som derefter blev afholdt, udbragte Admiral Wrisberg en Skaal for Hs. Maj. Kongen, som var Selskabets Protektor og ofte havde beæret dets Møder med sin Nærværelse. I det han udtalte Ønsket om, at der maatte times Hs. Majestæt al Glæde og Lykke, opfordrede han Selskabet til at raabe et Hurra for Kongen. Kraftige Hurraraab besvarede denne Opfordring, og efter en Sang til „Til Dijmphna-Expeditionen", tog Marineminister Ravn Ordet. Af Bladene og af Foredraget i Aften kjendte alle Expeditionens Gang, og han vilde derfor ikke trætte ved nogen Gjentagelse. Han havde oprindelig tænkt paa at udtale sig om Grunden til, at vi modtog Expeditionen saaledes, som vi gjorde det i Aften, skjønt den ikke havde naaet sit Maal. Men det var til Dels allerede blevet sagt i den Sang, som nys var blevet afsungen. Expeditionens Medlemmer havde, for at sige det kort, kæmpet som Mænd og havde draget Verdens Opmærksomhed hen paa sig, og de havde gjort det saaledes, at baade Nationen og Plaget havde Ære deraf. Vi vare alle overbeviste om, at det var rigtigt, hvad Hovgaard havde sagt, at alle i Expeditionen, fra øverst til nederst, havde gjort deres Pligt. Der var udvist en sjælden Grad af Dygtighed, Snarraadighed og Djærvhed under vanskelige Forhold, og derfor havde vi ønsket at hædre Expeditionens Medlemmer i Aften. Han vilde opfordre de tilstedeværende til at drikke en Skaal for dem, for Chefen, for Officererne og for hvert enkelt Medlem af Mandskabet. Kraftige Hurraraab fulgte, og derpaa takkede Løjtnant Hovgaard paa egne og Kammeraters Vegne. Han vilde ikke mere tale om det Maal, som ikke var naaet, hvad ingen mere end han og hans Kammerater beklagede. Den drøjeste Time, han havde haft, var den, da han saa, at Expeditionen var standset. Han vilde særlig rette sin Tak til det geografiske Selskab. Dette havde i Begyndelsen maattet lide under en vis Mistillid; men det havde kæmpet sig frem og naaet et meget stort Medlemsantal. Han havde i London været til Stede ved et af det verdensberømte, engelske geografiske Selskabs Møder, men skjønt Æmnet var særlig interessant, og skjønt man sagde, at Mødet var særlig godt besøgt, havde det dog ikke været nær saa godt besøgt som dette Selskabs Møder. Vort Selskabs Tidskrift nød Agtelse i Udlandet, og mange af dets Artikler bleve oversatte ; han havde personlig haft Lejlighed til at føle, hvilken Støtte man kunde have af en saadan Institution. Han vilde derfor opfordre Forsamlingen til at tømme et Glas for det kgl. danske geografiske Selskabs Præsident og for Selskabet.

Efter at der var sunget en Sang for Grosserer Augustin Gamél, talte Admiral Wrisberg. Naar et Menneske udfyldte sin Livsstilling med Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, skænkede vi ham alle vor Agtelse; men naar en Mand ved Siden deraf .uden at forsømme sin Dont ofrede sig for en Idé, skyldte vi ham vor Beundring. Dette havde været Tilfældet med en Mand i vor Midte. Hovgaard havde udarbejdet Planen; alt var færdigt, men Bevægkraften manglede. Hovgaard havde henvendt sig i Udlandet, men forgjæves. Da han kom til Augustin Gamél, sattes Expeditionen i Gang, og senere var Arnold Gamél traadt til. Deres Færd havde været beundringsværdig; de havde hele Tiden været villige til Ofre, og derfor skyldte vi — ingen dog mere end det geografiske Selskab — dem stor Erkjendtlighed. Var Maalet ikke naaet, var der dog naaet saa meget, at vi skylde Brødrene Gamél Ønsket om Fremtidsheld og Lykke i al deres Færd.

Grosserer Avgustin Gamél takkede. Han kunde
ikke tage imod al den Ære, der var vist ham; hvad

han havde ydet, var kun et ringe Afdrag paa den Taknemlighed, han og hans nærede mod det danske Folk, Begejstringen havde været stor i Danmark for Hovgaards Togt; men Bidragene havde været ligesom Enkens Skjærv, de vare smaa. Det havde været ham kjært, da Hovgaard henvendte sig til ham, og fra det Øjeblik af, at Expeditionen fik hans Moders Navn, havde han paataget sig Ansvaret for dens Gjennemførelse. Fra det Øjeblik af, at Kongen og Dronningen havde betraadt Skibets Dæk, havde han bestemt, at det skulde sejle, og det sejlede. Fra Udlandet var der indløbet lokkende Tilbud; men han havde ikke villet give andre Landre Æren og havde selv afslaaet Oscar Dicksons Tilbud. Med sin Hustrus Tilladelse havde han saa tilbudt at give den sidste Skjærv. Han værgede Beskyldningen imod at have skadet eventuelle Grønlands-Expeditioner og vilde med største Glæde bortgive alt, hvad Skibet bragte i Havn. Han vilde haabe, at Expeditionen havde gjort Gavn ved i al Fald at vække Interesse for arktiske Expeditioner og bad Forsamlingen tømme sit Glas for den første Eegerings-Expedition, som gik til Grønland.

Marineministeren erkjendte, at Hovgaards Togt ikke var kommet i Vejen for en Grønlarids-Expedition. Han vilde i højeste Grad ønske, at en saadan kom- i Stand. Kaptajn Irminger mindede om den danske Expedition, som laa paa Forpost under Grønlands Østkyst. Det tilkom Danskerne at løfte det Slør, som i Aarhundreder havde hvilet over et Afsnit af Nordboernes Hitorie.

Marineministeren mindede om, at en italiensk Officer havde deltaget i „Dijmphna"-Expeditionen. Den italienske Marine, Arvetageren efter Genuas og Venedigs Flaader, var en af de største i Nutiden og stod i det venskabeligste Forhold til Danmark; den havde nemlig i flere Aar modtaget danske Søofficerer paa den smukkeste Maade. Baade af denne Grund og fordi Løjtnant de Rensis havde deltaget i Hovgaards Togt, bad han Forsamlingen tømme et Bæger for den italienske Marine.

Den italienske Gesandt, Marquis Beccaria d'lncisa takkede paa fransk paa den italienske Marines Yegne. Han fremhævede den smukke Maade, hvorpaa de danske Søofficerer havde udført deres Tjeneste i den italienske Marine, og mindede om den Hæder, Søhelte som Kristian den fjerde, Niels Juel og Tordenskjold havde høstet. Han endte med et Leve for Danmark, det danske Kongehus og den danske Marine.

Stiftamtmand Bitte-Brühe udbragte en Skaal for den elektro-maguetiske Kraft, en Kraft, som var til før Ørsteds, før Hovgaards Tid, og som spandt sig fra Nordpolen til Sydpolen; han vilde udbringe en Skaal for Fru Hovgaard, som selv højt oppe imod Nord havde sat Hovgaard i Forbindelse med Kjøbenhavn. Prof. Erslev bragte en Hilsen fra Baron Ncgri i Italien, som havde sendt ham to Kaart, et til Løjtnant Hovgaard og et til hans Landsmand, Løjtnant de Rensis, med de mest sympatiske Ord. Han bad de Rensis bringe en Hilsen til det geografiske Selskab i Rom. Paa fransk henvendte han sig til den italienske Gesandt, i det han mindede om den fælles Skæbne, Italien og Danmark havde haft, at lide under mægtige Naboers Vold. Under stærkt Bifald udbragte han en Skaal for det enige, frie Italien. Marquis Beccaria d'lndså takkede og udbragte gode Ønsker for Danmark, som havde vundet hele Evropas Agtelse. Løjtnant de Rensis takkede paa dansk for de hædrende Ord, der vare sagte af Selskabets Sekretær. Hans Sejlads under det danske Flag vilde altid være et af hans smukkeste Minder. Han udbragte under Bifald et Leve for dem, der havde bidraget til Danmarks „Gloire" og til den geografiske Videnskabs Fremme.