Svend Foyns Hval-„Fabrik",

VadsØ ligger i det nordøstlige Norge, hvor Ishavet og det hvide Hav mødes; det er kun en ussel lille By med omtrent 1800 Mennesker, hvoraf dog knap Halvdelen er civiliserede Evropæere, medens Resten er Lapper og Kvæner. Disse bo ien Række snavsede Blokhuse langs

Den mest ansete Mand i Yadsø er den gamle
Hvalfanger Svend Foyn, og det er hos ham og i haus
Hval-Fabrik, at vi ville aflægge et Besøg.

Hvalfangsten udgjør en vigtig Del af det norske Fiskeri og giver følgelig Brød til mange. Svend Foyn var i sin Ungdom kun en almindelig Hvalfanger; men efterhaanden har han svunget sig op; han driver nu Hvalfanget i det store og har ved sin Virksomhed gjort sig navnkundig. Hans Fabrik ligger lige over for Vadsø og indtager en betydelig Plads. Det er imidlertid ingenlunde nogen afgjort Behagelighed at aflægge et Besøg derude; thi Trannen lugter ikke rigtig godt, og jo nærmere man kommer til Fabrikken, des værre bliver Stanken. Da vi saa Fabrikken i det fjærne, opdagedes tæt ved Strandbredden nogle hvide Bunker, hvis Beskaffenhed var helt gaadefuld for os. Da vi kom nærmere, gik det op for os, at det var Hvaler, som vare slæbte til Fabrikken fra Fangstpladserne. Det kan ogsaa hænde, at man, i det man nærmer sig til Fabrikken, ser en uformelig Masse rage op over Vandfladen; man tror først, at det er en lille Ø eller et Skær, men det viser sig snart, at det er en stor Hval, som først for faa Timer siden er bleven slæbt derhen. Man forbavses ved det første Skue; thi saa vældig havde man dog ikke tænkt sig en Hval. En Dyrekrop af en Længde paa 60 Fod og en saa forbavsende Bygflade, at en Afdeling Soldater magelig kunde holde deres Øvelser paa den! Dens Hoved og Hale ligger under Vandet, og kun dens Ryg rager frem.

Kommer man nu nærmere Broen, som fører op til Fabrikken, ser man som oftest en gammel Mand spejde ud over Havet; det er Chefen selv, Svend Foyn. Man bestiger Broen, der fører til Fabrikken, men det kniber med at komme op af Trappen; thi den er uden Rækværk, og Trinene ere dækkede med et tommetykt Lag af Snavs og Fedt. Ikke uden Fare for at komme hurtigere ned end op, naar man op paa Broen, hvor Svend Foyn byder én Velkommen. Hvilken mærkværdig Skikkelse! Det er en aldrende Mand af undersætsig, temmelig velnæret Bygning, som ved enhver Bevægelse røber Kraft og Smidighed. Han er iført blaat Sømandstøj, og en bredskygget Filthat dækker over de hvide Haar. Man maa nu først udbede sig hans Tilladelse til at se Fabrikken ; men denne faas ikke, før han nøje har udfrittet den besøgende. Han vil nemlig have at vide, hvad man er, hvad man hedder, hvorfra man kommer, hvorhen man vil o. s. v.; og, først naar man har sagt ham alt, og naai han ser, at man ikke vil gaa ham i Næringen, faar man Tilladelse, dog paa det Vilkaar, at man lover ikke al aabenbare noget til andre Hvalfangere.

Man ser sig nu først om paa Broen: de hvide Bunker til højre og venstre ere vældige Hvaler, som til Dels allerede ere flænsede; der er i alt 6—86^—8 Stykker, hvoraf nogle ere fangede nylig, andre for omtrent 8—148^—14 Dage siden, og de udbrede alle en væmmelig Stank. Der var flere imellem dem paa omtrent 60 Fod, som halvt laa paa Land og halvt i Vandet og frembød et modbydeligt Skue. Nogle vare hvide, fordi Spækket endnu sad paa dem, andre vare røde, i det Kjødet stak frem; der hører stærke Nerver til at se derpaa. Paa hver Hval vare en halv Snes Mand i Færd med at flænse Spækket; dette bliver senere delt i Stykker, tre Gange saa store som et Menneske og saa kastet i Vandet. Dernæst bliver det slæbt i Land ved Hjælp af store Hager og transporteret op til Fabrikken. Barderne ligge rundt om inde paa Stranden. Det vilde være morsomt at vide, hvad Damer vilde sige ved at se alt dette og saa tænke paa det fine Fiskeben, som for en Del giver dem deres smækre Taille; de vilde rimeligvis udbryde: „Gud, hvor det er ækelt!"

Naar Hvalen er bleven flænset, bliver den ved Hjælp af Spil og Kjæder slæbt op i et stort Skur; her gaar den videre Sønderdeling for sig; Kjødet bliver skaaret fra for at bruges til Guano, og Knoklerne bringes til Benmøllen for at males til Benmel. Indvoldene, der er den eneste Del af Hvalen, som endnu ikke bruges, blive bundne sammen og fortøjede i Havnen, indtil der er samlet en stor Mængde; saa kommer der en Damper, der slæber dem ud i det aabne Hav, hvor de vel sagtens afgive et lækkert Maaltid for forskjellige Havdyr.

Efter at man har set sig om paa Broen, gaar man videre og mener maaske at have fast Bund under sig; men nej ! den er alt andet end fast. Man kan kun gaa eller rettere glide langsomt frem ad, støttende sig til sin Stok, i det man varsomt maa lade den ene Fod skride forbi den anden. Ve den, der falder, han er færdig; thi hele Vejen op til Fabrikken, som næsten ligner en lille By, er aldeles gjennemtrængt af Tran; man vader og glider stadig i den forfærdeligste Blanding af Snavs og Tran. Endelig kommer man til Tranlageret, hvor der ligger over 1000 Tdr. Tran; derfra naar man til Guanofabrikken, hvor alt Kjødet, efter at det er tørret, bliver malet tilligemed „Fedtegreverne" fra Trankogeriet. Efter Guanofabrikken følger Benmøllen, og omsider naar man til den vigtigste Del af det hele, nemlig den Bygning, hvor Spækket bliver kogt eller rettere afsmeltet. Det er en meget lang Bygning, uden Vægge, kun med et Tag til Beskyttelse mod Regnen. Grunden er gravet ud. saa der bliver en Slags Kælder, hvor de utallige Ildsteder findes. Over alle disse Ildsteder er der en eneste, stor Pandej paa hvilken, i en Højde af 2—32^—3 Fod, Spækket, der ei skaaret i smaa Stykker, lystig braser og sprutter. Af og

til kommer der en Mand med en stor Skovl og rører om deri; men Lugten er forfærdelig og næsten kvælende. Panden, som indtager hele Husets Længde, hælder til den ene Side og er forsynet med en Rende, igjennem hvilken den udsmeltede Tran føres til et stort Bassin, hvorfra saa Klaringen sker. Efter at have vandret i et Par Timers Tid rundt i alt dette Uhygge, og hvad der er værre — Stanken, har man faaet mer end nok og er glad ved atter at sidde i Baaden og at fare ud til Dampskibet, i det man lader den gode Svend Foyn være ene om sin Forretning; han tænker i ethvert Fald, trods den forfærdelige Stank, ligesom Kejser Vespasian: „non olet" (det lugter ikke).

Naar man fjærner sig fra Fabrikken, kan man tit møde et grøntmalet Dampskib af et noget besynderligt Udseende; det er kort, dertil ualmindelig snavset og fedtet, har ingen Master, men forude paa Bougsprydets Plads er der en flad Forhøjning af Størrelse som et stort Bord. Det er med en saadan Dampbaad, at Hvalen jages. Svend Foyn har fire af den Slags, som hele Sommeren, Dag og Nat, krydse om i Ishavet; disse Dampere ere indrettede paa en særegen Maade og fortjene derfor en nærmere Beskrivelse.

De ere temmelig smaa, næppe 60 Fod lange, have en overordentlig stærk Maskine, som kan give Skibet en stor Hastighed og lade det løbe lige godt frem og tilbage. Der findes ingen Plads til Ladning om Bord; men kun Rum for Maskinen, Kul og Mandskabet, som bestaar af 6—8 Mand. Den nævnte Forhøjning er anbragt saaledes, at man fra den har Udsigt til alle Sider; paa den staar en Slags Kanon med en bevægelig Lavet. Kanonen bliver ladet med en Harpun, hvis Spids rager ud af Mundingen; til Harpunen er der fæstet en Line, som er skudt op paa en Rulle. Udrustet paa denne Maade gaar Skibet til Søs og opsøger Hvalens Yndlingspladser. Saa snart som Skibet har naaet til en af Pladserne, og Førerens skarpe Blik har opdaget en Hval i det fjærne, begynder Jagten. Føreren tager nu Plads paa Forhøjningen ; han søger at følge Hvalen og at komme saa nær som mulig til det Sted, hvor den i Følge hans Beregninger maa komme op for at aande. Naar han saa endelig nærmer sig den, giver han Harpunereren et Vink, og denne indtager da sin Plads ved Kanonen. Begge udspejde opmærksomt Hvalen. Paa Førerens Vink farer Skibet snart som en Pil gjennem Bølgerne, snart ligger det helt stille og snart farer det tilbage; thi saa snart Hvalen mærker, at den forfølges, bliver den urolig og skifter Retning, i det den enten bøjer af til højre eller til venstre eller ogsaa gaar den lige ned og kommer op paa samme Sted for at aande. Nu er det først, at Føreren skal til at vise al sin Dygtighed; thi det gjælder om at nærme sig Hvalen paa Skudvidde, d. v. s. paa omtr. 60 Fod. Ved en snild Manøvre kommer endelig Hvalen inden for Skudvidde, og i det Øjeblik den dukker op og udsender Vandet af Næseborene, fyrer Harpunereren, som hidtil under hele Jagten har holdt sig übevægelig paa sin Post. Naar Hvalen nu er ramt, farer den rasende af Sted; lynsnart løber Linen fra Rullen og bliver hurtig afrullet. Et frygtelig Ryk bringer Skibet til at ryste og trækker det rask frem ad i nogle Øjeblikke; men pludselig standser det, et Tegn paa, at Hvalen er dræbt. Ved Rykket er nemlig Granaten, som var skjult i Harpunen, bragt til at explodere inde i Hvalen og har dræbt den. Nu sættes Dampskibet i Gang, og langsomt bliver Dyret trukket op fra Dybet, i det det rundt om farver Vandet med Blod. Endelig ligger Hvalen med Bugen i Vejret ved Siden af Skibet; den bliver nu ved Kjæder og Tov bundet til Skibet og slæbt til Fabrikken.

Men det er ikke altid, at Jagten forløber saa godt og heldig. Man mener nemlig, at Hvalerne stadig blive sjældnere og sjældnere og det just, fordi man nu jager dem med Granater; dette er vist heller ikke med Urette, rfaar man husker, at de i Reglen kun føde én Unge ad Gangen, og hvor lang Tid et saadant Dyr bruger for at opnaa sin fulde Størrelse; det er ikke saa faa Aartier. Tillige kjender Hvalen meget godt Faren, som truer den, saa at Jagten tit bliver frugtesløs. Men den maa ofte blive et Offer for Menneskenes kloge Beregning; thi, naar den følger Smaafiskene, som i store Stimer trække til Kysten for at lege, nærmer den sig jo ogsaa sine Forfølgere. Selv om Hvalerne ere blevne betydelig formindskede i Antal, fange dog Svend Foyn og lignende Fabrikker, hvoraf der dog kun gives faa, aarlig omtrent 200 Stykker.

For enhver harpuneret og lykkelig landbragt Hval faar Harpunereren 25 Kroner foruden sin Hyre; disse Folk staa sig i Reglen ogsaa godt, og de maa i høj Grad være i Besiddelse af Udholdenhed, Koldblodighed og Snarraadighed; ; thi deres Extraløn falder naturligvis bort, naar Hvalen ikke føres til Fabrikken, og dette kan undertiden ske. Har Harpunen nemlig sat sig saa fast, at den ikke rives ud af Hvalen ved Rykket, kan det hænde, at Granaten ikke vil explodere. Situationen bliver da meget farlig for Skibet; den saarede og ophidsede Hval farer nemlig af Sted med voldsom Fart, i det den slæber Skibet efter sig. Maskinen stopper i saa Fald, og Farten gaar for sig alene ved Hvalens Kræfter, indtil den enten slæber sig til døde, eller der sker et eller andet. Det kan nemlig hænde, at Hvalen farer af Sted i Retning af et Skær eller Isbjærg. Saa snart Føreren mærker dette, lader han Maskinen bakke af fuld Kruft, derved bliver enten Harpunen revet ud af Hvalen og denne gaar da tabt, eller ogsaa bliver Hvalen slæbt af Sted af Skibet. Et andet Tilfælde kan ogsaa indtræffe ; Hvalen kan nemlig

være stærkere end Skibet, og da maa man enten staa Last og
Brast med den eller kappe Linen; man gjør det nødig, da de
største og kraftigste Hvaler jo ogsaa give det største Udbytte.

Svend Foyn er en meget rig Mand; han skal have 16 Millioner Kroner liggende i Banken i London. Han er en meget ivrig konservativ, og der fortælles, at han allerede har givet en Million Kroner til den Indsamling, som de konservative i Norge have sat i Gang, for derved at sætte de nuværende Ministre i Stand til at leve, hvis de i den bekj endte politiske Proces skulde blive erklærede for udygtige til at beklæde noget som helst offentlig Embede. Men fremfor alt er han en dygtig og ihærdig Mand, og han har haft det store Held at kunne bringe noget ud af en Industri, som i sig har den største geografiske Interesse ; thi den er knyttet til disse Havets Kæmpedyr, som fremfor andre Dyr give Nordens Dyreliv dets vældige Præg.