Det grønlandske Postvæsen,

Cj"lK/et kan naturligvis ikke feile, at niangen Udlænding

<jU der hører Udtrykket „det grønlandske Postvæsen", vi
ile derover, i det han finder det altfor kuriøst, at

man bruger et saadant Udtryk, hvad enten man derved forstaar en Post mellem civiliserede Egne og Grønland eller en Post i selve dette udstrakte Land. Han vil kunne indse, at der en Gang imellem „med Lejlighed" gaar Bud til eller fra en eller anden Polarfarer i disse Egne, og at der mulig der oppe findes en Poststation, som svarer til

Tønden ved Magalhaensstrædet, hvortil de forbisejlende Skibe, som gaa imellem Ny York og San Francisco, søge hen for at faa eller aflevere Breve og Aviser; men — han kan slet ikke tænke sig, at der i Grønland er et virkeligt og efter Forholdene ret vel indrettet Postvæsen, som er i stadig Gang Aar efter Aar. Og selv om mangen Landsmand ved at læse i Bladene, at, den kgl. grønlandske Handels Skibe medtager Breve og Pakker, deraf kan slutte, at der regelret gaar Bud til og fra det udstrakte Land. som staar under den danske Krone, vil han mulig undres over, at i Grønland. Af disse Grunde vil en Skildring af hele den mærkelige Institution, den eneste i sit Slags i Verden, ventelig kunne have nogen Interesse. De trykte Kilder, hvoraf jeg har øst. ere baade danske og fremmede, og jeg har desuden paa mangt et Punkt faaet velvillig Underretning, dels igjennem den grønlandske Handels Kontorer og^ dels fra danske Folk, der have boet længere Tid oppe i Gh-ønlaml.

I et Land, der ligger saa afsides som Grönland og har saa ejendommelige Forhold, som kun er fremkommeligt paa korte Strækninger og over enkelte Halvøer og Øer. hvor Anlægget af Landeveje og Jærnveje er en Umulighed, hvor al Befordring selv imellem de nærmest ved hinanden liggende Kolonier saa godt som udelukkende maa ske ad Søvejen, hvor endelig ogsaa Færdselen paa Havet hindres eller standses paa mange sei nødvendigvis finde Sted paa en Maade, som er vidt forskjellig fra. hvad man kjender anden Steds; Postvæsenet i Grønland er derfor noget, som er fuldstændig særegent for dette Land. Medens Befordringsmidlerne i andre Lande have maattet gjennemgaa en Mængde ndringer og haft de mest forskjellige Skikkelser, anvender man derimod i Grønland de samme Befordringsmidler, som de indfødte betjente sig af, forinden Danskerne bosatte sig i Landet. Ved Siden heraf bruger man vistnok evropæiske Fartøjer til Rejser og til Transporter; men al Postforsendelsen sker ved de indfødtes Hjælp og deres egne Befordringsmidler, Kajaken og Hundeslæden, der i den forløbne Tid ere blevne fuldstændig npaavirkede af Samkvemmet med Evropæerne. og deter især dette, der giver den grønlandske Post sit særegne Præg. Og man maa ikke glemme, at den Strækning, som udgjør Postlinjen i Grønland, ikke er mindre end 2 —300 danske Kristiania til Xeapel.

I nøje Forbindelse med den grønlandske Post staar Befordringen af Efterretninger imellem Grønland og Omverdenen, og i Særdeleshed Forbindelsen med Kjøbenhavn ved Hjælp af den kgl. grønlandske Handels Skibe. Saa vel af denne Grund som i Betragtning af den store Betydning, Postskibenes Komme til Grønland har i det isolerede Liv, som de derboende Danskere føre, skulle vi i det følgende først gjøre disse Forhold til Maalet for Omtale.

I. Kun i den korte Sommer kan Forbindelsen med Omverdenen finde Sted. og i hele den lange Vinter er den fuldstændig afbrudt. Savnet af Meddelelser fra Hjemmet maa derfor ofte føles af Danskerne i Grønland ; men det er dog især hen ad Foraareh naar Skibene snart kunne ventes, at Længselen hviler mest trykkende paa Sindet, Naar Skibene ere afsejlede om Efteraaret,

ig selv, at der ikke før næste Sommer er flere

Efterretninger at vente, og man finder sig da taalmodig
deri: men naar den Tid nærmer siff, da der atter bliver

Mulighed for at høre hjemme fra, dukker Længselen op igjen. Man begynder at udregne, naar Efterretningerne kunne ventes, og at holde Udkig efter Skibene, og Tankerne om Hjemmet tillige med Angsten for alt, hvad der kan være sket i Aarets Løb. vækkes med fornyet Kraft, Paa denne Tid foles det ret. hvor ensomt man

er stillet i Grønland ved Aaret rundt at være uden Forbindelse
med Slægt og Venner.

I de nordligste Kolonier faar man ofte de forste Nyheder fra de enf/elskc Hvalfangere, der i Keglen vente paa, at Isen skal drive bort. Grønlænderne erc altid ivrige efter at opsøge Skibene, saa snart de se dem i Søen, og, om end ingen af Parterne forstaar den andens Sprog - skjønt mangen Grønlænder dog har lært

af Mangel

nogle engelske Ord og Sæt

paa bedre Underretning ivrig efter de første Nyheder, som Grønlænderne efter bedste Evne opsnappe ved Samtale med Mandskabet, Senere anløbe Hvalfangerne enkelte af Nordgrønlands Kolonier, især Godhavn, for saa vidt Upornivik, for at høre lidt om, hvorledes Isen har ligget,

og hvad der ellers kan være af Interesse for dem. eller blot for at faa sig den sidste Adspredelse og Opmuntring, inden de gaa endnu længere nord paa. De medtage derfor gjærne Breve og Aviser fra de Steder i England og Skotland, hvorfra de løbe ud. og de paatage sig ogsaa at medtage en Brevpakke til andre Kolonier og sende den saa i Land med Kajaker, som de møde. l de sidste Aar har dog denne Benyttelse af Hvalfangerskibene haft

danske Skibe derimod afgaa tidligere paa Aaret, end de
før plejede.

Undertiden l<an man n:cd Fordel bruge Kryolitsclskabets Skibe, der gaa fi-a Kjøbenhavn til Bruddene ved Ivildut, især fordi der er et Dampskib iblandt dem; men den Forbindelse,, som finder Sted med fa II /-///. yrnnlanM-c Hanfah Skibe er dog den vigtigste for'Kolonierne,'Kolo- og om der end paa anden MM «T il c kan fa as Breve, Aviser o. lign-, sker dette dog mere tilfældig, saa at der kun ved den regelrette Fart med Handelens Skibe kan siges at vivre nogen egentlig Tostforbindelse. Disse Skibe forsyne ikke alene Kolonierne med de vigtigste evropæiske Fornødenheder: men de medbringe ogsaa Fragtgods og Tost, l Keglen vedligeholdes Forbindelsen elleve Gange «årlig ved Uja-lp af Handelens egne ni Skibe, sjælden kommer hertil en tolvte Tur med et fragtet Skib.

Rejsens Varighed mellem Danmark og Grpnknd er nogenlunde ens for de forskellige Aar. l det hele medgaar der til en Rejse omtr. 17 Uger. hvoraf G til Udrejsen og 5 til Hjemrejsen. Men paa de enkelte Puders Varighed kan der være stor Forskjel, og især kan den Tid. der hengaar, efter at Skibet er kommet til Grønland, og inden det naar ind til selve Kolonien, være højst forskjellig efter de mange forskelligartede Himlriiifjir, som Sejladsen møder. Ved Nordgrønlands Kolonier er det især Isijældene, som gjøre Sejladsen vanskelig i enkelte Farvande. Efter at Yinteiisen er gaaet bort hen paa Sommeren, begynde Fjordene „at udskyde", d. v. s. de Isljælde, der i A'intcrens Løb have dynget sig op i de indre Js fjorde, begynde at komme i Høre og at tage Vej ud imod Havet, og, da dette Uy-r finder Sted fra Juni og .Juli til sent paa Efteraaret, altsaa netop paa den Tid, Sejladsen alene kan findeSted, kan denne derved paa o-nkelteStederendogsiandsc fuldsUciidiir. VedUmnnak og i Særdeleshed ved Jakobslmvn

kunne Fjordene blive saa opfyldte med Isfjældc. at ikke en Gang en Knjak vilde kunne finde den mindste Aabning at smutte igjennem. og for dem. der cre ude under saadanne Forhold, kan Stillingen være yderst farlig.

Men en langt slørre Hindring for Sejladsen end Isfjældcne er den Drivis, der fra Havet ved Spitzbergen føres langs Grønlands Østkyst til Kap Faivel, hvor den bøjer om Spidsen af Landet og følger med Strømmen videre imod Nordvest og Nord. Her lægger den sig især uden for de to sydligste Distrikter, Julianclmab og Frederikshaab, og den i.aar hyppig Godthaabs og Sukkertoppens

Distrikter. Denne Drivis, der jo kaldes Storisen, kan komme til hvilken som helfet Tid paa Åaret ved Juliancha.ib; men den ligger regelret fra Februar til hen paa Eftersommeren,, i det nye Ismarker i denne Tid uafbrudt følge efter hverandre. Den indcslutter fuldstændig Kysten ved Julianehaak saa at Skibene ikke kunne gaa lige fra ]sen f.u- imellem denne og Landet at gaa ned til Julianehaab. Den lange Række Øer, der ligger langs Kysten, hindrer Isen fra at trænge helt ind til Land, og der er derfor i Keglen aabent Farvand inden Skærs, naar ikke l'aalandsvind presser Isen imod Kysten. Imidlertid er dcr.no Tur afhængig af mange tilfældige Omstændigheder; ofte maa der soges Havn ved Godthaab og liere Steder under Vejs, £aa at Ankomsten til Julianebaab undertiden Maaneder. I September plejer der at blive en Standsning

i Tilførselen af Drivis, saa at Skibene paa Hjemrejsen
kunne løbe lige ud fra Julianehaab.

Fra den nordlige Del af Baffinsbugten og Lancastersund kommer der ogsaa Drivis, men den holder sig mere imod Vest, og kommer i Almindelighed ikke Grønlands Kyster nær undtagen ved Egedesmiiides Distrikt. Kun i enkelte Aar naar den helt ind til Kysten, og kun i sjældne Tilfælde volder den Sejladsen nogen Hindring. Men for øvrigt kan man, især imod Sommerens Begyndelse, vente

alt i Davisstntdct.

Den Forbindelse, som den kgl. grønlandske Handel opretliolder med .Kolonierne, er, som oven for sagt, al' langt større Betydning for disse end hvilken som helst anden Skibsfart paa Grønland, og Postskibets Ankomst til en Koloni er den største Tildragelse i hele Aaret, Enhver søger at være den første, der l'aar Skibet at se og at bringe Meddelelse derom til Kolonien ; men, som det saa ofte gaar, de første Kygter om, at Skibe ere sete til Søs, ere altid „forhastede^:i. Som oftest kommer Skuffelsen fra IsfjsL-ldcne, der menes at være Skib«; fur fulde Sejl,

som af Strømmen føres frem med stærk Fart. Selv erfarne
Søfolk ere blevne skuffede, efter længe at have set paa dem
Kikkert, og hvor meget mere udsatte for at tage fejl

ere da ikke Grønlænderne, som i deres Iver for at tjene
den Kop Kaffe, der er udlovet den, der først opdager
Skibet, se det, som de saa gjærne ville se.

Og iianr nu Skibet virkelig viser sig i Søen, bliver der Køre i Kolonien.. Hver Baad gaar ud for at hjælpe til med at bugsere Skibet, og Kajakerne, som ikke ville lade vender Lyden af Aarcslagene tilbage, den blander sig og fra Klipperne, hvor Fjorden bugter sig, ser man først Toppen af Masterne med deres Kæer komme frem. indtil Skibet kommer helt til Syne, og til sidst styrer det en Sværm Kajaker, roede af Grønlændere, som Glæden har gjort meddelsomme, og som raabeude, leende og snakkende og med alle Slags Fagter give deres overstrømmende Lykke til Kjende. Fortøjningerne blive gjorte last, Befolkningen gaar i Land fra Kajakerne og Baadene, og om Bord blive Sejlene bcslaaede og alt stuvet til Side. — Det første, der sendes i Land, er Postkassen, ligesom den er det sidste, der bringes om Bord forinden Afgangen.

Tallet paa Postforsendelser imellem Danmark og Grønland er naturligvis ikke meget stort; men det udgjør ikke saa lidt endda. I Aaret 1879 er der udgaaet til Grønland omtrent 1800 Postforsendelser, hvoraf til Sydgrønland 840 og til Nordgrønland 960 Stkr. Fra Grønland er der samme Aar modtaget 1700 Postforsendelser, nemlig fra Sydgrønland 800 og fra Nordgrønland 900 Stkr.

11. Naar Kolonibestyreren, som forestaar og besørger Posterne, har modtaget Postkassen fra Kaptajnen, sender han den Post, der er bestemt til andre Kolonier, videre med Kajak. Posterne afsendes for den kgl. grønlandske Handels Regning, og enhver kan portofrit^medsende private Breve., saa at den grønlandske Post med Hensyn til Taxten har naaet Idealet, Men med Undtagelse af enkelte regelrette, aarlige Poster sendes der kun Post, naar der

er Embedsbrevc, der skulle befordres, samt i enkelte, særlig bestemte eller indtræll'ende, nødvendige Handelsanliggender. Det kan derfor ske, at Breve, der med en Post ere naaede til en Koloni, men bestemte ud over denne, kunne komme til at vente længe paa Lejlighed vidure frem, og man sender derfor ofte Breve imellem ijærnt fra hinanden liggende Kolonier, som f. Ex. mellem du sydligste og nordligste, over Kjobenhavn. Et lignende Forhold fandt i ovrigt i sin Tid Sted paa Island, inden den nuværende Omsejling af Oen.

Regelrette Kajakposier afsendes tre Gange aarlig, nemlig om Vinteren eller Foraaret, oni Sommeren og om Efteraaret fra de fjærnest liggende Kolonier over de øvrige Kolonier til Godthaab og Godhavn. livor Inspektørerne over Syllog Nordgrønland bo, og dis.se Poster gaa derfra tilbage. En Undtagelse sker med den nordligste Koloni, Upernivik. fra hvilken der kun afsendes Post éu Gang aarlig i Februar Maaned med Slæder til Umanak. Af ethvert Skib, der kommer til Grønland,, skal der fra det første Sted, det anlober, sendes Sundhedspas til Inspektøren., hvilket altsaa giver Anledning til Afsendelse af Kajakposter, og herved faar man ved Godthaab og Godhavn hyppig Post fra de øvrige Kolonier. I ovrigt gjælder det som Regel at indskrænke Posternes Antal ved at benytte „Lejlighed-, naar Forsendelserne uden skadelig Opsættelse lade sig forene med en saadan. og man benytter sig saaledes af de Kejser, som de forskjellige Embedsmænd foretage omkring i deres Distrikter. Da Distrikterne omfatte flere for at hente Medicin eller for at bede ham om paa sin Kejse at komme et eller andet Sted hen.

I selve Koloniens Distrikt sendes der Poster i forskjcllige Handelsanliggender til og fra rdstedsbestyrerne eller Udliggerne. I Koloniernes Forstanderskaber modes Forstandere fra de forskjellige Pladser, og naar „Raailet-¹ skal sammenkaldes, sendes der Post til Medlemmerne. Imellem Kolonien og dens Udsteder befordres Gods og Varer med de derværende Smaaskibe og Storbaade. og med disse kan der da med det samme frit sendes ikke blot Postsager, men ogsaa storre Forsendelser. Kasser og deslige. I mange Tilfælde under denne Befordring ogsaa Sted mellem Kolonierne indbyrdes, f. Ex. naar et Skib ikke har kunnet anlobe en Koloni, men har maattet lægge de dertil bestemte Varer op ved det nærmest tilgængelige Sted. Posterne gaa altid tilbage altid forer en ankommende med sig eller omvendt, og efter Erfaring kan man nogenlunde udregne, naar en fra Kolonien afsendt Post kan ventes tilbage.

l Almindelighed gaa Postorne kun fra Koloni til Koloni eller fra Posted til Poststed. En Undtagelse herfra er i Keglen sket med den sidste Post fra Godt af senere Dato fra de længere borte liggende Kolonier og tillige for en Del har undgaaet den Vanskelighed, der undertiden kan være forbunden mod at faa Post folk. Sagen er nemlig den, at man til Postmænd skal have de dygtigste Kajakroerc, som tillige civ do bedste Fangere,

og at den Løn, som Grønlænderne faa for at føre Post, kun er ringe i Sammenligning med, hvad Fangsten giver i Udbytte. Denne yder dem jo ikke blot Føde. Belysning og Brændsel,, men tillige et Overskud af Varer, der kunne leveres til Handelen, og Sælhundefangsteu yder endog Skind til Klæder, Baacle og Telte. For at bøde paa denne Vanskelighed har man forsøgt blandt andet at holde faste Postmænd; men denne Ansættelse har do«- ikke været mere

fast. end at man. naar Postføreren var paa Fangst, har
maattet se at faa fat i en anden.

Man maa imidlertid ikke tro, at Posten i Grønland alene indskrænker sig til at sende Bud mellem de derboende Evropæere eller Embedsmænd. Deter jo kjendt nok. at Grønlænderne, der gaa klædte i Skind, og hvis Føde for en stor Del er Sælhundekjød, med Hensyn til boglige Kunster cre langt videre end mangt et evropæisk Folk, der fra Arildstid har været civiliseret; næsten alle Grønlændere kunne nemlig læse, og en stor Del af dem kan skrive. Grønlænderne ere i Almindeliglied ivrige Brevskrivere, og med hver Post er der et stort Antal Breve til og fra indfødte,, endog flere end imellem Evropæcrne indbyrdes. Deter ellers ingenlunde smaa Poster, der sendes ; Kajakerne kunne være godt fyldte, og Førerne holde nok af, at de ere brav tunge. Skjønt en Kajak bærer meget, kan der dog være mere Post end en enkelt kan rumme, men for øvrigt bruges Postkajakerne kun paa kortere Strækninger og til mindre Sendelser inden for selve Koloniens Distrikt alene; til vigtigere Papirer og paa længere Afstande gaa altid to sammen. Dette sker ikke, fordi Grønlænderne selv skulde være bange for at ro alene, hvad de jo gjøre ved mangfoldige Lejligheder, ligesom de i deres Kajaker opsøge Skibene i rum Sø for at tilbyde sig som Lodser; men fordi man ønsker at opnaa større Sikkerhed af Hensyn til de mange Farer, der let indtræffe ved saadanne Hejser. Deter saaledes hændt to med Post afsendte Grønlændere,, at de under Vejs fik haardt Vejr og mødte saa megen Is. at de med Kajakerne paa Hyggen maatte springe fra det ene Isstykke til det andet, hvorved den ene faldt i Vandet, men han blev da hjulpen op af den anden. Omsider bleve de imellem Fjældene og maatte til sidst paa liere Steder lade sig glide ned ad Klipperne.

Men naar saa Grønlænderen efter at have overvundet Farerne paa haml og Hav kommer til en Koloni med Posten, bringes han snart til at glemme de overvundne Møjsommeligbeder. Der bliver gjort al mulig Stads af ham, han bliver vel beværtet, og han faar Hæderspladsen paa Brixen det grønlandske Hus. Foruden Brevene og Historierne bringe Postførerne imidlertid og.sua ofte smitsomme Sygdomme med sig, Snue-Epidemier og deslige, og man har lagt Mærke til, at disse Sygdomme i Reglen optræde paa et Sted, lige efter at Posten har været der. Naar farlige Smitsoter, fremfor alt Børnekopper, skulde udbryde ved en Koloni, skal Posten sendes med dansk Fartøj, og det er da paa det strængeste forbudt Besætningen at træde i Samkvem med de Folk, den kommer til.

De to Postkajnker følges altid ad uden at afvige fra deres liute. og miar man i lang Afstand ser to Kajakmænd, der ro tæt sammen og ingen Fangeblære have bag ved sig paa Kajaken, véd man strax, hvad de føre med sig. Hele Vejen, hvor de blive sete, forkyndes det ved Eaabet „Paartut" (Posten). Naar de ikke alene medføre Post fra en af Kolonierne, men ogsaa bringe Breve, som ere komne til Kolonien med et Skib, give de date til Kjende allerede langt borte, ved nu og da at rejse Aaren op ligesom en Mast.

Ved Midsommer, uaar det er lyst og godt Vejr, eller ogsaa. naar det hænder, at de blive overraskede af Mørket, gna Postmændene ikke ind under Vejs for at overnatte, men trække Kajakernc i Læ, stikke den enes Kajakaare ind under den andens Kajakrem for at kunne holde Ligevægten og tage sig saa et lille Blund, i det de sidde i Kajakerne. Xaar de synes, at de trænge til at rette Benene lidt. trække de Kajakerne i Land, rejse sig en Stendysse saa stor, at de lige kunne ligge i den, klæde den med Mos og Lyng og lægge Kajaken over sig. De vide godt at finde, hvor saadanne Stendysser allerede ere rejste ved deres A⁷"ej, saa at de lige kunne krybe i dem, saa snart de have skrabet sig lidt Lyng eller Mos

Med et lille Ophold kunne de godt ro en halv
Snes Timer i Træk

Yccl Jævndøgn og senere om Efteraaret, «nar Dagene ere korte og mørke og Vejret uroligt, gaa de kun saa langt, at de kunne naa den næste Plads inden Aften. De inddele derfor gjærnc Vejen i Dagsrejser, gaa ud saa tidlig om Morgenen som mulig og komme i Reglen ind hen ad Aften.

Den Løn, som Postmanden faar, er bestemt ved en for mange Aar siden fastsat Taxt, som rotter sig efter Vejens Længde og Aarstiden. Den mlgjør i Nordgrønland i .Juni, .Tuli og Avgust, samt i Sydgrønland hele Aaret om, saa lu-ng<; Post kan sendes, 50 Ore pr. Mil for hver Kajak, naar der sendes to, og 75 Øre pr. Mil,

inr der kun sendes én. ] Nordgrønland faar Postmanden
de øvrige Maaneder den dobbelte Betaling, samt for en

Slæde l Kr. pr. Mil; han skal vente 24 Timer ved hver Koloni og faar særskilt Løn, hvis han opholdes ud over denne Tid. End videre faar han et bestemt Maal Brød, hvilket dog ligesom den sædvanlige Kaffe nærmest maa regnes

gom et Traktement, medens han selv fører et Stykke Spæk med sig til at leve af paa Rejsen. En anden meget efterspurgt Delikatesse er Tobak, især Skraatobak. Der fortælles om to Kajakmænd, af hvilke kun den ene var

Handel af om denne Lækkerbisken, faaledes at Ejermanden,
efter at han havde brugt den hele Dagen, om Aftenen
betale den med en ny Fangerein.

Med de i det ioregaaende omhandlede Kajakposter er der i Almindelighed jævnlig Brevbefordring langs hele Kysten af Grønland fra Julianehaab indtil Umanak. Paa den samme Strækning kan man faa private Kojakposter afsendte eaa langt, man vil, i det der ved hver ny Koloni eller Tdliggersted lejes nye Kajaker; men i Almindeliglied sendes alle Breve med de iorelaldendende Embeds-Expresser eller med anden Lejlighed.

Om Vinteren stille Forholdene sig anderledes, og der er særlig stor Forskjel paa Samfærdselen i Syd- og i Nordgrønland. I Sydgronland er i Vintertiden saa godt som al Forbindelse standset, og der sendes slet ingen Poster mellem Kolonierne, men vel mellem hver Koloni og de ileste af de til dens Distrikter hørende Udsteder indbyrdes. Vejret er nemlig dér paa denne Aarstid meget ustadigt med idelige Storme og en overordentlig Mængde Sne. Ved de aabne Kyster, hvor det oprørte Hav uldrig fryser til. er Sejladsen yderst farlig i denne Del af Aaret med de korte og morke Dage, og selv imellem Øerne og paa Fjordene ligger Isen saa usikkert, at den ingen Nytte gjør, men kun medfører, at de indre Farvande ikke en Gang kunne passeres med Haade. I Nordgrønland hersker der derimod om Vinteren strængere Kulde og stadigere Vejr, som bringer fast Jslæg, og man har derfor ved Hjælp af Hundeslæder en hurtig Tiden, da Shederejserne begynde, er dog meget forskjellig og rotter sig efter Farvandenes Beskaffenhed, l'aa de indre Farvande i Fgedesminde* Distrikt, paa Sydostbugten ved Kristianshaab og især paa Vmanaks Fjord ligger Isen sikrest og længst, og paa den sidst nævnte Fjord kan man næsten uafbrudt kjore fra November til.luni. Men i Almindelighed er den bedste Forbindelse fra den Tid, daDagvne begynde at længes, til ind i April og Maj Maaneder. Den 50 Mil lange Strækning imellem llpcrnivik og Vmanak bcfares kun én (inng om Aaret af de tidligere omtalte Slædeposter i Februar Maaned. Imellem Umanak og de sydligere Kolonirr i Nordgmnland er der derimod liere (iange hver Vinter Forbindelse med Slædeposter.

Medens der imellem Kolonierne ost for Diskobugten er regelret Forbindelse med Slæder hver Vinter, ligger Godhavn paa Disko mere afsondret paa denne Aarstid, fordi Isen ikke er sikker nok for Rejser til de andre Kolonier, men til enhver Tid kan bryde op. Det kan hænde endog i Februar, at man om Dagen kan kjøre i Slæde og om Aftenen, efter at være kommen hjem, se, kelte Aar har der endoir slet insen kunnet finde Sted.

111. Af de grønlandske Befordringsmidler er Kajaken det netteste, formaalstjenligste og hurtigste Fartøj, der flyder paa Vandet. Den er omtrent '2 Fod bred og omtrent 9 Gange saa lang. og den har kun Plads til én Mand. Da den kun bygges af Pindeværk, der overtrækkes med godt udblødte og udstrammede Skind, er den saa let, at Grønlænderen, naar han gaar i Land, kan tage den med sig ved at bære den under Armen eller paa Hovedet. Aaren er meget kort med to .Blade, som netop naa Vandet. Til en Grønlænders Udstyr, som gaar ud med sin Kajak, hører end videre en Vandskindspels, der slutter aldeles tæt, saa at kun Mandens Ansigt er frit. Kajakens Brug fordrer ikke alene stor Øvelse, men forudsætter en fra Barndommen tilvant Færdighed og Kjendskab til de mange Farer af forskjellig Art, der kunne møde. hed i at ro i Kajak: men derfra er der dog et langt Spring til. hvad en Kajakmand maa være belavet paa. Det gjælder jo ikke blot om at kunne udfore Kajakroningen som Kunststykke, men om at kunne rede sig ud af alle Slags Farer paa Kejserne langs en mennesketom Kyst og i et med Is opfyldt Farvand.

Alene det at komme i og ud af Kajaken, at lande, hvor Drivisen ruller i Brændingen imod Kysten, at bære Kajaken paa Hovedet eller under Armen over den tynde, glatte og nydannede Is, springe med den fra det ene Stykke Drivis til det andet, og saa atter komme i den for at ro over de aal.ne Steder, viser Gronlændernes Dygtighed til at tumle med Kajakerne. Det er dog især paa -lagten, at Farerne mode, og det er en almindelig Færdighed, der kræves af en dygtig Fanger, at kunne ..gaa rundf. d. v. s?, kæntre, vende Bunden af Kajaken i Vejret, medens Mandens Hoved vender lige ned ad, og saa atter at rejse sig paa den anden Side. Da Kajaken anvendes overalt, hvor Havet er aabent. ere Sydgronla'iiderne og Indbyggerne paa de Steder i Nordgrønland, hvor der mest f i.ides aabent Vand. de dygtigste Kajakroere, molens man paa de Steder, hvor Havet er tillagt nu-d Is. altsaa om Vinteren i Nordgronland, almindeligst bruger Hundeslæden.

JlttiMwlcn er ligesom Kajakcn et Vidunder af

simpel og formanlstjenlig Bygning. Over to, benved (j Fod lange, ug (5 Tommer hoje Lægter, som beslaus med Ben eller med Jærn og danne Gængerne, lægges de smalle Tværbrædder, som danne Sædet, medens der bagtil i'pjes to, for neden krumme. -4 Fod lange Træstykker, som dels bruges til Kyglæn og dels til at holde sig i, naar man maa l.obe efter Slæden for at styre den bag fra, De forskjellige Dele blive ikke slaaede sammen med Søm, hvad der ikke vilde kunne liol.ie det mindste paa Kejserne, men surres sammen med tynde, yderst stærke Kemme af Sælhundeskind. hvorved Slæden faar en saadan Bøjelighed, at den kan taalc de mange Stød og den drøje Medfart, den maa lide paa Rejserne.

Remmene ere fæstede med Ringe og Knapper af Ben til Seletøjet for Hundene. Disse løbe frit 4—5 Alen forud, trække hver i sin Kern og styres uden Tømme kun med den 10 Alen lange Pisk. Til at styre dem hjælper end videre Basen, Formanden for Spandet. Den er særlig kjendt med de Tegn og Tilraab. som Grønlænderne bruge, den holder Liv i de andre Hunde., naar Basen foar et Smæk. ser den strax, hvad der er i Vejen, den springer hen, griber Synderen i Nakken og rusker for uforvarende at slaa den; thi saa banker den jeblikkelig hele Flokken igjennem, og inden den har iuaet dette afgjort, kommer man ikke til at kjørc videre. De indfødte Grønlændere kjøre sjælden med ilere end lire eller sex Hunde; men Evropæerne og enkelte blandede Udliggere ere saa store paa det, at de undertiden have tolv. ja ! sexten Stykker for Slæden, naar de komme kjørende.

sig nøje med Affaldet fra Jagten eller selv søge at skaffe sig nogen Føde: thi det eneste, deres Herrer traktere dem med, er Prygl. For nogle Aar siden var der i Nordgrønland 2000 Hunde og 800 Slæder: som et passende Læs for B Hunde regnes 500 Fund. Slædekjørselen sker helst over Havisen, men det er altid Aar for Aar det samme Spor og kunne nøje finde hver lille Ungt og Svingning, hvor andre ikke kunne se det mindste Kjendemærke. Xaar man tager Hensyn iil de A^rejc, ad hvilke man skal kjøre, maa det kaldes en let og hurtig Maade, hvorpaa man ved Hjælp af Hundeslæden kan rejse over de paa store Strækninger übeboede, grønlandske Kyster. Er man godt kjørende og er Vejen jævn, kan man tilbagelægge benved 4 danske Mil i Timen, og selv med de Hindringer, som Kejserne sædvanlig frembyde, kan man gjøre Regning paa en Fart af omtrent l Mil i Timen. Dette er unægtelig en meget god Fart; thi selv i et civiliseret Land vil man jo ikke, naar Kejse« gaar over Skrueis og übanecle Steder, kunne opnaa en saa stor Hurtighed.

Evropæenio lære i Almindcliglietl ret godt at omgaas og at kjøre med Hundene; men man maa undres over den Færdighed, hvormed Grønlænderne forstaa at styre Hundene og Slæden ad Veje, hvor enhver anden vilde have svært ved at komme frem til Fods. Naar Slæden skal ned ad farlige og stejle Skrænter, sætter Grønlænderen Stropper af tykt Tovværk omkring Mederne, Hundene holdes om fornødent bag ved Slæden og forstaa da at holde igjen ved at sætte Benene imod, eller det ene Forben bindes op paa dem, medens Kusken løber bag efter Slæden og af og til hænger sig fast i Opstanderne for at stoppe Farten. Naar Grønlænderen skjønner, at det værste Stykke er overstaaet og at Sneen synes at ligge jævnt ned ad Hesten, sætter han sig atter paa Slæden og lader Hundene løbe til. De fare da hovedkulds ned ad Fjældet med god Jærnbanefart, og denne standser til sidst ved, at de vikle sig ind i Seletøjet og slæbes bag efter Slæden, indtil det hele endelig ruller ned i den dybe Sne ved Foden af Bakken.

lader man Hundene løbe over, en ad Gangen, eller man lader Hundene springe over med slappe llcmino og trækker derpaa rask til, medens Kusken giver Slæden et Stød og med det samme selv sætter over Jlevnen. Kommer man paa tynd og usikker Js, sprede Hundene .sig i Følge et af Kusken givet Tegn saa langt fra hverandre som mulig, Fart hen over Isen, medens denne gynger under Slæden. Ved Strømsteder og over skjør og usikker ]s kjører man gjærne med lange Lugter, dér ere surrede under Gængerne, saa at disse derved forlænges flere Alen. Det er sja-ldent, at der sker Ulykkestilfælde paa disse Slæderejser, langt sjældnere end ved Kajakfarterne. Den lette og hurtige Bevægelse af Hundene og Slæden bevirker, at man ligefrem ikke faar Tid til at falde igjennem. »r en Ilende i Isen alt for bred til at kjøre over, hugger Gronlænderen en stor I slinge ud, og paa denne sejler han saa med sin «Isede over det aabne Vand. (i/cscdr fortæller i sin "Dagbog om to Grønlændere, der befordrede en l'o.stexpivs fra Hunde-Filand til Godhavn, at de kjørte i Slæde med deres Kajaker hos sig for at kunne bruge disse til at sætte

over tie aaLne Huller og Render, der fandtes i den stærkt
brudte Ts paa Diskobugten.

Paa Slæclerejserne er en ..Tok" eller en Stav, i hvilken et 2 Tommer brorit, skarpt Stykke .Tæm er sat, fast, et uundværligt Hjælpemiddel. Den anvendes blandt andet til at prøve Isens Brugbarhed. hvor denne er tvivlsom, i det Grønlænderen da gaar foran Slæden og foler sig Land, hvor der ved Vandets Stigen og Falden langs Strandkanten har dannet sig en Vold af Is paa en halv Snes Fods Hojdc, ,:tokkci- Grønlænderen Huller i denne Jernur, kryber tørst iclv op og hjælper Hesten efter sig.

Grønlændernes tredje Befordringsmiddel, Untiah-n eller Kumlniadni. kan ogsaa hjælpe til at skaffe Efterretninger fra Koloni til Koloni; thi den er uundværlig for Grønlænderne paa deres Kejser til deres Sommer af en gammel Mand. De unge Mænd fplge i Kajakcr og hjælpe imod Strøm og Is, imod pludselige Yiiidsto'd og paa mange andre Maadcr. Derimod vilde en skulde sætte sig i en Konebaad for at styre eller ro. da der ikke hører saa stor Dygtighed dertil som til at ro Kajaken. Det hojeste, han vilde gjoTe,. skulde da gjure det yderst nødvendigt.

Nam- Grpnlænderne om Foraaret i Koncl.aadcn Hytte ud til deres Sommersteder, til Teltlivet og Kensjagten. mødes de fra forskjellige Kolonier paa de samme Teltpladser. og der rorcr sig da her et Liv. som man ikke venter at finde i Grönland. Kn Baad kommer i„d_f ladet med .Fugleæg og Dun. og en anden med Fisk. i en tredje komme et .Par Grpnlænderi'amilier sejlende, omgivne ai' Kajakcr, medens andre Kajaker Iringc fældede Sælhunde ind. .Forskjellen mellem Livet om Vinteren i Jordhytterne og J;ivct om Somme» cu i Teltene, imellem Farerne om A'interen paa Havet og Kensjagten, der ligefrem er „Sport" for Grønlænderne, Sammenkomsten med Folk fra andre Steder, alt dette har stor Indflydelse paa Grønlændernes livlige Sind. Saa ere de rigtig oplagte til at fortælle, og Rygterne om alt det mærkværdige, der er sket ved Kolonierne, kunne paa denne Maade naa fra en Koloni til en anden endog længe før, den derom med Posten afsendte Efterretning naar dertil. Men til egentlig Postforsendelse bruges Konebaaden slet ikke, kun Kajaken eller Hundeslæden. "

I det foregaaendc er der givet en Fremstilling af Manden, hvorpaa der gaar Post til og fra Grönland, og af Maaden. hvorpaa Posten befordres i selve Landet. Postens Komme her til Danmark sker paa en temmelig umærkelig Mande: naar Post embedsmanden on skjdnne Dag i Kjobenhavnsßrevpakker træffer en hel Del Breve, der erc ufrankerede — gronlandske Frimærker findes ikke, da Besorgeisen der oppe sker gratis — men forsynede med et Stempel fia den kg), gronlandske Handel da véd han. at der er kommen Post fra Grönland. — At der vil ske synderlige Ændringer i de gronlandske Postforhold, er der ingen Udsigt til; thi selv om der ogsaa kommer til at gaa flere Skibe fra Evropa til Grönland, er dette kun den ene Side af af ..det gronlandske Postvæsen". Kn hyppigere Forbindelse i selve Gionland er der ikke nogen videre Grund til at antage for mulig: thi man maa jo huske, at Befolkningen i hele Landet ikke udgjor mere end 10.00« l, og en saa ringe Befolkning kan heller ikke gjore Krav paa en større indbyrdes Forbindelse, end den allerede har. Den danske Styrelse har ved Indrettelsen af det grønlandske Postvæsen vist stor Forstand og Omtanke: thi den har brugt de forhaandenværende Hjælpemidler og derved uddanm-t et System, som arbejder sikkert og paalideligt. Den fortjener derfor ogsaa den største l'auskjonnelse derfor, og særlig fra dem. der onske. at det naive, gmnlandsko Folk maa delagtiggjores i de civiliserede Folks Goder.