Et Par Ord om Silens Naturforhold og Fiskebestand,

Ligesom saa meget andet i vort Land, der endnu venter paa en nøjagtig naturvidenskabelig Undersøgelse, bør man ikke glemme vore talrige og i mange Henseender mærkelige Fjorde. Det vilde være en smuk Opgave for en dansk naturkyndig at gjøre dem til Maal for en udførlig Granskning, og da nu en saadan uden Tvivl ogsaa kunde bringe Oplysninger om disse Vandes rent geografiske Forhold, vilde Danmarks Geografi derved vinde adskilligt Udbytte. Man regner gjærne vore Fjorde for Udskæringer i Landet; men denne populære Opfattelse turde mulig vise sig uholdbar, naar man ser Fjorddannelserne i Sammenhæng med Landets geologiske Bygning og med dem af vore Lavninger, som i mange Tilfælde aabne sig ud til Fjordene. Fremdeles vil Plante- og Dyrelivet i Fjordene ogsaa afgive talrige Momenter til at oplyse mange Forhold, og hydrografiske Undersøgelser af disse Havarme ville selvfølgelig tillige bidrage deres til at fuldstændiggjøre fremtidige dansk - geografiske Arbejder.

I Slesvig har man allerede Undersøgelser i Gang om saadanne Forhold, og som et Vink i saa Henseende have efterfølgende Meddelelser om Slien, der skyldes E. Dallwier*), en Del Interesse for os, da denne Ha varm jo er et Led i den hele Række af den jyske Halvøs Fjorde. Slien er et sex Mile langt og temmelig smalt Vand med en større Udvidelse ved begge Ender, Den vestlige Udvidelse dannes af to Dele, nemlig den „lille Bredning", hvorved Byen Slesvig ligger, og den „store Bredning", og de ere begge forbundne ved et snævert Farvand. Et Stykke uden forMysunde ligner Slien i høj Grad en Flod, og dernæst danner den atter en Udvidelse, „Maasholm Bredning«, der naar lige til Østersøen. Mange ere tilbøjelige til at mene, at Slien paa Grund af den langstrakte Form bør regnes som en Fortsættelse af alle de i den udmundende Aaer og Bække, altsaa som en Flod, men denne Opfattelse er ikke rigtig; thi dens Vand er lige til det inderste mere eller mindre saltholdigt. Under disse Omstændigheder maa Vestenvinden altsaa bringe Vandet til at falde, medens Østenvinden bringer det til at stige i Slien, og af denne Grund er der indadgaaende Strøm med Østenvind og udadgaaende med Vestenvind. Følgen heraf er nu dels, at der er en meget forskjellig Vandstand, og dels at Saltholdigheden skifter stærkt; Vandstanden kan ogsaa pludselig ved stærk Blæst naa 4—5 Fod eller højere end sædvanlig i den inderste Del. Denne pludselige og stærke Skiften i Vandstanden træder jensynlig nu mere frem end tidligere, og deri maa man rimeligvis søge Grunden til, at den Sildemængde, som tidligere fandtes i den indre Del, nu er borte, ligesom ogsaa til, at Sejlløbet nu er dybere end før. Paa Grund af denne sidste Omstændighed kan Havvandet ogsaa komme hurtigere ind og ud. Denne hurtige Stigen og Falden af Vandstanden og den dermed i Forbindelse staaende hyppige Ændring af Saltholdigheden har stor Indflydelse paa Fiskebestanden og særlig paa Fiskeynglen. Endnu den Dag i Dag klage Holmerfiskerne over de skadelige Følger af Stormfloden 1872 og 1873 og dens slemme Virkninger paa Slifisket, og de maa vel derfor ogsaa være blevne overtydede om Aarsag og Virkning. I hvert Fald blev Slien den Gang, om endogsaa kun forbigaaende, saa godt gjennemsaltet, at det maatte have en skadelig Virkning paa de i Slien levende Ferskvandsfisk, som kun til en vis Grad kunne taale Saltvand.

Da de ta,lrige Aaløb tilligemed Kilder og Regnskyl stadig yde Slien fersk Vand, ligger det i Sagens Natur, at Vandets Saltholdighed stadig aftager, jo nærmere man kommer til den lille Bredning, ja! ved vedholdende Vestenvind er det dér næsten helt fersk, medens paa den anden Side Saltholdigheden i Maasholms Bredning omtrent er lig med Østersøens. Ved Slesvig er Saltholdigheden omtrent 0.35 og ved Kappel allerede 1.20, medens den ved Kysten er 1.70 pCt. I Forbindelse hermed kan man fremhæve , at Dybden i Slien, som snart er et Par hundrede Alen, snart */8, snart 1_/2 Mil bred, skifter fra 6 Fod til 16 Favne.

En meget skadelig Indflydelse paa Sliens Fiskebestand, som om Vinteren viser sig med roere eller mindre Styrke, er Grundisen. Med dette Ord menes dog ikke her, hvad man i det daglige Liv forstaar ved Grundis, nemlig en fra Bunden udgaaende fast Isdannelse, som fremkommer i stærkt rindende Vand. Om Vinteren, naar Frosten begynder og Østenvinden hersker, er Slien ofte om Natten aldeles spejlblank; men om Morgenen helt tilfrossen, selv ved faa Graders Kulde. Saalænge nu et saadant Isdække ligger over Vandet, er Gruedisen udelukket. Men naar Vandets Overflade er i Røre, kan der jo ikke dannes noget jævnt Isdække; Vandet, der er i stadig Bevægelse, har alligevel Tilbøjelighed til Isdannelse, og Isen danner sig nu i Form af smaa Isnaale,

---

*) Deutsche Fisohereizcitung,

som drive om paa Overfladen, i det de til sidst danne en hel Grød af saadanne Naale. Men da der nu tillige ved stærk Blæst ogsaa bliver stærkere Strøm, drives og presses Vandet ind i alle Sliens Snævringer og Smaabugter, og Vandet fyldes da paa disse Steder lige fra Bunden til Overfladen med Tsnaale; den Fisk, der kommer hen paa et saadant Sted, er dødsdømt, thi Isnaalene tilstoppe Gjællerne, maa Fisken kvæles. Efter den Slags Frost kan man derfor finde Dynger af Fisk langs Bredden. Hvor vidt imidlertid denne Opfattelse af Grundisens Tilbliven er aldeles rigtig, kan man endnu ikke fuldstændig godtgjøre. Der er nemlig ogsaa andre Omstændigheder, som maa tages med i Regningen; det saltholdige Vand, som har et lavere Frysepunkt end det ferske, strømmer saaledes ved Bunden, dersom det da ikke i Stormvejr blandes med det ferske, og desuden kan der være endnu flere Ting at tage Hensyn til; her er dér en Opgave for Fiskerne at tage fat paa. Efter alt, som her er anført, turde maaske Navnet „Grundis" heller ikke være aldeles korrekt.

Efter Sliens her omtalte Forhold forekommer der baade Saltvands- og Ferskvandsfisk i den; dog fattes mange Arter, som findes i den nærmeste Del af stersøen og mange findes kun en enkelt Gang. — Den vigtigste Saltvandsfisk er Silden] og den bidrager i det mindste det halve til Slifiskernes Underhold. Hver Høst trækker denne Fisk i store Stimer op mod Østkysten af Slesvig og Holsten, ofte blandet med Brislinger. Til Forskjel fra den uden for Slien staaende Høstsild er Høstsilden i Slien godt udvoxet, og alle de enkelte Stykker ere omtrent lige store. Høstsilden er federe, værdifuldere og mere velsmagende end Foraarssilden_} der enten er fuld af Leg eller lige har gydt. Da dens Udseende er noget forskjellig fra Foraarssilden, er den aabenbart en anden Race. Om Foraaret hen imod Midten af Marts stime store Masser af Sild op fra Havet imod Kysten og trænge gjennem Sliens Munding til det'mindre saltholdige Vand for her at lege. Ved koldt Vejr gaar Optrækket meget langsomt, og det kan da hænde, at Silden ikke naar op til den store Bredning, hvor den mest ynder at lege ; den maa da baade paa Grund af Æggenes og Mælkens Modenhed lege længere ude mod Havet og gyde paa mindre gunstige Steder. Det kan ikke alene være det kolde Vejr, som hindrer den i at naa helt op; thi f. Ex. Bygningen af en Bro, eller selv en Pontonbro, som dog uden Vanskelighed tillader Silden at passere, standser dens Optræk. I Krigsaaret 1864, da der var slaaet en Pontonbro ved Mysunde, standsede Sildetrækket lige foran Broen, og Fiskene stode saa højt i Vandet, at man kunde fange den med Briler. Om nu end Sildens Legepladser ikke allerede vare kjendelige ved den Sværm af Maager, der svæve over dem, har Fiskeren andre Kjendetegn; han kjender f. Ex. Pladserne, som for Resten ikke ere de samme hvert Aar, ved den Krusning, der finder Sted i Vandets Overflade, ja! han paastaar endog, at der udgaar en sødlig Lugt fra Legepladserne. Paa et saadant Sted skal Fiskeren nok vogte sig for at sætte Garn; thi han véd godt, at han derved aldeles ødelægger eller i det mindste stærkt indskrænker sin vigtigste Næringskilde. Det synes, som om Silden i Slien kun trækker om Natten og ikke om Dagen, og Fangsten lønner sig kun om Natten. Der gjøres nemlig hver Nat fra tre til fem Dræt med hvert Vaad og stadig paa samme Sted; thi naar et Dræt er gjort, er der strax trukket ny Sild frem igjen. Enkelte store udvoxede Sild blive vel hele Aaret igjennem tilbage i Slien, selv i den inderste, kun lidt saltholdige Bredning, hvor man baade midt om Sommnen og Vinteren har fanget den. Om disse enkelte maaske ere gamle, golde Sild, vides endnu ikke bestemt. Efter Moebius forlade mange smaa Sild Slien og vandre ud i Østersøen; dog fanger man om Vinteren en stor Mængde Smaasild, som aabenbart er en Yngel fra sidste Foraar. — Den anden Sildeart, Brislingen, har ikke nogen videre Betydning for Slifisket. Den kommer vel op i Farvandet med Silden, men ikke i nogen stor Mængde, og dette Forhold er ret mærkeligt, da den baade ved Eckernførde og Kiel („Kielerspryt") viser sig i store Stimer. — Af andre Saltvandsfisk i Farvandet kan man fremhæve Torsken, der nærer sig af de mange Sild og derfor er særlig fed og velsmagende af en Kysttorsk at være, samt Hornßsken og endelig Skrubben, der jo er en sand Brakvandsfisk og derfor trives ypperlig i det lidet saltholdige Vand i Sliens inderste Del. Hvidlingen, Sejen, Rødspætten, Aalekvabben, Stenbideren, Knurhanen, Ulken o. s. v. forekomme kun sjælden.

Af Ferskvandsfiskene er Aborren den, der er mest udbredt i Farvandet, hvor den dog ikke naar nogen videre Størrelse, saa at Stykker paa halvandet Pund allerede ere sjældne. Næst efter denne Fisk kommer Brasenen j men dens Udbredelse er ikke saa stor som Aborrens, da den ikke saa godt taaler saltholdigt Vand. Ret mærkeligt er det, at raan i Vinteren 1876_—77 satte 30 Exemplarer af Sandarten ud i Slien, og at man nogen Tid efter fangede store udvoxede Stykker, som vare yngledygtige. — For Resten findes der en hel Del andre Arter af Ferskvandsfisk i Farvandet, hvoribl. f. Ex. Suderen (tysk: ..Schlei"), der dog er temmelig sjælden der; selve Laxen findes derimod ikke i Slien. Det Udslag, man kommer til ved Undersøgelsen af Fiskene i Slien,

er, at de ere de samme som i de andre Fjorde paa deii jyske Halvø, og man har deraf Grund til at slutte, at Dyrelivet i det hele stemmer overens i alle disse smalle Havarme. Endnu skal kun gjøres en Bemærkning: Det er kjendt nok, at man i den tyske Del af Sønderjylland mener, at „Slien" skal have sit Navn af „Schlei"; men det er urimeligt, at denne i Farvandet temmelig sjældne Fisk skulde have fremkaldt Navnet. Sliens Navn er derimod aldeles nordisk, saaledes som Allen fortæller, og det kommer af oldnordisk „Sie", et E-ør.