|
Geografisk Tidsskrift, Bind 5 (1881)Leigh Smiths arktiske Opdagelsesrejse i Sommeren 1880,Chr. Møller, Adjunkt. Side 76
Paa en til Polarfart særlig udrustet Damper „Eira" har Leigh Smith i Sommeren 1880 foretaget en Opdagelsesrejse til Polarlandene, der har bragt særdeles interessante Resultater for Dagen; han har givet en Beretning om sin Rejse i et Møde af det geografiske Selskab i London, og hans Meddelelser eie derefter optagne i „Procedings of Royal Geographical Society" for Marts 1881, hvoraf vi meddele følgende af almindelig Intei esse: Skibet forlod med
en Besætning af 25 Mand Ler\vick *) E. Behm. Geograph. Jahrbuch. Ciotha. 1878. **) 1. c. ***) Geographie universelle. Tome 11. Paris 1877. Side 77
syd paa, sejlede rundt om Sydenden af Spitzbergen og satte derpaa Kursen nord efter gjennem Baventzhavet til Franz-Josephs Land. Den 14de Avgust naaecle man dette. Om Dagen havde man haft megen løs Is omkring sig og set mange Isbjærge; de vare meget store og i Udseende helt forskjellige fra dem, man træffer i Pavisstrædet og Baffinsbugten. Imedens disse nemlig ere kantede og takkede, danne Isbjærgene ved Franz-Josephs Land vældige sluttede Masser, der ere helt flade ovcnpaa, altsaa ligesom Isbjærgene i de antarktiske Egne ; deres Gjennemsnitshøjde over Havfladen er 150—250 Fod. En Del af Expeditionen gjorde Jagt paa Hvalrosser, medens andre bestege en 200 Fod høj Basaltbjærgmasse paa Landet. I nordlig Retning saa man herfra Kysterne af Land, vest for M'Clintocks Ø; paa selve Landet byggede Elfenbensmaagen Redo, og der fangedes adskillige Exemplarer, som det er lykkedes at bringe levende til den zoologiske Have i London. Ved Landet fandtes en Mængde Drivtømmer, hvoriblandt enkelte meget store Stammer. Sejladsen fortsattes mod Vest: man naaede og omsejlede en langstrakt Ø (Etheridge Øen) og kom. videre til et Punkt, Barentz Hook, som Hollænderne havde i Sigte 1879 og som anses for den vestligste Ende af Franz-Josephs Land; man traf her paa en mærkelig Dannelse af søjleformefc Basalt, ganske lig Kæmpevcjen i Ireland. Men efter at „Eira" om Aftenen havde passeret dette Punkt, begyndte Opdagelsen og Undersøgelsen af hidtil aldeles ukjendte Landmasser. Leigh Smith og et af Expeditionens Medlemmer, Grant, gik i Land og fulgte Kysten mod Vest, indtil Vejen spærredes af en stor Jøkel. Den 15de Avgust sejlede man videre mod Vest og kom, efter at have passeret en lille Ø, paa 80° 4' n. Br. og 48° 40' ø. L. ind i en, af to smaa Øer dannet naturlig Havn, som fik Navnet „Eirashavn". Havnens nærmeste Omgivelser blevc undersøgte, og man forsøgte at trænge længere mod Vest til det fjærneste Punkt, der kunde ses fra Havnen, men blev af den tætte Pakis tvungen til at vende om. Grant gjorde en længere Udflugt for at samle Planter; Udbyttet var 15 Arter af Blomsterplanter, hvoriblandt to Græsarter og desuden en Lavart. Disse Blomsterplanter ere ogsaa fundne i Grønland og paa Novaja Semlja; det er vidt udbredte arktiske Arter, og tre af dem ere trufne paa Franz Land. Paa Skraaningerne af de Højder, der omgiver Havnen, fandt man forstcnet Træ og andre Fossilier; det højeste Punkt i de samme Højder maaltes til 1,000 Fod. Det Forsøg, der var gjort paa at trænge frem mod Vest, blev gjenoptaget nogle Dage efter og denne Gang med bedre Held? i det det lykkedes at omsejle det vestligste Punkt, man kunde se fra Ejrashavn; efter at have sejlet gjennem en Del løs Is uaaede man en anden fra Landet udskydende Spids, og kort efter viste sig omtrent 12 engelske Mil længere mod Nordvest endnu en fremspringende Pynt. Men ved den standsedes Skibet af Isen; man kunde imidlertid fremdeles se Landet bøje nordvest over indtil et Punkt, der skjønnedes at ligge i 40 engelske Miles Afstand; det yderste Punkt, som man naaecle, var 80° 19' n. Br. og 44° 52' ø. L. Udstrækningen af den nyopdagede og undersøgte Kystlinje er noget over 100 engelske Mil; man naaedo til den vestlige Ende af Sydkysten, og det er afgjort, at Kysten paa dette Sted bøjer mod Nordvest og strækker sig i en ukjendt Afstand, dog mindst 40 engelske Mile derfra. Isbjærgcnes store Masser og Jøklernes Udstrækning gjorde det rimeligt, at Franz-Josephs Land har en betydelig større Udstrækning end man hidtil har antaget. Medens „Ejra" drev sønder paa med en Isflage, hvortil den var fortøjet, traf man paa en Bugt af Landet, omgivet af Jøkler og beboet af en Mængde Robber og Hvalrosser. Medens Mandskabet gjorde Jagt paa disse, hørte man en Larm ligesom en Artillerisalve; ved Enden af Bugten var der nedfaldet et stort Stykke af Jøklen; Larmen vedblev i nogen Tid og skjønt Afstanden fra Skibet til det Sted, hvor Bruddet var sket, udgjorde 2—3 engelske Mil, begyndte Isflagerne at knage paa alle Kanter. Ogeaa fra et andet Punkt af Iskanten hørte man nu en lignende Larm, og samtidig saa man en kæmpestor, blaa Ismasse hæve og sænke sig langsomt i Vandet, indtil den havde fundet sin Hvilestilling, medens der stadig hørtes tordenagtige Skrald og Vandet sattes i en saa hæftig Bølgebevægelse, at Isflagen, hvorved Skibet laa, sønderbrødes og splittedes. Under en heftig Snestorm dampede Skibet i østlig Retning langs det nyopdagede Land, gik derpaa tæt forbi Kap Tegethoff og Wilczek Øen og naaede det Punkt, hvor et af den østrigske Expeditions Skibe 1874 blev klemt fast i Isen og forladt af Mandskabet; her var aabent Vande, men længere mod Øst saas Isen ligge fast. Leigh Smith tog nu Afsked med Franz-Josephs Land, for at forsøge paa at naa det af mange Nordpolfarerc sete Wiche-Land, øst for Spitzbergen; i de første Dage af September fortsattes Bestræbelserne for at trænge frem i denne Retning, men forgjæves, og Tilbagerejsen maatte nu tiltrædes. Expeditionen naaede Hammerfest den 24de September. „Eiras" Sejlads
maa anses for at høre til de vigtigste Side 78
nyt Udgangspunkt
for fremtidige Polaropdagelser, og de frugtbart Afsmt af
de arktiske Undersøgelsers navnkundige |