Mennesket som Mønt. Det ligger i Sagens Natur, at ethvert Folk maa have et eller andet, der kan tjene som Betalingsmiddel, altsaa som Mønt. Naar man læser om vilde eller halvvilde Folk, finder man ogsaa mangen Gang, at de bruge de mest forskjelligartede Ting dertil. Nogle paafaldende Ytringer herom træffes hos Franskmanden Mage, der var i Segu ved den øvre Niger**). Han siger nemlig, at han adskillige Gange har hørt følgende Spyrgsmaal og Svar: „Hvad koster denne Hest?" — „Tre Fanger!" — „Hvad koster denne Oxe?" — „En halv Fange!" Det sidste vil sige det samme som en daarlig Slave eller ikke saa meget som 20,000 Kavrier. Den højeste Møntsort i Segu er en femtenaarig Yngling, der kan blive en god Krigsslave; men en smuk ung Pige gjør ham dog undertiden Rangen stridig. Det er naturligvis ikke nødvendigt at tilføje, at don særegne Mønt almindeligvis ikke bliver betalt in natura, og at man foretrækker at betale i Kavrier.

**) Bulletin de la societe de geographic. Paris, uctoore. IBDD,

+) Sittenbilder aus dem Morgenlande. Berlin. 1876. I den danske udgave £. 286.

*) Um die Erde. Reiseberichte eines Naturforschers. Leipzig. 1881. S. 166.

***) Rejse i (jrækenland i Aarene 1810—18137 Udgivet af N. V. Dorph. Kjøbenhavn. 1844. Forste Del. S. 331.

**) Rejse in der Troas in Mai 1881. Leipzig. 1881.

*) Kufra. vonnach der Oase Kufra. Leipzig. 1881. S. 65.