|
Geografisk Tidsskrift, Bind 7 (1883 - 1884)Ældre Beretninger om Østkysten af Grønland,meddelte af O. Irminger, Kaptajn i Flaaden. Side 117
Island, Juni
1884. Paa en Tid, da alt, hvad der vedrører Østkysten af Grønland, omhyggelig samles og drøftes, antager jeg, at efterfølgende Beretninger fra Midten af det forrige Aarhundrede maa gjøre Krav paa Opmærksomhed. Under mit Ophold i Aar ved Islands Kyster med Orlogsskonnerten „Diana" ere Beretningerne komne mig i Hænde ved Godhed af Hr. Landsoverretsassessor, konstitueret Amtmand M. Stephensen, der under en Samtale om islandske Minder om Grønland meddelte mig, at der i Landsbiblioteket i Reykjavik fandtes et ældre Manuskript, som indeholdt en Meddelelse af en Islænder, der i Midten af forrige Aarhundrede havde været paa Østkysten af Grønland. Interessen for sligt er levende blandt alle oplyste Islændere, og jeg har derfor talt med flere om Sagen, bl. a. med den nu 82 Aar gamle Administrator Thorlacius paa Stykkisholmir, hvis Indsigter og Kundskaber i den nævnte Retning ere kjendte i vide Kredse, og jeg er derved kommen til den Overtydning, at Manuskriptet ikke har været offentliggjort og at det fortjener at blive det; det taler ellers for sig selv. Vel indeholdes deri baade iøjnespringende geografiske og navtiske Usandsynligheder, ja, vel ligefremme Urigtigheder; men paa den anden Side bærer det Troværdighedens Præg, og man maa vel huske, at det er skrevet af eller efter Meddelelse af udannede Mænd, der ikke vare Sømænd, og hvis Opfattelse derfor i de nævnte Retninger vanskelig kan ventes at være rigtig ietog alt. Jeg drister mig ikke til at have nogen fuldt grundet Mening om, hvilke Egne af Grønlands Østkyst der omhandles, og jeg ledsager blot Manuskriptet, hvis Skrivemaade og Stil fuldstændig er bibeholdt, med enkelte Bemærkninger til nærmere Forstaaelse. I. Biørn Jonsens af Talknefjord udi Island Relation om Grønlands Østre Side Vest lordvest fra Vestfjordene i Island.Anno 1756 kom Hollandske Fiskere*), ligesom de hvert Aar pleier, paa Talknefjord, som ligger paa Vesterkanten af Bardestrands Syssel i Island. Een deres Skippere ved Navn Tonis Rulandt af Zürichzee i Sieland, hvilket er et af de conføderede Nederlande, og kaldes ellers Holland, vilde for vis Hyre leie en eller flere Islændere orn nogle Uger for at fiske med ham om Sommeren. Denne Tjeneste antog jeg underskrevne Biørn Jonsen, Hjemmemand**) i Korsedal***), og gik om Borde den 29 Junii, som var Tysdagen næst efter SM Hansdag. Kort til forn havde en hollandsk Skipper mistet sit Anker paa Dyrefjorden, hvilket vii paa vores (o: Indbyggernes) Rejse fra Talknefjord til Tingøre Handelsted havde truffet ved at faae Bøjen udi Sigte. Da vii fortalte forbemeldte Skipper dette, kiendtes han ved at Ankeret hørte en af sine nære Slægtninge til, og sagde, at han vilde tjene ham med at opsøge den, hvorfor han, imod nogen Løn, fik mig og en anden Islænder ved Navn Jon Einarson af Backe f) i Talknefjord til at viise sig Bøjen. Naar de efter vores Anviisning havde fundet Ankeret, seilede de i S. Ø. Storm ud af Dyrefjorden langt ud paa Søen til deres rette *) De hollandske Fiskere, der tidligere i stort Tal gjæstede de islandske Farvande, have i de sidste 20 —30 Aar ophørt at drive Fiskeri her. **) Hjemmemand o-. Tjenestekarl eller Husmand. ***) Korsedal, en Gaard ved Talknafjorden. +) Backe, en Gaard ved Talknafjorden. Side 118
Fiskemeed*), hvor de udi en halv Dags Tud fik vel 200 Stykker Torsk. Og som de mærkede at jeg var langt mere lykkelig med at trække Fisken end som den anden, overtalte de mig tilsidst at forblive nogle Uger hos sig. Fornævnte Jon satte de i Land paa Talknefjorden den følgende Dag, men jeg forblev nogle Ugerhos dem for at fiske, og gik vii først foran Fuglebjærget (Låtrabiarg) imod Syd og Syd-Vest. Hollændernes bedste Fiskemeed er imod Synden til midt i Bredefjorden, til Østen lige imod Skoren**), og i mod Norden til Cap de Nord (Hornbiarg), naar man kommer uden for de længst bortliggende Indbyggeres Fiskermeed og til Landet er gaaen af Sigte lige indtil Midten af Field Siderne. Paa de fleeste Steder længere ud fra Landet er Dybet for meget, 90 Favne og der over, men i det vilde Hav bliver man ikke Fisken vaer. Man kan ikke heller formedelst Vandets Dybde mærke om den fæster sig paa Krogen eller ikke. Den 4de Augusti, naar vi var kommen udi Søen til Vest uden for Bredefiorden og vilde seile til Nord og krydse op i mod S. S. 0., paa vores forrige Fiskemeed, hændede det om Natten imedens vi toge en Nord Slag, at vi hørte et Kanon Skud, og efter en Times Forløb fik vi Skygge af en Skib at see, som Skipperen og Matroserne holdte Franske Kapere. I det samme begyndte Vinden at blive stærkere, satte vi da i største Hast vort Biers- og andre Seil til, og seilede saa godt vi kunde i N.V. ud paa Havet fra dette Skib. Imod Dagbrækningen blev Vinden saa stærk at Styrmanden, ved Navn Willem (som var af den reformerte Religion, men Skipperen var en Lutheran) sagde at vort Bkib kunde ikke længer taale uden Seilene bleve kortede, men Skipperen forbød det skulle før skee end efter 6 Timer, skiønt den gik til Fanden i Stykker. Den følgende Dag, Kl. omtrent 10, som jeg mener, begyndte Taagen at blive noget mindre, og da fik vi en Hollandsk Fiskerskib i Sigte, den seilede den samme Streg som vi. Efter 2 Timer der fra saa vi 2 andre Hollandske Fisker Skibe holde samme Cours. Der næst efter 2 a 2*/2 Times Forløb fik vi Landet at see, og gik da min Skipper til mig og spurgte om jeg vidste hvor hen i Verden jeg var kommen, hvilket da jeg nægtede, forsikkrede han at jeg kom aldrig siden til Island, siden jeg var nu kommen udi fremmed Land nemlig til Øster Siden af Grønland. Den første Skib vii saae og vi begyndte nu at holde Skibene tilsammen, og sagde min Skipper, at han vilde ankre der ved Landet og bie nogle Dage om disse Kapere kunde i midlertid tage bort af vores Vei, hvilket den anden Skipper ogsaa billigede. Her efter sejlede vi 2 tilsammen omtrent 8 Mule til Landet og kastede Anker i en Bugt, som vi dog erfarede at var foran et stort Næs, den 5. Aug. Kl. 2 E. M. De 2 andre Skibe som følgede med hin anden kom snart der efter og lagde for Anker hos os paa en god Leergrund. Om Aftenen, efter at Skipperne havde besøgt hin anden, talt sammen, i sær om dette Skib, og drukket noget, reiste vi (nogle af os) i Land med Styrmanden for at hente Vand paa en Tønde, og gik noget lidet op paa Landet for at besee samme, men Taagen var saa mørk, at vi kunne ikke see uden lidet Stykke veis fra os, ligesom det pleier gemenlig at være mellem Gaardene i Island. Her fik vi nu
ingen mærkelig Ting at se for uden Vandet tog vi af
Mundingen af en liden Bæk tæt Den 6te Aug. E. M. reiste vi i land for at vaske vores Linklæder (Skjorter); da hentede Folkene af de andre Skibe Vand. Vi gik nu meget længer baade i mod Synden og Norden paa Landet end som den første Dag. Næst ved Søen var en slet ugræsriig*) Mark, men op længer i Landet stenige Hoye med Myrer (Moradser), i mellem bevoxne med "saa høje grønne (thi det visnede fra forrige Aar mærkedes kuns lidet) Storgræs, at den tog os over midten af Beenene, i Ligning med det her gives i Strande Syssel. Sommesteds randt store Bækker eller smaae Elver i mellem disse Høje, opfyldte af Foreller" ned fra Fjeldene til Søen. Paa den nordre Kant kom vi til en saa stor Elv at vi ikke kunde komme over uden Vandet tog os over Støvlerne, den randt ligesom i en Stok paa god Engemark, hvor der maatte avles megen Høe. Høiene vare bevoxne med Trær og Eenebærtrær Busker, som ikke vare høie, men tykke ligesom Krat-Skove her i Island. Ikke voxte her Hiemmemarks Græs**), men dog Storkenæb, Smør-urt, og noget af Hieracium præmossum (Skarififill. Isl.). Her saaes ikke Angelix eller Islandsk Fieldmos. Fugle vare der paa Landet Rypper og Spurrer, ligesom her, men ved Søen Æderfugl, Strandmoger, Svartbager (larus maxiinus) og Teister, ikke andre. Øer eller Holme kunne man her heller ikke see. Mængde af Sælhunde (Landsel) svømmede der langs med Stranden, *) Ugræsriig, fuld af Ukrud. **) Hjemmemarksgræs, Græsset paa den gjødede Tun eller Hjemmemark, *) l'iskemeed o: Fiskeplads. **) Skoreu, et Bjærg ved Nordsiden af Bredebugten. Side 119
saa uvilde at man kunde sagte kaste paa dem. Vi fandt heller ikke nedfaldne Varder (Vartegn), Veie eller mindste Mærke til noget Menniskes Gierning paa nogen Ting. Følgende Dag, som var den 7de Augusta foer vi i Land ligesom før og gik mest ved Søekanten, hvor der fandtes saadau Mængde af Drivtømmer at jeg holder for endskiøndt man havde taget der ind 4re Coffardie Skibsladninger, skulle ueppe have mærktes nogen Formindskelse. Den Bde8de Augustii, som var den Bde Søndag efter Trinitatis, reiste alle disse 4ro Skippere i Land, og jeg den 9de af vores Skib, men 4re forbleve ombord, efterat Middagslæsningen var forrettet, thi ellers bleve hver Morgen og hver Aften læste Bønner, og tillige om Aftenen holdtes Sang naar der var ikke meget at bestille. Skipperne fornøiede sig med at drikke sammen, men jeg og 2 andre Hollandske opsatte en stor Varde vel 3 Alen høi paa en middelmaadig Steenhøi, til Tegn at der havde dog engang været Mennisker. Denne kan strax faaes i Sigte naar man kom der til Landet i mod Vesten fra vor Ankerplads. Samme Dag opsamlede jeg ogsaa meget af store guule og blaae Eenebær, som opfyldte halv Vante*) og førte til Island. Engang medens Vi forbleve paa dette Sted, berettede Skipperen mig, at den forrige Grønlands Østerbygd var for os at se lige under Solen, som i Middagstid skinnede i Sønden igjennem Taagen. Ligeledes at til dette Sted var over 120 Aar intet Menniske kommen fordi lisen forblev de fleeste Sommere over bestandig sammesteds. Omendskiønt Polihøiden blev tagen naar Vi først kom til Landet, kan jeg ikke sige hvor høit op mod Norden. Vi kom, thi jeg forespurgte mig ikke om Gradus, men er dog vis paa at det var østen for østerbygden. Forbemeldte Dag fik jeg at see 3 spræglede Ræve, engang 2, og anden gang l, disse kom ud af Tømmerdyngeu, hvor jeg formeener de havde givet deres Huller. Ligeledes 2 Ravne der ved Stranden, opslugede Marhnut**) (cottus alepidotus) eller noget saadant. Ingen Falker eller noget Kreatur, uden for ommeldte, bleve vi vaer, ikke heller nogen Hval eller andre Fiske; vi gjorde heller ingen Forsøg at fiske enten paa Til- eller Fra Reisen. Den 9de Aug. var Luften bleven klar med Norden Vind af Landet, hvorfor vi giorde os reisefærdige først og følgte hin anden hid til Landet. Vi forlod Grønland Kl. 6 om Formiddagen, men som vi kom foran Næsset, traf os en meget strid Strøm som gik til Norden ***), da kunne vi see at Næsset som vi an krede hos var meget bred (af vidtløftige Strækning foran), formodentlig nær ved 3 Mule, nærmest ved Søen en stor slet Mark, og der næst Stenklipper, men bedre op sortagtig, steil og sandig Fiældside, og til sidst et Field bedækket med Snee (Jøkkel), som vi dog ikke kunde see før før vi havde seilet 2 Mule fra Landet. Fra Søen op til Fieldet var omtrent l Miil. En Fiord gik ind i Landet paa hver Side af Næsset, den ved østre Siden smallere; Østen for samme var en stor Field, overdækket med Snee til Midten af Siderne, oven paa samme en stor og vidtløftig Jøkel, som vi kunde see længe siden Grønland selv og dets andre Sneefielde var gaaen os af Sigte. Denne maae uden Tvivl være den samme som sees naar man er paa Søen langt uden for Breidifjorden under et som Sneefields Jøkelen paa Island, hvilken (det er Jøkelen i Grønland) did fra er at see næsten i mod Nord. Vi satte vor Cours tvers over fra denne Jøkel, som formodentlig er den de islandske Documenter kalder Hvitserk*) paa Grønland, er ikke af sær ophøiet eller Pyramidalsk Dannelse, men meget bred og vidtløftig, haver en Dal eller Kløvte øverst paa Toppen og viser sig der for ligesom 2do samfaste Jøkle. Fiorden paa den vestligere Side af Næsset forekom Os som en stor Aabning og ligesom der var lang Vei til den vestre Del af Landet, som ikke syntes at række nær saa langt ud som Næsset, hvis vestre Side var guul, og berettede Skipperen at der var en Skov. Naar vi havde seilet 9 å 10 Mule fra Landet i forommeldte noi'dlige Strøm, gik jeg omtrent KL 11 F. M. af min Vagt ned under Dækket for at sove, men naar jeg Kl. 3 E. M. opvaagnede igjen, havde vi faaet_ udi Sigte Seløer der ligge langt udenfor Isefjords Dybet, 7 udi Tallet, alle ganske lave, den nordligste undtagen, som er høiest. Der omkring har de Hollandske sine bedste Fiskermeed naar lisen er dem ikke til Hinder. En lislænder, som før havde reist ud at fiske med Hollænderne, har berettet mig, at han havde fundet 5 Hvalfiske opdrevne paa disse Øer, og uden tvil maae være nok af Drivtømmer, Sælhunde og Fugle. Vi satte vor Cours fra Grønland til Øst og Sydøst og seilede ohngefær lx/2lx/2 Miil vesten for Seløer, kom under Skagen norden for Dyrefjord, og lod vor Anker falde paa Onungerfjorden efter Midnat imellem 9de og 10de Augusti. Al denne Tid saae vi lisen langt bort i mod Norden, som syntes at række ligesom ved en Odde fra *) Om den formentlige Beliggenhed af: Hvilserkr, Hvarf, Krosscyrar (Korsøerne) og Seleyrar (Sæløerne), Bjærge og Øer, der findes i disse to Relationer, henvises til „Grønlands historiske Mindesmærker". Særlig uforstaaelige synes Islænderens omstændelige Beretninger om Sæløerne. *) ? **) Marhnut. Ulk. ***) Den stride Strøm turde være Floden, hvis Retning er nordlig. Side 120
Grønland hid til Seløer og derfra til Island, men Sønden for os var ikke en lisklymp at see, endog ikke tæt ved Grønlaud, af hvilket man kan slutte at den ligger ikke alletider for Øster Bygden, som gemeenlig troes og siges, thi jeg holder for naar lisen ligger for Norden om Island til September Maaned især naar Vindene blæse fra Sydvest om Høi-Sommeren, at sammesteds da er lisløst og ganske tilgængeligt, ligesom det var 1756*). Imedens jeg forblev hos disse Hollandske, erfarede jeg at det er sandt som de gamle Historier berette, nemlig at man kan paa samme Tud see Snefields Jøkel paa lisland og Jøkelen udi Grønland. Korsøer eller Gunnbiarnarskiær blev jeg ikke vaer, dog fortalte Skipperen engang naar vi var langt ude fra Breidefj orden at Korseyland var at see til Grønland og det grændsede nærmere til det end som til Island. Den 15 Aug. forlod jeg aldeles disse Hollændere, og kom til Island efter at jeg havde blevet hos dem næsten 7 Uger, vel fornøjet, og fik god Hyre. Naar jeg først kom til dem, havde de ikkun fisket 4ro Tønder Saltfisk, men 11 Læster under Dækket og 9 Læster upærsede naar jeg reiste bort. En Læst er 14 Tønder eller 350 Fiske. De kaster over Borde alle Steenbidere, Helleflyndere, Rokker, Langer og Kuller, dog har enhver Matros Lov til at beholde for sig selv omtrent en halv Tønde Langer og Kulter**). En Dag blev udkastet af vor Skib over 40 store Helleflyndre, og en anden fik vi foran Önunderfjorden saadan Mængde Eokker som den største Torskemængde, som alle gik i Søen igjen. — Kort Indhold af denne min Grønlands Reise blev af Landfogden Skule Magnussen ***) med egen Haand optegnet naar han om Høsten 1756, efter at være dreven for Storm vester for Island, løb ind paa Talknefjorden, eftersom jeg saa tilforladelig og omstændelig som mueligt ham den berettede. Jeg ønsker hiertelig at Gud vil saa ledes velsigne de nye Anstalter som ved Vores allernaadigste Konges høipriselige og mageløse Goddædighed her i Landet begyndes paa, at mine Landsmænd maatte blive lykkelige til baade bedre at kunde føre sig til Nytte det usigelige Gavn der trækkes kan med Fiske-, Sæl- og Tømmer-Avling af de Kyster, Øer og Skiær der ligge omkring Island, saa og tillige igjen opfinde Grønlands Østerbygd, paa det de som muelig kunde blive i Live af vore gamle Slægtningers og Naboers Efterkommere, maatte igien indlemmes Guds Kirke, blomstre under vore gode Kongers Regieriug og paa Siel og Legeme blive salige. Skrevet a Balleraae*) den 20de Julii Anno 1757. Biørn Jonsen. Relation. Hvorledes en Dansk Koffordie Skib drev fra Breedefjorden i Island imod Vesten til Grønlands Østre Side Anno 1748.Anno 1748 sent udi Juli Maaned vilde en Dansk Skib sejle fra Olufsvig ind paa Grønnefiord, fordi samme Skib førte Handels Vahrer til begge Havnerne. Hos dem var om Borde deres gammel Lods Halldor Jonsen boende i Laa**) udi Eyrarsveit. De traf stærke Storme fra Nordøst, hvorfor de maatte lade drive for Vind og Vejr nogle Dage ud fra Breidefjorden i mod Vesten, dertil kom og saadan Frost og Skibsreeden***) blev ganske stiv og slibrig. Naar de derefter kastede Loddet, fandt de 15 Favne Dyb, og fordi Stormen blev nu lidt mindre kastede de deres Anker og forbleve sammesteds 3 å 4 Dage, hvilken Tud de kunde aldrig see uden for Skibs Borde formedelst Taage og stinkende lis Regn-]-). Udi de sidste Dage og Nætter blev stille og mørk Taage, Lave, smaae, faae og sagte drivendes lisstykker uden at gjøre nogen Skade kom nu til dem, Vejret var ogsaa stille og Strømmen liden. Heele Tiden hørtes Søebruusen (Søebragen) eller Brænningslyd til vester, efter deres Gisning ikke længere bort end som 2 Mule, hvor de holdt for at Søen stødte imod lisen som pleier at ligge ved Grønlands østre Side og drives østen fra, Havsbotnene eller Landet Spidsborgen imod Statenhuk, som tilforn kaldtes Hvarf å Grønlande hvilket er den Odde eller Udhuk af Landet der rækker længst imod Sønden. Som de havde ankret sammesteds forbemeldte Tud, reiste sig *) Thorlacius, der meget har givet sig af med at samle Data om Isens Forekomst i Havet omkring Island, anser Islænderens Ræsonnementer om Isen meget fornuftige. **) Noget lignende er Tilfældet i vore Dage. ***) Islænderen Skule Magnussen, født 1711 og død 1794. var en energisk og fremragende Mand, der i flere Retninger var forud for sin Tid, og hvis Synsraaade den Dag i Dag drøftes i den islandske Presse. Det er saaledes væsentlig ham, der gav Stødet til de „nye Anstalter", som berøres i Manuskriptet og til hvilke maa henregnes Bygningen af Hukkerter og Jagter til Anendelse til Fiskeri under Islands Kyster, Anlæget af en Klædefabrik i Reykjavik o. s. v. Skule Magnussen nærede en levende Interesse for Geografi, og i Manuskript har han efterladt sig en Beskrivelse over Kjosaog Gullbringesyssel samt et prisbelønnet Værk: „Kort Beskrivelse over Island." *) Balleraa. en Gaard i Dalasyssel ved Bredebugten, **) Laa, en Gaard tæt ved Groniiefiord i Snefiældsnæssvssel. ***) Skibsreedcn, af reidi, et oldnordisk Ord, der bruges paa Island om Vant og Stag, det saakaldte „staaende Gods" af et Skibs Reisning. +) lis Regn, Isslag, Side 121
hastig en Vind fra Nord eller Nord-vest-Nord som begyndte at splitte Taageu, hvor efter de i største Hast optrak sit Anker og hidsede Seilene, thi de befrygtede at lisen skulde drive til dem, der forledene Dag havde gjort dem bange, skiønt de blev den lidt vaer. Men imens de lavede sig paa Rejsen og satte Seilene i Stand, fik de at see i gjennem Taagen et stort Field eller Forbjerg bleegagtig af Coleur saa nær ved deres Ankerplads som en halv Miil, efter deres Meening. De syntes at være forvissede paa at den var yderste Kant af et Næss eller Udhuk udi Grønlands Østre Side. De satte Coursen her fra imod Østen, og kom efter omtrent halvanden Uges forløb fra denne Søefare til Breedefjord, og saa paa Grannefjord. Udi disse Dage blev har megen Kulde og stærk Storm fra Øst og Nordost, der sneede og mangesteds paa Fieldene her paa Vesterlandet. Der hængte ligeledes listapper fra det øverste af Fieldene nær til Midten af de Sider der vendte imod Vinden, ja ligevel blev Vandet om Natten ned til Søen tilfrossen, saa man kunne ikke erindre Veirliget nogentiid til forn koldere den forrige Deel af Hundedagene. Af dette kan man see at paa denne Tud har ikke Kulden blevet stærkere eller Stormen strængere ved Grønland end som her udi Island, ligeledes at der næsten eller aldeles ingen lis har været ved Grønlands Østerbygd hvor vore gamle Islændere til forn boede. Og jeg holder for, at det Field som disse Danske saae, maa være kort fra det Sted hvor Øgmund, den sidste Catholske Biskop paa Skalholt, da han Aar 1532 reiste hiem fra Norge med Tømmer til Kirken, saa Lamme faar dreven til Stæk*), omtrent 150 Aar efter at man fik de sidste Efterretninger fra Grønlands Østerbygd. Denne Relation
haver jeg optegnet efter som den *) Stæk, Faarefold. |