Den nordamerikanske Greely-Expedition,

(Hermed Tavle V).

Denne Expedition, bestaaende af 25 Mand, blev for omtrent tre Aar siden afsendt for at oprette en meteorologisk Station i Lady Franklin Bugten i Robeson Kanalen. Denne Station blev den nordligste af alle de meteorologiske Stationer, og Nordamerikanerne vare saa heldige 1881 at træffe et saa ualmindelig gunstigt Isaar, at Skibet „Proteus", der havde Expeditionen om Bord, paa otte Dage sejlede fra Littleton Øen i Smith Sund til Lady Franklin Bugten, medens Nares Expedition 1875 med to kraftige Dampskibe var 28 Dage om at tilbagelægge det samme Stykke Vej. „Proteus'- vendte tilbage samme Aar; men siden den Tid savnede man enhver paalidelig Efterretning om Greely og hans Ledsagere. Det kuude nemlig ikke henregnes til paalidelige Efterretninger, at nogle indfødte i Nærheden af Kap York i Fjor fortalte Dr. Nathorst, der hørte til Nordenskiölds Expedition, at Greely og hans Ledsagere havde naaet Littleton Øen.

Skibet „Neptune", der 1882 skulde sætte sig i Forbindelse med Greely, kom i Besæt i Isen i Nærheden af Kap York og maatte vende om med uforrettet Sag; men det lykkedes dog, rigtignok med Møje, at oprette Depoter og at efterlade Proviant ved Kap Sabine og paa Littleton Øen samt at efterlade en Baad ved Kap Isabella. Det følgende Aar bleve Skibene „Proteus" og „Yankie" sendte af Sted i samme Øjemed; men Expeditionen var meget uheldig. „Proteus" blev knust i Isen, og Besætningen reddede sig i Land ved Kap York, hvor den blev optagen af „Yankie".

Det er en Selvfølge, at man nærede stor Ængstelse for Greely-Expeditionen, og man gjorde derfor i Aar store Anstrængelser for at bringe den Undsætning ved at udsende ikke mindre end tre Skibe: „Bear", „Thetis" og „Alert", alle under Komandør Schley. Udgifterne ved denne store Expedition udgjøre 700,000 Dollars, og Skibene ere Hvalfangere, som man havde anskaffet i

det nævnte Øjemed. Som anført, blev Greelys Expedition afsendt 1881, og den 15de Avgust havde man landet alt Materiel, 140 Tons Kul og Proviant for tre Aar; desuden lykkedes det i kort Tid at skyde saa mange Moskusoxer, at deres Kjød alene afgav tre Maaneders Proviant. „Proteus" efterlod ogsaa en Dampbarkasse og tre Hvalbaade, ligesom der dels af Greely og dels af tidligere Expeditioner var oprettet Depoter paa flere Punkter. Hungersnød syntes saaledes den savnede Expedition ikke at kunne være udsat for, forudsat, at den ikke havde skiftet Plads. Greely havde Ordre til senest at forlade Stationen 1883 i September, dersom det ikke forinden var lykkedes at bringe ham Undsætning.

Hvad den store Expedition i Aar angaar, da var det foreløbig Meningen at sende et af Skibene meget tidlig af Sted til de danske Kolonier, forinden alle Skibene samledes ved Upernivik, ikke senere end den 15de Maj. Skulde Isforholdene være gunstige, vilde det første Skib søge at trænge nord paa. De øvrige Skibe skulde midt i Maj forhaabentlig afgaa fra Upernivik til Littleton Øen. Man vilde selvfølgelig igjennem de indfødte søge at skaffe sig Efterretning om den savnede Expedition, og naar Isen naaedes, skulde et enkelt Skib søge at arbejde sig nord paa, medens et andet skulde blive liggende som Reserve til at falde tilbage paa, hvis der skulde ske en Ulykke. Under Vejs skulde der paa passende Steder oprettes Depoter.

Afset fra den Ængstelse, der næredes for Greelys Expedition, imødesaa man i de forenede Stater med stor Spænding Udfaldet af dette Aars Expedition. „ Jeannette" sørgelige Udfald og de oven for nævnte Expeditioners Uheld have gjort et pinligt Indtryk paa det store Publikum. Der var ellers gjort alt med Hensyn til Udrustning for at sikre Aarets største Polarexpedition et heldigt Udfald, og Nordamerikanerne havde ikke skyet at modtage Raad af Sir George Nares og Kapt. Markham, som tilstillede vedkommende Avtoriteter i de forenede Stater et værdifuldt Memorandum om Issejlads og hvad dertil hører. — I Slutningen af Juli 1884 kom der endelig Efterretninger fra Greely-Expeditionen, og skjønt disse Efterretninger i mange Henseender ere meget sørgelige, maa man dog glæde sig over, at Expeditionen ikke er gaaet helt til Grunde. Efter „New York Herald" meddele vi følgende Underretninger:

Naar det i Aar lykkedes at befri de overlevende, skyldtes det den største Udholdenhed fra Komandør Schleys og hans underordnedes Side. Helt op igjennem Smiths Sund maatte Skibene stadig kæmpe med Isen, som de mødte i store Flager, men som de dog overvandt yed Taalniodighed og Aarvaagenhed. Der blev ikke forsømt

af dyb Sørgmedighed. „Thetis" og „Bear" medførte 12
Lig, fem Mand vare begravne i Isen og med den førte ud i
Havet, og én Mand var druknet, da han søgte efter Føde.

Om Expeditionens Liv under dens Afspærring fra Verden, meddeles det, at skjønt de af „Proteus" efterladte Levnetsmidler vare dem rigelig tilmaalte, begyndte der efter to Aars Forløb at blive knap Tid paa dem. Tilmed paakom der Expeditionen, da ogsaa Sommeren 1883 gik til Ende uden at have bragt Redning, den fortvivlede Tanke, at det paa Grund af Isforholdene vilde være umuligt for noget som helst Skib at bringe Frelse. Man besluttede derfor med Baadene at gjøre et Forsøg paa at naa en af de danske Kolonier paa Grønlands Vestkyst. Den 9de August 1883 forlod Expeditionens Medlemmer deres, næsten under 83° n. Bredde liggende Station „Fort Conger", hvor de havde levet temmelig lykkelig og fri for Sygdom i to Aar. Den 29de September vare de ved Baird Jnlet, der ligger 70 Sømil syd for Fort Gonger. Indtil da var alt gaaet godt; men nu begyndte de übeskriveligste Lidelser. Da man havde overbevist sig om det umulige i inden Vinterens Frembrud at naa de danske Koloniel¹, opgav man Baadene og indrettede sig paa en Isflage, der drev sønder paa. Efter at Folkene saaledes vare drevne om i 30 Dage, landede de ved Kap Sabine, der ligger under 79° n. Br., ikke langt fra Indsejlingen til Smiths Sund. Her levede de under de forfærdeligste Savn i Snehytter og af de faa Levnedsmidler, de havde medbragt eller fundet. De fundne Levnedsmidler vare dels dem, som vare blevne efterladte af Nares 1875 og dels dem, som vare begravne afßeebe 1872 samt en Del af den Proviant, som var frelst fra „Proteus" Stranding 1883. Da alle disse Levnedsmidler vare brugte, maatte man leve af kogt Sælhundeskind, kogte Klædningsstykker, Mos og Lavarter samt en Slags Rejer, naar Folkene vare stærke nok til at fiske dem, og hvortil der udkrævedes, at man maatte slaa Hul paa Isen.

Heldigvis ere dog Greelys Instrumenter og Optegnelser frelste. Han gjør Fordring paa Æren af, at hans Expedition er naaet nordligere end nogen anden Expedition. Han har selv telegraferet bl. a. følgende fra St. John paa Newfoundland, som Skibene anløb paa Hjemrejsen: „For første Gang i tre Aarhundreder har England maattet opgive Æren af at være trængt længst frem mod Nord. Løjtnant Lockwood og Sergent Brainard naaede den 13de Maj Lockwoodøen paa 83° 24' n. Br. og 44° 5' L. Fra en Højde paa 2000 Fod saa de intet Land i Nord eller Nordvest; men i Nordøst saa de Grønland og Kap Robert Lincoln paa 83° 35' n. Br. og 38° L. Lockwood blev 1883 dreven tilbage af aabent Vande nede under Grønlands Kyst, og han slap med Nød og næppe fra at drive ud i Polarhavet."

De i Sommermaanederne af Expeditionen foretagne Udflugter med Baade have givet nøjagtig Kundskab om et Territorium, der strækker sig vest og øst for „Fort Conger". Grinnell-Landet er en Strækning, der ved Lady Franklins Bugten er skilt fra det nordligere liggende Land, som har faaet Navnet Arthur - Landet. Dette Grinnell der især blev undersøgt af Expeditionen, har mange Mærkeligheder. Den nordlige og sydlige Del er, afset fra flere store Jøkler, dækket af en tyk Isskorpe, medens der i det Indre er en stor Sø samt en Strækning Land, der er isfri. Nogle af Bjærgene i Grinnell-Landet ere indtil 4500 Fod høje. Man har gjort den vigtige Opdagelse, at der nord for Grinnell og nordvest for Grønland ikke findes andre Landmasser, medens flere Tegn tyde paa, at der nordøst for Grønland strækker sig en stor Øflok ind i Polarhavet. Lockwood, der -bukkede under for Strabadserne under sine Slædefarter mod Nord, blev ved aabent Vande hindret i at trænge længere frem, og dette er af stor Interesse ; thi at der saa tæt ved Nordpolen skulde findes store Strækninger isfrit Vand, staar i Modstrid til den af Nares fremsatte Tanke om, at de Dele af Polarhavet, der ligge omkring Nordpolen, ere dækkede af evig Is. Greely mener, at Isforholdene ere forskjellige hvert Aar, og derved opstaar den største Hindring for Nordpolfarerne, da det bliver lige vanskeligt at bruge Baade eller Slæder. De frelste Polarfarere ere ved omhyggelig Pleje atter komne til Kræfter, selv om de udstandne Lidelser have efterladt varige Mærker hos dem. Naar de overlevende af Expeditionen have været nødte til at leve af deres døde Kammerater, kan man kun beklage dem, fordi de have været i en saa grusom Stilling.