Insekt- og ormeædende Folk,

Saadanne Folk træffer man kun omtalt i Meddelelser fra uciviliserede eller halvtciviliserede Egne eller fra Lande med en saa mærkelig Kultur som Kinas og Japans. Hvirveldyr, Krebsdyr og Bløddyr spises almindelig over hele Jorden, hvorimod Mennnesket i Heglen ligesom har en vis Afsky for at nyde Insekter¹ og Orme. I hvert Fald kan man gjennemsøge adskillige paalidelige Rejseberetninger eller Specialværker over Mennneskets Føde uden at finde mange Undtagelser fra Reglen ; ikke engang i Værker, som særlig søge at fremhæve Menneskets mærkeligste og mest afvigende Næringsæmner, opregnes noget større Tal af Insekter eller Orme, der jævnlig fortæres af det:;:).

Det er imidlertid for saa vidt ikke vanskeligt at fatte, hvad Grunden er til den ringe Brug, Mennesket ligefrem har af de to nævnte Dyreklasser. Det er nemlig just ikke altid Dyrenes Udseende eller vor Afsky for dem, som holder os fra at spise dem ; men hovedsagelig det, at de gjærne ere smaa eller lidet kjødfulde, saa vel som ogsaa. at de kun i enkelte Tilfælde træffes i saa stor Mængde, at de kunne forslaa noget. Af Leddyrenes Række undlader man jo ikke at spise den store Hummer, de flokkevis levende Rejer eller de træge, tit edderkoplignende Krabber. Derfor ere store Hummere, Languster og Krabber overalt meget søgte som Fødeæmne, og alle spise gjærne Rejernes lækre Kjød, ja! i Kina spiser man endog levende Krabber. Siden Hermetikken rigtig har udviklet sig. ere henkogte Krebsdyr blevne stærkt søgte overalt paa .Torden, og der udsendes hvert Aar Millioner af Blikdaaser med Kjød af Krebsdyr. Den amerikanske Forretning i konserveret Hummer er endog

---

*) P. L. Kimmonds. Curiosities of food. London. 1859. — J. L. Soubeiran. Curiosites de l'alimentation. Paris. 1S71.

saa stor, at den kan stilles ved Siden af hele Norges
aarlige Handel med Bundfisk eller almindelig Tørfisk,
der har en Værdi af omkring 5 Mill. Kr. *)

I Mejico spiser man, saa længe Fasten varer, store Masser af en Slags tørret Eeje (Palæmon), som fra det stille Hav i Sække sendes ind i Landet. Rejerne blive malede til Mel, og dette, blandet med Bis, koges i Fedt til en Eet, der skal smage omtrent lige saa godt som gammel Tørfisk. Tørrede Krabber og Eejer ere en Hovedi.sering for Folkene i Malajstaterne og for Resten ogsaa for Beboerne af det øvrige Østasien, saa som i Biima og Siam samt paa Filippinerne. De sidste Steder laver man endog en Eet af saltede og tørrede Krabber, af i-altede og raadne Krabber og desuden en meget søgt Sauce af raadne Krebsdyr, Salt og branket, knust Ris**). Endelig kan det fremhæves, at paa Grund af Kinesernes storke Indvandring til Amerika, har den tørre Præparation af Krebsdyr faaet stor Udbredelse i denne Verdensdel, hvor den kinesiske Bay View Colony i Californien tilbereder en Mængde tørrede og pulveriserede Krebsdyr til Supper og Saucer***). I Ny-Galede-ftien spiser man en Art af de Krebsdyr, som kaldes Hvalkopper, nemlig Balanus tintinnabulus-j-), og som ellers ikke spises nogen Steds, og i nogle Egne af Asien nyder man ogsaa gjærne de saakaldte Dolkhaler, (Limulus), saaledes i Batavia den molukkiske Dolkhale, der bliver næsten to Fod lang.

Naar man taler om insektædende Folk, kan man naturligvis ikke medtage saadanne Mennesker, som faa en vis sygelig Lyst til at fortære Myrer, Oldenborrer, Fluer eller lignende Dyr; et Menneske kan jo falde paa at putte de mærkeligste Sager i sin Mund. Heller ikke maa man tænke paa de Forsøg, man har gjort for at bruge Oldenborrer til Næring for Mennesker i Form af Suppe, skjønt man omtrent kunde vide forud, at da Oldenborrens Tarmkanal er fyldt med ildesmagende, bitre Plantedele, kan deraf kun fremstilles et ildelugtende Afkog, der er saa godt som uspiseligt for Mennesker •{-•}-). Lige saa lidt kan det kaldes Insektæderi, naar Mennesket bruger Honning fra Bierne eller den ved Cikadestik paa Mannaasken udsivede og indtørrede Manna, eller naar knuste Kakerlakker (Blatta) i Lægekunsten bruges imod Vandsot og andre Sygdomme.

Helt anderledes bliver derimod Forholdet, dersom lide Folkefærd almindelig og stadig spise Insekter, og hos hvem derfor disse Dyr blive til Handelsvarer. Det bedste Exempel afgive de græshoppeædende Folk, Acridojagerne, som man har kaldt dem efter det latinske acridophagi, der atter er dannet af Slægtsnavnet Acridium. Det er Afrika, Arabien og Persien, hvor Græshopper især kunne siges at udgjøre et nationalt Fødeæmne, og hvor de have saa stor Vigtighed, at Torveprisen for andre Fødevarer gjærne rettet¹ sig efter den større eller mindre Tilførsel af tørrede Græshopper. Lige fra det gamle Testamentes Fortællinger indtil de seneste Rejsebeskrivelser er der skrevet saa meget om Acridofagien, at her kun skal nævnes i al Korthed, at den er udbredt fra Nordafrikas Tuareger til Kaplandets Hottentotter. Det førstnævnte Folk betragter Græshoppeføde som gavnlig baade for Mennesker og Dyr, og undertiden spiser en Tuareg alene i et Maaltid 300 raa, ristede eller kogte Græshopper, ja! han synes saa godt om Smagen, at han endog føjer Mel af knuste Græshopper til Brøddejen eller til de stærkt krydrede Kager, som ere et yndet Slikkeri i hans Telt. Græshopperne spises imidlertid først, efter at man nøje har opfyldt Koranens Paabud, at man skal f jaerne Hoved, Vinger og Ben fra Kroppen. Imod Øst finder man Acridofager helt over til Birma, hvor stegte Græshopper, farcerede med krydret Kjød, udgjøre en Herreret*).

Næst efter Græshopperne er det Myrer og Termiter, som blandt Insekterne afgive mest Næring for Mennesket. Det er især i Amerika, at man spiser Myrer. Overalt i Sydamerika lever den frygtede Visitmyre (Atta cephalotes), hvis med Æg fyldte Hunner ivrig samles af Indianerne, som afbide Bagkroppen; dersom Fangsten er meget rig, ristes Myrerne med Salt, og de skulle da ogsaa af Evropæere findes velsmagende**). Det er rimeligvis den samme Art, som i Paraguay enten spises raa eller ristet med Sirup. Paa Torvet i Guanajuato sælges der i dusinvis paa smaa firkantede Stykker Papir Myrer (Myrmecocystus melligerus), hvis Bagkrop er fyldt med en siruplignende, sød Masse, som Børnene holde meget af. Ogsaa i Bengalen spises flere Slags Myrer.

I Afrika spise Negrene en Mængde Termiter og
synes aldrig at blive overmætte af dem; de tørre dem

---

*) Fr. Wallern. Den internat. Fiskeriudstilling i Berlin 1880 Bero-en. 1881.

**) Officieller Katalog der internat. Fischereiausstellung zu Berlin. 1881.

***) G. Brown Goode. Exhibit of the fisheries and fish culture of the United States of America, made at Berlin 1880. Washington. 18SO.

*) J. Soubeiran 1. c.

**) L. L. Taschenberg. Leben der Insekten, Tausendfüszler und Spinnenthicre (Brehms Thierleben VI). Hildburghausen. 1869.

+) E. Vieillard & Desplanche, Essais sur la Nouvelle Calédonie. Paris. 1862.

++) V. Berysøe. Oldenborrens Naturhistorie. Kbhvn. 1862.

og spise dem i Haandfulde ad Gangen. I Kaplandet spise de indfødte ogsaa Termiter; men de riste dem gjærne først i Fedt. Det er dog især i Amerika, at man bruger disse Dyr til Føde. I den Hensigt uddriver man Dyrene ved Hjælp af Bøg fra deres Boliger, samler de bortilende Dyr, og efter at de ere blevne dræbte, blander man dem i Melet, hvoraf der laves Brød og Kager. Evropæiske rejsende have tit rost Termiterne som et godt og behageligt Næringsæmne, hvis Smag man har ßammenlignet med Smagen af Marv eller sød Fløde*).

Af andre Insekter, som efter støn-e Maalestok tjene til Næring, kan nævnes en Cicttde (Cicada septemdeeim), der i Nordamerika fremkommer i umaadelige Sværme hvert syttende Aar og da volder store Ødelæggelser. Efter at Vingerne ere afrevne, rister eller koger man dem, ©g disse Dyr ere saa fede, at man i New Jersey endog laver Sæbe af dem**). To mejicanske Vandtæger (Corixa mercenaria og C. femorata), hvis Æg bruges til Næring paa flere Maader, saa som til et Slags Brød, have en vis Vigtighed***) og oplyse tillige, af hvad Art de Insektæg rimeligvis ere, der i Fessans Ørkensumpe opsamles til Føde. I Fessan laver man af Insektæggene Kager, der skulle smage omtrent som Kaviar.

Store Larver til Biller afgive ogsaa hist og her Næring eller lækker Spise. Hos Romerne var en Larve under Navn af Cossus en yndet Delikatesse; men man véd ikke ret, hvad Slags Larve det har været. Nogle mene, det var Larven til vor almindelige Eghjort, andre, at det var Larven til Kæmpe Langbukken (Cerambyx heros), der figurerede paa Bordet hos Lækkermunde som Lucullus. Men der er ogsaa dem, som i Romernes Cossus se Larven til en Snudebille (Calandra) fra Asien. Nu til Dags laver man paa Jamaica en yndet Ret af Billelarver, som leve i Palmestammer. Larven til Palmesimdebillen (Rhynchophorus palmarum) er overalt i Sydamerika en søgt Spise, som i Almindelighed nydes ristet. En Kortbuk (Lamia sentis) nedlægges af Kinesere og Malajer i Sukker for senere at gnaskes som Slikkeri, og af en Springer (Cicindela) laves i San Antonio i Mejico ved Paagydning af Vand en Likør.

Avstrallandets Beboere spise, som man véd, næsten alle de Dyr, de kunne faa Fingre i. De holde meget af Larver, og derfor samles mange forskj ellige Slags Sommerfuglelarver (Kaalorme) ivrig af dem. De spise endog en meget fed Sommerfugl, der skal smage som Nødder. Men Nydelsen af den volder rigtignok den Ulejlighed, at der i de første Dage, efter at de indfødte have begyndt at spi^e den, opstaar temmelig voldsomme Mavetilfælde. Er imidlertid først denne Upasselighed overstaaet, skaffer til Gjengjæld denne Sommerfuglekost det forsultne Avstralfolk et godt Huld*). Sommerfuglelarver spises ogsaa i Kaplandet, hvor man dog først steger dem ; den derværende Befolkning synes i det hele med Hensyn til Valget af Føde at staa paa det samme Trin som Avstralfolket. Hottentotten tager saaledes ligesom Avstralnegeren ogsaa til Takke med Ederkopper, som ellers gjærne skyes, fordi de have Ord for at fremkalde hæftige Mavetilfælde, og sorn næsten overalt betragtes med Væmmelse. Men Folk paa "Ny er heller ikke nøjeregnende; de spise Masser af en stor Korsedderkop (Epeira edulis), som dog først ristes**).

Det omtales stundum i Rejsebeskrivelser, at Hottentotter og nogle Folk i Sydamerika med Lyst æde Utøjet, som lever paa deres Hoveder, og Nordensldold fortæller det samme om Tjuktjerne, der ikke alene anse det for velsmagende Føde, men ogsaa som en god Lægedom for Brystet. Det kan da heller ikke være videre paafaldende, at disse Mennesker ogsaa finde Smag i den store, fuldt udviklede, fede Larve til Renfluen (Oestrus tarandi), som de presse ud fra Renens Hud og strax fortære. Det er ogsaa Nordenskiöld, som har meddelt, at Tjuktjerne spise den fuldt udviklede Renflue, og om dem kan man altsaa sige, at de „fange Fluer", uden at dette har nogen uheldig Betydning***).

Kun faa Folk optage Orme paa deres Madseddel. I Brasilien samles og spises dog Regnorme, som uden for Regntiden gjemme sig imellem Planternes Blade f). Til en vis Tid viser der sig hvert Aar ved Samoa-Øerne uhyre Masser af en Nereide, Palolo Ormen (Lysidice viridis), som da opfiskes og spises. Det japanske Ainofolk spiser en Rørorm (Sabella), efter at den er taget ud af Røret, og naturligvis finde vi ogsaa fra Avstrallandet Efterretninger om Nydelsen af Orme. Det er de indfødte omkring Port Adelaid, der næsten udelukkende leve af Orme

---

*) Belgrave Kemarks on the natural history, meteorology and native population of the northern territory of South Australia. London. 18f>P>.

*) L. Figner. Les insectes. Paris. 1867.

**) Proceedings of the society of natural history of Boston. 1851. — American Journal of Pharmacie of Philadelphia. XL. 1868.

**) Per e Montrouzier. Notice historique, ethnographique et physique sur la Nouvelle-Calédonie. Paris. 1860.

***) Gruérin-Méneville. Memoire sur trois espéces d'insectes, dont les oeufs servent å faire une sorte de pain nommé hautlé au Mexique. 1857 (T. IV. Bulletin de la Soc. d'acclim.)

***) A. E. Nordenskiöld. Vegas Keise omkring Asia og Eu e. Kristiania. 1881. •{

+) L. Soulteiran 1. c.

og Bløddyr, medens de have en uovervindelig Modbydelighed for Oxekjød*). Endelig kan det som en hel Undtagelse nævnes, at Folket omkring Neapel under Navn af Maccaroni piatti eller Serchia spiser en Remorm (Ligula), der lever som Indvoldsorm i Karpefiske; før den serveres, steger man den dog i Olie**).

Til disse Meddelelser om Insekter og Orme, der tjene til Føde for Mennesker, kan med Kette føjes nogle Oplysninger om Brugen af StrCLttledyr til Næring. Det er nemlig ogsaa kun undtagelsesvis, at Mennesket søger Fødeæmner inden for denne Dyreklasse; kun Søpindsvinene eller Søæggene, hvis smukke gule Æggestokke spises i mange Egne, afgive et almindeligere Æmne for nogle Landes Kogekunst. I Evropa ere de især yndede omkring Middelhavet***), og det har tit været omtalt, at man jævnlig finder Skaller af Søpindsvin imellem Køkkenaffaldet i Pompeji; i Marseille sælges der*hvert Aar 100,000 Dusin Søæg. Men ogsaa i Japan og i Kina spises mange Søpindsvin. I det førstnævnte Land, hvor ingen af Landets forskjellige Klasser spiser Kjød fra Slagteren, bruger man især den saakaldte llmguru eller Havkastanie (Toxopneustes purpuratus) og fremdeles Gaze og Nona (Arter af Slægterne Tripneustes og Echinocidaris), der samles i Stranden, og af hvis saltede Indmad der laves en Fødevare, som presses og forsendes i Trækasser.

Endnu almindeligere bruges som Næring dog visse Arter af Søpølser (Holothurier) især langs hele Østasiens Kyst. Ved Middelhavet er det kun den laveste Folkeklasse, som spiser disse Straaledyr -j-). Derimod er Søpølse eller Trepang af stor Vigtighed for Japan, langs hvis Kyster Fangsten sker fra April til Avgust ved Hjælp af Slæbenæt. Man spiser i Japan rigtignok Søpølserne ferske, men de fleste tilberedes dog for det kinesiske Marked; Indmaden udtages, og de saaledes rensede Dyr kastes i en Kjedel, hvor de opvarmes lidt efter lidt. Derved træde Sugevorterne frem fra Kroppen ligesom Pigge, og Dyrene tages da op af Kjedelen, overheldes med Vand og varmes saa paa ny i Kjedelen tilligemed Blade af en Art Kamelblomst. Efter at Søpølserne dcrpaa atter ere tagne op, spredes de paa Hylder af Bambus og tørres langsomt over aaben Ild. Søpølsetilvirkningens Vigtighed fremgaar noksom deraf, at der fra en eneste Plads aarlig udføres omtr. 300,000 Pund, med en Værdi af over 300,000 Kr.*). En anden vigtig Kilde for Tilførselen af Trepang har Kina i flere Øer i Oceaniet, og herom indeholdes der talrige Meddelelser i mange populære Skrifter. Til sidst staar endnu tilbage at nævne et Straaledyr, der afgiver Næring for Mennesker; men det er ogsaa et saa meget mærkeligere Særsyn, som det er en" Qople, Talen er om. Goplerne afgive nemlig ikke, saa vidt man da véd, Næring for noget højere Dyr, uagtet der findes store Masser af dem i alle Have. Det har været Kineserne forbeholdt at udtænke en saadan gastronomisk Nydelse, der nærmest maa finde sin Undskyldning i den Iver, hvormed dette Folk søger efter slimede Næringsæmner, der af dem regnes som særlig gode og virksomme Stimulantia. Paa Udstillingen i Berlin blev man først kjendt med dette Havprodukt. Den kinesiske Katalog oplyser end videre, at det i det klare Vand i Ningpo Distriktet om Sommeren vrimler af Gopler, der maaske høre til den ogsaa i Evropa kjendte Slægt Rhizostoma. Goplerne fanges ved Hjælp af Haandnæt, tørres i Solen og saltes, inden de bruges**).

Ovenstaaende forskjellige Oplysninger ere selvfølgelig ikke fremdragne, fordi der ved dem hos os just kan ventes nogen Øgning af „Bordets Glæder" ; men fordi de paa deres Maade kunne bidrage til at vise, hvor stor den menneskelige Naturs Bøjelighed er, ogsaa over for Fødemidlerne.

---

*) S. Matsubara. Special Katalog für die japanische Abtheilung d. internat. Fischerei-Ausstellung z. Berlin. Berlin. 1880.

*) Belgrave Ninnis. 1. c.

**) L. K. Sclimarda. Zoologie. Wien. 1872.

***) H. Dohrn. Fischereiproducte und Wasserthiere. Anitliehe Berichte über die internationale Fischerei-Ausstellung z. Berlin. 1880. IV.

**) China. Imperial maritime customs 111. Miscellaneous series Nr. 9. Special catalogue of the Ningpo collection of exhibits for the intern, fishery exhibition. Berlin. 1880. Shanghai. 1880.

+) Esposizione intern, di pesca in Berlino 1880. Sezione italiana. Firenze. 1880.