De store svenske Søer og Gefjonsagnet*),

(Hermed Tavle VI).

Iblandt de os overleverede Oldsagn bave faa saa tit været brugte i Sang, Tale og Billede som det om Gefjon, og dette er let at indse; thi den nordiske Oldtids største Historieskriver siger ved at fortælle derom med tydelige Ord, at vort Sjælland er pløjet ud af en af de store svenske Søer. Historikere og Naturgranskere have ogsaa syslet dermed; men, som man vil se af det følgende, ved denne Sag har Snorre dog rimeligvis gjort sig skyldig i en Misforstaaelse.

I det nordlige Evropa findes der, som man véd, to Grupper af store Søer, de russiske og de mellemsvenske. I Størrelse overgaa de russiske langt de mellemsvenske; thi Ladoga har et Indhold af 330 og Onega af 177 D Mile**), medens Vänern er 101, Vattern 33 og Målaren 21 n Mile***); men det mellemsvenske Sødrag er interessantere, da det frembyder større Uligheder, og da dets Søer med deres Omgivelser høre til de skjønneste Egne i Verden.

Af de svenske Søer gjør Vänern et Indtryk, som om den var et Ferskvandshav; Skibe af forskjellig Slags drage over den udstrakte Vandflade, vældige Bølger rejse sig i Storm paa Vandet, og Strandinger foregaa ligesom paa Havet; sex Kjøbstæder ligge paa dens Bredder, og Skibene, der høre hjemme paa den, ere i alt over 100 — paa mere end 10 Tons — og have tilsammen en Drægtighed af 6500 Tons *), eller noget lignende som Byerne paa Laaland tilsammen. — Ogsaa Vattern gjør et Indtryk som et Hav eller rettere som en stor og langstrakt Fjord; den er nemlig 18 Mile lang og kun et Par Mile bred, og den svarer i Form omtrent til Öland. Enhver, der fra Jönköping har set ud over Vattern, vil ikke have glemt det dejlige Syn; Søen omgærdes af bratte Skrænter, der for en Del ere dækkede med Skov, og man kan ikke se Ende paa den store Vandflade. — Mälaren, der dog er en hel Del mindre end Vattern, gjør ligeledes Indtrykket af Hav; men her er det en Skærgaard.

---

*) Brudstykke af et Skrift „Jylland", der er ved at ud. komme.

**) Elisée Redus. Geographie universelle. Paris. Tome V. 1880. S. 568.

*) Sveriges officiela statistik. E. Inrikes sjöfart och handel for år 1878. S. 4 og 5.

***) E. Sidenbladh. Royaume de Suéde. Expose statistique. Stockholm. 1878. S. 11.

Den Del af den svenske Kyst, hvor den største Skærgaard findes, er Bredderne af Uppland og Södermanland, og Skærgaarden her fortsætter sig over landsøerne til Finland. Men paa den anden Side gaar den stockholmske Skærgaard ind i Målaren, og man finder i deiine Sø ikke mindre end 1300 Skær. Det er yderst mærkeligt at sejle mellem hele dette Virvar af Øer og Holme, hvoraf nogle ere skovklædte, andre nøgne, nogle beboede, andre ikke; Skibet er næppe kommet frem imellem et Par af dem, før atter nye Holme fra begge Sider skyde sig ud paa Vejen, og man har derfor træffende sagt om Målarens Øer, at de ligesom i en kjendt Folkeleg „leka sista paretut med hvarandra". Afløbet af denne Sø, Norrstrøm, kan betegnes som den korteste af alle Floder. Den bestaar nemlig ikke af andet end Løbet igjennem den mellemste Del af Stockholm, hvorNorrbroen plejer at regnes som Grænsen imellem Søen og Havet; men naar Havet en Gang imellem stiger usædvanlig højt, fremkommer „Uppsjö", og Saltvandet trænger da langt inden for Norrbroen, saa at Floden i dette Tilfælde ophører at være til eller, man kunde ogsaa sige, flyder omvendt. Norrströms Vandmasse er ikke ringe; thi Målaren med dens Opland har i alt en Størrelse af 410 Q Mile*). Den løber ogsaa med stærk Fart, i det ved almindelig Vandstand Målarens østlige Del ligger en Fod højere end „Saltsjön". Man har daglig god Lejlighed at maale dette Forhold ved Overgangen fra Södermalm til den egentlige gamle By; her gaar nemlig Målaren paa nogle faa Alen nær lige til Saltsjön, og den smalle Landtunge er udgravet til en „Sluse", hvorigjennem Skibene sejle mellem Målaren og Saltsjön. Denne Sluse kan ogsaa kaldes den korteste Kanal i Verden.

Til Målaren henfører Snorre Sagnet om Gefjon, i det han siger**), at „hun tog fra Jötunhejm 4 Oxer, der vare hendes Sønner med en Jötun; disse satte hun for Ploven. Men Ploven gik saa haardt og dybt, at Landet gik løs, og Oxerne droge det vester paa ud i Havet og standsede, da de kom til et Sund. Dér satte Gefjon Landet og kaldte det Sjælland. Og dér, hvor Landet var blevet borttaget, blev siden en Sø, der kaldes Logren" (det islandske Navn for Målaren), „og have Vigene i Lögren Beliggenhed ligesom Næssene paa Sjælland". — Dette Sagn er bleven tydet paa forskjellig Maade. Ved at undersøge et saadant Sagn, maa man naturligvis ikke gaa for meget i Rette med Enkelthederne deri, og naar Snorre siger, at Målarens Vige i Beliggenhed svare til Næssene paa Sjælland, kommer dette af, at han og hans Tids Islændere ikke vidste det bedre. Målaren er dog altfor lille til, at Sagnet kan passe derpaa, og Vigene ligge i Virkeligheden heller ikke saaledes som Næssene paa Sjælland. Vedél Simonsen*) har nu bl. a. givet den Tydning, at Navnet Lögren, der fra først betyder „Vædske" og dernæst „Havet", skal betegne den Havbugt, som dannedes af Sjælland og Skåne, da disse vare landfaste, og siden blev til Øresund. Heller ikke dette passer imidlertid til Opgivelsen hos Snorre. En anden Tydning er givet af OélllemckUiger, i det han i „Bragis Sang om Gefjon", der staar i „Nordens Guder", har indført de klangfulde Vers:

„Sort Vomieren syder
Og Tangen sig skyder
Med Muld i Søen
Lig Bugt i Øen.

Det bedste Stykke,
Ha hvilken Lykke!
Af Fastlandsskoven
Staaer nu i Voven.
Og senest Alder
Det Siølund kalder;
Thi Sø med Lunden
Er skiønt forbunden.
En Pragt for Jorden!

Et Syd i Norden.«

Vor store Digter benfører altsaa Sagnet til Vänern og ikke til Målaren, og dette staar allerede i første Udgave af det skjønne Værk (1818); om Oehlenschläger selv har fundet paa denne Tydning eller om han har lært den af andre have vi undersøgt i hans Skrifter og spurgt efter hos Folk, der have kjendt ham nøje, men forgjæves. Til hans Tydning har 1834 N. M. Petersen sluttet sig**), i det han siger, at Sagnet mest passer paa Vänern; denne Sø stemmer nemlig ikke alene i Størrelse, men ogsaa i Form meget overens med Sjælland, og ser man paa et Kaart over Norden, er dette iøjnefaldende. Den afrundede Søs Længderetning gaar nemlig saa temmelig fra Nord til Syd, altsaa omtrent lige som Sjællands; den store fra Varmland udskydende Halvø, Nas kaldet, som tilligemed Øflokkene Djurø og Lurø deler Søen i to Dele, den egentlige Vänern i Vest og Dalbosjön i Øst, svarer til Isefjord paa Sjælland, altsaa fuldstændig som Oehlenschläger har sagt. Det er kjendt nok, at man paa mange forskjellige Steder kan træffe Sagn om Oversvømmelser, som f. Ex. det samothrakiske om Gjennembruddet af

---

*) Xationalhistorie. 1ste Del. 2det Hefte. 1813. S. 165.

**) Danmarks Historie i Hedenold. 1ste Udgave. 1ste Del. 1834. S. 128.

*) N. Ericsson. Om Målarens floden. Stockholm. 1851.

**) Snorreedda. Gylfaginning. I.

det sorte Havs Vande ved Bosporus*), det lucayiske om Øernes Adskillelse fra Cuba ved en Oversvømmelse**), det grønlandske cm Øen Disko, der blev ført langt imod Nord af en vældig Kvinde*"*), og det marquesanske af lignende Art f), og det er rimeligt nok, at de hentyde paa en eller anden Naturtildragelse, som har fundet Sted i Menneskets Minde. Vi maa nemlig ikke glemme, at det gaar med et Sagn ligesom med en Nød; først efter at man har gjennembrudt den haarde Skal, kommer man til den værdifulde Kjærne, og Kjærnen i Gefjonsagnet skulde da være den, at Sjælland har været landfast med Sverige, og at Adskillelsen er fremkommen ved en Jordomvæltning, „den baltiske Flod", der skal være sket i Menneskets Minde. Jap. Steenstrup har først hentydet herpaa, og hans Tanke er greben, ikke alene af Forchhammer-\'\\ -\'\\ men ogsaa af Chr. Puggaard-\-\-\).

Af de senere Tiders Historikere henregne ogsaa de
fleste Sagnet til vort Sjælland, saaledes P. A. Munch*-\}

og Grundtvig*) (Saxe nævner slet ikke Gefjon og har altsaa ikke hørt Tale om dette Saga), og kun N. M. Petersen**) antyder svagt, at Snorres Fortælling, der er skrevet op efter Skjalden „Brage hin gamle", mulig bør henlægges til et andet Sted, nemlig Sjoland ved Målaren ***). Senere har Dr. E. Jessen optaget dette f), i det han meget rigtig gjør opmærksom paa, at „Billedet fordærves, naar Ploven skal føre Jord fra et Sted til et andet; den vender kun Jorden". Den østlige Del af Uppland, som nu hedder Roslagen, hed fordum Sjolctnd, altsaa Sjælland, og det er øjensynlig langt rimeligere at henføre Gefjons Idræt til denne Landstrækning end til det saa fjærntliggende danske Sjælland. Handler Sagnet om det svenske Sjælland, bliver Pløjningen ud af Målaren, der med sin langstrakte Form nok kan siges at minde om en Plovfure, mere naturlig, skjønt de geologiske Forhold dér ingenlunde henvise til saadanne Omvæltninger i Menneskets Tid. — Uagtet det mulig vil saare noget tilvant nationalt, er der ingen Grund til at holde en Mening som den her fremførte tilbage; der er intet ondt i, at den digteriske Udsmykning kommer til at vige for det, der staar Sandheden nærmere.

---

*) Karl Otfried Mutter. Geschichte hellenischer Stämme und Städte. 1820. Bd. I. S. 65 og 110.

**) 0. Peschel. Das Zeitalter der Entdeckungen. 2te Auflage. Stuttgart. 1877. S. 148.

***) W. A. Graali. Opdagelsesrejse til Østkysten af Grønland. 1832.. S. 78.

+) L'Exploration. Paris. Octobre. 1880.

++) Skandinaviens Natur. 1843. S. 18.

*) Nordens Mythologi. 3dje Udgave. 1870. 8- 452.

+++) Møens Geologie. 1851. S. 215.

**) Danmarks Historie i Hedenold. 2den Udgave. 1854. S. 146.

*+) Det norske Folks Historie. Christiania. Iste Del. Iste Bd. 1852. S. 204. — Nordens ældste Historie (af et ufuldendt Arbejde). Christiania. 1872. S. 16.

***) Kort nordisk Gudelære. 1867. S. 7.