Tinnets Udbredelse. Iblandt de Metaller, der allerede fra længst forsvundne Tider have været af overordentlig Vigtighed, maa man nævne Tinnet; man husker jo nok, at en Blanding af Kobber og Tin er Bronce, hvorimod en Blanding af Kobber og Zink er Messing, og at Broncen er særkjendelig for Broncealderen, medens Messinget først fremkommer i Jærnalderen. Tinnet har tillige den Særegenhed, at det kun brydes faa Steder i Verden, og man fremhæver derfor stadig i Geografierne de vigtigste Findesteder derfor,

Den amerikanske Regering har i Følge Revue géographique*) for kort siden offentliggjort forskjellige Oplysninger om Tinudbyttets Størrelse. Tallene, som gives, ere vistnok nogle Aar gamle, thi de skrive sig fra Aarene 1877 eller 1878; men der er efter al Kimelighed ikke sket store Ændringer siden de nævnte Tidsrum. — Udbyttet af Tin om Aaret udgjorde fra:

Som man ser af det foregaaende, kommer Hovedmassen af Tinnet i vore Dage fra det britiske Rige. Minerne i Cornwall have været navnkundige i meget gammel Tid**), og for 150 Aar siden frembragte de allerede 2,000 Tons om Aaret; men i den nyere Tid overflyves de langt af Minerne i Egnen ved Malakka, hvis Tin i Handelen gaar under Navnet „Bankatin". Som man ser af Listen, udgjør dette Tin 17,000 Tons om Aaret. Og Minerne i Cornwall overflyves fremdeles af Avstralien, der er det tredje Hovedfindested for det værdifulde Metal; Minerne her frembringe tilsammen 21,000 Tons eller mere end Minerne ved Malakka. I tidligere Dage, da Evropæerneikkekjendte noget til Minerne ved Malakka eller i Avstralien, havde Cornwall ikke andre Medbejlere end Sachsen og Bøhmen; men Udbyttet fra de sidst nævnte Steder er efterhaanden blevet mindre og er faldet fra fténholcfsvis 4W og 800 Tons i det T6tte Aarhtiiidrede til sin nuværende ringe Størrelse, 25 og 100 Tons.

Prisen paa Tinnet er i Tidernes Løb stegen overordentlig. I Aaret 1350 kostede det 200, 1650 550 og 1800 750 Kr. pr. Ton. I vore Dage kan Prisen sættes til 900 Kr. pr. Ton., og det britiske Rige faar alene derved en Indtægt af henad 40 Mill. Kr. om Aaret eller mere end Værdien af alt det Korn, som udføres fra hele Danmark.

Det er naturligvis ikke nødvendigt at sige, at denne Sum er meget lille imod, hvad „det forenede Kongerige" indvinder ved et andet Mineral, nemlig Stenkullet. Den engelske Forening „Iron and steel institute", der stiftedes i Aaret 1869 med det Formaal ved internationale Sammenkomster og paa anden Maade at fremme Forbindelsen imellem Repræsentanterne for Jærn- og Staaltilvirkningen samt for Industrier, der ere i Slægt dermed, har nylig holdt et Møde i Wien, og der fremkom her en Oplysning, som vistnok er paalidelig, om Kulproduktionen i Verdens vigtkste kulfrembringende Lande. Af disse frembragte i Aaret 1880 Østrig-Ungarn 6, Belgien 14, Frankrig 18, Tyskland 42, de nordamerikanske Fristater 64 og Storbritannien 147 Mill. Tons; i dette sidste Land ere ogsaa over en halv Mill. Mennesker sysselsatte med Kultilvirkningen. Som man ser, er det ikke uden Grund, at man har kaldt Storbritannien „Stenkulsøen", og den Indtægt, som Landet faar af „den sorte Diamant", kan regnes til 800 Mill. Kr. om Aaret.

Det er iøvrigt rimeligt nok, at den Tid vil komme, da man skaffer sig Tin fra adskillige andre Steder i Verden; dette Metal forekommer nemlig rundt om, saaledes f. Ex. i det spanske Landskab Galicien, i Californien, Peru og Bolivia. Spørgsmaalet om disse Findesteder har ikke alene økonomisk, men ogsaa kulturhistorisk Interesse; thi hvorfra kom det Tin, som f. Ex. hos os fandtes i Broncealderen? Man véd det ikke med Sikkerhed. — Det gaar ellers med Udbredelsen af Tinnet som med de øvrige Mineralier; man kan nok notere, at det findes paa de og de Steder i Verden, men om Love, hvorefter denne Udbredelse retter sig, er der ikke Tale, og en Mineraliernes Geografi hører derfor stadig til de fromme Ønsker. Helt anderledes stiller det sig derimod med Planternes og Dyrenes Geografi; thi for deres Vedkommende kan man til Dels opstille adskillige Momenter, hvorefter de ere fordelte, og man kan altsaa dér tale om Aarsag og Virkning. Der er imidlertid atter en stor Forskjel paa Plante- og paa Dyregeografien. Da mangfoldige Planter udmærke sig ved deres Masse og andre fremtrædende Egenskaber, og da de tillige ikke skifte Plads, er det forholdsvis let at bestemme deres Udbredelse. Man kan ogsaa sige, at skjønt man kun kjender Planterne paa en forholdsvis ringe Del af Jorden og af disse atter nærmest kun de højere Planter, har man dog en ret god Oversigt over Planternes Udbredelse. Med Hensyn til Dyrene er det derimod kun Pattedyrene, Fuglene, Krybdyrene og Padderne og til Dels Insekterne, hvis Udbredelse er kjendt. Hele den øvrige Del af Dyregeografien staar i de fleste Punkter lige saa langt tilbage som de lavere Landplanters og Havplanternes Geografi.

---

**) V. Schmidt. Smaaiagttagelscr fra Cornwall, üeogr. Tidskr. ötu Bd. 1881. S. 16.

*) 6me année Nr 77 & 78.