En Vandring til Lethe. Glemselens Strøm! Faa dødelige er det blevet til Del at drikke af Lethe, og endnu færre at komme over den og atter at vende tilbage til Oververdencn saaledes som Odyssevs og Orfevs. Men hvor mange er der ikke, som gjærne vilde drikke en Slurk af dens Vand for da at kunne sænke de Tilskikkelser, der have skaffet dem Sorger i Livet, eller de Gjerninger, som de selv maatte ønske ugjorte, ned i Glemsel.

Den af Oldtidens Digtere skildrede Lethe findes endnu, og den er kun en Mil fjærnet fra Byen Bengali, der ligger ved Kysten af Barka. Oldtidens Cyrenaika, øst for den store Syrte, og lur 5—60005^—6000 In db., som drive vigtig Handel med Malta. Men. ak! i vore Dage har Lethe fuldstændig tabt sin Kraft, og man kan. drikke af det klare Vand i den underjordiske Bæk uden at glemme alt forbigangent. Skjønt Indbyggerne i Bengasi have hørt Tale om denne, fra Oldtiden saa navnkundige Strøm, gjøre de færreste af dem sig den Ulejlighed at drage derhen. Da jeg 1879 havde udhvilet mig nogle Dage i Bengasi efter mine møjsommelige Vandringer og Rideture, indbød jeg et helt Selskab til at ledsage mig paa en Vandring' til Lethe. Herrer og Damer, Jøder, kristne og Muhamedanere, alle vilde prøve Vandets undergjørende Kraft, og flere af dem syntes næsten at tro derpaa. Hoste, Muldyr og Æsler bleve hidskaffede tilligemed to Karrer og en lille Baad, og vi droge da af Sted tidlig om Morgenen.

Paa Vejen vakte de talrige Levninger af Bygninger fra Grækernes og Romernes Tid, Stengærder. Stenbrud. Søjleskafter, Sarkofager o. s. v. i højeste Grad vor Opmærksomhed. Og just af de mange massive Indhegninger tør man slutte, at der fordum har været en hel anden Plantevæxt i denne Egn, som nu næsten er nøgen. „Vare Hespericlernes Haver her?" spørger den fremmede Vandrer, der næppe nok kan se et Træ eller en Busk; kun histog her titter en enkelt Plante, som bliver gnavet af nogle sultne Faar, frem i Klipperevnerne. Vi droge frem ad, og pludselig aabner en Afgrund sig paa den flade Jord. Den gaar stejlt ned i Jorden, og i Baggrunden ser man en mørk Hule; vi have naaet Underverdenen. Synet er højst imponerende og af saadan Art, at man kunde fristes til at tro, at man stod foran et Værk af Menneske h aand; deter imidlertid Naturen, som har skabt det altsammen. Fugtigheden fra Bækken har fremkaldt et yppigt Grønt omkring Nedgangen; Jordbærtræer Myrter, Figentræer og Johannesbrødtræer trænge sig frem imellem Klippeblokkene, og tæt ved Nedgangen kunde jeg samle en Dusk vellugtende Alpevioler (Cyclamen).

Nu gik det videre! Den ydre Hule indsnævrer sig længere inde ligesom en Tragt, saa at Klippeloftet til sidst kun er nogle faa Alen fjærnet fra Bunden. Vi naa selve Lethe, der ligger rolig og klar foran os; vi stige ind i Baaden, som vi have medbragt, og vi maale med Aarerne, at Vandet er halvanden Alen dybt. Ønsket om at drikke af Lethes Vand bliver almindeligt hos Selskabet; men — af Varsomhed — er man klog nok til at blande lidt Vin i Vandet, inden man drikker det.

Endelig bliver Hulen saa snæver, at vi ikke kunne komme videre. Vore arabiske Ledsagere forsikre os, at Vandet løber langt bort under Jorden, og at det senere kommer op til Overfladen; men hvor ? Derom ere Meningerne delte; det passer imidlertid godt til, hvad der i Oldtiden fortaltes om Lethe. Vi vende om for at komme iil bage fra Underverdenen. Solen skinner saa klart og saa stærkt;

thi, skjønt det er i November, have vi Foraarsvejr. Og nu drage vi hen til Osman Agas Have, der er lige saa mærkelig se m den Hule. vi nys have forladt. Den ligger paa en fuldstændig nøgen og bar Slette, men i en Indsænkning, der overalt er omgiven med stejle Sider. I denne Indsænkning udfolder sig en saa yppig P antevæxt, at den mest levende Fantasi ikke kan udmale sig den skjønnere. Træer med Abildsiner. Granater, Æbler, Pærer, Figner, Mandler, Abrikoser og Ferskener voxe dér og gjøre hverandre Pladsen stridig; Vinranker slynge sig op omkring alle disse Frugttræer, og de højtstræbende Daddelpalmer synes at tilraabe den fremmede: „Husk, du er i Afrika!" Det er vanskeligt at finde tilstrækkelig Plads i denne Have til at lejre sig, saaledes staar der Træ ved Træ; endelig finde vi dog en Plads, vi udbrede vore Tæpper, hente vort Forraad fra Iva'rerne, og vi glæde os over det landlige Maaltid.

Denne Lethe er for Resten ikke den eneste „Glemselens Strøm"; thi ogsaa andre Grækere end Cyrenai'kas paastode at have Lethe. Thessalicrne og Lydierne gjorde saa'edes Krav paa at eje den; men i senere Tider henlagde man almindelig den navnkundige Strøm til det Sted, hvor vi vare. Brødrene Beechey ere de første, som have gjenopdaget den hemmelighedsfulde Strøm, og senere har liarth givet værdifulde Oplysninger om den hele Egn.

Vort glade Maaltid fortsattes til ud paa Eftermiddagen, og først hen imod Aften kom vi a ter til Bengasi. Vi havde vistnok drukket af Lethes Vand, men vi medbragte dog et skjønt Minde fra vor Tur. Man maa kun. ruske, at ..Middelhavets Klenodie, Afroditcs Have", s m Ilomcr kalder Cyrcna'ika, maatte kunne faa en bedre Fremtid og en sa^dan Tilværelse, som Pindar < g Kallimachus saa skjønt have skildret os, at Landet havde paa deres Tid.