|
Geografisk Tidsskrift, Bind 7 (1883 - 1884)Om Jordens Reliefformer,af Dr. fil. R. Hult i Helsingfors. Side 20
De seneste Aars storartede Undersøgelser af Oceandybderne have fremkaldt en almindelig og ret nødvendig Omvæltning i den Opfattelse, som tilforn har hersket om disse hemmelighedsfulde Egne. Man har lært i Oceanerne at se umaadelige Bassiner med næsten helt flad Bund, over hvilken højne sig dels Fastlandenes eller Kontinenternes vældige Plateauer med deres tit ved deres yderste Bredder liggende Fastlandsøer, dels de oceaniske Øer, vulkanske eller af Koraldyr opbyggede Masser, der ligesom Sukkertoppe rejse sig isolerede op fra Oceanernes Dyb*). Til disse to Slags Øer har man i den seneste Tid endnu føjet et tredje Slags, nemlig „ikke vulkanske Højdeøer", d. v. s. saadanne Øer, som paa Grund af Bundens Hævning (ikke ved Ophobning af vulkanske Produkter eller ved organisk Virksomhed) træde frem fra Havet og tit naa til en betydelig Højde**). Man har end videre fastslaaet, at selv Koraløerne, skjønt de tilsyneladende hæve sig op fra store Dybder, dog i Virkeligheden ere opbyggede paa et større eller mindre lavvandet Grundleje. Thi de, som ikke ere dannede langs selve Stranden af Kontinenter eller Øer, ligge alle paa langstrakte undersøiske Aaser, og da netop disse ligge meget dybt, taler meget for, at de paa dem liggende Koraløer danne Kronen paa høje undersøiske Vulkaner. Challenger-Expeditionens Dybdelodninger aabenbarede flere undersøiske Vulkaner af den forskjelligste Højde for os og paaviste endog ved Foden af Atoller et Lag af Tuf paa Havbunden. Den allerede almindelige Mening, at Kontinenterne ere urgamle Dannelser, paa hvilke Bjærgene kun udgjøre en sekundær Fremtoning, har ved disse Undersøgelser faaet en ny Støtte. Vi ere nu ikke længer tvungne til at antage et fordums Kontinent som Underlag for de utallige Atoller, lige saa lidt som vi ere berettigede til længer at fastholde Hypotesen om det forsvundne Land Lemuria*). Saa vidt man hidtil kjender til det indiske Havs Dybdeforhold, danner dets Bund en ligesaa dyb og jævn Slette, som ae øvrige Oceaners**). Bjærgene ere altsaa yngre end Kontinenterne; de udgjøre ikke Fastlandenes Skelet, saaledes som man længe med Forkjærlighed har udtrykt sig. Dersom der findes nogen Overensstemmelse imellem Fastlandenes Former og Bjærgenes Retninger, afhænge de sidste af de første og ikke omvendt, og en saadan Overensstemmelse har man virkelig allerede længe kjendt. Det falder enhver let i Øjnene, at de største Bjærgstrækninger paa Jorden ligge paa Grænserne imellem Højland og Lavland og *) E. Hult. Försvunna Kontinenter. Finsk Tidskrift. Tom. XI. **) Krümm'el. Zeitschrift für wissensch. Geographie Ilter Bd. S. 116 o. fl. *) Peschel. Ueber der Ursprung der Inseln. *) Ursprung **) A. Kirchhof f. Aus allen Welttheilen. 1882. Side 21
strække sig parallelt med disse Grænser. Andesbjærgene ligge paa det amerikanske Fastlands Afslutning imod det dybe Ocean, Himalaja paa Centralasiens Afgrænsning imod Gangesdalen. Ogsaa paa de øvrige Sider afgrænses Asiens mægtige Centralplateau af Bjærgstrækninger. I Afrika ligge Bjærgene hovedsagelig langs Kysten og strække sig parallelt med denne. I Evropa ligger den norske Fjældryg paa det skandinaviske Plateaus vestlige Rand, og Alperne hæve sig, hvor Mellemevropas Højsletter afsluttes imod Middelhavet. Alle i deres geologiske Bygning bekjendte Bjærge vise, at de hovedsagelig skylde deres nuværende Form til to Faktorer: for det første et Sidetryk fra Højlandet hen imod Lavlandet, hvorved Jordlagene ere blevne sammenpressede og løftede i Vejret lodret paa Trykkets Retning, og for det andet Forvitringen, der er en Følge af Luftens, Vandets, Isens og visse Syrers Paavirkning. De vulkanske Kræfter have derimod ikke drevet nogen Bjærgryg i Højden, hvorimod alt taler for, at man snarere maa betragte Vulkanernes almindelige Optræden i Bjærgegne og næsten udelukkende i Nærheden af Havet som en Følge af Jordlagenes Forskydning og indbyrdes Gnidning. Det er allerede nævnt, at de oceaniske Øer, som i Følge deres Natur enten ere vulkanske eller Koraløer, meget tit ligge paa lange undersøiske Aa&er. Undersøge vi disse Aasers Natur, finde vi hos dem de samme Egenskaber, som udmærke de største Bjasrgkjæder, kun med den Ulighed, at de under Havets værnende Skjul gjemte Aaser have undgaaet den Forstyrrelse, som har ramt Bjærgene, og derfor vise en meget jævnere Plateauoverflade end disse. De ligge ikke alle helt og holdent under Havets Overflade. Nogle træde til Dels op over den, andre næsten helt og holdent, og de for Luften udsatte Dele ere da naturligvis blevne angrebne af de forstyrrende Paavirkninger og have derfor faaet Udseendet af mægtige Bjærglande. Langs Østkysten af Asien stryge flere af disse Aaser. Saaledes ligge Aleuterne paa en Aas, der ligesom en Mur skiller Beringshavet fra det her netop meget dybe "Ocean. Kamtsjatka, Kurilerne, Japan og Liukiuøerne danne alle en Vold, som gaar lodret paa Asiens Faldretning imod det store Hav. Det kinesiske Hav er meget lavvandet, og hvor det falder stejlt af imod det store Hav, ligger Filippinernes Aas; øst for denne har man et Dyb paa 2300—2400 Favne. Længere imod Øst sænker yderligere Havdybden sig pludselig 1000 Favne, og parallelt med Kanten af denne Skraaning løber en Aas, paa hvilken ligge Boninøerne og Ladronerne. Til Afrika slutter sig to Aaser i Havet. Paa den ene ligge Madagaskar og Seychellerne; den anden strækker sig fra Saga de Malha-Bankern e til Albatros-Øen*) og maaske endog til Mauritius og Reunion. Imellem Florida og Venezuela strækker der sig en Række af lignende Aaser; deres Hovedretning er parallel med Mellemamerikas, og deres østligste Dele ligge paa det Sted, hvor Atlanterhavets Bassin sænker sig til en overordentlig Dybde. I Henseende til Total form en og Beliggenheden vise de undersøiske Aaser sig at være identiske med Bjærgene. Det samme gjælder om deres geologiske Bygning, saa vidt man har kunnet granske denne paa de over Havfladen fremstigende Partier. Disse udgjøres nemlig af Bjærglag fra de mest ulige Formationer, baade ældre og yngre. Man har derfor al Grund til at tilskrive Havaaserne samme Oprindelse som Bjærgene. De ere sandsynligvis fremstaaede ved Sidetryk, da Jorden under dens Afkøling trak sig sammen, og deres Retning og Leje bestemmes af de trykkende Fastlands m assers For mer. De paa de undersøiske Aaser optrædende Vulkaner maa vi betragte som sekundære Dannelser. Den vulkanske Kraft har udfoldet sig i disse Aaser som en Følge af de Gnidninger, Jordlagene ere blevne undergivne, og af den Adgang for Havvandet, som de fremkomne Spalter og Omflytninger have fremkaldt. At næsten alle paa dem liggende Øer ere vulkanske eller have vulkansk Oprindelse, kan ikke forstyrre den fremsatte Sætning, siden dette er en Fremtoning, som gjenfindes hos næsten alle Kystbjærge, uden at vi derfor maa betragte Kystbjærge som frembragte ved vulkanske Kræfter. Den Betragtningsmaade, jeg har søgt at gjøre gjældende, er simplere, mere samstemmende med Kjendsgjerningerne og derfor sandsynligvis rigtigere end den hidtil almindelig hyldede og senest i Peschel-Leipoldts Erdkunde fremstillede**). Jeg har med Flid udeladt Avstralien fra Diskussionen, fordi dets Form som Kontinent har været Maalet for meget ulige Meninger. Homologien imellem Afrikas og Sydamerikas Form har man længe erkjendt, og endog ved Ny Holland har man villet finde den samme Dannelse. Don store avstralske Bugt skulde da svare til Guinea- og Arica-Bugterne, van Diemens Land skulde svare til Afrikas og Sydamerikas fremspringende sydlige Dele o. s. v. Ja, man har gaaet endnu videre og ment, at det avstralske Fastland i fordums Tider *) Krümme 1. ]. c. **) P es c h el-Lei p ol d t. Physische Erdkunde. liter Thei' 493. Side 22
har strakt sig over Havet og ud til Ny Caledonien og Ny Zeeland, i hvilket Tilfælde det baade med Hensyn til Størrelse og til Form vilde faa en forbavsende Lighed med Afrika. Dybdeundersøgelserne have imidlertid vist et uventet stort Dyb imellem Ny Zeeland og Ny Holland, der endog gaar indtil 2600 Favne. Paa den anden Side har den darwinske Teori om Koralrevene fremkaldt Hypotesen om et stort Sydhavskontinent, som endnu under de seneste geologiske Perioder skulde have ligget over Havfladen, men nu være sænket ned under den paa nogle af de højeste Toppe nær. Da Vandet, som fylder Oceanbassinerne, naar helt op til Fastlandsplateauernes Rand, ere de Niveauforaudringer, som kræves for fuldstændig at omdanne Grænserne imellem Hav og Land, übetydelige i Sammenligning med dem, som vilde kræves for at jævne et Fastlandsplateau med Havbunden. Oceanernes Middeldyb er 2000 Favne, og Fastlandenes Middelhøjde over Havets Overflade 240 Favne. De Niveauforandringer, som have voldet de mægsige marine Aflejringer midt inde i vore nuværende Fastlande, have saaledes kun behøvet at være forholdsvis übetydelige ; vi have ikke alene Ret til en saadan Opfattelse, men vi ere i de fleste Tilfælde ogsaa tvungne til at have den. Challenger-Expeditionens Dybdemaalinger viste, at Kalkskaller og andre Levninger af større Havdyr ikke træffes paa de største Dybder. Et Dyreliv findes vel dér; men det stærkt kulsyreholdige Vand opløser efterhaanden alle døde, i denne Syre opløselige Legemer. Mægtige Aflejringer af Rester af Havdyr kunne derfor alene fremkomme i mere lavvandede Have. Det er ligeledes bekjendt, at alene de allerfineste Smaadele af Fastlandets udvaskede Dele med Flodvandet føres ud over de store Dybder, medens allerstørste Delen af Flytmasserne vedvarende bliver Kontinenternes Ejendom og synker til Bunds paa deres oversvømmede Kyststrækninger. Dersom et Kontinent fordum fandtes i det store Hav, burde det endnu kunne opdages med Lodlinen; Formen af dets Plateau og de omkring det liggende Aaser burde endnu kunne gjenfindes. Have de store Expeditioner da ikke opdaget dette Fastland? For ret at kunne
afgjøre dette Spørgsmaal maa vi Nærmest Polerne ere Jordskorpens Reliefformer lidet udprægede; Havet er i Almindelighed lidet dybt, og Landet er lavtliggende. Kun en Del af det nordlige Ishav gjør herfra en Undtagelse; thi paa 70° Br., 7° ø. Gr. sænker det sig nemlig til 1700 Favne. Fra dette Dyb hæver Bunden sig langsomt imod Vest, i det den til sidst naar op over Havfladen i Grønlands Plateau, som atter paa Vestkysten med større Stejlhed falder af imod Baffinsbugten. Øst for Ishavsdybet højner sig det skandinaviske Plateau, som derefter sænker sig langsomt imod stevropas og -Sibiriens lave Sletter. I det det forener Oceanbundens Jævnhed og Fastlandets Højde og saaledes i Karakter er en Mellemting imellem begge, strækker dette nordlige Polarplateau sig uden nogen Afbrydelse, som det er værd at nævne, i Evropa helt til Karpaterne og Kavkasus og i det vestlige Asien indtil Irans og Højasiens Randbjærge, l den østlige Del af samme Verdensdel faar det en ujævn Overflade, som efterhaanden højner sig imod Syd. Jmellem Asien og Amerika fortsættes det syd paa under det lavvandede Beringshav, fra hvis af Aleuternes Aas omgivne sydlige Bred det pludselig sænker sig ned til Havets største Dyb. Til Asien forholder det sig altsaa næsten som en lavvandet Havbund, til det störe Hav som et Kontinent. Ved en jævn Stigning gaar det umærkelig over i det amerikanske Fastland og i Atlanterhavet ved en jævn Sænkning. Det antarktiske Havdyb er hidtil næppe undersøgt; men man har dog endnu ikke i dets Nærhed fundet store Dybder. Nordamerikas højeste Dele strække sig som en bred Højslette i übetydelig Afstand fra det store Hav, i hvis Afgrunde dens vestlige Rand temmelig stejlt og kun afbrudt af en Aas, Coast Rar.ge og Halvøen Californien, sænker sig. Den østlige Rand af Højlandet sænker sig meget langsomt imod Mississippidalen. Længere imod Øst, nær Atlanterhavet, hæve Aleghanybjærgene deres parallele Kjæder, hvorpaa Fastlandet langsomt taber sig i Atlanterhavets Dyb. Aldeles den samme Bygning viser Centralamerika, kun med den Ulighed, at det centrale Lavland her ligger under Havets Niveau og har nogle særdeles betydelige lokale Fordybninger, samt at de imod Atlanterhavet vendte Aaser her gaa fra Nordvest til Sydøst i Overenstemmelse med Retningen af Kontinentplateauets Rand. Endog Sydamerika viser Hovedtrækkene af denne Bygning. Imod Vest hæver Fastlandet sig stejlt fra Oceanbassinets Bund til Åndernes, af parallele Bjærgkjæder afgrænsede Højland, og derfra sænker Landet sig langsomt imod Atlanterhavet. Langs dettes Kyst løbe atter Bjærgkjæder, og fra disse vedbliver Sænkningen noget stejlere, men ikke nær saa stejlt som paa Vestkysten, ned i Oceanet. Langs det store Havs Kyst er Sænkningen i Tværmaal som l : 23. langs Atlanterhavet som l : 90. Midt over Atlanterhavet og i Hovedsagen parallel med Amerikas Kyster strækker sig en lav og langsomt skraanende Terrasse helt oppe fra Nordishavet og ned til det sydlige Ishav. Paa denne Havryg trone Azorerne. St. Paul, Ascension og Tristan da Cuiiha. Side 23
Uden mellemliggende undersøiske Aaser hæver den gamle Verdens Kontinent sig op fra Atlanterhavets Dyb. De Bugter, som skære ind imellem Evropas Lande, ere kun übetydelige Fordybninger i Kontinentplateauet; herfra maa dog Middelhavet undta,ges. som i Analogi med den mejicanske Bugt og det karibiske Hav viser et Par lokale Fordybninger eller brede Kedeldale. Men ser man bort fra disse Fordybninger, danner Evropa tilligemed Afrika et sammenhængende Plateau, som i Tværmaal ikke hæver sig 300 Favne (500 meter) over Havets Overflade. Imod Syd naas lidt efter lidt denne Højde. Imod Nordøst overgaar Platauet i det nordasiatiske Lavland eller Polarplateau, hvorom vi oven for have skrevet; men over dette rejser sig stejlt og højt ligesom et Kontinent,CentralasiensCentral- Højland. Herved viser Polarplateauet paa ny sin Natur som en tørlagt Oceanhund. Imod Sydøst sænker
Afrika sig ikke umiddelbart i Ligesaa stejlt og uventet som Højasien hæver sig imod Vest, ligesaa langsomt og tøvende sænker det sig imod Øst. Det er sandt, at Højdeforholdene dér ere lidet kjendte, men Flodernes Løb give dog en temmelig sikker Vejledning ved Bedømmelsen af dem. Fra Trin til Trin strømme Floderne imod Øst og Sydøst igjennem det halve Centralasien. Talrige Bjærgkjæder strække sig gjennem Oplandet, og de fleste synes at være lodrette paa Retningen af Overfladens almindelige Sænkning. Saaledes forholder det sig med Chingan Bjærgene, Bureja Bjærgene, Schan Alin og Sichota Alin samt med Flertallet af de kinesiske Bjærge. Efter at være naaet ud til Havet, danner Kontinentet de lavvandede Bassiner for det okotske, gule og kinesiske Hav; men det hæver sig paa ny i Kamtsjatkas, Koreas, Liukiuøernes og Filippinernes Aaser. Endog det japanske Hav er for største Delen lavvandet; men det har i Midten en lokal Fordybning. Og efter at endnu have presset Japans Landryg i Vejret, sænker Asien sig bestemt ned i Oceanet, hvor det naar den vældige Dybde af 4655 Favne. Vi kunne af denne Oversigt drage den almindelige Slutning, at Kontinenternes vestlige Rande hælde stærkt og umiddelbart imod Havdybderne, medens de østlige sænke sig langsomt og tit med gjentagne aasformede Afbrydelser og mellemliggende Terrasser af aftagende Højde. For at kunne forklare dette har Peschel*) opstillet den dristige Hypotese, af Kontinenterne ere blevne standsede paa deres Vandring imod Vest) de østlige Dele sænkede sig og opslugtes efterhaanden af Havet, medens de vestlige Dele mere og mere tog til og udbredte sig. Vi tiltrænge dog ikke on saadan Opfattelse. De übetydeligste Niveauforandringer af Havfladen ere tilstrækkelige til at oversvømme eller blotte betydelige Strækninger af Fastlandenes østlige Dele, medens ligesaa store Niveauforandringer paa Vestkysten i Almindelighed have meget ringe Virkning, dersom ikke Kontinentets Rand imod Vest allerede er oversvømmet, i hvilket Tilfælde Havfladens yderligere Stigning endog dér fremkalder store Ændringer i Fordelingen af Land og Hav, saa som i det nordvestlige Evropa. I Virkeligheden have de britiske Øer, aldeles imod Peschels Hypotese, under den nuværende Jordperiode adskilt sig fra Evropa ved Oversvømmelse fra Nordsøen og Kanalen, medens paa den anden Side Japans og Kinas tertiære Aflejringer vise, at disse Egne under forholdsvis nye geologiske Perioder have været skjulte af Havet og senere ere blevne tørlagte. Afvexlingerne i Kysternes Former kunne saaledes helt frigjøres for alle Hypoteser om storartede Ændringer i Grundtrækkene af Jordskorpens Relief; man har aldrig kunnet konstatere dem, men kun de smaa, lokale Omdannelser. Vi ville nu vende vort Blik til Avstralien og Sydhavet. Fra Vestkysten af Avstralien har man kun faa Maalinger af Dybden. Paa Krummels Dybdekaart over det indiske Hav, hvor alle Lodskud ere særskilt indtegnede, angives de kun uden for Champion Bay samt imellem Exmouth Golf og Sundaøerne. Ved Champion Bay stiger Fastlandets Rand fra et Dyb af 2350 Favne uden Afbrydelse til Havets Overflade med en Stigning som l : 34. I Hjørnet imellem Sundaøerne og Nordvest-Avstralieu, omtrent paa 117° ø. GT. og 16° s. Br. er Dybden 3020 Favne. Altsaa stiger endog her Avstraliens Plateau direkte op fra Oceanbassinets dybe Bund. Vi finde saaledes ogsaa ved denne Verdensdel den almindelige Sætning stadfæstet, at Kontinenternes Vestrande stærkt og umiddelbart hæve sig frem fra Oceanernes Dybder. Imod Nord, Nordøst og Øst skylle det store Havs Brændinger imod Avstralien; i Syd finde vi det indiske Hav. I denne sidstnævnte Retning har man hidtil gjort saa faa Dybdemaalinger, at man ikke med Vished kan sige noget om Havbundens Relief syd for Ny Holland og Ny Zeeland. Man véd kun, at den store avstralske Bugt ikke alene er en Indbugtning paa Kysten; men at den virkelig dannes af en udskydende Del af selve Oceanbassinet, ligesom Arica-Bugten i Sydamerika og Guineabugten i Afrika. Syd for Spencerbugten og Øst for Tasmanien fik nemlig Challenger ved Lodskud 2600 Favne paa en Dybde, der kaldes Jeffreydybet. I sydøstlig
Retning fra Ny Holland, altsaa hen imod *) lieber die Verschiebungen der Weltheile seit den tertiairen Zeiten. Side 24
Ny Zeeland, ere Dybene kjendte langs Telegrafkablet imellem Sidney og Cookssund. Kontinentplateauet sænker sig uden for Sidneys Havn uventet med et Fald af l:28 og til en Dybde af mere end 2000 Favne. Længere borte fra Kysten tiltager Dybet umærkelig endnu 500 Favne. Kun lidt efter lidt hæver Bunden sig paa ny, indtil den i den med det avstralske Fastlaud parallelt liggende Dobbeltø Ny Zeeland naar op over Havets Overflade. Sydvest for den nordlige Ø sænker Bunden sig atter helt hurtig; men Maalingerae ere her meget ufuldkomne. Tilværelsen af endnu en med Ny Zeeland parallel Aas antydes af de i samme Retning liggende Øer Chatham, Bounty og Antipode. Fra Frazerøen nærved Brisbane gaar Ny Hollands Kyst i nordvestlig Retning og imod det samme Verdenshjørne peger den mærkelige Halvø Auckland paa Ny Zeelands Nordø. Dersom vi fra Kysten af Queensland kunde se langt ud over Oceanet i nordøstlig Retning, vilde der møde os det sælsomme Skue af talrige Øgrupper, hvis Form er langstrakt og med Længdeaxen stadig parallel med den nærmest liggende Del af Ny Hollands Kyst. Og ikke alene ogrupperne, men meget tit endog Øerne selv ere udstrakte i denne Retning. Saaledes er Forholdet med Ny Caledonien, Louisiadeøerne, de største Øer imellem Hebriderne, og end videre Salomonsøerne, Ny Ireland og Ny Britannien. Disse sidstnævnte Øer ligge parallelt med Ny-Guineas Kyst, og i Virkeligheden er Ny Guinea en Del af Ny Hollands Kontinentalplateau; thi det Hav, som adskiller dem, er ikke dybere end Nordsøen. Dybdemaalinger mellem disse utallige Øer ere, skjønt de ere ret talrige, dog ikke endnu tilstrækkelig mange til at give os en fuldstændig og for alle Hypoteser frigjort Forestilling om Havbundens Relief. Men det er dog fastslaaet, at disse Øgrupper ligge hver paa sin brede undersøiske Aas og skilt fra Naboøerne enten ved meget dybe eller ved mere lavvandede Render eller Dale. Det store Havs vandrette Bassinbund, hvis Dybde er omkring 2000 Favne, begynder først øst for Kermandekøerne, nordøst for den Aas, paa hvilken Ellice, Gilbert- og Marshalløerne ligge, og norden for Carolinerne. Fra Ny Hollands Kyst indtil denne bueformede Grænselinje sænker Bunden sig efterhaanden Trin for Trin, i det den slaar vældige Bugter enten opefter, saa som i Ny Caledoniens, Ny Hebridernes, Salomonsøernes, Caroliuernes, Aaser, osv.eller ned efter, saa som i Gazelle-Dybet imellem Halvøen Auckland og Ny Caledonien, parallelt med dem begge, og i Carpenterdybet syd for Louisiaderne, Salomon søerne og Ny Hebriderne. Og ligesom vi saa en Aas hæve sig fra Atlanterhavssinets centrale Dele, parallelt med Amerikas Kontinentalplateau, se vi netop det store Havs dybliggende Bassinbund hist og her afbrudt af flade Aaser med den samme Hovedretning som de nærmeste Fastlande. De danne den mægtige Grundvold for Polynesiens vestlige Øgrupper, Amerika Øerne, Marquesasøerne , Selskabsøerne , Pamnotuøerne , Tubnaiøerne o. s. v. Ja! endnu oven for den nordlige Vendekreds, fra Hjærtet af det store Hav, gjør Bunden en vældig Bugtning, Sandwichsøernes Aas, førend den til sidst som en uafbrudt Slette strækker sig ud til Nordamerikas og Polaregnens Højplateauer. Ny Holland og de Øgrupper, som omgive denne Verdensø i en Bue fra Ny Zeeland til Carolinerne, maa saaledes betragtes som et Kontinentalplateau, der er analogt med Jordens øvrige Fastlande af den Grund, at det, efter at være stejlt og umiddelbart steget frem i Vest og og Sydvest, langsomt og ligesom terrasseformet og med Afbrydelse af lodret paa Hældningens Hovedretning gaaende Tværhøjder sænker sig imod Øst og Nordøst. Da det er lavere end alle andre Kontinentplateauer, er det af Oceanet for største Delen blevet skjult for vore Blikke, og alene de kredsformet om det ordnede grupper antyde dets virkelige Form for os. Vi gjenfinde da her de samme Linjer, som ere bestemmende for Afrikas og Sydamerikas Omrids, den samme Bue imod Nordøst, den samme nord-nordøst- og syd-sydvestlige Hovedretning af Sydøstkysten og den samme Indbugtning paa Sydvestkysten. Ligheden gaar endnu videre. Baade paa Grund af sin Beliggenhed, sin Topografi og sin ejendommelige Plante- og Dyreverden kan Ny Zeeland kaldes Avstraliens Madagaskar. Og dersom vi betragte Krummels ny Kaart over Havdybet i det østindiske Øhav, maa Ligheden med Centralamerika forbavse os. En Hævning paa 1000 Favne vilde gjøre Timor til en Panamahalvø og en Bro imellem de to Kontinenter. Nordøst for denne Bro have vi lokale Sænkningsdale, der svare til dem, vi kjende i den mejicanske Bugt og i det caribiske Hav. Overalt i disse af Havet beherskede Egne er der vulkanske Kræfter i Virksomhed. Vulkanerne ligge langs Kysterne, paa smalle Halvøer og Landtanger samt paa Kammene og Skrænterne af de undersøiske Aaser, og selv ude i det aabne Hav uden for Aaserne. Til Havets Nærhed ere de dog strængt bundne, og fortrinsvis findes de paa saadanne Steder, hvor Jordlagene ere blevne trængte ud af deres oprindelig vandrette Leje. Vi maa derfor opfatte Vulkanerne som en Følge af Havets Indvirkning paa de siden forstyrrede Jordlag og derimod ikke Aaserne som en Følge af vulkansk Virksomhed. Som et vigtigt
Argument imod de ny Vulkanteorier, Side 25
Vulkaner i Centralasien. De seneste russiske Undersøgelser have imidlertid givet Anledning til stærk Tvivl om disse Vulkaners Tilværelse*). Man fortæller nemlig, at Rygterne om vulkanske Fremtoninger i disse stærkt kontinentale Landstrækninger tit fremkomme paa Grund af brændende Stenkulslejer. Den her fremsatte Opfattelse udelukker ikke Teorien om Vulkanernes Beliggenhed paa retlinjede eller bueformede Revner. Denne Hypotese bliver tværtimod herved understøttet og vinder større Sandsynlighed; thi den forklarer ligefrem Grunden til selve Fremkomsten af Revnerne, som netop ere en Følge af Jordlagenes gjensidige Tryk og Forskydning. *) Das Ausland. Nr. 46. 1882. |