Den danske Expedition til Grönland 1881,

Ligesom ved tidligere Lejligheder har Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland nu vist Tidskriftet den Velvilje at meddele det et Uddrag af den Indberetning, som Premierløjtnant G. F. Holm efter Expedit ionens lykkelige Hjemkomst har tilsendt Kommissionen. I Expeditionen deltog foruden Løjtnant Holm Stud. polyt. Sy low. Eed.

Paa Grund af de slette Isforhold i Forsommeren
kom vi ikke før den Iste Juli til Ilua (Pamiagdluk), hvor
vore Arbejder skulde begynde.

Først berejstes den østligere Del af Grønlands Sydspids med de omgivende Sunde og Øer. Isen lagde os i største Delen af Julimaaned mange Hindringer i Vejen, i det den spærrede alle Løb, saa at vi gjentagne Gange raaatte lægge op og tilbringe flere Dage paa øde, smaa Klippeøer. Det nordligste Sted, vi kom til, var Kangerajuk, det sydlige Næs ved Indløbet til Lindenowsfjord.

Den sydligere Del af Østkysten danner en fuldstændig Modsætning til den tilsvarende Del af Vestkystens høje, stejle, vildttakkede Fjælde. Landet her er lavere og overalt ses Mærker fra Istiden i Fjældenes Kuppelformer og de lave Øers glat afslebne Overflader. Lige nord for Ikerasarsuak (Prins Kristians Sund) findes et ret frodigt Terræn om Nunatsuk; men mellem dette og Kangerajuk gaar vel en halv Snes større og mindre Isbræer fra Indlandet ned til Vandfladen, og mellem disse Bræer hænger Isen ofte lige ud til Randen af det stejlt affaldende Land. Med det stille, klare Vejr, som vi havde saa godt som i hele Juli- og Begyndelsen af Avgustmaaned, fulgte megen Kulde; det frøs om Natten i Midten af Juli, saa at Tyndis om Morgenen dækkede de isopfyldte Sunde saa vel som Vandløbene paa Land; men saa snart man fjærnede sig noget fra Kysten eller gik til Fjælds, tiltog Varmen øjeblikkelig. Overalt hvor Sneen om Vinteren var fyget sammen i Kløfter paa de lave Øer og paa Fastlandet, selv naar de vendte lige mod Syd, laa denne endnu aldeles ufortæret lige til Vandgangen, og det uagtet de Strækninger, som her ere paa Tale, ikke ligge længere mod Nord end Kristiania f. Ex.

I disse sydligste Egne paa Grønlands Østkyst findes der mange Ruiner fra en tidligere Bebyggelse, og her maa der sikkerlig have været fortrinlige Fangepladser; i det mindste saa vi her omkring en stor Mængde Sæler i Flokke paa over Hundrede.

Af de store sydlige Øer, der ikke tidligere have været besøgte af Evropæere, udmærker Tugdlerunat sig ved sine vældige, næsten lodrette, bvidgraa Fjælde. Den ligger nord for det brede Sund Ikek, der skiller den sydligste store Ø fra Kristian den fjerdes Ø, og er sikkert det af Kapt. Norman n paa Søkaartarkivets „Skizzekort over Syd-Grønland 1863" benævnte Kap Hoppe. Den sydligste store Ø grener sig imod Syd i flere meget bratte, omtr. 2,000 Fod høje Forbjærge, der ere skilte fra hverandre ved dybe Bugter; det næstvestligste af disse Forbjærge forbindes ved en lav Tange med et sydligere liggende, omtr. 900 Fod højt Fjæld, der hedder Umanarsuak. Dette er det sydligste Punkt paa de større Øer, og maa derfor efter al Rimelighed være det, som man kalder „Kap Farvel". Uden for disse Forbjærge ligger i indtil en halv Mils Afstand en stor Mængde spredte Øer og Skær. Umanarsuaks Sydpynt fandtes at ligge paa 59° 44' N. Br. og 43° 53' V. Lgd. Som man véd. er Kap Farvels Beliggenhed tidligere bestemt paa lang Afstand fra Landsiden af Kapt. Graah og fra Søsiden af Kapt. Normann, og disse Bestemmelser fandtes meget nær at være overensstemmende med Stedets Beliggenhed.

Af de vestligere Sunde og Fjorde paa Grønlands Sydspids fortjener især Iluafjorden, nord for Ilua, at bemærkes paa Grund af dens mægtige, stejle Fjælde, hvoraf flere ere over 6000 Fod høje, og hvis vildttakkede Tinder antage de mest fantastiske Former. Mellem Fjældene i Bunden af Fjorden findes 2 store og 5 mindre Isbræer, der naa ned i Fjorden, medens mange mindre hænge i Kløfterne mellem Fjældene.

Flere Bestigninger af Fjældpartierne og Nunatakkerne saa vel paa Østsiden som paa Vestsiden af Landet, overtydede mig om, at der paa den sydligste Spids af Grønland ikke findes et Dække af Indlandsis, saaledes som det er Tilfældet i de nordligere Egne; men at den vestlige Del er et pragtfuldt Alpelandskab med umaadelige, sammenløbende Isbræer, medens den lavere østlige Del er dækket af et Lag snedækket Is, som ligger i Høje og i Dale, alt efter Beskaffenheden af det underliggende Terræn, op over hvilket alle Fjældtoppene rage. Dette gjælder i det mindste for Strækningen syd for en Linje fra Tasermiutfjorden paa Vestsiden til Lindenowsfjorden paa Østsiden af Grønland.

Vejret, der hele Forsommeren havde været godt,

blev fra Midten af Avgust meget ustadigt med hyppig
Regn, Taage og Storm, der ofte gjorde stort Afbræk i
vort Arbejde.

Den 14de September droge vi fra llua nord paa for at undersøge den søndre Sermilikfjord. Saa vel her som i Iluafjorden findes flere større Ruingrupper fra Nordboernes Tid; men de ere alle slet bevarede. Den 18de Oktober sejlede vi fra Grønland og kom den 13de November velbeholdne til Kjøbenhavn.