|
Geografisk Tidsskrift, Bind 7 (1883 - 1884)Det kongelige danske geografiske Selskab.°Qt&élskabets Protektor
er Hs. Majestæt Kongen, prinsen. Selskabets
Bestyrelse bestaar af: Trap,
Gehejmekonferentsraad, Kabinetssekretær, Iste Vice
præsident.
O. F. W.
Wrisberg, Viceadmiral, 2den Vicepræsident. Hoffmeyer,
Kaptajn, Bestyrer af det meteorologiske Institut.
Le Maire,
Oberstløjtnant og Chef for den topografiske
Opmaaling.
O. Irminger,
Kaptajn i Flaaden. Selskabets Raad
bestaar af. Brasch.
forhenv. Kollaborator. Bille Brahe,
Kammerherre, Stiftamtmand. Jacob Erslev,
Kand. theol., Boghandler. Lorenzen,
Oberst. Emil Madsen,
Oberst i Artilleriet; Eaadets Viceformand. selskabet.
P. Müller, Dr.
fil., Hofjægermester, Overførster. Normann,
Kaptajn i Flaaden. Ravn,
Marineminister. Rosenstand,
Etatsraad, Expeditionssekretær. H. P. Rothe,
Kommandør, Direktør for Søkaartarkivet. H. Scharling,
Dr. theol., Professor ved Universitetet. Schütte,
Kammerherre, til Bygholm Steinhauer.,
Justitsraad, Inspektør ved det etnografiske
Museum. O. E. Tuxen^
Kommandør, Navigationsdirektør. Formand. J. J.
Wroblewsky, Læge. Selskabets
Æresmedlemmer ere: H. Mohn,
Professor, Chef for det meteorologiske Insti
tut i Kristiania.
A. E.
Nordenskiold, Friherre, Professor i Stockholm. Selskabets
korresponderende Medlemmer ere: Fr. A, de
Roepstorff, Embedsmand ved Straffekolonien paa Andamanerne.
A. de
RicheHeu, Marinekaptajn hos Kongen af Siam. Selskabets livsvarige
Medlemmer ere: Holstein,
Lensgreve, Holsteinborg. Hoskiær, Oberst i
Ingeniørkorpset. Vald. Schmidt,
Professor. Fr. Tutein,
Godsejer, Hørsholm Hoffmßyer,
Kaptajn, Bestyrer af meteorol. Institut. Side 2
Irminger, Viceadmiral. E. Neergaard,
Enkefrue. V. Holstein,
Komtesse, Sofiehøj. C. H. v.
Grevenkop-Castenskiold, Kammerj., Frederikslund.
Fugl, Proprietær.
Reusch, Assistent
ved det geologiske Museum i Kristiania. A. de Richelieu,
Marinekaptajn hos Kongen af Siam. Rothe, kgl.
Slotsgartner. Madsen, C. L.,
Overkrigskommissær. Hs. Højhed
Wilhelm, Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg Glücksborg.
Madsen, H. P.,
Apotheker. Nielsen,
Generalkonsul, Rio Janeiro. Dickson, 0., Dr.
phil., Grosserer, Göteborg. Selskabet tæller i
alt 874 Medlemmer, hvoraf 48 ere livsvarige og 826 ere
ordinære Medlemmer; af de I det tredje Møde for Vinteren 1882—83 meddelte Dr. med. E. Pontoppidan Bidrag til Karakteristik af flere Menneskeracer, og dernæst gav Kapt. O. Irminger en Fremstilling af Stanleys og de Brazzas seneste Foretagender. I det fjerde Møde meddelte Prof. Ussing
nogle I det femte Møde, der hædredes med Dr.
fil. „Naar man sysler med den geografiske Videnskabs Historie, er der ét Punkt, som man stadig kommer tilbage til, nemlig „opdagelsernes Tidsalder" eller det Afsnit af Historien, der glimrer med Navne som Vasco da Gama, Magalhaens og fremfor alt den store Columbus. De færreste tænke dog paa, at ogsaa vi leve i en geografisk „Opdagelsernes Tidsalder"; men naar man følger med det, som meddeles i de mange geografiske Tidskrifter, bliver dette aldeles iøjnefaldende. Lader os et Øjeblik dvæle ved, hvorledes Kundskaben til vor Jordkugle er udviklet i den sidste Menneskealder: Det indre af Avsirallandet, ikke meget mindre end vor egen Verdensdel, er bleven gjennemrejst j i Asien er det himmelske Rige med dets 400 Mill. Mennesker blevet lukket op for de fremmede, i Mellemasien have de russiske Vaaben aabnet fri Adgang, og i Arabien har man set, at den tidligere Opfattelse af dette Land ikke svarer til Virkeligheden ; i Afrika har man løst den 2000aarige Gaade om Nilens Kilder, Sahara, Egnene ved Kongo, Sambese og Sydafrika ere blevne nøjagtigere kjendte; i Amerika er den vestlige Halvdel af Fristaterne, der hidtil næsten var ukjendt, bleven undersøgt; i Nordpolaregnene har raangjennemrejst Nordvestpassagen, vesten om Grønland har man naaet højere op mod Nordpolen end nogen Sinde før, man har fundet Franz Josephs Land, og man har gjennemsejlet Nordøstpassagen. Naar man under ét overskuer al denne Mængde, har man Ret til at udbryde med Peter Martin af Anghiera i et af hans Breve kort efter den columbiske Opdagelse: : „Hver Dag bringer os nye Vidundere om hin nye Verden". Hver Dag bringer ogsaa os nye Vidundere, og det fra hele Verden og fra mange Egne, der, for at bruge Alex. V. Humboldts heldige Udtryk om Amerika, hidtil have været os ligesaa ukjendte som den „fra os bortvendte Del af Maanen." Vi vare saa lykkelige at hilse Nordøstpassagens Opdagere paa deres Hjemrejse, og der er vist mange af de tilstedeværende, som ikke have glemt hin Aften, da de vare midt iblandt os. Men vi følte den Gang dog et Side 3
stort Oavti, thi Oscar Dickson, den Mand, hvis Navn frem for nogen andens er knyttet til Nordeuskiolds, var ikke med; endelig er han kommet, og det er derfor i sin Orden, at vi her i dette Selskab bringe ham vor Hylding. Det smukke Hverv er tilfaldet mig at skulle antyde for Selskabets Medlemmer, hvad han han har virket for den geografiske Videnskabs Fremme; men det er ikke nødvendigt at dvæle længe derved, thi det, som her skal fremføres, er kun et Tillæg til hin Aften. I Førstningen af dette Hundredaar indvandrede til Göteborg to Brødre af en Slægt fra Skotland, og de dannede der det omfattende Handelsfirma Dickson & Comp.; det var Robert og James Dickson. Ligesom de udviklede en storartet Handelsvirksomhed, saaledes udviste de en storartet Velgjørenhed, og de have overført den gamle Sætning „Adel forpligter" paa et andet Omraade; thi ogsaa „Rigdom forpligter" saa vel som Aandsevne. Den, i hvis Lod det er faldet at faa store Rigdomme, skylder ogsaa Menneskeheden og sit Land at give Tiende deraf; i gamle Dage var det Kirken, hvem Tienden tilfaldt, men den trænger ikke mere dertil. I vore Dage er det den nødlidende Stand, hvortil Hjælpen bør gives, den unge, fremadstræbende Mand eller Kvinde, der har Lyst eller Evne til at udrette noget, men fattes Midlerne dertil, fremdeles videnskabelige eller kunstneriske Foretagender o. s. v. Rundt omkring i deres .nye Hjemland have de ældre Brødre Dickson efterladt sig Minder nok om, at deres Hjærte og Pung var aaben for andre: Masser af trængende Mennesker ere blevne hjulpne af dem: Arbejderboligerne i Göteborg, de to svenske Universiteter og mange andre Institutioner bære Vidne derom. — James Dicksons to Sønner ere gaaede i Familiens Fodspor. Den ældste af dem, James J. Dickson, bar givet meget store Summer til alle Slags almennyttige Foretagender, til Staden Göteborgs Sygehus, til Stadens Skoler for Smaabørn, til Elementarläroverket for Pigebørn o. s. v., og han fortjener med Rette det Navn, hvormed han er bleven hædret, „Menneskevennen". Den yngre Broder, Oscar Dickson, der glæder os med sin Nærværelse her i Aften, har ogsaa udgivet overordentlig meget paa mange Omraader: men her skal kun særlig omtales det, der ligger os nærmest, Videnskaben, hvorpaa han har ofret saa meget, at han med Rette er bleven kaldet med det skjønne Navn „Mæcenaten". Vi vide jo alle, at medens Sverige i sin Stortid forbavsede hele Verden med sine heltemodige Kampe, har man for længe siden i vort Broderland indset, at det ikke er ad denne Vej, at et Folk bliver lykkeligt. I over et halvt Hundredaar har Sverige nydt Fredens Velsignelser, og trods det ugunstige Vejrlag og den fattige Jordbund naar Folket, det arbejdsomme, aldrig trættede Folk, mere og mere hen imod det Velvære, der maa ønskes for alle. Og samtidig med dette ser man, at der i dette Land, Linnés og Berzelius's Hjemstavn, med umaadelig Iver arbejdes paa Videnskabens og Kunstens Fremme ; Kranse, der vindes paa denne Maade, burde regnes som skjønnere end de, der vindes i Krigens Idrætter, hvor blændende disse sidste end ere. Enhver, der har set nogen af de i vore Dage saa almindelige internationale Udstillinger, vil ikke have kunnet undlade at beuudre Sveriges Optræden dér, og dette Land, der kun har dobbelt saa mange Mennesker som vort og langtfra er saa rigt som Danmark, glimrer aldrig ved sin Fraværelse, men møder fuldt udrustet; man føler til Fulde paa hin Side Sundet, at det er godt for en ringe Stat, naar man ellers i Verden faar at vide, at den er til, og at den har en egen Kultur, som ikke bør tilintetgjøres. Naar man paa de to sidste geografiske Udstillinger og dertil hørende Kongresser, i Paris og Venezia, talte med Udlændinger om Geografien her i Norden, var der to Stormænd paa vor Videnskabs Omraade i vore Dage, hvis Navne vare paa alles Læber, Nordenskiölds og Oscar Dicksons: den ene, som staar paa Videnskabens Toppunkt, udkaster Planen og foretager Rejsen, den anden, som med sit kloge Blik gjeunemgaar den snilrige Plan og viser, hvorledes den eller den Vanskelighed skal overvindes, den og den Fare undgaas, og som saa giver Millerne til Udførelsen, hvis det er nødvendigt. De to Mænd staa hjælpende ved hinandens Side, og derfor er det intet Under, at Expedition kan udgaa efter Expedition. Nordenskiöld har i Oscar Dickson fundet den rette Mand til at rydde Vanskeligheder af Vejen, og saa have de de begge i Kong Oscar den anden fundet den, som sætter Stemplet paa deres Foretagender. Det ligger i Sagens Natur, at man i Sverige særlig maa have den geografiske Interesse henvendt paa arktiske Foretagender, og vi vide jo alle, at Loven var den, der henledede sine Landsmænds Opmærksomhed paa Spitzbergen, i det han 1837 gjorde en Rejse til denne Øflok; en Snes Aar efter drog O. Toréll dertil og atter 1861, og denne sidste Gang var han ledsaget af Nordenski'old den Tid har Sverige afsendt det ene Togt efter det andet til de arktiske Egne, og Oscar Dickson har ydet sin værdifulde Hjælp til den allerstørste Del af dem. For at man kan se dette i sin hele Udstrækning være det mig tilladt at meddele en aldeles paalidelig Liste over de arktiske Expeditioner, til hvis Udførelse Oscar Dickson har givet Midler: 1) Expeditionen
1868 til Spitzbergen bekostedes for Side 4
2) Expeditionen
1870 til Grønland bekostedes helt 3) Expeditionen 1872—73 med Vinterophold paa Spitzbergen og med den Plan, som mislykkedes, at gaa til Nordpolen, bekostedes næsten helt og holdent af ham, og han dækkede tillige det store Underskud ved Expeditionens Tilbagekomst. 4) Expeditionen 1875 til Jeaisejs Munding bekostedes helt og hol ent af ham, og han var tillige Ophavsmanden dertil, i det han sagde til Nordenskiöld: „Expeditionen 1872 —73 er jo til Dels ikke lykkedes; vi skulle da vel ikke slutte med noget mislykket? 5) Expeditionen
1876 til Jenisejs Munding, baade 6) Expeditionen
med „Vega" 1878—1880 bekostedes 7) Expeditionen
til Grønland 1883 bekostes helt Fremdeles har han mere eller mindre bidraget til en hel Del andre Rejser og videnskabelige Foretagender; men derom er det vanskeligt at faa noget sikkert Overblik. Det er naturligvis ikke nødvendigt at dvæle længere ved denne storartede Virksomhed, thi „Tallene tale" ; men man udbryder uvilkaarlig: „Held det Land, der har fostret en saadan Søn." Naar man nu vil spørge om, hvorledes Oscar Dickson er kommet ind paa denne Vej, ligger Svaret helt nær. En Svensker, hvis Hjærte slaar varmt for Fædrelandet, og som mange Gange har støttet fædrelandske Foretagender, maa med Glæde se paa de smukke Resultater, som opnaaes ved disse Togter imod Nord, og man kan derfor let indse, at han med Kjærlighed og Stolthed følger dem. For Oscar Dickson ere disse Foretagender blevne en Livsopgave, og man kan gjærne sige, at han omfatter dem med Lidenskab. Som Vidnesbyrd være det mig tilladt at fremføre en personlig Erfaring. De mange Gange, jeg har truffet sammen med ham, har vor Samtale, hvilket Udgangspunktet end var, altid endt med ét — og min har Skylden ikke været — nemlig de arktiske Foretagender og Nordenskiöld. Hvor stor hans Kjærlighed er til disse Foretagender, have vi ogsaa her i Landet haft et skjønt Vidnesbyrd for; thi da der stillede sig Vanskeligheder i Vejen for, at .. Dijmphna kunde komme af Sted, telegraferede Oscar Dickson jo herned , at han stillede 20.000 Kroner til denne Expeditions Raadighed. For ham staar Videnskabens Fremme og Fædrelandets Hæder som det første, og han har nu i Nordenskiöld funden en Mand, der har alle Egenskaber til paa et enkelt Omraade at naa disse Øjemed; han støtter ham ogsaa af al Magt, baade ved sin kloge, velberegnede Tale, der ret er et Udtryk for hans store Intelligens, og ved de Midler, der staa til hans Eaadighed. Der er ikke mange store Mænd i Verden til at løse store Opgaver, og det er smukt, naar en fremragende Mand, der træffer en anden, hvis Storhed han fatter, da siger til sig selv: „Nu vil jeg gjøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe ham til at naa det herlige Maal, han stiller sig';; saaledes er Forholdet med Oscar Dickson og Nordenskiöld. En og anden af de tilstedeværende vil maaske endnu mindes de Ord, der gik igjennem Talen ved Norclenskiöldsfesten her i Selskabet: „Der er mangen Sag, hvorom alle andre have sagt, at det er umuligt at udføre den, Nordenskiöld har derimod sagt, at det er muligt, og saa — har Jian udført den." Det var Oscar Dickson, der ved det vigtige Møde paa Stockholms Slot med Polarfarerne, hvor Planen til Nordøstpassagens Gjennemsejling blev vedtaget, fremførte disse træffende Ord, der fik saa stor Betydning for Togtet. Oscar Dickson har Troen paa Nordenskiöld, og han viser denne sin Tro i sin Gjerning. Denne Redebonhed til at støtte de arktiske Foretagender er tillige knyttet sammen med et andet, som findes hos Oscar Dicksoli, nemlig hans Beskedenhed. Mange, mange Gange har han hjulpet, uden at det i lange Tider er kommet offentlig frem, og det være mig i denne Anledning tilladt at nævne et Exempel, som tilfældig er kommet til min Kundskab. For en Del Aar siden rejste den dygtige svenske Botaniker, Sven Berggren, paa Ny Zeeland, og han skrev da et Brev hjem til „Aftonbladet" , hvori der stod, at han nu maatte rejse tilbage, da hans Pengemidler vare slupne op. Dagen efter modtog „Aftonbladet" en stor Sum Penge til Berggren og med den Tilføjelse, at Giverens Navn ikke maatte nævnes ; det var Oscar Dickson, som stillede disse Penge til Videnskabsmandens Eaadighed, og først Aaringer efter har man faaet Giverens Navn at vide. Det vilde ikke være vanskeligt at nævne mange andre Exempler paa en saadan Fremfærd fra Oscar Dicksons Side ; thi hans venstre Haand véd mangen Gang ikke, hvad den højre giver bort. Under saadanne Omstændigheder er det let at indse, at Svenskerne med Beundring se op til denne Mand; haner sin Konges Ven, overalt hvor han kommer hen i Sverige, betragter man ham med Højagtelse, og overalt i Udlandet, hvor der er Sans for geografiske Studier, regnes han for en Hæder for sit Folk. Og det er derfor intet Under, at ogsaa vi efter ringe Evne søge at hædre ham; vi have jo ikke glemt vor fløje Præsidenis Ord ved Nordenskiöldsfesten: ..Vore Hjærter fyldes med Stolthed over, at det er vore nordiske Brødre, som have løst den store Opgave, Nordøstpassagens Gjennemsejling, der hidtil ikke Side 5
er lykkedes for nogen anden Nation!" — Og hermed hilse vi ham: Manden med den ædle Karakter, Manden med det varme Hjærte, Manden, hvis Tanke er Videnskabens Fremme og Fædrelandets Hæder. „ Derefter gav Dr. fil. O. Dickson en Udsigt over Planen til den Expedition til Grønland, som skal afgaa i Majmaaned under Nordeuskiolds Ledelse. Endelig meddelte Løjtnant Lauritsen en Del nye Oplysninger om Jens Munk. I det Sjette Møde skildrede Kapt.
Hoffmeyer |