Geografisk Tidsskrift, Bind 6 (1882)
Vitus Jonassen Bering,
P. Lauridsen.
(Hermed Tavle III.)
I. Vitus Bering i Danmark.
Aü/on største
danske Opdager er aldrig gjort til Maal
oj „.,..—». —
J--~ L -,— -- 0 OJ
(l(~ for en videnskabelig
Undersøgelse herhjemme. Vor
Literatur ejer visselig to Fremstillinger af hans Livs vigtigste Tildragelser, af hvilke den ene er skreven i den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede *), og den anden af den bekjendte Polyhistoriker Odin Wolff i Førstningen af dette**); men begge Forfattere have i Hovedsagen indskrænket sig til at oversætte og excerpere Tyskeren O. F. Muller***). Dette er meget uheldigt; thi i do 200 Aar, der nu ere forløbne siden Berings Fødsel, ere de værdifuldeste Kilder, hvorfra man tidligere kunde have hentet Oplysninger om hans Familieforhold og Ungdomsliv i Hjemmet, enten udtørrede eller forsvundne, og vi ere nu henviste til de temmelig skematiske Oplysninger, , der kunne skaffes til Veje fra Arkiver, Skifteprotokoller, Slægttavler og Kirkebøger. — Paa Mødreneside tilhørte Bering den dygtige Beririgske Slægt, der i det 17de og 18de Aarhundrede udbredte sig til alle Landets Dele og overalt var meget anset og agtet. Slægtens Stamfader hed Jens Madsen (eller Andersen) Bering, der efter at have afstaaet sin Gaard i Bjerring By i Middelsom Herred ved Viborg til sin ældste Søn og optaget Bynavnet som Slægtnavn, levede „som en fornemme Borger i Viborg" i Førstningen af det 16de Aarhundrede. Denne Mands Sønnesøn hed Peder Pedersen Bering og var Borgmester i Viborg fra 1631 til 1658. Han var fire (range gift og havde med sin Hustru af første Ægteskab, Maren Vitusdatter (død den 12te Juli 1636, 35 Aar gammel), Datter af Vitus Brun i Møllerup, to Sønner, nemlig 1) Peder Pedersen Bering, Magister,
Provst og Præst i Østersnedc ved Horsens, og 2) Vitus Pedersen Bering, den bekjendte kgl. Historieskriver og latinske Digter under Frederik den 3dje og Kristian den ste. En af Provst Peder Berings Døtre, Anne Pedersdatter Bering, giftede sig omtrent 1680 med Toldvisiterer i Horsens Jonas Svendsen, og blev ved ham Moder til Søfareren Vitus Jonasscn Bflring, hvis Levned skal fremstilles i det følgende*).
*) Udførlige og troeværdige Efterretninger om de fra Rusland af langs med Kysterne af lishavet til Søes gjorte Ogdagelser tilligemed Vitus Berings og Spangbergs Rejser (ved M. Hallager). Kjøbenhavn. 1784.
**) Prof, og Dr. Odin Wolff. Lcvnetsefterretninger om den berømte Søemand og udødelige Landopdager Comniandeur Vitus Jonassen Beering. De danske Søefarende tilegnede. Kjøbenhavn. 1822.
***) G.F.Müller. Sammlung Russischer Geschichte. 3ter Bd. Skt. Petersburg. 1758.
*) H. Rørdam, Historisk Tidsskrift. ste Kække. Iste Bind. O. H. Nysted. Nemus Geneialogicum Aspachio , eller en liden Lyst-Skouf ofver dend Høy-Fornemme de Aspachers og Møniclieners Familier osv. i Gehejmearkivet. Provst Vitus Bering i 01leriip. Delineatio stirpis Beringianæ. (Kbhvn. 1740). Horsens Kirkebog. Jerings Slægttavle: Jens Madsen (Andersen) Bering, Gaardejer i Bjerring i Middelsom Herred ved Viborg. Peder Jensen Bering, Eaadmand i Viborg. Død 4/s 1591. Gift med Kirsten Christensdattcr Høg. Jens Pedersen Bering Peder Pedersen Bering, (Store Jens Bering), Borgmester i Viborg 1631—58. ?,aadmand i Viborg. Gift 4 Gange gift. Første Gang ned Kirsten Pcdersdatter med Maren Vitusdatter, Datter Rimboldtsen. af Vitus Brun i Møllerup. j Død den 12te Juli 1G26. 12 Sønner. (Alle af Navnet Peder). Peder Pedersen Bering, Vitus Pedersen Bering, Magister, Provst og Præst kgl. Historiograf og Hofdigter i Østersnede. under Fred. 3. og Kr. 5. ! Anne Pcdersdatter Bering. Margrethe Pedersdatter Bering. rift med Enkemand, Visi- Gift med Borgmestrene Blyterer Jonas Svendsen mester og Cortscn i Horsens. i Horsens. _J Vitus Jonasscn Bering. Jørgen Christoffer Jonassen Født 1081. Kommandør- Bly mester, •captajn i russisk Tjeneste. Sorenskriver i Norge. Død 1741. ' l t Vitus Bering, Russisk Sriofficer.
I Literaturen indeholdes der yderst tarvelige Oplysninger om Vitus Berings nærmeste Slægt, hans Fædrenehjem og Ungdomsliv, ja! selv hans Navn og danske Afstamning er lige til den allerseneste Tid bleven draget i Tvivl, om dette end i Hovedsagen maa tilskrives Uvidenhed hos vedkommende Forfattere. Ved det kgl. danske geografiske Selskabs velvillige Understøttelse sattes jeg i Stand til i Sommeren 1881 at foretage en Undersøgelse i utrykte Kilder til hans Historie, baade i hans Fødeby Horsens og i de herværende Arkiver, og jeg var saa heldig at finde adskillige, hidtil ukjendte og ret værdifulde Oplysninger.
Det ældste bevarede Bind af Horsens Bys Kirkebog gaar tilbage til Aaret 1680, og ved Sognepræsten Dr. Joh. Clausens velvillige Hjælp fandtes snart en Daabsattest, der maatte være Vitus Jonassen Berings. Med en meget regelret, men højst ulæselig Rundskrift staar under 12te Avg. 1681: „Jonæ Visiterers Vitus døbt", og i Marginen med en anden Haandskrift: „Vitus Jonæ" altsaa Jonassen, der. som bekjendt, er Berings Døbenayn. Denne Daabsattest har Betydning i flere end én Henseende. Nogle Forfattere og deriblandt den bekjendte Prof. Thore Fries i Uppsala kalde Bering Veit og ikke Vitus *); men hvorfra de have dette Navn, er aldeles uforklarligt. Kirkebogen siger, at han er døbt Vitus, og dette er desuden det naturligste af Verden, da han er opkaldt efter sin Grandonkel, Historieskriveren Vitus P. Bering, der var en meget anset Mand i de Dage, ja! vi kunne forfølge Navnet meget længere op i Slægten lige til Søfarerens Tipoldefader, Vitus Brun i Møllerup, ligesom Navnet endnu den Dag i Dag lever i den Beringske Slægt. Desuden have vi Berings egen Underskrift i en Legatfundats, der vil blive meddelt i det følgende, og endelig fortjener det at anføres , at hans to russiske Hovedbiografer Søofficeren Berck og Akademikeren v. Baer skrive Navnet i den oprindelige Form, og de havde dog begge Adgang til originale Indberetninger fra Berings Haand. Mærkværdigt nok har Berings Fødselsaar hidtil ogsaa været ukjendt. Hofman**) siger blot, at han er født i det 17de Seculo af borgerlige Forældre; v. Baer, der skrev om Bering for 10 Aar siden, mener, at han er født omkring 1670***), Provst Fabrieius, en af vor Tids Forfattere f) nævner intet Aarstal og Odin Wolff siger, at han muligvis er født 1686, samtidig med Povl Løvenørn; endelig nævner et fransk Værk Aarstallet 1680*). Ingen af disse Angivelser er dog rigtig; thi Vitus Bering er født 1681 og døbt i Horsens Kirke den 12te Avgust. Ligesom i alle Kirkebøger fra den Tid angives kun Navne- og ikke Fødselsdagen; men da Daaben plejede at finde Sted lige efter Fødselen, fejler man næppe meget i at henlægge Berings Fødselsdag til den første Uge af Avgust 1681.
I Kongerigets Arkiv her i Byen findes der to Dokumenter, som give Oplysninger til Berings Historie, nemlig hans Legatfundats, hvorved han skjænker sin Fædrenearv til de husarme i Horsens, og Horsens Bys Skifteprotokol: „Skifte efter nu afgangne, edle, høyagtbare, nu Sahl. Mand Jonas Swendtzen og lians Sahl. Kiereste, dydedie og gudclskende Matrone, Anne Pedersdatter Biering". Denne Skifterettens Behandling af Dødsboet efter Berings i Aaret 1719 afdøde Forældre viste sig snart at være en hel lille Guldgrube, der gav Underretning, ikke alene om Familiens Formueforhold, men ogsaa om Børnene, deres Livsstilling og Skæbne, og de herfra hentede Oplysninger ere i Virkeligheden de eneste avtentiske, som vi have, om Berings Hjem. Hans Fader hed Jonas Svendsen med Tilnavnet Halmstad og beklædte i den sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede en underordnet Stilling som „Visiterer" ved Horsens Toldsted. Af hans Tilnavn tør man maaske slutte, at han er født i Byen Halmstad i Halland, der i hans Ungdom endnu var en Del af vort Fædreland, ligesom det i Kilderne antydes, at hans første Hustru Lisebeth Berendsdatter var fra Danmark østen for Sundet. Med hende havde han tre Børn, nemlig Sønnerne 1) Svend Jonassen, der, som en gjældbunden Svend blev indsat paa Kjøbenhavns Arresthus, blev gjort arveløs og for sine gale Stregers Skyld maatte rejse til Østindien. 2) Jonas Jonassen, kgl. Majestæts Birkeskriver til Taarnby Birketing paa Gammel og 3) Datteren Anne Cathrine Jonasdatter, gift med Herluf Dahlhoff i Horsens. Omtrent 1680 giftede Jonas Svendsen sig anden Gang med Anne Pedersdatter Bering, en Datter af Mag. og Provst Peder Pedersen Bering i Østersnede, og havde med hende foruden flere Døtre, der døde før Forældrene , Sønnerne Vitus Jonassen, der efter Moderen antog Tilnavnet Bering, og Jørgen CJiristoffer Jonassen med Tilnavnet Blymester, der ved Forældrenes Død var Sorenskriver i Onsø, Thure, Aabøjgde osv. i Norge og boede paa Gaarden Ristern ved Moss. — Berings Barndomshjem var langt fra velhavende: men da hans Moders Søster Margrethe
*) Nær og Fjærn. Nr. 418. 1880.
**) Fundationer. 11. Kjøbhn. 1760. S. 250.
***) v. Baer u. Helmersen. Beiträge zur Kenntniss d. russ. Beiches. IGter Bd. Skt. Petersburg 1872. Indledningen S. VIII.
*) Nouvelle Biographie générale. sle Bd.
+) Horsens Kjøbstads Beskrivelse. Odense. 1879.
Pedersdatter
Bering*) senere giftede sig. først
med Borgmester
Blytnest&f og derefter med Borgmester
*) Margrethe Bering blbv senere for sin „rare og høje" Alder kaldt den „gamle Fru Borgmesters", og til hende har Vitus Bering i Tidsrummet mellem sin første og anden Eejsc skrevet to Breve, som vi her meddele efter Aftrykket i Hoffmans Fundationer 11. Det første Brev er skrevet nogen Tid efter hans Hjemkomst fra hans første Rejse i Foraaret 1730 og lyder saaledes : „Højtærede kiære Moster! Det er nu femten Aar siden, at jeg havde den Lykke at fornemme Noget fra mine Paarørende udi Horsens: omskjøndt jeg hos k. Moster er kommen udi Glembogen, har jeg dog ej forglemt dennem, og nu siden miu langvarige fem Aars Eejsers Hjemkomst, erkyndiget mig, at k. Moster er bleven. Enke: Condolerer af Hiertet, at k. Moster paa hendes Alderdom sidder i den eensomme Stand, ynskte at være saa nær, at kunde se dennem noget til Gode; mens som den Occasion, jeg havde, 1715, blev mig betagen at komme hiem, forat see mine nu Sal. kiære Forældre, saavcl som k. Moster, vil det nu for Tiden mindre lade sig giøre, uden saa er, at noget udi vores Allernaadigste Keiserindes Tieneste kunde forefalde, at jeg kunde blive udsendt: min langvarige Reise har begyndt 1725, og er nu først 1730, den første Marts hiemkommen, har været nogle 1000 Mile giennem Øster-Tartariet, saa vidt som Land var at finde, forbi Chamsiatke og endnu nogle 100 Mile længere, som kand sees af Land-Korterne, nemlig den Asiatiske Part som man ellers faaer fra Nørrenberg. Jeg maa tilstaae, at, eftersom jeg havde Lyst at reyse i min Ungdom, at jeg hidtil har havt min Deel; thi denne Reise har været forbi China og Japan, og kommer ey derved nogen Ostindisk Reise, saavel til Lands som til Vands, paa Chamsiatke haver jeg ladet bygge et Fartøy, og recognosceret Søen dermed, iblant saadanne Hedninger, som ey haver hørdt eller sect nogen Europæer tilforn, hvor ingen Brødvoxer, og intet Creatur er at finde, uden vilde Fugler og Reen-Dyr, eller et Slags Hjorter, som ere saa tamme, at man i Steden for Hester rider derpaa; og Hunde bruger man at fare med om Vinteren, ligesom man farer andre Steder med Hester for en Kane, Fisk er deres Føde, saavel for Hundene som for Menneskene, saa jeg kand regne meste Delen af den halve Globe: de lader ey de, som blive syge, døe deres egen Død. men kaster dem ud for Hundene; dette skeer allene i Henseende at k. Moster vilde glæde sig med mine anhørige Slægt og Venner, at Gud har underlig bevaret mig paa saa lang og møysom Reyse, og for at recommendere mig udi deres gode Ihukommelse, jeg takker Gud for Helbred, men siden min Hiemkomst har været ilde syg. Min Kone, Gud skee Lov, lever, og af otte Børn tre i Live. og venter snart det fierde: om kiære Moster vilde lade mig vide, hvem endnu lever af vores Slægt, og hvem som nu er Borge mester og Eaad, skulde være mig af Hiærtet kiær, thi der staaer endnu en liden Arve-Part, mig tilhørende, efter mine Sal. Forældre, og vilde gierne giøre Anstalt derom, eftersom jeg troer den staaer Frugtesløs, jeg ynskte, at det blev sat paa Bente og Interessen blev given til de Fattige, til saa længe jeg derom kand giøre Anstalt, jeg veed ey heller om min kiærc Broder Jonas og Jørgen endnu lever, saa og Broder Svend, som har været hiemme, og reyst til Ostindien igien, og hvem, som boer i mine Sal. Forældres Huus, og hvem af mine Søsters Børn endnu lever, jeg ynskte, at have nogen vis Leylighed at regalere k. Moster med et Par Sobler til et Tegn af min Skyldighed; i det øvrige beder tienstl. at hilse Mad, Hovgaard og Svoger Cordtsen, og alle andre, som lever af gode Venner, rekommenderer mig i kiære Mosters gode Ihukommelse; thi jeg haaber, at jeg endnu som før staaer udi min k. Mosters Gunst, og lever stedse og uforanderlig Høytærede k. Mosters lydige Søstersøn til min Død W. J. Bering." Det andet Brev meddeles hos Hofman uden Dato og Underskrift; men da Bering deri kalder sig Kapitain hvilket han først blev i Begyndelsen af 1732 (se Müller: Sammlung RUSS. Geschichte 111, S. 138), maa Brevet være skrevet i Løbet af dette Aar eller i Begyndelsen af 1733, før han den 18de April (GI. Stil) samme Aar tiltraadte sin sidste store Expedition til Sibirien, hvorfra han ikke skulde vende tilbage. Dette Brev lyder saaledes: „Det er nu 26 Aar siden jeg reyste hjemme fra, men har ey havt den Ære at have noget Brev fra k. Moster, det er kuns slet Tegn af god Ihukommelse hos dennem, det maa vel saa være, ud af Øynene ud af Sindet, fordi nu for Tiden kiendes faa af sine uden for Interesse, dog er det ey saa hos mig, jeg glæder mig altid at fornemme mine Anhøriges Velgaaende. Om kiære Moster behagede at skrive mig til, da adresseres Brevet til min Svoger paa Cronstadt, som er Vice-Admiral Saunders, og Opskriften skrives til mig Capitain-Commandeur, ved Søe-Floden. Jeg beder Kiære Moster vilde lade mig vide hvad Waaben vores eller deres Familie har ført i deres Signet."
sig med „Grund, Bygning, Gaardsrum, Have, Jord og Ejendom fra Adelgaden, indtil Byens Maar vedtager". Men denne Ejendom var af liden Værd. I det Skjøde, hvori han og Hustru 1718 overdrage deres Ejendom til Datteren af første Ægteskab, hedder det: „Vi som begge ere gamle, skrøbelige og affældige Folk, og intet kan være os selv gode, mindre til vort Ophold i nogen Maade forhverve, og vores Formue bestaar kun i dend gamle, brøstfældige Gaard, vi og hun i boer, og den liden Bohave, der udi findes, som er af ringe Pris" osv. Ligeledes lindes i Skifteprotokollen en Fortegnelse over Indboet, der efter denne næppe nok gjø'r Indtryk af et fattigt Middelstandshus for 200 Aar siden, og det stemmer godt hermed, at Dødsboets hele Værdi kun beløb sig til 214 Rdl. 5 %. 9 ß, der kom til Deling mellem Børnene af de tvende Ægteskaber, saaledes, at Vitus Bering tillagdes 84 Kdl. 2^9 ß*}. Denne Sum kom ham dog aldrig i Hænde: men 12 Aar efter skjænkede han Kapitalen og Renterne, i det hele 140 Rdl., til sin Fødeby, „at emploiere den fattige Husarme til Nytte"**). —
Berings Forældre
døde begge i Efteraaret 1719 kort
efter hinanden.
*) Horsens Byes Skifteprotokol 1719-25. S. 223 o. flg. Kongerigets Arkiv.
**) Borings Gavebrev og Fundats: Borgcinester og Kaad udi Horsens, gjøre vitterlig, at som Velædle og Velbyrdige "VVittus Berring, Cormnandeur-Capitain paa Søe-Floden. udi Hendes Russiske Kæyscrl. Majestæis Tienestc, ved Skifter elter hans Fader Sal. Jonas Svendsen og Moder Anna Peders Daatter her i Byen den 11. Junii 1721. er tilfalden udi Arv 84 Rdlr. 2 Mk. 9 Sk., som siden med Konter er opvoxet til 139 Kdlr. l Mk. 14 Sk., siger et Hundrede tredive og ni Kixdalcr, en Mark fjorten Skilling, og vi derefter fra hannem har erholdt hans Afkalds-Qvittering og Gave-Brev af Dato 28 Martii 1733. som saaledes lyder: „Kjcndes jeg Underskrevne Wittus Jonasscn Berring, Capitain-Gommandeur udi Hendes Kussiske Kæyserlige Majestæts Tieneste, at jeg for mig og mine Arvinger haver given og af'staaet, den Fattige og Huus-Arme til Nytte udi Horsens, den mig efter mine Sal. Forældre til faldne Arve-Part, Sal. Jonas Svendsen, forrige Kirke udi Horsens, min Moder Anna Peders Daatter, hvilken Arve-Part nu er berystende hos Velædlc og Velviise Borgemester og Kaad, hvilket jeg er bcgicrciide, at samme Summa, hvor meget det er. er jeg u-bcvidst, at Vclædle og Velviise Borgemester og Raad ville det employere, enten paa Rente, eller at kjøbe et Stykke Jord, og hvad deraf aarlig kommer, at employere for den Fattige Huus-Arme til Xytte, som de vil forsvare for Gud. Dette med min egen Haand skreven og underskreven, til Bekræftelse med mit Zignete derhos trykt. Actum St. Petersborg den 28 Martii 1733. W. J. S. Berring. P. S. Begieres, at dette maatte validere, eftersom man ey her kand have stemplet Papir. Adieu. — Samt tillige hans Missive, dateret Ossi paa Cammen den 27de Sept. 1733, af Indhold som følger: Ædle og Velviise Herrer Borgemcster og Raad udi Horsens. Ettersom jeg haver fornummet, at mine Salige Forældre, Jonas Svendsen, forrige Kirke-Værger, og min Moder Anna Peders Daattcr, erc døde Anno 1719. udi Horsens, og jeg udi Hendes Kussiske Kayscrlige Majestæts Tjeneste meget langt fraræreride udi mange Aar; Altsaa haver jeg dette hosfølgende Afkald oversendt til Ædle og Velvisc Herrer Borgemestcr og Raad, at de ville, den mig efter oven bemeldte mine Forældre tilfaldnc Arvo-Part lade til Nytte komme den Fattige og Huus-Arme, som de vil forsvare for Gud; I det øvrige er jeg stedse Velædle og Velviise Herrer Borgemester og Raads beredvilligste Tiener W. J. S. Berring. Dette Brev er skreven siden mit Afkald nogle Maanccler paa et andet _Stæd, at det ey maatte udlægges ~tu~ fræjudiuu derudi.—Ossi—paa Caimnuirficvier- den 27dc September. 1733. Hvorved han samme hans Fædrene-Arv til denne Byes Fattige og Almisse-Lemmer bortskiænker og forærer; Saa i Henseende, at Pengene allerede den Ilte Juni 1734 til de Fattiges Fundat/ers Forvalter Sr. Peder Thomasscn Berring, her i Byen er bleven leveret og af hannem med -i Mk. 2 Sk. forbedret, i Henseende at Pengene ey førend til Snaps-Ting 1735. blev udsat, og at samme derved kunde completteres til en Capital af 140 Rdl.; Men ingen Fundation eller Stiftelse derover findes oprettet; haver vi herved til en skyldigst og kiærlig Efterminde for velbemelte Hr. Capitain-Commandeur Wittus Berring, som af den Allerhøyeste Gud, under et fremmed Herskab er bleven velsignet, og endda ikke har villet forglemme sit Fæderne-Land, men for Guds Velgierning draget i Tanke de her paa Stædet værende, skiønt for hannem übekiendte Fattige, denne Fundatz over samme af hannem hengivne Capital og Renter, soin fra Snaps-Thiog 1735. bliver i alt 140 KdL siger et Hundrede og fyrgetive Rixdaler, skullet forfatte, med inderlig Begiering og alvorlig Anmodning til alle og enhver Vedkommende, at deraf stedse fremdeles, ligesom hidindtil er begyndt, maa blive en ævigvarende Capital, og samme af al muelig Fliid paa Interesse besørges, samt Renten deraf til rette nødtørftige Almisse-Lemmer hvert Aar uddeles; Saa at Gud derved kand æres, de Fattige i deres Nød derved finde Hielp, og Giveren for sin Gave ihukommes; Den Almægtige Gud styrke enhver, som dette hans Verk vil befordre, og forhindre alle dem, som enten maatte søge Capitalen forrykket, eller den Fattige udi Benterne forfordelet. — Heraf har vi da trende enslydende Fundationer oprettet, den ene i Stifts-Kisten at indlægges, den anden at følge de Fattiges Forstander her
Om Berings Liv i Hjemmet vides intet. I en ung Alder gik ban til Søs og uddannede sig paa Langvejstogter til Amerika og Østindien til en dygtig Sømand, og han brød saaledes med Traditionen i Slægten, der hidtil havde fulgt Embedsvejen. I Aaret 1704, 23 Aar gammel, skal han i Følge de trykte Kilder have forladt sit Fædreland og være traadt ind i den russiske Marine; men dette stemmer ikke med de Oplysninger, vi have fra ham selv. l det ovenstaaende Brev til hans Moster, Margrethe Blymester, skriver han, enten i Slutningen af 1732 eller i Førstningen af 1733: „Det er nu 26 Aar siden, jeg rejste hjemmefra". Men dette fører tilbage til 1706 eller 1707, og da han bevislig først i dette Aar udnævntes til Løjtnant i den russiske Flaade, synes hans egen Tidsangivelse at burde foretrækkes. Vi antage derfor, at Bering har forladt sit Fædreland for bestandig en Gang i Aaret 1706, om det end er muligt, at han allerede tidligere har virket i den russiske Marines Tjeneste.
Paa sine store Opdagelsesrejser i Sibirien blev Bering senere ledsaget af to andre danskfødte, russiske Officerer, nemlig Morten Spangeiibcry og Peter Lassinius. Den første, der gjorde sig meget fortjent af Undersøgelserne i de japanesiske Have og skaffede sig et smukt Navn i Opdagelsernes Historie, er født i Jærne ved Varde, og
i Byen, og den
Iredic med Paaskrift at blive ved Kaadstucn.
Til
Bekræftelse under vores Hænder og hostrykte
Stads-Segl. Horsens Kaadstuc d. 23de Julii 17iJG.
H. C. Møller.
Thomas Pauk. Chr. Kragh.
Fundatsen findes
i Kongerigets Arkiv i en Pakke fra
Horsens Eaadstue.
Den er forhen aftrykt i Hofmans
Fundationer. 11. S.
251.
det er altsaa aldeles urigtigt, naar Peschel i „Geschichte der Erdkunde" og efter ham andre Forfattere, gjøre Spangenberg til en Tysker*). Om Peter Lassinius' Byrd vides intet nærmere.
II. Berings første Rejse, 1725—1730.
Det var meget bevægede Tider og Forhold, under hvilke Bering færdedes. Karl den tolvte havde kastet Krigsfakkelen ud over det nordlige og østlige Evropa, Zaren var i Færd med at skabe et Søforsvar fra Grunden af, og i de mangeaarige Kampe fandt Bering den Tumleplads for sin Handlekraft, han havde søgt fra sin tidligste Ungdom af. l den lange Krig, hvori hans nye saa vel som hans gamle Fædreland vare lige stærkt indviklede, tiltrak han sig Zarens Opmærksomhed, blev hurtig forfremmet til Kaptajn-Løjtnant og var ved Fredslutningen 1720 Kaptajn paa Flaaden i Kronstadt. Formodentlig er han bleven Kaptajn, da han var nogle og tredive Aar gammel. Men efter Fredslutningen blev Stemningen mindre velvillig mod de mange Udlændinger, der vare om Bord paa den uyskabte russiske Flaade. Bering tilligemed flere andre fremmede bleve forbigaaede ved Avancementet, og han krævede derfor strax sin Afsked*). I Admiralitetskollegiet havde han mange Fjender; det kom til en haard Kamp om ham, og skjønt General-Admiral Apraxin levende interesserede sig for ham og gjentagne Gange nægtede at underslmve hans Afsked, fik han dog denne
*) Om Spanyenbcrg læses temmelig fuldstændige Efterretninger i van Havens: Nye og forbedrede Efterretninger fra det russiske Hige (Kbhn. 1747). Van Haven kjendte Spangenberg personlig og omgikkes ham meget i Skt. Petersburg. Hans Navn har været Gjcnstand for en Kække Fordrejelser: Spangeberg, Spangbcrg, Spamiberg, og de sidste to Former træffer man endnu hos E. Nordcnskiöld. Efter en Undersøgelse af Jærno Sogns Kirkebøger, som Forfatteren har haft Lejlighed til at foretage, kan der dog være Grund til at antage, at Manden oprindelig har hedt Spangsberg; men van Haven kalder ham Morten Spaugenberg. Han var 1725 Løjtnant i russisk Tjeneste og maa altsaa i det seneste være født i Slutningen af det 17de Aarhundredc. Paa denne Tid levede i Strandby i Jærne Sogn, lige nord for det nuværende Esbjærg, en velhavende Mand ved Navn Hans Spangsberg, der nedstammede fra en nærliggende Bondeby af samme Navn. Denne Mand maa højst sandsynlig være Morten Spangenbergs Fader, da der i hele Tidsrummet fra 1660 til 1710 ikke findes et eneste andet Navn, som passer. En Søn af Hans Spangsberg ved Navn Christen døbtes "/j 1797, og eu anden er bleveii døbt i Slutningen af Aaret 1798; men des værre mangle Bladene i Kirkebogen for dette Aar. Sandsynligheden synes dog at tale for, at dette Barn har været Morten Spangcnberg, der altsaa, da han tiltraadte sin første sibiriske Eejsc med Bering, var 27 Aar gammel. Paa Jærne Kirkegaard findes en smuk, gammel Ligsten over hans Broder, „den agtbare og velfornemme Mand Chr. Spangsberg".
*) Berck. Die ersten Seereisen d. Küssen. S. 90. Beiträge z. Kenntniss d. rusa. Reiches. Bd. IH. S. 40.
i Begyndelsen af Aaret 1724 og var derefter i et halvt Aar uden for Tjenesten *). Dette stemmede dog aldeles ikke overens med Zarens Ønsker, og da denne nogen Tid efter under en Gudstjeneste traf sammen med Apraxin, meddelte han ham kort og godt, at Bering atter skulde optages i Flaadens Officerskorps, og for dette mægtige Bud maatte Admiralitetskollegiet bøje sig. To Dage efter var Bering atter russisk Søofficer og havde opnaaet den krævede Forfremmelse som Kaptajn af første Klasse.
Imidlertid havde Zaren store Planer, som han ønskede at bringe til Udførelse. Letlet af sin egen friske, men barbariske Vidcbegjærlighed, paavirket af det franske Akademis Smigrerier og andre lærde Opfordringer saa vel som af en berettiget Trang til at kj ende sin Magtsfæres naturlige Begrænsninger, førte hans mægtige Initiativ pludselig Rusland frem i første Hække af de Folk, der den Gang foretoge geografiske Undersøgelser. For nogle Aar siden havde Kosakker og Jægere trængt frem til det okotske Hav og opdaget en Del af Halvdan Kamtsjatka, men forøvrigt vare de nordlige og østlige Dele af hans Rige kun lidet kjendte, naar undtages de store, sibiriske Floder.
Paa Datidens Kaart har Sibirien Form af en Firkant, hvis Østgrænse, noget østen for Jakutsk, skærer sig i en ret Linje ned imod Japan, hvor Øen Jesso er det nordligste bekjendte Punkt. Paa den anden Side Verdenshavet var Amerikas Vestkyst kun kjendt og undersøgt til det kaliforniske Kap Blanco under 43° n. Br., og hele den nordlige Del af det store Hav, dets østlige og vestlige Kystlinjer, dets Afslutning imod Nord og dets Forhold til Ishavet ventede saaledes paa sin Opdager**). Og her fandt Zaren sin første store Opgave paa det geografiske Omraade. Han interesserede sig levende for en Undersøgelse af det nordøstligste Asien og dettes Beliggenhed i Forhold til den ny Verdens Fastland. Vare Asien og Amerika landfaste med hinanden ? Eller var der en Gjennemgang, en Nordøst- og en Nordvestpassage ? Peter selv troede ikke paa en saadan Gjennemgang, hvad der vil kunne ses af nedenstaaende Ukas; tværtimod tilhviskede hans begjærlige Sind ham Muligheden af igjennem Nordøstasien at kunne bane sig Vej til de rige, evropæiske Kolonier i Mellemamerika, og i dette Øjemed besluttede han at afsende en Expedition til disse Egne. Han valgte Bering, hvis Mod, Rejselyst og sømandsmæssige Uddannelse var ham bekjeudt, til Chef for dette Foretagende: den første Icamtsjatkalske Expedition*),
Instruktionen for Togtet nedskrev Zaren egenhændig fem Uger før sin Død den 23de Decbr. (gammel Stil) 1724. Instruxen bestaar af tre Punkter, og den russiske Original skal være i højeste Grad særkjcudelig for Kejserens sammentrærigte og uordnede Stil. L Paa Kamtsjatka eller paa et andet Sted bygges én eller to Baade wed Dæk. 11. Med disse Skibe sejles langs Kysten, der løber imod Nord, og sandsynligvis, da man Helte tøender Kystens Ende, er dette Land Amerika. 111. Oij derfor skal man spørge, hvor Kysten løber sammen med Amerika, og gaa til en eller anden cvropæiskNybygd, og naar man ser evropæiske Skibe, skal man spørge om, hvad Kysten kaldes, og opskrive det, selv lande paa Kysten, indhente sande Efterretninger, og, efter at liave bragt det paa et Kaart, vende tilbage**}.
Kejseren døde den 28dc Jan. 1725; men en Del af Expeditionen var allerede afgaaet den 24de, og Bering selv fulgte efter den ste Februar. Hans Landsmand Morten Spangenberg ledsagede ham som næstkommanderende og for øvrigt bestod hans Følge af Løjtnanten Alexei Tsjirikof samt et betydeligt Antal Teknikere og Skibsbyggere. Et stort Skibsbygningsmateriel og et endnu større Provianttræn skulde føres fra den finske Bugt til det store Hav. Hele den første Sommer gik hen med møjsommelige Farter paa Floderne Irtisj, Obj, Ket, Jenisej, Tunguska og Him, hvor de rejsende nødtes til at opslaa deres Vinterkvarter i Byen Ilimsk, og hele Vinteren vare de i travl Virksomhed for at proviantere sig og skaffe de nødvendige Transportmidler. Medens Bering herfra gjorde en Rejse til Irkutsk for hos den derværende Guvernør at indhente Oplysninger om Østsibiricns Natur, om Rejsemaaden og Transportmidlerne i de fjserne og lidet kjendte Egne***), var en Del af hans Mandskab sysselsat med at bygge 15 store og flade Flodfartøjer, der ved Foraarets Begyndelse skulde føre Expeditionen fra Ilslkut, hvor Lena udvider sig, til Jakutsk, og en anden Del maatte fra langt bortliggende Egne skaffe Heste til Transporten
*) Beiträge /. Kenntn. o. s. v.
**) Ukasen findes i G. IT. Muller: Geschichte des russischen Reiches. 3ter Bd. Paa russisk og tysk i: Beiträge z. Kenntniss o. s. v.
*) Naar Berck tilføjer, at han i denne Mellemtid rejste hjem til Danmark, er dette urigtigt. Bering har efter Aaret 1707 ikke været i sit Fædreland. Se de foranstaaende Breve.
***) Description géographique, historique de Tempire de la Chine. Par le Pére. L B. Du Halde, de la coinpagnie de Jesus. La Hague. 1736. 4de Bd. S. 56^ o. flg. (Pariserudgaven 1735.)
**) Histoire de I/Académie royale des sciences. Paris. 1750. S. 147 o. flg.
imod Øst, hvor disse Dyr den Gang fuldstændig manglede. Ved Sommerens Begyndelse 1726 naaedes .Takutsk; men her begyndte Vanskelighederne først for Alvor. Landet var folketomt i store Omkredse, det var opfyldt af høje Bjærge og ufremkommelige Moradser, hverken Vogne eller Slæder kunde føres frem, og kun Lenas vidtforgrenedc Bifloder tilbød nogle Transportmuligheder, der maatte benyttes. Det blev ogsaa nødvendigt at dele Expeditionen. Spangenberg gik forud ad Bifloderne Aldan, Maja og Judoma, Bering fulgte efter med et Provianttræn paa Hesterygge og Tsjirikof forblev foreløbig i .Takutsk. Men 60 Mil fra -Tudomskoj Krest frøs Spangenbergs Flodfartøjer fast i Tsen, de maatte forlades tilligemed Provianten, og lian og hans Folk tiltraadte Rejsen mod Okotsk, til Fods med Mundforraad paa Haandslæder. Imidlertid tog Vinteren til, Kviksølvet var stadig frosset, Sneen faldt i tykke Lag og naaede snart Mandshøjde, Slæderne maatte lades tilbage og i samfulde 8 Vinteruger fra den 4do Novbr. til den Iste Jan. maatte de rejsende hver eneste Nat søge Ly i Sibiriens Snedynger. Deres Proviant slap op, Sulten indfandt sig som Kuldens Stalbroder, ja! til sidst maatte de søge at opholde Livet ved at gnave „Remme, Lædersække og Sko", og de vilde være omkomne, hvis de ikke tilfældigvis vare faldne ind paa den forudgaaemle Berings Marsjrute, og her havde fundet styrtede Heste samt nogle hundrede Pund Mel, der af Mangel paa Transportmidler var bleven ladt tilbage. Bering havde samtidig gjennemgaact en Række tilsvarende Møjsommeligheder. Med et Træn paa 800 Heste *), hvoraf Halvdelen styrtede under Vejs, arbejdede han sig frem imod Okotsk, der den Gang bestod af ti usle russiske Rønner **), og næppe hørte han om Spangenbergs Lidelser og Uheld, før han afsendte alle Indbyggerne og alle tilstedeværende Hundeforspand for at komme denne til Hjælp. Nyaarsdag 1727 vare de to Jyder samlede i den gamle Verdens østligste Nybygd ; men Spangenberg med 90 Mand maatte endnu to Gange i Vinterens Løb foretage den samme Rejse for at hente det efterladte Materiel paa Judomaflodcn, og først midt i Sommeren 1727 kom Bagtravet under Tsjirikof fra Jakutsk.
Og dog var Bering endnu langt borte fra det Sted, hvor hans egentlige Opdagelsesværk kunde begynde. I Okotsk byggede han et lille Fartøj „Fortuna", og paa dette førtes Expeditionen ved flere Sejladser til Bolsjajaflodens Munding paa Kamtsjatkas Vestkyst, hvor de russiske Skatteopkrævere havde bygget et Fort med nogle Hytter, og hvor Expeditionens forskjellige Afdelinger vare samlede den 2den Septbr. 1727. Hele den følgende Vinter benyttedes til Rejser tværs over Kamtsjatka. De tunge Transporter maatte ved Hunde slæbes igjennem denne Ørken, de indfødte bleve drevne sammen fra de fjærneste Egne og tvungne til denne ødelæggende Skydskjørsel. Først ved Foraarets Begyndelse 1728 stod Bering ved Kamtsjatkaflodens TJdløb i det store Hav og paa det Punkt, hvorfra hans egentlige Expedition skulde udgaa.
Men Bering stod paa en nøgen Strand ved et üblidt Hav uden andre Hjælpemidler end dem, han havde bragt med sig eller selv kunde afvinde Landets karrige Natur. Han tog atter fat paa Skibsbyggeriet, og i Midten af Sommeren løb et Skib af Stabelen, der kaldtes „Gabriel", og var stærkt nok til at holde Søen under vanskeligere Forhold. Tømmeret var ved Hjælp af Hunde bleven slæbt til Byggestedet, Tjæren havde han selv maattet tilvirke, Takkelage, Kjettinger og Ankere vare slæbte halvandet tusinde Mile igjennem et af Verdens mest uvejsomme Lande. Og nu Provianteringen! Den vilde sikkerlig indgyde Nutidens Polarfarere en skrækblandet Afsky. „Fiskeolje var hans Smør og Klipfisk hans Beuf og Flæsk" — siger Dr. Campbell — „Saltet maatte han selv udvinde af Havet" *). Og saaledes forsynet med et Aars Proviant tiltraadte han med 40 Mand sin Opdagelsesrejse langs en ukjendt Kyst og i et ukjendt Hav. Dr. Campbell, den ovennævnte engelske Forfatter, siger ved denne Lejlighed om Bering: „Det er sikkei^t, at en mere egnet Personlighed ikke let kunde være fundet; ingen Møje og ingen Fare skræmmede ham, med uendelig Flid og med næsten utroligt Taalmod overvandt han de Vanskeligheder, der for enhver anden vilde have syntes uovervindelige".
Den 20de/31te Juli 1728 afsejlede han fra Kamtsjatkaflodens Munding og styrede langs med Kamtsjatkas Østkyst imod Nord. Han beskrev denne Kyst iet nøjagtigt Kaart og overtydede sig om, at den hørte til en Halvø, der skød sig ud fra det sibiriske Fastland. Derefter styrede han imod Nordøst ind i Beringshavet. Den Bdc/19de August traf han sammen med nogle Tjuktjer, der paa en Sælskindskajak sejlede ud imod Skibet. Den dristigste af dem nærmede sig Evropæerne, i det han svømmede paa to oppustede Sælskind, og forhørte sig om deres Hensigter; men snart kom ogsaa de øvrige og ved Hjælp af en korjækisk ToHv lykkedes det at tale med dem.
*) Navigantium Biblioth. London. 1748. 11. S. 1021. Campbell støtter sig hovedsagelig til Du Haldes Fremstilling, der er grundet paa Berings originale Indberetning til Regeringen og giver et godt Omrids af hans første Kejse.
*) Beiträge z. Kennt n. o. s. v.
**) Du Halde. 8. 564.
De fortalte, at Kysten snart vilde løbe ud i dens yderste, nordøstlige Hjørne og derfra vende sig imod Vest, samt at der var en Ø forude. Denne Ø traf Bering den 10de, 21de Avg., og efter Dagens Helgen gav han den Navnet Skt. Laurentsøen. Han betraadte den ikke og saa heller ikke Mennesker paa den; men han mente at kunne skimte Hytter paa flere Steder af Kysten*). I de følgende Dage sejlede han forbi Kap Tsjukotskoj og Østkap og naaede den 16dc/27de Avgust**) under en Polhøjde af 67° 18' omtrent udfor Forbjærgct Serdze Kamen (Hjærteklippen). Omegnen af det Sted, hvor Nordenskiöld overvintrede paa sin Fart omkring Nordasien. Her forsvandt Landet fuldstændig for hans Blik imod Nord og Øst, ja! i to Dage havde han ikke set Land i denne Retning, og han sammenkaldte derfor et Skibsraad for at tage Bestemmelser om de videre Forholdsregler. Bering mente at have naaet Togtets Hovedopgave; Amerika var ikke i denne Kant af Verden landfast med Asien og det tredje Punkt i hans Ordre maatte derfor falde bort af sig selv, thi i det sibiriske Tshav kunde han hverken haabe at træffe eyropæiske Nybygder eller evropæiskc Skibe, og en videre Fremtrængen var derfor med dette Maal for Øje unødvendig. Desuden vilde en saaclan efter Datidens Mening være yderst farlig paa et saa sent Tidspunkt; Isen maatte endog snart indfinde sig, Taage og Efteraarsstormene vilde udsætte det skrøbelige Skib for Undergang, et Vinterophold med den ringo Proviantering1, uden bekjendte Havne, uden Brændsel og uden Kjendskab til den uafhængige, indfødte Befolkning, „der kun havde den menneskelige Form tilfælles med dem", — var ikke tilraadelig. Expeditionen tiltraadte derfor Hjemrejsen, for efter en yderst møjsommelig Sejlads at naa Kamtsjatkaflodens Munding den 20de Septbr./lste Oktbr., hvor den gik i Vinterkvarter.
Fra et Nutidsstandpunkt kan der indvendes meget imod Berings første Togt. Gjennem en uoverskuelig Række af fejlslagne Expeditioner, ved mango lagttagelser og Forsøg have vi endelig indset, at ikke Sommeren., men det tidlige Efteraar er den gunstigste Tid til Ishavsfarter, og det er Nordenskiölds uvisnelige Fortjeneste at have gjort dette klart for alle. Man ser strax, at Bering holdt op, netop da han for Alvor skulde have begyndt; men det vilde være aldeles überettiget og uhistorisk at bebrejde ham, hvad der laa under, ikke alene hans egen Tids, men selv hele det følgende Aarhundredes Synskreds. Macaulay siger et Sted, at det ikke at kunne nyde og skatte en dygtig Forfatter fra en svunden Literaturperiode viser Mangel paa intellektuel Smidighed og historisk Sands; ogsaa den geografiske Gransker har Ret til at ses fra sin egen Tid. Og derfra set og i Forhold til hans Hjælpemidler var Berings første Togt ikke alene et meget brydsomt og kæmpestort Arbejde, men ogsaa et modigt og dygtigt Foretagende, der i 50 Aar ventede paa sin Efterfølger. Derimod var han i én Henseende meget uheldig. Beringsstrædet er 8—9 Milo bredt og under heldige Omstændigheder maa altsaa begge do store Kontinenters Kystlinjer samtidig vise sig for Sømanden. Saaledes gik det den lykkeligere Cooli:/ thi da han nærmede sig Strædet, spredte Solen alle Taager, og med ét Blik saa lian begge Lande. For Bering stillede dette sig anderledes; hans Breddebestemmelser sige os, at bah den 14de Avgust paa Op- og den 17de Avgust paa Nedrejsen har passeret Strædet, men af Tsjaplins Skibsjournal ses det end videre, at Vejret den 15de og 16de var „skyet" samt den 14do og 17de, netop de afgjørendo Dage, „taaget". Først den 18de klarede Vejret op: men da Expeditionen sejlede for en skarp Medbør, var den allerede da for langt fjernetern- fra de afgjørende Punkter. „Dette maa man kalde Uheld!"*) Bering vidste altsaa ikke, at han sejlede i et forholdsvis smalt Sund, i det Stræde, der fortrinsvis skulde bringe hans Navn til Efterverdenen; han saa kun til den nærmeste af Dmitri-(Diomcd-)øerne, d. v. s. Strædets Midte, og denne Ø findes ogsaa med rigtig Breddebestemmelse i Journalen**). Det skyldes derfor ogsaa først og fremmest Cooks Højsindethed, at Berings Navn blev knyttet til hans Opdagelse; thi først i Cooks store Rejseværk træffes Navnet Beringsstræde ***), og senere har Rein/ioldt Forsier, der betegner Bering som „en meget fortjent og i Sandhed stor Sømand", sejrrig ført hansSag igjennem-j-).
*) Bcrck. Die erste Seereisen d. Russen (S. 94), og efter ham flere andre Forfattere
*) Beiträge z. Kenntn. o. s. v.
**) Det er altsaa ikke rigtigt, naar den tyske Geograf Lindcmann i Petcrmanns Mitteilungen (1879, S. l OB), siger, at Bering vendte tilbage „ohne seltsamerweise weder die Diomed-Inseln. noch die amerikanische Küste gesehen zu haben". Dette kan kun gjælde om Amerika. Se Berckojj Beiträge zur Kenntniss. Ligeledes det hermed følgende Kaart.
**) I næsten alle Kilder, ogsaa i Nordenskiölds „Vegas Rejse", saa vel som i en haandskreven Billet, Prof. Baer havde med Berings egen Haand. nævnes d 15dc/2Gde Avg. som den Dag, da Bering vendte om; men i Skibets Journal, der under hele Rejsen med stor Nøjagtighed førtes af Underløjtnant Tsjaplin og som Berck har meddelt i Uddrag, nævnes den IGde Avg. Dette maa fremfor de andre Angivelser staa til troende.
** Cook andIII. S. 243.
*) King. Voyage to the pacific ocean. v) Geschichte d. Entdeckungen im Norden. S. 463.
:EE:KrN"G-s KAART OVER BASTS TOTSTE :KEJS:E
Men dette Uheld drog übehagelige Følger efter sig. Som vi senere skulle se, ledte det til, at hele hans Foretagende blev uretfærdigt bedømt, ja! det førte endogtil stærk Tvivl om Hovedresultatet: Dubleringen af Asiens nordøstligste Hjørne. For os er det imidlertid fuldstændigt klart, hvor Bering har været, og hvor langt han er naaet. Hans egne Breddebestemmelser ere afgjørende i denne Henseende. Han sætter
Disse og mange flere Stedbestemmelser sendte Bering endnu samme Aar fra Kamtsjatka *) til Admiralitetskollegiet, og i Følge dem er det tydeligt nok, at han er sejlet forbi baade Tsjukotskoj Noss og Østkap, har derfra styret nogle Minuter østlig ud i Polarhavet og er vendt om noget oven for det i de senere Aar saa ofte omtalte Serdze Kamen. Paa sin sidste store Hejse naaede Cook h;ilvanden Grad længere imod Nordvest, nemlig til Nordkap paa 68° 56' n. Br.
Berings Stedbestemmelser ere de første, vi have fra Østsibirien, og naar man sammenligner hans Kaart over Nordøstasien, ikke alene med Samtidens, men endog med en langt senere Eftertids, maa man i dette første Kaartomrids af en hidtil ukjendt Egn beundre den sanddru og nøjagtige Fremstilling. Derfor har heller ingen givet ham et bedre Skudsmaal end hans store og heldigere Efterfølger Cook. Han siger: „Overhovedet skylder jeg Berings Minde det Skudsmaal, at han har tegnet Kysten meget godt og bestemt de forskjellige Forbjærges Bredde og Længde rigtigere, end det kunde ventes af ham med de Hjælpemidler, der stode til hans Raadighed" **). En lignende gunstig Dom har den bekjendte russiske Admiral Lutke udtalt et hundrede Aar efter Berings Død, og Berck, der med stor Omhu gjennemgik Søfarerens Dagbøger og Skibsjournal, udtaler gjentagne Grange sin Beundring over den Nøjagtighed, hvormed Skibsregningen er ført, i det han sammenlignede de deraf afledede Længdebestcmmelser med Cooks. Efter alt dette lyder det derfor i Sandhed noget sært, at den tyske Forfatter Dr. M. Lindemann endnu i Aaret 1879 vil stille Berings første (men ikke andet) Togt uden for det videnskabelige, og sideordner ham med Jægere og Kosakæventyrere; men da Forfatteren ikke grunder sin Mening paa noget som helst, kan denne nedsættende Dom ikke tilskrives en videnskabelig Overvejelse*).
Men Bering havde desuden andre Midler, hvorved han kunde orientere sig og bedømme Resultaterne af sin Opdagelse. I Jakutsk havde han fundet Underretninger om Kosakken Desjnefs Fart 1648 fra Kolymafloden om den tjuktiske Halvø til Anadyrbugten**). Han vidste altsaa. at denne Halvø kunde omsejles fra Nordsibirien, og det var saaledes ingen løs Paastand af ham, naar han mente ved sin Rejse at have paavist Muligheden af en Sejlads fra Lena til Kamtsjatka, Japan og Kina ***), og derved givet Granskningerne efter en Nordøstpassage det længe savnede rationette Grundlag. Efter Colurnbus's store Rejse var Berings Opdagelse derfor en af de største, i det han paaviste, at den gamle og den ny Verden udgjorde to Fastlande, og for rettelig at dømme om denne Opdagelses Betydning, maa man huske paa, at i næsten to hundrede Aar havde de søfarende Folkeslag forgjæves anstrængt sig for norden om Asien eller Amerika at trænge frem til det store Hav, uden at vide, om der fandtes en Grjennemgang imellem de tvende Verdensdele eller ikke.
I Vinteren 172s/29 opholdt Bering sig ved Kamtsjatkaflodens Munding, det nuværende Nisjnij Kamtsjatsj ved Stillehavskysten, og her gjorde han en Række lagttagelser, der overtydede ham om, at et stort, skovgroet Fastland maatte være i Nærheden imod Øst. Bølgernes Form havde et Indhavs Præg, Drivtømmeret tilhørte ikke Østasiens Flora, Havets Dybde aftog imod Nord, Østenvinden bragte Drivis til Flodens Munding efter
*) Petermanns Mittheilungen. 1879. S. 163.
**) Beiträge z. Kenntn. o. s. v. 16ter Bd. S. 44. Anm. — Bering og ikke den kejserlige Historiograf Müller er altsaa den virkelige Opdager af Desjnef. Nordenskiöld har i „Vegas Eejse" tillagt Desjnefs Togt en Betydning, der forekommer os uhistorisk og überettiget. Desjnef var før Bering fuldstændig ukjendt i Evropa, og hans Foretagende, hvor kjækt det end var, har ikke øvet den mindste Indflydelse paa den dannede Verdens Forestillinger om Nordøstsibiriens Form. S traillender g omtaler ogsaa Desjnef i sit, den Gang meget læste Værk: Das Nord- und Ostliche Theil von Europa und Asia (Stokholm 1730).
***) Denne Paastand findes i en rot mærkelig Korrespondance fra Ingermannland til Kjøbenhavns „Nye Tidender om lærde og curiose Sager". Nr. 16. 20de April 1730. Her hedder det ogsaa: „Han (Bering) beretter, at ham er sagt af samme Distrikts Beboere, at for 50 til 60 Aar siden var et Fartøj af Lena ankommen til Kamtschatka". Som en Mærkelighed kan det tilføjes, at heller ikke Desjnef havde set den ligeover for liggende amerikanske Kyst. Se: Beiträge osv. 1C Bd. S. 137.
*) Navigant. Biblioth. S. 1021. Vi have ikke fundet disse Stedbestemmelser anden Steds: men i hvert Fald stemme Breddegraderne med Berings Kaart. der ledsager denne Afhandling.
**) Cook and King. 1. c.
3, Nordenvinden derimod først efter 5 Dage, Trækfuglene kom østen fra til Kamtsjatka. De indfødtes Fortællinger gik ud paa det samme; de paastode ved usædvanlig klart Vejr at kunne se et Land imod Øst (Beringsøen), ja! 1715 var der endogsaa paa Kamtsjatka strandet en Mand, der sagde, at hans Hjemland laa imod Øst og havde store Floder og Skove med meget høje Træer. Alt dette ledede Bering til deii Slutning, at et stort Land maatte findes imod Nordøst i en ikke meget betydelig Afstand fra Kamtsjatka. Den næste Sommer gjorde han et Forsøg paa at naa dette Land; i Steden for at sejle direkte til Okotsk, styrede han nemlig imod Øst ud i det store Hav og maa have været lige i Nærheden af den Ø, der senere blev haus Grav og endnu bærer hans Navn, da en heftig og vedholdende Østenstorm satte hans skrøbelige Fartøj ud af Kurs og tvang ham til at holde af imod Sydvest. Efter fem Aars Fraværelse besluttede han da at vende hjem; paa Tilbagevejen omsejlede han Kamtsjatkas Sydspids, gik over Okotsk igjennem Sibirien og kom den Iste Marts 1730 til Skt. Petersburg.
Om det medfølgende KaaH* Dette Kaart er
gjengivet efter D'Anvilles Nouvelle Atlas de la Chine (La Haye. 1737) og har en ret mærkelig Historie. Den russiske Regering skjænkede det nemlig som en Mærkelighed til Kongen af Polen, og denne overlod det derpaa til Jesuiterpateren Du Halde, der lod det optrykke og indsætte i sit store, oven for citerede Værk om Kina. Han skriver: „Ce Capitaine (Bering) . . . . revint ä Skt. Pétersbourg le premier jour de Mars de l'année 1730, & apporta une relation succinte de son voyage, avec la Carte qu'il en avoit dressée. Cette Carte fut envoyée au Sérénissime Roi de Pologne, comme une present digne de son attention & de så curiosité & Så Majesté a bien voulu qu'elle me füt communiquée, en mc permettant d'en faire tel usage qu'il me plairoit: J'ai cru que le Public me scauroit quelque gré de l'avoir ajoutée å toutes celles que je lui avois promises".
Endnu tidligere end Jesuiterpateren Du Halde havde Oversekretæren ved det russiske Senat, Statsraad Ivan Kirilof brugt Berings Kaart i sit store (leneralkaait over Rusland, der udkom 1734 (se Müller: Samml. rus?. Geschichte. 111, S. 124).