Om de ubeboede Strækninger paa Island,

Naar man gjcnnemgaar de Undersøgelser, der i Aarenes Løb ere gjorte over de übeboede Landstrækninger paa Island, som indtage et meget stort Rum. ser man ret, hvor lidet kjendte disse Strækninger ere og hvor sjældne og resultatløse de Forsøg have været, som have haft til Maal at sprede Lys over disse Egne. Vore Forfædre gave sig kun lidt af med slige Undersøgelser og i deres skriftlige Optegnelser, som ere saa indholdsrige i mangen anden Retning, nævnes kun i ny og næ enkelte Navne paa øde Landstrækninger, hvortil der knytter sig Fortællingen om en eller anden Tildragelse, som har fundet Sted dér; men en nærmere Skildring af Lokaliteten træffer man ikke. Enkelte Optegnelser findes dog om, hvem der forst har befaret de mest kjendte Fjældveje,

---

*) I. Kap. 111.

Ejendele over Vonarskard ad den Vej, der siden kaldes BårSargata; han tog siden Fljåtshverfi i Eje og boede paa Gnupar". Bår9s Vej har gaaet omtrent langs med Skjålfandafljot, over Vonarskaro, syd langs med Skaptårjoklen og rimeligvis ned langs med Hverfifloden til Fljotshverfi. Dette er sket tidlig i Landnamsperioden og rimeligvis før Aaret 900. Saa vidt vi vide, findes der ingen Steder omtalt, at nogen senere helt har gaaet ad denne Vej.

I Landnåma findes ogsaa senere omtalt, hvorledes Kjalvegur fandtes. En Mand ved Navn Hrosskell, der havde taget Svartårdalen i Eje og boede paa Yrarfell, sendte en Gang en af sine Trælle , Hrærek op igjennem Mælifellsdalen for at søge Land, syd mellem Fjældene. Han kom til en Fjældkløft, der ligger syd for Mælifellsdal, og som nu kaldes Hræreksgil, og vendte her fra hjem igjen. Da Vekell hamrammi, som boede paa Mælifell, fik at høre om Hræreks Rejse, gik ogsaa han kort efter syd mellem Fjældene for at undersøge Egnen dér; han fandt de Høje, som nu hedde Vekelshøje og vendte siden hjem ad. Da dette rygtedes, sendte Eitikr paa Q-oodalir sin Træl Raimguor syd paa Fjældene for at afsøge Egnene her; han kom til Bløndukvisl og gik op langs den Aa. der løber langs den vestlige Vinverjadal og vest i Lavamarken mellem Reykjavøll og Kjølen; her fandt han Menneskespor, som kom syd fra. Efter at have bygget en Stendysse, som nu kaldes Raungadardyssen, vendte han tilbage; af Eirikr fik han sin Frihed til Løn for denne sin Opdagelsesrejse. Fra denne Tid drog man Kjalarvej mellem Sydlændinge- og Nordlændingefjerding. Nogen Tid senere rejste porir Duenæl) og Ørn syd Kjalarvejen og væddede 100 Mark Sølv om, hvem der blev den hurtigste; Ørn tabte Væddemaalet, og han blev saa ærgerlig herover, at han drog op under Fjældet, som senere kaldtes Arnarfell og tog sig her selv af Dage. Om porgeir hvinverski siges, at han boede en Vinter i Hvinverjadal. — Senere, især paa Sturlungatiden blev Kjalarvejen ofte berejst. I Sturlungasaga findes det omtalt, at Oddr porarimon og porir tour ved Aaret 1255 paa den ste Juledag med et Følge af 30 Mand drog over Kjølen nord paa. Under Vejs overfaldt dem et Uvejr, saa at de med Nød og Neppe endelig naaede Hvinverjadal, hvor de overnattede; her har rimeligvis ved den Tid været et Herberge (sæluhus) *). — Om Biskop Ami Olafsson (f 1430) siges, at han paa én Dag red nord over Kjølen ved Vintertid i let Frostvejr fra Slcålholt til Holar i Hjaltadal; om Morgenen overværede han Ottesangen paa Skålholt, men kom til Holar, da der blev ringet til „Salve regina"*). Men efter Aaret 1780, da nogle Folk fra Reynistad vare omkomne paa Kjalarvejen, hørte man for en Del op at fare denne Vej. — I gamle Dage rejste man ogsaa ofte over „ Stor i sandur:" over den drog p orb j örn øngull, der dræbte Orettir. Efter en Altingsbeslutning, der blev tagen hen imod Slutningen af det 18de Aarhundrede, maatte Folk i Tiden fra 14de September til 14de Maj hverken rejse over Kjølen eller Storisand.

Det bliver ofte omtalt, at man i ældre Tider har draget over Bpren (/isandur; inen heller ikke af denne findes der nogen Beskrivelse, og jeg mindes ikke, at der nogen Steds siges, hvem der først har gaaet denne Vej.

Adskillige Fjældbygder fra Oldtiden ére nu übeboede paa Grund af Vinterkulde og strænge Tider; jeg skal her nævne nogle enkelte. Ulfr, en Søn af Grhnr haleysid tog Land mellem Hvitå og Siidltrjoldar og fæstede Bo i Geifland**); her findes ingen Bygd mere. porsmorh***), nord fra Myr dalsjöl&il var i Landnåmaperioden tilbygget og flere Gaarde findes her omtalte. Der siges, at denne Bygd er gaaet til Grunde i det 14de Aarhundrede, efter nogles Udsagn ved Vulkanudbrud-f). Tolfahrinyur-'Bygå nord for Skaptarhtngur skal være gaaet til Grunde i det 13de eller 14de Aarhundrede; Bygden vest for Brit i JØJadddl er nu ogsaa nedlagt og saaledes flere Steder. Desuden ere flere Herreder paa Sydlandet langs Kysten blevne lagte øde ved Vulkanudbrud og Laviner (jøkulhlaup), saaledes pjörsdrda/en ved Udbrud af Vulkanen Rauoukambar 1343, Dynskögahrerß, Nau.iadalir, Lageyjarhverfi og mange enkelte Gaarde ødtes ved „Kotluhlaup." Bygden omkring Skjaldbreid siges at være gaaet til Grunde i det 14de Aarhundrede, og ved Lavinerne fra ØræfajØlfld i Midten af det 14de Aarhundrede ødelagdes Ingolfshøf'oa~ lirerß, Litlahjeraö og tre Kirkesteder.

I Oldtiden fandtes en Vej fra JöJmldalen over Möömdalslieiöi og Jolwlså åfjollwn, langs Heröulrriö over Odåoahrann til Kidagil ved Sprengisand-j-f). Denne Vej rejste Skålholtsbisperne ofte paa deres Visitasrejser til Østfjordene, endogsaa ind i det 17de Aarhundrede. Ad samme Vej drog Bisp Oddur Einarsson, den Gang han traf paa „Udliggere" i OdåOahraun. Efter hvad der siges, var Sysselmand Bj ami Oddssotl den sidste, der drog denne Vej, og dette skete i Aaret l 736 fft)- Rimeme-

---

*) Espoliris Aarbog 11. S. 14.

**) Landnåma I. Kap. 21.

***) Landnåma V. Kap. 2 og 3.

+) Eggert Olafssons Rejse gjennem Island. S. 765.

++) Hrafnkelssaga. Kap. 3.

*) Sturlungasaga (Oxford. Udg.) VII. Kap. 274.

+++) EspolinsAarbøgerV. S. 138, — IslandskeFolkesagn II. S. 252.

ligvis er denne Vej bleven nedlagt, fordi Vadestedet over Jökulsaaen i Axarfjorden har forandret sig. Amtmand Stefan /.orarhisson udsendte Bonden Bjarni fra Gaarden Drablastad i Fnjoskadal for at opsøge denne Vej, og han fandt Levninger hist og her af gamle Stendysser. Pjetur, en Søn af Lægen Brynjülfur Pjetursson rejste i Aaret 1794 fra Brü i Jokuldal til porlåksmyrar, vest over Kverkå, Jokidså (l fföllum, nord for Skjahlbreiö, over SkjålJ'andafljbt til Kidagil; han har altsaa rejst langt sydligere end dér, hvor den tidligere Vej laa *). Det berettes ogsaa, at en Vej har gaaet fra Fljotsdalen syd over Jøkellavningerne paa Vatnajökul, langs med Snæfell til Hålsatindar**), oven for Kål fafdl i Hor nafjord] den Gang skal der ved Hulsaskær have været en anselig Fiskeplads, hvorhen Folk søgte saa vel fra Nord- som Østlandet. Samfærdselen ad denne Vej stansede allerede i Midten af det 16de Aarhundrede; endnu skal der dog kunne ses Vejrester langs med Hålsatindar ***). I Foraaret 1793 rejste 3 Mænd ud fra Hornafjordcn for at opsøge denne Vej; da de næsten vare komne nord over Jokelen, vendte de dog tilbage; men de fortalte, at de havde set et Fjæld, frit for Sne og ved dets nordlige Side en dyb, græsrig Dal f). I Aaret 1850 den Bde Oktober sendte Præsten borsteinn Einar .-son 4 Folk ud, for at undersøge Fjældene nord for Kdlfafelsstad, hans Præstegaard. De gik ind over Breiöamerkurjökul, indtil syd for Vedttrårdalfjældene, indtil de stødte paa Mundingen af en stor Dal paa Jökulens nordlige Side; den vendte i st og var baade lang og bred, med Klippepartier til begge Sider, dækkede med et frodigt Mostæppe. Paa Bunden af Dalen saas Rester af en Lavine, der var kommen ind fra dens Munding mod Syd, som den aldeles lukkede for. Fra Dalens nordlige Side udgik Höjdeog Fjælddrag. Men Dagen var kun kort, de vare derfor ikke i Stand til nærmere at undersøge Dalen og vendte hjemad igjen; før Mørket faldt paa kom de ned til Præstegaarden. Da der var falden en Del Sne, var deres Undersøgelse maaske ikke aldeles paalidelig-{-f).

Et mundtligt Sagn véd at berette om en Vej, der har gaaet fra Skaptafell over Vatnajökul nord paa Modmdalsoræfi. I det 18de Aarhundrede undersøgte Bonden Siguröiir fra Gaarden Svmajell 't Øræfum Jok

lerne nord for denne Gaard. I Eftermiddagsstunden kom lian og hans Følgesvende op paa selve .loklen og kunde overse Landet nord for denne; en Sænkning lagde de Mærke til gik langs med Jøklens nordlige Rand, men ude i Synskredsen saas kun øde Strækninger og mørke Fjælde; de traf ingen Steder paa Dale eller øde Strækninger paa selve Jökulfladen*).

Den første Undersøgelsesrejse, der er bleven foretagen for at skaffe nærmere Oplysninger om Odådaliraun og Vatnajökiil, er Björn Gunnlaugssons, der falder i Aaret 1839. Efter Gnüpa-Barö var han den første, der gik over Vonarskaro; i Følge med ham var Siguröur Ounnarsson, senere Provst paa Hallormsstao, der bedst af alle i den senere Tid har kjendt Islands øde Landstrækninger**). Udslaget af Gunnlaugssons Undersøgelser var, at man dog fik en Idé om de geografiske Forhold her, der hidtil næsten vare ukjendte; og skjønt hans Kaart over disse übeboede Egne af Landet for en Del er unøjagtigt eller fejlagtigt, kan man ikke bebrejde ham dette; thi naar man rejser hurtig igjennem øde uvejbare Egne i Uvejr og Kulde, kan der ikke ventes, at alle ens Optegnelser blive aldeles nøjagtige. Bjørn Gunnlaugsson omtaler ogsaa i sin Bog „De mensura et delineatione Islandiæ" de mange Vanskeligheder, der ere forbundne med Kaartlægningen af übebyggede Egne og tilstaar, at han derfor har lagt Hovedvægten paa selve Bygdernes rigtige Opmaaling. Islandskaartet er en Ære for Landet og Udlændinger, der forstaa sig paa Kaart, beundre det. Enhver, som kjender noget til Opmaalingsarbejder, maa ogsaa indrømme, at det var et kæmpestort Værk, som Gunnlaugsson her fuldbragte og sjælden træffer man paa Mænd, der have Vilje og Udholdenhed til at udføre noget lignende. Gunnlaugsson havde desuden kun saa faa Pengemidler til sin Raadighed, at det næsten er utænkeligt, at han har kunnet faa saa meget udrettet, som Tilfældet her er, selv om man tager fuldt Hensyn til, at Omkostningerne til en slig Rejse, den Gang han foretog den, vare meget mindre end i vore Tider. Og Regeringen vilde dog ikke give Penge til, at han kunde tilendebringe sine Opmaalinger af Landets nordøstlige Egne , saa at han her nødtes til at holde op ved et halvgjort Arbejde. Naar danske Naturgranskere have været sendte op til Island, har der sjælden været noget i Vejen for, at tilstaa dem rigelige Rejsepenge.

I Sommeren 1840 rejste Schythe og Sig ur our Gunnarsson
Vatna-Jökulsvejen. Under Vejs overfaldt dem

---

*) Sveinn Palsson: „De islandske Isbjærge" et Manuskript fiudes i det store kgl. Bibliothek. Ny kgl. Saml. fol. Nr. 1094 b § 2.

**) Lysing Kalf'afelsstaOarsoknar 1853 i det isl. lit. Selskabs Eje.

*) Siguröur Gunnarsson. Um utilegutøofar. Noröanfari. IV. 1865. S. 39.

***) Sv. Palsson.

+) Sv. Palsson.

**) Th. Thoroddsen. (Jeogr. Tidskr. 4de Bd. 1830. S. 81

++) Losing Kalfafelstaöarsöknar.

Uvejr med Sne og Slud, og de slap kun med Nød og Næppe ned i Bygd. Af deres Eejse kan man se, at Vatnajökulsvejen kan være slem nok selv ved Sommertid; dette er ogsaa naturligt, thi den ligger 3000 Fod over Havfladen og gaar gjennem Landets mest uvejbare og øde Egne*). Schythe var en dygtig Naturgransker og bar skrevet bedre og rettere end nogen anden om Islands geologiske Forhold.

Som bekjendt, fandt der stærke Vulkanudbrud Sted i Myvatmoræfi og Dyngjufjældene i Aaret 1875, og de gjorde megen Skade paa Østerlandet. Disse Udbrud førte paa den anden Side til, at der blev kastet et, om end sparsomt Lys ind over disse übeboede og øde Landstrækninger. Den 15de Februar 1875 bleve 4 Mænd udsendte fra Mijvatnsegnen til Dyngjufjældene, for her at anstille Undersøgelse angaaende Vulkanudbruddet**). Kort efter blev en Mand udsendt af Bladet „Norslingrs^u Redaktør til Vulkanen AsJfja; han gjorde her nogle Undersøgelser, som han senere beskrev aldeles fortrinlig, især naar man tænker paa, at det var en Bonde, der ikke forstod sig paa Landmaaling eller Naturvidenskab. Næste Sommer blev Prof. Johnstrup af den danske Regering sendt op til disse Egne for at undersøge Vulkanerne. Rigsdagen gav hertil 1000 Kr. og Udslaget af hans Undersøgelser var ikke ringe; Vulkanerne i Myvatnsøræfi og i Dyngjufjældene bleve opmaalte og Kaart af dem optagne. Der spredtes ogsaa ved Johnstrups Undersøgelse et nyt Lys over Islands geologiske l1l¹ orhold; ; adskillige Bjærges Højde blev bestemt, og Højdeforholdene fra Vatnajökul, over Odäöahraun helt op til Islands nordlige Kyst opklarede. Gunnlaugsons Ka?rt over Askja var en Del unøjagtigt, i dit han, medens han opholdt sig her, blev overfaldet af Snetykning og for vild. Johnstrup opmaalte vel selv Askja, men alligevel er dette Fjældparti endnu meget ukjendt. Han opmaalte ogsaa Leirhnjt'ihs Lavamarker, som dannedes i Aarene 1723 —30 og tegnede et Kaart over dem, ligesom ogsaa over Svovlminerne og Brunkulslagene paa Tj'oriKKS] alt dette har stor Vigtighed for Islands Geologi. Undersøgelserne over Dyngjufjældene og Myvatnsøræfi bleve kort efter udgivne i Trykken; men de andre Undersøgelser ere des værre endnu ikke blevne forelagte Off enligheden, og det var ønskeligt, om dette snart maatte ske. Dette er den eneste Undersøgelse af Islands übeboede, øde Landstrækninger i den senere Tid, der har haft nogen videnskabelig Betydning, da Johnstrup ikke alene var i Besiddelse af de nødvendige videnskabelige Forudsætninger til at foretage en slig Eejse, men ogsaa var rigelig forsynet med Instrumenter.

I Avgust 1880 foretog nogle Folk fra Myvatnsbygden og Båroardal en Undersøgelse af Odåoahraun, og ved deres Undersøgelse har man faaet en langt klarere Forestilling om Egnene langs Vatnajökul end tidligere; men hvad der især kan have Betydning for Eftertiden er, at de her fandt adskillige græsbevoxede Lier. Af deres Rejsebeskrivelse*) fremgaar tydelig, hvor Islandskaartet i denne Egn er mangelfuldt og hvor meget der er at undeisøge.

Kort efter rejste Lægen fiorvaråiir Kerulf**) og syv andre op til Snæfell; han oplyste, at det Fjælddrag, der herfra paa Islandskaartet skal naa til Vat nå jok ul, slet ikke findes. Ogsaa paa mange andre Steder end i Odåsahraun findes der ukjendte Egne. Fjældene syd for og i Omegnen af Tungnaféllsjolml kjendes kun af Navn; det samme gjælder Nyjidttlur ***), skjønt der er bleven skrevet en Del om den. Hofsjökul er helt ukjendt og ligeledes Landstrækningerne i dens Omegn saa vel som Langjölml. Om Jtorisdal, hvor Grettir opholdt sig, vidste man intet, indtil to Præster, Helgi Grimsson og Björn Stefånsson, rejste derhen i Aaret 1664; men da de paa Grund af Klippemasserne og Jb'kelmasserne, der findes her, ikke kunde stige ned i Dalen, var Udslaget ikke stort. 1835 besøgte Gunnlaugsson Dalen og opmaalte den. I de übeboede Egne i dens Omegn findes der mangt og meget seværdigt, store Floder, Laviner, varme Kilder, Lavamarker og Vulkaner. Af Svein Pålssons Skrifter, der vel endnu kun findes i Manuskript, er Myrdalsjdkul lidt bedre kjendt. Ogsaa Vulkanen Katltt trænger til en nærmere Undersøgelse. 1756 søgte Eggert Olafsson og Bjarni Pålsson at bestige den, men forgjæves paa Grund af Uvejr f); Præsten Jon Åustmann besøgte 1823 og Watts 1874 Kotlligjå, men derfor kjender man den lige saa lidt som tidligere -j-}-). Landstrækningen fra VonarskarO og til Skaptårhmga og Sioa helt vester paa til Skaptårjo'kul er aldeles ikke undersøgt og er den mest ukjendte Del af hele Island. Her udspringe de tre store Floder Tungnaå, Slcaptå og Hverßsfljöt-, men om deres Kilder vides intet. Fra disse Landstrækninger vældede Skaptårlavamarkerne frem 1783, de mest storartede og udstrakte Lavamarker, der kjendes paa den vide Jord ved et Vulkanudbrud; men deres Udspring kjendes aldeles ikke.

---

*) Nordanfari. XIV. S. 26.

**) Norölingur. Vte Aarg.

***) Nordlingur. Vte Aarg.

*) V.Petersen. To Rejser i det indre Island. Geogr. Tidskr. Iste Bind. 1877. S. 129.

+) Eggert Ölafsson. Rejse gjennem Island. 11. S. 768^—70.

++) Watts. Snjoland or Iceland, its jökuls and fjalls. London. 1875. S. 93-96.

**) Noröanfari. XIV. S. 26.

Heraf fremgaar det, hvor lidt Islands mange übeboede og øde Landstrækninger ere kjendte; ingen sammenhængende Beskrivelse af dem findes, undtagen hvad Sigurour Gunnarsson har skrevet i NorOanfari 1876. Vejrlaget paa Højlandet er ukjendt og Højderne ere ikke maalte, Flodernes Udspring, Vulkanerne, Lavamarkerne og Jøklerne ere næsten helt ukjendte; thi skjønt en enkelt, som ikke forstaar sig paa Landmaaling og intet kjender til Geologi, berejser disse Egne i ny og næ, er det kun til liden Gavn for Videnskaben. Paa Island have saa mange vulkanske Kræfter virket i Fællesskab, og det vilde derfor have den største Betydning for Forstaaelsen af Jordens hele Historie og Tilblivelse, hvis Landet blev nøjagtig undersøgt. Det ligger ingen nærmere end os Islændinger at give Videnskaben den Skærv, som vort Lands Undersøgelse kan yde.