VII. Istiden.

Mærkerne efter Istiden er paa Island de samme som i alle andre Lande. Skuringsmærkerne, det bedste Bevis for en glacial Bedækning, følger i det hele Dalenes og Fjordenes Retning. De iagttages ikke saa hyppigt som i Norge af den Grund, at Overfladen fra Istiden ikke er saa vel vedligeholdt. Bergarterne paa Island som paa Færøerne er nemlig i høj Grad sprængt i Stykker ved Frost, ligesom det udgaaeude af Basaltgangene som af Palagonittuffen

---

*) 1. c.

den vestlige Del af Island har Rjerulf bestemt Retninger for Striberne paa forskjellige Steder. Nogle Retninger fra Østlandet hidsættes her: Nær Fossen ved Vestdalseyri i Seydisfjördr Roches moutonnées med Striber mod OSO efter Retningen af Vestdalr. Langs Lagarfljot mellem Egilstadir og Hallormstadir er Roches moutonnées og Skuringsmærker ikke sjældne med Retning mod NO efter Indsøens og Dalgangens Retning, i Berufjördr paa Fjordens Vestside mod Syd o. s. v. Men det er ikke alene i lavere Niveauer, at Striberne forekommer. De iagttages ogsaa ved Pasovergangene til ikke ringe Højde. Saaledes paa Fjadarheidi paa den Side, som vender mod Seydisfjördr, i en Højde af 1833 Fod, paa Breiddalsheidi (mellem Breiddalr og Lagarfljot) i Pashøjden 1479 Fod; skuret Blok fandtes under Berufjaröarskarö ien Højde af 1320 Eod. I Landets indre Dele iagttages ogsaa Skuringsmærker, hvor løse Masser eller Lavastrømme ikke dækker Fjeldet, eller hvor dette ikke er forvitret. Saaledes i Højden over Lundabrekka i BarOardalen 1135 Fod over Havet i Retningen N S, paa Vejen til Spi^fig-tsaudr r før man naar Kidagil., i en Højde af 2151 Fod.

Hvis man samler de her anførte og tidligere lagttageres Angivelser over Skuringsmærkernes Retninger og sammenligner disse Retninger med Kartet, viser det sig, hvad man ogsaa paa Forhaand kunde vente, at Island har dannet et Midtpunkt for Glaciationen; Bræerne har fyldt Dalene og Fjordene, straalende ud fra Landets Indre. Paa Sydlandet, hvor Bræer nu gaar ned til ringe Højde over Havet og kun adskilles fra dette ved forholdsvis korte Landstrækniuger, bestaaende af løse Masser, maa Istidens Ismasser have naaet langt ud i Havet.

Mægtigheden af Ismasserne i Fjordene paa Østlandet tør vistnok anslaaes til 2000 Fod. I Fjordene er demoutonneredc Overflader paa mange Steder godt vedligeholdte, men paa lange Strækninger inden Palagonittuffen er de forsvundne.

Erratiske Blokke er ikke sjældne, og hele store Strækninger som Sprengisandr o. s. v. bestaar af lutter løse Blokke, hvoraf de fleste er fremmede. Dog er mange af Sandene af helt moderne Oprindelse. Den ensartede Beskaffenhed af Bergarterne over store Strækninger gjør Studiet af de erratiske Blokkes Udbredelse vanskelig. Af og til ser man store, øjensynligt fremmede Blokke, som til Ex. den saakaldte Dvergasteinn i Seydisfjordr, ikke langt fra den Kirke, der efter samme har faaet Navn af Dvergasteinn Kirke. Stenen er af mere end Mandshøjde og bestaar af Dolerit; den hviler paa en næsten tæt Basalt og giver sig saaledes tilkjende som fremmed.

»

Endemoræner paa Steder, hvor der nu ikke naar Bræer frem, er, saavidt iagttaget, ikke hyppige. Nær Stefanstaciir i Skriddalr ovenfor Nngmuli ligger der en Række ikke ganske smaa Endemoræner. De ligger foran Indsøen ved Stefanstadir og spærrer denne ved dens uordre Ende, fuldstændigt analogt med Forholdene Morænesøerne i Norge. Indsøen her ligger i 491 Fods Højde, og en ikke ringe Del af samme er udfyldt, ved Nordenden af alt det, Elven har ført ud i Søen, og ved Sydenden af Skred fra Vatnsdalr.

Fjorde og Indsøer lindes paa Island som i alle andre Lande, der bærer Mærker efter Istiden. Beviserne for Fjordenes og Indsøernes glaciale Dannelse er de samme som i andre Lande, og da disse Beviser oftere erc fremførte, vilde det, som her kunde anføres, blive unødige Gjentagelser. Dog bør der i denne Forbindelse gjøres et Par Bemærkninger, da islandske Forhold har været benyttede som Beviser imod Fjordenes og Søernes Dannelse ved Isens Erosion. Paa Island forekommer der foruden de glaciale Søer tillige Kratersøer, der indtager Pladsen i gamle Kratere, ligesom Islands to største Søer, ringvallavatn og My vatn, saa godt som helt omgives af postglaciale Lavastrømme, og har en Form og vistnok en Dannelse forskjellig fra Indsøers som Lagarfljots, Skorradalsvatn o. s. v.

De islandske Fjordes glaciale Dannelse er allerede 1867 erkjendt af ParjkuU i hans før nævnte udmærkede Arbejde. Han bemærker: „Et yderligere Bevis for Jøklernes tidligere „Udbredelse over Island finder jeg, i Lighed med Danas „Anskuelse, i de dybe og talrige Fjorde. Adskillige For„fattere, fattere, saa som Nidda, Robert, Waltershausen, har vis„selig i disse villet se uhyre Revner („Vallées dechi„rées", „Aufspaltungsthäler") som af Denudationen blev „yderligere udvidet, men da disse Fjorde gjennemskære „horizontale eller paa det nærmeste horizontale Bjerglag, i „hvilke i det højeste nogle faa Fod mægtige Revner — „de tilstedeværende Grange — har kunnet aabne sig, saa „falder Fejltagelsen i Spørgsmaalet om en saaclan Ud ^tydning af Fjordenes Dannelse strax i Øjnene; thi „at Berglag skulde have nyttet sig Tusental af Fod „i Horizontalen med Bibeholdelse af sin oprindelige Stil„ling, er naturligvis en Urimelighed."

„Og da Fjordene forekommer rundt Landets Kyster, „skulde i saa Tilfælde en Oprejsning af Lagene have „indtruffet, hvad der ikke er Tilfældet. At Sydkysten af „Island nu er jævn og afrundet, beror paa Udskylninger „fra Jøklerne, efterat disse har draget sig tilbage fra „Havet, hvorved Fjordene blev udfyldte og Havet tilbage„trængt. Man har til og med et historisk Exempel her„paa." " Paijlaill omtaler dernæst et Par Exempler paa

.Tökulhlaup; ved et af disse blev der paa en eneste Kat
tørt Land der, hvor man før fiskede paa 20 Favnes Dyb.

len populær Afhandling ..Istiden'^I'*) af Professor Th. Kjerulf er Islands Sydkyst anført som Bevis imod Fjordenes Dannelse ved Erosion. Om Paijkull og hans Opfatning bemærker Kjerulf:

„Den Anskuelse, at Fjorddannelsen skyldes Jøkel-ls, som skulde have udgravet Dal og Fjord, fandt Tilslut ning ogsaa af Svenskeren Paijkld (1867), nemlig for Islands Vedkommende. Paijkull gjør imidlertid opmærksom paa, at Islands Sydkyst nu omstunder savner Indskjæringer, uagtet Jøklernes Beliggenhed hovedsagelig paa denne Side skulde lade vente andet Forhold. Vi skulde imidlertid bortforklare Mangelen af Indskjæringer paa Sydkysten, der er saa fremtrædende paa ethvert Kart, ved at antage, at Indskjæringerne her efterhaanden igjen blev udfyldte, alt eftersom Kysten steg. Og om vi tænke os Joklerne borte, da skulde vi se i deres Sted dybe Dale, udgravede af dem." „Men Dale og Fjorde findes ikke paa Islands Sydkyst — det er sikkert. Fjælde med Jøkler højne sig som en Mur, og foran disse ligge flade Strækninger, Sandene."

Maaske vil man ved en flygtig Grjennemlæsuing finde, at der ikke er synderlig Forskjel paa det, Paijkul har sagt, og det, han siges at have gjort opmærksom paa, og dog er Forskjellen ikke uvæsentlig. Hvad Paijkull fremhæver, er ikke, at Indskjæringerne mangler, men at de er udfyldte] men i „Istiden" fortælles der, at han gjør opmærksom paa, at Islands Sydkyst nu omstunder savner Indskjæringer, uagtet Jøklernes Beliggenhed hovedsagelig paa denne Side skulde lade vente andet Forhold.

Denne sidste Sætning er imidlertid ikke Paijkulls, hvad Læseren let kunde komme til at tro. Paijkull bemærker tvertimod udtrykkelig, at det er de tilbagetrukne Jøkler, som har udfyldt Fjordene. Jøklernes Beliggenhed paa Sydkysten er saaledes efter hans Formening netop Aarsag i, at Kysten nu er jævn og afrundet. Naar der saa fortsættes i „Istiden": „Vi skulde imidlertid bortforklare Mangelen paa Indskjæringer paa Sydkysten ved at antage, at Indskjæringerne her efterhaanden igjen blev udfyldte, alt eftersom Kysten steg," saa er denne Tanke ikke en Bortforklaring af Mangel paa Indskjæringer, der tilhører Forfatteren af „Istiden", men det er en forklaring af Indskjæringernes Udfyldning, der tilhører Paijkull.

Paijkull omtaler, at man har Exempler paa, at
Fjorde er blevne udfyldte i historisk Tid paa Island. I
„Istiden" hedder det: „Men Dale og Fjorde findes ikke
paa Islands Sydkyst — det er sikkert."

Paa Islands Sydkyst findes der mange Dale; omkring 30 af dem skal senere blive opregnede. Hvad Fjordene angaar, saa bliver den geologiske Side af Spørgsmaalet dette: fandtes der Fjorde paa Islands Sydkyst, da Istidens Jøkler trak sig tilbage, og er der Grund til at tro, at de paa Islands Sydkyst forekommende Dale har ved Istidens Slutning været Fjorde, som senere er blevne udfyldte? At Kjerlingardalr, som ligger sydligst paa Island, vest for Høfdabrekka, har været en Fjord i historisk Tid, er temmeligt sikkert; thi det berettes i Landnåmabok (P. 4. K. 13), hvor der staar: En Mand, som hed Eysteinn, Søn af Thorstein Drångakarl, drog til Island fra Haalogaland og forliste sit Skib, os: kom selv tilskade i Skibstømmeret. Han bebyggede Fagradal ; men en Kjærring drev fra Skibet i Kerlingarfjörör; der er nu Hofoårsandr. *)

Fagradalr eller som den paa G-unnlaugssons Kart kaldes Fagridalr, ligger Kerlingardalr, ikke langt fra Vestsiden af det Fjæld, hvorpaa Hofoabrekka ligger. Der hvor Kerlingadalr nu er, var der, som vi ser af Landnamabåk, engang en Fjord, som hed Kerlingarfjördr. Nu er der, som enhver, der har rejst langs Islands Sydkyst, vil have set, en Dal, hvis Bund er fyldt med løse Masser, gjennem hvilke Kerlingardalså søger sig Vej. Disse Landstrækninger kaldes Hofoårsandr. Højden af de løse Masser ved Mundingen af Kerlingardalr fandtes at være 61 Fod, hvilket repræsenterer den Højde over Havet, som er udfyldt siden Landnåmstid, hvortil selvfølgelig maa lægges Fjordens Dybde paa hin Tid. Hvad det i denne Forbindelse om Fjordenes Dannelse kommer an paa, er jo ikke, hvorledes den i moderne Tid ved Jøklernes og Vulkanernes forenede Arbejde frembragte Kystlinje ser ud; men Spørgsmaalet er, om der ved Slutningen af Istiden, før Sandene dannedes, fandtes Fjorde paa Islands Sydkyst. I saa Henseende har det anførte Exempel sin Betydning. Saa er der andre Omstændigheder, som bør tages med i Betragtning. De Bræer, som gaar ned paa Sydsiden af Vatnajökull, naar næsten helt ned til Havet. Den store Skeioarårjokull gaar helt ned til 194 Fod og BreiÖamerkrjökull gaar endnu længere ned; dens laveste Punkt ligger mindz-e end 60 Fod over Havet. Da der har været en Tid, da Jøklerne paa Island havde langt større Udbredelse end nu til Dags, saa tør

---

*) Eysteinn hét maiV, son Porsteins drångakarls: hann for til Islands af Hålogalandi ok braut skip sitt, en meiddist sjal fr i viöum. Hann bygöi Fagradal, en kerlingu eina rak af skininu i Kerlingarfioro: bar er nu Hofoårsandr.

*) Fra Videnskabens Verdeu. Kjøbenhavn. 1876.

vi sikkert slutte, at hine Bræer gik ud i Havet med stor Mægtighed, og det er derfor her ude, vi har at søge de største ved dem frembragte bækkenformede Fordybninger, for saavidt disse er vedligeholdts. Og Lodningerne viser saadanne udenfor Breiöamerkrjökull. Her findes, saaledes som omtalt i Arbejdet „0»i Færøernes Geolog t" *), et dybt Bassin paa Favne, medens Dybden længere ude aftager til 100 og 60 Favne for saa igjen at tiltage.

Saasnart man paa Islands Sydkyst har naaet forbi Breiöamerkrjökull, træller man Fjorde, der er delvis udfyldte. Vest for Kålfafell ligger en Dal, hvori en Jökull Brogarsjökull gaar ned, og hele Dalen foran er udfyldt og har sandsynligvis været en Fjord. Længere øst kommer man til et endnu mærkeligere Exeuipe) i den lange Hornafjaröarfijöt. Inderst i denne Fjord ligger tre Jøkler, Viöborösjökull, Hoffellsjökull og en tredje Jökull, der ikke fører særskilt Navn, altsammea som det synes Udløbere fra den store Vatnajökull. Men disse tre Jøkler og deics Elve har i den Grad udfyldt Fjorden, at man nu under sædvanlige Omstauidighecler ikke behøver at rejse rundt samme, men man kan ride tværs over den omtrent 4 Kilometer biede Fjord mellem Holtar og Bjarnanes, ja den almindelige Fæiselsvej til stlandet gaar tvært over. Det brede Dalføre, som gaar ind mellem Vestrahorn og Eystrahorn, er ligeledes for en stor Del udfyldt, og store Strækninger af dette Dalføre, gjennem hvilket Jokulså i Loni strømmer, synes ogsaa at have været en Fjord, af hvilke de af Sandtunger spærrede Vandausamlinger, der kaldes PapafjörÖr og Lönsljörör nu er Levninger. Alftafjörör er ogsaa i høj Grad udfyldt, og man kan se Bunden næsten hele Vejen i klart Vejr. Først i Berufjörör begynder Fjordene at faa iioget Dyb; Berufjörör er 31 Favne dyb, men dens Elve modtager heller ikke Tilløb fra nogen større Jökull.

Det er en Fejltagelse at tro, at „Fjelde med Jøkler højne sig som en Mur" paa Islands Sydkyst. Skeidarårjokull hæver sig saaledes vistnok hurtigt, men Vinkelen er dog ikke mere end 4 til s°, og hos de andre store Jøkler Breiöamerkrjökull og hos Myrdalsjökull er Hældningen ikke større som Kegel. Det er altsaa ikke saa, at Jøklerue højne sig som Mure over Sandene; tværtimod skraaner de langsomt skjoldformet ud imod Sandene, som de selv har udfyldt og udfylder.

Det er ovenfor sagt, at der paa Islands Sydkyst findes mange Dale, og vi vil nævne dem ved Navn, i det vi begynder med de østligst ved Vatnajökull og rråndarjokull udgaaende Dale. Til de ovenfor nævnte helt eller delsvis udfyldte Fjorde svarer længere op Dale: Haniarsdalr, Geithellnadalr, Hofsdalr, Flugustaöadalr, Starmyrardalr, Jökuldalr (i Loni) Laxårdalr, Grotårdalr, Hoftelsdalr, Dal nord for Svinafell i Hornafjaroårfljot, Heinabergsdalr, Kålfafellsdalr, Dal mellem Fell og Reynivellir. Breiöamerkrjökull udfylder to brede Dalfører, adskilte ved BreiÖamerkrmüli, og tre store Midtmoræner antyder, at den brede Jökull dannes ved Forening af Bræer i lire særskilte Dalferer. Omkring Oræi'ajokull er der liere større og mindre Dalfører: Kviajökulls Dal, Dal øst for liatafell, Dal mellem Ratafell og Slaga, Dal vest for Slaga, alle 3 med Bræer, fremdeles Hvannadalr, Svinafell Jökullens Dal. Den store Skeidarårjökull udfylder et bredt Dalføre, der mod Vest begrændses af Sülutindar, mod øst af Jökulfell. Vest for Sülutindar igjen ligger en ikke isfyldt Dal, der indtages af NüpstaÖarskogr. Saa kommer Dal ved Nüpstaör, flere mindre Dale i Fljötshverfi, Hverfisfljöts Dalføre, Horgsdalr, Skaptardalr, længer vest Kjerlingardalr, Dal ved Vik og flere Smaadale i Myrdalr og endelig ligger Markarfljots store Dal vestligst mellem Eyjafjallajökull og Tindfjallajökull.

Det vil heraf i'remgaa, at det ikke er saa, at Islands Sydkyst mangler Dale. At der mangler Fjorde over en Del af Sydkysten i rent geografisk Forstand, kan ses paa Kartene, men at de ikke mangler i geologisk Forstand og at de har været tilstede i postglacial Tid, ja ned i historisk Tid, er sikkert nok. Tænkes Sandene og Bræerne borte, saa vil der her gaa brede Fjorde ind. Forholdene paa Sydkysten kan under disse Omstændigheder ikke anføres som Bevis imod Bræernes Erosion; de vidtstrakte og mægtige løse Masser paa Sydlandet er netop et tydeligt Bevis for, at Bræerne bearbejder det underliggende faste Fjeld.

Det er især den af Palagonittuf bestaaende Del af Kysten, hvor Udfyldningerne og Ødelæggelsen er skredet længst frem. Naar man har passeret Jokulså å Breiöamerkrsandi paa Vejen østover, ophører, som vi har set, Palagonittuffen, og samtidigt begynder Landet, som nu bestaar af Basalt, at faa en anden, mere udpræget Konfiguration, indtil man naar en Række af halvt udfyldte Fjorde som Hornafjardarfljot o. s. v. Det er ikke vanskeligt at se, at en af Aarsagerne til de storartede Udfyldninger paa Islands Sydkyst ligger i Palagonittuffens Løshed og Mangel paa Modstandsevne. Landskaber med en saa vexlende og skarpt udpræget Konfiguration som Fjordlandskaber forlanger en vis Fasthed og Modstandsevne hos de Bergarter, der sammensætter Landet, for at kunne holde sig i Egne, hvor Bræer, Vulkaner, Frost, Regn og Hav alle virker til at forandre Overfladens

---

*) Geogr. Tidskr. -Ide Bd. 1860. S. 170.

Form. Saadan Evne til Modstand har Basalt formationen i højere Grad end Palagonittuffen, og det er derfor i fuld Overensstemmelse med de glaciale Theorier, at Fjordene fortrinsvis er udfyldte inden Palagonittuffen. Ingen Geolog, som har rejst langs Islands Sydkyst, vil betvivle Bræernes Evne til at udfylde de Fjorde, som disse tidligere, da de strakte sig videre ud i Havet, selv har dannet. En Udfyldning ved Bræer forudsætter en tilsvarende Erosion og omvendt.

Om Fjordene og Jøklerne paa Island bemærkes der fremdeles i „Istiden"*): „Naar Jøklerne — ganske vist ogsaa paa Island før udbredte over større Rum, saaledes som iagttagne Skæringsmærker der forlængst have fortalt — skulde have udgravet Dale og Fjorde, da maa vi med Rette vente, at der skal finde et vist Forhold Sted lige til mellem Fjordenes Antal og Længde paa den ene Sde og Samlingsrummet for Jökel paa den anden Side. Thi udgaaende fra ganske snævert Samlingsrum kan Jøkelen ikke have udskaaret lange og dybe Fjorde til alle Sider — forudsat at den overhovedet ejer udhulende Evne. Men ser man hen til Islands yderst mod NV. udstikkende store Halvø, hvor endnu to Jøkelfelt faa Plads, da bliver det her i Oplandet forhaandenværende Rum for lidet i Forhold til saa mange Fjorde, hvoriblandt saa dybe som Isafjord og Arnarfjord. Og at betragte fritliggende, domformede Bygninger — som t. Ex. den stolte Eiriksjøkel — længer mod Syd som de nu levnede Rester efter rundt omkring i stort Maal engang foregaaet Udskjæring ved Jökel vil Ingen falde paa, som kjender Islands Bygning. Island fremviser Fjorddannelsen i stærke, store Former. De vigtigste i Fjordretningerne fremtrædende Linier falde sammen med Islands store Systemer af fyldte Gangsprækker, N—S, VNV-O SO, NO—SV. Og her have store Kræfter virket efter lange Spalter. Hekla selv med sin Ryg peger i en af disse Spalteretninger. Fremdeles de berømte milelange Dalspalter paa Vestlandet, Thingvalla-Vandet Vandet f. Ex., som er en Nedsænkning mellem to Spalter; Spalterne i en anden Retning paa Nordlandet ved Myvatn, ligeledes milelange; ja selve de to saa tydelig i de historiske Udbrud prægede Spalteretninger, Hekla og Myvatns-Linierne, og endelig de Spalter, som Islændinger iagttog opspringende i 1875."

Som vi ser, er det her væsentligt tre Ting, som
fremholdes:

1) Paa den nordvestre Halvø Vestfiroir er der for
mange Fjorde.

2) De vigtigste Fjordretninger er 3, N—S, VNV—
OSO, NO—SV.

3) Store Kræfter bar virket efter lange Spaltci, og
Retningerne falder sammen med Vulkaners Linier og med
Gjåers Retning.

Med Hensyn til den første Udtalelse, at der paa den nordvestre Halvø er for mange Fjorde, vil jeg ikke nærmere opholde mig ved de Resultater, hvortil man kommer, naar man under ét betragter Standpunktet i „Istiden". Fjordretninger sættes paa en eller anden ikke nærmere forklaret Maade i Forbindelse med Vulkanernes Linjer; men paa Sydlandet, hvor Vulkanerne er meget talrige, Eyjafjallojokull, Katla, Vulkanerne af 1783, Grimsvötn og Skeidarårjokull, Oræfajokull, der mangler Fjorde efter Forfatteren af „Istiden"; men paa den nordvestlige Halvø, hvor ingen Vulkaner findes, der er der alt for mange Fjorde. Vi vil heller ikke, da den formodede Sammenhæng i Fjordenes Retning og Vulkanernes og Gjåernes Retninger ikke er nærmere forklaret, opholde os ved den Omstændighed, at Fjorde forekommer ligesaa vel udviklet som paa Island i andre Lande uden Vulkaner t. Ex. i Norge.

Ej heller vil vi lægge nogen synderlig Vægt paa den Omstændighed, at den ene Jökul, Drångajokull, her i Vestfiroir er 15 Kvadratmile stor, det vil sige saa stor som Justedalsbræen, den anden Jökull Glåmujokull er 8 Kvadratmile, medens Folgefonn er henimod 5.

Men det er vanskeligt, efter en hvilkensomhelst Theori at vise, hvormange Fjorde der bør optræde ien given Egn. Som oftere udviklet afhænger Fjordenes Størrelse og Dyb af mange Faktorer, og at der i det hele og store er et vist Forhold mellem Fjordenes Dyb og Størrelse og det Areal, hvorfra de næres, er tidligere paavist. Dog lader der sig ikke opstille en bestemt empirisk Formel for Størrelsen af en Dal eller en Fjord, naar dens Nedslagsdistrikt er kjendt*).

Hvad nu særlig den nordvestlige Halvø af Island angaar, saa viser denne af Vulkanerne og deres Udbrud ikke hjemsøgte Del af Island Resultaterne af den glaciale Erosion i hele sin Pragt. Man ser af Qnnnlaugssons Kart, hvorledes Fjordene og Dalene peger — ikke i visse Retninger efter Vulkanernes Linjer — men opad imod de to tilbageværende Jøkler Glåmujokull og Drångajökull og mod Halvøens indre Del. Dalene sætter ikke som Spalter gjennem Halvøen, men de afsluttes op imod Fjeldet, ofte som Botner, den typiske Form for Erosion af de

---

*) Se om Dannelsen af Fjordene. Fjorddalene, Indsøerne og Havbanker. Öfversigt af Vet. Akad. Forh. 1875. Nr. 4. S. 19.

*) S. 67.

i Dalbundene gjenliggende isolerede Bræer. Fjordenes Dyb tiltager først udover, men Havet udenfor er der grundere: Arnarfjörör naar et Dyb paa 80 Favne, medens Havet udenfor kun er 20 til 30 Favne. Isafjörör naar i sin midterste Del ogsaa 80 Favne, udenfor Mundingen er 55 Favne; kort vi gjenfinder paa denne nordvestre Halvø alle glaciale Fjordes Ejendommeligheder.

Men hedder det, „udgaaende fra ganske snævert afgrænsede Samlingsrum, kan Jøkelen ikke have udskaaret lange og dybe Fjorde til alle Sider". Det er en Fejltagelse at tro, at der til Dannelsen af en Isbræ behøves et stort Oplagssted for Sne og Is i Højderne, hvorfra Bræen næres. Ligesom der gives Elve, der ikke udspringer fra Indsøer, saaledes er der Bræer, der ikke næres fra et stort Sne og Isfelt i Højderne. Talrige Bræer, især de, som holder til i Botnerne, næres umiddelbart fra den Sne, der samler sig i Botnen. Exempler er talrige bræfyldte Botner, hvoraf mange er nævnte i tidligere Arbejder. Men vi finder paa mange Steder til Ex. hos Grlittertind i Norge, at disse isoleret liggende Bræer har udhulet i Tinden Botner med Vægge paa 1000 Fod, og"'"det" uagtet de ingen Tilførsel af Is faar fra Højderne med Undtagelse af de Snemasser, der maatte blæse eller falde ned fra Fjældkransen omkring Botnen. Sammenlignet med Arbejdet omkring disse smaa moderne Jøkler kan Kvantiteten af det i Vestfiröir udførte Arbejde ikke forbavse.

Hvad nu angaar de tre opstillede vigtigste Retninger for Fjorden« paa Island, saa vil vi her ikke opholde os ved den Omstændighed, at en af Retningerne, den fra VNV mod OSO, synes at være kommet bort i et Arbejde „Islands Vulkanlinier*)" fra samme Aar og af samme Forfatter ; vi vil heller ikke opholde os derved, at der opstilles 3 vigtigste Retninger, medens der i det netop ovenfor anførte Citat maaske synes at antydes, at Fjordene i Vestfiröir udgaa til alle Sider, hvad der ogsaa er rigtigt. Men lader Fjordene paa Island sig ordne efter 3 Hovedretninger N—S, VNV—OSO, NO—SV? Se det er en Ting, hvorom man kunde blive enig ved at maale hver enkelt Fjord, som havde en udpræget Længderetning, og ved at tælle Antallet af Retninger.

Da mange Fjorde forandrer Retning fra Fjordbunden og ud imod Mundingen, saa er det ofte ikke muligt at angive en Hovedretning. Et Exempel herpaa er Isafjörör, der i sin inderste Del gaar imod NO, og som paa sin Vej udover bøjer om til N og videre til NV til V, det vil sige, den bøjer omkring 100°. Men om man skriver op Retningerne for de islandske Fjorde, saa vil man se,

at disse er mange: Vi begynder vestligst ved Oilsfj'örör, den Fjord som sk j ærer ind i det Næs, der forbinder Vestfiröir med den øvrige Del af Island; derpaa gaar vi rundt Island fra Vest til Nord, gjennem Øst og Syd tilbage til Vest: Gilsfj. SV t. V, porslmfj. SV t. S, Djupifj. SV, Gufujj. SSO, Kollajj. S t. O, Kvigymlisfj. S, SMmarjj. S t. O, Jicrlmgarfj. SV t. S, Kjålkafj. S, Patrcksfj. NV, TdlJmafj. NV t, V, Arnarfj. NV. Fossjj. NNO, Trosiamfj. NV, Gjertøofsjj. V t. S, Fjord ™\ BaßiSL'ijrl V, Dyrafj. VNV, Ommdarfj. NV t, V, Sugamlajj. (indre Del) NV, M-fj. (inderste Del) NO, Isafjaroardjfq) NV t, V, Skutßsfj. NO, Alftafj. NO t, N, Seydisfj. (midterste Del) NNO, Hestfj. NNO, Skotiifj. N t. O, Mjbfify. N. t. O, KaldalOH SV t, V, Hrafnsfj. V t. S, Lönafj. SV, Veiöileysa SV t. S, furaldtrfj. NNO, Bjarnarfj. NO t. O, Beyltjarfj. O t. N, Veiöileysa ONO, Steinyrimsfj. (indre Del) SSO, Stdngrlmsfj. (ydre Del) O, Kollafj. NO t. N, Bitrnfj. NO, Hrfdafj. N, M-iofj. NNV, Siglufj. NNO, Hedimf j. NO t. N, %;«/)'.'NNV, Lodmundar/j. O t. S, Seydisfj. ONO, Mjöfifj. Ot.N, Norofj. O, Hellisfj. ONO, Viöfj. NNO, Esfrifj. SO t.'"S", ÄeT/öwr/j. (indre~Dei) Ø, FctsJtrnosjy. O t. S, Stöövarfj. OSO, Beruf/. SO, Hamarsfj. OSO, Hornafjaröarjijot S t. 0, Skerjafj. NV t. V, '_Kollafj. V, Hvalfj. (indre Del) VN V, Hvalfj. (ydre Del) SV, Borgar f'j. SV. For at undgaa Forvexling bør der gjøres opmærksom paa, at undeitiden har to Fjorde samme Navn, t. Ex. Seydisfj. og Kollafj. Meget uregelmæssige Fjorde og store aabne Havbugter, for hvilke Retningen vanskeligt lader sig bestemme, er udeladte.

Hvis man her tæller op de Fjorde, som har Retning fra Nord til Syd, eller fra Syd til Nord o. s. v., vil vi se, at mange Retninger er repræsenterede, og at det ikke er berettiget at opstille kun 3 vigtigste Retninger.

---

*) Fjorde med modsatte Retninger N—S og S_—X o. s. v. er her talte sammen.

*) Nyt Mag. for Naturv. 21de Bd. 1876.

Det vil af den her opstillede Tabel fremgaa. at de
islandske Fjorde, lige saa lidt som de norske, lader sig indordne
under et forholdsvis lidet Antal Retninger.

Vulkanernes Spalier og deres Retning er helt og holdent uafhængige af Fjordretninger. Disse sidste bctinges af Landets almindelige Hældning, staar i Regelen nogenlunde lodret paa Kystlinjen, fordi Istidens Bræer i det hele fulgte Landets Hældning ud imod Havet.

Islands Indsøer kan deles i tre Slags: Først Indsøer, som fylder gamle Kratere, er i Regelen af ringe Udstrækning og cirkelrunde; Exempler er Helviti (1 794 Fod), en Kratersø ved Foden af Kraila; fremdeles en Sø 1763 Fod over Havet, i en af de større Kratere af 1783 i Skaptafells Syssel. Den anden Slags Indsøer er de, som forekommer i Nærheden af Lavastrømme, og som enten er dannede derved, at en Lavastrøm har afspærret et Dalføre, eller som maaske er dannede ved lokale Sænkninger af Lavamasser, hvor de tilstedeværende Spalter eller Gjåer er Brudlinierne. Exempel paa en i historisk Tid ved Dæmning med Lavastrømme frembragt Indsø er Holtslo 252 Fod, beliggende i Skaptafells Syssel vest for Gaarden Holt; den er a (spærret ved Lavastrøm af 1783. Islands to største Indsøer Myvatn og ringvallavatn synes, i sin nuværende Form ialfald, at være uafhængige af den glaciale Erosion. Pingvallavatn synes at staa i Forbindelse med de to Gjåer, Almannagjå og Hrafnagjå. Om Myvatn er fremkommet ved Opdæmning ved Lavastrømme eller om den staar i Forbindelse med Gjåer, er ikke afgjort. Dens Dybde angives af Beboerne overalt at være ringe, sjælden mere end 2 til 3 Favne. Den tredje Slags Indsøer er de dybe glaciale Fjeldsøer, i Modsætning til Kratersøerne af langstrakt Form og indtagende større eller mindre Strækninger i Dalbunde. Disse Indsøer er de talrigste; Lagarfljot 83 Fod, Skorradalsvatn, Indsøer blandt Fiskivötn og talrige andre større og mindre Indsøer af ukjendt Dybde hører vistnok hid.

Undertiden er de glaciale Søer ligeligt spærret af Moræner og er da maaske ikke andet end Damme. Foran Breiöamerkrjökull ligger Tjern af moderne Dannelse, fremkomne derved, at Endemorænen har afspærret en Vandansamling bag sig. Af ældre Søer, spærret ved Moræner, er ovenfor nævnt Indsø ved Stefanstaöir.

At oplodde alle Islands Indsøer vilde blive et helt gærskilt Arbejde. Dybden af Lagarfljot har jeg undersøgt ved et Snit tvært over Søen lodret paa dens Længderetning fra Hallormstaöir. Lagarfljot har en samlet Længde af eirka 45 Kilometer, det er altsaa en Indsø længere end Sperillen (25 Kilometer), men kortere end Randsfjord (73 Kilometer). Til disse 45 Kilometer kommer i den øverste Del en Strækning paa 9 Kilometer ja maaske endnu mere, som er helt udfyldt og danner en af lø'se Masser bestaaende Slette, i hvilken Elven skjærer sit ofte vexlende Løb. Elven her i Fijotsdalr hedder som saa mange andre Elve paa Island Jokulså, og den kommer fra Vatnajökullen; den optager en Biflod Keld.ua, der efter Kartet kommer fra et Vand, Keldiuivatn. Det er Jøkelelven, som har bevirket den væsentligste Del af Udfyldningen. Men at ogsaa de vulkanske Udbrud med sine Askefald har sin Del i dette Arbejde, viste sig efter Udbruddet i 1875, da Øerrie her ved Lagarfljot voxte meget betydeligt ved de Pimpstensmasser, som Elven førte med sig. Det er ikke alene den øverste Del af Indsøen, som udfyldes; men helt- ned til Egilstaöir, 27 Kilometer fra Indsøens øvre Ende, er Vandet grumset, og vistnok ogsaa ned til Elvens Udløb. Slammængden i Lagarfljot er helt nede ved Egilstadir 19 Gram il Kubikmeter. Heraf følger, at Indsøen stadig udfyldes, saa at det Dyb, vi nu lodder, ikke var Indsøens Dyb ved Istidens Slutning. Ikke destomindre er Søens Dyb betydeligt. I det ovenfor omtalte Snit lodret paa Søens Længderetning udfra Hallormstaoir, et Snit af omtrent 2 Kilometers Længde, fandtes med eirka 140 Meters Afstand mellem hvert Lodskud følgende Dybder:

Lidt længere mod NO. mellem Ormstadir og Arneiöarstaöir fandtes midt paa Indsøen ligeledes 110 Meter*) (351 Fod). Til Sammenligning kan det erindres, at Sperillen og Randsfjord i de af mig oploddede Dele naar et Dyb af 108 Meter. Da Lagarfljot ligger 26 Meter (83 Fod) over Havet, naar efter de ovenfor

---

*) Om det fundne Tal. 110 Meler, er Søens Maximunisdyt er uvist, da Søen ikke er oploddet efter sin hele Længde,

angivne Tal Indsøens Bund helt ned til 84 Meter (268
Fod) under Havets Overflade.

Dette ene Exempel vil vistnok være tilstrækkeligt til at vise, at dybe Fjældsøer, fuldstændig analoge med dem i Norge, forekommer paa Island; thi det nævnte Exempel er ueppe enestaaende. Trods det, at Lavastrømme , Askefald og Jökelelve bar bidraget sit til at forandre Islands Overflade, er dybe Søer fra Istiden endnu levnede. Beboerne omkring Skorradalsvatn angiver, efter bvad Th. Thorodclycn bar meddelt mig, at dette Vand er 60 Favne dybt. Om Vandet ved Isholl paa Vejen fra Bavoardalr til Sprengisandr fortaltes der, at det var 20 Favne dybt og kanske mere. let Vand blandt Fiskjvotn i Skaptafells Syssel var Dy i) paa 14 Favne naaet. Endskjønt Erfaring bar vist, at deslige Opgaver om Dybden i Indsøer ikke altid er støttet til nøjagtige Maajninger, er de ovenfor anførte Tal fia Lagarfljut tilstrækkelige til at vise, at der paa Island findes dybe Fjældsøer i Fjorddalene ligesom i Norge, Skotland og i andre Lande med Mærker efter Istiden.

Islands Indsøer er lidet undersøgte; deres Dimensioner
og geografiske Beliggenbed ofte ukjendte, som et
Par Exempler bedst vil vise.

I Skaptafells Syssel kan fra Toppen af de højeste Vulkaner af 1783 ses en større Indsø, fra hvilken Skaptå kommer. Den findes ikke afsat paa Kartet, og Beboerne af Skaptafells Syssel synes at have været übekjendte med denne Indsøs Tilværelse indtil for nogle Aar siden.

Paa Gunnlaugssons Kart findes der afsat et Vand, Porisvatn blandt Fiskivötn, beliggende mellem Tungnaa, og Kaldakvisl. Dette Vand er paa Kai'tet afsat med en Længde mellem '/a og 3/4 geogr. Mil. Men da vi kom til Porisvatn, paa Rejsen gjennem Island over Sprengisandr, befandtes denne Indsø at være meget lang, og maaskc er den hele 4 Mil eller længere; den ligger 1893 Fod over Havet. Den fuldstændige Mangel paa Græs for Hestene hindrede os i nærmere at undersøge denne store Indsø, der i Længde kan stilles ved Siden af ringvallavatn og vistnok overgaar Myvatn. Til Indsøen kommer der undertiden Folk fra Rangårvalla Syssel for at fiske Ørret, og de angiver, at det er sex Timers skarpt Ridt fra vestre til østre Ende. I det indre Island er der endnu mange rent geografiske Opdagelser at gjøre. — Sammenholder man Højderne af de højeste Toppe inden Basaltformationen, finder vi, som før omtalt, over større Strækninger Tal, der ligger hverandre nær. Som vi har seet, ligger fremdeles de Dækker, der sammensætter Fjældene, det ene over det andet, uden at Faldvinklerne nogetsteds er store; i Regelen afviger den kun faa Grader fra Horizontalen. Vi finder fremdeles, at Gange af Basalt hyppigt gjennemsætter de ældre Formationer i Vægge paa 1000 Fod, for saa oventil pludseligt at ende, uden at de udbreder sig som Dækker. Her er saalecbps, som tidligere berørt, de Strømme eller Dækker, som maa forudsættes at have udbredt sig i Dagen fra Gangspalterne, forsvundne ved Denudation. Vi føres ved disse lagttagelser nødvendigvis til den Slutning, at uhyre Masser af fast Fjæld er taget bort fra Island. Thi Basaltformationens Dækker, der nu pludselig ender ud imod Dale og Fjordsider, har før strakt sig længere ud, og Dække for Dække gjenfindes paa begge Sider af Fjordene og Dalene. Tænkes de ældre Forhold istandbragte igjen, saa fremkommer Plateauer, bestaaende af Basaltdække over Basaltdække; disse er nu sønderskaarne, og de igjenstaaende højeste Tinder giver en Minimumshøjde for de gamle Plateauer. Der er da Spørgsmaal om, i hvilken Tid denne storartede Denudation foregik. Svaret er i sin Almindelighed ikke vanskeligt; thi Denudationen er foregaaet til alle Tider, saalænge Basaltformationen har ligget udsat for Regn, Luft, Frost, Is o. s. v., og den fortsættes den Dag i Dag. Der gives derfor ikke nogen speciel Tid eller Epolce for Denudation.

Imidlertid er det i denne Forbindelse vel værd at lægge Mærke til, at Island i det hele og store havde faaet sin nuværende Konfiguration, da Lavastrømmene begyndte at flyde. Dalene baade i Palagonittuffen og inden Basaltformationen var tilstede, da de nuværende Vulkaner begyndte sin Virksomhed. At saa var Tilfældet, er ikke vanskeligt at se; Lavastrømmene udfylder nemlig over milelange Strækninger Dalbunde, enkelte Vulkaner ligger endog i Forsænkninger og i Dale, ikke paa Toppen af Fjælde.

Imellem de basaltiske Dækker og Lavastrømmene er der en umiskjendelig Lighed. Men hine er talrigere i Antal og sønderskaarne til at danne isolerede Fjælde. Lavastrømmene er i Reglen kontinuerlige og færre i Antal, og Vulkanerne, fra hvilke Strømmene har flydt, lader sig endnu paavise. Men for de basaltiske Dækker og for Lipariterne eller Trachyterne findes nu ingen Kratere, enten saadanne aldrig har existeret, eller de er forsvundne.

I Reglen er Adskillelsen imellem de postglaciale Lavaer og de basaltiske ældre Dækker meget let, idet der imellem begges Dannelse har fundet en storartet Denudation Sted, saa at Lavaerne ofte ligger i Dale og Forsænkninger i de ældre Formationer. Derhos har Lavastrømmene en ru, takket, bølgeformet, ofte sprukken Overflade, kort en Overflade fremkommet under Størkning, medens de basaltiske Dækker har en Overflade fremkommet ved Denudation.

Vi kunde derfor fristes til at drage en meget skarp
Grænse mellem de præglaciale basaltiske Bergarter og Lavastrømmene,
idet Istiden med dens Erosion ligger imellem.

Imidlertid omtaler Paijkull en Lava, som er udgydt under Istiden paa den østre Skraaning og ved Foden af Okfjeldet. Dennes Overflade er furet, stribet og opbrudt af de gamle Bræer; men paa samme Tid bibeholder den, om end yderst sjælden, sin oprindeligt bølgeformede Overflade. Ligeledes antager Paijkull, at Reykjavik Doleriten er en Del af en Lavastrøm, som har flydt under Istiden, hvorefter dens Overflade er blevet denuderet af den Bræ, som øjensynligt har furet den; thi Skuringsmærker iagttages her overalt, hvor Overfladen ligger blottet. A⁷ed denne Denudation er den oprindelige, vandrette Overflade forvandlet til en bølgeformet, saaledes som den nu er, bemærker Paijkull.

Der er paa Forhaand ingen Grund til at antage, at Eruptionerue skulde have standset under Istiden. De under Jøklerne paa Island nu virksomme Vulkaner viser, at Eruptioner kan finde Sted under et Isdække. Det fulde Bevis for Tilværelsen af en glacial Lavastrøm vilde det være, at der under vedkommende Lavastrøm paavistes Koches moutonnées, paa samme Tid som selve Lavastrømmen bar Skuringsmærker.