Et Besøg i Trankebar. Skjønt der er hengaaet mere end en Menneskealder siden Danmark 1845 solgte Trankebar med dens 20,000 Indbyggere til England, er der dog vist en og anden, som med Interesse vil læse om, hvorledes det ser ud i vor gamle Koloni, og da jeg for nogle Aar siden aflagde et, rigtignok kort Besøg dér, tillader jeg mig at meddele lidt derom:

I December 1875 gik vi med det danske Dampskib „Fyen" fra Penang til Karikai, en iransk Koloni, der ligger to Mil syd for Trankebar; vi havde 750 Passagerer, især Hinduer, om Bord. Efter at vi en Aftenstund havde lagt os til Ankers, saa vi om Morgenen Trankebar for os, der med sit Fort og sine store, hvide Bygninger tog sig helt anselig ud. Efter Passagerernes Ønske husede vi Trankebar med 11 Kanonskud og dampede derefter ned til Reden ved Karikai. Jeg havde nok Lyst til at aflægge et Besøg i Trankebar; men da Befordringsmidlerne og Vejen ikke vare de bedste, og da det desuden paa Grund af den høje Brænding var forbundet med Fare at komme i Land, havde jeg til Dels opgivet Haabet derom. Jeg blev imidlertid af Skibets Agent, anmodet om at tage dertil, for, om mulig, at faa den engelske Konsul i Karikai, der med sin Familie tilbragte Juleferien i Trankebar, til at komme til Karikai for at udfærdige Pas eller Tilladelse for 150 af vore Passagerer til

at gaa med Skibet til Rangun. Da Befragteren kunde tjene en hel Del ved disse Passagerer, tog jeg i Land tilligemed en dansk Søofficer, der var om Bord i „Fyen". En Befordring ventede paa os, og det var et ret mærkeligt Kjøretøj. Vognen bestod nemlig af en firkantet Trækasse paa to meget store Hjul, dækket med et buet Trætag og forspændt med to hvide Stude. Vi bleve stuvede ind i Vognen tilligemed to Hinduer, der vare i Agentens Tjeneste, og som skulde fungere som et Slags Adjudanter. Vi kom langsomt, men sikkert ai'Sted med vore Stude, og efter et Par Timers Forløb naaede vi til en Bro over en lille Flod, der løber mellem Karikal og Trankebar eller, som vore sorte Adjudanter sagde, „mellem Frankrig og Danmark." Derfra havde vi endnu en halv Mil til Trankebar. Vi vare altsaa nu paa gammel dansk Grund; vi kom snart forbi det gamle Grænsefort, og nærmede os Byen, som ligger lige ved Søen. Omegnen er meget smuk; paa den ene Side af Vejen laa der flere Bygninger, som. saa vidt jeg kunde forstaa. havde været Landsteder i den danske Tid, men som nu stode forladte og øde. Byen er omgiven af en Mur og ser statelig ud, men des værre kun i Frastand. Vi kjorte igjennem den forfaldne Port, hvorover man endnu ser det gamle danske Vaaben, og kom ind i en bred og lige Gade med smukke, men forfaldne Huso. Der var næsten ikke et Menneske at se paa Gaderne, og det var, som om man kjørte blandt Ruiner. Vi passerede det fordums Missionshus med Frederik den fjerdes Navnetræk og Aarstallet 1718; Hoteller fandtes der ikke, men der var et større Hus, som tidligere havde tjent til Boli<? for nogle af de danske Embedsmænd, og- som nu henstod übeboet; i dette Hus var der enkelte Værelser til Disposition for rejsende, hvor man selv kunde tilberede stmr iTTviretfemid-ier: Eftéf --at- -Jtave u dhvilel--Q& lidt, _gik vi en Tur igjennem Byen. Gaderne ere lige og brede, og Husene byggede, som om de skulde vare til evig Tid. I sin Tid, da Trankebar tilhørte Danmark, maa det have været en stolt By; men siden den er bleven solgt til England, er al Handelen gaaet bort, og" jeg har sjælden set noget mere sørgeligt og forladt end denne By i sin nuværende Tilstand. Det er derfor naturligt, at de indfødte, som endnu kunne huske det danske Herredømme, med Længsel tænke tilbage paa denne lykkelige Tid, og det var rørende at høre den Kjærlighed, som de endnu have for vort Land. Mange have endnu ikke opgivet Haabet om, at Trankebar atter kan blive dansk og de gode Tider komme tilbage.

Jeg opsøgte den engelske Konsul og fik en meget forekommende Modtagelse; han lovede at komme til Karikal en af Dagene for at expedere de omtalte Passagerer, og han indbød os til Middag. Vi besøgte derefter en dansk Dame, Frøken Halkiær, som boede i Nærheden. Det var en nydelig gammel Dame, der endnu talte godt dansk, uagtet hun ikke havde talt dette Sprog i mange Aar. Det var nu rygtedes, at der var kommen Danskere til Byen, og vi bleve senere paa Gaden tiltalte af flere, som kunde tale dansk. Saaledes blandt andre af en Frøken Gjetting, der talte rigtig godt dansk, og af en gammel Hindu, der i sin Tid havde været ansat ved Politiet, og som titulerede os „Deres Højvelbaarenhed," og med stor Interesse forespurgte om Hs. Maj. Kongens Befindende. Aftenen tilbragte vi meget behagelig hos Konsulen, og jeg sov om Natten i hans Hus; det var meget stort og ejedes af Frøken Halkiær. Som de fleste større Huse havde det fladt Tag; mit Soveværelse vendte ud imod dette Tag, hvorfra der i den maaneklare Nat var en pragtfuld Udsigt. Foran os laa Havet, og man kunde baade høre og se de skumdækkede Bølger bryde sig mod Kysten. Rundt om saa man de hvide Bygninger og i Baggrunden det smukke, tropiske Landskab. Det var en dejlig Nat, og Konsulen og jeg sad længe paa Taget og talte om gamle Tider, da det danske Flag vajede fra Fortet, og da Trankebar var en betydelig Handelsby, som endog paa Grund af sin smukke Beliggenhed almindelig kaldtes „Dronningen paa Søen" (Queen of the sea). Med det danske Flags Bortgang er Trankebars Storhed svunden bort, og den kommer vel næppe nogen Sinde tilbage; man kan derfor godt fatte, at de indfødte med Længsel tænke paa de gyldne Dage under det milde danske Herredømme.

At vi danske Folk med Vemod forlode dette Sted, er det ikke nødvendigt at sige; thi enhver Landsmand kan jo godt sætte sig ind i vore Følelser. Ak, hvilken Forskjel paa før og nu! — Der er for Besten en anden Følelse, som paatrænger sig en ved en saadan Lejlighed. Omkring i mange oversøiske Havne findes der danske Folk, som ere i en anset Stilling og som med Glæde tænke paa deres Fødeland og dets Held. Taler man med dem, hører man stadig Beklagelse over, at det danske Orlogsflag aldrig nogen Sinde viser sig i disse Havne, skjønt vort Koffardiflag ikke er nogen Sjældenhed der. Vilde det nu ikke være muligt, om vi en Gang' kunde sende et Orlogsskib Jorden rundt, saa at vort Orlogsflag atter kunde blive set i Buenos Aires, Valparaiso, Kina, Siam, Sues o. s. v. ? Her er en Opgave, som vore store Skibsredere og Kjøbmænd burde interessere sig for og som Staten burde sætte i Værk.

---

*) F. Visbv. Geogr. Tidskr. 2det Bd. 1878 Extrah