I Anledning af Prof. Ed, Ersle-rs og Fuldmægtig P. M. Stolpes mindre Meddelelser her i Tidskriftet om Kirsten Pil og om den efter hende opkaldte Kilde*), ligesom ogsaa i Anledning af Stolpes Artikel i „Danske Samlinger" **) være det mig tilladt at fremkomme med de følgende Smaabemærkninger. Et Punkt som denne Kilde frembyder en flersidig Interesse, og det lønner derfor nok Umagen at dvæle derved, især da man som Følge af Æmnets Natur ogsaa let kommer til at omhandle andre Punkter i Kjøbenhavns Omegn.

I.

Allerede i Pavedømmets Tid havde Kjøbenhavn paa sine Enemærker uden for de daværende Volde et Sted, hvor Folk søgte hen for ved Badning at finde Lise for deres legemlige Lidelser. Om dette Sted, der laa i Nærheden af Stranden, hvor nu Nyboder er, siger H. V. Zesterflet i Aaret 1600*):

---

*) Geogr. Tidskr. Jde Bind, l SSO. S. S3.

**) Vartov Kilde og Holbergs Kildcrejsc. Danske Samlinger. Anden Kække. Gte Bd. 1877—79. S. 269.

*) Suhm. Nye Samlinger til den danske Historie. 3dje Bd. 1794. S. 97.

„Nær ved Havnen er en Steendæmning. som strækker sig'
langt ud i Dybet; den kaldes St. Annæ Broe. og her er det
meget bequemt at bade sig."

I Nærheden af dette Sted var der fremdeles bygget
et Kapel, som hed St. Annæ Kapel, og heroin siger
Jens Lauritsøn Wol/*):

„Neden for imellem disse Kg]. May es. Boder eller Huse (Nyboder) og Stranden, liafver der udi den fordum Papistiske Tid, standet it Capel, som kaltes S. Anne Capcl, hvor fra var lagt en Bro, med store Kampe Stccne ud i Stranden, at de som til Skibs ankom, kunde derpaa gaa i Land, op til Capellet, der at giøre Offer, om de vaare med nogen Skrøbelighed belad, der efter at komme til deres Helbred igjeii, oc hafver jeg udi min Barndom hørt aff gamle Folk sige, at der samme Capel bleff ødelagt, fantes der nogle Læs Krøcker, som Krøblinge hafde kast der, oc ganget fra."

Dette skrev Wolf Aar 1654, og da han i Fortalen til Bogen fortæller, at han dengang var „i sit 70 Alders Aar paa det andet", kunne de gamle Folk, der vare hans Hjemmelsmænd, godt selv have været Øjenvidner til Kapellets Nedbrydelse, om dette end skete kort efter, at Luthers Lære havde fortrængt Papismen i Hovedstaden. I hvert Fald er der ingen Grund til at tvivle paa Udsagnets Rigtighed, fordi der ligger et for langt Tidsrum mellem Tildragelsen og Fortællingen derom.

Som man véd, bleve de katolske Skikke trods den nye Lære ingenlunde mod ét Slag udiyddede blandt Almuen; Befolkningen har derimod vedblevet at fastholde Troen paa vidunderlige Helbredelser, der knyttede sig til visse bestemte Steder, især Kilder. Man kan derfor ogsaa indse, at Kjøbenhavns Almue i Førstningen har været i Forlegenhed for at finde nye Valfartsteder, da det gamle St. Annæ Kapel var bleven delagt. Under disse Forhold kan man ogsaa nok tænke sig, at den Kilde, som Kirstine Pil har „fundet og opdaget Anno 1583" i Skoven ikke langt fra Hovedstaden, kan have været et nyt Valfartsted at søge hen til.. Noget som helst Vidnesbyrd for, at man paa den Tid har søgt hen til Kirsten Pils Kilde har man imidlertid ikke.

Naar det i Kildeindskriften hedder, at Kirsten Pil har fundet og opdaget Kilden, maa der vel sagtens ved disse Udtryk forstaas, at hun, efter at have fundet Kilden, havde lært dens Lægedomskraft at kjende, og for at Offentligheden skulde tro hende paa hendes Ord, maa Kirstine Pil rimeligvis have været en ikke utroværdig Person. Naar derfor Fuldmægtig Stolpe i sin mindre Meddelelse her i Tidskriftet fremsætter den Mulighed, at Kirsten Pil, der 1583 opdagede Kilden, kunde være identisk med en i Aaret 1744^—45 for Kogleri og andre lignende Forhold tiltalt Kvinde, i det han mener, at Indskriften kunde være falsk med Hensyn til Aarstallet, synes denne Mening ikke at fortjene Tiltro. Det vilde nemlig være utilladeligt at tro, at Stiftsbefalingsmand Reventlau skulde tillade, at der i en kongelig Domæne l)lev rejst et Minde for en berygtet Kvinde, tilmed i Forbindelse med hans eget hæderlige Navn. Og dernæst maa det mulig antages, at det mere var som bekjendt Mand i Egnen end som Stiftsbefalingsmand, at han kjendto Kildens Fortid og lod Indskriften sætte. Man maa nemlig huske, at en Reventlau allerede af Kong Kristian den tredje Aar 1545 blev forlenet med Hvidøre*), som kun ligger en ha Fjerdingvej fra Kilden, samt at Familien Reventlau senere i Stiftsbefalingsmandens Opvæxt ejede og beboede Gaarden Frydenlund, der ligger ved den modsatte Udkant af Dyrehaven**). Det er derfor højst rimeligt, at Stiftsbefalingsmanden har været saa lokaliseret i Egnen og dens Historie, at han godt vidste, hvad han lod skrive ved Kirsten Pils Kilde. Fremdeles maa man ikke giemine, at Navnet Pil ikke har været ukjendt i det mindste fra det sextende Aarhundrede og op til vore Dage, hvor man finder det f. Ex. i Kjøbenhavns Vejviser. Som et Exempel paa at der virkelig levede Folk i Kjøbenhavn ved Navn Pil paa den Tid, da Kilden blev opdaget, kan anføres, at et Thingsvidne i en Sag, der verserede for Kjøbenhavns Byret i November 1587, hed „Hanns Piill"***) Navneligheden med hin Kvinde fra en hel anden Tid kan derfor ikke berettige til paa Grund af Navnets Sjældenhed at nære Tvivl om Sandheden af den Indskrift, som Øvrigheden har tilladt at anbringe over Kirsten Pils Kilde.

Endelig maa man fremhæve, hvad der er aldeles afgjørende. at Dr. Joh. Chr. L ung e-\], sex Aar efter, at Indskriften er sat. bruger det Udtryk: ..Denne Kilde er de:i eeneste iblant dem. sorn os hidindtil ere bleven bekiendte, lids Fødsels-Aar er vitterligt", og saa meddeler han Indskriften. Noget saadant vilde han selvfølgelig ikke have fremført, dersom en Jordemoder Kirsten Pil faa Aar i Forvejen havde opdaget Kilden. Indskriftens Rigtighed maa man derfor lade staa ved Magt, indtil vægtigere Forkastelsesgrunde kunne fremføres, g jeg kan heller ikke se andet, end at vi i dette Øjeblik maa gjentage Werlauffs Ord: „Hvo denne Kirstine Pil egentlig har været, derom har hverken Historie

---

*) F. R. Friis. Optegnelser om Gjentofte Sogn. 1877. S. 60.

**) Danmarks Slotte i 24 Kobbere af I. I. Bruun. 1805. Frydenlund.

***) Kjøbenh. Diploniatai'ium. Iste Bd. 1872. S. 553.

+) Lære om de naturlige Vande. 1756, S. 60.

*) Encomion Begui Daniæ. 1654. S. 376,

eller Sagn opbevaret os mindste Efterretning"*). Naar T. C. Bruun i sit Digt „Kildereisen", (i 6 Sange, Kjøbenhavn 1818) fortæller, at Kirsten Pil var eneste Datter af Ridder Erik Bjørn og at hun endte sit Liv som Eneboerske i Dyrehaven, hvor hun ..plantede en GrædepiF foran sin Dør, har dette selvfølgelig intet at sige. Det er nemlig kun Digt ligesom noget lignende i Oelilenschliigers „Sankt Hans Aftenspil" fra 1802.

For øvrigt er med Hensyn til Besøg af Badegjæster Vartov Kilde rimeligvis gammel. 1585 indrettedes nemlig det nuværende Gammel Vartov til Gjæstgivcri, og deu 28de November samme Aar fik Peder Kiønu Privilegium paa at drive delte Gjæstgiveri**j. Da nu den gamle Vartov Kilde ligger lige ved Gammel Vartov, kun paa den anden Side af Vejen i nuværende lille Tu borgs Gaard (altsaa ikke, som Stolpe mener, paa den østlige Side i Ejendommen Ni¹. 24 paa Kjøbenhavns Grund) er det tænkeligt, at denne Kilde har trukket Folk til, ja! maaske er den endogsaa Grunden til, at der blev Gjæstgiveri i Vartov.

Vartov Kilde er nemlig ikke alene meget righoldig, saa at der aldrig, end ikke i den stærkeste Tørke er Tale om Vældets Formindskelse; men Vandet er ogsaa klarere, koldere og mere rentsmagende end i de andre Kilder i Omegnen. Det holder i Gjennemsnit Aaret rundt over 7° C. og staar næsten lige til Jordens Overflade. Nu er der imidlertid for Bekvemmeligheds Skyld rejst en Pumpe i Kilden, saa at Vandet pumpes frem, og det har der maaske været i Aarhundreder; Pumper vare nemlig allerede i Brug i Kristian den fjerdes Tid, i det Wolf***) fortæller, at denne Konge lod rejse Poster paa Gaderne i de Skipperboder, som han indrettede ved Bremerholm. Punktet, hvor denne Kilde ligger, er paa et haandtegnet Specialkaart over Gammel Vartov og Omgivelse fra Aaret 1734, som findes i Kaptajn Agcrholms Samling af Planer, Kaarfc og Tegninger Kjøbenhavn vedrørende, betegnet med en Bygning af übetydelige Dimensioner, der kaldes „Munken". Dr. Lange-]-) omtaler ikke denne Kilde, skønt han nævner St. Hans Kilde ved Kildendal, saa vel som Pumpen i Tuborg og Brønden i Gammel Vartovs Gaard, der den Gang nylig var gravet. Man kunde derfor mulig tro, at Vartov Kilde den Gang var bleven fortrængt af St. Hans Kilde; men rimeligere er det, at Lange ved Pumpen i Tuborg har ment Pumpen i Lille Tuborg; der er det samme som Vartov Kilde.

Med Hensyn til St. Hans Kilde er det ingenlunde sikkert, at det er den rigtige St. Hans Kilde ved Strandvejen, som Stolpe har fundet i Ejendommen Nr. 24, det forhenværende Kildendal. Et haandteguet Kaart i det kongl. Gehejmearkiv (Maalestok l : 3265). som indeholder en Resolution med Hensyn til Vejen, der fører til Gammel Vartov og som er undertegnet af Kongen den 19de April 1690, taler i det mindste derimod. Dette Kaart viser nemlig foruden Gammel Vartov et Fiskerhus, som ligger i nuværende Vilhelrasdals Have nord for denne Ejendoms nuværende Bygning lige ud for Skjelgrøften, der løber til Stranden mellem Gjentofte og Kjøbenhavns Jorder, en anden Bygning, hvor nuværende Vilhelmsdal er, en Bygning, hvor Vangehuset er, og en lille Bygning, omtrent hvor Sølund nu ligger mellem Strandvejen og Stranden, samt en Kilde eller et lille Vandhul paa det Sted. hvor der endnu findes en righoldig Kilde ved Huset Nr. 32, en Parcel af Bager Scherfigs Ejendom. Nu pumpes Vandet op af denne Kilde ved Hjælp af en lille Jærnpumpe; men i selve Beholderen staar Vandet næsten lige til Jordens Overflade, og Kilden er righoldig. Derimod findes der paa det nævnte Kaart ingen Kilde i Nr. 24. Vartov Kilde ses ikke, da den ligger uden for Kaartets Omraade. Kommer nu hertil, som Stolpe har meddelt i „Danske Samlinger" at en Traktør, der boede i Kildendal, 1725 anbefalede sig med alt, lige til „den friske Luft", uden at nævne nogen Sundhedskilde, hvad der dog burde komme først, og at Ejendommen Kildendal i Anledning af Salg 1720 beskrives i yderste Detail, uden at der nævnes nogen Kilde, synes det, som om Ejendommen Kildendal den Gang ikke har haft nogen Kilde paa sin Grund, men at Kilden maa have været et eller andet Sted i Nabolaget. Endelig synes Stedet Kildendal rent at være forsvunden mellem 1734, da det findes paa Agerholms Kaart, og 1744, da det mangler paa et meget detailleret originalt Kaart over Egnen (i Maalestok l : 4000), der i September 1744 er opmaalt til Prøve paa Dygtighed af Kadet Johan Heinrich Gerhard Loheman. *) Først Dr. Lange omtaler 1756**) St. Hans Kilde ved Lyststedet Kildendal, strax ved Landevejen tæt ved Gærdet. Han siger, at den „ser ud som en aaben Brønd, hvori Vandet staar omtrent en halv Alen høyt over Aarene, <og haver intet Afløb." Men han tilføjer, at Vandet dog ikke staar aldeles stille, i det det „flittig bliver opøst derved, at Værten i Gaarden betjener sig deraf". Heller ikke deraf kan man dog se, om Lange ikke med St. Hans Kilde mener den, der er anført paa

---

*) Historiske Antegnelser til L. Holbergs Lystspil Istc Bd. 1338. S. 215.

**) Kjøbenh. Diplom. :>tlet Bd. 187 J. S. -IÜS.

***) 1. c. S. 159.

*) Kgl. Gehejmearkiv,

+) 1. c. S. 61.

**) 1. c. S. 61.

Kaartet af 1690. men t livert Fald var det jo længe
efter, at Holberg skrev sin Kilderejse, der første Gang opførtes
1724.

Efter det omtalte Kaart i Agerholms Samling at dømme, synes det, som om Fiskerhuset i Yilhelmsdals Have har været det egentlige Beværtningssted, hvor der var Holdeplads for Kildevognene: det kaldes dér Mester Simons Hus. Strandvejen uden for deler sig paa Kaartet i mange krydsende Spor, og saa vel paa Strandmarken som i nuværende Lille Tuborgs Have, hvor der var en Vanddam eller en Vanding, og hvortil der er markeret Hero Indkjørseler, synes der at have været Holdepladser. Den med Træer omkransede Eng, hvorigjennem Ryaaen nu flyder, var en stor Fiskedam, som ved to Tværdæmuinger var delt i tre Afdelinger; ved den sydlige Bred af den øverste Dam var der en Drageplads til at i vække Vaadet op under Fiskeriet. Aaen flød den Gang i samme Leje som nu paa det nær, at Hovedløbet gjennem Vilhelmsdals Have løb sønden om Huset og gjennem en Bro under Vejen vare Foi-hoklene ogsaa i Følge det nævnte Kaart af 1744, kun med den Forskjel, at der den Gang var en Dam eller Vanding øst for Strandvejen lige ud for Fiskerhuset, og at den østlige Del af Fiskedammen ved Strandvejen var tør og udgrøftet. Paa det omtalte Kaart af 1690 mangler derimod Vandløbet gjennem Scherfigs Have, i det Vandet løb sønden om Fiskerhuset gjennem Skjelgrøften mellem Gammel Vartov og Kjøbenhavns Jorder til Sundet, og paa dette Kaart vises kun den østlige Afdeling af Fiskedammen fyldt.

Naar Stolpe iblandt sine Beviser for, at Vartov Kilde, men ikke Kirsten Pils Kilde var besøgt i Holbergs Tid anfører et Par Tilfælde, hvor man i Kjøbenhavns Raadstuearkiv har fundet, at der har været Sag om Tumulter og Uordener, dels paa Vejen fraKjøbenhavn til Kilden, og dels ved selve Vartov Kilde, forekomme disse Beviser rnig ikke at være holdbare. De godtgjøre kun, at Tumulterne ere foregaaede paa Kjøbenhavns Grund, hvor ogsaa Fiskerhuset laa, og altsaa under Stadens Jurisdiktion ; men det hindrer jo ikke, at der samtidig kan være sket lignende Tumulter i Landjurisdiktionen ved Kirsten Pils og ved andre Kilder, kun maatte Dokumenterne derom ikke søges i Kjøbenhavns Raadstuearkiv, men i vedkommende Landjurisdiktions Arkiv.

At Kirsten Pils Kilde gik i Forglemmelse i det syttende Aarhundrede, kan man egentlig nok tænke sig; thi paa den Tid blev Dyrehaven lukket for Jagtens Skyld. I denne Periode fik Ildvaabnene almindelig Udbredelse til Jagtbrug, og man véd jo, at Kristian den fjerde, der var meget øm over Jagten, klagede over, at Folk strejfede om paa Marken med „lange røer", for at berøve ham Vildtet. *) Kristian den femte indtog Jægersborg Dyrehave fra Stokkerup og andre Ejendomme og lod den for Parforcejagtens Skyld omgærde med mandshøje Diger, besatte med de bekjcndte Enebærstager, som endnu hegne Skoven, for at de hidsede Dyr ikke skulde undvige. At det var Kristian den femte, der indførte Parforcejagten i Danmark, godtgjøres bl. a. ved følgende Udtalelse hos Rieffd*'^f''^f), der skyldes en af Kongens .Rejseledsagere, Parsberg; da Prinsen besøgte Kong Ludvig den Fjortende, tog Kongen

..den 18de Februar IGG3 den danske Prins til sig udi Vognen og focr i\[ St. Germain, hvor Jagten, som do der kalder la chasse par force au Cerf, strax bcgyndtes. Hans Kongl. Høihed fulgte stedse med Kongen til Hjorten blev funden død. Hans Majestæt havde stor Fornøielse udi at see, at Hans Kongl. Høihed havde Lyst til Jagten, og at han kunde poussere hans Hest med saa stor Vigucur. Efter at tvende Hjorte, en Alhjort og en Daahjort, vare forcerede, drog Kongen og hans Kongl. Høihed til St. Germain igjen. hvor et somptues Maaltid var tillavet. Hans Kogl. Høihed sad for Enden af Bordet hos Kongen, adskillige af de fornemste Cavalierer til Hove, saaog Msr. Guldenlew og jeg havde den Naadc at være med til Taffels. Over Taffelet faldt der megste Discours om Jagt. paa hvad Maneer man jagede udi disse Lande. Hans Majestæt mcciite, man kunde noksom bruge la chasse par lorcc udi Dannemark."

Af denne Samtale er det jo klart, at man endnu den Gang ikke brugte Parforcejagt i Danmark, og Indretrettelsen af Dyrehaven vidner noksom om, at Prinsen, saa snart han som Konge fik Haand og Hals over Skovene, ikke var sen med at følge Ludvig den fjortendes Anvisning. Det er altsaa Kristian den femte, man skylder en af Skjønhederne ved Dyrehaven, nemlig de snorrette Udhugninger i Skoven, der danne ligesom „Gader" og som frembyde dejlige Udsigter. Naar en Jæger eller Jægerindo under Parforceridtet var saa uheldig at falde af, søgte den faldne hen til en af Udhugningerne og kunde da snart derfra faa Øje paa Jagttoget, der med umaadelig Fart forfulgte den stakkels Hjort. Heldigvis er her i Landet den barbariske Parforcejagt bleven afskaffet, og i vore Dage har man en udelt Nydelse i Dyrehaven ved at se de halvtamme Hjorte, hvoraf der i Følge J. P. Trap ***) er 100 Stykker Krön- og 750 Stykker Daavildt, vandre fredelig omkring. Disse Dyr skylder man ellers en anden Skjønhed ved Dyrehaven. Da de under deres Færd afbide de nederste Grene og Blade paa Træerne, have Hvidtjørnbuskene skudt i Vejret, saa at de have faaet Form ligesom

---

*) Kjøbenh. Diplom. 2det Bel. 1874. S. 451.

**) Fjerde Friderichs Hist. ]ste Del. 1795. S. 574.

***) Stat. topogr. Beskrivelse af Kongeriget Danmark. 2den. Udgave. 1871. Iste Bd. S, 171,

Træer, og vi beundre jo alle disse højstammede Væxter, hvortil vi ellers ikke have Magen i vort Land. naar de i Blomstringstiden danne ligesom kæmpestore Snebolde, ligesaa vel som Bøgede, der paa mange Steder i Dyrehaven have Form som Balloner. Hvor strængt Kongen holdt over den indhegnede Dyrehave, fremgaar af Forordningen af 17de Januar 1693, der sætter Straf af */« Aai s Arbejde paa Bremerholm for den, som beskadigede Indhegningerne, Bækværkerne samt Portene. Jagtlaagerne og dertil hørende Lukkelser omkring Dyrehaven ved Jægersborg, og der udlovedes den den Gang betydelige Ducør af 10 Rdlr. til Angiveren.

Naar Dyrehaven var snaledes stænget, kunde Besøget ved Kirsten Pils Kilde derinde vel næppe være stort, og den kunde derfor gjærne gro til og gaa i Forglemmelse. Men saa kom Frederik den fjerde paa Tronen, og han lod Vildtet opfange og indespærre, 40 Stykker ad Gangen i et Garnindelukke af 400 Favnes Omkreds, hvor man da i al Mag nedlagde Dyrene med Kastespyd.*)

Under slige Forhold kunde Kongen godt aabne Dyrehaven igjen for Folket, der i den forløbne Tid havde taget til Takke med at ty til Tactrlæk Kro, hvor den forhenværende herskabelige Kok, Mester Hans, morede Gjæsterne med sine joviale Indfald og trakterede dem med Kramsfugle og Tyttebær eller Kyllinger med Asparser, eftersom Tiden var, medens man drak Sundhed af Kilden i Gaarden. Denne Kilde beskrives af Dr. Lange som indeholdende „meget godt og reent Vand, klart af Anseelse og af reen Smag og Lugt" samt det letteste næst efter Hasselkildens Vand i Farum.

Da nu den kongelige Dansemester Brinkmann, som Prof. Erslev meget rigtig har oplyst her i Tidskriftet, paa sine Spasereture i Dyrehaven omsider gjenfandt Kirsten Pils Kilde og lod den oprense og sætte i Stand, er det rimeligt nok, at den igjen har faaet livligt Besøg af det store Publikum, der var glad ved at kunne nyde den dejlige Natur i Kongens Dyrehave.

Naar Stolpe i „Danske Samlinger" blandt sine Beviser for, at Holberg med Kilden i „Kilderejsen" har ment Vartov Kilde, anfører, at Kirsten Pils Kilde (eller Brinknianns Kilde) ingen Steds med et Ord omtales som Valfartsted i første Halvdel af det 18de Aarhundrede, har han vistnok Ret; men om det end kan være, at selve Kilden ikke omtales, have Dyrehaven og Traktørstederne rundt omkring Kilden bevislig været Gjenstand for slig Omtale. I en yderst flov Bog med Titelen „den grønne April"**), hedder det (S. 179) i en Samtale, som udspinder sig mellem Bogens Forfatter og en Hr. Killendahl, som han træffer paa en Tur i Skoven:

„Hr. Killendahl! sagde jeg, maaskco at Deres Hr. Sønreyser Straiulveyeii. maaskee de kunde tale med ham ißellcvue, i Toi-bekclleriFortunen: men jeg tvivler paa, at de hitterVcyen til disse Stæder. AtdenuikkcskalfareVild i Skoven, see! saa har jeg her et grønt Landkort, som de kand benytte dem af (Landkortet, som jeg gav ham, staacr paa det grønne Titelblad) Hr. Killendahl, de kand aldrig gaae fcyl, naar de følger denne Vcy herfra til Fortunen, og siden videre.

O min kjæro Ven! jeg vecd Veyene til dis*o Tracteerhusc lige saa got som den beste (svarer Hr. Killendahl). Troe mig! jeg har allerede vidst dem for 30 Af r siden. Jeg har somme Tider om Sommeren ligget i hele otte Dage i Dyrehaugen. Ellers skal I have Tak for Landkortet."

Det fremgaar altsaa af dette Citat, at Dyrehaven med sine Traktørsteder o. s. v. har været Maalet for Valfarter ved Frederik den fjerdes Død, og at Skoven i den efterfølgende Tid, under Kristian den sjette, har været saa lidt besøgt, at man almindeligvis ikke mere kj endt e Vej der ude. At Dyrehaven og Kilden med den saaledes blev glemt, kan vel have sin Grund deri, at Kristian den sjette 1736_—38 derinde byggede sit Jagtslot Eremitagen, og man kan nok forstaa, at den Konge, der holdt Publikum borte fra Kjøbenhavns Slots Nærhed med en Kordon af Skildvagter og ved Jærnkjæder, ogsaa nok kunde ønske at holde Folk borte fra det Indelukke, hvor han holdt af at være alene paa sit Jagtslot, og hvor der desuden frededes om en saa dyrebar Skat som den hvide Bace af Kronhjorte, som Kongen til dette Indelukke havde forskrevet fra Würtemberg.*) Saa er Kirsten Pils Kilde atter gaaet i Forglemmelse, indtil den folkevenlige Konge Frederik den femte igjen aabnede den for Almenheden, og da lod Reventlau Kirsten Pils Kilde oprense paa ny og satte den i Stand, for at Folket kunde faa sit gamle Forlystelsessted tilbage.

Det er rigtigt nok, naar Stolpe som Støtte for, at der 17 72 ikke fandtes „Kildeforlystelser" ved Kirsten Pils Kilde, anfører „Kjøbenhavns Aften-Post" for dette Aar. Det fremgaar nemlig tydelig deraf, at der ikke var Linedans eller Gjøgieri o. s. v. ved Kilden i Dyrehaven paa den Tid, hvis der med „^{Kildeforlystelser}" menes sligt; men det var der imidlertid heller ikke hverken ved Vartov Kilde, Kildendal eller andre Steder, da saadant var strængelig forbudt ved Lov. I Forordningen af 21de Marts 1738 paabydes nemlig udtrykkelig, at

..ingen Comoediant-Spillere, Linie-Dansere, Tasken-Spillere,
eller de, som holde de saa kaldede Lykke Potter, sig
udi Danmark eller Norge maa indfinde, for deres Spil og

---

*) Eiegels 1. c. Iste Del. S. 84.

**) Den er uden Forfatternavn; men den er trykt i Kjøbenhavn 1760,

*) Pontoppidau. Atlas. Tome L 1763. S. 605,

Éxereitier der nogensteds, enten i Husene eller paa publlqvc Steder, at forestille og øve. (Saasom ved Viborg Snapsting en Bande Linie-Dansere og Comoediaiit-Spillere pleier at indfinde sig og offentlig paa Domhuset agerer)."

Det var saa langt fra, at dette Lovbud var bortfaldet paa den omhandlede Tid, at det tværtimod blev indskærpet ved Reskript af Ilte Juni 1772 og Forordning af 27de Oktober 1773. i hvilken sidste tilføjes, at „ingen fremmede Omløbere med Dyr, Konster og andet deslige maatte lade sig se for Penge", da. de „udsue Undersaatterne og bringe dem til unyttig at udgive deres Penge."

Der var imidlertid Fornøjelser af en anden Natur ved Kirsten Pils Kilde, hvad der ses af en Beskrivelse af en St. Hansdagstur i „Kjøbenhavns Aften-Post" Nr. 34 for 1772. Da denne Beskrivelse er interessant, ikke alene fordi den skildrer Livet ved Kilden, men ogsaa fordi den er affattet paa en for Tiden karakteristisk Maade, som rigtig viser, hvilke Smagløsheder man den Gang dristede sig til at byde Læserne, hidsætte vi et Uddrag af den:

„Man taler hele Aaret igjennem om St. Hans' Dag. Den behageligste og merkværdigste Dag. Kjeresterne sætter hinanden der stevno — Mødrene slaaer sigløs den Dag. og Fædrene glemmer da alle deres Bekymringer . . . De unge Herrer, som hele Foraaret tresserer deres Heste, at de kan skiere de yndige Kapriolcr for Amazonernes Phaeton, som de selv skierer op om Vinteren paa Ball og paa Maskerade disse svinge dem nu i Sadelen med deres medfødte Færdighed, og sætte 7ncd en uovervindelig Grandesse Sølv- eller Jernsporene i Siden paa Hesten, som forstaar sin Herres Villie og stiger i Veyret, med en modig Manke og en hvinende Tone — Til Foeds gaaer, kryber og løber de som ikke kan kiøre ....

Hist kiører Hr. Sorglos med sin galante Kone og levende Datter — glad og fornøyet at han gjorde Stilstand med sine Fjender den 11te December — Denne Gang kom han og til Kilden! — Trods alle Vanskeligheder kom Vindskibeligheden dog frem?

Her rider Hr. Sans-facon paa en prægtig Hest, dog langt ringere end den S og S*, han satte i Pandt for dens Betaling •— borte blive Terminen! I hans Lommer har Jøden Cornu Pecuniæ udøst sin Overflødighed, som fornøyer sig imidlertid hjemme med at tælle over hvormeget Kenten kan beløbe sig hver Maaned, samt nøye udregner, om .ikke Pandtet til den fastsatte Løsetid kan fordærves under Udlaannets og Rentens Værdie. — Længe leve den Stræbsomme !

HistgaarHr.Windbeutel medHattennedslagen for Øynene;
han bær sine Sporer i Lommen og spender dem på ude vod
Kilden . . . vel den, som vecd at skiøttc sig selv!

Her kiører to Fruentimmer og to Mandfolk — men hvem mon dog det er? Deres fornøyede og lattermilde Gebærder giver tilkjende, at de cre Glædens Børn — Nach Klambeuburg Kutsch! . . . Hist kommer en forskrækkelig Støv! —• En heel Eskadron Ryttere — af Tuesborg Bataillon — forskrækkeig! ! de vil vist indtage hele Kilden!... De rede sporenstrich lige til Kilden — drak dem hver et Glas Vand — ogreedfort! De stakkels Fjederdyr paa Torrebæk vil komme til at holde her i Aften, — og Fiskedammene der i Egnen blive udtømte — dog, da jeg drak mig et Glas 01 der siden i Borgestuen, er

farede jeg, at den Hær var ridt lige lukt forbie og tilKiøbenhavn
ad Strandvejen.

Hvem kommer der bag ved — og hvad er det for en forfærdelig Trallen — vil de kyse Røvere eller Spøgelser? — hvad! er det et Læs Løv — Nev nu! luk dine Øyne op — det er en ret god ærlig Kilde Vogn med blaa Hynder, som fører over 13 Personer af begge Kiøn, med Løv i Hatten og i Hænderne . . . Nu var jeg da ved Kilden. Halte, lamme, krumme, blinde, døve. stumme vrimlede ved alle Lede!. — De betjente dem af Pilegrimmenes sædvanlige Gavmildhed, og biede saalænge med at drikke det indbetlede op, indtil de Fremmede vare borte. — Hist klynkede en ecnbcned Stakkel jammerlig som havde eet Træben, henimod Aften mødte jeg ham i Fortunen,! hvor han dandsede en artig Menuet med 2de Been." Det Sdie Been havde han puttot i Lommen. — En Blind, som N. B. havde det paa Hørelsen, sang i ynkelige Toner, en Hoben Barmhjertigheder ud. Men siden vandt han uden Vandskelighed til Kroen. — Den Stumme spulede en net Pantominc Tom en sulten Mave, og en Skilling til en Skofte — men om Natten fordrede han med lydelig Røst en Sopgen og noget at spise. — Behændighed er en stoer Konst." — Ved den berømte Kirsten Pils Kilde var nit en Vrimmel af Mennesker, som paa det allerstørste Marked . . ."

I denne lille Skildring gives der et tydeligt Vidnesbyrd for, at der 1772 har hersket meget Liv ved Kirsten Pils Kilde; men om dette Liv, som Stolpe siger, kan kaldes „idyllisk", synes mig rigtignok lidt tvivlsomt.

Naar man sammenligner de Vidnesbyrd, som Stolpe i „Danske Samlinger" giver for, at „Kilderejsen" skulde være forogaaet ved Vartov Kilde, med hvad her er meddelt, forekommer det mig, at flere af disse Vidnesbyrd have tabt deres Beviskraft, skjønt jeg villig indrømmer, at den ærede ! Forfatter har søgt at faa saa meget som mulig ud af sin Bevisførelse. Allerede i en lang Aarrækkc har jeg imidlertid haft en anden Opfattelse af Stedet, hvortil Komedien er henlagt, og det være mig af denne Grund tilladt at fremsætte min Mening derom. Jeg drister mig nemlig til at mene. at den 'store Komedieforfatters Stykke muligvis bør henlægges til en helt anden Kilde, der hverken er Kirsten Pils Kilde eller Vartov Kilde, men derimod Vangede Kilde eller, som den ogsaa i Lighed med andre somSundhedsbrønde besøgte Kilder kaldes, St. Hanskilde. Den ligger iGjentofteSogn paa Vangcde Mark i Tjørnegaardens Enemærker og ved en lille Lund, omtrent 100 Skridt syd for Kirkestien, der fører fra Gjentofte Station til Vangede og omtrent 200 Skridt vest for den nuværende nordlige Spids af Ojentofteen- Sø. Som Mærke for Kilden, der er omsat med en høj Trækarm, staar der i Nærheden af den et stort Poppeltræ, hvis Stamme en Alen over Jorden har en Omkreds af over 4 Alen, og som altsaa ikke kan være ungt. For Resten svarer Kilden fuldstændig til den Beskrivelse, Dr. La ny e giver af den.*)

---

*) 1. c. S. 57.

Denne Kilde blev i Aaret 1710 opdaget af en Gravér ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn, der havde lidt Skade paa sit Syn, men fandt, at denne Kildes Vand helbredede ham, da han havde nydt af det paa St. Hans Aften. Af Taknemmelighed for dette Vidunder lod han ved Kilden opsætte en Blok, hvori de Gjæster, der efter ham besøgte Kilden, kunde lægge deres Skjærv til de fattige. Tilstrømningen til denne Kilde blev nu saa stor, at de Summer, der samledes i Blokken i de to første Aar, allerede vare tilstrækkelige til derfor at opbygge et Hospital for fattige og elendige Mennesker i Gjentofte.") Hospitalet blev stiftet ved Reskript af 17J 2.**) At det stærke Besøg vedblev mange Aar efter, derom vidner en ny Fundats for Hospitalet af 30te December 1735. Da nu denne Kilde var saa stærkt besøgt, er det sandsynligt, at den har fordunklet baade Kirsten Pils Kilde, der jo vides paa den Tid at være bleven saa forsømt, at Brinkmann maatte søge efter den for at finde den, og Vartov Kilde, som den afgjort maa have frataget en meget stor Del af Søgningen. Men i saa Fald, livad er da rimeligere, end at Holberg med sin Satire i „Kilderejsen" netop ,har villet ivre imod dette overhaaudtagende Besøg ved Vangede Kilde?

Den Omstændighed at Holberg i Slutningen af sin Komedies første Akt lader en Procession optræde af festligklædte Bønder, der med Faner og Majgrene gaa Sommer i By, tyder ogsaa paa, at det er en Kilde ved en Landsby, han har sigtet til: thi der er ingen Mening i, at Holberg skulde lade Bønder fejre Sommer i By paa Kjøbenhavns Grund, hvor Kildendal ligger. Desuden var det jo Skik ved slige Optog ikke at bære Sommer ud af Sognet, hvad der ogsaa vilde staa i stærk Strid med Begrebet at gaa eller ride Sommer / By. l selve Stykket er der ellers, som man véd, ,saa godt som ingen Oplysning om, hvilken Kilde der menes. Det eneste, som kan lede i saa Henseende, cre Udtrykkene l odie Akt, ste Scene, hvor Kudsken siger, at de flygtende have taget „Vejen langs med Stranden" og at han traf dem i „den store Kroe" ; denne Kro kan jo godt være „Store Kro" i Lyngby, som allerede Wtrlauff har hentydet til.

Først senere hen i Tiden har Kirsten Pils Kilde taget Luven fra Vaugede Kilde. Maaske er det sket, da Reventlau 1750 istandsatte Kilden, eller inaaske først senere. I Stadfæstelsen af Hospitalets Fundats § 1 anføres kun: „Gjentofte Lyngby Hospital, som er funderet for de Penge, der Tid efter anden ere indsamlede i den i sin Tid af en Graver ved Trinitatis Kirke ved Vangede Kilde indrettede, men senere, da Kirsten Pils Kilde i Jægersborg Dyrehave vandt større Anseelse end Vangede Kilde, til Kirsten Pils Kilde forflyttede Blok, er stiftet, medens Gjentofte og Lyngby Sogne udgjorde ét Pastorat, hvis Præst boede i Gjentofte. — Efter Pastoratets Deling har Lyngby Sogn lige .Rettighed med Gjentofte Sogn til at nyde Godt af Hospitalet, dels ved Lemmers Indlægning, dels ved at erholde Hjælp til Fattige udenfor Hospitalet. — Hospitalet har nu tvende Boliger for Lemmer, af samme Størrelse og Indretning, den ene beliggende i Gjentofte, den anden i Lyngby^I.

Hospitalets Indtægter bestaa blandt andet i hvad der nedlægges i de Blokke, der erc anbragte ved Kirsten Pils Kilde, paa Bellevue og ved de omtalte to Hospitaler, foruden i Telte- og Stadepenge samt Kjendelser, der ydes af dem, som ved Forestillinger eller paa anden lovlig Maade søge Fortjeneste i Jægersborg Dyrehave i Kildetiden. Hospitalet ejer for Tiden en Kapitalformue af over 100,000 Kr.

Længe efter at Blokken var flyttet, har Vangede Kilde ved St. Hansdagstid dog været Maalet for Besøg af Kildegjæster, og endnu i Kristian den ottendes Tid saas, hvad jeg selv har iagttaget, en „Kildemo'er" dernede St. Hans Aften, sysselsat med at beværte de forsamlede ungdommelige Kildegjæster med „røde Snapse" og Pandekager. Ja! selv i det sidste Aar stævnede Kildegjæster derned St. Hans Aften, hvor de morede sig med at drikke, synge og snakke.

II.

Det er rimeligt nok, at der kan have været flere Grunde til de skiftende Besøg ved de forskjellige Kilder, og som en saadan vil jeg tillade mig at nævne Vejenes Beskaffenhed, l Kristian den sjettes Tid vare Vejene saa vel paa Kjøbenhavns Jorder som paa Kjøbenhavns Amts Grund ligesom ogsaa ellers i det hele Land ieu yderligst maadelig Forfatning. Af alle ældre Kaart fremgaar det. at de snoede sig frem i store Buer igjemiem Lavninger og Dalstrøg for at undgaa enhver Stigning. Der var ingen ordentlig Underbygning, saa at man kjørte paa det naturlige Jordsmon, almindeligvis imellem to høje Jorddiger. Fra Kristian den fjerdes og især fra Kristian den femtes Tid begyndte man vel at anlægge saakaldte „Kongeveje" hist og her paa de Steder, hvor Kongen plejede at rejse, især for Jagtens Skyld; men disse Veje vare aflukkede med Bomme, hvortil kun Kongen og hans Mænd havde Nøgler, og det var strængt forbudt andre at snige sig derind. Kun om Vinteren i Frostvejr fik det vejfarende Publikum Lov at bruge disse Kongeveje,

---

*) S. SU nu. Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt. IS3J. S. 271.

**) A. Jantzen. Fundatser og Gavebreve vedkommende Gjentofte Sogn. 1875. S. 1.

som for Resten beller ikke havde nogen Underbygning eller noget fast kunstigt Underlag.*) Først Kong Frederik den femte tog med Alvor fat paa at bygge et Vejnet i Danmark af kunstmæssig anlagte Hovedveje, og ban begyndte med Kjøbenbavn. Den 22de September 1752 udgik der til Kjøbenhavns Magistrat et kongeligt Reskript om. at de uden for Stadens Porte mellem Falkonergaarden og Østerport liggende Fællesmarker ikke maatte gødes, pløjes eller tilsaas indtil næste Foraar, men skulde henligge aldeles übearbejdede, for at de fornødne Forarbejder til Udstikning af det nye Vejnet uhindret kunde foretages. Derefter blev det Vejnet reguleret og anlagt, som vi nu kjende, og det blev overdraget den, senere fra Belejringen afKjøbenhavn 1807 bekjendte General Peijiuitnn som ung Ingeniørofficer at forestaa Arbejdet. Det næste Arbejde var Anlægget af Hovedlandevejen fra Store Vibenshus til Fredensborg, et Arbejde som ogsaa blev begyndt i Kong Frederik den fjerdes Tid; men hvilken Vej først blev praktikabel i hele sin Længde den Iste April 1774, efter at den nye Roskilde Hovedlandevej allerede i Forvejen var bleven aabnet for almindelig Færdsel.**)

Paa samme Tid henlaa Strandvejen, naar man kom ud over Kjøbenhavns Jorder, hvor den saa vel som de andre Veje paa Byens Grund var ny anlagt. ligesom et rent Kaos, i det man kjørte i den stride Sand, hvor man vilde, hele Havstokken over fra Skoven og ud til Stranden. Aldrig saa snart var derfor den nye Landevej til Lyngby og videre aabnet, før al Færdsel til Dyrehaven trak sig dertil, og hvor senere i Aarene Vintappergaarden blev bygget, drejede man da af til Jægersborg Allé. Denne Allé, der sikkerlig er den skjønneste i Danmark, anlagdes noget efter Aaret 1730; thi Pontoppidan siger 1738***) „von hier aus (Jägersborg) gehet eine neulich angelegte Allee, eine Meile lang, ganz bisz Gülden-Lund an der See-Kante". Igjennem denne Allé gik Vejen saa videre gjennem Jægersborg forbi Ermelundshuset og Fortunen. Senere da den nu saakaldte Bernstorfsvej eller, som den tidligere efter Bernstorfs gamle Navn „Fasangaarden" hed Fasanvejen blev anlagt fra Lundehuset gjennem Ordrupskrat til Rødeport, gik en Del af Færdselen ogsaa denne Vej f). Fra den Tid af fik Kildevognene blandt andre Steder ogsaa anvist Holdeplads paa det nuværende St. Hans Torv. Torvet bar den Gang ikke dette Navn; men Folk Lave døbt det paaledes, fordi St. Hans Kildevognene boldt der. og paa denne Maade er dette Navn gaaet over paa Kirken, som er bygget der, tbi man bar utvivlsomt taget Kirkens Navn efter Torvels. T Reskript til Kjøbenhavns Magistrat af 9de Februar 1780, og kundgjort ved Plakat af l (ide samme Maaned hedder det i Punkt 3:

„Bønder, som ved St. lians Dag- og Frue Dag aarlig pleje at boble ved Portene, for at erholde Fragt til Skoven (hvilket vel ikke ved nogen Anordning er tilladt, men saa længe det kan haves for billig Betaling, vel lige som hidtil fra Pintsedag og til tf Page efter Frue Dag kan tillades at benytte sig af denne Fortjeneste, da samme er til Lættelse for Stadens Indvaanero), maa ikke holde med deres Vogne nærmere Staden, end uden for Nørre Port i Kunddeelen, ved Blegdamsveien og Alléen til Vibens-Huus; uden Vester Port paa det saakaldto Torv (Trommesalen): og uden Øster Port ved Møllen og langs Alleen samt Øster Landevei" (Trianglen).

T Punkt 4 hedder det:

„Da Uorden og anden Uleilighed foraarsages derved, at saa vel Bønder som det lille Vognmands - Laug bortleie Heste til Haandværks -Drenge og andre; Saa paa det saadant for Fremtiden kan forekommes, skal det herefter være alle og enhver aldeles formecnt uden for Portene eller paa Stadens Grund at bortleje saadamie Heste."

T)e_BørtaeiTogne, der saaledes mødte paa Holdepladserne for at befordre Skovgjæsterne, vare den Gang af yderst simpel Bygning. Undervognen var stiv uden Vrideskammel eller Tyve; der var ingen anden Drejeindretning paa disse Kjøretøjer end den Giring, der fandt Sted ved Hovedboltens Vrikken i sit Hul i Kjæpstokken. Naar Kudsken vilde have sit Kjøretøj vendt paa en almindelig Vej, maatte han ..kaste" det, det vil sige, han maatte sætte Ryggen ind under Bagvognen og løfte denne rundt om Forhjulene. Hjulene vare høje og Naverne store for at give Plads til Træaxlen, der maatte være af forsvarlig Tykkelse for at kunne holde. Derved fremstod en stor Gnideflade, der hurtig blev tør, hvorfor Tjærekanden var et uomgjængelig nødvendigt Rekvisit, naar man i det hele vilde kjøre. Sandet trængte fra Hjulet ind imellem Naverne og Axlen og gjorde sit til, at Kjørselen snart blev trøv. Paa den Tid var Kaffen nylig kommen almindelig i Brug iblandt Almuen. Et Hovedtraktement i Dyrehaven var Kaffe; der var Ildsteder alle Vegne, over hvilke man bryggede den brune Drik, Kaffen var i alles Tanker paa en Skovtur, og da nu Bøndervognene malede

---

*) Forbud og nærmere Anordning angaaende paa Konge-Vejen af 24de April 1734.

**) Forordningen af 15de Marts 1774.

***) Memoria Hafniæ. 2te Auflage. Glückstadt. 1738. S. 60.

+) Fasangaarden med den tilhørende store, indhegnede Park hørte til Jægersborg og skjænkedes 1752 af Frederik den femte ttl Johan Hartvig Ernst, Baron af Bernstorff. Kort efter at Ministeren havde faaet Fasangaar den, lod han Bernstorf Slot opføre ved den franske Bygmester Jardiu, der var kaldt her ind for at bygge Marmorkirken. Slottet fuldførtes 1765.

rundt ligesom Kaffemøllen uden at komme synderlig af Sted, tilmed under en lignende Lyd fra Sandet i Axlernes Leje, som den Kaffemøllen frembringer under sin Funktion, faldt Folkelucet paa at døbe disse Befordringer med Navnet „Kaffemøller". Dette Navn holdt sig i Folkemunde lige til Forholdene for faa Aar siden bød disse Bøndervogne at forsvinde fra Holdestaderne og give Plads for de mere nymodens „Kapervogne", der have faaet Navn deraf, at deres Kjøresvende ved ofte nærgaaeiide Opfordringer søgte at faa Fragt til Skoven.

Hvad Strandvejen angaar, tabte den, som sagt, meget af sin Betydning som Vej til Skoven, efter at Hovedlandevejen over Lyngby var aabnet. Før den Tid fandtes det ene Beværtningssted paa Strandvejen ved Siden af det andet helt ind til Byen. Der var det gamle Slukefter paa Strandmarken uden for Byskjellet, Vilhelmsdal, Kildendal, Vangehuset, Kildevæld, Lille Vibenshus, St. Petersborg og endelig Kongens Fiskerhus i Classens Have, hvor det finere Publikum søgte hen for at drikke sin Aftenpunsch og smøge sin Pibe.

Da imidlertid Kronprins Frederik i Foraaret 1784, efter at være indtraadt i Statsraadet, tog Ophold paa Frcderiksl)c>'(j Slot, hvis Have han aabnede for Publikum, bevirkede, som vi saa tit have hørt af ældre Folk, den Patriotisme, der den Gang herskede, og den Sympathi, man almindelig nærede for den unge Prins, at Strømmen søgte derud for at more sig, og ligesom ved et Trylleslag laaØsterbro nu øde. Vesterbro blev derimod, især om Søndag Eftermiddag en formelig Markedsplads; Soldater og Haatidværkssvende handlede med Piber og Ure, der var Musik og russiske Gynger i Gaardene, der var Danseboder og Fjælleboder for Taskenspillere og Gøglere, og inde i Haven lod Kronprinsen Regimentsmusiken musicere.

Til Kroen Bjørnsdal, som var kjendelig ved, at der var malet en stor Bjørn paa Porten, søgte de adstadige Borgerfamilier ud af Byen for under de gamle Piletræer, der prydede den fordums Vold og ludede ud over den, paa den Tid klare llosenaa, der bugtede sig i Gravens Zigzag, at dække Aftensbord i det frie, med „Vand paa Maskine", medens de i Atlask klædte Ostindiefarere med Lommerne fulde af Guld og under det bekjendte Udraab „Plads for en Kinafarer" sloge sig løs i „Ægypten". Kort sagt, al Forlystelse var nu samlet paa Vejen til Frederiksberg.

Først 1816 fandt en Borger i Kjøbenhavn paa at udbedre Strandvejen fra Kjøbenhavns Grund til Charlottenlund og han fik udvirket, at Vejen blev istandsat imod, at der blev anlagt en Bom, hvis Indtægter skulde tilflyde Vejen.*) Ude paa Strandmarken paa Amtets Gi und og ved et af de gamle Spor laa i gamle Dage et lille tofags Hus med Straatag, Sllikefter kaldet, hvor der var nogen Beværtning. Dette Hus fik Ejeren den 4de Marts 1800 Tilladelse til at flytte op i det yderste Skjæl af Bernstorfs Gods Jorder, vest for det Gab, hvor den istandsatte Vej fra Kjøbenhavn mundede ud. Da Strandvejen blev udbedret, fik Ejeren af denne übetydelige Kro 1817 et Stykke tilgrænsende Jord af Kjøbenhavns Magistrat,*) og nu rejste sig det bekjendte Slukefter, der blev saa navnkundigt ved sit „Gammeltøl med Pind i Kruset", at Kildegjæsterne regnede den Skovtur for mislykket, der ikke sluttede med et Krus ..Gammeltøl" i det nævnte Værtshus.

l Førstningen af indeværende Aarhundrede vare Dyrehavsforlystelserne stærkt fremtrædende, og den Gang var der netop Tale om helt at forbyde dem. Fra den Tid foreligger der en ret karakteristisk Udtalelse om disse Dyrehavsforlystelser,**) som ender saaledes: „Midt i Skoven er en Kilde, hvis Vand man maaske i ældre Tider kan have tillagt .en helbredende eller undergjørende Virkning, men som i vore Dage intet Fortrin har for andre Kilder uden det, at den er omringet af en smuk Skov, hvilket har givet Kjøbenhavnerne Anledning til at gjøre smaa Lystpartier derhen om Sommei'en. Da nu, som bekjendt, vi Nordboere ikke lettelig kunne bringe det over vor Samvittighed at nyde en Forlystelse, hvori Maven ingen Del skulde have, saa fandt snart de saakaldte Restaurateurer deres Regning ved at opslaa-Telte der. Endelig indfandt sig efterhaandeu ogsaa Spillemænd , Komedianter, Kunstridere og Liniedansere af Mennesksr og Dyr, Taskenspillere, Gjøglere etc. etc. med alle de skjønne Karikaturer det kunstrige Tyskland kan frembringe. En Maanedstid midt om Sommeren, som bær Navn af Kildetiden, have disse med kongelig allernaadigst Tilladelse deres Væsen der, til usigelig Morskab for Kjøbenhavns Publikum, som i myldrende Skare strømme derhen, ligesom fordum Jøderne til Bethesda Dam, naar Englen havde rørt Vandet. Men, notabene! ikke som hos disse blot de Døve, Stumme og Blinde og Værkbrudne og Spedalske og Maanesyge; neu alt det som lever og røres maa til Kilden, baade den Karske og den Syge, baade den Rige og den Fattige, baade Vismanden og Daaren, saa at man endogsaa snart skulde troe, det er en epidemisk Syge, som de maatte derhen for at blive af med, fornemlig da de fleste ere enige om at der er overmaade flaut og kjedsommeligt i Dyrehaven,

---

*) Dokumenter, der findes hos Ejeren af Slukefter.

**) Danmarks Slotte i 24 Kobbere af L I. Bruun. 1805.. Jægersborg.

*) Mundtlig Meddelelse af afdøde Garver Hituj.

og dog kan de ikke blive Ljemme. Det er derfor maaske ikke mådeligt, ganske at forbyde alt Kildevæsen , som man nylig ymtede om at "Regjeringen havde isinde."

Forlystelserne tiltog imidlertid meget, og hvilken Rolle Dyrehavstiden spillede i Kjøbenhavnernes Liv. ser man f. Ex. af de første A årgange af „Kjøbenhavnsposten" (1827 1828), der samtidig med at give Digte af Oehlenschläger og Ingemann, lange Artikler imod de Heibergske Vaudeviller ell. lign. gjentagne Grange anmelde Jongleurer, den vidtberømte kloge Hund Fido Munito Savant o. s. v. paa Dyrehavsbakken, ved Siden af Madame Catalan is Koncerter i Kjøbenhavn, og der gjøres Rede for, at Frederik den sjette med sit Hof var inde i de og de Boder. I Aaret 1843 aabnedes Tivoli, og dermed var det forbi med „.^Bakkens:( Herligheder.

Hermed tillader jeg mig at afslutte disse Bemærkninger. Der er altid noget tiltrækkende i at sammenligne Fortiden med Nutiden, og derfor vil man mulig med Velvilje se paa det foregaaende. Det, som her er omhandlet, er visselig ikke noget stort eller betydningsfuldt; men det kan dog altid have sin Interesse, thi det vedrører jo Steder i vort Fædreland, der ere almenkjendte og som have været og forhaabentlig længe ville væie af Vigtighed for Folk i Danmark. Den Del af Geografien, der hedder „StcdbcsliT/l'dse" (Topografi) faav netop sin Betydning, fordi den sysler saa meget med det enkelte og smaa og giver Oplysninger derom.