Et Stykke eskimoisk Literatur,

Paa den sidste Grønlands-Expedition traf NordrmkiiJld ogsaa en Halvblods-Eskimo, Lars Møller, der er Redaktør af en i Godthaab trykt Eskiinotklonde, ;.Atuagagdliutit"; lian er tillige Bogtrykker, Tegner, Litograf og Eskimo-Digter. Han oversatte paa dansk for Nordenskiöld en Beskrivelse af en Kejse, som to Eskimoer gjorde til Evropa og som tryktes 1857 i Godthaab. Vi tro at gjøre vore Læsere en Fornøjelse ved at meddele denne Rejsebeskrivelse, som Nordenskiöld nylig har offentliggjort i et svensk Tidskrift.

Red,

Pok, cn Grønlænder, der har været paa Kejser og som
efter Hjemkomsten fortæller sine Landsmænd derom. Efter
et Haandskrift, fundet hos Grønlænderne ved Godthaab.

Da Pok kom tilbage fra en Rejse til Evropæernes
Land. fortalte han følgende til sine Landsmænd:

Pok siger: Nu har jeg set, hvad jeg ønskede at se.
Simik svarede: Du har rejst over den store Sø,

og Du var ikke bange derfor?

Polt siger: Den store Sø var meget stor. Vi sejlede
over den i to Maaneder uden at se Land.

Kujavt spurgte ham: Naa, du har set Evropæernes
Land, hvor er din Ledsager?

Pok sagde: Han er død ide store skjæggedes Land
(Norge).

Kujavt faldt ind: Du har- faaet meget at fortælle.
Polt svarede: Ja, jeg har saa meget at fortælle,

at jeg ikke kan huske det Altsammen

Kujavt spurgte: Har du været i deri store Konges
Land?

Polt svarede: Da vi havde sejlet fra Norge i3 Dage, naaede vi Kongens Land. Det første, vi saa, var en stor Mængde Huse og store Skibe, inden vi saa selve Landet; thi der findes ingen Bjærghøjder eller Fjælde.

Kujavt faldt ind : Ak ja! det maa være forfærdeligt.
Polt sagde: Selve Kongens Hus og Kirkerne ere

saa høje, at man ikke kan skyde over dem med en Bue.

Perssolt faldt ind: Har du været der, har du set
Kongens Hus?

Polt svarede: Naturligvis. Da vi havde kastet Anker uden for de mange Huse, blev jeg med min Ledsager hentet i Land paa en smuk Baad med 14 Aarer. Men i Fald vi havde mere Lyst til at ro i vore Kajakker ved Siden af Baaden, havde vi Lov dertil. Da vi nærmede os Stranden, var der saa mange Mennesker, som saa paa os, som Myg i en Myggesværm.

Perssok spurgte: Var du saa ikke bange?

Pok svarede: Nej! Da vi havde gaaet i Land,
mødte vi strax en Vogn, saa stor som et Hus og med
Vinduer, i hvilken vi skulde føres op til Kongen,

Perssok sagde: Hvordan ser Kongens Hus ud ?
Pok svarede: Det ligner ganske et meget stort

Isfjæld. Taget er af Messing. I Husets Forstue kunne
20 grønlandske Tælte opstilles, og paa begge Sider af
den lange Indgang stod mange Mænd med Vaaben.

Perssok sagde: Vare de udrustede til at fange
Rener og Sælhunde?

Pok sagde: Nej! Da han er saa stor, maa de
mange væbnede Mænd passe paa ham. Jeg skal nok
fortælle Jer mere siden.

Perssok sagde: Fortæl kun. Din Fortælling er
underholdende.

Pok sagde: I Huset var der mange Folk med
metalglinsende Klæder.

Perssok faldt ind: Vore simple Huse ligne vist
ikke disse Værelser.

Pok sagde: Medens vi gik ind i den lange Gang,
fulgte mange væbnede Mænd og stod omkring os. Deres
Vaaben vare forfærdelige.

Perssok gjensvarede: Dog nu var du vel bange ?
Fok svarede: Jeg var ikke bange; thi jeg kunde

se, at de ikke vilde gjøre os noget ondt.

Perssok sagde: Fortæl videre.

Polt svarede: Endelig kom vi til et meget stort Rum, der helt og holdent var fyldt med store Herrer. Men de bleve dog meget smaa, da den allerhøjeste kom inden for Døren. De bukkede alle til Gulvet og jeg med. Nu begyndte jeg at ryste, og jeg vidste ikke, hvem der var den fornemste. Kongen spurgte mig, forstaar du noget dansk, „danskamik", saa kalde de deres Sprog. Jeg svarede ham: „Nej", det eneste Ord, jeg kan af det danske. Jeg bad Jafe takke Kongen, fordi han elskede os saa meget, at han lod os, smaa Børn, faa noget at vide om Gud. Kongen sagde: Jeg skal siden faa at vide, om I virkelig ville lære om gudelige Ting. Siden talte han med en gammel, stor Herre og gik ind i et andet Værelse til Dronningen — saaledes kalde de Kongens Hustru — og dér satte de sig og spiste med Dronningen og alle de store Herrer. Maden var smukt anrettet, som om den alene var til at se paa, — og med mange forskjellige Figurer. En af de store Herrer gav mig store Æsker med mange forskjellige Sager. Fem store Æsker fik jeg. Alle Herrerne vare meget velopdragne og høflige.

Simili sagde: Vi tage Fejl. Vi anse ellers os for
at være de eneste velopdragne.

Pok sagde : Vi ere visselig nogenlunde af slebne, og vi
mangle ikke noget videre; men Evropæerne kunne vi dog
ikke overgaa, hverken i godt eller ondt.

Simik sagde: Ja, saaledes er det. Fortæl videre.
Pok sagde: Husene ere utallige — nogle 2, andre

3, 4, 5 Stokværk høje. De indtage en stor Flade. Neden for Husene var der en stor Kanal med Broer, saa at Menneskene kunde drage derover. Broerne vare bevægelige, saa at de kunde tages bort. Der var ogsaa store Volde, og derpaa fandtes store Kanoner, som ligge færdige til Krig.

Sirnik spurgte: Hvad for Krig?

Pok svarede: I gamle Dage kom andre Evropæere for at kriges med dem; men nu ventes ej Krig. Men desuagtet har man altid Mandskab paa Fæstningerne, som staar rede for Krigens Skyld. Mellem Husene findes altid Vagtposter. Naar der er Ildebrand, blæses der paa Horn og slaas Alarm. Deres Slukningsredskaber ere vældige.

Simik spurgte: Hvor faa alle disse Mennesker Føde ?
20 Hvaler kunde vist ikke forslaa til en eneste Dag for
dem alle.

Pok sagde: De leve mest af Jordens Frembringelser.
Mændene opgrave Marken om Foraaret og saa Frø i

Jorden. Naar Sæden kommer op, bliver den mangfoldiggjort. Denne giver Mel og Gryn. Deraf faar man mange Slags Mad. Træerne have ogsaa Frugter, som smage godt. Nogle Frugter ere saa store som Menneskehoveder, og saaledes leve disse Mennesker af Jordens og Luftens Frembringelser.

Simik sagde: Hvorfor er vort Land ikke saadan?
Pok sagde: Fordi vort Land er saa koldt om Vin

teren. Da jeg var dér, sagde de, at Vinteren var stræng,
skjønt den var som Vaaren hos os.

Tulugak sagde: Det vilde være smukt at bo dér.
Pok sagde: I deres Land kunde vi ikke leve, da

der hverken er Sæler eller Hvaler dér. Der er mange Slags Fisk baade i det salte og det ferske Vand; men Folket lever ikke som her i Landet. De maa ikke gjøre, som de ville. Husdyrene og Fiskene have alle Ejere. Kreaturerne ejes af mange Mennesker. Jorden er meget dyr. Et Stykke Jord saa stort som en Kajaksplads bliver betalt med Tøj som til tre_—fire Anorakker (Trøjer).

Tulugak sagde: Her hos os skulde de faa Jord for
Ingenting. Ligeledes kunde de for en Anorak faa et
stort Stykke Sten.

Pok sagde: De vilde ikke komme hid, hvis vi ikke
havde Spæk.

Tulugak sagde: Hvad bruge de Spækken til?
Pok svarede: De bruge den til at oplyse Gaderne.
Tulugak sagde: Det er klogt udfundet.
Pok svarede: Ja. Deres Herskere ere meget vel

gjørende. Et stort Hus er opladt for gamle Koner, som ikke længer kunne føde sig, et andet til forældreløse Børn, et til sindssyge, et til altfor lystige Piger og tre til meget fattige. De gjøre ikke, som vi pleje at gjøre. De Folk, som bo i samme Hus, spise ikke sammen. Nogle kunne være meget rige og eje et Hus uden at bo deri. Men mange af dem have hverken Hus eller Klæder og tigge sig frem.

Tulugak sagde: Vi have ikke nogle saa fattige.
Hvorfor ere de saa fattige?

Pok sagde: Mange af dem ere meget uduelige og
ville ikke arbejde. Mange ødelægge, hvad de eje, ved at
drikke Brændevin.

Tulugak spurgte igjen: Er det den Slags Drikke,
som Arbejdsfolket faar?

Pok sagde: Ja. Nogle af Husene bruges udelukkende
til at sælge Brændevin. Paa saadanne Steder drikke
de, og naar de gaa derfra, saa slaas de.

Tulugak sagde: Det forekommer mig, at Du har
sagt, at der kun findes ét Hus for gale.

Pok sagde: Evropæerne kunne ogsaa være slette. Vore Landsmænd holde mest af at leve af Fangsten og kjende kun lidt til Brændevin og andre Taabeligheder. Hos Evropæerne er det derimod ofte Tilfældet, at Mennesker blive aldeles gale, saa at de maa bindes og fængsles, og saaledes leve de ofte hele deres Liv. Men saa findes der ogsaa mange, som ere meget lærde, som sikkert finde Vej paa Verdenshavet ved Hjælp af Solens Højde og ved at se paa den bevægelige Naal, som viser imod Nord. De bygge Skibe oppe paa Laud. Naar de ere færdige, skydes de af sig selv ud i Vandet. De lave ogsaa mange underlige Ting, de kunne løfte et helt Skib og meget store Stene. De vide ogsaa, naar Solformørkelse indtræffer og hvor fuldstændig den bliver. Da jeg har set alt det mærkværdige, fandt jeg det rigtigt, hvad vore Fædre sagde, at Ebbe og Flod er det eneste, som Evropæerne ikke kunne bringe til Veje.

Her er Enden.