Langs Grønlands Østkyst,

Efter Opfordring*) tillader jeg mig her at tilstille Tidskriftet en lille Meddelelse om, hvad jeg paa en Tur i Fjor (1882) fik Anledning til at se af Is og Isforhold i Danmarksstrædet.

Ved Hedenets Liberalitet havde jeg faaet Lejlighed til som Passager at følge med Sælfanger-Dampskibet „V^iking'', Kapt. A. Krefting fra Arendal. — „Viking" er et nyt, meget stærktbygget Skib af den Flaade, der

---

*) Under et Ophold i Kristiania sidste Vinter gjorde jeg den unge Forfatters Bekjendtskab. Hans mundtlige Beretning om de lagttagelser, han havde anstillet som videnskabelig Passager om Bord i en norsk Sælfanger forekom mig at være til en vis Grad Virkeliggjørelsen af en Tanke, som jeg i sin Tid havde tilladt mig at henstille til Marineministeriet, nemlig at lade unge Officerer samle Erfaring ved at deltage i Togter med disse Skibe. (Geogr. Tidskr. 4de Bind. 1880). Jeg foreslog derfor Forf. at indsende en Beretning om sin Kejse til Redaktionen af nærv. Tidskr. hvad han herved har opfyldt. Skjønt Forfatteren paa Grund af sin Ungdomsfriskhed og Ihærdighed mulig hist og her ser med lidt vel forhaabningsfulde Øjne paa det brændende Spørgsmaal om Landgang, ligesom de nye Betragtninger og Fremgangsmaader, for hvilke han aabnor Øjet, mulig ikke alle maatte være acceptable for en eventuel dansk Stats Expedition, har Kans Beretning dog Krav paa at blive læst med Interesse. A. Mouritr.

i ældre Tider denne Fangst var sluppet op, og naar man havde taget, hvad man kunde faa af den ældre Sæl, var man færdig og begav sig derfor i Maj Maaaned hjem over. Efter at imidlertid, for et Decennium siden, Fangsten af Klapmydsen (Cystophora cristata) blev opdaget i Danmarksstrædet, styrer nu hele Sælfangerflaaden did. Saaledes gik det ogsaa os, og efter at vi længere Tid uden Resultat havde gjnnnemsøgt Isen under Spitzbergen for at finde gammel Sæl, vendte vi i Begyndelsen af Maj Stevnen mod hint forjættede Land, mod Grønland.

Isen var i Fjor mere udstrakt end Sælfangerne mindedes at have set den nogen Sinde før; der var saaledes ikke Tale om at gaa neden om Island, eftersom den her laa tæt op til Kysten og endnu langt syd over. Vi maatte altpaa gaa østen og sønden om Øen, og efter at det sidste Glimt af den mægtige Snæfellsjøkel var sunket i Havet, naaede vi omsider den 27de Maj Iskanten i Danmarksstrædet, der fra nu skulde blive vort fremtidige Jagtfelt.

Fangsten paa Klapmydsen er, som oven for bemærket, kun drevet paa dette Strøg i den sidste halve Snes Aar. I Løbet af dette Tidsrum have Sælfangerne imidlertid faaet godt Kjendskab saa vel til Sælens Gang som til de herskende Is- og Strømforhold. — I Juni skifter Sælen Haat: den samler sig da i større Flokke, der ligge spredte paa Isen, og gaar paa den Tid kun nødig i Vandet, ligesom den da ogsaa er meget spag og lettere at fange. Jo længere det lider ud i Juni, des spagere bliver den og tager nu ogsaa betydelig af i Fedme. Haarskiftningen er tilendebragt i sidste Halvdel af Juli, og Sælen bliver da igjen sky; men den er nu saa mager, at Fangsten ikke længer lønner sig, hvorfor Skibene da i Reglen gaa hjem ved den anførte Tid. Den meste Sæl holder sig efter Sælfangernes Mening omkring 29 til 30° V. Lgd., medens Bredden vexler efter den større eller mindre Mængde af Is. Polarstrømmen gaar her med temmelig stærk Fart sydvest over, hvorfor det altid gjælder at holde sig godt oppe i N. Ø. (eller Øst — i Sæl farten tales der kun om Øst og Vest, thi S. V. kan man altid komme). Har man saaledes blot et Par Døgn siddet fast i Isen, er man i Reglen saa langt „Vest", at man er nødt til at begynde at sejle Øster over igjen.

I den første Halvdel af Juni er der kun lidet at gjøre; thi Sælen er endnu for sky og ligger spredt. Vi krydsede derfor langs Iskanten, stak af og til længere ind i Isen, blev stikkende et Par Dage og maatte da arbejde os Øster efter igjen. Vor Station var i denne Tid fra 29° til 32° V. Lgd. og mellem fä^l/2 og 66° N. Bredde. Kun én Gang kunde vi, da vi vare et Stykke inde i Isen, se Grønlands Kyst fra Udkigstønden paa Stortoppen. De observerede Stedbestemmelser under vort Ophold vare følgende:

For Juni Maaneds Vedkommende ville disse Stedbestemmelser
omtrent være overensstemmende med Iskanten, da
Skibet i Løbet af denne Tid stadig holdt sig i denne.

Omsider kom vi den 15de Juni ind i mere Sæl o»
o
nu gik det Slag i Slag i 10 Dage. Der var ikke Tid
til formegen Søvn, adskillig Sæl fik vi om Bord og alt
lovede udmærket, da der pludselig blev sat en Stopper
for videre Fangst. Om Aftenen den 25de maatte vi
nemlig standse paa Grund af Taage, der var saa tæt, at
vi kun kunde se et Par Skibslængder fra os. Taagen
vedvarede i flere Dage, vi saa, at Isen rundt om os blev
tættere og tættere, og da Taagen den 27de lettede, viste
det sig, at vi vare aldeles indestængede, i det aabent
Vande ikke kunde øjnes i nogen Retning. Saaledes
bleve vi siddends til den 17de Juli, altsaa i 20 Dage,
medens vi stadig, om end noget uregelmæssig, drev S.V.
og Vester efter.

Dette ufrivillige Fangenskab var jo meget uheldigt for os, eftersom Fangsten derved blev standset just t den bedste Tid; for mig derimod havde det sin store Interesse, thi jeg kom derved til at deltage i en Mængde spændende Bjørnejagter, ligesom den grønlandske Kyst, der paa denne Strækning kun er lidet kjendt, i et længere Tidsrum ikke alene forblev synlig, men endog tilsidst kom i en saadan Nærhed, at vi havde vor Nød med at tøjle Lysten til Landgang. Da vi kom fast, kunde vi intet se til Landet; men den Iste Juli om Aftenen, efter at det havde regnet hele Dagen, flk vi i en Klaring Grønlands Fjældtoppe at se i N.V. af Dækket, og de tegnede sig meget skarpt mod Aftenhimlen.

Den næste Dag var Vejret meget smukt, og man
kunde da fra Udkigstønden se en hel Række meget

spidse Toppe, der strakte sig fra S.Y. helt op til N.Y,; i sidstnævnte Retning gik ogsaa flere vældige Isbjærge, der lignede snedækte Øer og vare vanskelige nok at skjelne fra Fjældtoppene.

Fra denne Dag kom vi nu Landet i Vest betydelig nærmere, medens det i Nord forsvandt lidt efter lidt. Man fik Indtrykket af, at Strømmen førte Isen ret paa Land; thi det nærmeste Land hævede sig hurtig, medens Retningen blev den samme. Mandskabets Frygt for at drive i Land blev herved forøget og blev efterhaanden vanskelig at besejre; for mit eget Vedkommende maa jeg des værre tilstaa, at jeg frydede mig over hver Fod vi kom nærmere til den hemmelighedsfulde Kyst, og jeg brændte blot af Lyst til at sætte Foden i Land.

Muligheden for at naa Kysten blev selvfølgelig daglig diskuteret i Kahytten mellem Kaptajnen og mig. Vi vare begge enige om, at det maatte kunde lade sig gjøre med størte Lethed; thi Isen var let fremkommelig, og et Døgns Marsj maatte bringe os ind til Landet. Vi vare ogsaa enige om, hvad vi i saa Tilfælde vilde tage med; alt syntes, kort sagt, at være i Orden og kunde for saa vidt paabegyndes, naar det skulde være. Men den paatænkte Landgang strandede des værre paa den eneste, men ogsaa afgjørende Indvending, at Kaptajnen selvfølgelig for sit eget Vedkommende ikke turde indlade sig paa at forlade Skibet, lige saa lidt som han kunde tillade andre at gjøre det. Gik Isen nemlig fra hinanden, og dette stod ikke til at beregne, maatte han uopholdelig være klar til at gaa ud af den for at benytte den tilbageværende Tid til Fortsættelse af Fangsten. Hermed omstyrtedes alle mine Planer; mine skjønne Drømme om at betræde hin, af Opdagere saa ofte forgjæves efterstræbte Kyst gik saaledes for den Gang op i Røg, og med Vemod saa jeg det stolte Alpeland efterhaanden synke nærmere Horisonten. Jeg maatte nøjes med Synet og kastede længselsfulde Blikke ind over, naar Toppene glødende i Aftensolen og koglede Billeder af grønne idylliske Dale med Hjorder af Rensdyr og Moskusoxer frem for min drømmende Fantasi.

Det Land, vi her saa, var Landet omkring „Ingolfs Fjæld". Landet i N.V. hævede sig kun lidet over Horisonten, og dette antog vi at skrive sig fra, at det dér viger tilbage og danner en vid og aaben Bugt. Hvad Laudet fra Ingolfs Fjæld nord efter angaar, da var paa enkelte Steder Kjæden afbrudt, hvorfor det antoges, at Fjorde skare sig ind her, ligesom det ogsaa hist og her saa ud som om større Jøkler gik ud i Havet; næsten hele Landet var imidlertid snedækt.

Efter at vi, som ovenberørt, i den første Tid havde nærmet os Landet stærkt, begyndte Strømmen at sætte mere sydlig; vi fjærnede os da atter, indtil Isen den 16^de begyndte at skilles. Den 17^de vare vi atter fri; men Fangsttiden var des værre ogsaa forbi, og der var for os intet andet at gjøre end at sætte Kursen hjem over.

Trods de mange Forsøg, der i Aarenes Løb ere gjorte paa her at naa ind til Kysten og med al mulig Respekt for deres dygtige Ledelse, tror jeg dog som det af det foregaaende vilde være set, at det uden synderlig Vanskeligheder, skulde kunne lade sig gjøre. Det maa nemlig vel erindres, at de Fangstskibe, der benyttedes til de foregaaende Aars Expeditioner, vel vare forstærkede, men paa den anden Side i saa Henseende stode langt tilbage for de nuværende Sælfangstfartøjer, der uden særdeles Risiko kunne gaa ind og blive fast i denne Is. Den særlige Iserfaring, netop i disse Trakter, hvor Isen studeres i to Maaneder hvert Aar, er selvfølgelig ogsaa til Stede i højere Grad hos de nuværende Skibsførere end hos de tidligere. Denne min Anskuelse deles ogsaa fuldstændig af Kapt. Krefting, der førte „Vikingen," og som, enhver ufortalt, vistnok maa anses for en anerkjendt Avtoritet, eftersom ingen af de andre Skibsførere som han have gjennemkrydset Isen under de forskjellige Forhold.

For at indskrænke Omkostningerne ved en eventuel Expedition til det mindst mulige, 'forekommer det mig, at det simpleste vilde være at lade den bedste og kraftigste Sælfanger hente bemeldte Expedition paa Island, saa snart Fangsten i Danmarkstrædet var tilendebragt, eftersom dette Tidspunkt vistnok i det hele taget er det heldigste. Man skulde da søge ind i Isen saa nordlig som mulig for at kunne faa undersøgt et stort Stykke af Kysten under Driften syd efter, derefter arbejde sig frem mod Landet, saa langt Isen paa nogen Maade tillod det og endelig paa et passende Sted afsætte Expeditionen. Skibet havde nu at vælge mellem to Fremgangsmaader: Enten at gaae til Søs efter at have aftalt omtrentlig Mødested f. Ex. ved Kap Dan, eller ogsaa blive liggende og lade sig drive med Isen syd over, medens Expeditionen i Land stadig holdt Skridt med Skibet, hvilket godt kunde lade sig gjøre, eftersom man fra Fjældtoppen, med klart Vejr, altid vilde kunne have det i Sigte. Der vilde være det gode forbundet med den sidste Maade, at man kunde vende tilbage, naar man ønskede det og saaledes slap for at medtage overflødig Proviantforsyning.

Selve Expeditionen, der maatte bestaa af et lidet, men udvalgt Mandskab, skulde, efter at have forladt Skibet, begive sig over Isen mod Land, hvilket næppe kunde tage lang Tid, da Isen for det meste er nok saa jævn og let fremkommelig, noget, som vi paa vore mange

Udfarter havde god Anledning til at erfare. Det hændte nemlig ofte under Sælfængsten, at vi bleve udestængte fra Skibet og under saadanne Forhold maatte trække vore store Skibsbaade med en større eller mindre Ladning Sælskind i indtil en Mils Vej over Isen.

En saadan Expeditions Udrustning burde bl. a. være forsynet enten med et Par lette, men stærke Baade paa Mejer eller Kilker, der saaledes kunde benyttes som Slæder, eller ogsaa med Slæder, forsynede med et Par gode og lette Sejldugsbaade til at slaa sammen; Baade maatte man selvfølgelig have for at kunne sætte over mulige Klarer eller større aabent Vand mellem Isen. I Baadene eller paa Slæderne stuvedes da, hvad man behøvede af Proviant, Klæder, Tælte, Instrumenter til f. Ex. én Maaneds Ophold paa Kysten. I Tilfælde af et muligt Landvand, som maaske, i al Fald for enkelte Strækninger, er højst sandsynligt, vilde jo Kysten ved Hjælp af Baadene paa allerletteste Maade kunne befares, og hvis ikke maatte der dog, i al Fald hist og her, være større aabne Klarer, der dog i høj G-rad vilde lette Expeditionens Fremtrængen. Proviantforsyningen vilde man vistnok efter al Sandsynlighed have god Lejlighed til at forstærke ved Rensdyr, Isbjørne o. s. v.

Med Hensyn til Vejrliget, da er dette i den Tid saa gunstigt soin vel mulig. Det er lyst hele Døgnet rundt og Temperaturen netop passende, selv om Solen undertiden kan stege vel meget paa den hvide Is; ved at anvende Snebriller undgaar man dog let Ulemperne herved. Hvad Taagen angaar, er der kun ringe Anledning til at frygte denne saa langt inde i Isen, eftersom den mest holder sig til den ydre Iskant. Næsten hele den Tid vi laa fast, havde vi det dejligste Vejr, medens der uden for oftere var Taage og Storm; Erfafaringen godtgjør ogsau, at inde i Isen er der langt mindre Vind og Taage. I det hele er efter min Formening det, der med Eet kan indvendes mod et saadan.t Foretagende, kun lidet, og jeg tror, at, hvis det fik en dygtig Ledelse, maatte det efter al sandsynlig Beregning krones med Held.