Obfloden

Side 113

(Hermed Tavle IX og X.)

Auf e to nordasiatiske Kæmpefloder Ob og Jenisej, der <^> under 73° nordlig Brede udgyde deres Vandmasser i Isliavet, faa Mile fra hinanden, samle i sig Til

løbet fra et Areal, der anslaas til omtr. 104,000 geografiske

Q Mile*), og som strækker sig fra Ural i A7est til hinsides
Bajkalsøen i Øst, rækkende i Syd gjennem 26
Bredegrader, ind over det kinesiske Riges Græudser.

Af dette Areal indtager Obs Flodgebet omtrent de tre Femtedele. Det er et kilefonnet Stykke Land, vendende Spidsen mod Nord og gradevis udvidende sig Syd efter, indtil dets Grundlinje, under omtrent 50° n. 8., naar en Udstrækning af 300 geografiske Mile. Ligesom det overgaar Jenisejs Opland i Størrelse, saaledes endnu mere i Henseende til produktiv Betydning. De Egne, som Jenisej og dens Bifloder gjennemstrømme, ere i Hovedsagen bjærgige, og skjønt de i det sydligere indeslutte mange herlige og frugtbare Strøg, kunne disse dog i Udstrækning og Betydning paa langt nær ikke maale sig med det uhyre vestsibiriske Slettelands frodige Agerjorder og kvægopfyldte Stepper. st hvoraf Jenisejs Flodgebet kun udgjør en ringe Del**), har foruden Jagten paa Pelsdyr og Karavanhandelen over Kjækhta, som er i stærk Tilbagegang, hidtil sin Hovedrigdom i de store Mineralskatte, frem for alt i Guld vaskerierne, der her som overalt i Verden udøve en magisk, uimodstaaelig Tiltrækning, skabe enkelte mægtige Formuer og bringe Hundreder til Bettelstaven. Men heller ikke Vest-Sibirien skorter det paa Mineralier: Ural, der lukker Sletten i Vest, og Altaj mod Øst gjemme Stenkul, Jærn, Bly, Kobber, Sølv, Guld, til Dels i uhyre Masser, og Steppen har uudtømmelige Forraad af Salt.

For Forholdet mellem disse to Flodgebeters produktive Betydning afgiver ogsaa Folkemængden, en oplysende Maalestok. Naar vi for Obgebetets Vedkommende se hört fra de vestligste og østligste Grænsestrækninger og alene holde os til det egentlige Vest-Sibirien, har dette efter de seneste Opgivelser*) en Befolkning af omtr. 3,150,000 3ndb. (1877) eller i Gjennemsnit 53 Indb. for hver geogr. Q Mil. Derimod talte hele Øst-Sibirien (efter seneste Opgivelse af 1870) omtr. 11/«l¹/« Mill. Indbyggere**) elier 8 Indb. for hver Q Mil. Deraf fandtes i Guvernementerne Jenisejsk, Irkutsk og Transbajkalieii, der alle for en Del henhøre til Jenisejs Opland, tilsammen henimod 1,200,000 Indb. eller 16 Indb. pr. Q Mil, medens hele det øvrige Øst-Sibirien (] 14,000 Q Mil) i Gjennemsnit kun besad 3 Indb. paa hver fl Mil.

Hvorledes nu end Forholdene mulig kunne stille sig i Fremtiden, er det ikke Tvivl undergivet, at indtil videre er det Vest-Sibirien, som med sin større Produktrigdom og sin større Folkemængde frembyder de fleste Betingelser for at kunne inddrages som et nyt og betydningsfuldt Led i det store almindelige Verdenssamkvem, og at, som Handelsaare betragtet, er det paa Flodsystemet Ob, at Opmærksomheden i første Linje maa rettes. Dette bestyrkes yderligere ved en Sammenligning af de to Floders Sejlbarhed.

Flodsejladsen paa Jenisej har at kæmpe med ikke uvæsentlige Vanskeligheder. Flodløbets øvre Del indtil Byen Jenisejsk frembyder Steder rned meget stærk Strøm (Hastigheden er indtil 3 Mil i Timen). Denne Strækning egner sig derfor kun til Flaadning ned efter, men ikke til Sejlads; i al Fald de hidtidige Floddampere have forgj æ ves forsøgt paa at naa op endog blot til Krasnojarsk. Fra Jenisejsk ned efter er Floden vel sejlbar; men for atter Halvdelen af denne Strækning, indtil Byen Turukhansk, der allerede ligger nær ved Polarkredsen, vanskeliggjøres fremdeles Sejladsen ved en stærk Strøm og ved et af Klipper opfyldt Løb. Først neden for Turukhansk forsvinde Klipperne, og Strømmen bliver mindre rivende. — Heller ikke i Mundingen ere Forholdene gunstige. Ved Goltschikha (71° 40' n. B.) gjør Floden et Knæk i N. V. og aabner sig tragtformet umiddelbart ud i Ishavet, udsat for en Søgang, i hvilken Flodfartøjerne ikke tør vove sig ud. Paa den anden Side synes det at være vanskeligt at finde noget Sted, hvortil Sødamperne, ad et Virvar af stærkt krummede Løb, mellem talløse Sand

*) Petermanns Mittheilungen, alter Bd. 1875. S. 470. Prof. Xordenskiöld angiver Arealets Størrelse til henved 112,000 n 31- (Vegas Rejse omkring Asia og Evropa. Kristiania 1881. S. 357.)

**) St. Petersburger Kalender f. 1881 (russisk Udgave S. 117) ansætter Øst-Sibiriens hele Areal til omtr. 186,500 [j Mile; Jenisejs Oplaad er orntr. éu,ooo D Mile.

*) ApAecT,-KaAeH,vipb 3ana,j,HOH CwOHpH nå 1879 r<M'b. OJICKT»

**) St. Petersb. Kai. 1. c.

Side 114

banker, med Tryghed kunne gaa op. — Paa Jeniecj findes (1878) 5 Floddampere (4 af Træ byggede i Jeniscjsk, l af Jærn, indført fm Evropa) med 20 —GO Hestes Kraft. De benyttes udelukkende til fra Jcuisejsk at føre Varer ned til Fiskerpladserne langs Flodens nedre Løb og derfra atter at tage de med Fangsten ladede Fartøjer tilbage. De til Damperne hørende „ Barger" lade tilsammen omtr. 40,000 Pud*).

I Modsætning hertil findes der (1880) paa de vestsibiriske Floder henimod 40 Dampskibe, hvoraf de to Tredjedele have 60 — 120 Hestes Kraft, samt mere end 50 Barger, hvoriblandt 5 .lærnbarger, særlig indrettede til Arrestanttransport. Det langt overvejende Antal af Bargerne lade fra 20 til 50,000 Pud hver, altsaa tilsammen vel mindst 11/2l¹/₂ Mill. Pud. Dette Transportmateriel, der hele Sejladsperioden igjennem har rigelig Sysselsa'ttelse, og som fra Aar til Aar forøges, godtgjør tilstrækkelig, i hvor høj (i iad Trafikken paa Obs Flodsystem i Omfang overgaar Flodsejladsen paa Jonisej. Dette finder sin naturlige Forklaring ikke blot i Vest-Sibiriens større Produktrigdom og større almindelige Udvikling, men ogsaa i Flodsystemets geografiske Karakter, der gjør det til et selvskrevet Forbindelsesled mellem Evropa og Øst-Sibiricn, og ikke mindst i selve Flodløbenes, for Sejlads saa særdeles gunstige Egenskaber.

Allerede ved Bijsk bliver Ob sejlbar. Trtysch er sejlbar indtil Semipalatinsk; General-Guvernør Kaxnakof er med Damperen Klmtxchlscliof (GO Hestes Kraft, 21/22¹/2 Fods Dybgaaende) endog gaaet op i Søen Zajsan-nor og vilde, hvis ikke A årstiden allerede havde været for langt fremrykket, sandsynligvis kunne være naaet endnu videre ad Sorte Trtysch ind over den kinesiske Grænse. Af Bifloderne besejles Tom indtil Tomsk; ad Tsclmlym gaa Damperne i Foraaret til Berljusy og Atschinsk; ad Tobol kan uaas Kurgan; ad Tura og Nitsa besøge de Irbit. I Jrtysch oven for Semipalatinsk findes Klipper, og Tschulym, der ligeledes for en Del gjennemstrømmer bjærgige Egne, beskrives som klippefukl og „lig en Naalepude, strultende af Træstammer". Men i øvrigt frembyde .Flodløbene op til alle de nævnte Punkter en blød, fint slemmet Bund af Sand, Ler og Mærgel, hvori næppe nok en Sten kan findes. Sejladsen paa disse Floder i den Tid, hvori de ikke ere lukkede af Frosten, betinges udelukkende af Vandstandens Højde, der om Foraaret ved Tøbruddet hæver sig meget stærkt for derefter atter Sommeren igjennem at falde til sit laveste Niveau i Efteraaret. Dog kan man i hele Sejladsperioden med 7 Fods Dybgaaende gaa op ad Irtysch til Tara og ad Oh til i Nærheden af Torns Munding*). Strømhastigheden foraarsager ingen Vanskeligheder, en naturlig Følge af Slettens overordentlig svage, næsten umærkelige Fald mod Nord. Barnaul angives saaledes at ligge omtr. 410 Fod over Havet, og Obs Strømlængde herfra til Mundingen**) kan anslaas til 3100 Verst (440 geogr. M.) Fra Scmipalatinsk (ca. 730 Fod over Havet) andrager Flodlængden til Mundingen vol 3700 Verst (530 geogr. M.). Middelfaldet fra Barnaul eller Semipalatinsk til Mundingen udgjør altsaa mindre end henholdsvis l eller l1l¹ /-i Fod pr. Mil. En Følge af dette Flodernes b vage Fald, af den uhyre Vandmasse, de føre, og af den overordentlig bløde Beskaffenhed af det Terrain, de gjennemstrømme, er Lejernes ma^gtigc Brede og den uhyre Forgrening, der navnlig karakteriserer Oh. En ikke mindre karakteristisk og stærkt paafaldende Ejendommelighed er den, at den højre Bred overalt er brat og stejl afskaaren til en Højde, der i det nordlige naarl.oo —200 Fod, medens den venstre Bred er lav og som oftest skraaner jaivnt ned gjennem et fladt og sidt Forland. Flodlejet stræber uafladelig at skære sig bestandig længere ud paa højre Haand, medens der paa venstre fremkommer stadig nye Alluvialdanuelser. Dette Fænomen, som det er overflødigt at sige, har sin Forklaring i Jordens Axedrejning, træder saa skarpt frem her paa Grund af Flodernes gjennemgaaende stærkt markerede syd-nordlige lietning og paa Grund af det eftergivende Jordsmon, der villig former sig efter Strømmens Tilbøjelighed. I øvrigt er det et Fænomen, som af tilsvarende Aarsager ogsaa er meget iøjnefaldende for A^olgas Vedkommende.

Under normale Forhold begynde Flodløbene paa de sejlbare Strækninger at bryde op i Slutningen af April, saa at Ob og Irtyseh paa hele Strækningen indtil Sammenløbet ved Samarovo ere aabnede for Sejladsen senest i Slutningen af Maj. Sejladsen paa de tidligst aabnede Strækninger tager strax sin Begyndelse; mender kan altsaa hengaa en hel Maaned, inden Linjen Tjumen overalt er farbar. I Almindelighed ere Floderne

*) Jvfr. Rapport af (Jollegie-Registrator Ellerz, der i 1878 udsendtes af den russiske Regering til Jenisej: O Topr -tifaivi, cHoiiieiiiflx'i, Cn6npn Mopi-umrj, ny r em, ti. imocrpaiiiibiMH inprajiH. G. HcM'pGjpn,. 1879. S. 53, 55—56,01—64. — Samme Piece indeholder Kapport af Kaptajn i Toldgendarmeriet Nikitin, der samtidig blev udsendt til Undersøgelse af Ob og dens Munding.

*) Om Detailler vedrørende Flodsejladsen jvfr. iøvrigt: C. Hage og H. Tegner: Om Betingelserne for Handelssamkvem med det vestlige Sibirien.

**) Derved forstaar jeg Obbugtens Sydende, hvilken utvivlsomt ligger noget højere end Ishavets Niveau, hvorved Faldet altsaa i Virkeligheden bliver endnu lidt svagere.

Side 115

i det væsentlige atter fuldstændig lukkede t Begyndelsen af November; dog kan Tilfrysningen paa de vigtigste Punkter finde Sted allerede i Slutningen af Oktober, og Sejladsen tør derfor i Reglen ikke fortsættes længere end til Midten af Oktober. Den vedføjede kartografiske Oversigt giver Oplysning om Tidspunkterne for de vestsibiriske Floders Opbrud og Tilfrysning paa forskjellige Steder *).

Med Hensyn til Flodernes Strømlængde foreligger der fra forskjellige Kilder temmelig afvigende Angivelser. For Strækningen fra Tjumen til Tomsk har Dampskibsrederen Ignatof i Tjumcii ved sine Kaptajner ladet optage et Kaart, som vistnok tør anses for det paalideligste, der hidtil foreligger. Derefter**) udgjør Afstanden fra Tjumen til Tomsk omtr. 2200 Verst (efter andre Kilder 2500—2600 Verst). De to Hovedfloders Længder kunne tilnærmelsesvis angives saaledes:

Ob: fra Bijsk til Toms Munding omtr. 900 Verst ***)
Toms Munding til Sammenløbet
med Irtysch . . omtr. 1200 „
— 2100 V.
Irtysch: fra Semipalatinsk til Omsk o. 1000 Verst
- 'Omsk-Tobolsk. . . . „ 1000 „
- Tobolsk til Sammenløbet
med Ob 530 „
_ 9son V
uoou v.
Fra Obs og Irtysch's Sammenløb—
Obdorsk „ 900 Verst
fra Obdorsk—Piijkova (i Deltaets
Begyndelse) „ 165 „
Pujkova—Nadym „ 135 „
- 1200 V.
(fra Pujkova—Jamb-Salé omtr. 115 V.)

Den hele Afstand fra Bijsk eller Semipalatinsk til
Obbugten skulde saaledes udgjøre henholdsvis omtrent
3300 og 3700 Verst eller omtr. 470 og 530 geogr. Mil f).
Hertil komme endnu 90 Mile for ad Obbugten at naa til
Ishavet.

Dette vidtforgrenede Flodsystem, der altsaa fra Havet af i sejlbare Strækninger paa 600 Mile bugter sig ind i et af Naturen vel udstyret Land, vilde forlængst have tjent til at skabe en omfattende Trafik med Yderverdenen og derigjennem en rig Produktion i de Egne, det gjennemstrømmer, hvis det ikke havde været for Karakteren af det Hav, hvori det udmunder. Imidlertid har den sidste halve Snes Aars Erfaringer i meget væsentlig Grad ændret den hidtil almindelige Opfattelse af det kariske Havs Natur: det Ry for fuldstændig Utilgængelighed og Usejlbarhed, som det gjennem Aarhundreder har nydt, har veget Pladsen for Anskuelser, der til Gjengjæld undertiden se noget for sangvinsk paa dets gode Egenskaber. Men om end endnu langt fra sikkert, forekommer det i hvert Fald ikke usandsynligt, at det gjennem fortsatte Forsøg og stadig udvidede Erfaringer vil kunne lykkes vor Tids Hjælpemidler at besejre Hindringerne for en regelmæssig aarlig Søsejlads til de store vestsibiriske Flodmundinger. Om denne Trafik foreløbig kan ventes at ville tago et saadant Opsving, at den kan udøve nogen væsentlig Indflydelse paa Udviklingen af Sibiriens produktive Kræfter, er et Spørgsmaal, som ikke her skal beskæftige os. Selv om det i Begyndelsen gik nok saa langsomt, vilde man dog ikke glemme, at Menneskehedens Liv erlangt, og at et enkelt Slægtled ikke formaar at udrette alt.

„Al virkelig Vanskelighed samler sig i det kariske Hav." Kun dér er der Tale om Naturhindringer af saaclan Art, at menneskelige Kræfter kunne standse afmægtige over for dem. Er det kariske Havs Modstand brudt, da staa i øvrigt kun saadanne Vanskeligheder tilbage, som hundrede Gange forhen, ere blevne overvundne, og som ved Snille og Penge fremdeles ville lade sig overvinde.

Om det vestsibiriske Flodsystems Skikkethed til Sejlads bærer den allerede existerende indre Trafik for saa vidt tilstrækkelig Vidne. Men for en Forbindelse ad Søvejen kommer hertil end videre det særlige Spørgsmaal om Mundingens Beskaffenhed. De Vanskeligheder, som en Flodmundings Sandbanker og Barrer kunne forvolde Skibsfarten, ere tilvisse af dem, der lade sig overvinde. Men i hvert Fald kræve de et omhyggeligt Kjendskab og Anvendelsen af Midler, der ere nøje afpassede efter Forholdene. I den Henseende er der for Obs Vedkommende særdeles meget at udrette. De nuværende Flodfartøjer, der i det hele paa tilfredsstillende Maade fyldestgjøre Trafikkens Krav i Flodløbenes øvre Strækninger, egne sig ikke til at løse de Opgaver, som stilles i Mundingen; og de hidtil foretagne Undersøgelser og Opmaalinger af Farvandene der nede ere meget ufuldstændige.

*) Uisse Oplysninger ere indhentede og sammenstillede af Ur. Kollegieraad A. P. Krusserof i Omsk; nogle Bettelser har jeg foretaget i Henhold til Angivelser af Sekretæren i „Guvernementet Tobolsks Statistiske Komité" Hr. K. M. Golodnikof.

**) Kaartets Text: 3000 Bepcrj, HD ptKa.irj, 3an<unoH CHÖHJJH. O'iepKH H aaji-feTKH &c. A. HaiiAoua. TW.HOIII,. 1878.

***) I Følge Udmaaling foretagen paa Oberst F. Mejcn's Topografiske Kaart over Altaj-Distriktet. 2ii Blade i /420300 i). *^'J4.

+) Fra anden Side angives følgende Længder: fra Torns Munding — Sammenløbet med Irtysch o. 1500 V. - Semipalatinsk^—Omsk „ 1160 V. - Omsk—Tobolsk „ 1080 V. >

Side 116

For om mulig at yde noget Bidrag til Kundskaben om hine til Dels næsten ukjendte Egne, besluttede jeg i afvigte Sommer at udstrække til Mundingen af Ob den Undersøgelsesrejse i Vest-Sibirien, som jeg i Forening med min Ven H. Tegner havde overtaget at udføre. Særlig satte jeg mig til Opgave, saa vidt Omstændighederne og de yderst primitive Forbindelsesmidler, der staa til Raadighed, maatte tillade det, at trænge frem langs Sydkysten af Jalmal, en Egn, hvorom hidtil enhver Underretning savnedes, og afsat paa de Kaart, der findes, som et aabcnt, ukjendt Hav. Resultatet af do lagttagelser, der gjordes paa denne Tur ad hele den nedre Ob og atter tilbage, skulle herved meddeles.

Den 30te Juli gik jeg i Tobolsk ,0111 Bord i Damperen
P. Koscigovsldj for at tiltræde Hejsen ned ad
Floden.

Med Tegner hvis Tid ikke tillod ham en længere Fraværelse fra Evropa, og som derfor fra Tobolsk vendte hjem ad, havde jeg for et Par Dage siden taget Afsked. Til at ledsage mig som Tjener og russisk Tolk var det efter en Del Søgen lykkedes mig at finde en Tysker fra Riga, Adolph Drontheim, en yngre Mand, i sin Tid deporteret for et Slagsmaal med en Politibetjent og nu ernærende sig i Tobolsk som Tømmermand. Jeg havde kun Grund til at være tilfreds med dette Valg; thi han viste sig som en fuldt paalidelig og ærlig Mand, og da han flere Gange tidligere i Tobolsker-Kjøbmænds Tjeneste havde været i det nordlige, havde opholdt sig om Vinteren i Mushi og besøgt Obdorsk, kom ogsaa hans Kjendskab til disse Egne til god Nytte. Men jeg var desuden saa heldig uventet at finde Rejseselskab. Jeg havde gjort Bekjendskab med Hr. Paul Tacchella, en Franskmand, der efter at have fuldendt sine Studier ved Universitetet i Genéve, havde opholdt sig elleve Aar i Rusland og nu var ansat som Lærer ved den lærde Skole i Tobolsk. Aftenen før min Afrejse fik han Lyst til at gjøre Turen med, og paa telegrafisk Anmodning om Orlov til General-Guvernør Kaznakof i Omsk indløb der næste Morgen Rejsetilladelse, et fornyet Vidnesbyrd om den utrættelige Velvilje, hvormed Hans Excellence stod os bi paa vor Rejse i det ham underlagte Land. Det hører ikke til det almindelige, at et improviseret Rejseselskab falder saa tilfredsstillende ud, som her var Tilfældet; under den to Maaneder lange, ensformige og anstrængende Excursion havde jeg rig Anledning til at ønske mig til Lykke ved at have fundet en saa livfuld, underholdende og med russiske Forhold i det hele saa fortrolig Rejsefælle.

Kosagovskij tilhører Rederiet Ignatof og Kurbatof

i Tjurnen, hvis Passagerdampere fra Foraaar til Efteraar vedligeholde en regelmæssig ugenlig Forbindelse i begge Retninger mellem Tjumen og Tomsk. Disse Dampbaade ere udstyrede vel ikke elegant, men dog med upaaklagelig Bekvemmelighed og i det hele indrettede paa lignende Maade som de almindelige Passagerskibe paa Volga. Af den flinke Maskinmester, Wardropper, en Englænder af Fødsel, erholdt jeg en Mængde Oplysninger om Flodsejladsen. Paa Slæb fører Damperen et mørkt, uhyggeligt Fartøj, en mægtig Barge, halvtredje hundrede Fod lang; Midtrummet af det ovcrbyggede Dæk er lukket med Gitterværk; bag det stirre ud, stuvede op ad hinanden, blege Skikkelser, iførte en ensfarvet graa Dragt, klirrende med Lænker; bag Gitteret ved Siden mylrer et Virvar af Kvinder og Børn; vagthavende Soldater bevæge sig langsomt op og ned. Det er de forvistes Fartøj. Sommerhalvaarot igjenuem kommer der Vest fra over Jekaterinburg daglig 100_—120 Fanger for at samles i det store Fængsel i Tjumen, i alt en 20,000 deporterede aarlig. Størsteparten af dem sendes videre Øster efter; hver Ugedag indtager en Arrestantbarge sin Ladning af 6— 700 Fanger for i Dampbaadens Kjølvand at følge til Tomsk.

Strækningen fra Tobolsk ned ad Irtysch indtil Samarovo nær ved Sammenløbet med Ob, hvor vi skilles fra Damperen, udgjør omtrent 500 Verst, som tilbagelægges i 11/»l¹/» Døgn. Som Helhed frembyder Floden paa denne Vej et stort Skovbillede, mindre mørkt og mægtigt end Ob og mindre übeboet, men lige saa ensformigt og fattigt paa Afvexling. Vandet er gulligt, lerfarvet; det stærkt bugtede Løb afsætter talrige smalle Sidearme, der indfatte lave Øer, tæt bevoxede med Pil og Birk. Hovedløbet, som med den nuværende høje Vandstand har en Brede af 1500—2000 Fod, og hvis Strømhastighed angives til 3—43^—4 Verst i Timen, flyder nærmest den højre Bred. Denne Bred er en stejl Skrænt af indtil et Par hundrede Fods Højde, der bærer endeløse Skove af Birk, Poppel og mørke Naaletræer; efterhaanden mod Nord blive disse sidste de fremherskende. Hyppigst falder denne Skrænt brat ned i Floden som en nøgen Brink af gulagtig Sand og Ler, kantet for oven med en Bræmme af Muldjord; udskaarne af Strømmen ligge uhyre Masser nedstyrtede med deres Trævæxt. Paa lange Strækninger have Skovbrande hærget; sorte forkullede Stammer række deres nøgne Arme op fra den øde Grund. Undertiden ere disse Skovbrande saa voldsomme, at Røgen, der bæres af Vinden lige til Ural, lægger sig som en Taage over Floden og afbryder Sejladsen. Hist og her sænker Brinken sig ned til en Lavning, eller der aabner sig en grøn, græsklædt Lysning, hvor en russisk eller tatarisk

Side 117

Landsby har søgt Plads. Dette Land er Tatarernes fordums Eje, og de bebo endnu i Sibirien et smalt Bælte, der fra Egnen ved Tobolsk strækker sig mod Øst over Tomsk henimod Krasnojarsk. Deres Landsbyer kjendes paa det lille Spir med Halvmaanen, der pryder de uanselige graa Træmoskeer, en Modsætning til de iøjnefaldende hvide russiske Kirker med de grønne Tage og Kupler. Beboerne langs Floden leve fornemlig af Fiskeri, Kvæghold og Agerbrug. Agerbruget bliver imidlertid vanskeligere og vanskeligere, alt som man kommer ned ad Floden, og allerede et Stykke oven for Samarovo, mellem 60°~ 61° n. 8., ophører det fuldstændig. Landsbyerne gjøre i det hele intet fattigt Indtryk, men frembyde det samme Billede af Uorden og Søleri, der naar sin mest grænseløse Udvikling i Mellemsibiriens frodige Jordbælte. Af alle russiske Landsbyer har jeg overhovedet ikke set nogen, der i Henseende til Renlighed, Orden og Hygge kan maale sig med enkelte af dem, der findes i Landets nordligste Strøg, fra Samarovo og ned efter.

Hen imod Midnat den 31te Juli nærme vi os Slutningen af Irtysch. Floden har her for Tiden en Brede af 3000 Fod. Den sidste Pynt af den højre Bred, der nu overskæres af Obs mægtige Leje, springer som et skarpt isoleret Forbjærg frem i de lave Omgivelser. Damperen svinger ind og lægger bi ved Samarovos Anlægsplads (Pristun), et primitivt Bolværk med nogle Træskure. Her tage vi Afsked med Guvernøren fra Tobolsk, Vladimir Andrejevitsch Lysogorskij, der rejser videre paa en Inspektionsrejse til Surgut; han har forsynet mig med Skrivelser til sine undergivne i det nordlige og beordret en Politiembedsmand i Land til at ordne det fornødne ved min Afrejse. En høj, prægtig Bondeskikkelse med smukke, regelmæssige Træk og langt mørkt Haar og Skjæg kommer om Bord; det er Kjøbmanden Semzof fra Samarovo, en Mand, om hvis store Tjenstvillighed alle evropæiske rejsende, der i de senere Aar have besøgt den nedre Ob, kappes om at bære Vidnesbyrd, og hvem ogsaa jeg er bleven megen Tak skyldig. Saa snart Damperen endelig er af Sted, stige vi i en af de lange, smalle, spidse Fiskerbaade og ro en halv Fjerdingvej længere tilbage op ad Floden til Landsbyen. Vi ere komne mod Nord; Himlen lysner dæmrende graa: Maanen, sløret bag lette Skyer, kaster et sølvhvidt Skjæ^ ned gjennem de stolte Skove af Ceder og Gran, der strække sig op ad den høje Skrænt og krone dens Isse; en frisk Vind vifter gjennem Natten ned over Floden, bærende en balsamisk Duft fra Skovenes Skjød. Vandstanden er meget høj, en Del af Landsbyen er oversvømmet. Vi lande helt oppe mellem Husene i et fælt Uføre; langt ud paa Morgenen komme vi endelig til Ro i Semzofs Bolig, et to Etages Træhus, net og hyggeligt som en Schweizerchålet.

Samarovo (omtr. 61° n. B.) er en russisk Landsby af anselig Størrelse, tællende 170 Huse med 700 Indbyggere. Den ligger ret malerisk nær ved Flodbredden paa en fugtig Lavning, ved Foden af skovbevoxede Skrænter af et Par hundrede Fods Højde. Husene ere uordentlig spredte, Hovedvejene mellem dem belagte med en Had Planker, der tjene til Gangsti. En anselig Kirke rager op over Byen; nogle større Huse med grønne Tage antyde velstaaende Beboere; Masser af Høstakke, tækkede med Rør, staa i Vandkanten. Alt Agerbrug er her ophørt; der findes kun Smaahaver, beplantede med Kartofler, Gulerødder, Roer og enkelte andre Køkkenurter. Derimod er der rig Høslæt i Flodlejets vidtstrakte Enge, og Kvæg holdes i Forhold. Hestene ere for Tiden drevne ud paa Græs; thi der er ingen Kjørevej hertil om Sommeren, og først om Efteraaret, naar Floden lægger til, bliver der Brug for dem til Transport. Hovederhvervet er Fiskeri; herfra Nord efter er det Beboernes vigtigste Rigdomskilde, og mere end én Bonde baade her og Nord paa har derved vundet sig anselige Formuer. Idag, den Iste Avgust er en Søndag, og den fejres af Beboerne ved aarle at kigge dybt i Brændevinsglasset; fra Morgenstunden af lyde drukne Stemmer uden for Vinduet, og da jeg ved Middagstid spadserer gjennem Byen, spejder jeg forgjæves efter en Mandsperson, som ikko dingler. Vejret er sommerligt og varmt, 21° C. i Skyggen.

Den høje Flodbred, — hvorfra der er et vidtstrakt Skue udover et uhyre Lavland i Vest, endeløse Engdrag besaaede med Masser af Trægrupper og Buske, der rage halvt eller helt op af Vandet, — falder ned i stejle Skraaninger gjennemskaaren af dybe Slugter. Den er bevoxet med smukke Skove, hvis Trævæxt bestaar af: fire Arter Fyr og Gran, — Pinus silvestris L. (russ. Sosna), Pinus Centra L. („Sibirisk Ceder"), Abies Pichta Forb. (russ. Pikhta), Picea obovata Led. (russ. Jel), — Sibirisk Lærk (Larix sibirica Led. russ. lAstvennitsa), Birk (russ. Berjoza) og Bævreasp (russ. Asina). Hist og her ned ad Skraaningerne forekommer El (russ. Olkha) og Røn (russ. Bäbina). Al Skov herfra Nord efter bevarer en lignende Karakter og dannes udelukkende af disse samme Arter; snart ere Løvtræerne, snart Naaletræerne mere fremherskende. Men Lærken, som i Begyndelsen er rent underordnet, begynder nord for Berjozov at indtage en bestandig mere fremtrædende Plads, indtil den ved Obdorsk staar tilbage som det eneste egentlige Skovtræ herfra videre imod Nord og Øst. Overalt hvor Cederen voxer, er Indsamlingen af dens Frugter en ikke uvæsentlig Indtægtskilde.

Side 118

Guvernementet Tobolsk, der indtager hen imod den nordlige
Hcalvdel af hele Vest-Sibiriens Areal (omtr. 1.275,000

Q Verst = omtr. 26,400 geogr. Q Mil) med mere end en Tredjedel af dets Befolkning (omtr. 1.200,000 Indbyggere), er i administrativ Henseende inddelt i 10 Kredsstæder og 10 tilsvarende Kredse (Okrug). Den nordligste af disse Kredse, Berjozovs, begynder ved Sammenløbet af Ob og Irtysch og strækker sig derfra til Ishavet. Den udgjør mere end Halvdelen af hele Guvernementet (omtr. 700,000 Q Verst = omtr. 14,500 Q Mi]) jned en Befolkning af omtr. 28,000 Indbyggere eller 2 Indb. paa hver Kv. Mil. Men den overvejende Del af denne Befolkning er koncentret i Nærheden af Obs Flodleje, og uhyre Strækninger i detlndre saavel som i det Nordligste kunne betragtes som aldeles eller næsten übeboede. Det hele Okrug staar under en Isprdvnik, der bor i Kredsstaden Berjozov (omtr. 1800 Indb.); det underinddeles i to Politidistrikter (UtschåstoJc), Kondinsk og Obdorsk, med henholdsvis omtr. 11,600 og 14,600 Indb., hvert under en Zcisjcdåtd. Af den samlede Befolkning angives c. 24,000 at være „nomadiserende og omflakkende fremmede Stammer" (Ostjaker, Samojeder, Syrjæner); Resten er Russer.*)

Igjennem hele dette vidtstrakte Land, hvis Indre er dækket af øde Skove og Sumpe, gives der ingen anden Forbindelsesvej end ad Floden: om Sommeren i Baad, om Vinteren i Slæde, der i det sydligere trækkes af Heste, i det nordligere af Rensdyr eller sjæklen af Hunde. Fra Samarovo til Obdorsk er der indrettet et Befordringssystem for Post og Passagerer efter lignende Regler som dem, der gjælde til Lands i det øvrige Vest-Sibirien. De Landsbyer og Jurter (russiske og ostjakiske) , der findes langs Floden, udgjøre saa og saamange Stationer, hvis Indbyggere ere pligtige at stille det fornødne Romandskab (om Vinteren Heste eller Rensdyr og Slæder) til næste Station. Betalingen for 4 Rorkarle er den samme som for et Trcspand (Trojka) for en Tarantas paa Landjorden, 41/24¹/2 Kopek pr. Verst; Rorgængeren i Baaden ligesom Kudsken paa Vognen gaar gratis med i Kjøbet. Mandskabet benævnes Jamtscliilc (Postkudske), og de fleste russiske Landsbyer langs Floden skyide deres Oprindelse til Jämtschik-Stationer, anlagte for Forbindelsens Skyld. Til Berjozov gaar der Post om Vinteren hver Uge, om Sommeren hver fjortende Dag ; fra Berjozov til Obdorsk er Postgangen uregelmæssigere. Strængt taget, findes der en dobbelt Organisation: den „kejserlige" Postlinje, der bestaar af færre og længere Stationer, besørger Postbaaden, medens „Landposten" (Zemskajci potscJlta), en kommunal Organisation af flere og kortere Stationer, er forpligtet til Befordring af Embedsmændene; private rejsende befordres overhovedet kun, naar de ere forsynede med en særlig Befaling fra de paagjæklende Avtoriteter. Men i det hele gaar det ikke synderlig formelt til; man hverver Folk saa temmelig, hvor man kan faa dem; hvis Mændene ikke gide eller ere fraværende paa Fiskeri eller Høslæt, maa Fruentimmerne ro; og med gode Drikkepenge tager det samme Mandskab to eller tre Stationer paa Samvittigheden.

Det Fartøj, der almindelig benyttes til Befordring saavel af Personer som af mindre Vare forsendelser, er en Baad (Lodh'Cl) af ret ejendommelig Konstruktion. En saadan Baad (KajnJc, lukket Loclka), splinterny, var Scmzof saa elskværdig at stille til min Raadighed uden endog at ville modtage nogen Betaling derfor; kun bemærkede han, for det Tilfælde at den skulde forlise, at den havde kostet 90 Rubler at bygge. Det var et fladbundet Fartøj af 44 Fods Længde, ikke uden Lighed med en Gondol. Midten af Baaden i en Længde af 17 Fod er overbygget med et til Siderne afrundet Tag; udenom langs Rælingen løber et smalt Brædt, ad hvilket man kan passere mellem For- og Agterdel. — I Fordelen, der er 19 Fod lang, er anbragt 3 Rorbænke; Stævnen løber noget til Vejrs og ud i en lang Spids, hvis smalle Ende er lukket og danner et lille Pakrum. Aarerne ere korte, gjennemborede med et Hul eller forsynede med en Øsken, der sættes ned over Aaretollen. — Den agterste Del er 8 Fod lang og ender, bredt afskaaren, i en Platform, hvor Rorgængeren staar, og hvor vi finde Plads til et lille Ildsted. — Den overbyggede Midterdel deles ved en Skillevæg i to lige store Halvdele , hver 8—98^—9 Fod lang, indtil 7 Fod bred og 41/24^l/2 Fod høj. I det forreste af disse Rum opslaa Tacchella og jeg vor Bolig; af Brædder dannes en lav Brix, hvorpaa vi anbringe vore Madratser og Tæpper, og som tjener til Seng og Sofa. Om at kunne staa oprejst er der naturligvis ikke Tale. Lys falder ind gjennem et lille Glughul fortil og gjennem den lave Dør, der staar aaben, naar blot Vejret og Myggene tillade det. Umiddelbart uden for Døren sidde Rorkarlene, saa at man for at aabne og lukke maa holde inde med at ro. I det bageste Rum anbringes Drontheim med samt Proviant og Køkkenredskaber, der er medbragt fra Tobolsk. Uheldigvis havde vi anslaaet baade Mundenes Antal og Tidens Længde for lavt, saa den meste Proviant slap op allerede paa Halvvejen; kun Te og Sukker, disse under al Rejse i Rusland øverste Livsfornødenheder, holdt ud til Enden.

*) Disse Oplysninger ere tagne dels af de berjo/uvske Avtoriteters statistiske Redegjørelse for 187'J, dels af en omfattende Skildring af Guverncmentet Tobolsk, som er udarbejdet (1880) af Hr. K M. Golodnikof i Anledning af Sibiriens SOOaarige Jubelfest, og hvoraf han forekommende har overladt mig en Afskrift.

Side 119

Baaden bærer en Mast, der paa en Tværstang kan føre et Sejl, anbragt paa samme Maacle, som ses paa de almindelige Afbildninger af vore Forfædres Vikingeskibe; det lader sig kun benytte i de sjældne Tilfælde, at Vinden er ret agter ind. Den hele Skude med fuld Besætning og Last ligger l/2 Fod dybt. Dens Sødygtigbed forøges ikke derved, at den bar den haardnakkede Vane ved den mindste Bølgegang at stikke Horet helt op over Vandet. løvrigt ser den med sin grønne og livide Maling pyntelig ud, og da den trods alle Mangler trofast førte os gjennem mere end én drøj Tørn. skiltes vi til sidst med nogen Vemod fra den som fra en gammel Ven.

I denne Lodka tilbagelagde vi en Strækning af 2,600 Verst (375 Mile). Saalænge Sommervejret holdt sig, og en vis sømandsmæssig Orden om Bord lod sig hævde, var denne Rejsemaade ikke blot tiltalende ved sin Originalitet, men ogsaa ganske behagelig til Trods for det ulidelige Spektakel, der ufravigelig ledsagede Vexl ingen af Mandskab hver anden'" Time baade Nat og Dag. Senere derimod, naar Vejret slog om til bidende Kulde, naar Regn eller Sne sivede ind gjennem hver Sprække, naar et forstærket Mandskab, de nødvendige Tolke o. s. v. bragte Besætningen op til 12 —14 Mand, der maatte stuves hulter til bulter, naar ingen Ild lod sig tænde, alt flød mellem hinanden, og vi med Vind og Strøm imod maatte ligge paa Pletten Timer og Dage igjennem, saa ophørte det at være i egentlig Forstand en Lysttur.

Om Eftermiddagen den Iste Avgust vare vi klar til Afsejling fra Samarovo og stode ned ad Floden. Afstanden herfra til Berjozov angives til 500 — 550 Verst, fordelt paa 27 Stationer af 15_—35 Versts Længde. Vi tilbagelagde denne Strækning i den forholdsvis korte Tid af 31/'->3^l/'-> Døgn, altsaa 6—7 Verst i Timen, Ophold indbefattet. Snart neden for Samarovo flyder Irtysch sammen med Ob. De to forenede Strømme udgjøre et kæmpemæssigt Vanddrag, et mægtigt, imposant, men yderst ensformigt Billede, ofte som en stor Indsø, hvis Vande række lige til Horisonten. Hovedløbet flyder stadig til højre; den højre Bred bevarer uforandret sin udprægede Karakter af „Bjærg", som de russiske Indvaanere kalde det, en indtil 200 Fod høj skovklædt Kyst, der, gjennemskaaren af dybe Indsænkninger. falder snart brat, snart med jævnere Skraaning ned i Floden, bærende en prægtig Væxt af blandede Naale- og Løvtræer. Til venstre forgrener Floden sig i et Virvar af smallere Sidearme (PratoJc) og lange Bugter uden Udgang (Sorr), saa at den med sine forskjellige Grene fra den ene Side til den anden undertiden spænder over en Brede af 2—3 Mile. Længere nede bliver Forgreningen endnu langt stærkere; omtrent 120 Verst oven for Berjozov deler Floden sig i den „store Ob" til bøjre og den „lille Ob" til venstre, som med deres mangfoldige Sideløb først tæt ved Obdorsk atter forene sig til ét; yderligere forøget ved Floden Sosva, der fra Vest falder i Ob, danner det hele et kaotisk Flodbækken af 5—65^—6 Miles Brede. Et endeløst Antal af Øer omsnos og indfattes af alle disse Flodarme; uden Undtagelse ere de lave og flade og ere med den bøje Vandstand for en stor Del mere eller mindre oversvømmede. Vidtstrakte, frisk grønne Engdrag med bøje Rør og Græs vexle her med en tæt Væxt af Pil, der skyder op umiddelbart i Vandets Niveau ; snart er det lavere Kratbuske, snart lange, tynde, slanke, grenløse Stammer, dannende undertiden næsten uigjennemtrængelige Tykninger. Sjældnere, og da i Reglen nærmere ved Land, komme ogsaa de andre Træsorter til Syne paa øerne. Den venstre Fastlandskyst, der her gaar stejlere ned i Flodlejet, end det er almindeligt oven for Samarovo, har en gjennemgaaende Højde af henved en halvhundrede Fod; her tage Skovtræerne atter fat.

Den Vej, man følger, gaar først for henved 400 Verst ad Hovedløbet („den store Ob"), atter og atter fra en Side til den anden krydsende den mægtige Vandflade. Paa denne Strækning findes i alt 7 russiske Landsbyer*), hvoraf navnlig de tre, der ligge paa Flodens højre, skovklædte Bred (Lille Atlym, Kondinsk. Scherkal) briuge en velgjørende Afvexling i Landskabets trættende Ensformighed. Alle Landsbyer ere selvfølgelig byggede af Træ; Kondinsk, Sædet for et Kloster, hvor vi forefandt to Munke, besidder imidlertid en Stenkirke, som gjør en betydelig Virkning i disse ensomme Egne, og fra hvis Taarn der er et vidtstrakt Skue ud over det uhyre Flodleje. Lille Atlym og Scherkal ligge idyllisk spredte op ad Bredden mellem mørke Cedre, tæt omgivne af Skoven, der med sit vexlende Løv falder ned mod Floden i maleriske Skrænter. Med de nette og renlige Huse, deriblandt adskillige nydelige toetages Bygninger, med de hvidmalede Skodder, Potteplanter overalt i Vinduerne, minde de om norske Smaabyer og gjøre et hyggeligere og venligere Indtryk end ellers russiske Landsbyer, hvis Indbyggere ufravigelig tilintetgjøre hvert Træ eller Busk i deres Nærhed. Her dyrkes Køkkenhaver og holdes Fjerkræ; græssende Køer med Klokke om Halsen trække om under Træerne. Paa den mosklædte Skovbund mylre

*) Det berjozovske Okrug har i alt 14 russiske Landsbyer, hvoraf 12 med Kirke, nemlig^— langs Ob, fra oven af nedefter: Bjelagorje (uden Kirke), Troitsk, Jelizarova (u. K.), Sukharuko, Lille Atlym, Kondinsk, Scherkal; Tschemaschevo, Poluovat; Kuschovat, Mushi og Obdorsk; — inde i Landet: Sosvinsk (ved Sosva) ogKazymsk (ved Kazym).

Side 120

Jordbær, Tyttebær, Blaabær. En Del Heste holdes, der om Sommeren jages ud paa Flodengene, og om Vinteren føre Fisk, Cedernødder og Tyttebær til Tobolsk. Fiskeriet er, som oven for sagt, hele Befolkningens Hovederhverv. Den uhyre Rigdom paa Træ udnyttes ikke og kan det for Tiden heller ikke. Til Salg kommer kun Brænde til Brug for de Dampere, der om Efteraaret gaa ned ad Floden; det betales paa dette Strøg med l R. 20 kop. —l R. 50 k. pr. Sashén*).

Talrigere end Russerne er den ostjakiske Befolkning. Allerede oven for Samarovo langs Irtysch forekomme enkelte ostjakiske Samlinger af Boliger (Jurter**) med uogle faa Indbyggere. Neden for Samarovo tager deres Antal efterhaanden til; alt som man kommer mod Nord, blive de russiske Landsbyer sjældnere og den ostjakiske Befolkning stadig mere fremherskende. Lige indtil Berjozov ere de imidlertid mer eller mindre russificerede, baade i Klædedragt og Boliger, ligesom de gjennemgaaende forstaa og tale russisk. Deres Beboelsespladser, — med faa Undtagelser for uanselige til at kaldes Landsbyer, — bestaa af et ringe Antal Huse eller Hytter, gjennemgaaende langt uslere og elendigere end Russernes Boliger. Ofte ser man de stolteste Skove voxe umiddelbart over deres Hoved, uden at de kunne overkomme at bygge sig andet end faldefærdige Rønner. En Del af Jurterne bebos baade Vinter og Sommer (Zimovje, Vinterbolig — Zimnija Jurty, Vinterjurter); andre benyttes kun til Sommerophold ved Floden, saa længe Fiskeri og Høslæt staar paa. Som oftest har en russisk Familie opslaaet sin Bopæl sammen med dem for at drive Fiskeri i Fællesskab, og de bedre Fiskestrøg ere alle i russiske Entreprenørers Hænder. De ejendommelige, egentlige ostjakiske Sommerboliger, Tschum, Hytter j som ere dannede af Stængel og beklædte med Birkebark, forekomme kun sjælder Syd for Berjozov.

Vejrliget hele den første Uge af Avgust var prægtig sommerligt, i sine Toner og Stemninger gjenkaldendt højskotske Sommerdage. Kl. 8 om Morgenen en Tempe ratur af 18_—23 ° C.; klare, stille Formiddagstimer mec Floden blank og glat; ud paa Eftermiddagen ofte lummert

en Dis hængende ned over Flodens Kyster. Flere Dage i Træk havde vi Tordenbyger, hvad der i disse Egne skal være sjældent. Flodens Vand, der stadig er mørkt og brunligt, af Røgtopasens Farve, holdt sig i en Temperatur af 20 —21¹/2°C. uden kjendelig Forskjel mellem Varmen i Overfladen og i flere Favnes Dybde.

De sidste 120_—150 Verst til Berjozov gaa ad den „lille Ob" og dens talløse Sidearme. Man ror igjennem smalle, men dybe Kanaler, der sno sig i uendelige Bugter, tæt omkransede af Piletykningerne, som dyppe deres Grene i det forbülende Vand. Et Par røde og blaa Kurveblomster (Cirsium arvense Scop., Mulyeclium sibiricum Less.) smykke Bredden paa Strækninger i store Masser. Af og til nærmer man sig den venstre Flodbred, som, dækket med Naaleskov, skyder sine gule Sand- og Mergelskrænter ned i Flodlejet; forkullede Stammer vidne om Skovbrandenes Hærgen. Flokke af Vildænder og Maager bebo de ensomme Vande. Hist og her passeres en lille Samling af ostjakiske Hytter, der har fundet Plads i et Udhug i Pilekrattet. Her er Myggeplagen paa sit højeste. Enhver, der om Sommeren har besøgt disse nordsibiriske Egne, leder efter Ord for at skildre de Plager og Lidelser, som forvoldes ved de utænkelige Myriader af disse Blodsugere, mod hvem intet Værn beskytter, og som intet .Øjeblik lade dei'es Offer i Ro. Saa længe man bevæger sig paa den store Strøm, er man nogenlunde fri; men ved et Øjebliks Ophold i Skovene eller Krattet bedækkes man af dem i et Nu ligesaa tæt, som Fluerne sværme om Køerne en varm Høstdag. Af alle Besværligheder ved Rejser i disse Egne ere Myggene den værste, ligesom de ere den eneste, der ikke ladet sig overvinde; over for dem gjælder intet andet end at resignere.

Den ste Avgust i den tidlige Morgen ankom vi til Berjozov. Denne lille By (63° 56' n. B.), bestaar ai 220 Træhuse og 2 forfaldne Stenkirker med noget over 1800 Indbyggere. Den ligger paa den venstre Bred al Floden Sosva, der her smelter fuldstændig sammen med Obs Forgreninger, en halvhundrede Fod højt over Flodens Niveau. Skove af ringe Udseende omgive den i nogen Frastand. Terrainet er sumpigt; Gangstier af Plankei ere lagte langs ad de tilgroede Gader: uden for Plankerne synker man i Morads. Grundlagt allerede 1593, har Berjozov en stedlig Betydning som Sædet for Kredsens Ad ministration, til hvis Behov der er bygget et lille Kom plex af tarvelige, okkermalede Træbygninger, indbefattendt Fængsel, Vagtstue og andre ØVrighedsmagtens majestæ tiske Attributer. Mere end en Tredjedel af Befolkninger udgjøres af „Kosakker" med deres Familier, bosatte ir

*) l Sashén (å 3 Arschin) er lig 7 eng. Fod (&*l& danske Pod) Som Kubikmaal er en Sashén altsaa næsten IJ/2l^J/₂ „Favn" o| ofte endnu større, da Brændet hyppig fordres af 5/: Arschins Længde. Brændet fordyres, efterhaanden son man kommer ned ad Floden. I Obdorsk er Prisei omtr. 3 Kubler. Samtidig forringes Kvaliteten; af Ob dorsk Brsende bruge Damperne det dobbelte Kvantun imod det, de faa Syd for Samarovo.

**) Det tatariske eller kirgisiske Ord Jurte (Filttelt) bruge af Russerne som Fællesnavn for alle de indfødte, hel eller delvis uomadiserende. Stammers Boliger.

Side 121

* regulære Tropper (selvfølgelig Fodfolk), der ere forpligtede til visse Aars Tjeneste. Beboernes Hovederhverv er Fiskeri og Handel med de indfødte især om Fisk og Pelsværk ; fremdeles Høslæt (der holdes nogle Heste, Køer, Faar, Geder og navnlig Rensdyr); i Træktiderne fanges Tusender af Vildgæs og Ænder.*) Derimod ere Køkkenhaverne her i Begreb med at forsvinde. Mod Vest ind over Ural gaar en gammel Handelsvej, ad hvilken der forsendes Mel fra Sibiriens sydlige Egne lige til Petschora og Arkhangelsk.

Et mere vidtrækkende, tungsindigt Ry har Berjozov vundet som et af de navnkundigste sibiriske Forvisningssteder. Denne Afkrog i det barske Norden, denne usle Flække i det fjærne Vildnis har været Skuepladsen for Slutningen af mere end ét Liv, der har ridset sine Mærker i Ruslands Historie. Til denne Plet er knyttet Mindet om en Række Navne — Menschikof, Dolgorukof, Ostermann — Mænd, der havde holdt Kejserrigets Skjæbne i deres Haand, af hvem hin havde drømt at smykke sit Navn endog med Kronens Glands. Nedstyrtede fra Magtens Tinder, fra al den ydre Storhed af despotisk Magt i et vældigt Rige, skulde de, i kummerlig Fattigdom, henslæbe de sidste Aar i dette usigelige, knugende Øde, hvorfra intet Spor viste tilbage, hvor alt dør ligetil Haabet. To simple Trækors ere blevne rejste dér, hvor man har troet er Stedet for Menschikofs og Ostermanns forlængst udviskede Grave; længe skal man lede, før man finder en Plet, hvor dor saaledes lader sig drømme over menneskelig Storheds Forgængelighed.

Nu til Dags blive de fleste Fanger, der komme til Sibirien, sendte længere imod Øst, til Guvernementet Tomsk og til Øst-Sibirien. I Berjozov fandtes sidste Sommer kun en Snes forviste, hvoraf fem eller sex for politiske Forbrydelser. Iblandt dem vare to unge Piger, der havde været indviklede i nihilistiske Komplotter; den ene, af mere end almindelig indtagende Ydre, kun nitten Aar gammel, levede her allerede paa tredje Aar.

Det var en lummer Soldag, vi tilbragte i Berjozov, en af disse Dage med trykkende Varme, som forekomme i disse nordlige Egnes korte Sommer. Termometret steg til 26 ° C.**). Oppe fra den græsklædte Skrænt. hvor Menschikofs Kors staav ved Kirkens Fod, strejfer Blikket langt ud i det fjærne. Hvidlig ligger den mægtige Flod i den stille, tunge Sommerdag, der ovre paa den anden Side lave, graagrønne, pilebevoxede Øer. saa atter hvide Vandstriber og atter Øer, og Øer og Vand, saa langt Øjet rækker i Syd, i Nord, i Øst. En enlig lille Fiskerbaad døser stille derude. Hvor mangen forvist har ikke stirret paa dette Billede, hvis Linjer fra Dag til Dag, fra Aar til Aar, have indgravet sig uudslettelige i hans Erindring. Paa dette Sted, hvor Sneen forsvinder ind i Juni for paa ny at falde undertiden i Slutningen af Avgust, var det Højdemaalet af Aarets Skjønhed og Velvære, hvortil jeg blev Vidne.

Over den hele lille By, maasko forøget ved Dagens døsige Hede, var der udbredt et übeskriveligt Præg af Ladhed og Langsomhed. Fra intet Sted, end ikke Obdorsk, har jeg bevaret et saadant Indtryk af en Tilværelse som levende begravet. Vi besaa, hvad Byen har af Mærkværdigheder, aflagde en Mængde Besøg hos Kjøbmænd og Præster, Embedsmænd og forviste ; forsynede af Ispravniken med nye Papirer og med en Kosak som Tolk i ostjaldsk gik vi ved Midnat om Bord og stævnede videre ned ad Floden.

Fra Berjozov til Obdorsk kan Afstanden anslaas til omtr. 450 Verst*) fordelte paa 13 —14 Stationer. Paa hele denne Strækning passeres kun en eneste russisk Landsby (Kuschovat, 65° n. B.). løvrigt er Befolkningen ostjakisk, og den har her bevaret sit nationale Præg. Birkebarksteltene (Tscliltin) til Sommerbrug blive almindelige ; Klædedragt og Udseende forandres ; Kjendskabet til russisk Sprog taber sig. Paa de større Fiskepladser findes dog stadig paa denne Aarstid russiske Kjøbmænd og Arbejdere, paa visse Strøg ogsaa Syrjæner.

Flodens Karakter forbliver væsentlig uforandret. De første Par hundrede Verst roede vi gjennem So&vas og Lille Obs indviklede Arme og Kanaler, saa ad Store Obs brede Leje langs den høje østlige Bred, derefter paa ny gjennem Sidearme i Vest, indtil vi endelig tæt ved Obdorsk krydsede den vældige Flod, som her for en kort Strækning samler alle sine adspredte Vande i en eneste uhyre Strøm. Vegetationen, ikke mindre end de stadig lysere Nætter, vidne om, at vi rykke frem mod Nord. Trævæxten bliver bestandig mindre kraftig, og især paa

*) I Udhug i Pilekrattet paa Øerne udspændes Næt, en Slags Fuglekøjer, hvori hele Flokke fanges, naar de komme trækkende i Tusmørket.

**) I Berjozov findes siden 1871 en Station for meteorologiske lagttagelser, der passes af en Skolelærer. Efter de hidtil gjorte lagttagelser angives Aarets Middelvarme til ~ 3.₄ ^° E. Vinteren (December^—Februar) har en Middelvarme af -i- 17.! ° E., Sommeren (Juni—Avgust) + 11.₆ ^° E,; den koldeste Maaned (Januar) ~ 19.! ° E., den varmeste (Juli) + 15.J ° E, Den højeste iagttagne Temperatur angives til -f- 27.₅ ° E., den laveste til -~ 45° E. Thermomctrct falder til E. og derunder paa 55 Dage i Aarct,

*) Officielt opgives 377 Verst. Finseh (Reise nach Wcst im Jahre 1576. Berlin. 1879. S. 371.J regner 495 Verst.

Side 122

Vejens sidste Tredjedel lager den meget kjendelig af. Stammerne blive tyndere og mere spredte, Lærken stadig mere eneraadende; ogsaa Øernes Pilevæxt svinder ind i Højde og Frodighed. — Paa de sidste hundrede Verst oven for Obdorsk viser der sig omsider en Afvexling i Landskabets uforanderlige Ensformighed: Ural kommer i Sigte. Langsomt, med brudte Linjer nærmer Bjærgkjæden sig hen til FJodens Leje, indtil den ud for Obdorsk er i en Afstand af kun en halv Snes Mile med Toppe, der naa en Højde af over 4000 Fod.

I Nærheden af Kuschovat tilbragte vi fire og tyve Timer for Anker under Modvind. Jeg benyttede Lejligheden til at strejfe rundt i Skoven, saa vidt det kun var til at udholde for Myggene. Disse Skove langs Obfloden erc sande Urskove (Urman, som de kaldes her), der ind efter gjennem Landet dække ukjendte, aldrig betraadtc Strækninger. Ved Kuschovat er endnu Granen det herskende Træ, vexlende med Ceder, Lærk, Birk og Esp. Men Træernes Størrelse her svarer ingenlunde til de Forestillinger, man i Almindelighed danner sig om en sibirisk Urskovs kæmpemæssige Væxt. Stammernes Højde er 20 —40 Fod, Tykkelsen oftest kun 5—6 Tommer, og jeg saa intet Træ af mere end 8 Tommers Tværmaal. En Mængde omstyrtede Stammer og Grene, snart friske, snart henraaclnende, møre, overgroede af Skovbunden, ligge paa kryds og tværs inclfiltrede i hverandre og gjøro det vanskeligt at trænge frem. Skovbunden dannes af et dybt, fugtigt, meget tykt og blødt, fuldsta^ndig sammenhængende Tæppe af Mosser med Svampe og Lavarter hist og her; spredt hen over det voxe: Tyttebær (russ , Blaabær (russ. TschcrtnJca), Mose-Blaabær (Vacciniwn uliginomm L., russ. GoluMkd), Krækli g (Empcirum ni grum L., russ. Voromka], Multebær (Bi lims cliamæmorus L., russ. Maroschha), Lcclum pa L. og enkelte andro Blomsterplanter. Hvor Jordbunden er gunstig, forekommer det aromatiske „Akcrbær^u (JRitbus ardicus L. russ. Knlislmiltci) i store Masser. — Øerne i Flodlejet ere inde under Pilene ofte dækkede med et prøgtigt, saft ig grønt Tæppe af Padderokker, blandede med Forglemmigej; paa de aabne Strækninger voxe bøje Rør (Cülamogrostis) og Stararter, hvorimellem Veronica longifolict, L- blander sine blaa Blomsterklaser. Hist og her vise sig paa Øerne Birk og Nanletræer ligesom ogsaa Solbær og Hægebær (russ. TscJicriontklta), hvilke af de indfødte fortæres med Velbehag. -- Kun Fuglevildtet bringer lidt Liv til disse ensomme, store Vande, hvor ellers Gravens Stilhed ruger.

Det varme Sommervejr holdt sig kun et Par Dage endnu og slog da om til uroligt Bygevejr med 10 —12°C. og stiv Kuling fra N. og NV. Ostjakerne nære en yderst udpræget Uvilje mod at befinde sig paa Vandet, naar det blæser, og de ere meget, hurtig rede til at erklære det umuligt at komme af Stedet. Gjentagne Gange maatte vi finde os i at lægge bi for at vente paa Magsvejr. Strækningen fra Berjozov til Obdorsk medtog derfor 6 Dage, medens den under gunstige Forhold med Lethed kan gjøres i den halve Tid. Især da vi nær ved Obdorsk skulde krydse den Store Ob og trodse dens livlige Bølgegang, naaede Besætningens Rædsel sit Højdepunkt; de brøltc og skreg som besatte, og vi havde nær faaet Fartøjet slaaet itu ved at løbe til Land i Brændingen mellem Trærødder og Shimmer. Kosakken, der var ligesaa bange, men bedre bevarede den ydre Anstand, mente, at Stormen vilde ikke komme til Ro, før den havde gravet Liget af en druknet op fra Flodens Bund, en Operation, der efter mangeaarig Erfaring medtog sex eller mulig tolv Dage. Imidlertid stillede Blæsten noget af den næste Dag, og vi sejlede uden Gjcnvordigheder videre, da jeg greb til de to mægtige Overtalelsesmidler at knibe paa Provianten og at stille Brændevin i Udsigt, naar vi kom til Obdorsk.

Et herligt Farvebillede aabnede sig, da vi her kom ud paa den brede Flod, alt som Øerne svandt ind til grønne Sivflader, halvt druknede i Vandet, og bag dem hele den venstre Bred med Ural i det fjærne rullede sig op. Den kæmpemæssige Strøm, viftet af en frisk Kuling, brunviolct, bedækket med hvide Skumkamme, flyder sammen i Syd og Nord med Horisonten. I Øst, langt borte svinde Kysterne ind til lave, karakterløse Linjer. Men i Vest tegner sig det langsomt fortonende Land i fjærne farverige Lag, fra den friskgrønne brede Sivbræmme, gjennem mørke Naaleskovdrag og indigoblaa Landstriber, til den matblaa schatterede, fint svungne Bjærgkam, der staar takket mod den klare bleggule Eftermiddagshimmel. Det er et Landskabsbillede, der her sorn altid i Sibirien, øser sin hele Ynde fra Farvetonerres Finhed.

Endelig kommer Obdorsk i Sigte: en lille graa Træby med Kirke, der ligger oppe paa et fremspringende Hjørne af den østlige Bred, dér hvor Floden Poluj blander sine Vande med Obs. Efter en viJtløftig Sejlads gjennem en Mængde oversvømmemle Øer, over halvt Land halvt Vand, naa vi ind til den hen ad Midnat den Ilte August.

Ved Siden af os, hvor vi landede, ved Foden af den høje Kirkebakkc, laa en Lodka med et lille italiensk Flag. Om Bord i denne Baad, der ligesom min tilhørte Semzof i Samarovo, var et Par Dage forud ankommen Hr. Stephen Sommier fra Florens, der berejste disse Egne for at gjøre dels botaniske, dels ethnografiske

Side 123

og anthropologiske Studier. Med denne elskkværdige Videnskabsmand, der ogsaa tæller bel<jendte i Skandinavien, i det han to Somre har opholdt sig i det nordlige Norge, tilbragte vi mangen behagelig Time baade nu og senere, da vore Veje irientagne Gange mødtes.

Obdorsk (omtr. 66'/2° n. B.) er den nordligste og sidste af de russiske Landsbyer ved Ob. Grundlagt 1727, dels som en „Kosak"station med en lille Fæstning, der længst er forsvunden, og dels som Sædet for en Mission, der endnu stadig virker, har den efterhaanden vundet en vis Betydning som Centralpunktet for Samojederne og de nordlige Ostjaker. Ved Nytaarstid afholdes et aarligt Marked (Jårmarka), til hvilket de indfødte strømme sammen i et Antal af to til tre Tusende eller flere for at afhænde Pelsværk, Rensdyrskind, Fuglefjer, Fisk, Husblas o. s. v. og derimod forsyne sig med Mel, Salt, Jærnværktøj, lidt Manufakturvarer, Tobak og andre Fornødenheder. Samtidig betale de her deres Afgifter til Kronen (Jasdk), der tidligere udrededes i Pelsværk. Fremdeles er Obdorsk Sædet for en russisk Embedsmand (Zasjedatel), under hvis Bestyrelse Distriktet er henlagt, ligesom ogsaa Ostjakerne og Samojederne hver have en lille „Administrationsbygning". Byen bestaar af 60^—70 Huse og tæller vel omtrent 500 Indbyggere, Russere, Syrjæner og Ostjaker. Bygningerne ere opførte af svære Bjælker og Planker, som erholdes ved Ophugning af de raat sammentørrede Fartøjer (Barker), hvori Melet flaades her ned fra Tobolsk, Tara, Ischim og andre Steder. Omend ganske vist tarvelige ere Husene dog baade solide og net indrettede, de velhavende Kjøbmænds endog ganske stadselige. De ligge meget spredt, Gangstier af Planker forbinde dem indbyrdes. Aarsmarkedet holdes paa en bred aaben Plads, omgiven af en Snes Skure; de indfødte , der komme dragende med Familie og Rensdyrhjorder, opslaa deres Tschums uden for Byen dannende en interimistisk Stad. — Obdorsks nærmeste Omgivelser ere fuldstændig bare og blottede for Trævæxt, en aaben sandet, trøstesløs Tundra, pisket af Vinden. Dog eih Skuet deroppe fra med Husene spredte ned over, Kirken paa en fremspringende Højde, den milebrede Flod med de græsgrønne Øer og det blaanende sneplettede Ural hinsides, ikke uden en vis Storhed. I nogle Versts Afstand trindt omkring Byen begynde paa ny Skove ai tynde, spredte Lærketræer. Jordbunden her er evig frossen i en Dybde af 4—54^—5 Fod. *)

Vi tilbragte halvfjerde Dag i Obdorsk optagne aJ Forberedelser til Viderereisen. Det lykkedes os at anskaffe et stort Reserveanker, en Forsigtighed, der skulde vise sig meget heldig anbragt. Neden for Obdorsk ophører enhver regelmæssig ordnet Kommunikation. Af den fungerende Zasjedatel modtog jeg imidlertid en aaben Skrivelse, der berettigede mig til paa Fiskerpladserne at forlange det fornødne Mandskab, og Rejsen gik videre i Hovedsagen ganske paa samme Maade som hidtil, kun med længere Ophold og betydelig større Tidspilde. Størst Vanskelighed forvoldte det at finde en Tolk, der var baade det ostjakiske og samojediske Sprog mægtig. Næsten hele den mandlige Befolkning var borte paa Fiskefangst; de faa brugbare Individer, der vare tilbage, gjorde hundrede Ophævelser og stillede uoverkommelige Fordringer. Først just som jeg var paa Nippet til at tage af Sted uden Tolk, faldt en af dem til Føje og tog med. Oplysninger om Forholdene i Flodmundingen vare lige saa lidt at erholde i Obdorsk som hidtil paa Rejsen. Enkelte Kjøbmænd havde været langs Mundingens Sydkyst indtil Nadym, en Strækning, hvoraf der iøvrigt foreligger et af Kapt. Dahl i 1876 optaget Kaart. Men om den modsatte Kyst kunde ingen give ringeste Besked, uagtet det dog senere viste sig, at ogsaa denne Egn har været regelmæssig besøgt i de senere Aar af russiske Fiskere. I det hele vise Beboerne overalt en paafaldende Mangel paa Kjendskab til Floden og de tilgrænsende Egne. Man maatte anse den for paataget, — hvad den vel ogsaa undertiden er, — hvis ikke alle rejsende, være sig Russer eller Udlændinge, i lige Grad fremhævede den. Det er en ren Undtagelse at træffe en Mand, der kan give nogen Oplysning om Egne, der ligge uden for det, som han har daglig umiddelbart for Øje; fra Sted til Sted maa den rejsende samle sine Oplysninger og knytte dem sammen Stykke for Stykke. Da jeg forlod Obdorsk, vidste jeg endnu saare lidet mere om de 40 Mile herfra til Obbugten end den Dag, jeg forlod St. Petersburg.

Den 15de Avgust om Formiddagen vare vi endelig klar til Afrejse. Vejret var endnu ret mildt, og undei vort Ophold i Obdorsk havde vi endog havt indtil 18° C, Men Morgen og Aften var Temperaturen kun B°_—9° C.; Flodens Varmegrad var sunken til 13° -- 14° C.

Et Par Mile neden for Obdorsk gjør Ob, hvis Ret ning hidtil har været syd-riordlig, en skarp og pludselig Bøjning imod Øst. Samtidig begynder den paa ny ai dele sine Vande; Hovedløbet, den „Store Ob", flydei fremdeles til højre, den „Lille Ob" med talløse Pratok gjennem sumpet Lavland og Øer, tii venstre. Samtlige Flodens Vande forene sig imidlertid endnu en sidste Gang paa en Strækning af tre Miles Vej for derefter

*) Finsch S. 58!

Side 124

ved Øen Jary og Forbjærget af samme Navn definitivt at aabne sig ud i den tragtformede, af Øer og Sandbanker opfyldte Munding. Et Par Mile Øst for Jary ligger Øen Püjkova, ved hvilken to af de sejlbare Strømløb, der sno sig gjennem Mundings-Gebetet, skilles fra hinanden ; et sydligt Hovedløb fører herfra hen til Mundingen af Nadym, et nordligt langs Sydkysten af Jalmal til Jamb Püjkova er Centralstedet, hvor Fisker fartøj erne fra Mundings-Gebetet samle sig om Efteraaret, for derfra af Dampskibene at bugseres op ad Floden.

Strækningen fra Obdorsk til Püjkova udgjør omtr. 165 Verst. Skjønt Vejret var gunstigt, brugte vi henved 3 Døgn for at tilbagelægge dette Stykke Vej, en ringe Forsmag paa det Tidspilde, der ventede os. Vi fulgte næsten stadig den Store Obs Løb, skiftende Mandskab i de fleste af de Jurter, der passeredes. Denne Strækning uf Floden er af hele dens kæmpemæssige Løb det, der gjør det mest storladne Indtryk. Mægtigere end nogen Sinde glider Strømmen vældig frem, bøjende sig i majestætiske Krumninger. Mørk og dyster svinger den høje Kyst sig langs dens Løb, sparsomt klædt med svage Skove. I Baggrunden i Vest ses for en Tid Urals skarpe Linjer at rage op. Mere ensomme, mere gravstille end nogen Sinde ere Flodens Vande, mere trøstesløse, mere forladte dens Bredder. En usigelig Ensomhedens Storhed hviler over disse gribende tungsindige Egne.

Skjøndt Flodens Hovedretning gaar næsten lige i Øst, skulde man efter Vegetationens paafaldende Aftagen at dømme kunne tro, at man stadig drog mod Nord. Endnu ved Væspugl ere de lave, fugtige, halv sumpagtige Øer overgroede med et Vildnis af slanke Pilestammer, der naa 20^—30 Fods Højde og indtil 6 Tommers Tværmaal. Med deres fine Løv og det friske grønne Tæppe af Padderokker danne de i sin Art skjønne Lunde, i hvis hemmelighedsfulde Dybder de ostjakiske Gudebilleder og Helligdomme skjule sig. Birk og Lærk optræde endnu hist og her. Men alt som man kommer mod Øst, svinder Pilevæxten gradevis ind; fra Jamburi og ned efter er alt Lavland og Øer kun bedækket af Buske, der i Keglen ikke naa synderlig over Brysthøjde. Ogsaa Skovvæxten paa Fastlandet til højre undergaar en lignende Forringelse. Kysten paa denne Side hæver sig fremdeles indtil 200 Fod over Flodløbet, undertiden faldende ned i stejle Sandskrænter (som ved Haraksi-njol), men hyppigere med mere jævn Skraaning. Den danner en uafbrudt mørk Flade, hel og holden dækket med Mos og Lav, der over Dværgbirk, Ledwn, Arctostaphylos, Vacdmiim m. m. Spredt hen over dette Dække voxer en tynd Trævæxt, udelukkende Lærk, hvoraf f. Ex. paa Jimber-njol kun de færreste Stammer ere en Snes Fod høje og 5—6 Tommer i Tvermaal. Denne Trævæxt bliver stadig tyndere imod Øst; men den forsvinder ikke. Endnu Kap Jary er træbevoxet. I det hele angives Trægrænsen altfor sydlig paa de hidtidige Kaart, der trække den et Stykke Syd om Obs Munding.

Befolkningen langs Floden vedbliver at være ostjakisk indtil omtrent ved Kuroptin; der efter er den paa en Strækning blandet ostjakisk og samojedisk; fra Jamburi ned efter ren samojedisk. De fleste Jurter, der passeres , bestaa af Birkebark-Tschums og ere kun beboede om Sommeren, saa længe Fiskefangsten varer. Enkelte (som Labetnang og Knäsheskija-Jurty) have dog tillige Vinterboliger af Træ, der om Sommeren staa tomme. Saa godt som paa enhver beboet Plads, i al Fald paa enhver, hvor Fiskeriet har nogen Betydning, træffer man russiske (undertiden ogsaa syrjænske) Kjøbmæud eller Kjøbmænds-Fuldmægtige (Prikastschik), der, ofte med eu Stab af lejede Arbejdere, opholde sig her i Sommermaanedemo for Fiskeriets Skyld. Man er næsten altid sikker paa hos disse jævne Folk at møde en meget gjæstfri Modtagelse, og selv om en friskfanget Fisk og et Brød ingenlunde altid lader sig opdrive, finder man dog, at deres tarvelige, smaa Træhuse ere sande Paladser i Sammenligning med de indfødtes Telte.

Om Morgenen den 18de Avgust ankom vi til Jurten paa Püjkova, en lav og sumpet Ø som alle de andre, bedækket af brysthøje Pilebuske, med nogle Samojede nogle Skure og en Kjøbmaiids-Barge fra Tobolsk, hvori Fisken indlades. Man ser herfra endnu det store og stærkt markerede Kap Jary træde skarpt frem i det fjæriie og den højre Kyst at tabe sig langsomt imod Syd. Man er nu til Gjengjæld kommen den venstre Fastlandsbred, Jalmals Højkyst nær. Denne Kyst er betydelig lavere end den sydlige Bred og holder sig paa hele Strækningen Øster efter som en ensformig Brink af 30 til 50 Fods Højde. Undertiden gaar den umiddelbart ned i Floden, men hyppigere har den et foranliggende sumpet Lavland („Fastlandsøer", som de russiske Beboere benævne saadant Alluvialterrain, der hænger sammen med Fastlaudet).

Endnu her i Püjkova var det ikke muligt at faa nogen paalidelig Besked om Egnene Øster paa. Kun saa meget erfarede vi, at ad denne Vej vare det foregaaende Aar (1879) de tre Sejlskonnerter fra Tjumen, bestemte for Europa, gaaede til Søs; fremdeles, at den af dem (Tyvmen), der var strandet i Obbugten, stod fast i Nærheden af en Pynt, kaldet Jamb-Salé. End videre vidste jeg, at Skibets Fører, Kapt. Grandy, og dets Besætning befandt sig om Bord: efter en Overvintring i Tobolsk

Side 125

havde de om Foraaret paa ny begivet sig ud til Skonnerten for at gjøre et sidste Forsøg paa at bjærge den. Det var nu min Hensigt at søge at træffe Kapt. Grandy, der bedre end nogen anden maalte vide Besked med Egne og Farvande paa dette Strøg.

Vi stode altsaa videre Øster efter, ud paa det ukjendte. Og som det i Almindelighed gaar, Vanskelighederne svandt ind i samme Forhold, som vi kom dem nærmere paa Livet. Hvad man i Tobolsk havde erklæret for noget nær en Umulighed, hvad man endnu i Obdorsk havde rystet paa Hovedet af: at trænge frem her i en skrøbelig fladbundet Robaad, bemandet med usøvante og lidet dristige Folk, — det viste sig i Virkeligheden at gaa saare let. I Steden for et aabent Hav fandt vi Kysten paa hele Strækningen skjærmet af talrige Øer og snoende sig imellem dein et prægtigt, dybt Flodløb, hvis Strøm bar os rask frem ad.

Afstanden fra Püjkova til Jamb-Salé ad dette Sejlløb er omtr. 115 Verst, en Afstand, der dog for os en Del forlængedes ved Omveje for at finde Mandskab i de spredte Jurter. Vejret var begyndt at blive raat og efteraarsagtigt; Floden holdt sig endnu paa 11°_—12° C., men Luftens Temperatur var om Dagen kun B°_—10° C., oftest med Slud og Regn. En frisk, kold Kuling fra Vest tillod os til Dels at føre Sejl, og paa to Døgn naaede vi Jamb-Salé.

Øernes Karakter forbliver uforandret paa hele Strækningen ; stadig hen de samme Alluvialdannelser, bevoxede mest med lave Pilebuske. Jahnals Højlandskyst er ud til Floden saa godt som fuldstændig træløs. Naar man staar oppe paa Brinken, ligger for Øjet en endeløs Tundra, en svagt bølgende, ensformig, brungrøn Flade, med Dværgbuske, Mosser; Lav og nogle Græsarter. Men fjærnt i Nord, langt inde i Landet ses tyndt spredte Træstammer, og paa nogle faa Steder komme enkelte af dem ud til selve Flodbrinken. I hvert Fald gaar Trægrænsen tværs igjennem Jalnial. Endnu ved Jady skal der, efter Samojedernes Udsagn, inde paa Fastlandet findes „Skov".

Som Kaartet viser, findes der mellem Püjkova og «Jamb-Salé en Række Jurter, hvis Beboeie alle ere beskjæftigede med Fiskeri. Foruden Samojederne træffer man ogsaa her fremdeles Russere fra Tobolsk, Berjozov og Obdorsk. Syd for den Egn, som jeg har gjennemsejlet og kaartlagt, findes endnu betydelige Øgrupper, hvor der siges om Sommeren overalt at drives Fiskeri. Enkelte Øer skulle ogsaa Vinteren igjennem være beboede af Samojeder.

Om Morgenen den 20de Avgust, da vi med frisk Mandskab stode ud af den smalle Pratök, hvorved Jun Jurter ligge, saa vi endelig den aabne Obbugt ligge for os. Snait kom Jamb-Salé isigte, eu lang lav Odde ude i Horisonten, og den strandede Skonnerts tre Master viste sig over Vandspejlet. En drivende N. V. A⁷ind i Byggen bar os hurtig over den lave Bugt, der skiller Jun-Salé fra Jamb-Salé. Tæt ved Jamb-Salé stode vi paa Grund, og medens vi arbejdede for at komme flot, bleve vi af Vinden, der med hvert Minut tog til i Styrke, drevne ned Syd for Odden. Paa dette udsatte Punkt kom vi langt om læuge for Anker i nogle hundrede Alens Afstand fra Land. Det var nu blevet en regelret Storm med voldsomme Regnbyger. I fire og tyve Timer laa vi her med den behagelige Bevidsthed, at hvis Ankrene ikke holdt, vilde vi gaa til Søs med liden Udsigt til at komme tilbage igjen. Baaden maatte i et væk øses; den tog den ene Sø efter den anden; de dundrede mod den flade Bund, som sloge de paa et Trommeskind. Alt var pjaskvaadt, gjennemblødt og hundekoldt; vi tumledes i det lille Fartøj som Fluer, der rystes i en Flaske. Men det store Anker holdt. Fra denne Dag og indtil vi atter kom tilbage til Obdorsk, maatte de sidste svage Prætentioner med Hensyn til Orden og Bekvemmelighed ganske opgives. Provianten var opblødt og forsvunden; Flasker, Kopper, Tallerkener, alt „im Sturm zerschlagen."

Den næste Morgen var Vejret noget bedaget. Samojederne kom ud med en Baad og hentede os i Land. Aldrig havde jeg troet, at en Samojede-Tschum skulde kunne forekomme mig &aa hyggelig. Den venlige Værtinde tænder en Ild af vaade Kviste, der, efter paa det nærmeste at have kvalt og blindet os, kommer i Blus og tillader en Kjedel Vand at koge. Siddende paa Hug paa Straamaatter og Rensdyrskind ere vi til usigelig Beundring for de indfødte, der lige til sidste Mand med samt Børn og et übegrænset Antal Hunde stuve sig ind i den lille Hytte for at betragte de mærkværdige fremmede.

Jamb-Salé er det yderste beboede Sted her paa Kysten. Videre ud efter findes ingen menneskelig Bolig mere. Her var i det hele to Tschums beboede af et Dusin Samojeder, samt et Par Ti æskure og luftige Hytter af Grene, Hø og Kviste, hvori et lignende Antal russiske Arbejdere opholdt sig. Endnu her paa denne yderste Forpost havde Russerna indrettet sig en Badstue. Den var ganske vist derefter og just ikke skikket til at blive ren i; men Hensigten var ligefuldt prisværdig. Her, ligesom overalt paa hele vor Vej, klagede man stærkt over det slette Udbytte af Fiskeriet, der vanskeliggjordes ved stadigt Uvejr og høj Vandstand.

Jamb-Salé er en lang, lav Odde, overgroet med ret
anseligt Pile- og Eliekrat, et dybt Morads, til Dels dannet

Side 126

af en findelt, brun, tørveagtig Masse af opløste Plantedele, dannende en Grød, hvori man ofte gaar i til Knæerne. Ved Højvande oversvømmes hele Odden, hvad der for Resten mere eller mindre gjælder om alt Lavland i Mundingen. Den 9de Avgust havde der været et ualmindelig stærkt Høj vand; Vandet steg 9—109^—10 Fod og overskyllede alt, medens Beboerne maatte frelse sig i deres Baade.

Denne samme Stormflod havde gjort den strandede Skonnert til fuldstændigt Vrag. Skibet, der stod 10 —12 Verst fra Pynten, var allerede boret saa dybt ned i Sandet, at det ikke kunde komme flot. Mandskabet reddede sig i Rigningen og havde derefter, nogle Dage før vor Ankomst, forladt Vraget og var sejlet ad Püjkova til. Uheldigvis maatte de et steds have taget en anden Vej end vi, saa at vi ikke mødte dem.

For os var Jamb-Salé Rejsens Endemaal. Om at trænge videre frem langs Obbugtens Vestkyst, f. Ex. til Jady, kunde der af flere Grunde ikke være Tale. Afset fra den allerede stærkt fremrykkede Aarstid og fra, at der ikke længer var Mandskab at faa paa den übeboede Kyst, vilde desuden en slig Forlængelse af Rejsen have været fuldstændig ørkesløs. Med det Fartøj, hvorover vi raadede, kunde vi i det højeste være krøbet langs Kysten, og nogen nyttig Undersøgelse af Egnen og Farvandene vilde have været ganske umulig. Jeg indhentede hos Beboerne alle de Oplysninger, de vare i Stand til at give, og bød saa Farvel til det stormfulde Kap.

Om Formiddagen den 22de Avgust lettede vi Anker og stode hjem efter. Hjem ad — til Evropa! Med en usigelig Følelse af Glæde og Tryghed saa jeg Jamb-Salés lave Odde svinde langsomt bort i Øst mod den brungraa Sø.

Men det var just ikke Magsdage, der forestode. Fra nu af gik det imod Strømmen. Vejret var stadig uroligt, og Vinden vedholdende ugunstig. Til at tilbagelægge de knap 300 Verst fra Jamb-Salé til Obdorsk medgik fjorten Dage. Det tunge, klodsede Fartøj var ofte næsten ikke til at flytte frem mod Strømmen, endsige da naar ogsaa Vinden var imod. Halve Timer igjennem kunde Mandskabet slide i Aarerne, og Baaden stod bestandig ud for den samme Busk, den samme Græstot; saa gik de i Fortvivlelse i Land paa Bredden og søgte at trække Baaden ; sank ned i Moradset til Knæerne; kom atter om Bord og prøvede paa ny at ro. Der var Dage, hvor vi med 12 —14 Timers Arbejde ikke kom en halv Snes Verst frem ad. Til andre Tider maatte vi lægge helt bi, glade om vi havde en Jurte i Nærheden at opholde os i. Vejret blev stadig koldere: jeg frøs i mine Sommerklæder som en Hund. Nogle Gange steg Temperaturen om Dagen til 10°—12° C. med smukt Vejr; men oftest holdt Termometret sig paa 6°_—8° C., og i Slutningen af Avgust sank det om Natten til Frysepunktet. I den af Mennesker belemrede Baad var enhver Fordring til Renlighed sunken til det mindste Lavmaal; Provianten var stærk medtagen; med hver Dag saa vi hen til Obdorsk, med stadig stigende Længsel som til et forjættet Land, der vinkede med alle et forfinet Livs Herligheder.

Denne langsomme Rejse medførte i hvert Fald den Fordel, at der blev grundig Lejlighed til at studere Egn og Beboere. Indtil Püjkova rejste jeg kun om Dagen for at kunne foretage Maalinger og lagttagelser. Strax den første Dag havde vi et uventet Møde. Sent paa Eftermiddagen, da vi efter mange Timers Roning vare naaede til Nærheden af Jun-Salé. saa vi pludselig en Damper med et Par Barger og et lille Sejlskib paa Slæb nærme sig, staaende Flodløbet ud efter. Det viste sig senere at være den Firmaet Tjufm tilhørende Ddphin, bestemt til at møde den danske Damper Neptun i Nærheden af Jady. Vi affyrede nogle Skud og søgte at komme den uventede Gjæst paa Siden. Men denne Extratur var ikke efter Samojedernes Kogebog, og det gik saa langsomt med Roningen, at Damperen, uvis om vor Hensigt, efter først at have standset fortsatte sin Vej, uden at vi havde faaet den i Tale.

Heldigere vare vi den følgende Dag. I Nærheden af Sjunje-Salé mødte vi Kapt. Grandy, der med en Del af sit Mandskab kom sejlende i sin Storbaad for ved DdpJlins Hjælp at forsøge paa at redde noget af den strandede Skonnerts Ladning (Talg). Af denne flinke Mand, en Tysker fra Østersøprovinserne ligesom den vrige Besætning, fik jeg adskillige nyttige Oplysninger. Han var endog saa forekommende at medgive mig sin Styrmand, Duding, til at assistere mig ved Flodløbets Opmaaliug. Skonnertens Ladning blev til Dels bjærget, ikke af Delpllin, men af en anden Damper ISojuz, der i dette Øjemed var afsendt fra Tobolsk, og som ankom nogen Tid senere.

Den 27de, i Nærheden af Kamarskija-Jurty, havde vi fremdeles Fornøjelsen af paa ny at møde Hr. S. Sommier. Han havde i Mellemtiden gjort et Forsøg paa fra Labetnang at trænge frem til Ural, men var bleven tvungen til at vende om ved voldsomme Regnskyl, der gjorde Fremrykningen over den sumpede Tnndra umulig. Nu agtede han at foretage samme Tur, som jeg havde tilendebragt. Han naaede frem indtil Jun-Salé, og da han paa sine Steder tog en anden Vej end jeg, skylder jeg nogle Enkeltheder af det vedføjede Kaart til hans Angivelser.

I Püjkova, hvor vi ankom den 28de Avgust, efterlodes
Styrmanden hos Resten af Besætningen. Det gik

Side 127

saa ret rask frem ad, indtil vi den 30te naaede Kuroptin. Her inaatte vi under heftig Storm med Kulde og Regn tilbringe to Dage i en russisk Fiskerhytte. De følgende Døgn bragte om Dagen stadig haard vestlig Kuling, imod hvilken al Roning var frugtesløs; om Natten stillede Vinden af. Flere Gange blev Baaden kastet paa Land, heldigvis uden at lide Skade. Endnu ved Kap Langalskij, kun en halv Snes Verst fra Obdorsk, laa vi en hel Dag for Uvejr. Ural viste nu sine skarpe Former snehvide fra øverst til nederst, en prægtig Baggrund i Landskabet.

Endelig om Aftenen den 4de September naaede vi Obdorsk. Denne Gang sagde vi ikke nej til Kvarter i Land. Vi fik med nogen Besvær en Badstue bedet; efter en gjennemgribende Renselsesfest og efter for første Gang i lang Tid at have spist os mætte sov vi ind paa vore Madratser paa Gulvet med en Følelse af at befinde os i et af Evropas fortrinligste Hoteller.

I Obdorsk traf jeg Besætningerne fra de to i den kariske Bugt strandede Skonnerter, der efter at have tilbragt Sommeren om Bord nu havde forladt Vragene og vare ankomne hertil ove.' Land En rig Samojed havde befordret dem paa Rendsdyrslæder fra Podarata-Flodens Munding tværs over .Talmål til Ob. Rejsen havde varet 17 Dage; til Befordringen var benyttet 400 Rensdyr.

Om Morgenen den ste September var det Snevejr. Ud paa Aftenen begyndte en frisk Nordenvind at blæse op. En saa gunstig og sjælden Lejlighed turde ikke forsømmes. Fartøjet var i Løbet af Dagen blevet renset, Kahytten forsynet med et Par tørre, varme Rensdyrskind, alt Tøj vasket, Provianten fornyet; med levende Velbehag kunde vi gaa om Bord og med Vinden i Ryggen staa op ad Floden.

For en drivende Nordenvind, med svære Rullinger tværs over den Store Ob, gik det igjennem den mørke Efteraarsnat. I sex Timer tilbagelagde vi den første Station paa 45 Verst, der havde kostet os halvandet Døgn paa Udrejsen. I Løbet af Natten begyndte det paa ny at sne; ud paa Morgenen gik Vejret over til en forrygende Snestorm, et rasende Uvejr, der svøbede over hele Nordsibirien og bar Sneen s}^T ^d efter indtil hinsides Samarovo. Vi sejlede gjennem de smalle Flodarme Vest for den Store Ob, piskede af Sted op ad Strømmen, der satte skummende Søer ind i Baaden. Det var en lystig Sport, som vi endnu ikke havde havt Lejlighed til at prøve; men Ostjakerne yndede den ikke, og vi maatte holde Vagt ved Sejlet, for at de ikke i Smug skulde mindske det. Det susede from ad, skærende igjennem Vandet, brasende gjennem Fiskergarn og Ruser, alt indhyllet i Snehvirvler, der skjulte selv de nære Bredder. Om Eftermiddagen efter knap 18 Timers Sejlads havde vi tilbagelagt 130 Verst; dyngvaade, gjennemfrosne og stive af Kulde svælgede vi i Beregninger over¹, hvor hurtig vi med denne Fart kunde naa Sarmrovo. Men saa gjorde Ostjakerne Strike; det fordrede en meget kraftig Optræden af Tacchella i hans fulde Værdighed som russisk Embedsmand for at skaffe en ny Besætning om Bord. Det hjalp endda ikke meget; thi ud paa Aftenen, da vi skulde krydse et bredere Flodløb, var det umuligt at drive dem videre, og vi maatte lægge bi ved Bredden. Ostjakerne foretrak at tilbringe Natten i Land: det vil sige paa et aabent Sivmorads, Sne og Vand snarere end Land, uden en Busk eller Kvist, et dybt Pjask, hvori de lagde sig til at sove under Sejlet. Jeg var meget beklemt, for at de i Løbet af Natten skulde fryse ihjel til Hobe; men næste Morgen, efter at have faaet en Snaps i Livet, skulde man tro, at de havde hvilet sig ud i den overdaadigste Himmelseng.

Næste Dag bedrede Vejret sig betydelig, og eftcrhaanden løjede Vinden fuldstændig af. Da vi under Stormen ikke havde kunnet følge den Store Obs Leje, vare vi nu komne saa langt af Vejen, at vi nødsagedes til ogsaa fremdeles at holde os i de vestlige Sidearme. Om Morgenen den Bde Scptbr. naaede vi da Mushi, en ret anselig russisk-syrjænsk Kirkelandsby, der ligger paa den venstre Fastlandsbred. Herfra drives en for disse Egne ikke uvæsentlig Handel over Ural med Egnene om Petschora og Arkhangelsk, en Omsætning, der for største Delen or i de driftige Syrjæners Hænder. Snart paa den anden Side Muslii viste det sig imidlertid umuligt ad denne Vej at komme videre frem ad; i de faa og spredte «Turter var Mandskab ikke til at opdrive. Den prægtige Nordenvind havde kun tjent til at slaa os ud af Kursen. Der var ikke audet for end at bekvemme sig til at sejle tværs igjennem Flodarkipelaget over til Kuschovat paa den modsatte Bred. Denne Tur spildte to Dage og bragte kun den Fornøjelse at stifte Bckjendskab med den ostjakiske Potentat Fyrst Artanzief, der laa paa Fiskeri paa en af Øerne, et værdigt Sidestykke til hans Rival Fyrsten af Obdorsk, med hvem jeg allerede tidligere havde sluttet Venskab og Broderskab.

Dct var velgjørende paa ny efterhaanden at komme mellem v'avkelige Skove, der nu stode i spraglet Efteraarsdragt, Birkens skinnende gule Løv blandet i de mørke Naaletræer. Floden var falden mindst en Favn siden vor Udrejse. Øernes falmende Pilevæxt viste, som skaaret med en Kniv, ved Manglen af Blade det Mærke, hvortil Vandet havde staaet. Vejret var efteraarsagtigt og køligt, i Reglen 5°^—6° C. om Dagen. Undertiden frisk Solskin; saa atter blikstille Graavejr: tunge Regnskyer over hele Floden, tilhyllende Øer og Bredder

Side 128

i en Taage, der slaar ned som fin Fugtighed, medens
Vandet ligger stille, ensfarvet, blytungt, som en blank
Skifertavle.

Om Morgenen den 31te naaede vi Berjozov efter Tl/^T¹/^ Døgns Rejse, endda et ret gunstigt Resultat. Vandet i Sosva var faldet saa stærkt, at Lodkaen nu maatte lægge bi i nogle hundrede Alens Afstand fra Kysten, hvorhen en Gangsti af et Par Planker førte over Mudderet. Vi opholdt os til om Eftermiddagen, nødsagede til at vente paa Romandskab. De samme sex Ostjaker, der havde bragt os hid, skulde nemlig føre os videre til næste Station ; andre Jämtschiks vare ikke til at faa. Men om Morgenen, da jeg uvidende heroin havde givet dem Drikkepenge for den tilbagelagte Strækning, fandtes de en halv Time efter i døddrukken Tilstand. Politiet havde da forsy ni ig samlet dem op og sat dem i Hullet, for at de dér kunne sove Rusen ud. Vi flakkede om i Byen og fornyede tidligere Bekjendtskaber. Forgjævcs søgte vi at faa Pelsværk eller lignende Raritcter til Kjøbs. Ogsaa Levnedsmidler vare næsten ikke til at erholde; Byen har intet Torv, og hverken Kjød eller Fisk lod sig opdrive. Vi vare derfor særdeles fornøjede ved den foregaacnde Dag paa en Fiskerplads at have erhvervet en prægtig Njelma og nogle Vildænder. Men vi havde gjort Regning uden Hundene, der her ligesom i Obdordk snuse omkring i Snesevis; da vi kom ned for at holde Middag, havde de benyttet Lejligheden til at gaa om Bord og fortære hele Historien. Nu stode de i ærbødig Afstand, gottende sig ved at være uden for en Stoks Rækkevide. Kun en enkelt ulykkelig, formodentlig netop i en ren Samvittigheds tillidsfulde Uskyld, dristede sig nærmere og maatte med sin Pels undgjælde for hele Flokken. — Endelig komme Ostjakerne, endnu halvfulde, ravende om Bord, medbringende en Spand Tykmælk. Inden de kunne faa den slugt, vælte de den i deres usikre Tilstand ned ad sig. I en übeskrivelig Forfatning af Drukkenskab og almindelig Tilsølethed gribe de saa Aarene med høje Brøl, der skulle antyde deres Iver og Redebonhed; efter faa Minutters Forløb have de knækket et Par Aarer og sat Fartøjet paa Grund.

Scener af denne Art oplivede af og til Ensfonnigheden. Men iøvrigt gik det nu de micilX en mimx. Det barske, isnende Vejrlig i det nordlige afløstes af en herlig Eftersommer, hvis Skjønhed gjorde et ved sin Uventethed saa meget stærkere Indtryk. Fra Berjozov af havde vi næsten uafbrudt stille, klare, solvarme Dage, — Dage, hvor Temperaturen kunde stige indtil 16°_—18° C. hvor Floden holdt sig paa en Varme af 11°—12°, og Barometret sjælden viste under 770 mm. Timevis kunde Tacchella og jeg sidde paa Dækket i den dejlige Efteraarsdag, som to firben slikkende Solskinnet, medens vi lydløst giede hen forbi de falmende, spraglede Skove, trukne af Mandskabet, der gaar langs Bredden. Himlen er klar og ren som Krystal, Luften let og frisk. FJoden stille, spejlblank. Et livligt broget Farvespil ruller sig op langs Kysten. De mørke, sortegrønne Naaletræer, blandede mod Birkens, Espens, Pilens mangefarvede Løv — graagrønt, svovlgult, brandgult, højrødt, karmin ; alt staar blikstille mod den rene blaa Himmel; kun Espens fine Løv flimrer i umærkelige Luftninger som talløse blinkende Guldstykker. Naar saa Dagen hælder, synker Solen ned i de blideste Farvetoner. I Vest en levende Kobberfarve, som Horisonten rundt kaster et blegt Incarnatskjær, der fint fortoner sig i den rene perlcgraa Himmel og Flod. Snart mørkne Skove og Kyster; sorte staa de mod den lyse Aftenhimmel; den stille blanke Vandflade ligger mod Himmelskjæret bleggul og sort. Store Skarer afVildgæs og Ænder drage hen over Himlen; inde langs Bredden lyder Vandfuglenes melankolske Fløjten. Saa stiger Maanen frem, bleg og ren. Vi glide hen gjennem smalle Kanaler, blanke som .slebet Metal; i det hvide dæmrende Maaneskjær spejle sig tavse de skovklædte Bredder i det stille Vand. Et svagt, gyldent Nordlys sender sine flimrende Straaler op ad den blege Stjernehimmel. En dyb, usigelig Melankoli ruger over disse ensomme Vande, dobbelt melankolske, dobbelt gribende vemodige, naar en stille, underskjøn Dag forlener dem med de uendelig sarte Faivetoner, der udgjøre deres eneste Skjønhed.

Vandstanden viste sig at være falden bestandig stærkere, jo længere vi kom op ad Floden; Forskjellen mellem det nuværende Niveau og de tidligere Mærkor steg eftcrhaandcn til 2 —2'/2 Favne. Selv i Hovedløbet viste sig nøgne Sandbanker; skjønt det endnu havde en Brede af l —I'/2 Vcr^t, syntes dcfc dog ringe og uanseligt i Sammenligring med forhen og med de mægtige Vanddrag, hvorfra vi kom. Flodens nøgne Ler- og Sandbund laa bar langs Bredden i store jævnt skraanende Flader, lagvis mærkede af det synkende Vand; andre Steder vare Øerne afskaarne i bratte Brinker med nedstyrtede Jordmasser og Træer. Langs Foden af den østlige Kyst strakte sig en bred aaben Forstiand, med et Bælte af Drivtømmer og Stene nærmest inde ved Højskræntens Fod. Den nøgne Flodbunds bløde Pladder var dog i Reglen nu saa tørt og fast, at man kunde gaa derpaa. Størstedelen af Vejen fra Berjozov til Samarovo tilbagelagde vi derfor trukne i Line af Mandskabet gaaende inde paa Bredden, hvad der er baade mindre anstrængende og mindre langsomt end at ro mod Strømmen. Det er den lifligste Rejsemaade. der tænkes kan, saa

Side 129

længe den varer: stille, med umærkelig Bevægelse glider Baaden lydløst hen; kun en sagte Rislen vugger Sindet i Drømme. Men saa tørner den med et Bras mod en Træstamme eller løber fast paa en Sandodde og kommer kun med megen Larm og Møje atter flot.

Vi tilbagelagde paa denne Maade med temmelig Regelmæssighed henved 70 Yerst i Døgnet. Overalt var nu Fiskeriet i fuld Gang. Der var hyppig Lejlighed til at bese Fiskemaade, Redskaber og de Damme, hvori Fangsten opbevares til Vinterens Komme. Indtil vor Ankomst til Samarovo passerede vi eftcrhaanden fire eller fem Dampere, alle staaende Nord efter, bestemte til Mundingen for at tage Barger og Fiskerfartøjer op ad Floden. Ikke langt fra Samarovo indhentedes vi af Delphin, der vendte tilbage efter heldig tilendebragt Expedition i Obbugten; den passerede os om Natten, saa heller ikke denne Gang fik vi den i Tale.

Endelig den 22de September, i den tidlige Morgen, naaede vi Samarovo; — ud i Natten for at sætte Fod paa Jorden! Det var ingen Illusion; endelig vare vi i Havn. Efter 53 Dages Forløb vare vi atter tilbage ved denne den civiliserede Verdens yderste Forpost, det Punkt, hvor Dampens Arme atter kunde naa os. Vi indlogerede os i det lille Træhus paa Pristan, Dampskibets Anlægsplads, som nu laa helt oppe paa det tørre med en Forstrand, der gik ned til Vandet. Damperen, der skulde komme fra Tomsk, ventedes fra Dag til Dag, forsinket ved det stærke Efteraars-Lavvande. Foreløbig havde jeg nok at gjøre med at ordne og indpakke de ethnografiske og botaniske Samlinger, jeg havde gjort under Vejs. Efter nogle Dages Forløb ankom ogsaa Hr. Sommier; hans mindre og lettere Lodka havde tilladt ham at rejse hurtigere end jeg. Vi havde her god Lejlighed til at udvexle vore Indtryk og lagttagelser. I de herlige Efteraarsdage flakkede vi timevis om i de prægtige Skove, der bedække de anselige Højder, som, gjennemskaarne af Kløfter, hæve sig over Samarovo. Ogsaa havde jeg Fornøjelsen af at træffe to russiske Embedsmænd, som jeg allerede forhen kjendte ; de vare ankomne med Delphin og gaaede i Land her, medens Damperen fortsatte Rejsen til Tomsk. Kaptajn Nikitin fra St. Petersburg havde dette ligesom de foregaaende Aar været udsendt til Obmundingen for at have Tilsyn med de ad Søvejen indførte Varer. Hr. Pavlof-Silvanskij fra Omsk, der tidligere havde ledsaget Tegner og mig under en stor Del af vor Rejse i det sydlige Sibirien, og for hvis rentud utrættelige Opmærksomhed vi ere i højeste Grad gjældbundne, havde af General-Guvernøren faaet det Hverv at undersøge Nydafloden. Om Bord paa Sojuz var han naaet til Jamb-Salé; men Snefog, Storm og Mangel paa Fartøj havde hindret ham i at udrette noget, og han var da vendt tilbage med DelpJlin.

Alle de nævnte indlogerede sig efterhaanden i det lille Træhus med dets tre Værelser, for at være rede ved Damperens Ankomst. En stor Del Bønder, der ogsaa skulde med Skibet, lejrede sig inden og uden for Tærskelen. Hvert Øjeblik troede man at høre Dampskibet; „det kommer! det kommer!" hed det fra Mund til Mund. Endelig den femte Dag om Aftenen lød det fer Alvor: paroMiod! parokhod! (Dampskibet! Dampskibet!). Vi sad just ved et Aftensmaaltid, dannet af de sidste spiselige og uspiselige Rester, som i det almindelige kaotiske Roderi havde ladet sig skrabe sammen, da alt kastedes hulter til bulter ved Efterretningen om Forløserens Ankomst. Et stort Baal er tændt paa Bredden , for at belyse Anlægsstedet, og om Bord vælte vi til Hobe med samt vor Bagage. Sommier gaar i Vand til Livet for at faa sin Lodka losset og sine Sager bragte om Bord.

Det er kun en sibirisk Damper. Men hvilken Følelse at betræde dens Dæk! Damp, Damp, — atter at være inden for Dampens Sfære. Det bryder ind over Bevidstheden i sin dybeste Betydning, hvilken uendelig Fylde der er gjemt i dette Ord, hvor uadskillelig alt, hvad der hedder menneskelig Kultur, er blevet knyttet dertil. Det er som med ét Slag at være bleven gjengivet til Livet, til alt, hvad der rører sig i Verden.

« Snart ere vi klar og staa saa op ad Irtysch. Det er den samme Damper, hvormed vi kom hid; kjendte Ansigter hilse Velkommen. Aftenen er smuk og stille, en Ildregn staar fra Skorstenen ud over Floden

Den 29de September naaede vi Tobolsk. Vandet i Tobol og Tura var nu faldet saa stærkt, at selv en lille Damper af to Fods Dybgaaende, bestemt til under disse Forhold at optage Passagererne og Godset, ikke kunde nærme sig længere end til Landsbyerne Jevleva og Artomonova, 220_—230 Verst fra Tjumen. Under disse Omstændigheder foretrak jeg at gaa i Land i Tobolsk og at fortsætte Rejsen derfra i Tarantas. Den 30te om Aftenen tog jeg Afsked med mine brave Rejsefæller og hastede nu hjem efter.

Den 2den Oktober var jeg i Tjumen, den 4de i Jekaterinburg. Aarstiden havde nu kastet Masken og viste sig ial sin raakolde Barskhed. Da jeg den 7de kjørte over Ural, sank Termometret ud paa Aftenen til -f- 7J/27^J/2 °C. Den tidligt begyndende Vinter fulgte mig med stadigt Snefog gjennem hele Rusland, fra Perm ad Kama og Volga til Moskva. Ikke mange Dage efter, at jeg var passeret, standsedes Skibsfarten paa Volga af

Side 130

Is. Den 20de Oktober laa St. Petersburg iklædt sin
pragtfulde Vinterdragt.

I det ibregaaende vil der allerede findes mange Træk
til Bedømmelse af Flodens Karakter og Ejendommeligheder.
De skulle her yderligere fuldstændiggjøres.

Om enten Ob eller Irtysch medbringer den største Vandmasse ved begges Forening, vil ikke være let at afgjøre. Mest tilbøjelig er jeg til at anse Irtysch for den mægtigste af de to, ligesom den ogsaa har den største Strømlængde. Alligevel betragtes Ob som Hovedfloden og er derfor den, der efter Foreningen giver dem begge Navn. Til Dels skyldes dette maaske en vis mørk Storhed, hvoraf den fortrinsvis er præget, til Dels vel ogsaa, at dens Vandstand i Reglen synker noget senere end Irtyschs; men navnlig dog til en Ejendommelighed ved selve Sammenløbet. Thi da Ob kommer fra højre Side, bevarer den übeskaaren sin „bjærg"agtige højre Bred (Obskctjd/ Octfd — „Obbjærget", kaldes den paa Stedet) der fortsætter sig stærkt iøjnefaldende i Terrainet og ligesom markerer Flodens Kontinuitet. For Irtysch derimod, der flyder paa venstre Haand, overskæres den højre Bred af Obs Flodleje: „Irtyschbjærget" ender derfor her i en sidste Pynt, og dermed synes ogsaa selve Floden ligesom at ophøre. Det er ganske samme Forhold, som gjenfindes ved Sammenløbet af Volga og Kama. Her er der næppe Tvivl om, at Kama i Virkeligheden er den stærkere Strøm; men Volga bar Fordelen af at flyde paa højre Haand og er derfor i den almindelige Bevidsthed gaaet af med Sejren.

Hvorom end alting er, frembyde de to Floder inden deres Forening meget nær samme Vilkaar for Sejlads i Henseende baade til Udstrækning og til Dybde. De Oplysninger, det har været muligt at samle om Dybdeforholdene, ere meget sparsomme og til Dels modstridende , en naturlig Følge af den liden Opmærksomhed, hvormed de ere undersøgte, og af den med Aarstiden saa overordentlig vexlende Vandstand. Dog synes det at fremgaa, at fra Samarovo op ad Ob indtil Novo-Iljinsk (omtr. 200 Verst neden for Torns Munding) og op ad Irtysch indtil Tara kan man paaregne til enhver Tid at finde Vand nok for Flodfartøjer af 7 Fods Dybgaaende. I 1877 om Efteraaret, altsaa med lav Vandstand, er Damperen Louise med 9 Fods Dybgaaende kommende fra Havet gaaet op til Tobolsk, og efter nogles Sigende vil der fra Samarovo til Tobolsk selv med laveste Vandstand kunne paaregnes 10^—12 Fods Dybde. — Ved selve Sammenløbet skal der findes en Sandbanke; men efter hvad der foreligger, maa den i hvert Fald kunne passeves med 9 Fods Dybgaaende.

Efter nu at have forenet sig nær Samarovo danne de to Floder et kæmpemæssigt Net af Aarer, et i det uendelige forgrenet Antal af Løb, Arme og Kanaler, der omslynge et lige saa endeløst Tal af lave, ved Opskylning dannede Øer. Den største Udstrækning og videste Forgrening naar dette Vandnet paa den nederste Halvdel af Strækningen mellem Samarovo og Obdorsk, fra det Punkt af (under 63° n. B.), hvor Floden gjør en Bøjning fra NV. til ret N. Det største og paa langt nær bredeste Løb, Flodens egentlige Hovedstrøm, flyder næsten uafbrudt længst til højre, umiddelbart langs den høje stlige Bred. De Fartøjer, der besejle Floden, følge imidlertid ikke hele Vejen denne den „Store Obs" Leje. Paa Strækningen ud for Berjozov foretrække de i Reglen at gaa ad de vestligere, til Dels meget smalle, men ikke desto mindre dybe Løb: gjennem den „Lille Ob^I', en Sidearm Pyrsim, der forener denne med Sosva, der efter ad Sosva umiddelbart forbi Berjozov og ad en ny Sidearm, Ustrjom, atter ud i Hovedløbet. Denne Vej er dels noget kortere, dels skal den Store Ob paa den tilsvarende Strækning være belemret af Sandbanker. — Hvor stor Dybde der i det hele til enhver Aarstid kan paaregnes imellem Samarovo og Obdorsk, er meget vanskeligt at komme paa det rene med. Der er blevet mig angivet 15 Fod, og jeg er tilbøjelig til at antage, at dette ikke er for højt anslaaet. Det er formodentlig overflødigt at tilføje, at Floddybden paa lange Strækninger beløber sig til lige saa mange Favne og endnu mere; men det er de Steder i Løbene, bvor opskyllede Banker aflejre sig, der ere afgjørende for deres Benyttelse til Sejlads.

Af Tilløb modtager Ob imellem Samarovo og Obdorsk: fra venstre Side Sosva, der er det langt betydeligste, Synja, Vojkara, Sob; fra højre Side Kazym, Kunovat, Poluj.

Omtrent 25 Verst oven for Obdorsk samler Ob alle sine spredte Vande i en eneste Strøm. Med en halv til en hel Mils Brede og med en Dybde af indtil 20^—30 Favne flyder den samlet paa en Strækning af omtr. 40 Verst for derefter at bøje mod Øst og paa ny at forgrene sig.

Fra Obdorsk til Kap Jary, dette Flodens sidste Stykke, inden den aabner sig ud i Mundingen, danner dens Hovedarm et fortrinligt Sejlløb af stor Dybde og Renhed. Dens Brede er gjennemgaaende l'/y_—3 Verst, paa sine Steder indtil 5 Verst, med næsten en Havarms Præg og Udseende. Selve det dybe Farvand, der flyder vexelvis snart nærmere den ene snart den anden Bred, er dog, ifølge Kapt. Dahls Angivelser, ingen Steds over 2 Verst bredt; undertiden indsnævrer det sig til 3/4, ja maaske til l\\ Verst (8—900 Fod). Dybdeforholdene

Side 131

paa denne Strækning ere nogenlunde tilfredsstillende undersøgte ved Lodninger, foretagne af Kap t. Dahl 1876, hvilke jeg paa enkelte Steder har været i Stand til at supplere. Gjennemgaaende findes der 10^—15, paa adskillige Steder endog en Snes (russiske) Favne. Farvandets laveste Strækninger forekomme ved Kuroptin og ud for Mundingen af Floden Sch-tschutschja, der fra Nord udgyder sig iOb omtrent over for Kap Jary. Paa begge disse Punkter spalter Løbet sig, og begge Steder siges de sydligere Arme, som hverken Kapt. Dahl eller jeg har undersøgt, at være de dybeste. Selv de nordligere Arme have imidlertid ikke under 3—43^—4 op til 6—7 Favne Vand. Taget alt i alt, betvivler jeg ikke Rigtigheden af den Formening, der udtaltes af en med Floden forholdsvis nøje kjendt Obdorsker Kjøbmand, som jeg traf i Kuroptin, at Skibe med 20 Fods Dybgaaende, ja mere, uden Vanskelighed vilde kunne gaa fra Pujkova til Obdorsk. Men det behøver næppe at tilføjes, at endog med langt ringere Dybgaaende vil man med velvillig Assistance af de „kjendte Mænd", der overhovedet lade sig opdrive der nede, jævnlig være udsat for at sætte sig fast paa Grundene langs det bugtede Farvand.

Strømmens Hastighed mellem Obdorsk og Kap Jary angives af Kapt. Dahl at være 2^— 3 Knob. For Dampskibe gjør denne Hastighed vel ingen væsentlig Vanskelighed ; men for Fartøjer, der kun raade over Sejl eller Aarer, er den generende nok. Især paa de meget dybe Steder kan Strømmen være særdeles stærk, saa at den selv med stille Vejr sætter toppede Bølger; heller ikke mangle kraftige Hvirvler. I Almindelighed gaa Farvandets Sider i Flodsengen meget stejlt og skarpt ned. Undertiden skærer det tæt ind til Land, endog umiddelbart op til den lave venstre Bred; mellem Jamburi og Püjkova langs den flade nordlige Kyst, der kun just hæver sig over Flodens Niveau, kan man i faa Alens Afstand fra Bredden finde mange Favnes Dybde med kogende Strøm.

Jeg har allerede fremhævet, at fra det Øjeblik, da Ob og Irtysch forlade de Bjærgegne, hvori de have deres Kilder, og træde ud i den uhyre vestsibiriske Slette, findes der langs hele deres Løb ikke Spor af faststaaende Klippe. Bunden i Flodsengen bestaar helt igjennem af en findelt, blød Masse af Ler, Mergel, Blaaler eller Sand, selvfølgelig for en Del blandet med organisk Dynd. Imidlertid er der en Forskjel i Terrainets Beskaffenhed i det sydligere og i det nordlige. Det mellemsibiriske Bælte af „Steppe" og „Sort Jord" er fladt som et Vandspejl og absolut stenløst; man skulde i Jordsmonnet f. Ex. mellem Tjumen og Omsk have vanskeligt ved at finde en Sten af Størrelse som en Ært. Men omtrent fra Tobolsk Nord efter forandrer Jordbunden Karakter, samtidig med at den i Mellemsibirien aldeles eneherskende Birk begynder at blande sig med Naaletræer. Det sorte Jordbælte afløses af lerede og sandede Jorder; Terrainet bliver efterhaanden bølgeformet og viser sig at indeholde sparsomme erratiske Stene, større og mindre. Denne Terrainets Beskaffenhed er dog først særlig karakteristisk fra Samarovo ned efter. Den højre, brat nedfaldende Bred viser ikke længere en ensartet sammenhængende Brink, men afbrydes uophørlig af skovgroede Indsænkninger og Kløfter, saaledes som de maa fremkomme, naar et bølgeformet Terrain gjennemskæres. Samtidig komme efterhaanden Stene til Syne, aflejrede i Skræntens Ler- og Sandmasse og visende sig langs de smaa Vandløb i Inusænkningerøe. I nøje Sammenhæng hermed findes der et Lag Sten liggende langs Flodbredden ved Skræntens Fod. Disse Sten ere ikke, saaledes som Dr. Finsch antager*), hidførte af Flodisen, men derimod udvaskede af Jordsmonnet paa Stedet selv. Derfor er ogsaa Flodbredden fuldstændig stenfri ved Tobolsk; i Egnen ved Samarovo og endnu nordligere ses i Flodskrænterne kun sparsomme Smaasten, og langs Bredden findes ligeledes kun tilsvarende; først et Stykke neden for Samarovo begynde større Stenblokke at komme til Syne. Øerne i Flodlejet vedblive fremdeles at være uden Spor af Sten, hvad de ikke kunde være, hvis det var Isen, der hidførte disse. Derimod ligge Stenblokke i alle mulige Størrelser som en tæt Revle langs Foden af den høje østlige Bred og i mindre Grad langs Flodbassinets vestlige Højlandsbred. Utvivlsomt skrues de af Isen op paa Land paa lignende Maade, som det omtales af Prof. Nordenskiöld at finde Sted f. Ex. meget udpræget i Matoschkin Schar**): derved tvinges Stenrevlen til successivt at flytte sig, säa at den følger med den højre Bred, efterhaanden som denne i Aarenes Løb langsomt viger ved Underskylning og Nedstyrtning. Af denne Grund ser man, naar Vandstanden falder, en sammenhængende opdynget Stenrække ligge i Højvandskanten, hvor Isen har sat den op, medens der neden for findes en jævn og fuldkommen stenfri Flodbund. Denne Stenrevle, der altsaa ligger umiddelbart langs Højlandskysten, ledsager den nedre Ob under hele dens Løb og ud i Mundingen. Nogen Fare for Sejladsen medfører den ikke, for saa vidt man holder sig klar af den højre Bred; selve Flodlejet ligesom Øernes og Lavlandets Kyster forblive uforandret fuldstændig stenfri.

*) S. 377.

**) Vegas Rejse osv. 8. 179—180.

Side 132

Det er fremdeles tilstrækkelig fremhævet, at under Flodløbenes hele Udstrækning gjennem det sibiriske Sletteland hæver den højre Bred sig over Flodens Niveau som en stærkt markeret, skarpt afskaaren Kystlinje, hvis Højde tiltager, efterhaanden som man kommer Nord efter ned ad Floden. Medens saaledes den højre Bred af Irtysch ved Semipalatinsk endnu kun har ringe Højde, stiger denne i Nærheden af Omsk til omtrent 30 Fod, og fra Tobolsk ned efter til Obmuudingen varierer den i Almindelighed mellem 100 og 200 Fod. Skarpest og af størst Højde viser Bredden sig paa de fremspringende Hjørner, medens den som oftest sænker sig noget i de indadgaaende Bugter. Ved Kap Jary synes Landet *t hæve sig til en Højde af ca. 250 Fod. Ud af de talrige Kløfter, der neden for Samarovo gjennemskjære Kysten, blæser om Aftenen en regelmæssig Fralandsvind. Flodbassinets venstre (vestlige) Kystlinje har fra Egnen ved Berjozov og ned efter en Højde af 20—50 Fod umiddelbart ud til Floden. Herfra hæver Landet sig langsomt ind efter imod Ural. En lignende Højde har Jalmals Sydkyst, hvor den, neden for Püjkova, træder nær ud til Vandet; Landet er svagt bølgeformet, hist og her med smaa kegleformede Toppe. — Om Vegetationens Karakter saa vel paa Fastlandet som paa Flodøerne er talt tilstrækkelig i det foregaaende.

Ved Kap Jary begynder nu Mundings-Gebetet. Vandmassen spreder sig ud til Siderne, dækkende over et Rum, der tragtformet udvider sig, indtil det i en Brede af 60 Verst smelter sammen med Obbugtens Bund. Et stort Antal lave Øer samt flade vidtstrakte Grunde og Banker optage dette Kum. Imellem og om dem snor sig et indviklet Net af dybere Løb; de skille sig og atter forenes. indsnævres og atter udvide sig, afbrydes af Grunde, bugte sig og vexle, men have alle det tilfælles, at Strømhastighed og Dybde, der i Begyndelsen ere meget betydelige, aftage, idet de nærme sig til Overgangen i Obbugten.

Allerede umiddelbart ved Kap Jary, fra Vesteuden af Øerne Jary, spalter Strømmen sig i to Hovedgrene, en nordligere og en sydligere. Hin fører langs Mundingens Nordkyst hen til Jamb-Salé paa Obbugtens Vestside; denne, der atter og atter deler og igjen forener sig, langs Sydkysten hen til Nadyms og Nydas Flodmundinger paa Obbugtens Østside. Det var det nordlige Løb (kaldet den Khamannjolske Ob}, ad hvilket jeg i afvigte Sommer trængte frem, og som det er lykkedes mig nogenlunde at opmaale. De sydligere Løb (hvoraf en Arm bærer Navnet den MoJfhtaske Ol>} ere i en Del af deres Forgreninger blevne kaartlagte og opmaalte af Kapt. Dahl (Lærer ved Navigationsskolen i Hainasch, Lifland), der 1876 udsendtes paa en Uudersøgelses til Obmundingen og paa denne naaede indtil Kap Nyda*). Det følgende Aar førte han Damperen Louise ad denne Vej fra Havet af ind i Obfloden. De Vilkaar, som liver af disse Adgange fra Obbugten til Floden frembyder for Sejladsen, ville blive drøftede i det følgende. Hidtil er det de eneste af Mundings-Gebetets Farvande, der ere blot nogenlunde undersøgte. Der kan imidlertid ikke være Tvivl om, at der ogsaa i Mellemrummet imellem dem, — hvilket i den nordligere Del synes opfyldt af ,oer, i den sydligere af vidtstrakte Grunde, — findes dybere Løb, der føre ud i Obbugten, Saaledes skal der efter Fiskernes Sigende gaa et dybt Farvand V. og S. orn Øen Jarungö, og ved Øen Tarvejnö skulle udskille sig tvende Farvande (hvoraf et kaldet den Murinslce OH), hvilke alle paastaas at fortsætte sig ud til Obbugten. Imidlertid taler Sandsynligheden næppe for, at deres Udmundingsforhold ville vise sig gunstigere, end Tilfældet er ved Jamb-Sale.

Gjælder det allerede om Flodløbene i det hele taget, at deres Farvand fra Aar til Aar forandrer sig, idet hist en Strækning sætter til, her atter Strømmen udskærer et nyt Løb, og saaledes Fartøjerne stadig nødes til at opsøge nye Veje; — saa gjælder dette endnu langt mere om Forholdene i Mundingen. Thi den Masse Alluvium, som Floden her aarlig aflejrer, er meget betydelig. Kapt. Dahl omtaler saaledes, at naar han med sin Skude kom paa Grund, kunde Sandet afsætte sig saa hurtig paa den Strømmen modsatte Side af Fartøjet, at Dybden i Løbet af en Time formindskedes med en Fod og mere. Kapt. Grandy iagttog, at mellem Jamb - Sale og Skonnerten Tjwnciis Strandingssted voxede Grundene fra Land af ud efter meget kjendelig i Tiden fra Efteraaret 1879 til Sommeren 1880. — Strømmens Hastighed nedenfor Püjkova er paa sine Steder endnu meget anselig: f. Ex. ved Khålej Pügor kan den anslaas til mellem 11/aI¹/a og 2 Knob. Den taber i Styrke, efterhaanden som Floden yderligere forgrencr og udbreder sig; uden for Jamb-Salé bliver den meget svag.

— Hvad nu angaar selve Obbugten, saa er denne
efter sin hele, saavel fysiske som geografiske, Karakter
snarere at opfatte som en Fortsættelse af Floden end som

*) Expeditionen var udrustet af en Del Medlemmer af „L>et Kejserl. Selskab til Fremme af den russiske Handcls deriblandt do Hrr. Trapeznikof og .Sibirjakof. Kapt. Dahls Beretning er offentliggjort under Titel: OllHcallie ABJ'Xli CKCHOAHItiIf Hl, p-BKV OC)h UT, 1870 H 187? nuaxt. MocKßa. 1877. Et Udtog deraf findes i Petermann:s :s Mittheilungen 1879 (VIII) S. 281 ft'.

Side 133

en egentlig „Bugt" eller Havarm. Efter de Meddelelser, der foreligge, bevarer deu fremdeles det for Floden karakteristiske Træk, at den højre (østlige) Kyst er høj (i Gjennemsnit vel ca. 100 Fod) med en stenet Strandkant, medens den vestlige Kyst, i hvert Fald i Bugtens sydlige Del, gaar lav og flad ud til Vandet. Overensstemmende hermed findes det dybere Farvand gjennemgaaende nærmere ved den østlige Bred. Øer forekomme ikke i Obbugten. Vandet, ial Fald i største Delen af Bugtens Udstrækning, holder sig fuldkommen fersk med en svag udadgaaende Strøm. Dennes Styrke angives af Kapt. Dahl at være i Avgust Maaned (1876 og 77): ud for Kap Nyda, i det dybere Farvand langs Østkysten ca. 11/zl¹/z Knob, i Bugtens Midte, hvor Dybden er ringere, ca. l Knob; længere Nord efter er Hastigheden imidlertid ikke over IJ2 Knob. Endnu ud for Jamb-Salé frembyder Vandet den for hele den nedre Ob besynderlige Ejendommelighed, at det om Vinteren under Isen gaar over i en forraadnet Tilstand. Paa Vandstandens Højde i Bugten gjør det kariske Havs Indflydelse sig stærkt gjældende, idet Vandmassen vexelvis opstemmes eller gives fri Udgang i Havet. Saaledes synes Indvirkningen af Ebbe og Flod at kunne, om end svagt, spores endog op til Golfens Sydende. Kapt. Ilasmussen af Neptun iagttog (1878) Tidevandenes Indflydelse ud for Floden Vanuj (71° 15' n. B.); og ifølge Kapt. Grandys Angivelser skal den, saalænge Vandet ikke er tilfrosset, kunne mærkes endnu ved Jamb-Salé, under normale Forhold med ca. l Fods Forskjel i Vandstanden, ved Springtid med ca. 2 Fod. Af langt større Betydning er dog Vindens Retning. Nordlige Vinde fremkalde Højvand under en dobbelt Indflydelse af den Vandmasse, som Vinden presser indad i den lauge, snævre Bugt, og af det udgaaende Flodvand, som derved opstemmes: omvendt, med sydlig Vind falder det. De derved fremkaldte Omslag i Vandstanden kunne være meget stærke og pludselige. Det arriverer Fiskerfartøjerne i Flodmundingen, at de fra Morgen til Aften kunne finde sig siddende fuldstændig paa det tørre i flere Versts Afstand fra Vandet. Med nordlig Storm og samtidig Springflod stiger Vandstanden i Bugtens Sydende med Lethed 6—8 Fod. Indvirkningen selv af meget stærke Højvande mærkes dog ikke længere opad end til Kap Jary. Det før omtalte store Højvand den 9de Avgust 1880 naaede ved Jamb-Salé 9 —10 eng. Fod (4 arxcliili); ved Jarungö steg Vandet 3 Fod, ved Khålej Piigor 2 Fod. ved Püjkova P/a Fod. Oven for Kap Jary lod det sig ikke yderligere spore. — Ved den strandede Skonnert var den normale Dybde 8—98^—9 Fod; medens den altsaa den 9de Avgust steg til 18 Fod, kunde den til andre Tider synke indtil 4 Fod. Disse Vandstandens stærke og hyppige Variationer i denne Del af Obbugten er et Moment, som Sødampere ville have at tage særlig med i Beregning.

— Den medfølgende kartografiske Oversigt over de vestsibiriske Floders Opbrud og Tilfrysning viser, at Ob og Irtyscli aabne sig successivt fra Bijsk eller Semipalatinsk ned efter til Obdorsk i Gjennemsnit fra sidste Halvdel af April til Begyndelsen af Juni, og at de atter lukke sig i omvendt Orden fra sidste Halvdel af Oktober til første Halvdel af November. Tidspunkterne variere efter Omstændighederne meget betydelig, saa at Forskjellen kan være 3—43^—4 Uger eller mere mellem et Aar og et andet. I det hele aabner Ob oven for Samorovo sig gjennemgaaende noget senere og lukker sig noget tidligere end Irtysch. — Efter de faa Meddelelser, jeg har kunnet erholde om Forholdene neden for Obdorsk, bryder Isen op ved Jarungö i Almindelighed i Midten af Juni, ved Nadym og Jamb-Salé i sidste Halvdel af Juni. Obbugten i hele dens Ildstrækning kan neppe være isfri før i sidste Halvdel af Juli. Da Kapt. Grandy i Marts (1880) vendte tilbage til Skonnerten Tjlimen, fandt han 8 Fod Is. bedækket med 2 Favne Sne; under Isen var J/2 Fod Vand. Den brød op den 20de Juni. Det foregaaende Ef'teraar havde den første Is vist sig den 27de Oktober kommende drivende Nord fra; den 9de November var alt tillukket. Efter Samojedernes Udsagn skal Obbugten undertiden kunne fryse til i første Halvdel af Oktober; længere end til hen imod Slutningen af September synes en Damper ikke at kunne gjøre sikker Hegning paa at slippe igjennem Bugten uden Ishindring.

Højden af Vandstanden i Floderne til de forskjellige Aarstider vexler ligeledes ikke uvæsentlig fra et Aar til et andet. Den regelmæssige Gang er den, at ved Tøbr-uddet, og da navnlig naar først Snesmeltningen har taget for Alvor fat, stiger Vandmassen meget stærkt, end yderligere opstemmet af Isen, som den presser foran sig ned gjennem Flodløbet. Efter dette første Højvand følger dernæst et andet, naar Sneen noget senere smelter i Højbjergene; dette sidstes Virkninger indtræde f. Ex. ved Barnaul i Juni. Derefter falder da atter Vandet gradevis, saaledes at Formindskelsen normalt indtræder først i de øvre Flodløb og derfra successivt fortsætter sig ned efter. Medens saaledes Vandstanden ved Tjumen og Barnavl ofte er sunket til nær ved sit Minimum allerede i Slutningen af Juli, og medens den til samme Tid er sta^rkt faldende ved Tobolsk; saa holder den sig derimod i den nedre Ob (fra Samarovo ned efter) paa sit Maximum som oftest indtil Slutningen af Juli og ikke sjælden indtil Midten af Avgust (saaledes baade 1876 og

Side 134

1880). Usædvanlig langvarige Højvande,' hvorved de lavt liggende Øer og Bredder oversvømmes, formindske i væsentlig Grad Udbyttet baade af Høslet og af Fiskeri. Sit laveste Niveau synes Vandet næsten overalt at naa i Slutningen af September, og i al Fald i Flodløbenes øvre Strækninger hæver det sig ofte derefter atter lidt, indtil Frosten lukker det. Forskjellen mellem det højeste og laveste Niveau angives af Kapt. Dahl at være: ved Tobolsk 21 Fod, ved Samarovo 18 Fod, ved Berjozov 15 Fod, ved Obdorsk 12 Fod, ved Khe 4—5 Fod. Disse Angivelser stemme for Strækningen Samarovo-Obdorsk nøje med mine lagttagelser og de mig givne Meddelelser. Dot vil ses, at Højvandet formindskes i Intensitet, jo længere man kommer ned ad Floden, en naturlig Følge af den uhyre Brede, hvortil dens Leje her udvider sig. Selvfølgelig frembyde Floderne et højst forskjelligt Udseende og højst forskjellige Vilkaar for Sejladsen, alt efter Aarstidernes skiftende Vandstand. Medens man under Højvandet ofte synes paa den nedre Ob at befinde sig paa en uhyre Sø. hvor Vand og Himmel flyde sammen i Horisonten, og Baadene glide uhindret hen over Øer og Enge; saa derimod ud paa Efteraaret indsnævre sig dens bugtede Arme og sno sig melle n brede, nøgne Grunde, der strække sig langt ud fra Bredderne. I Begyndelsen af Avgust landede man i Baad oppe mellem Husene i Samarovos Gader; i Slutningen af September havde Floden trukket sig tilbage til en Versts Afstand fra Landsbyen.

Den Arm af Floden, der ved Kap Jary vender sig i sydlig Retning, forgrener sig strax derefter*). Hovedløbet flyder umiddelbart langs Mundingens sydlige Højkyst, men har, paa Strækningen indtil Kutyp, hidtil ikke været undersøgt. Det skal efter Fiskernes Sigende være meget dybt, men stærkt krummet og jævnlig afbrudt af Sandbanker. En snævrere Sidegren gaar N. og Ø. om Nangi og forener sig ved Skoptsovskij-Øen med en dyb Arm, der kommer fra Pujkova. Derefter deler dette Løb sig, saaledes at Armen til højre forener sig med det sydlige Hovedløb, medens Armen til venstre (under Navn af Mokhtaske Ob) flyder mellem Øerne Mokhtask og Jumzin som et smalt, men regelmæssigt og bekvemt Farvand med 3_—7 Favnes Dybde. Dette Farvand foretrækkes af Fiskerne; ogsaa Kapt. Dahl benyttede det paa sine oven nævnte Expeditioner. Om Efteraaret gaa Floddampere regelmæssig ned indtil Mokhtask for derfra at bugsere Fiskerfartøjerne op efter. Naar afses fra de sædvanlige Bryderier, som Mangelen paa Mærker foraarsager,

er dette i det hele et brugbart Sejlløb, navnlig naar man
vælger Vejen forbi Pujkova.

Men Øst for Øen Mokhtask blive Vanskelighederne større. At Dybden paa en kort Strækning synker til 2_—2¹/'.' Favne, har lidet at sige, da den kort efter stiger til 10 —15 Favne ved Forening med det sydligere Farvand. Men samtidig hører Arkipelaget op, og der ligger for Øjet en Vandflade, som overalt rækker til Horisonten, kun i Syd begrænset af. Fastlanclskysten. Her imellem de vidtstrakte Grunde at finde de uregelmæssig bugtede, dybere Farvande, der maa opsøges og forfølges med Loddet, frembyder store Vanskeligheder. Damperen SibiryaJc, der i 1878 gik til Nadym, bugserende to Barger af 6 Fods Dybgaaende, kom med disse mere end en halv Snes Gange paa Grund mellem Mokhtask og Khe. Imidlertid lykkedes det dog Kapt. Dahl i 1877 paa Grundlag af de i det foregaaende Aar foretagne Opmaalinger at føre Sødamperen Louise (9 Fods Dybg.) ind ad denne Vej. At anbringe Mærker for Sejladsen vilde lidet nytte, da de hvert Aar vilde tages bort af Isen, og der ingen paalidelige Folk vilde være til at forny dem. Fiskerne i deres lavt gaaende Baade bekymre sig overhovedet lidet om at blive fortrolige med Farvandene i Mundingen, og hver enkelt kjender i bedste Fald kun en ganske kort Strækning. Under det velklingende Navn af „Lods" faar man snart eu Russer, snart en Samojed eller Ostjak om Bord; alle udmærke de sig ved et fortrinligt Greb paa at sætte Fartøjerne fast og ved derefter at erklære sig at vide hverken ud eller ind. Den bløde stenfri Grund gjør denne Adspredelse mere kjedsommelig end farlig.

Til Trods for alle Besværligheder ved at holde sig i de passable Sejlløb, forefindes dog saadanne — med en Dybde eftez'haanden aftagende til 2—32^—3 Favne, — indtil ud for Kap Shertvy. Her begynder Mundingen af Nadym, og Udskylningerne fra denne Flod udviske de sidste Spor af et regelmæssigt Farvand. Dybden Øster efter synker til gjennemsnitlig 9—119^—11 Fod. Kapt. Dahl forsøgte at finde bedre Vilkaar ved at sejle 10_—15 Verst længere mod Nord, men forefandt overalt den samme Dybde, paa sine Steder endog kun 8 Fod. Denne Barre ud for Nadyms Munding sætter altsaa 818¹ /a —9 Fods Dybgaaende som det Maximum, hvormed man kan vente ad denne Vej at passere mellem Obbugten og Floden.

Efterhaanden som man nærmer sig Nadym-Mundingens østlige Bred, tager Dybden til paa ny. Deu voxer, efter Kapt. Dahls Angivelse, til 2 Favne, stiger ud for Kap Lendenzi (Linzita) til 3 Favne og holder sig paa denne Dybde uforandret til Kap Nyda gjennem et Farvand, der flyder nær Kysten. Efter Udsagn af Beboerne paa Kap

*) Jvfr. i det. følgende Kaartet.

Side 135

Nyda (den yderste og sidste Fiskerplads paa Obbugtens Østside) fortsætter dette Farvand sig fremdeles mcd en Dybde af 3—4 Favne videre Nord efter langs Kysten til Kap Osjetrovyj *). — Mod Vest, ud efter i Obbugten tager derimod Dybden stærkt af. I en Afstand af 3 Kvart mile N. V. for Kap Ny da fandt Kapt. Dahl overalt 11^—12 Fod Vand med en fuldstændig jævn Bund af fin, graalig Slam.

l Følge disse Angivelser findes der altsaa langs Obbugtens Østkyst et Farvand eller rettere en smal Rende, som bevarer en anselig Dybde op efter indtil Kap Linzita. De af Sødarnperne i 1878 gjorte Erfaringer tale imidlertid ikke til Gunst for dette Farvands Brugbarhed. Neptun, Kapt. Rasmussen, med en indgaaende Ladning af 10,000 Pud (ca. 10 Fods Dybgaaende) naaede op til ud for Kap Linzita og lossede her sin Ladning. Men da det gjaldt at slippe ud igjen, begyndte Vanskelighederne. Man ladede Skibet paa ny til 10 Fod, men det løb derefter uophørlig paa Grund, saa at det lidt efter lidt atter maatte lettes til 8 Fods Dybgaaende. Først da lykkedes det at gaa fri af Sandbankerne. Indladningen blev tilendebragt (21,000 Pud med 12¹/*—13 Fods Dybgaaende) ved Kap Osjetrovyj, hvorhen Flodfartøjerne efter megen Modstræben og med megen Angst lode sig bevæge til at følge Sødamperen. Sydligere end Kap Osjetrovyj mente Kapt. Rasmussen ikke at turde lade sit Skib laste til et saadant Dybgaaende, en Forsigtighed, der strax efter skulde vise sig fuldt begrundet. Den engelske Damper Warkworfh, Kapt. Sheriff (med Polarhavsfareren Kapt. Wiggins om Bord som Leder), kom ind en Uges Tid senere end Neptun, og under et 8 Fods Høj vand gik den med 12Y2 Fods Dybgaaende (23,000 Pud Ladning) uhindret op til Linzita. Her lossedes den, og imidlertid faldt Vandet; men en ny nordlig Storm bragte det til atter at stige, og WarhvortJi ladedes da ved Kap Linzita med 32,000 Pud til sit fulde Dybgaaende, IS¹/* Fod. Men under dette faldt Vandet paa ny, og inden Skibet kunde passere Kap Osjetrovyj, saa det sig nødsaget til at kaste en Femtedel af Ladningen over Bord.

At gaa saa langt op som til Linzita, endsige endnu længere, maa saaledes for Søskibe af endog kun 12'/a_— 13*/2 Fods Dybgaaende, selv om det undtagelsesvis er muligt, dog i hvert Fald anses for meget utilraadeligt. Derimod tyde flere Vidnesbyrd paa, at med fornødent Kjendskab til Farvandet vil for Skibe af denne Størrelse Stedet ud for Mundingen af Nyda kunne være tjenligt til at foretage Omladning. Dette Sted fastsattes i 1879 til Mødet mellem Flodfartøjerne og Søskibene, til hvilket disse sidste imidlertid ved Isforlioldene i det kariske Hav bleve forhindrede fra at indfinde sig. Efter de sparsomme Oplysninger, der foreligge*), skal Nydafloden nær Udløbet have en betydelig Dybde (der siges 3—43^—4 Favne), dog at Mundingen lukkes af en Barre med kun 8 9 Fod Vand; uden for Barren findes atter 14—15 Fods Dybde**). Forholdene ere her for saa vidt meget gunstige, sorn Flodfartøjerne kunne finde Læ mod Uvejr i den beskyttede Flodmunding og, naar Vejrliget tillader det, atter søge ud paa Reden til Sødamperne. Derfor anbefaledes ogsaa dette Sted af Hr. Nikitin som fortrinsvis egnet til den eventuelle Oprettelse af en Toldstation, l hvert Fald er det utvivlsomt det bekvemmeste Punkt paa Obbugtens Østkyst, idet denne i øvrigt ligger fuldstændig aaben for de nordlige og nordvestlige Storme, der ere saa hyppige i disse Egne. Paa den anden Side maa det dog erindres, at Farvandet mellem Nyda og Kap Osjetrovyj maa betragtes med Mistro, saa længe der ikke haves mere tilfredsstillende Erfaringer end hidtil om dets Anvendelighed for Søskibene. Fremdeles: for at komme til Nyda maa Flodfartøjerne enten gaa ad den besværlige, aabne og udsatte Vej fra Mokhtask (ca. 120 Verst) eller ogsaa krydse tvers over Obbugten fra ,lamb-Sale (ca. 60 Verst). For begge Dele have de en hellig Rædsel. Til at møde Neptun i afvigte Sommer (1880) besluttede man derfor at gaa en ny Vej og at gjøre et Forsøg med Obbugtens Vestside.

Den Arm af Floden, der ved Kap Jary skiller sig ud til venstre, fortsætter sig som et dybt og regelmæssigt Flodløb Øst efter langs Sydkysten af «Talmål. Forbi Püjkova, Khålej Pügor og .Tarungo bevarer det endnu en betydelig Strømhastighed med en Dybde, der paa sine Steder beløber sig til en Snes Favne. Efter dernæst at have udskilt flere dybe Sidearme, der hidtil ikke have været Gjenstand for Undersøgelse, aftager saa vel Hastighed som Dybde. Indtil Sjunje-Salé har jeg dels selv, dels ved Styrmand Duding foretaget Lodninger hele Vejen, og ingen Steds fundet mindre end 3 Favne Vand (21 eng. Fod). Samme Dybde findes ud for .Jamb-Salé, hvor Løbet indsnævres til en smal Rende af et Par hundrede Favnes Brede og derefter taber sig i Obbugten. Strækningen mellem Sjunje-Salé og Jamb-Salé har jeg ikke

*) Efter Kaptajnerne Grandys og Kursins Meddelelser synes der dog ikke at kunne paaregucs mere end 11— 15 Kod Vand paa hele Strækningen mellem Kap Osjetrovyj og Nyda.

*) lir. Nikitius Kapport; Udtalelser af Kaptajnerne Grandy, Kursin, Rasmussen m. fl

**) Efter andre Angivelser x'/a—^ Eavne

Side 136

faaet opmaalt. Ifølge Udsagn af Fiskerne paa Jamb-Sale — for saa vidt man kan stole derpaa — er Dybden ogsaa i denne Del af Farvandet mindst 3, maaske paa et enkelt Sted dog kun 2—2¹/« Favne (U—iyi/g eng. Fod).

Som det vil ses af Kaartet, er denne Arm af Floden (Khamannjolske Ob) i sin hele Udstrækning begrændset af Kysten og af Øer. Den frembyder derfor et Farvand, der baade er fuldstændig beskyttet og roligt og tillige særdeles let at følge. De Fartøjer, der hidtil have benyttet det, ere ikke stødte paa nogen som helst Vanskelighed og have ikke noksom kunnet rose dets gode Egenskaber.

Det benyttedes første Gang 1878. De Besværligheder, som Kapt. Dahl de to foregaaende Aar havde mødt i det sydlige Farvand, foranledigede, at man søgte en ny Udgang til Obbugten langs Mundingens Nordkyst. Damperen Louise, Kapt. Rautsep, gik, efter at have overvintret i Tobolsk, til Søs ad denne Vej tillige med den tremastede Sejlskonnert Sibir, Kapt. Kursin, der var bygget i Tjumen. Begge Skibe tilhørte Hr. Trapeznikof og stak henholdsvis omtrent 9 og 9*/8 Fod. UdenVanskelighed naaedes Jamb-Salé. Det heldige Udfald bevirkede, at man kom igjen i 1879. De tre Sejlskibe, som Hr. Trapeznikof yderligere havde ladet bygge: Tjumen, Kapt. Grandy, Nadeshda, Kapt. Kursin, og Ob, Kapt. Weidc, bleve paa Slæb af Floddamperen Sibir jak bragte ud i Obbugten Øst for Jamb-Salé. Alle disse tre Skibe (af ca. 300 Reg. Tons Drægtighed) stak mellem 10 og 11 Fod og passerede den Khamannjolske Oh i hele dens Udstrækning uden ringeste Uheld. Med samme Lethed passeredes dette Løb i 1880 af Floddamperen Delphin, som med sine Barger gik Neptun i Møde.

Indtil Jamb-Salé er saaledes alt vel. Men det samme kan ikke siges om selve Obbugten, naar man er kommen Øst for denne Landspidse. Det dybe Farvand udviskes fuldstændig og giver Plads for Grunde, paa hvilke der kun kan paaregnes fra 9 til 11 Fod Vand. Damperen Louise lykkedes det at slippe over disse Banker og uhindret at fortsætte sin Vej Nord paa, dog kun for snart efter under en Storm at forlise ved Mundingen af Tazbugten. Samtlige de fire oven nævnte Sejlskonnerter kom derimod paa Grund nær Øst for Jamb-Salé. Imidlertid slap dog de tre af dem atter løs. Den samme Storm, der slog Louise paa Land (27. Septbr. 1878), hidførte et Højvand, der biagte Sibir flot, hvorefter dette Skib heldig fuldførte sin Rejse, passerede den kariske Port hen imod Midten af Oktober og naaede til Evropa. Ligeledes lykkedes det næste Aar Nadeshda og Ob at komme flot, hvorpaa de satte Kursen Øster efter og ovre ved Bugten.s Østkyst fandt dybere Vand. Miudre heldige end Sibir bleve de i det kariske Hav grebne af Isen og og maatte overvintre i den kariske Bugt nær Ildløbet af Podarata-Floden, hvor de, gjenriemskaarne af Isen, gik til Grunde. Ijuwen, der stak en Übetydelighed dybere end sine to Søsterskibe (10²/s Fod, de andre lO'/V—lO'/a Fod) er forbleven som Vrag dér, hvor den kom fast.

I 1880 laa Delphins Barger fra 22de Avgust til 4de Septbr. ved Jamb-Salé ventende paa Neptuns Ankomst. Delphin ledte efter Neptun Nord paa til Kap Uzkoj og Øst paa til Nyda. Vejret var meget uroligt og stormfuldt. Neptun., Kapt. Rasmussen, ankom ud for Kap Uzkoj den Iste Septbr. og lagde sig for Anker i 11/zl^l/z Sømils Afstand fra Kysten paa ca. 14 Fod Vand. Syd efter aftog Dybden, og man kunde derfor ikke vove sig videre frem. Den ste September tillod Vejret Delphin at bringe Bargerne fra Jamb-Salé til Kap Uzkoj og næste Dag at lægge dem paa Siden af Neptun. Den 7de om Morgenen havde Neptun udlosset. Op ad Dagen rejste sig en meget haard nordlig Storm med Sne, under hvilken de slet byggede Barger trak betydeligt Vand og frembød et sandt Forstyrrelsens Billede; tilmed havde den ene af dem faaet et Hul slaaet i Bougen af Slæbedamperen. Efter Hr.. Nikitins Angivelse steg Vandstanden i Løbet af Natten ca. 8 Fod. Næste Dag bedrede Vejret sig, og Indladningen fuldendtes om Middagen den 10de, hvorefter Neptun (med en Ladning af 23,000 Pud Hvede, 13 Fod Dybgaaende) uopholdelig satte Kursen Nord efter. Under Stormen laa Delphin i fuldstændig Tryghed nær ved Land i Bugten inden for Kap Uzkoj. Denne lave, sumpede Odde forlænger sig i en lang, flad Revle, der tjener til yderligere at gjøre Vandet inden for roligt. Kysten skjærmer mod N. ogV., og Flodfartøjerne maa derfor siges her at have en god og solid Ankerplads. — Imellem Jamb-Salé og Jady findes i Følge Meddelelse ef Kapt. Grandy, 8, 9 indtil 10 Fod Vand.

Saa vidt man kan slutte ved at sammenstille de fra forskjellige Sider hidtil gjorte lagttagelser, er det sandsynligt, at hele den "sydligste Ende af Obbugten er tilsat og opfyldt af Flodens udskyllede Alluvium. Naar man drager en Linje fra Jamb-Salé Syd efter til Kap Shertvy, og eri anden fra Mundingen af Jady Øster efter til Kap Osjetrovyj, synes det, at hele den mellem disse Linjer begrænsede Flade udgjør en sammenhængende, mægtig Banke eller Barre, over hvilken der kun staar fra 8 til 11 Fod Vand, med Undtagelse af det smalle, dybere Strømløb, der flyder umiddelbart langs Østkysten. Vest fra udmunder paa Linjen fra Jamb-Salé til Kap Shertvy en Række dybe Flodarme: i Nord den Khamannjolske Ob, i Syd den mokhtaske, imellem dem den uiurinske og uden

Side 137

Tvivl endnu flere. For de to førstes Vedkommende er det sikkert, for de andres i høj Grad sandsynligt, at de samtlige udviskes og forsvinde, idet de træde ud i Obbugten. Kapt. Grandy har gjentagne Gange krydset tværs over Bugten fra Jamb-Salé til Nyda og paa hele Strækningen indtil tæt ved Ny da fundet 10 —11 Fod Vand, undertiden endog mindre. Fra den strandede Skonnert har han i N. og N. O. truffet samme Dybde. Der er liden eller ingen Sandsynlighed for, at der skulde kunne findes en Adgang til noget af de endnu uundersøgte Flodløb, som frembød bedre Vilkaar. Det maa antages, at 9 eller yderst 10 Fods Dybgaaende er det Maxiraum, hvormed et Skib tør paaregne at kunne passere over Obbugtens grundede Sydende ind i noget af Flodløbene. Forholdene ud for Mundingen af Nadym tilstede, som alt tidligere anført, end ikke et saaclant Dybgaaende.

Fra Kap Osjetrovyj eller .Kap Uzkoj Nord efter ophøre derimod Vanskelighederne. Obbugten frembyder fra nu af et prægtigt, rent, om end ikke fuldt tilstrækkelig kjendt Farvand, der uhindret fører ud i det kariske Hav. Langs Vestkysten findes vel endnu Sandbanker; saaledes kom Neptun 1878 paa Grund ud for Mundingen af Vanuj, og Sibir rørte Bunden i samme Egn. Men nærmere Østkysten er Dybden uafbrudt betydelig. Neptuns Logbøger udvise i Obbugtens Munding en Dybde af 5—7 Favne, derpaa Syd efter gjennemgaaende 5—105^—10 Favne — lejlighedsvis noget mere — indtil omtrent 68° n. B. Saa langt kunne selv Skibe af det største Dybgaaende naa op. Derefter tager Dybden jævnt af; ikke langt N. O. for Kap Uzkoj er den endnu 3—4 Favne, ved Kap Osjetrovyj vel omtrent 4 Favne. For Klipper er Obbugten i hele sin Udstrækning fuldstændig fri.

De Hindringer, som altsaa, i Henhold til det foregaaende, Beskaffenheden af Obflodens Munding lægger i Vejen for en Forbindelse ad Søvejen mellem Vest-Sibirien-Sibi- og Omverdenen, lade sig overvinde paa to Maader. Man kan enten benytte Søskibe af saa lavt Dybgaaende, at de kunne passere over de Barrer, der spærre Mundingen, for derefter at losse og lade i selve Floden. Eller man kan benytte lavtgaaende Flodfartøjer til at gaa Søskibene imøde for i dybt Vand uden for Barrerne at udvexle Ladning med dem.

Det første af disse Alternativer er aabenbart det mindst gunstige. Hvis Obfloden førte ud til et Hav, der var sejlbart den største Del af Aaret; hvis Forholdene umiddelbart uden for Flodmundingen vare af en saa farlig Natur, at det medførte en stor Risiko dér at foretage nogen Omladning; hvis dernæst denne Flod gjennemstrømmede et Laud, hvis Rigdomskilder vare saaledes udviklede, at en stor og regelmæssig Omsætning af Varer kunde finde Sted mellem det og Yderverdenen ; og hvis der ved dens Udløb fandtes en betydelig Handelsplads, som besørgede Udførsel og Indførsel; — i saa Fald kunde der mulig være Grund til at konstruere Skibe, som vare ganske særlig beregnede paa at fyldestgjøre en slig Trafiks Krav. Men ingen af disse Forudsætninger finder Sted. Selv om man tør gaa ud fra det, der endnu langt fra er konstateret, at Isforholdene hvert Aar vilde tilstede Adgang til det kariske Hav, vil dog Sejladsen være koncentreret i to eller højst halvtredje Maaned. Intet Skib vilde derfor kunne paaregne at gjøre mere end én aarlig Kejse mellem Evropa og Obbugten; thi den Mulighed for to Hejser, der i særlig gunstige Aar kunde være tilstede, hvis man valgte en Havn f. Ex. i det nordlige Norge til mellemliggende Stapelplads, vilde være for usikker til at bygge paa, afset fra, at Transporten derved vilde væsentlig fordyres. Føj nu hertil yderligere, at Vest-Sibirien befinder sig paa et saa uudviklet Kulturtrin, at det endnu mangler den Betingelse for et sikkert og stadigt Handelssamkvem, som ligger i en regelmæssig og beregnelig Produktion. Medens den stedlige Pris paa dets Frembringelser i gavmilde Aaringer synker meget lavt, stiger den til andre Tider saa højt, at Udførslen til Søs vanskelig kan bære den dermed forbundne Omkostning og Fare. Dette har saaledes været Tilfældet i indeværende Aar. Følgen af alt dette er, at hvis man byggede Søskibe beregnede paa at kunne gaa ind, lad os sige i Flodløbet ved Jamb-Salé, — og de maatte da ikke stikke dybere end 9—10 Fod, — saa vilde slige Skibe end ikke være sikre paa at kunne finde Anvendelse i denne Fart endog én Gang om Aaret; og i enhver auden Fart vilde deres Evne til at betale sig være i væsentlig Grad forringet.

Hertil kommer endnu en Betragtning. Selv om Dybgaaende og Flodens Beskaffenhed «tillade at gaa op f. Ex. til Samarovo, saa vil ikke Tiden tillade det, saafremt Rejsen skal kunne paaregnes at blive tilendebragt i én Sommer. Det er derfor under alle Omstændigheder nødvendigt, at Flodfartøjer bringe Varerne ned i Nærheden af Mundingen for dér at være parate ved Sødampernes Ankomst. Det hele, det drejer sig om for ganske at overflødiggjøre, at disse sidste gaa ind i Floden, er altsaa, at Flodfartøjerne ere af saadan Beskaffenhed, at de trygt kunne gaa uden for Mundingen den korte Strækniag enten til Nyda eller til Cap Uzkoj, hvor da Søskibe af ca. 13 Fods Dybgaaeude kunne møde dem.

Denne Betingelse fyldestgjøres ganske vist ikke af
de Fartøjer, der for Tiden flyde paa de vestsibiriske
Floder. Men det vilde være den mindste Kunst at bygge

Side 138

Fartøjer, som gjorde det. De hidtil indhentede Erfaringer have tilstrækkelig godtgjort, at Sydenden af Obbugten ingenlunde er et farligt Farvand. En fuldstændig blød Bund gjør den lejlighedsvise Grundstødning til en temmelig uskadelig Ting; vidtstrakte Fladninger hindre meget voldsom Søgang; og de Afstande, hvorom det drejer sig, ere saare übetydelige. Distancen fra Jamb-Salé tværs over Bugten til Nyda tilbagelægges med Lethed i 5 Timer, og til Cap Uzkoj i endnu kortere Tid. Fartøjerne kunne derfor, om fornødent, blive liggende i Mag og vælge gunstigt Vejr ttl denne korte Sejlads.

Hensigtsmæssigt og solidt byggede og bemandede Floddamper og Barger vilde uden Vanskelighed løse dei) Opgave, der her stilles. Selv en Damper af det Dybgaaende, , der aVminclelig bruges paa Floderne, — 2'/2 til højst 4 Focl, — vilde, om vel konstrueret og forsynet med Slingrekjøle, utvivlsomt være hensigtssvarende. Endnu bedre selvfølgelig, om man kunde give den et Dybgaaende af 5 —6 Fod, i hvilket Tilfælde imidlertid dens Anvendelighed i de øvre Flodløb vilde væsentlig formindskes. De klodsede, raat sammentømrede, slet forboltede Barger maatte afløses af bedre og stærkere. Og fremfor alt maatte man have nogle virkelige Søfolk om Bord, hvad der mere end noget andet mangler paa Obfloden.

Til Belysning af de Vanskeligheder, som de nuværende Flodfartøjer ved deres Beskaffenhed og Besætningens Mangel paa Søkyndighed have at overvinde, skal jeg endnu vedføje et Uddrag af Beretninger om Sibirjaks Expedition i 1878, da den med to Barger gik Neptun imøde. Disse Meddelelser forefindes dels i Hr. Nikitins Rapport, dels i en livlig Skildring af Hr. K. Jevtropof, der deltog i Expeditionen. *)

Den 25de Juli forlod man Tomsk. „Pater Lazar, assisteret af de til Erkebiskoppens Følge hørende Personer, celebrerede et højtidelig Te Deum ombord paa Skibet. Ved overordentlige Foretagender vender jo Mennesket sig til Forsynet bedende om Hjælp. Og til det overordentlige hørte den forestaaende Expedition. Der fandtes iblandt Deltagerne kun meget uklare Forestillinger om Obbugten og Nadym: Ingen af os havde været der; kun de dristige Skippere fra Guvernementet Tobolsk havde besøgt det barske Norden. Intet Under derfor, at vi i inderlig Bøn nedbad Herrens Velsignelse over vort Forehavende, hvis heldige Udfald vilde kunne bringe überegnelige Fordele for Landet. Med faa Ord fremhævede Pateren Foretagendets Formaal og Betydning og uddelte sluttelig Velsignelsen med Undergjøreren, den hellige Nikolavs' Billede. Paa Slaget tolv lød Damppiben sidste Gang, og vi forlod« Havnen ledsagede af alle Tilstedeværendes Ønsker."

Snart uden for Tomsk fik man en Forsmag paa, hvad der ventede. Til Rejsen fra Barnaul til Tomsk havde man brugt 8 Dage, og ingen Dag gik hen uden at sidde en eller to Gange paa Grund. Nu trøstede man sig med at være ud over denne Bedrøvelighed; men det varede ikke længe. Om Eftermiddagen den 26de løb den med Hvede ladede Barge fast (6 Fods Dybgaaemle). Forgjæves sled og slæbte man til ud paa Aftenen; tilsidst maatte man i en Landsby hente Mandskab og en „Vinde", ved hvis Hjælp det endelig lykkedes atter at gjøre Bargen flot. „En Vinde er det bedste Middel til at bringe et Fartøj af Grunden. Dens Kraft er meget betydelig; men dens Anvendelse spilder tillige megen Tid. Ogsaa udsætter den Mandskabets Liv for Fare. Alt Tovværk er spændt til det yderste, og ved uforsigtig Haancltering skal det være forekommet, at en halv Snes Mand derved paa én Gang erc komne af Dage. Man siger, at af denne Grund forbyder Lovgivningen Brugen af dette Apparat. Om det er saa, véd jeg ikke."

Om Formiddagen den 27de var man endelig atter klar. Men efter tre Timers Fart blev Bargen paany stikkende, ud for Mundingen af Tschulym. Samme Historie om igjen. Man maatte paany gribe til „Vinden". Næppe var Fartøjet flot, før det nok en Gang sad fast. Mandskabet arbejdede til længe efter Midnat; saa kunde det ikke mere. Heldigvis viste det sig næste Morgen, at Strømmen i Løbet af Natten havde underskyllet Bargen og gjort den fri. Det lykkedes derefter uden Uheld at passere det grundede og meget vanskelige Farvand ved Landsbyen Suugurov (c. 200 Verst fra Tomsk), og det værste var da overstaaet. Et Døgn maatte man ligge stille paa Grund af en heftig Skovbrand, hvis Røg tilhyllede Floden som en Taage.

Den 4de Avgust naaedes Mundingen af Irtysch, hvor Damperen Sibirjalt afløste den svagere Llltsch, der hidtil havde besørget Bugseringen. Her modtoges endnu en Barge ladet med 200 Favne Brænde, bestemt til at bruges, naar man kom ned, hvor Skovene høre op. Det gik nu rask ned ad Floden. Den 6te passeredes Berjozov, den 7de Kuschovat. Vejret var koldt, og der blæste en skarp Nordenvind. „Neden for Kuschovat er Ob meget bred og løber for det meste lige ud mod Nord. Af og til ændrer Strømmen sin R«tning og gaar da atter 40^—60 Verst eller mere frem ad uden nogen Bøjning. Da vi nogle faa Verst neden for Kuschovat vare drejede om en Pynt, blev Bølgegangen saa stærk, at Vandet sprøjtede op over

*) Oversat af Hr. Dr. Duhmberg i Barnaul og offentliggjort i Deutsche Geoyr. Blätter ISSO. S. G 4 ff.

Side 139

Skanseklædningen. Bargerno vare befæstede til Dampbaadens Sider, og Bølgerne, der pressedes ind mellem Fartøjerne, stege et Par Favne i Vejret og styrtede ned paa Dækket . . . Bavgerne slyngedes saa voldsomt frem og tilbage, at de truede med at kæntre. Alt Brændet rutschede fra Dækket ud i Floden, og en Matros var nær fulgt med." Man fandt det rigtigst at vende om og gik tilbage til Kuschovat, hvor man blev liggende to Døgn for Anker.

„Her passerede en lille Begivenhed, i og for sig for übetydelig til at omtales, men dog karakteristisk for Mandskabet og for Kommandoen ombord paa Floddamperne. Af Kjedsomhed drak Fyrbøderne sig fulde og spillede Kort. En af dem tabte Penge, Skjorte og Støvler. Der opstod en Strid, som udviklede sig til et blodigt Slagsmaal, hvor man gik hinanden paa Livet løs med Knive. Kammeraterne vilde ikke blande sig i Striden; endelig lykkedes det Kaptainen at faa Slagsbrødrene skilte og expederede op paa Dækket. Udmattede, dryppende af Blod, men stadig fnysende af Raseri, skreg de og slog om sig som besatte, fremdeles truende med at myrde hinanden. En af dem overfusede Kaptajnen med Skjældsord, blev da bunden, vedblev at skjælde og bad saa om Beskyttelse hos Maskinmesteren, der ogsaa indlod sig paa at tage ham i Forsvar. Dette æggede de andre Fyrbødere til ligeledes at tage hans Parti. Heldigvis endte dog alt fredeligt. Den Slags Tildragelser gjentog sig for Resten mere end én Gang paa Rejsen. Mandskabet paa Flodskibene er for største Delen forviste Forbrydere, Folk, der allerede gjentagne Gange have udstaaet Fængselsstraf og Tvangsarbejde. Det er ingen let Sag at styre sligt Pak."

Den 10de Avgust naaedes Obdorsk, hvor en Syrjæn blev engageret som Vejviser. Næste Morgen passerede man Pujkova og stod saa Syd efter gjennem den mokhtaske Ob, hvor Bryderierne først for Alvor begyndte. Snart Øst for Øen Mokhtask sad man paa Grund en stor Del af Dagen; kom flot; sad paany fast. Rundtom aabent Hav; kun i Horisonten nogle Øspidser synlige. Damperen skilte sig fra Bargerne for at opsøge et Farvand, prøvede til den ene Side, til den anden, — overalt fladt. Syrjænen viste sig ikke at vide ringeste Besked. Man vendte tilbage til Bargerne. Natten brød frem, Blæst og Søgang tog til, det besluttedes at søge tilbage til Mokhtask. Man sejlede en Time, nok en Time; endelig løb man sig fast og blev saa siddende dér Natten over.

Tidlig næste Morgen (den 12te) satte Damperen sig atter i Bevægelse for at finde Farvandet, løb sig øjeblikkelig fast, kom løs, sad strax paany fast og mistede sit ene Anker under Bestræbelserne for at frigjøre sig. En Ostjak kom roende i sin Bnad og blev antagen ?om Fører. Endelig lykkedes det at finde dybere Vand, og efter mange fornyede Gjenvordigheder naaede ni an til Jærsini, hvor der ankredes op for Natten paa 16 Favnes Dybde.

Om Morgenen den 13de blev paa en Ø' yderligere tre Samojeder engagerede som Førere. „Vi haabede nu uhindret at kunne naa Nadym ; men det varede ikke længe. I Løbet af Dagen sad vi fem Grange paa Grund, men slap dog atter hurtigt af. Snart gik Damperen, snart en Baad foran for at undersøge Farvandet. Ved Siden af umaadelige D}^rbder fandtes 4_— 5 Fod. I Løbet af Dagen kom vi meget lidt fremad; stadig havde vi Khe i Sigte. Ud paa Aftenen fandt vi dybt Vand og dampede med fuld Kraft fremad i ringe Afstand fra Kysten. Men saa delte Farvandet sig, og sex Gange efter hinanden blev Bargerne stikkende. Tilsidst sad Hvede-Bargen saa fast, at vi henad Midnat maatte tage fat paa at losse en Del af dens Ladning over i don anden Bärge. Der arbejdedes til Kl. 4 om Morgenen, inden vi atter kom i Bevægelse."

Endelig den 14de viste sig Mundingen af Nadym. Det gik rask fremover ud i den brede Bugt, hvori Floden udmunder; snart saas kun Himmel og Vand. Men Dybden tog af, man løb fast; det meste af Dagen tilbragtes med at sidde paa Grund eller lavere frem og tilbage. Ud paa Eftermiddagen kom Samojeder roende og fortalte, at om Natten vare fremmede Folk komne i en Sejlbaad og havde besøgt deres Jurte, og at et Dampskib, der var kommet fra Havet, laa ved Forbjærget Linzita. Det maatte være Neptun \ „Ved denne Nyhed blev der almindelig Jubel, vi faldt hinanden af Glæde i Armene, kyssedes og ønskede hinanden til Lykke." Et Par Timer efter nærmede sig en Dampchalup med Neptuns Fører Kapt. Rasmussen, der modtoges med levende Glæde. „Rejsens Maal var lykkelig naaet; det danske Skib og vi selv befandt os i Nadym."

Natten over blev man liggende paa Stedet; ligeledes største Delen af næste Dag. Endelig Kl. 5 om Eftermiddagen kom nogle Samojeder roende og tilbøde at føre Fartøjerne til Linzita. Alt gik vel. Kl. Bom Aftenen (den 15de) laa Sibirjak for Anker ved Siden af Neptun. „ Skibsklokken lød, Mandskabet traadte sammen, blottede Hovedet og takkede Gud. Enhver fik et Maal Brændevin udleveret og til Aftensmaden endnu et. Vi gik om Bord paa Neptun og tilbragte dér et Par Timer. Da vi kom tilbage til vort eget Skib, fandt vi dér alle de danske Matroser, der havde gjort Bekjendtskab med vore. En af dem forstod russisk og tjente som Tolk. Musiken spillede, de Danske dansede Vals og Polka, vore Folk russiske Danse og sang dertil russiske Sange. Fornøjelsen

Side 140

var almindelig, ingen holdt sig tilbage. Paa Neptun afbrændte Styrmanden Fyrværkeri og bengalske Lys. Musik og Dans varede til efter Midnat, Lystigheden var overstrømmende. Nej.tuns Mandskab fik Halvdelen af en Ko forærende, som vi havde kjøbt i Surgut, og som nu var bleven slagtet."

Den 16de begyndte Losningen af de Varer, Nepiun medførte. Dette Skib var gaaet fia Hamburg den 13de Juli og ankom ved Kap Linzita den 13de Avgust, havde saaledes brugt to Dage mindre til denne Rejse end Flodfartøjerne til Rejsen fra Barnaul samme Steds hen. Om Middagen den 17de var Losningen tilendebragt, og Indladningen af Hvede paabegyndtes.

Samme Dag indtraf ved Linzita General-Guvernøren i Vest-Sibirien, Generaladjutant Kaznakof, om Bord i Damperen Kliruschtscliof. Af Interesse for det for Sibirien saa betydningsfulde Spørgsmaal om Aabningen af en Søvej til Evropa ønskede han personlig at lære Obbugten og Nadym at kjende. Efter nogle Timers Ophold vendte Khrusclltscliof hjem ad, efterladende de til Toldbesigtigelsen udkommanderede Embedsmænd.

Den 19de Avgust havde Neptun modtaget 10 — 12,000 Pud Hvede og var derved lastet til 10 Fods Dybgaaende. Kapt. Rasmussen erklærede under ingen Betingelse at ville indlade mere her paa Stedet, og at han ikke kunde tage Resten sydligere end ved Kap Osjetrovyj: han frygtede endog for allerede at have lastet sig for dybt. Almindelig Forfærdelse. Vi vare allerede gaaede mere end langt nok og skulde nu yderligere hundrede Verst eller mere mod Nord. Ladningsejeren, Hr. Funk, var dog rede til at vove det. Men SirbirjttJcs Kaptajn og Rederens Befuldmægtigede vægrede sig med Hænder og Fødder. Det kostede utrolig Møje at overvinde deres Modstand; endelig gave de efter, mod at Hr. Funk skriftlig forpligtede sig til med sin hele Formue at indestaa for mulig indtrædeude Ulykker. Ved Middagstid lettede man Anker og styrede Nord efter.

Snart viste Kapt. Rasmussens Frygt sig begrundet. Man eøgte at komme ind i det Farvand, som efter Udsagn af en russisk Fisker, der engageredes som Lods, skulde findes langs Kysten. Men efter halvanden Times Sejlads løb Neptun paa Grund. Sibirjak hjalp den af. Eu Time efter atter paa Grund. Man lossede da saameget af Ladningen, at Skibet lettedes 1/2 Fod. Nok en Gang paa Grund og paany Udlosning ned til 9 Fods Dybgaaende. Hele den følgende Dag langsom og besværlig Lavering i Højde med Nyda. Fjerde, og femte Gang paa Grund; næsten hele Ladningen udlosset, og Dybgaaendet nedbragt til 8 Fod. Saa endelig lykkedes det at slippe ind i Farvandet langs Kysten, hvor der fandtes 2 Favnes Dybde. Uden yderligere Gjenvordigheder naaedes Kap Osjetrovyj den 21de Avgust. Undervejs mødte man ved Jalovaja en Dampchalup med Englænderen Kapt. Wiggins om Bord. Han var ankommen med Dampskibet Würkworlll, Kapt. Sheriff, hvilket var lagt for Anker i Obbugten i Højde med Cap Osjetrovyj, og han gik nu Syd paa for at finde sine Flodfartøjer, der ligesom Neptuns skulde møde ved Nadym. Paa Hr. Funks Anmodning sendte han Chaluppen videre og gik selv om Bord paa Sibirjak, tilbydende sin Bistand, som var i høj Grad velkommen.

Thi det havde kostet store Anstrengelser at formaa Fartøjerne til at følge Neptun saa langt. Gjentagnc Gange havde Mandskabet gjort sig opsætsigt, og Kaptainen var lige saa modstræbende. Imidlertid, ankomne til Cap Osjetrovyj begyndtes strax Indladningen, og alle gik flink til Arbejdet. Men ud paa Eftermiddagen begyndte det at blæse op, og Barometret faldt stærkt. Kapt. Rasmussen forudsaa en Storm og traf sine Forholdsregler. Han afbrød Arbejdet, instruerede Kaptainen paa Sibirjah om at faa Dampen op og lægge Bargerne i nogen Afstand fra hinanden, overgav ham et Reserveanker og fjærnede sig derpaa et Par Verst for at ankre op paa dybere Vand.

Sibirjahs Kaptain tabte nu fuldstændig Hovedet. Han troede, at der allerede truede en overhængende Fare, og erklærede at ville løbe med Damperen ind til Jalovaja for at søge Læ og lade Bargerne blive tilbage. Der opstod en frygtelig Panik. Folkene lode deres Arbejde ligge og styrtede over paa Damperen; skrigende og hylende slæbte Fruentimmerne deres Ejendele bort fra Bargerne. Ilden Kapt. Wiggins vilde det været gaaet os ilde. Det lykkedes ham at dæmpe den übeskrivelige Forvirring, at faa Gemytterne beroligede og Folkene overtalte til at blive paa Bargerne. Paa hans Foranstaltning bleve Fartøjerne fjærnede fra hinanden. Ud paa Aftenen brød Uvejret løs med nordvestlig Vind, der bragte Vandet til stærkt at stige. Wiggins betegnede det som en „Halvstorm". Men vi vare fuldkommen tilfredse med en saadan Halvstorm for deraf at modtage de stærkeste Indtryk. Alt knagede og bragede, Damperen kastedes frem og tilbage og rystedes af frygtelige Stød. Mange gik omkring hele Natten uden at tæ.nke paa Søvn. Den ophidsede Sindstilstand steg om Natten til en Følelse af Rædsel ved de vilde Hyl af de drukne Fyrbødere, der hvert jeblik styrtede op paa Dækket. Scenerne fra Kuschovat, Slagsmaalene med Knive gjentoge sig. Men Wiggins forstod at opmuntre de modløse og bibringe godt Humør. Hele Aftenen fortalte han Anekdoter og sang Viser, saa vi undertiden glemte Stormens Rasen.

DE VESTSIBIRISKE FLODERS OPRREI) OG TILERYSXIXG.

Side 141

„Den næste Dag, den 22de, syntes Vinden endnu at tage til. Bølgerne bleve endnu frygteligere. Men til Trods for alt gav en Sejlbaad fra Neptun sig paa Vej hen til os. Dette Vovestykke af de Danske satte os i Forbavselse. Af vore Matroser var ikke en eneste at formaa til at lade sig fire ned i den Baad, der var bunden til Dampskibet, for at øse den læns. Selv Wiggins undrede sig over de Danskes Dristighed. „Det er ægte Søfolk, " raabte han. Baaden var et Legetøj for Bølgerne ; mere end én Gang forsvandt den helt. I den befandt sig Styrmand Larsen med to Matroser. Næppe var han kommen paa Dækket af os, før han gav sig til at efterse vore Fortøjninger. Baade han og Wiggins fandt, at der var stukket for lidt Kjæde ud og tilraadede indtrængende at rette Fejlen. Men den Befalingshavende var af en anden Mening og besvarede alle Forestillinger med, at det behøvedes ikke. Larsen gik saa i sin Baad og sejlede tilbage igjen."

Den 23de bedrede Vejret sig. Wctrlavorth passerede forbi, tog Kapt. Wiggins om Bord og stod Syd paa til Linzita. Indladningen af Neptun gjenoptoges og var tilendebragt om Eftermiddagen den 24de Avgust, hvorpaa man uopholdelig skiltes. Paa Hjemrejsen var der atter en Del Besværligheder og Grundstødninger, inden den mokhtaske Ob blev passeret. Derefter gik alt glat. Den 13de September var man atter tilbage i Tomsk. Expeditionen var saaledes heldig ført til Ende — til megen Ærgrelse for en stor Del af de Tomsker Kjøbmænd.

Saa vidt om de Vilkaar for Søfart, som Obbugten frembyder. Det fremgaar, at der endnu &taar meget at udrette for at vinde det nøje Kjendskab til Farvandene, der er Betingelsen for en regelmæssig og sikker Sejlads. Men i hvert Fald kan det siges, at i Besiddelse af saadant Kjendskab, og naar man anvender saavel Søskibe som Flodfartøjer, der i enhver Henseende ere vel afpassede til deres Opgave, vil Besejlingen af Obs Munding ikke frembyde nogen virkelig alvorlig Vanskelighed. Lykkes det kun at besejre Ishindringerne i det kariske Hav, da er det en forholdsvis let Sag at faa Bugt med Resten af Besværlighederne.

Om Sejladsen paa det kariske Hav skal jeg ikke her udtale mig. Derimod er det vel rigtigst med nogle Ord at berøre et Par Planer, der gaa ud paa mulig helt at omgaa Obbugten og at sætte Obfloden og dermed hele Vest-Sibirien *) i kortere og mere direkte Forbindelse med de nordlige Have.

Man har saaledes undfanget Ideen om en Forbindelse mellem Ob og den kariske Bugt (Podarata-, Bajdarata tværs over Sydenden af .Talmål, hvorved Om sejlingen af denne Halvø vilde nndgaas. Afstanden i lige Linje fra Sydspidsen af den kariske Bugt. hvor Floden Podarafa udmunder, til den nærmeste Strækning af Obfloden, hvor Sch-tsclmtschja udmunder, er ca. 140 Verst (ca. 20 Mil). - De to nævnte Smaafloder ere paa en Strækning af deres Løb kun fjernede ca. 50 Verst fra hinanden. Man har da ment, at man dels ved at benytte disse Floder, saa langt de ere sejlbare, dels for den øvrige Stræknings A'^redkommende enten ved Transport over Land eller ved Gravning af en Kanal skulde kunne tilvejebringe en fordelagtig Forbindelseslinje med Havet, der vilde spare en Omvej paa 1000 Verst baade frem og tilbage.

Betingelserne for dette Projekts Ildførlighed have været G jenstand for Undersøgelse af to Expeditioner, der begge i 1876 berejste de paagjældende Egne: „Bremerexpeditionen" under Ledelse af Dr. Finsch og en russisk Expedition udrustet af „Selskabet til den russiske Industris og Handels Fremme" under de HIT. Matvejef og Orlof. Begge kom til det overensstemmende Resultat, at det er fuldstændig uudførligt. *)

Ad den stærk krummede Sch-tschutschja lykkedes det Dr. Finsch i en Lodka, der stak knap 2 Fod, at trænge frem ca. 80 Verst i lige Linje fra Mundingen. Dertil medgik en hel Uge, og Vandstanden var da (Slutningen af Juli) omtrent paa sit højeste. En halv Snes Dage senere havde Lodkaen, skjøndt næsten hel tom, Vanskelighed nok paa Tilbagevejen ved at komme igjennem. Selv om man nu end vilde antage, at man med en hel Flaade af meget lavtgaaende Baade eller Pramme mulig kunde transportere en Ladning Varer saa langt op ad Floden (hvad der ved sin Tidsspilde, Besværlighed og Kostbarhed vilde være i yderste Grad upraktisk), saa var dermed kun den allermindste Vanskelighed overvunden. Podarata er endnu mindre sejlbar end Sch-tschutschja; den har Karakter af en Bjærgstrøm med meget vexlende og usikker Vandstand. Dr. Finsc.h fandt den paa sine Steder knap l'/g Fod dyb, og Udløbet er efter Kapt. Kursins Meddelelse lukket af en Barre med 2—3 Fod

*) Yderligere har man projekteret at forene Ob med Jenj_ sej og atter Jenisej med Lena ved Kanalanlæg, hvor ved saa godt som hele Sibirien ad én og samme Vej vilde kunne bringes i Forbindelse med Yderverdenen. Jvfr. om et enkelt saadant Projekt Petermann's Mittheilungeii 22 Bd. (1876) S. 270 og Deutsche Geogr. Blätter Bd. I. 1877. p. 107. I hvert Fald komme de sibiriske Flodsystemers Tilløb hinanden paa flere Punkter meget nær. Finsch S. -145-46, 530—84.

Side 142

Vand. Man maatte da i hvert Fald hellere gaa de resterende ca. 70 Verst (i lige Linje) direkte til Karabugten. Landet her er en uafbrudt moradsig Tundra med store Sumpstrækninger, der vilde være fuldstændig impassabel, hvis den ikke var evig frossen i en Dybde af l'/2 Fod eller mindre. Enhver Transport over dette Terrain er aldeles umulig undtagen ved Rensdyr og det endda overordentlig møjsommeligt og langsomt. „Men til at losse og lade et eneste Skib paa 600 Tons vilde samtlige det hele Obgebets Rensdyr paa langt nær ikke strække til"'. Tilbage staar da kun Kanalprojektet. Man tænke sig nu i disse Egne, hvor næppe nok en enlig Samojed er at træffe, hvor Polarvinteren ruger i to Tredjedele af Aaret, gjennem en stenhaard frossen Bund at grave en Kanal af Suezkanalens halve Længde! Og alt det for til syvende og sidst at havne i Karabugten, der er fuldt saa vanskelig tilgængelig som Obbugten. Thi Hovedhindringen for Sejladsen paa det kariske Hav ligger i Adgangen gjennem Stræderne og i Havets vestligste Del, hvor Isen driver sammen. Er man først sluppen her igjennem og naaet over under Vestkysten af Jalmal, synes Resten af Vejen ind i Obbugten som oftest liden Vanskelighed at frembyde.

I al Fald denne sidste Indvending søges undgaact ved et andet Projekt, der tilsigter ved Hjælp af en Jærnbane at sammenknytte Ob med Havet Vest for de kariske Stræder. Fra et Punkt ved den nedre Ob (Mundingen af den lille Biflod Vojkara, omtrent 100 Verst oven for Obdorsk) tænkes en Bane ført tværs igjennem Ural og fortsat hen over Storlands-Tundraen (Bolschescmelslmja Tundra) til Khajpüdyra-Bugten, der skæres ind af Ishavet umiddelbart Vest for Jugor-Strædet. Afstanden i lige Linje mellem de to nævnte Yderpunkter er c. 360 Verst. Man vilde ved Anlæget af dette forholdsvis korte St.ykke Bane opnaa at bringe Obgebetet i direkte Forbindelse med Ishavet og saaledes ganske undgaa Besejlingen af det upaalidelige kariske Hav.

Fra et rent teknisk Synspunkt existerer der i vore Tider næppe længer nogen Umulighed. At en slig Bane kan bygges, skal derfor ikke bestrides. Ganske vist vilde det ikke blive nogen let Sag. Men man er gaaet over adskillig mægtigere Bjærgkjæder end Urals, der i disse Egne har Pashøjder paa c. 1500 Fod; og naar man er kommen igjennem Tundraens indtil o Fod tykke Mosdække, vil der kunne findes fast, frossen Bund. At al Arbejdskraft og hver en Stump Materiale maatte bringes lang Vejs fra til denne øde Polaregn; at Arbejdet kun kunde finde Sted i de korte Sommermaaneder; at Is- og Dybdeforhold i Khajpudyra-Bugten ere saare lidet kjendte, —

derved skal jeg ikke opholde mig. Men saa meget maa siges, at naar deb var lykkedes, trods alle Hindringer, at faa Banen bygget, saa vilde det være vanskeligt i en Hast at forestille sig noget Anlæg mere haabløst ude af Stand til at betale sig. Det er et af disse kolossale , paa det løsest mulige Grundlag byggede Projekter, for hvilke Sibirien overhovedet er det klassiske Land. Paa sit nuværende Udviklingstrin er Vest-Sibirien raaaske næppe i Stand til regelmæssigt at udvexlc eti Snes Ladninger om Aaret med Evropa. Der vilde hengaa Slægtled, inden der kunde tænkes en i Forhold til Anlægets Kostbarhed blot nogenlunde omfattende Trafik paa en slig Polarbane, hvis Drift maatte ligge stille 8—9 Maaneder af Aarct. Skulde det vise sig, at en sikker Forbindelse ad Søvejen med Sibirien ikke kan tilvejebringes uden ved Anvendelsen af slige Apparater, saa er der kun én naturlig Vej til at fremme dette Lands Udvikling ved at bringe det Evropa nærmere: Fortsættelsen af det evropæiskc Ruslands Banelinjer ind i Asien.

Det var min Agt at lade følge detaillerede Oplysninger om Fiskerierne langs den nedre Ob; Hensyn til Tid og Plads bevæge mig til at udelade dem. Derimod skal tilføjes nogle Oplysninger vedrørende Kaartet.

Det ældste Kaart over Obbugten og Mundingen skyldes Observationer og Maalinger foretagne 1736 — 38, da det første Grang lykkedes russiske Opdagere (Malygin, Skuratof o. fi.) Nord om Jalmal at trænge ind i Obfloden. Paa det da samlede Materiale er det russiske Admiralitets-Kaart i Hovedsagen bygget lige til den seneste Udgave af 1872. Det er, navnlig for den egentlige Flodmundings Vedkommende, kun at anse som en meget mangelfuld Skitse.

Først fra 1876 foreligge væsentlige, nye kartografiske
Bidrag. Ob neden for Obdorsk besøgtes dette Aar af tre
forskjellige Expeditioner.

Kapt. Dahl kaartlagde Flodløbet mellem Obdorsk og Jary og den sydlige Del af Mundingen hen imod Nyda. Til sin Raadighed havde han et meget uhensigtsmæssigt og slet udrustet Sejlfartøj, der var bygget i Tjumen. Mandskabet var et dovent og fordrukkent Skrabsammen, der ikke havde fjærneste Begreb om Sejlads og gjeritagne Gange maatte skiftes. I Berjozov fik han en Besætning om Bord af „to forviste Polakker, en Violinspiller, en Kosak og en Græker." De saakaldte Lodser udmærkede sig selvfølgelig ved uafladelig at sætte Fartøjet paa Grund, og Tiden gik i det hele hurtig til Spilde. Med slige Midler kunde meget omfattende eller grundige Undersøgelser ikke ventes. Ikke desto mindre ere de af Kapt. Dahl naaede Resultater al Ære værd, skjønt de ganske

Side 14?

vist ingenlunde kunne gjøre Fordring paa nogen fuldstændig
Nøjagtighed

Til Bremerexpeditioneai under Dr. Fiusch og dei: russiske Expedition under Hrr. Matvejef og Orlof skyldes fra samme Aar I'.aartskitser over Egnen fra Sch-tschutschjas Munding tværs over Jalmal til Karabugten.

For Obbugtens Vedkommende have Søtogterue 1877
--80 ydet nogle meget begrænsede kartografiske Bidrag*)

I indeværende Aar er af den russiske Regering udsendt en længe bebudet større Expedition under Ledelse af Oberst Moissejef til Obbugteu. Forhaabentlig vil det lykkes denne Expedition, der er udrustet med betydelige Midler og beregnet paa at blive borte i tre Aar at naa til mere grundige og udtømmende Resultater, end det hidtil har været muligt.

Af Kapt. JJahl er blevet bestemt følgende astronomiske
Punkter:

Kapt. Grandy og hans to Kolleger have endvidere
bestemt

Navnlig Længdeangivelserne ere næppe fuldt korrekte,
men tør dog vistnok i Hovedsagen anses for rigtige**).
Flodløbet mellem Obdorsk og Jary har jeg optaget
til Dels efter Kapt. Dahl, men. væsentlig efter mine egne
lagttagelser. Mundingens sydlige Del fra Jary til Nyda
er helt en Kopi af Kapt. Dahls Kaart.
Sch-tschutschjas Løb er taget af Grrev AValdburg
Kaart i Dr. Finschs Rejsebeskrivelse.

Strækningen fra Püjkova til Jamb-Salé skyldes mine egne Observationer. Da jeg ikke havde andre Instrumenter til min Raadighed end en Kikkert og et Lommekompas, tør nogen meget stor Nøjagtighed ikke paaregnes. Og dette saa meget mindre, som Fartøjets Beskaffenhed gjorde det umuligt at bevæge sig efter Behag, hvor man vilde, ligesom Afstandene mellem de lave Øbredder, der lige hæve sig over Vandspejlet, ere overordentlig vanskelige at bedømme. Kyststrækningen mellem Khaman-njol og Sjunje-Salé ligesom Beliggenheden af øerne ved den murinske Ob skyldes til Angivelser af Hr. Sommier.

Til Forstaaelse af Stednavnene, forsaavidt deres Etymologi
er mig bekjendt, tjener følgende*).

Lcdtetnang ostjak. „Syv Lærke¹' (label „syv"; nang, nank „Lærketræ"), Sch&itanka (af scheitan „Gudebilledc"). Kap Langalskij ostj. (af langi „Egern", eller af lonkli, long-rat, longovat „Gadebillede"). Hardksinjol ostj. „Høver-Kap" (Jiarahi, khoraksi „Røver"; njol „Næse; Spids; Næs, Pynt"). Ulpugl ostj. „Store Landsby" (id vid? „stor"; -ptigl, puctol. poc/ol „Samling

af Boliger, Jurter. Landsby"), liarantinnuj ø russ. „^Karantæne Ø" (her holdtes indtil for en 30 Aar sidcu i September- et aarligt Fiskemarked, som nu finder Sted i Obdorsk; de Indfødte vare da efter Sigende underkastede en Art Karantæue). Vosspuffl ostj. (væs, ves „Hul"). Knjäshesldja-Jmiy russ. „Fy rstej urterne" (den ostjakiske Fyrst Taischins Vinterbopæl). Klljasheskij PesoJc russ. (pcsok „Sandbanke, hvor der fiskes"). Jt-s

lokh ostj. (Jes? jetl „forrest, fremspringende"; lokh „Bugt"). Kiokhat ostj. (lau? km „Sten"; khat, khot „Hytte, Jurte, Bolig"). Vtllpusl ostj. (vul „stor" ; pusl, posl „Flodarm, Pratök"). Taj-pugor ostj. (taj „Spidse, Ende"; pugor, pogor „Ø"). Malaja Ob russ. „Lille Ob". Jimbcr-njol ostj. „Rensdyr-Kap"? Sumut-njol

*) Jvfr. A. Castrén: Versuch einer Ostlakischeii Sprachlehre nebst kurzem Wörterverzeichniss. St. Petersburg 1858; Wörterverzeichnisse aus den Samojedischeti Sprachen. St. P. 1855. Dr. Aug. Ahlquist: Ueber die Sprache der Nord I Abtheilung, Sprachteztc u. Wörtersammlung. Helsingfors 1830. — Tacchella var meget ivrig for at indsamle Navneforklaringer; men de Fortolkninger, der gaves, vare ofte af tvivlsomt Værd. I det hele er det særdeles vanskeligt endog blot at gribe disse Folkeslags Udtale; det samme Ord, gjentaget atter og atter, lød for de forskjellige Øren aldeles uens. Deraf den meget afvigende Form, hvorunder samme Ord gjengives af forskjellige rejsende. Dobbelt vanskeligt selvfølgelig at underholde sig med Folk gjennem et Medium af to Tolke, saaledes at enhver Sætning maa gjentagés tre Gange. -— Ogsaa indtræder næsten uundgaaelig disse komiske Eejsemisforstaaelser, som selv den mest uafladelige og og trættende Konfrontereii vanskelig helt afværger. Ankomne til en Station spurgte vi saaledes en af Mandskabet om dens Navn. „Juchutsu, Juchutsu" (o: her ere vi) gjentog han, og vi noterede det samvittighedsfuldt. Fornyet Spørgen opklarede Misforstaaelseu. De andre lo af Samojeden: Tacchella og jeg saa paa hinanden og lo ad os selv.

*) retcrmaiia's Milth 1879. Taf. 15. — For Neptuns to Hejser findes eu Redogjørelso af A. Schiick i Haml. Børsen-Halle 15. og 24. Juni IS3I.

**) Kapt. Rasmussen bestemte Linzitas Beliggenhed til 74° ø. L., hvad der maa bero paa en Fejl.

Side 144

ostj. „Birke-Kap" (siimut, sumct „Birk-)- Vohsarka oslj. (vokhsar. olchsar „Ræv"). Khéia, Klie el. Khejang-lw samoj.*) „Strømhvirvel-0-' (klieja, khe, liea, he „Strømhvirvel-; ho,' o ..Ø¹'). Sabulje samoj. „moradsigt Land"? (savil „Oversvømmelse"). Sch-ischlltschja russ. „Grjeddeflod"' (sdi-tsclmlca „Gjedde;'); det ostjakiske Navn er Sort-joJian (sort „Gjedde"; Johan, jogan, jugan „mindre Flod-). Sort-johan-j ohort ostj. „Gjeddeflodens Deling" (j ohort, jogart „ gaffel formet Ting"). Hat'jé, Hat, en lille Tschumplads, benævnt efter Ejeren, en Oatjak. Tschormjj-Jar russ. „Sorte Brink". Jary samoj. (af j ara „Sand"); den østligste Ø sagdes ogsaa at hedde Khamincj-ho „Slæde-0-¹ (han, Mian „Slæde") „fordi en Slæde dér er bleven stjaalen". Ar-njol enten „Store Kap" (ar ostj. „megen"; «r samoj. „stor"), hvoraf det russiske Balschoj NOS vilde være en Oversættelse; eller maaske snarere Or-njol „Skov-Kap" (or ostj. „Skov"). Nangi (af nang se ovfr.) Khålej Pügor ostj. „Maage-0" (fötale, lihulej, Idialeu „Må age"; paa samoj. khale, hale „Fisk"). Kamarsldja-Jurly russ. „ Mygge- Jurtcrne". Jarungo el. Jar av ö samoj. „Sandø" (russ. Navn Pestschanyj Ostrof). Limbetohosamoj. (limbea „Ørn"). Khadit Sale sam. „Gran-Kap" (hhadi, haay „Gran"; salea, sale, sala „Landtunge, Forbjærg"). Mitrimy Sale og Sjlinje Sule siges opkaldte efter samojediske Personer. Jer Sale sam. „Mellem-Kap" (jeri „Midte"). Tarvejno el. Tarschavejnasl.Tarkavojsam. sl.Tarkavojsam. (af tarku „snæver"?). Lejmurjå, Murå, Munnslcc Ob sam. (murå „Hø"?). Harungo sam. „Lærke-0" Qiarn „Lærketræ'¹); deraf ogsaa Harutundo el. Harutudo. Jun Sale sam. (jun „lukket Flodarm, Sorr"?); kaldes af Russerne Nishnij Ostrof „Lave Ø". Jamb Sale sam. „Lange Kap" (jami} „lang"). Sjennoj se. ostrof russ. „Hø-0^-<. Jabta Sale sam. „Smalle Kap" (jabta „tynd, smal"); Kap Uzhoj er den russiske Oversættelse. Jalnial rettere Jamal sam. „Landsende" (ja, jea „Jord"; mal „Ende"). Kutyp ostj. „hvad der er i Midten". Cap Shertvy russ. „Offer-Kap" (ostj. Jeman-njol, Jamijn-njol „Hellige Kap"). Kap Lendensi, Linzita, Lidinzita („Is-Kap"?). Jalovaja (af sam. jalea, jale „Lys, klar"?) Kap Osjetrovyj russ, „Stør-Kap".

Det vil ses, at ostjakiske Stednavne blandede melleii]
samojediske forekomme langs Nordkysten indtil Khamannjol,
langs Sydkysten indtil Nadym.

Et Par pudsige Misforstaaelser findes i Grev Waldburg-Zeils Kaart, fremkomne ved at afkopiere Kapt. Dahls russiske Kaart. Ü-ra (o: Ostrava „Øerne") Jary er blevet til to Egennavne, saaledes at den ene Ø benævnes 0-va, den anden Jary. — Den Ø, der strækker sig mellem Væspugl ogVulpusl, er af Dahl angivet som l)ez-imjannyj o: „navnløs"; i Virkelighedea har den intet Navn, idet dens enkelte Dele benævnes efter de lige over for liggeride Steder paa Fastlandet. Opfattet som Egennavn, og ved end videre at forvexle de russiske Bogstaver -b og q, figurerer Øen hos Grev Waldburg under Navn af Bjcstschimjanny. I Dr. Finsch's Text (S. 491) er dette undergaaet en yderligere Evolution til Bjeslschim-jannL

Følgende Planter samlede paa Strækningen fra Sanaarovo
til Jamb-Salé har Hr. Prof. Joh. Lange været saa
forekommende at bestemme.

Samarovo, Schcrhal: Juniperus communis L. Abies Pichta Forb. Picea obovata Led. Larix sibirica Led. Pinus Cembra L. Pinus silvestris L. Androsace filiformis Retz.

Pagor, Seropugor (Flodøer nær Berjozov): Alopecurus nigricans Horn. Calamagrostis littorea DC. Mulgedium sibiricum Less. Cirsium arvense var. mitis. Inula Britanica L. Matricaria inodora L. Achillea Ptannica L. Chamænerium angustifolium Spach. Rubus arcticus L.

Kuschovat: Cladonia rangiferina Hffm. v. alpestris. Cetraria islandica Ach. Nephroma arcticum. Sphagnum. Polytrichum commune. Hylocomium splendens. Hypnurn Schreberi W. Equisetum silvaticum L. Goodyera repens. Populus tremula L. f. acutifolia. Petasites frigidus. Pedicularis resupinata L. Vaccinium uliginosum L, Vacc. Vitis idæa L. Ledum palustre L. Rosa spinosissima L. Rubus Chamæmorus L. Empetrum uigrum L.

Flodø nær Obdorsh: Calamagrostis phragmitoides
Hart m. Carex aquatilis Whlbg. Veronica lougifolia L.
Caltha palustris L. Stellaria Laxmanni Fisch.

Obdorsk: Cetraria islandica Ach. Lycopodiuni alpinum L. Aira cæspitosa var. minor. Poa pratensis, v. angustifolia. Festuca ovina L. Eriophorum Scheuchzeri Hpp. Luzuia campestris DC. Veratrum album L. Betula nana L. Chenopodium album ß. viride (L). Polygonum viviparum L. Polyg. aviculare L. Pyrethrum bipiunatum Willd. Cineraria palustris L. Solidago Virga aurea L. Antennaria dioica (L.) RBr. Hieracium murorum L. Galium trifidum. Linnæa borealis L. Lain ium album L. Myosotis palustris "With. Pedicularis resupinata L. Pedicularis euphrasioides var. sparsiflora. Conioselinum Fischeri W. et Gr. (?) Chrysospleuium alternifolium L. Ranunculus reptans L. Ranunc. hyperboreus Rottb. Nasturtium palustre (L.) RBr. Viola palustris L. Cerastium arvense var. latifolia Fzl. Stellaria (crassifolia var?) gracilis Lge. Stellaria longipea

*) Den Dialekt af det Samojediske, hvorom her er Tale. er den jurakiske.

Side 145

var. peduncularis Fzl. Epilobium palustre L. Rosa
acicularis. Rubus arcticus L.

Kap Langalsldj: Rumex aquaticus L. (R. Hippolapathum Fr.) Lamium album L. Aconitum septentrionale. Stellaria graminea L. Trifolium Lupinaster L. Vicia tenuifolia Roth.

Vcespugl: Equisetum arvense L.

Knjæsheskij Pesok: Mulgedium sibiricum Less. Rhinanthus
minor Ehrh. Hesperis elata Horn. Lathyrus palustris
L.

Jimbernjol: Larix sibirica Led. Beckmannia erucæformis Host. Grlyceria distans Wahlbg. Alnus ovata Schrank. Betula nana L. Senecio nemorensis L. Artemisia vulgaris var. tenuifolia Turcz. Cineraria palustris L. Vaccinium Vitis idæa L. Arctosta,phylos alpina (L.) Spr. Ledum palustre L. Archangelica decurrens Led. Ribes nigrum L. ? Sisymbrium Sophia L. Nasturtium palustre (L.) RBr. Empetrum nigrum. Rubus Chamæmorus L. Rubus strigosus Michx? Cerastium arvense var. latifolia Fzl.

VorovaschMj: Lonicera coerulea L. Sorbus americana
Willd.

Khålej Pug or: Calamagrostis Langdorffii Trin.

Beckmannia erucæformis Host. Carex aquatilis Wahlenb. Salix glauca L. Salix lanata L. ? Salix phyllcæfolia. Salix Lapponum L. Poa pratensis var. pendula Lge. Cineraria palustris L. Matricaria inodora L. Myosotis palustris With. Ranunculus repens L. Nasturtium palustre (L.) RBr. Stellaria Laxmanni Fisch. Comarum palustre L. Lathyrus palustris L.

Khaman-njol: Polemonium coeruleum L.

Jamb-Sale: Equisetum limosum L. Equisetum arvense L. Calamagrostis stricta Hartm. (neglecta Ehrh.) Calamag. phragmitoides Hartm. Aira Wibeliana Sond. Arctophila pendulina (Lst.) Rupr. Poa. Carex aquatilis Wahlenb. Eriophorum russeolum. Erioph. angustifolium Roth. Veratrum album L. Alnus ovata Schrank. Salix glauca L. Salix lanata L. Polygonum Bistorta L. Petasites frigidus (L.) Veronica longifolia var. luxurians Led. Pedicularis venusta Schang. Polemonium coeruleum L. Myosotis palustris With. Vaccinium uliginosum ß. microphyllum Lge. Archangelica decurrens Ledeb. Anthriscus silvestris Hffm. Caltha palustris L. Trollius europaeus L? Viola palustris L. Parnassia palustris L. Geranium maculatum L.? Comarum palustre L. Rubus arcticus L. Vicia lilacina Ledeb?

Geografisk Tidsskrift, Bind 5 (1881)

Obfloden