Edouard Desor +,

Naar man besøger de større Byer i Schweiz, er der bl. a. ét, man kommer til at tænke paa og undres over, nemlig den Mængde fremragende Videnskabsmænd, som dette lille Land har frembragt; thi paa saa godt som alle Videnskabens Omraader have Schweizere ydet noget stort. I Universitetets Festsal i Basel findes over 100 Portræter af Baseler-Lærde, hvoribl. Reformatoren Oekolampadius, Kosmografen Seb. Münster. Kemikeren Schönbeiri (Opfinderen af Skydebomulden), Matematikerne Bernouilli og Euler o. s. v., og her levede ogsaa Erasmus fra Rotterdam i Landflygtighed: i Zürich mindes man Zwingli, Konrad Gesner („den tyske Plinius"), Fysiognomikeren Lavater, Pædagogen Pestalozzi, Filologen Orelli, Fysiologen Kölliker o. s. v., og i Genéve er Rækken saa stor, at man næsten kommer til at tænke paa Paris, saaledes Rousseau, Botanikeren de Candolle, Geologen Brongniart, Fysikeren de Luc, Statsministeren Necker, Historikeren Sismondi, Kartografen Dufour, Alpernes Beskriver de Saussure, Astronomen Mallet o. s. fr., ikke at tale om alle de navnkundige Folk, der have levet længere Tid i eller i Nærheden af denne By: Voltaire, Milton, Shelley, Humphry Davy, Gibbon, de Charpentier o. s. v, Ogsaa i vore Dage er der et overordentlig stort videnskabeligt Liv i Schweiz, og ved hvert af Landets Universiteter findes der Videnskabsmænd af høj Rang. — Kunsten har derimod aldrig indtaget noget fremragende Standpunkt i dette Land, og den gjør det heller ikke nu; i de forskjellige Byer er der vistnok Kunstsamlinger, men de indeholde ikke meget, uagtet Baseler-Samlingen er den rigeste i Verden paa Ting, der skrive sig fra Hans Holbein d. y.; af Malere har Schweiz kun frembragt to meget fremragende, nemlig Landskabsmaleren Alex. Calame og Leopold Robert. Af Musikere kan Landet ikke opvise nogen eneste af Betydning.

Iblandt Schweiz's fremragende Videnskabsmænd var
indtil forrige Aar Ed. Desor, og da han tre Gange har
været i Norden, og da han har leveret et Arbejde, hvori han,

støttet paa eget Syn, giver den rette Opfattelse af Overfladeformerne hos os, foruden at han med stor Kjærlighed i flere Retninger har fulgt den videnskabelige Stræben i Danmark, er det i sin Orden, at han mindes paa dette Sted. Kilderne til det efterfølgende ere dels flere Mindeskrifter , vi have truffet under et Ophold i Schweiz, og dels mundtlige Oplysninger, man har givet os dér i Landet. — Han var af fransk Æt og fødtes 1811 i Nærheden af Frankfurt am Main. Efter at have fuldendt sine Studier i Giessen og Heidelberg, rejste han til Paris, hvor han paabegyndte en Oversættelse af Kitters „Erdkunde" ; en Ildebrand ødelagde imidlertid Oplaget af Bogen, og Desor rejste nu til Bern, hvor han, heldigvis! traf sammen med Schweizeren Louis Agassiz: fra Kanton Freiburg; da denne sidste, som paa den Tid syslede med sine Undersøgelser over fossile Fisk, ønskede en Sekretær, overtog Desor Pladsen som saadan, og han kom saaledes til Neuchatel, hvor Agassiz var ansat. Desor var den Gang 26 Aar gammel.

At Agassiz havde overordentlige Evner som Videnskabsmand, er noget, som alle vide, og som et Exempel herpaa kan man nævne et lille Træk, som vor Eschricht holdt meget af at fortælle. Da Agassiz som ung kom til Paris og var i Besøg hos Cuvier, der netop den Gang samlede Notiser og lod udføre Billeder til et Værk om de fossile Fisk, blev den store franske Zoolog saa betaget ved et høre paa den unge Schweizer, at han tilsidst udbrød: „De og ikke jeg skal udgive Værket om de fossile Fisk". Men Agassiz havde desuden andre Egenskaber, der, kan man gjærne sige, gjorde ham til noget enestaaende: han udøvede nemlig en hel mærkværdig Indflydelse paa sine Omgivelser, og der var noget magnetisk ved ham, som man ikke kunde modstaa, hans livlige Aand kastede sig med Iver over mange Slags naturhistoriske Æmner, og han fik alle til at følge sig; hertil kom hans smukke Ydre, hans fine Væsen og hans Elskværdighed imod alle; han kjendte heller ikke noget til videnskabelig Skinsyge, og han var i Modsætning til mange andre af hans Kaldsfæller altid rede til at hjælpe de unge uden at frygte for, at de skulde finde paa noget, som han ikke kjendte til. Hans Elev L. Favre har i sin Mindetale over ham netop i denne Retning givet ham et smukt Vidnesbyrd. Da Agassiz var kommen til Amerika (Desor drog senere dertil), holdt han bl. a. Forelæsninger i Boston over Fiskene, og det Bifald, hvorunder disse Forelæsninger modtoges, var umaadeligt; der var Plads til 3,000 Tilhørere, men over 12,000 havde ladet sig indskrive, og der blev saa trukket Lod om, hvem der skulde være de lykkelige. Billetsjoverne gjorde gode Forretninger og fik indtil 5 Dollars for hver Billet til en Forelæsning. Desor spurgte en Gang en af de mange Damer, der hørte disse Forelæsninger, hvad Interesse hun kunde have af at faa at vide f. Ex. om Østersen har et Hjærte eller ikke. „Aa!" svarede hun, „det har jeg virkelig slet ingen Interesse for; men, ser De, jeg betragter Agassiz, jeg lytter til Klangen af hans Stemme, jeg . . . beundrer ham; jeg skal nemlig sige Dem, jeg er lidt af en Kunstnerinde!" Eschricht talte ogsaa jævnlig om disse Egenskaber hos Agassiz, og han var stolt af sit Venskab med ham; den tyske Oversættelse af sit Værk om Hvalerne dedicerede Eschricht ogsaa til sin navnkundige Ven.

Til Agassiz kom altsaa Desor, og de to Mænd levede nu 10 Aar sammen i inderligt Venskab og med det største Fællesskab i Interesser. Til dem sluttede senere Carl Vogt sig, og han har bl. a. skrevet om dette Samvær: „Agassiz havde ikke den Udholdenhed, der er nødvendig til at fuldføre paabegyndte Arbejder; han kogte stadig og fattede nye Projekter, hvori han saa styrtede sig ind uden at se sig for og uden at tænke paa Vanskelighederne. Fossile Fisk, nulevende Ferskvandsfisk, levende og fossile Søpindsvin, Jøkler, zoologiske Navnelister, alt dette og meget andet sysselsatte os, og vi havde en hel videnskabelig Fabrik; manglede der Penge til vore Undersøgelser, skaffede Agassiz dem. Desor var utrættelig ved alt dette, han redigerede Texterne, beskrev Fossilierne, passede Korrespondancen, holdt Regnskab, sørgede for Trykkeriet og for Udførelsen af Billederne, samtidig med, at han var en elskværdig og hengiven Arbejdsfælle, altid i godt Humør og rede til at komme med morsomme Indfald."

Netop ved den Tid, da Desor første Gang traf sammen med Agassiz, havde denne begyndt sine Jøkelstudier. Det følger af sig selv, at man i et Land som Schweiz allerede for længe siden har tænkt frem og tilbage over disse Jøkler, og den store de Saussure dvæler ogsaa meget ved dem i sit navnkundige Rejseværk om Alperne; de Tusinder af Stenblokke, man finder i Alpedalene, paa den helvetiske Højslette og i Jurabjærgene vare efter hans Mening førte did ved Vandstrømme. De Charpentier gav imidlertid 1837 den Tydning, at disse Stenblokke skr'.ve sig fra Jøkler, der fordum havde strakt sig videre end nu. For Agassiz stod denne Forklaring som noget aldeles taabeligt, og han rejste derfor til de Charpentier, for at omvende ham; Udslaget af Sammenkomsten blev dog helt anderledes, thi Agassiz indsaa snart, at de Charpentier havde fuldstændig Ret, og han holdt da i Neuchatel sit navnkundige Foredrag, der gav Jøklerne, hvad der tilkom dem, og viste, at Schweiz's Overfladeformer for største Delen skyldes dem

og ikke Vandstrømme. Foredraget slog ned i den videnskabelige Verden ligesom et Lyn og gjorde en lignende Virkning som Luthers Sætninger mod Afladshandelen. Man kunde ikke nægte de Kjendsgjerninger, Agassiz fremførte; men man vilde dog ikke tro derpaa, og det gjaldt da for ham at finde nye og atter nye Kjendsgjerninger. I en Række Aar rejste nu Agassiz, Desor, Carl Vogt, Bernh. Studer, Escher van der Linth og flere omkring i Alperne, og intet kunde standse dem, hverken Regn eller Sne, Tørst eller Sult. De maatte og skulde frem paa Steder, som den Gang vare aldeles ukjendte, og hvor man ikke havde erfarne Førere som i vore Dage; det var mangfoldige Gange ogsaa kun med Livsfare, at de kunde naa deres Maal. Agassiz og Desor kom bl. a. ogsaa op paa Toppen af Jomfruen, som paa den Tid aldrig havde været besteget af nogen, og da de naaede op paa den øverste Spids, der kun har en Bredde af et Par Fod, satte de sig ved Siden af hinanden. „Da jeg indtog denne Plads," siger Desor, „følte jeg mig lykkeligere end nogen Sinde før i mit Liv; jeg maatte trykke min Vens Haand, og jeg troer, at vi kunde have grædt begge to, saa glade vare vi." De levede ogsaa længe under en vældig Stenblok paa Aarejøkelen , og her gjorde de deres fortrinlige Undersøgelser over Jøkelens Vandring, Størrelsen og Retningerne af Revnerne i den o. s. Ir., og Stenblokken er dermed ble ven navnkundig under Navnet „Neuchatellernes Hotel". Ved disse Vandringer og Ophold i Alperne samledes efterhaanden saa mange Oplysninger, at Jøkelteorien sejrrig trængte igjennem hos alle. Medens Agassiz skrev Afhandlinger derom for de lærde, udgav Desor foruden mange forskjeliige Artikler ogsaa to Bøger af mere populært Indhold om disse Bjærgture, og disse Arbejder have ikke bidraget lidt til at aabne Folks Øjne for Sandheden i den nye Teori; fulde af fransk Livlighed og Esprit, rige paa nye iagttagelser og Kjendsgjerninger, ere de ogsaa højst tiltrækkende.

Da Agassiz 1846 fulgte den smigrende Indbydelse, han fik fra de nordamerikanske Fristater, ønskede han ogsaa at blive ledsaget af sin Ven, „Agassiz's Desor", som denne kaldtes; men forinden foretog Desor dog alene en Rejse til de nordiske Lande. I Danmark forklarede Forchhammer ham de forskjeJlige Lag fra Kridtiden, vi have hos os, og bl. a. dem, som vor store Geolog har kaldt „nyere Kridt" ; Desor gav dem Navnet „Terrain Danien", og under dette Navn ere de godt kjendte i Udlandet. I det naturhistoriske Selskab i Neuchatel gav 1847 Desor en Udsigt over sin Rejse i de nordiske Lande, og han meddelte deri, at hele Norden i sin Tid har været dækket af Jøkler; det varede dog en hei Del Aar, inden de nordiske Geologer vilde gaa ind derpaa, men nu ere de alle enige i, at han har set rigtig.

Kort efter at Desor atter var kommen sammen med Agassiz, sønderreves Venskabsbaandet mellem de to Mænd. Man har talt meget om dette Brud, der ikke mere blev lægt, og der har vel været Fejl paa begge Sider, men de vare begge meget grebne deraf og tænkte kun med Sorg derpaa; de saas aldrig mere siden den Tid. For Desor var det længe hans Livsnerve, saa at sige, der var overskaaret, og han vidste i lang Tid ikke, hvorledes han skulde finde sig til rette. Den Maade, hvorpaa man behandlede ham i Fristaterne, var for Resten yderst smigrende, og medens Agassiz fik en Plads ved Universitetet i Cambridge derovre, blev Desor ansat ved den hydrografiske Opmaaling og rejste langs Kysterne for at studere Dyrelivet dér. Senere rejste han omkring i det Indre, i Egne, som den Gang vare aldeles ukjendte og hvor han levede sammen med Indianerne. Han vandt ogs la disse Naturmenneskers Venskab, og da han en Gang efter nogle Dages Fraværelse kom tilbage til Vandfaldet Sainte Marie, styrtede nogle af disse Indianere ham i Møde, i det de raabte: „Ka'iha, Nika! Bondjou, Nika!" (se, Ven! Bonjour, Ven!). Siden brugte han stadig som Overskrift til sine virkelige Venner Ordet „Nika". Ogsaa i disse indre Egne af Amerika fik han en hel Del Vidnesbyrd for Jøkelteorien. Skjønt der laa en glimrende Løbebane for ham ovre i Amerika, hvor han i tre Aar havde skaffet sig en Mængde Venner i alle Samfundsklasser, længtes han dog altid efter at komme tilbage til Evropa, og Omstændighederne gjorde, at dette kunde lade sig udføre. En ældre Broder af ham, der var Læge og havde giftet sig en stor Formue til, havde den Sorg at miste sin Kone, og han vilde nu have sin navnkundige Broder hjem ; der var saa meget mere Grund dertil, som Lægen var syg og ikke kunde leve længe. Paa denne Maade kom Desor tilbage; Lægen døde 1858 og efterlod ham hele sin Formue, der til Dels bestod af faste Ejendomme i Kanton Neuchatel. Han fik nu Borgerret i Neuchatel og tog efterhaanden megen Del i Kantonets og i hele Forbundets offentlige Sager, han var Medlem af Kommissionen for den højere Undervisning i Kantonet, Vicepræsident for det naturhistoriske Selskab, Præsident for det historiske Selskab, Medlem af Forbundsforsamlingen o. s. v.; 1874 var han ogsaa Præsident for denne Forsamling. Alle disse forskjellige Hverv hindrede ham imidlertid ikke at forfølge sine rent videnskabelige Formaal, og han udgav da flere Arbejder over Søpindsvinene, der ere blevne navnkundige, medens han tillige fandt paa den Inddeling af Schweizersøerne, der er almindelig

antaget i den fysiske Geografi. I Aaret 1863 foretog han ogsaa i Forening med Escher van der Linth og Ch. Martins en Rejse til Sahara, hvorved det lykkedes at godtgjøre, at i det mindste Dele af Ørkenen i en ikke fjærn Tid have været dækkede af Havet. Samtidig med dette kastede han sig tillige over et nyt Felt. Da Ziirichersøen en Gang stod meget lavt, fandt F. Keller en hel Del forskjellige Oldsager i Søbunden, og senere gjenfandt man lignende i mange andre Søer i Schweiz. Disse Oldsager skrive sig fra en meget gammel Tid, da Folket boede i Pælebygninger ude i Søerne, for at værge sig mod vilde Dyr eller mod Fjenden, og man lærte snart, at de forskjellige Levninger, som komme fra disse Bygninger, høre til forskjellige Tider, og at man ogsaa dér kan adskille en Sten-, en Bronce- og en Jærnalder. Desor kastede sig nu med stor Tver over Studier, som tiøre hertil, og han udgav først alene et Værk og senere i Forening med L. Favre et andet, der er et sandt Pragtværk, derover. Han kaldtes til Savoien, Italien og Tyskland for at undersøge derværende Oldsager, og han deltog i de arkæologiske Kongresser baade i Kjøbenhavn og Stockholm. I det han gjorde sine Undersøgelser over Oldsagerne i Norditaliens Søer blev han slaaet af Landskabets Lighed i Brianza f. Fx. med adskillige af Schweizer-Landskaberne, og han udtalte da, at Alpernes Jøkler i hin Tid have strakt sig langt ned i Norditalien, en Mening, som italienske Geologer f. Ex. Omboni og Stoppani senere have stadfæstet. Han fandt paa et særegent Navn for disse Egne, .løkel-Landskabet („Moraenen Landschaft", „Paysage morainique"), hvilket Navn nu er almindelig antaget og bruges om den Overfladeform, der viser sig paa Steder, hvor der fordum har været Jøkler.

Efter det her givne er det altsaa klart, at Desor ogsaa har haft stor Betydning for den geografiske Videnskab. Han var ikke en af de rejsende, der have draget meget om i ukjendte Egne, thi han har nærmest kun rejst i Egne, der vare godt kjendte; men han har dér set meget, som man ikke kjendte før, og det kan nok være, at saadanne Rejser og Undersøgelser i mange Tilfælde have langt større Værdi for Geografien end mange længere Rejser i fremmede Verdensdele. Et Vidnesbyrd for, hvor megen Pris man satte paa ham som Videnskabsmand, er den Mængde Besøg, han fik om Sommeren paa sin Landejendom i Jurabjærgene; saa godt som alle vor Tids største Naturgranskere have været der i Dage og glædet sig over Værtens indholdsrige og aandrige Samtale. Han havde her en smuk Idé. der ret vidner om disse Besøg; han kaldte nemlig en Række Træer paa Ejendommen „Naturgranskernes Allé" og indviede disse Træer til de forskjellige navnkundige Videnskabsmænd, som kom her, å det han indskrev et Navn paa hvert af dem. Liebig, Woehler, Virchow, Tyndall, Dowe, Siebold, Stoppani, Studer, Pietet o. s. v. have saaledes hver sit Træ, og naar Desor satte et sort Kors ever et af disse Navne, fordi Døden havde udført sit Hverv, gjorde han altid dette med en vis Vemod, i det han, ligesom talende med sig selv, gjenkaldte sig, hvad don afdøde havde gjort for Videnskaben. — De, som talte med Desor, da han var her 1869 ved vor arkæologiske Kongres, ville vist ikke have glemt den lille Mand med det graalige Haar og det livlige Øje; Intelligens og \⁷elvilje lyste paa en (rang ud af hans Træk. Skjønt født i Tydskland og opdraget dér, foretrak han fransk for alle andre Sprog; „det er det eneste Sprog, der passer for Konversation,'' sagde han.

Efterhaanden indfandt Alderens Svagheder sig, og han tog derfor i flere Aar om Vinteren til Syden, hvor han opholdt sig i Nizza, et Sted, som han elskede højt, og hvor han ogsaa udtalte, at han „helst vilde sove den evige Søvn". Hvad han havde udtalt, gik ogsaa i Opfyldelse; han døde dér den 23de Febr. 1882, 71 Aar gammel, og i Overensstemmelse med hans Ønske jordede man ham paa dette Sted; Gaden, hvori han boede i Nizza, er opkaldt efter ham. Da han var ugift, indsatte han Ncuchatel til sin Hovedarving saaledes, at Museet dér fik hans store Bibliothek og hans værdifulde Samlinger foruden en Sum af 250,000 Frank. En Del af denne Sum er efter hans Ønske henlagt til, at en halv Snes Elever fra de offentlige Skoler skulle gjennemgaa et lille videnskabeligt Kursus eller opholde sig en Tid i Bjærgene for deres Sundheds Skyld. Denne Bestemmelse om- Eleverne passede rigtig sammen med Desors store Interesse for den offentlige Undervisning. Fra 1841 til 1848 havde man haft et Akademi (Universitet) i Neuchatel; ; men det blev nedlagt paa Grund af politiske Rivninger. Det var nu stadig Desors Tanke at faa det gjenoprettet, og 1864 fik han dette sit Yndlingsønske bragt til Virkelighed. I Overværelse af en Mængde Mennesker, hvoriblandt Kantonets Avtoriteter og Byens Skolebørn, 1600 i Tal, udtalte han bl. a. disse smukke Ord: „Demokrati uden Oplysning er en Indbildning, Velvære uden Aandsdannelse er ikke et Gode, den unge Mand kan ikke blive god Borger uden Tugt og Arbejde. Det er ikke nok, at den Bygning, hvis Grundsten vi lægge i Dag, er prægtig at se til, og at dens Rum ere store, vel oplyste og luftige, den maa tillige være et Hjemsted for Orden og vedholdende Arbejde; paa denne Maade vil vort Værk være godt, og Velsignelsen fra oven vil ikke mangle. Saaledes indvie vi denne Bygning til

Tingdommens Opdiagelse. gid vore Elever maa faa Sans
for alt det, som er sandt, godt og ædelt!'' Da Desor
havde fremsagt disse Ord, lagde han Grundstenen, i det
han slog tre Slag med Hammeren. — Han var ikke alene
en stor Videnskabsmand, men ogsaa en ædel Sjæl med
dyb Følelse for det menneskelige.