Lidt om Kreolerne,

Spørgsmaalet om, hvad man skal forstaa ved Ordet „Kreol" besvares paa mange Maader; men det rette er, at det fra først kun betyder en blank, der er født i det varme Amerika. Ordet, der paa spansk hedder „criollo"_r er af usikker Oprindelse; efter nogle kommer det af det

---

*) E. Littré. Dictionaire. I. 1863. S. 891

bruges det rettelig kun om de indfødte blanke, og det samme er Tilfældet i Engelsk-Vestindien *). Om Forholdet i Peru siger imidlertid den reisende Tschudi **): „T Evropa tror man hyppig, at Begrebet „Kreol" er knyttet lil en bestemt Farve, men det er ikke saaledes; thi i Peru bruges Navnet „Kreol" om alle de Amerikanere, der nedstamme fra Forældre fra den gamle Verden, det være Evropæere eller Afrikanere; der er ligesaa godt hvide som sorte Kreoler." Navnet bruges iøvrigt der ikke alene om Mennesker, men ogsaa om Dyr, og man siger saaledes i Peru f. Ex. om Heste, Hornkvæg og Høns, at de ere „criollos", naar de nemlig ikke ere indførte fra den gamle Verden, skjønt de jo stamme derfra.

I Følge I)r. O. Kimtze***) regner man paa Puerto Rico „alt muligt" til Kreoler, og han taler om derværende Kreoler som Blandinger af for det meste hvidgul Farve, der nedstamme fra Indianere med Evropæere eller Mulatter; senere-j-) taler han ved Mellemamerika om „Halvindianerne" som Kreoler. Der gives fremdeles ogsaa Kreoler i den gamle Verden, og Dr. Oélsner-Monmcrqué, der har opholdt sig 4 Aar paa den franske Ø Bourbon, øst for Afrika, har skrevet en lille Afhandling om do derværende Kreol er -{"f"); under dette Navn forstaar han Folk af ren evropæisk Byrd, der ere fødte i Kolonierne. Efter Kuntze j--|"|-) kalder man paa Djava alle, der ere fødte paa Øen og som ere hvide eller gule af Farve, Kreoler. Det maa dog herved huskes, at Ordet er vandret ud fra Amerika, og det kan derfor ikke overraske, naar det paa mangt et Sted har faaet en mindre rigtig Betydning. Man kommer ellers ved alt dette til at tænke paa en af vore tidligere Geografier, hvori der saa kuriøst staar: „Enhver Evropæer, der er født i Amerika, kaldes en Kreol, et Udtryk, som minder om et endnu kuriøsere, der staar i en anden af vore Geografier: „I Calcutta findes 300,000 Sjæle, hvoraf de halve ere sorte".

I en for, kort siden udkommen Bog omtaler E. v. Hesse Wartegg det samme Spørgsmaal *f); Bogen er livlig og underholdende skrevet og indeholder mangen god Oplysning. Forfatteren gjør med Rette opmærksom paa, at Begrebet „Kreolerland" ligesaa lidt som Begrebet „Østerland- har bestemt afstukne Grænser. I de nordamerikanske Fristater bruger man Navnet „Kreol" om alle de Folk i Louisiana, der ere af romansk Byrd; men de tyske Blade i Landene ved den mejicanske Bugt paastaa, at der lige saa godt er tyske som franske eller spanske Kreoler; Negrene paa Ha'iti kalde sig ogsaa med dette Navn.

Naar man sejler ned ad Mississippi og nærmer sig New Orleans, er man efter v. Hesse Wartegg i „det ægte Kreolerland". Den nævnte By har altid været regnet som Hovedstaden i dette Land: men det kreolske Herredømme gaar nu sin Undergang i Møde. Grunden dertil er Krigen, som brød Slavernes Lænker og derved fratog Planterne deres Rigdom. De Jleste Plantager faldt efter Krigen ned til en Tredjedel eller en Fjerdedel af deres tidligere Værdi, eg mangen formuende Mand mellem Plantageejerne blev halvt om halvt til Tigger. Det kreolske Selskab har nu ogsaa trukket sig tilbage til de fornemme Dele af New Orleans, og det findes for Tiden kun i det halvt forladte franske Kvarter af Byen, medens det vegeterer hist og her paa Landet i Louisiana. Dette Landskab var en Gang et Helvede for Slaverne og et Paradis for deres Herrer; i vore Dage er Helvedet forsvundet, men det har taget Paradiset med sig.

De stolte kreolske Damer, der fordum levede som Fyrstinder paa deres Plantager, ere nu detroniserede og vise sig sjælden i Selskab. Paa Gaderne i New Orleans komme de kun lidt, saa nær som i Karnevalstiden. Forfatteren, der havde Lyst til at se noget til det kreolske Liv, henvendte sig i den Anledning til forskjellige Anglo der dog kun gave ham et undvigende Svar, og til forskjellige Tyskere, der loharn ud og sagde, at der ikke mere fandtes Kreoler i Byen. Først senere fik han imidlertid at vide, at Kreolerne hade Anglo-Amerikanerne som Pesten, og at det ikke er muligt selv for de bedste iblandt disse at komme i Selskab med Kreoler. Han var dog saa heldig at faa en Indbydelse til det fornemste Kreolbal, der én Gang om Aaret holdes i New Orleans. Paa Balaftenen kom den gamle franske Koloniadel kjørende i Vogne, hvoraf de fleste dog kun vare lejede. Medlemmerne af Komiteen gjorde Honneurs paa en Maade, som om man var ved et evropæisk Hof og ikke i en amerikansk By, og man saa, at Adelen vel havde tabt i Glans, men ikke i fin Optræden. Her kunde man ogsaa faa Syn for Sagn om, at Kreolerindernes Skjønhed ikke er bleven overdreven. Det alvorlige, rolige Væsen, der ellers er særkjendeligt for disse Damer, var fuldstændig borte paa Ballet, og de dansede med en Lidenskab, der gjorde dem dobbelt tiltrækkende.

---

*) Efter Meddelelse af Landfvsikus Kaliner naa Skt. Croix,

**) Peru. Reiseskizzen aus dem Jahren 1838^—12. St. Gallen. 184ü. I. S. IG->.

***) Reise um die Erde. Reiseberichte eines Naturforschers. 1881. S. 15.

+) 1. c.. S. 100

++) Der Kreole. Berlin. 184S

+++) 1. c. S. 279

*+) Mississippi-Fahrten. Leipzig. 1881.

Det fortælles almindelig i Louisiana, at Kreolinden kommanderer over sin Ægtehalvdel; men saa søger han til Gjengjæld Trøst hos Mulatinderne og Kvarterenerne paa Plantagerne. Naar Planterkasten forsvinder — hvad der vil ske inden ikke lang Tid — ville disse Blandinger imidlertid ogsaa blive sjældnere; thi Ægteskaber imellem hvide og Negre ere forbudte ved Lov i de sydlige Fristater, og Mulatter eller Kvarterener regnes ikke for at høre til det gode Selskab, hverken hos de blanke eller hos Negrene. Selv de sorte Plantagenegre ere nemlig stolte af deres „rene Blod" og vide at opregne deres Forfædre lige saa godt som de blanke.

Forfatteren gjennemstrejfede senere Plantageegnene i Louisiana, og kom da her i forskjellige fornemme, kreolske Huse. Under Skyggen af to høje Magnolier hviler den kreolske Herskerinde i en Hængemaatte; hun ryger en Cigaret, og de lette Røgskyer tabe sig i Træernes mørke Løv. En Neger kommer løbende for at melde den fremmede: „Haho, Diana! Ceres!" Negerinderne springe ud af Huset for at styrte til deres Herskerinde, og lidt efter kommer hun langsomt gaaende og byder „velkommen". Varmen er trykkende, og man føler sig vel i Husets gamle Saloner. Overalt ser man store Rum, gamle Billeder og gamle Møbler, som om man var iet fransk Slot fra fordums Tid. Hun lever meget alene, og dette i Forbindelse med den store Ro og den stærke Varme gjøi-, at hun er melankolsk; hun er derfor glad over, at der kommer en fremmed, som kan adsprede hende og fortælle hende noget om Paris, Evropa o. s. v. Kreolerindernes Skjønhed falmer ikke saa hastig, som man gjærne tror; de ere tidlig udvoxne, og de vedligeholde deres Skjønhed i lang Tid; det eneste Tegn paa, at de ældes, er deres Fylde. Der kommer kun sjælden Gjæster fra de nærliggende Plantager, og da ser man som Rester af Kolonialperioden gamle Stadskarosser rned rigt Beslag; ved Bordet opvartes man af Negre med hvide Handsker, men deres Livre er mangen Gang lappet eller hullet.

Kreolerinderne ere svage Mødre, der slutte sig til deres Børn mod en Kjærlighed, som grænser til Tilbedelse. Børnenes ringeste .Ønsker blive opfyldte, saa vidt det er muligt, og før Krigen laa der Slaver i Dusinvis for deres Fødder; de bleve ogsaa opdragne i Lediggang og lærte intet. Hvad Under da, om de efter Krigen ere blevne et Bytte for de saakaldte Carpet-baggers (dette Ord betyder egentlig ..Vadsække", men bruges foragtelig om de professionelle Politikere fra Norden) eller for fiffige Yankee-Spekulauter ? Alle Embeder ere ogsaa i fremmede Hænder, og Kreolerne have kun ét at gjøre, de maa lægge sig til at dø. Det Indtryk, man faar ved at færdes imellem disse Kreoler i Louisiana, kan altsaa, som man ser, ikke være andet end nedtrykkende; thi Alting vidner om Forfald. Under disse Omstændigheder kun man ogsaa godt forstaa, at Sydstaternes Plantageejere ofrede Liv og Blod i Krigen mod Nordstaterne; thi Slaveriets Ophævelse var jo for dem det samme som deres egen Undergang.

I Modsætning til det her skildrede staa Forholdene f. Ex. paa Clibci: thi dér have Kreolerne, som nedstamme fra de fornemste adelige Slægter i Spanien, endnu deres Slaver. For Resten kunne disse spanske Kreoler heller ikke opnaa Embeder, i det disse forbeholdes Spaniere, som komme over fra Moderlandet, og de cubanske Kreoler leve saaledes kun som Plantere. Paa Cuba lige saa vel som paa de fleste andre Øer danne de blanke Damer vistnok det egentlige „Selskab"; men der er ogsaa mange, ja langt flere indfødte Damer, som ere mere eller mindre mørkt farvede og som ere af blandet Byrd. Disse kulørte holde sig for gode til at indgaa Ægteskab med Negre, og de længes efter de hvide Kreoler; men da nu ogsaa disse efter det, der én Gang er vedtaget af det gode Selskab, ikke kunne indgaa Ægteskab med kulørte, er det let at indse, hvilke sørgelige Samfundsforhold der opstaar heraf. Altid lystige og vel tilfredse, nøjsomme i Spise og Drikke leve disse farvede Kvinder et efter deres Forestillinger paradisisk Liv. Mulatterne og de hvide Mænd undgaa hinanden og komme ikke sammen uden i Forretninger; Mulatinderne derimod ere sande Snyltere hos de blanke. Overalt, hvor de blanke blande sig med Negre eller Indianere, som f. Ex. i Mejico, Peru og Mellemamerika, træde disse blanke ned til de lavere Racer og hæve dem ikke op til sig. Dersom den blanke Kreol havde Styrke nok til at undgaa de farvede Kvinder, vilde hans Udsigter være meget bedre end nu, hvor Alting tyder paa, at han ikke har lang Tid tilbage.

Saaledes omtrent lyder Ræsonnementet og til Dels Ordene hos v. Hesse Wartegg. Ved det her omhandlede føres Tanken helt naturlig hen paa det saa vigtige Spørgsmaal om Menneskets Oprindelse, og vi kunne ikke herved undlade at gjøre opmærksom paa, at skjønt Quatrefages i sit navnkundige Værk om Menneskets Enhed *) har samlet en Mængde Kjendsgjerninger til at oplyse, at Menneskene høre til én Art, kun i flere Racer, synes det os ikke, at det er lykkedes ham at godtgjøre, hvad han vil. Sikkert er det visselig, at blanke, Negre, Rødhuder o. s. v. kunne forplante sig med hinanden, og at det derved fremkomne Afkom er frugtbart; men det turde dog endnu være et Spørgsmaal, om disse Blandinger ere saa frugtbare som „de rene Racer". I ethvert

---

*) Unite de l'espéce humaine. Paris. 1861.

Fald maa man ikke glemme, at Sagen for Amerikas Vedkommende, hvor Blandingen væsentligst er fremkommen, kun omspænder et Tidsrum af 400 Aar, og dette Tidsrum er jo meget ringe, naar man husker paa, hvor lang Tid der skal til for at frembringe alene 5—6 Slægtled af Mennesket*). Naar man ser efter hos Forfattere, der have opholdt sig længere Tid i Egne, hvor der findes mange Blandinger, træffer man jævnlig paa Ytringer, der tyde paa, at Blandinger ikke ere meget levedygtige, og dette kunde jo udlægges som Viduesbyrd for, at Menneskene udgjøre ikke Racer, men Arter. Overalt i Naturvidenskaben er der Punkter af allerstørste Vigtighed, som trænge til Opklaring og Bevisførelse, og dette er ikke saa underligt, naar man husker paa, at denne Videnskab ikke er mere end ét, højst to hundrede Aar gammel.

Spørgsmaalet om Kreolerne er naturligvis paa Grund af DansJi-Vcstindicn af ikke ringe Vigtighed for os, og vi meddele derfor til Slutning nogle Bemærkninger om Forholdene paa vore Øer. Ved at spørge danske Folk, der have levet længe i Dansk-Vestindien, og som altsaa kunne dømme paa en fordomsfri Maadé om Forholdet imellem de kulørte og de blanke paa. Øerne, faar man ud, at det er forbundet med Vanskelighed at omstyrte den Skranke, der i saa lange Tider har været oprejst imellem dem. Man maa nemlig ikke glemme, at den kulørte i Reglen er fremkommen ved en illigitim Forbindelse, altsaa ved et forargeligt Forhold, og at dette er noget, som for den enkelte kulørtes Vedkommende er aabenbart for alle i et saa lille Samfund som vort vestindiske.

---

*) Negre bleve første Gang indførte til Antillerne 1501, fem Aar før Columbus døde, men kun i ringe Tal og uden hans Deltagelse; allerede 1503 vare de dog talrigere. I Aaret 1510, da den menneskekjærlige Las Casas læste sin første Messe i Amerika, befalede Kong .Ferdinand, at der „for Bjærgværksdriftens Skyld skulde overføres 50 Negre til Haiti, da de indfødte ere svage paa Sjæl og Legeme"; 1511 tales der i et kongeligt Brev om, at man skal sende et større Tal af Negre til Antillerne, „fordi én Neger arbejder mere end fire Indianere". Forslaget fra Las Casas om Negres Overførelse skriver sig derimod først fra 1517, og man ser altsaa deraf, at han ikke har fremført noget nyt. Den store Anseelse, hvori han stod, har imidlertid støttet Sagen i høj Grad, og man kan derfor ingenlunde, hvad man ofte i den senere Tid har villet, frikjende ham for Skyld som den vigtigste Befordrer af den afskyelige Slavehandel. Se herom: Alex. v. Humboldts Kritische Untersuchungen ueber die historische Entwickelung der geographishen Kenntnisse von der neuen Welt. Berlin. 1852. Bd. 11. S. 215. — I sin Tid har man tillagt Las Casas al Skylden, og senere er man gaaet til den modsatte Yderlighed.

*) Kufra. Eeise von Tripolis nach der Oase Kufra. Leipzig. 1881. S. 42.

trods sin mørke Farve var meget smuk, gjorde stormende Lykke som flot Danser paa de første Baller i Byen. Da Rohlfs 1878 rejste til Kufra, havde han Negeren med sig; men den stakkels unge Mand blev — hvad der er meget sjældent iblandt Negrene — afsindig, paa Grund af hans nærværende ringe Stilling i Sammenligning med al den A^irak, han havde høstet i den preussiske Hovedstad; man bragte ham til Sindssygehuset i Ancona. Rohlfs gjør ved denne Lejlighed opmærksom paa, at man vel maa vogte sig for at føre Folk bort fra den Kreds, hvori de høre hjemme. En kulørt, der har faaet sin Opdragelse i Evropa, og som dér er hieven regnet for lige med os andre, maa vistnok helst blive herovre og ikke vende hjem, forudsat, at han ikke kan taale engang imellem at blive tilsidesat paa Grund af sin Byrd. Den i Paris en Gang afholdte Digter LacailSttde, der var en kulørt fra Bourbon, og som efter Tilbagekomsten til sin Fødeø maatte lide meget, kun fordi han var kulørt, har meget smukt skildret sin Stilling i et Digt, hvori bl. a. siger:

„Sentir sous des serres cruellcs Mourir le dicu! Sentir et voir Tomber les plumes de ses ailes Sous le froid ciseau de devoir.

Et vivre avec des petits homines
Marcher dans leurs sentiers etroits.

Grand dieu! pour ce peu quo nous sommes
C'est trop d'uno aussi lourde croix" *).

Det glædelige ved Forholdet mellem de kulørte og de blanke paa vore Øer er nu, at dette i de senere Aar er ved at undergaa en stærk Ændring til det bedre, og enhver Menneskeven maa være meget tilfreds dermed. Kommer den Tid, da der i vort lille vestindiske Samfund findes en hel Del kulørte, der forene Dannelse med de øvrige Egenskaber, som kræves for at høre med til „Selskabet", vil Skranken uden Tvivl ogsaa falde bort. Man maa imidlertid herved kun huske paa, at der skal Tid til alt, og at det gaar her ligesom med saa meget andet i Verden: en Skik kan være nok saa taabelig, og den holder sig dog, en Fordom kan være nok saa forkastelig, og den kan ikke overvindes; — der skal mangen Gang Slægtfølger til for at udrydde det, som har udviklet sig i Slægtfølger.

---

*) At føle Gud dø under de grusomme Kløer. At føle og se Fjerene falde af sine Vinger under Pligtens kolde Mejsel. Og at leve med disse usle Folk, og at vandre paa deres snævre Stier. Store Gud! det er et altfor tun<?t Kors solv for miV. saa lidt ip.f ond on'ældfir.