Geografisk Tidsskrift, Bind 5 (1881)

Om Skyernes, særlig om de øvre Skyers Hovedformer og Indflydelse paa Vejrliget i det vestlige Nordevropa,

Philip Weilbach.

(Hermed Tavle V.)

Jeg har ikke saa mange Aar kunnet sysle med Kunstværker, uden at jeg, især ved at se paa Fortidens og Nutidens Landskabsmalerier, har maattet have Opmærksomheden fæstet paa Himlen og de Skyformer, der viste sig paa den. Ligesom den og disse have været den „Model", Kunstneren har haft for Øje ved sit Billede, saaledes maatte den ogsaa for mig være den „Natur", hvormed jeg sammenlignede Kunstnerens Billede for at se, hvor tro han havde været i sin Gjengivelse. Ved at iagttage, hvorledes nogle Kunstnere kun søgte at naa en vis malerisk Virkning ved de Skyer, hvormed de udstyrede deres Himmel, medens andre tydelig nok, og blandt dem især Sømalerne, søgte at gjengive en virkelig set Himmel med de Skyformer, som den i et givet Øjeblik frembød, lededes min Tanke ganske naturlig hen paa, at Skyerne maatte kunne inddeles, og at de ved Hjælp af Navne maatte kunne karakteriseres saa meget, at Forstaaelsen af den skyede Himmels forskjellige Ejendommeligheder lettere tilegnedes. Enkelte Skynavne høres vel jævnlig; men de bruges saa übestemt, at de, uden Støtte i en bestemt Inddeling, ingen Vejledning give.

Den Interesse, Meteorologien i den nyere Tid har vakt, gav mig Haab om ad meteorologisk Vej at vinde et nøjere Kjendskab til Skyformerne, og da jeg fremsatte mit Ønske for Direktøren for Kjøbenhavns meteorologiske Institut, Kaptajn N. Hoffmeyer, fik jeg vel ikke nogen umiddelbar Oplysning, men den venskabeligste Vejledning til Studiet af Skyerne og Forstaaelsen af, at jeg ved deres Granskning, ogsaa i meteorologisk Henseende, kunde gjøre nogen Nytte.

Opmuntret ved den Støtte, som ydedes mig, tog jeg alvorlig fat paa dette Studium, hvortil jeg dog, trods de Henvisninger, Institutets Bibliothek kunde hjælpe mig til, saa at sige, selv maatte opdage de første Spor i de Tidskrifters Dyb, hvori de havde fundet en til Dels forglemt Grav. Imidlertid saa jeg snart, at jeg ikke kunde nøjes med at læse og se; men at jeg, hvis mine Studier skulde blive til Nytte for andre, selv maatte tegne, hvad jeg saa. Det lykkedes mig at finde en simpel og praktisk Fremgangsmaade, hvis Resultater til Dels foreligge i de hermed følgende lithografiske Gjengivelser i Farvetryk.

Side 47

Efter en omhyggelig Sammenligning af de for skj ellige Forfatteres lagttagelser af Skyformerne, med hvad jeg selv tidligere havde set og nu med større Opmærksomhed og Forstaaelse iagttog, har jeg stræbt i Text og Tegninger at give en Fremstilling af de i det vestlige Nordevropa sædvanligst forekommende Skyformer i en systematisk Ordning, dog med særligt Henblik paa de i de øvre Luftlag sædvanligst fremtrædende Sky former*). Er det lykkets mig ved denne korte Fremstilling af Skyhimlens vigtigste Træk at yde Læserne den Støtte ved Skuet af Skyhimlen, som bestemte Navne og en fast Inddeling altid giver, har jeg i det væsentlige naaet Øjemedet med mit Arbejde.

Da det her gjælder om at faa et for Nordevropas Himmelegn praktisk Overblik over Skyformerne uden at gaa altfor meget ind paa Skyernes Oprindelse, Nedslagets Aarsager, Udseende m. m., maa man ikke glemme, at Skyerne ere et saa flygtigt, evigt vexlende Æmne, at der er store Ting, naar det lykkes i Beskrivelse og Tegning at kunne fastholde nogle faa Hovedformer, hvortil en uendelig Række Overgangsformer naturlig kunne slutte sig, i det man let forstyrres mere end hjælpes ved at ville søge Navne til de flygtigere Overgangsformer eller til det Udseende , de allerede givne Skyformer modtage ved Ophobninge 1 eller ved Perspektivens Forblændelser. Er der noget, hvori man med sit legemlige Øje kan skue Tilværelsens evige Vorden, saa er det Skyerne, i det selv den tætteste, mest haardnakkede, mest stillestaaende Dagsregn skyldes en uafladelig voxende og forsvindende Sky.

Det er dog uundgaaeligt, til Forstaaelse af Skyernes
Former, først at dvæle kortelig ved deres sædvanlige Tilblivelsesroaader.
**)

Enhver kjender, hvorledes synlige Dampe opstige fra kogende Vand, og véd, at det er Vandet, som fordamper eller forvandler sig til Damp; men man tænker ikke altid paa, at det kun er under Jordens sædvanlige forholdsvis stærke Lufttryk, at Vandet kræver en saa høj Temperatur for at koge; i en Højde af omtrent en halv Mil eller noget derover, hvor Luftens Tryk kun er 380 Mm., koger Vand allerede ved 82° C. i Steden for ved 100°. og kunde man uaa saa højt op, at Lufttrykket kun blev 4,6 Mm. vikle man overraskes ved at se Vand koge ved o°. Rigtig nok kunde det maaske være vanskeligere der at tilvejebringe 0° end hos os 100° Varme; thi i en saadan Højde hersker vedvarende Frost, Sommer og Vinter, rimeligvis langt under ~ 100°,

Men ved Siden af Fordampningen ved Kogning, som spiller en ringe Rolle i Naturen, foregaar uafladelig en jævn, men usynlig Fordampning overalt, hvor en Vandflade eller overhovedet eu fugtig Gjenstand er udsat for Luftens Paavirkning, selv om Luftens Temperatur er langt under 0° og Vandet forvandlet til Is eller Sne. Det er denne uafladelig stedfindende Fordampning, Skyerne skyldes.

'I det Luften saaledes, uden at det kan ses, mere eller mindre svangres med Fugtighed, modtager den Egenskaber, som have stor Betydning for Jordens hele Økonomi, bl. a. Ævne til at indsuge Varmestraaler. Og det er især de i Luften værende Fugtighedsmassers Opvarmning og Afkøling og deres deraf følgende stigende eller dalende Bevægelse, som faar Indflydelse paa Skydannelsen. Naar man ved Hjælp af Fugtighedsmaalere har udfundet Luftens Fugtighedsgrad, kan man i Forhold dertil fastsætte den Varme- (eller Kulde-) Grad, ved hvilken Luften vil være mættet med usynlige Vanddampe, d. v. s. det Punkt, ved hvilken den mindste Afkøling bringer en Del af Vanddampene til at fortætte sig og vise sig synlige for Øjet. Dette Punkt, hvor Grænsen for Vanddampenes Fortætning begynder, kalder man „Dugpunktet," og da Luften under sin Opstigning vil underkastes en jævn aftagende Temperatur, vil der i Forhold til et Steds Klima og Aarstiden stedse lavere eller højere i Luften findes en usynlig Flade eller Kugleflade, hvor Grænsen ligger mellem den da med usynlige Vanddampe mættede Luft og disses delsvise Fortætning. Hvad vi kalde for Dugpunktet, kalde derfor Englænderne mere malende efter Howard for „vapour-plane", d. v. s. Fortætnings- eller Fordampnings-Fladen. I det Fordampning og Fortætning fremkalder henholdsvis Afkøling og Opvarming, og i det Solens Gang over Himlen, Skylag, som føres af Vinden og forskjellige andre Aarsager idelig fremkalde Forandringer i Luftens Temperatur, vil denne Fortætuingsflade vexlende hæve sig eller sænke sig efter Omstændighederne. For øvrigt kan den Temperatur, ved hvilken Dugpunktet indtræd3r, vexle fra meget høje Varme- til meget lave Kuldegrader.

Samtidig med at den opstigende Luft har afgivet
saa stor en Mængde Vanddampe, som den paa Grund


*) Min Afhandling om Skyformerne er fra først af forfattet til det meteorologiske Instituts Aarbog, til Vejledning ved lagttagelsen af Skyhimlen, og ledsages der af tolv Tegninger paa tre Tavler. Da Redaktionen af Geogr. Tidskrift kun ønskede at oplage den ene af T«i vierne i Tidskriftet, har jeg maattet tage særlig Hensyn dertil i nærværende omarbejdede Fremstilling, som ved Kaptajn Hoffmeyers velvillige Imødekomme ser Lyset, omtrent samtidig med at Afhandlingen i Aarbogen udkommer.

**) Væsentlig efter Mohn. Grundz. der Meteor. 2. Ausg. 1879.

*) Tilloch. Philos. mag. XVI, S. 352.

Side 48

af sin lavere Temperatur ikke længer formaar at holde opløste, d. v. s. at bevare i usynlig Form, vedbliver den at stige, og — i det den under sin Afkøling rummer stedse mindre og mindre Fugtighed i usynlig Dampform, — afsætter den under sin Opstigning stadig flere fortættede Draaber eller Vandblærer, der, ved de større Legemers Tiltrækningskraft, slutte sig til de allerede dannede Skyer, som derved voxe og ophobe sig. Denne gradvise Fortætning til Yanddraaber eller Vandblærer vil vedblive, indtil Luftstrømmens Varme- er sunken under o°. Opstigningen standser imidlertid ikke, saa længe Lu ft forhold ene ere uforandrede; men de faa Vanddampe, som Luften nu indeholder, fryse, naar de fortættes, til fine Sneflokker, og senere til endnu finere Isnaale. Det er imidlertid, under vor Himmelegn, forholdsvis gaa ringe Mængder, Luften nu formaar at afgive, og paa varme Dage ligge dens Fortætningspunkter under 0° saa højt, at disse Sne- og Isflokker, for saa vidt de ikke slutte sig til de i de øvre Luftlag allerede tilstedeværende Skyer, kun undtagelsesvis blive usynlige.

Derimod synes det at kunne hænde — naar der, hvilende paa den Jorden nærmest liggende vapour-plane eller Fortætningsflade, har dannet sig større og især til en vis Grad sammenhængende Skymasser — at disse i Forhold til den øvre Lult danne et Slags Hav, hvorfra atter usynlige Vanddampe, under Luftens Paavirkning, stige op mod en koldere og højere liggende Fortætningsflade, hvor der da kan foregaa en ny, om end ikke synderlig stor Skydannelse under forandrede Vilkaar, i det de opstigende Dampe for det første rimeligvis ville fortætte sig til Sneflok- eller Isnaaleskyer, for det andet i hine Luftlag ville møde Skyer, som komme dragende med Luftstrømme fra andre Egne, og til hvilke de kunne slutte sig, med mindre de fremkalde et Nedslag fra hine øvre Skyer ned paa de lavere. Disse sidste ville derved enten skifte Skikkelse eller selv paavirkes til Nedbør. Dog kan ogsaa den øvre Nedbør være saa ringe, at den fordamper under Vejs ved at komme til varmere Luftlag. Det er Jordens stridende Magter, som efter at have udkæmpet et Slag under jordiske Vilkaar, forny Kampen i højere Regioner, ligesom man fortæller om Hunnerne og Romerne, at de i Slaget faldne paa ny kæmpede med hverandre i Luften.

Om Natten, naar Jorden udstraaler sin om Dagene indsugede Varme, hvilket navnlig foregaar med klar Himmel, afkøles Jordens Overflade stærkest, og Dugpunktet ligger derfor ganske nær ved denne. Den Fortætning, som, i Forhold til den i Luften tilstedeværende Fugtighedsmængde, da foregaar, fremkalder saa, naar Dugpunktet er over o°, ..Dug", og naar det i køligere Nætter er under o°, „Rimfrost". I disse Tilfælde afsættes den fortættede Fugtighed umiddelbart som Nedslag, og der dannes ingen nærved Jordens Overflade hvilende Sky. Dette sker derimod, naar en Forskjel mellem Luftens og Jordens Temperatur lægger en Fortætningsflade i ringe Afstand fra Jordens Overflade. Hvad enten en varmere, med Fugtighed godt mættet Luft, svæver hen over en koldere Jordoverflade, eller en koldere, mindre fugtig Luftstrøm gaar hen over en varmere og meget fugtig Overilade, f. Ex. Havet, en Mose, en Eng eller lignende, kan der i begge Tilfælde dannn sig en „Taage", Neblda, som vil forekomme den, der befinder sig deri, som en tilnærmelsesvis tiigjennemsigtig fugtig Dunst, hvori Skyformen ikke føles, medens den let paa nogen Afstand faar Lighed med en lavtliggende Sky. Paa Sommeraftener, efter en varm solklar Dag, kan man se saadannc lave Taageskyer staa over Enge, Moser, Aaer og lign. I Folkesproget hedder det da, „at Engkonen brygger 01". Ogsaa Sommermorgener kunne melde sig med en Taage, som snart efter Solopgangen „letter" , d. v. s. forsvinder for Øjet, i det Luften, efter at den er bleven opvarmet, er i Stand til at modtage en større Fugtighedsmængde i usynlig Dampform. Da den opadgaaende Luftstrøm. som Temperaturforandringen medfører, drager Vanddampene, der i sig selv ere lettere end Luften, op ad, vil hurtig al Taage n omsættes til saadanne usynlige Vanddampe, der atter, saa snart Dagtemperaturens Dugpunkt er naaet, paa ny ville omdannes til Skyer.

Ved det første Blik synes Skyerne at svæve i Luften uden hverken at hæve sig eller synke. Hvad er det, som bærer dem oppe? Der er intet, som tyder paa, at de i Virkeligheden skulde være lettere end Luften. Man har snarere Grund til at tro det modsatte, nemlig, at de ved Tyngdens Lov vilde drages mod Jorden. Modvirkende Kræfter maa altsaa tjene til at holde dem oppe. For at udfinde disse maa vi først spørge, om Vanddampenes Fortætning alene vilde være nok til at daune Skyer af saa forskjelligartede Former, som de vise sig for vort Øje. Efter al Rimelighed vilde de fortættede Dampe hurtig ved deres egen Vægt søge ned til Jordens Overflade som Nedslag, ligesom i varmt Vejr Emmen samler sig til Vanddraaber uden paa en Karaffe med koldt Vand eller ligesom Duggen om Natten. Men lagttagelser have vist, at andre Kræfter —, hvoriblandt især fremhæves den i Luftens tilstedeværende Ilt*) og dens Elektricitet, — gjöre sig gjældende, om endog meget i deres


*) G. Meisncr. Unters, über den Sauerstoff, i Uddrag veJ A. Miihry i Ztschr. d. oest. Geselsch. f. Meteor. 1573. VIII. S. 1.

Side 49

Virkemaade endnu ikke er fuldstændig opklaret ad videnskabelig Vej. Selve den overordentlige Lidenhed af de Partikler, hvori de opstigende Vanddampe dele sig, medvirker ogsaa til, at de kun langsomt og med Vanskelighed bryde Luftens Modstand.

Disse forskjellige Kræfter ere Skyld i, at en Mængde snadanr.e Smnablærer eller srnna Vandpartikler ligesom slutte sig sammen i Flokke, tage kjendelige Former med Lys og Skygge som et virkeligt Legeme og holde saaledcs sammen, at der skal bestemte Forandringer i Luftens Forhold, Lufttrykket, Temperaturen m. m. for at et Nedslag i Skikkelse af Regn, Sne eller Hagl skal finde Sted væsentlig ved Smaadelcnes Sammcnflydning til noget større, men stedse smaa Legemer. Ikke des mindre er det dog for en stor Del kun tilsyneladende, at Skyerne svæve, ja! det er endog, som oven for antydet, en Slags Øjeforblændelse, naar vi tro i længere Tid at se den Famme Sky. Ved Skildringen af de enkelte Skyformer vil det vise sig, r.t selv de Skyer, der føres lang Vejs fia af Vinden, men navnlig alle de Skyer, der have en mere lokal Oprindelse, i Virkeligheden idelig fortæres og dannes paa ny, saa længe Vilkaarene for deres Tilblivelse ere tilstede i Luften, og at det netop er denne idelige Nydannelse, som medvirker til at holde Skyerne oppe, hæve eller sænke dem inden for visse Grændser.

Hvor tidligt man end — Forsøg hos Oldtidens Folkeslag medregnede — har prøvet paa at karakterisere Vejrliget ved forskjellige Udtryk om Himlens Udseende, og hvor meget Opmærksomheden end har været henvendt paa Skyerne som Landmandens regnbringende Venner og som Sømandens advarende Varsler om Uvejr og Storm, var det dog først omtrent ved dette Hundredaars Grænse, at en engelsk Kvæker, der var Kemiker, men ikke særlig Meteorolog, Luke 'Howard, gav sig til at granske Skyformerne og opfandt latinske Navne for deres Hovedskikkelser. Uagtet han var den første, der syslede med dette Æmne, og paa en Tid, da Meteorologerne endnu ingen Anelse havde om, hvilke Opgaver deres Vide-nskab i en kommende Tid vilde faa at løse, havde han iagttaget sit Fædrelands Himmel saa nøje og fulgt Skydannelsen med eaa sikkert et Blik i en lang Aarrække, at den Navneliste,, som han i Aaret 1803 første Gang offentliggjorde, strax vandt Udbredelse og har hævdet sig en saadan Plads i den nye meteorologiske Videnskab, at ethvert Forsøg paa at give en fuldstændigere Fremstilling af Skyernes Dannelse og Skikkelser nødvendigvis maa tage Udgangspunktet fra hans fortrinlig grebne, men kun noget ufuldstændige Navneliste*).

Luke Howard, hvis Navn selv de større biografiske Lexika hidtil have glemt, blev, efter en kort Levnedsskildring, som han selv meddelte Digteren Goethe i 1822, født i London den 28. November 1772*). Familien havde i flere Slægtled tilhørt Kvækernes Samfund, og til dette Samfund vedblev ogsaa Luke Howard at høre. Han fortæller selv, at han allerede i sin Skoletid havde Øje for Skyernes Former og let bevarede deres Ejendommeligheder i sin Erindring. Da han kun havde ringe Sans for Matematik, gik han ikke den lærde Skole igjennem, men blev Lærling i et ApoUiek. Imidlertid vakte Lavoisiers kemisko Stud:er hans Interesse for Kemien, indtil han, da denne Videnskab efterhaanden traadte i nøje Forbindelse med Matematiken, havde ondt ved at følge den. Efter at have levet nogle Aar i London som Apotheker traadte han 1798, i Forening med en Ven af sig, i Spidsen for en kemisk Fabrik i Nærheden af London, og i denne Stilling var det, at han med saa megen Iver kunde gjenoptage sine Granskninger over Skyernes Dannelse og Skikkelser, at han faa Aar efter kunde skrive sin berømte lille Afhandling „On the modifications of clouds and on the principles of their production, suspension and destruction11 i „The philosophical magazine by Alexander Tilloch«, vol. XVI og XVIT, 1803, et i den Tid meget anset videnskabeligt Tidsskrift. Han ledsagede sin Afhandling med nogle kobberstukue, af ham selv udførte Tegninger, hvis Gjengivelser af Skyformerne staa over de fleste senere Forsøg i denne Retning. Hvor langt ind i dette Hundredaar Howard har levet, kan jeg ikke oplyse; vort nuværende høje Aarstal peger kun hen paa, at han for længst maa være død.

Af hans Efterfølgere var Goethe den første, der følte Trang til at forøge hans Liste med et nyt Navn, der dog ikke vil kunne finde sin Plads i den egentlige Inddeling af Skyerne. Man vedblev dog at holde sig til den Howardske Inddeling, indtil med den meteorologiske Videnskabs nye Opsving ogsaa Spørgsmaalet om Skyernes Sammensætning, Tilblivelse, Skikkelser og Omdannelser er bleven Gjenstand for nye Undersøgelser. Blandt de Forfattere, der have bragt mest Liv i Forhandlingen om Skyernes Inddeling efter deres Former, maa fremhæves den franske Meteorolog André Po'éy, der nu lever i Paris, men i sin Tid grundede et meteorologisk Observatorium


*) Goetne: Samlede Værker under Afsnittet „Meteorologie.-'

*) Omtrent samtidig med Howard gav den franske Natur- gransker Lamarck franske Navne til nogle af de vigtigste Skyformer; men hans Inddeling-, der fra først af var endnu ufuldstændigere end Howards, blev ikke kjendt uden for Frankrig, medens Latinens internationale Betydning atter gjorde sig gjældende og førte Howards Navne sejrrig igjennem.

Side 50

i Habana og har gjort talrige lagttagelser over Skyerne i Mejico. Han udgav i 1872 en større Afhandling om Skyerne „Nouvelle classification des nuages", som ien tredje Udgave er bleven til en hel Bog mod Titel „Comment on observe les nuages", Paris 1879. Den lyske Meteorolog A. Müliry skrev i Zeitschrift der oestereichischen Gesellschaft für Meteorologie IX, 1874, Side 70— 71, et „Entwurf eines allgemeinen Wolkensystems", hvori han optog noget af Poeys Inddeling. En fremragende Gransker af Skyformerne er Englænderen Clement Ley, der er Præst i Ashby Tarva i Leicestershire, og en ivrig Meteorolog. I en lille Samling meteorologiske Afhandlinger, „Modem Meteorology", London 1879, har han givet en interessant Fremstilling af Skyformerne, medens han i Tidsskriftet „Nature" for 1. Jan. 1880 gav en Kritik af Poeys ovennævnte Værk. I Norden har Bestyieren af Upsalauniversitetets meteorologiske Observatorium, Professor, DJ-. Hildebrcmd Hildebrandsson, Fortjeneste af sine omhyggelige lagt tageiser af Skyernes, navnlig de øvre Skyers Gang i Forhold til den ved Jorden blæsende Vind og de barometriske Ligetrykslinier. Et Udvalg af disse, over største Delen af Evropa foretagne lagttagelser, har han nedlagt i sit lille Skrift til Minde om Upsala-Universitetets 400-Aars Jubilæum „Atlas des mouvements supérieurs de l'atmosphérc", ledsaget af 52 Kaait. Tillige er han den første, der har gjort Forsøg med at lade mere fremtrædende Skyformer fotografere, og han ledsagede sin Udgave deraf med en kortfattet Afhandling „Sur la classification des nuages, employee å l'observutoire météorologique d'Upsala" , Upsala 1879, 60 numererede Expl. Heri følger han ogsaa i Hovedsagen Howard.

Ikke alene over det Jordstrøg, vi her særlig dvæle ved, men over hele Jorden lade Skyerne sig dele i to store Hovedafdelinger, nemlig Skyer i de lavere Luftlag, og Skyer i de højere Luftlag.

I. Skyerne i de lavere Luftlag, som først skulle omtales, ere her i Nordevropa, for saa vidt Vinterkulden ikke gjør sin Indblanding gjældende, „ Vandblæreskyer", Nubes vcsiculosæ, fordi de antage3 at væro dannede af smaa hule Vandpartikler eller Vandblærer, hver for sig omgivne af Elektricitet. Naar derimod Skyerne om Vinteren dannes under Frostvejr, eller naar de paavirkes af kolde Vinde, ere de, som Nedslaget viser, dannede af Sne, og kunne derfor kaldes ..Sneskyer", Nubes nivosæ. Da de tillige alle have det til fælles, at deres Dannelse er lokal, d. v. s., at de i Hovedsagen blive til og udøve deres Virksomhed paa samme Sted eller i forholdsvis ringe Afstand derfra, hvorfor de under deres Tilblivelse og Virksomhed for en stor Del have den opstigende Bevægelse, vi oven for have omtalt", har man med et andet fælles Navn kaldet dem: „Stigende Skyer", Nubes Ciscensionis*).

De laveste Skyer vise sig, som oven for nævnt, iiaav en Taage delvis danner sig overEngdrag, Moser og lign. I nogen Afstand faa de Lighed med Lagskycr, og Howard kaldte derfor en saadan Taagesky Stratus, „ Lagsky". Navnet er saa malende, at der er al Grund til at beholde det. Paa Slettelandet vil man sædvanlig se en eaadan Sky oven fra; i Fjældegne vil den derimod kunne vise sig forholdsvis højt, fordi Vilkaarene for dens Dannelse kunne findes højere oppe paa Bjærget, saaledes at den, svævende ud fra dette, viser sin Underflade for Dalens Beboere.

Om Vinteren kan undertiden med Frost og højt Lufttryk en større Taagesky hæve sig til en Højde af 1500 til 3000 Fod over Havfladen og med „et Lag af næsten stillestaaende Stratus dække Himlen mange Dage og Nætter i Rad."**) Dette „ Taagesky t æppe", Stratopallnun***'), holdes af nogle for at være temmelig tyndt; men lagttagelser ved Genévesøen have vist, at det kan være indoil 1200 Fod tykt. Ogsaa Hildebrandsson taler i sin „Classification" om de ti/kke Masser, som undertiden i hele Uger dække Upsalas mørke Viiiterlnmmel.-j-) Ved i Bjærgegne at stige op over Skylaget eller ved lagttagelse gjennem Skyrifter har det vist sig, at Himlen over det er fuldkommen klar, hvilket sandsynligvis er Grunden til, at Skylaget holder sig uforandret som „Graavejr" uden at give Regn.

Naar ved faldende Barometer et Taageskytæppe deler sig, begynder Himlen tit med at vise sig dækket af større lavtliggende Skyer, som efterhaanden opløses. Og naar paa klare, kolde, tørre Vinterdage, den lavere Skydannelse synes at være særlig ringe, kan man se mindre spredte Taageskyer, som i Farve og Bygning faa nogen Lighed med det højere Luftlags Skyer, rimeligvis fordi de, paa Grund af Vinterkulden, ere dannede af Snefnug eller Isnaalo. Saadanne Skyer, som sjælden give Nedbør, i det især de mindre cre Vinterens Godtvejrsskyer, bære Navn af „ Vinterskyer", Nubes hiemales.

l et Luftlag, der snarest er noget højere end Taagesky
tæppets, vil man finde de forskjellige Former af „Regnskyer".

Howard saa i „Regnskyen", Nimbus, en Sammenblanding
af Skyerne, hvori den karakteristiske Skyform ophævedes,
og han talte egentlig først om Skyer igjen,


*) Ztschr. d. oest. Ges. f. Met. 1872. VIL S. 313 Anm. 2.

**) Cl. Ley, i „Modern Meteorology". S. 134.

***) Jvf. Mühry i Ztschr. f. Met. IX. 70-71.

+) Gilbert, Annalen der Physik, XXI, S. 147, Anm. af Pictet; Hildebraudsson, Classification, S. G.

Side 51

naar den overtrukne Himmels Skydække efter Regnen atter optog de tidligere Former. Dog erkjendte han den regngivende Sky som et Skylag i Modsætning til de optaarnede Skyer, ligesom han ogsaa havde Blikket aabent for, at Yilkaaret for en Skys regngivende Ævno er Tilstedeværelsen af et øvre Skylag. Om den egentlige Dagsregn maatte han, paa sin Videnskabs daværende Standpunkt, nøjes med at sige: „Det er nok, at der findes to T jag Skyer, det ene dragende hen over det andet, og begge stræbende efter at faa en jævn vandret Udttiækning. Det vil regne, saa længe de to Lag ere til Stede, skjøut de ere adskilte ved at Mellemrum af mange hundrede Fod i Højden.*)"

Med en mere indtrængende Sondring af Skyformerne for Øje forstaar man nu ved Regnsky, Nimbus, kun den Egenskab ved en Sky, at den, under visse Forhold er regngivende, medens man ved Tillæg betegner det mere karakteristiske ved Skyens Form. Som den første Form maa da nævnes „Regnskytæppet", NimbopalUuni, det store sammenhængende Skydække, hvorfra under et lavt Lufttryk den faa kcldte „Dagsregn" strømmer ned over et mere eller mindre udstiakt Landomraade. Dette Skytæppes Dannelse og Vandring fra, Vest mod Øst skyldes for største Delen en fortsat Skydannelse mod Øst, paa det lave Lufttryks Forside, og en ligeledes jævnt foregaaendc Fortæring paa Bagsiden af det lave Lufttryk mod Vest, hvor nordlige Vinde i Forening med det Nedslag, der har fundet Sted, bringer Skydannelsen til at ophøre. (Jfr. ndf. under Skyer i de højere Luftlag). Skytæppet faar dog ogsaa, navnlig paa dets Forside Næring fra „Drivskyer", Nllbecitlæ, Englændernes send eller water-ivagons, Franskmændenes didblotins, som flyve hastig for Undervinden og lige før Nedslaget smelte sammen med Skytæppet.

I det Skydannelsen aftager paa Bagsiden af det store Skytæppe, ligesom ogsaa for en Del paa dets Sydside, hvor vestlige Vinde herske, sønderrives Dækket til forholdsvis mindre Lagskyer, og en saadan „Regnlagsky", NimbostTdtus, giver da, hvad man kalder en Byge. Ligesom Regnskytæppet forekomme disse Skyer baade Sommer og Vinter, dog jævnligst om Vinteren og Foraaret, og lige godt over Land og Hav. Da den neden for nævnede Skyform, „Klodeskyen", ikke dannes over Havet, og naar den af en stærkere Vind føres ud derover, hurtig opløses, ville de Skyer, der give Regnbyger paa Havet, nødvendigvis høre til denne Ait af Lagskyer. Forud for deres Nedbør gaar der sædvanligvis de stærke Yinstød, Sømændene kalde „Byger". Om Vinteren vil her i Nordevropa Nedslaget saa vel fra Regnskytæppet som fra Regnlagskyen ikke sjælden være Sne i Steden for Regn; navnlig paa Sky tæppets Nordside, hvor de østlige Vinde blæse, vil Nedslaget om Vintren være Sne, medens de sydlige og vestlige Vinde paa Skytæppets og det lave Lufttryks Forside og Sydkant mildne Luften og bringe Regn.*) Det gjør derfor her i Norden en væsentlig Forskjel, , hvorledes de lave Lufttryk gaa hen over en Egn. Med de lave Lufttryk mod Nord har vedkommende Sted en forholdsvis mild Vinter, medens et vexlende eller fast lavt Lufttryk i Syd giver en barsk og kold Vinter med jævnlig Østenvind. **)

Havet udøver imidlertid en saa mægtig Indflydelse paa Vejrliget og derigjenncm paa Skyernes Talrighed, Størrelse og Grrundpræg, at der vil være Afvigelser fra disse Forhold, eftersom man bor med Hav mod Øst eller Vest, med Hav til begge Sider eller paa et fuldstændigt Fastland. Medens saaledes Danmark, ligesom de britiske Øer, i Hovedsagen faa r sit Vejrskifte vest fra, virker dog Hav imod Øst baade her og i England til at gjøre Østenvinden saa übehagelig for vedkommende Egn. ***) I Øst-Sverige derimod øver Østersøen og den bottniske Bugt saa stærk Indflydelse paa Vejrliget, at det faar en fra Danmarks og Vestevropas Vejrlig forskjellig Karakter. Hertil medvirker


*) Naar man ikke har Lejlighed til, ved Hjælp af etVejrkaart, at faa Oplysning om Vejrligets Tilstand over en større Strækning, kan man dog vod lagttagelse af sine meteorologiske Instrumenter samt Vindens Ketning og Styrke danne sig en nogenlunde tilstrækkelig Forestilling derom. Med Byggen vendt mod det Punkt i Synskredsen, hvorfra Vinden blæser, vil man. nemlig altid have et lavere Lufttryk paa sin venstre Side en lille Smule frem for sig. Jo svagere Vinden blæser, des ligeligere vil Barometerstanden, være over en større Landstrækning og des fjærnere altsaa det lave Lufttryk. Med stærkere Blæst vil dette være lagttageren nærmere, og naar det er i Færd med at nærme sig til hans Egn, d. v. s., naar Vindens Hovedretning er sydlig, vil han sædvanlig ogsaa, samtidig med hans Barometer falder og hans Termometer stiger, se dets Forløbere paa Skyhimlen, saaledes som neden for skildres. Ogsaa et lavt Lufttryk Nord eller Syd for lagttageren kan vise sig lavt i Horizonten som et tæt, mørk Skybanke. En saadan mod Øst med nordlig Vind er Bagkanten af et Regnskytæppe, der fjærner sig, og det truer altsaa ikke lagttagerens Egn mecl Regn eller Blæst.

*) Tilloch. Philos. mag. XVI. S. 97 flg. Afsn. Nimbus. — Poey, Comment on obs. les nuages, Paris 1879. S. 81 — 8:1. Den sidstnævnte sætter Mellemrummet mellem Skylagene til 2QUOFod. men utvivlsomt er det ikke sjældent langt stirre.

**) Jfr. Cl. Ley i „Mod. Meteor." S. 118—20.

***) Quarterl. journ. of the met. soc. Lond. 1878, IV, S, 5, — Cl- Ley. i „Mod. Meteor." S, 120.

Side 52

ogsna, at Kølens stejle Vestrand undertiden standser Regnskytæppet, som derfor giver Vestkysten af Norge næsten al sin Regn , medens Sverige kun faar det overliggende højere Skylag at so uden Nedbør. Det er ogsaa de mindre Have, som paa forskjellig Maade skære sig ind mellem Nordevropas Lande, der medvirke til den Byge-Karakter, Foraarsvejret har i disse Egne, og har givet Aarsag til, at et paadant Vejrlig særlig kaldes „Aprilsvejr".*)

I Modsætning til Regnskyen vil man i de lavere Luftlag finde en Sky, der uvilkaarlig vækker Tanken om Solskin og godt Vejr; det er den Skyform, som Howard kaldte Cumulus, „Klodeskyen". Ved at omtale Skyernes Dannelse paavistes, hvorledes Sommertangen, naar den lettede, gjennem en dobbelt Forvandling kunde blive til Sky igjen. Men selv om ingen synlig Tange er til Stede, vil Luften om Sommeren i Almindelighed under vort Himmelstrøg være saa mættet med usynlige Vanddampe, at de under deres Opstigning ville fortættes til denne Slags Skyer. Paa varme Dage vil man let kunne iagttage, hvorledes Klodeskyernes Dannelse begynder et Par Timer eller mindre efter Solopgang med spredte hvidlige Smaaskyer, der hver ligesom danner den Kjærne (Nucleus), hvorom Væxten foregaar. I Løbet af Dagen voxe de til temmelig store Skyer, som bevæge sig langsomt over Himlen i idelig vexlende Skikkelser. Deres Tal og Størrelse er mægtigst paa den varmeste Tid af Dagen, hvorpaa de hen ad Aften langsomt fortæres og forsvinde, tit med ganske uregelmæssige Overgangsformer (se ndf.), og ved Solnedgang eller kort efter vil Himlen som oftest være ganske klar. I jævnt roligt Vejr vil Klodeskyen vise sig med hvælvet Top eller Toppe, men med en temmelig lige Underflade, saa at den synes at svæve paa Luften. Vi have set i det foregaaende, at det er Dugpunktets usynlige Flade, hvorpaa Skyen hviler ved en idelig vexlende Fortætning for oven og Fordampning neden fra. **) Efter Professor Hildebrandssons Opfattelse skulde Skyen snarere voxe neden fra, i det den af den opstigende Luftstrøm skydes til Vejrs, samtidig med at nye Vanddampe fortætte sig for neden, saa snai't de naa Fortætningsfladen. Naar mod Aften den opstigende Luftstrøm tager af og til sidst ophører, sænker Klodeskyen sig med den dalende Fortætningsflade og opløses, i det den ved Tyngden yderligere drages ned ad under dette til varmere Luftlag. Det er ikke let at sige, hvilken Opfattelse der er den ritte, da efter begge Hovedtrækkene ved denne Skydanrelse komme frem, nemlig at den hviler med sin glatte "Underside paa Fortætningsfladen, rg at den hvælver sig op ad over denne.

Klodeskyen, som franske Sømænd kalde „balle de coton", og som paa Dansk ligeledes undertiden kaldes „Bomuldssky", er i Nordevropa en Godtvejrssky*), d. v. s. solbeskinnet og ikke regngivende, og den tilhører i disse Egne Dagen og Sommertiden. I Danmark ses den sædvanligvis i sin udprægede Skilkkel.se kun fra S farts til Begyndelsen af November. Den er dog ikke alene væsentlig en Dagsky og en Sommersky; den er ogsaa særlig en Landsky. Den forekommer ikke i sin udprægede Skikkelse over Havet, men selv nok saa lille en Ø. vidt omgivet af Hav, vil man om Somren kunne se med sin Klodesky over sig, saa at denne Sky endog tjener til Kjending paa, at Land er i Nærheden. Men uagtet Klodeskyen tilhører de rolige, solklare Dage, dannes den dog ikke altid paa saadanne Dage; undertiden kan Himlen, paa Grund af Luftens Tørhed, forblive skyfri hele Dagen, undertiden kan et Fjerskylag (se ndf.) virke hæmmende paa Klodeskyernes Fremkomst.**)

Tidligt paa Aaret optræder Klodeskyen i sin simpleste Skikkelse som „enkelt Klodesky", Cumulus simplex, og dens Top viser sig da omtrent halvkugleforrnet eller fladt hvælvet, dog er Hvælvingen ujævn, som om den var sammensat af flere ulige store convexe Flader. Naar disse Skyer ere talrigere tilstede, uden at gaa over til deri neden for nævnede sammensatte Form, ser man dem tit ordnede i tilsyneladende parallele Rader, den ene bagved og for Øjet lavere eni den anden. Ved den perspektiviske Forskydning kunne Mellemrummene næsten forsvinde, saa at de, paa den øverste Række nær, ligne en bølgeformet, af Strejflys beskinnet Skymasse.

Ved Midsommertid, naar Luften rummer mere Fugtighed og stærkere Elektricitet, vil man tit se Klodeskyen taarne sig til en „sammensat Klodesky", Cumulus compositus. Den har Tilblivelse og Egenskaber tilfælles med den enkelte Klodesky, men faar sit særskilte Navn, fordi den er tilbøjelig til at taarne sig i Højden og forme sig, som om den var sammensat af mange mindre Klodeskyer. Da den i sit Udseende har meget tilfælles med den


*) I Mejico tilhører den derimod væsentlig- Regntiden, og den synes nærmest at optræde i den neden for nævnede Form som Kloderegnsky (Cumulonimbus). Se Pofiy, Comment on observe les nuages. S. 103, 103 og flg.

**) Om Elektricitetens Indflydelse paa Klodeskydannelsen se Kaemtz, Lehrbuch d. Meteor. 11, S. 401 og 404, E. Mascart. Traité de l'électr. stat. 11, 571. Ztschr f. Met. 1879, XIV. S. 396: „Keine Electricität. lieine Wolke".

*) Jfr. f. Met. 1875, S. 71, Afhdl. af N. Hoffmeyer-Gilbert, Annalen. LV. S. 107.

**) Væsentlig efter Howard i Tilloch, Philos. Mag. XVI. S. 850 flg.

Side 53

følgende Sky form, kaldes den ikke sjælden urigtig ligesom denne i daglig Tale for cu Tordensky, men almindeligvis er den ligesaa meget Godtvejrssky som den enkelte Klodesky.

En virkelig Tordensky, d. v. s. en Sky, der udsender Lyn, ledsaget af Torden og et af Hagl eller temmelig kold, heftig Regn dannet Nedslag, bliver Klodeskyen dog først, naar den forbinder sig med en neden for den dannet lavere Regnsky (Nimbus) til en „Kloderegnsky", Cumulonimbus, eller, som nogle Mcteoiologer gjærne ville vedblive at kalde den med det fra Howard nedarvede Navn, en „Klodeslagsky", Cumulostratus. Vort Navn synes dog bedre at fremhæve, at det er en Klodesky form, fra hvilken, i Modsætning til de foregaaende Former, Nedslag kan ventes.

Et Vilkaar for at Klodereguskyen udvikler sig med tilstrækkelig Kraft til at give Nedbør, er det dog, at der findes et Skylag højere oppe, og at Vindforholdene virke til at føre Klodeskyen ind under det øvre Skylag. Er dette Tilfældet, vil man, længe førend Skyen giver Regn, se den dels taarne sig højere og højere med hvide solbelyste Toppe*), dels forbinde sig med andre ved siden opiaarnede Skyer paa en fælle i Grundvold af en under dem fremvoxende Regnsky (Nimbus). Den optaarnede Tordensky synes ikke alene at modtage Elektricitet fra den omgivende Luft, men ogsaa at udvexle Elektricitet med de øvre Skyer. **) Denne sidste Omstændighed skyldes det uden Tvivl, at man paa ét Sted, med fuldkommen klar Himmel, kan se lige som svage „Kornmod" i Horizonten, hvad der paa et andet Sted mange Mile borte er et stærkt Tordenvejr. Paa Grund af de øvre Skyers store Højde over Jorden kunne nemlig disse elektriske Udladninger ses i en Afstand af 30 til 40 geogr. Mile uden at dølges af Jordens Runding.

Der er al Grund til at tro, at der under Tordenbygen finder et stærkt Nedslag Sted fra den højere liggende Sky paa den lavere, hvis Toppe synke ned i Midten. Skyen faar mere Form og Præg af en Regnslagsky, undertiden med en lav klodedannet Top i Midten, dens Farve bliver mørkegraa, til sine Tider næsten sortladen, den flosser ud i Randen og voxer samtidig neden fra ved Tilstrømning af smaa Drivskyer (Nubccillce) ligesom Regnskytæppet. Ogsaa de smalle Skystriber, som tit ses foran Tordenskyernes Tinder, ere vistnok en særegen Form af Drivskyer, da de ligge for lavt til at kunne regnes til Fjerskyerne, som flere Meteorologer mene. Drivskyerne kunne, efter Omstændighederne, vise sig mørkere end Skyen eller have en lys, næsten hvidlig Farve, der stikker af mod den mørke Sky; lige før Regnen opsuges de af Regnskyen.

Under Nedslaget vil det vise sig, at Skyen ligger i et lavere Luftlag, vexleade fra 1500 til 5,000 Fod over Havfladen og nærmest svarende til den Luftegn, hvori overhovedet Regnskyerne svæve. Medens Bygen er lige over lagttagerens Hoved, vil Skyen kan vise en temmelig mørk, tæt Underflade med flossede Rande. Nedslaget varer dog sjælden længe. De øvre Skyer, som føres af en anden Luftstrøm end de nedre, skilles fra dem, det normale Forhold mellem Fordampning og Fortætning gjenoprettes, Regnskyen fortæres, og Klodeskyen taarner sig atter mere eller mindre, eftersom der er mere eller mindre Elektricitet, større eller ringere Tilbøjelighed til vedblivende Regnsky dannelse i Luften eller ej. I Danmark vil Tordenbygen sædvanlig komme fra en vestlig Egn og forsvinde i østlig Retning, snarest med Tilbøjelighed til at gaa fra Sydvest mod Nordøst.*) Derfor synger Heiberg ogsaa:

Nu Tordenskyen trækker
Ad den Kant. . .

Med fjærne Brag og Lyn
Hen ad Sverig til den driver,
Himlen aabner sine Bryn,
Og opliver

Sit Syn.**)

Naar Klodeskyer ses i større Masser i nogen Afstand, have de undertiden en mere eller mindre ligesom i Festons nedadbuet Underkant, og ved den perspektiviske Forskydning, der skjuler deres Toppe for Øjet, synes de pakkede i tætte Rader, uagtet de for den lagttager, der ser dem i Zenith, maaske ere adskilte ved store Mellemrum. Det er disse Former, Englænderne kalde roU-CUmullis, Rulle-Klodesky, eller naar de nedre Rande bue sig stærkt, pochy-doud, Sæk- eller Svulstsky. Men da Skyernes forandrede Udseende kun skyldes deres større Masser og et perspektivisk Blændværk, bør man helst undgaa nye Navne og nøjes med at betegne Skyernes Mængde og Ordning ved Udtryk som: udviklede Klodeskyer i Rader" eller desl. ***)


*) I Følge en fransk Meteorologs, Charles Kitters, Maalinger (Ann. de la soc. meteor, de France, 1830), som især ere foretagne i Middelhavet, kunne disse Toppe naa en Højde af omtrent 20,''-00 Fod over Skyens Grundflade. Hos os synes de dog næppe at hæve sig mere end 10 til 15,000 Fod, saa vidt man tør skjønne ved Sammenligning med Undcrfladens Udstrækning.

*) Mohn. Grundz. d. Meteor. II Aufl. Berlin 1879, S. 309.

**) Heiberg. De Uadskillelige.

***) R. Scott, Instr. in the use of meteor, lastrum. S. G7. — Poey, Comment on observe &c. S. 11 og 102; — „Nature" 1. Jan. 1830, S. 210. flg.

**) Kaemtz. Lehrbuch d. Meteor. 11. S. 425 og 463.

Side 54

De egentlige Klodeskyers Højde over Havfladen kan vexle fra omtrent 5,000 til 15,000 Fod, medens de i Forening med Regnskyen dale lavere ned. Naar do føres af Vinden, vil man lægge Mærke til, at de ikke følge samme Retning som Vinden blæser ved Jorden. Ikke sjælden har Skygangen en Afvigelse af flere Kompasstreger i Retning med Uret (eller med Solen), medens en Afvigelse i modsat Retning er sjældnere. *)

Naar Luften er mindre rolig, afvige Skyformerne undertiden saa meget fra den regelmæssige Klodesky, at man maa kalde disse Overgangsformer „Klodeskydaunelser", Formationes cumidativæ. Skyerne vexlc hurtig fra Klodeskyens Taarnform til Regnskyens flade Linseform, Grundfladen træder ikke saa tydelig frem, Overkanten er tit flosset, Skyen i det hele langstrakt og sønderreven i Formen. Disse Skyer faa ikke sjælden megen Lighed med de Skyformer, som optræde om Vinteren, og paa kolde Dage om Foraaret og om Efteraaret er det vanskeligt at sige, om man har at gjøre med egentlige Vinterskyer eller med utydelige Klodeskyformer. Ogsaa om Sommeren gaa de egentlige Klodeskyer over i denne Mellemform, inden de om Aftenen ganske opløse sig.

11. Skyerne i de højere Luftlag have for det første den fælles Egenskab, at de for største Delen dannes paa fjærnere Steder, navnlig over de store Have, og tilføres Evropa ved øvre Luftstrømninger, for det andet, at de, paa Grund af den store Højde, hvori de svæve, — 25,000 til 40,000 Fod over Havfladen — efter Omstændighederne ere dannede af fine Isnaale og kunne da kaldes „Isnaale Nubes aciculares, eller, naar de synke noget lavere, af smaa Sneflokker, og kunne da bære Navn af: „Sneflok-Skyer' Nubes nivariæ. Da tillige — efter at de paa deres Vandring ere naaede til andre Egne — deres væsentligste Forandring bestaar i, at de dale og, ved at komme i andre Luftlag, modtage et forskjelligt Præg, har man givet dem Fællesnavnet: „Dalende Skyer", Nubes descensionis. **)

De forskjellige Skyer i do højere Luftlag ere saa vel Dag- som Nat-Skyer, saa vel Land- som Hav-Skyer; de forekomme til alle Aarstider, sædvanlig i saa høje Luftlag, at Stedets Klima ikke synes at øve nogen Indflydelse paa dem. Disse Skyers Tilsynekomst plejer at tyde paa stærk Fugtighed i de øvre Luftlag og medfører i Almindelighed Forandring fra stadigt til ustadigt Vejr. Omvendt er deres Forsvinden sædvanligvis Tegn til, at roligt og klart Vejr er at vente. Skygangens Hovedretning vil i Nord. evropa som oftest være fra den vestlige Himmelegn mod den østlige, dog saaledes, at ikke alene Retningens Udgangspunkt kan afvige til begge Sider lige til Sydvest og Nordvest, men at endog af og til Skygangen kan forgaa i ganske modsatte Retninger*). Dette sidste hører dog til Sjældenhederne og synes at skyldes særlige Afvigelser i Luftens Tryk over de paagjældende og tilgrænsende Egne. I Forhold til som Lufttrykket er ved Jorden, er Skygangens Hovedretning fra det lavere mod det højere Lufttryk.**) Men man maa lægge Mærke til, at disse Skyeis Gang tit er vanskelig at iagttage, dels fordi den tilsyneladende er saa overordentlig langsom, at Skyerne mangen Gang synes at staa ganske stille, dels fordi de undertiden synes at bevæge sig i en vis Retning endog meget hurtig, medens det i Virkeligheden er lavere liggende Skyer, som fare forbi dem i modsat Retning, ligesom naar man med et hurtigt Banetog tror at se Træerne rejse, medens man selv holder stille. Kun ved at iagttage disse Skyer i Forhold til et fast Punkt paa Jorden ser man Skygangens Hastighed og Retning nogenledes nøje. Paa Grund af den overordentlige Højde, hvori disse Skyer svæve, kunne de, naar de ses nær ved Horizonten, antages at svæve over et Punkt, der er henved 40 geografiske Mile borte fra Beskueren. Ser man dem derimod omtrent 45 ° over Horizonten er Afstanden næppe synderlig mere end en Mils Vej.

Blandt Skyerne i de højere Luftlag maa først nævnes
„Fjerskyen", Cirrus.

Fjerskyerne optræde for det meste spredte, ere temmelig tynde og have paa Grund af deres Stof sædvanlig hvide Farver, naar de belyses af Sol eller Maane; de glimre i Solens Skin med en fin mat Glaas og have en let haar- eller fjeragtig Bygning. De ere de højest svævende Skyer, man kjender, og saa vel paa Grund heraf, som paa Grund af deres Dannelse af fine Iskrystaller, brydes Straalerne fra den op- og nedgaaende Sol i dem i pragtfulde Farver med lyserødt og orango som Hovedtoner, endog ikke ganske kort Tid før Solens Fremkomst over og efter dens Nedgang under Horizontlinjen, medens Tinderne af de lavere Skyformer, der ogsaa kunne lue i den nedgaaende Sols Straaler, langt hastigere omhylles af Nattens Skygger.

Howard definerer Fjerskyen saaledes: Nubes cirratd, tenuissima, quæ undique crescit, en fjedret, meget tynd Sky, som voxer i alle Retninger. Men i sin egen engelske Oversættelse karakteriserer han den rigtigere


*) Hildebrandsson. Atlas des mouv. &c. S. 13—14.

*) Samme Art. S. Bil —15,

**) Ztschr. f. Meteor. 1872. VIL S. 313, Anm. 2.

**) Hildebrandsson. Atl. des mouv. S. G—13G—13 og alle Kaartene.


DIVL1207

Aaroanq /SS/.Tavle V.

/U'/',/:,'/„•/• y,.;,;,-. i,viirt/.vX'',/yXvv//

Side 55

ved at kalde den: En Sky med parallele, krumme eller divergerende Traadc, som kunne udstrækkes i alle Retninger. Efter hans Mening er Fjerskyerne negativ elektriske og stærke elektriske Ledere, og de skulle netop af den Grund have Tilbøjelighed til at antage den traadede Form, som saa ofte ?es.

Efter deres Form har Howards Efterfølger og Landsmand, Förster, givet Fjerskyerne forskjellige Navne saasom: (raadet, filiformis, busket, ßoccosiis, takket, denfahis , netfoimet, reticiilaius o. fl. Danske Sømænd kalde dem undertiden „Katterumper" (tysk: Katzcnschivanz), de engelske Sømænd kalde dem metres tails.*) De mindre, under roligere Forhold optrædende, Fjerskyer ere saa let kjendelige, at vi ikke have troet det fornødent at gjengive dem. Naar de ere talrigere tilstede, ville de gjærne ordne sig i lange Rader, der i Virkeligheden ere parallele, uagtet de ved den perspektiviske Forskydning synes at løbe sammen til et Punkt i Horizonten. Over et højt Lufttryk ligge saadanne Skyrækker i en næsten lodret Stilling paa de barometriske Ligetrykslinjer, medens de over et lavt Lufttryk næsten løbe parallelt med disse Linjer. **) Disse tilsyneladende sammenløbende Skyrækker, som paa dansk kunde hedde „UVejrsstriber" eller „Stormstriber", kalde Englænderne sea-trees, Tyskerne Windbäume. De ere sædvanligvis et Forbud paa stærk Blæst eller Storm, med Regn eller Sne.

Fjerskyerne kunne ogsaa faa Form af en Række eller flere Rækker af efter hinanden stillede Halvmaaner med den hule Side samme Vej og for det meste med flossede Rande. Denne sidste Form er i Almindelighed et Tegn til, at en Forandring i Luftens Temperatur er i Færd med at bringe Skyerne til at dale eller til at gaa over til en af de neden for nævnte afledede Former.

Fig. I forestiller en Del af de Fjerskyer, som optraadte den 27de Oktober 1880 Kl. l om Eftermiddagen og viste sig at være Forbud for de følgende Dages Uvejr. De viste sig i store Masser over hele den østlige Del af Himlen lige fra Zenith og ned mod Horizonten i lange svagt divergerende Rækker, der gik fra Nordøst eller snarere Nordnordøst mod Sydvest til Sydsydvest (tangerende Isobarerne). Barometerstanden var den Gang omtrent 752 Mm. med -{- 2° og svag nordlig Vind; Fugtigheden var kun 67°/o; paa den øvrige Del af Himlen viste sig spredte Fjerskyer af forskjellig Form, hvoraf en enkelt her er medtaget. De tætte fint naalestrihede Fjcrskyrækker vandrede i Løbet af nogle Timer i Retningen fra Nordvest til Sydøst, hvorpaa Himlen over Kjøbenhavn en kort Tid var klar. Om Eftermiddagen afløstes de af et System af tydelig udprægede Fjerklodeskyer, dog af et noget sværladent Udseende, hvilke ogsaa vandrede langsomt imod Sydøst. Samtidig havde Telegrammerne meldt en sydøstlig Storm over Ireland, og Dagen efter rasede denne som Snestorm med fuld Kraft over hele Danmark, medens det lave Lufttryk rykkede frem syd for os. Først den 29de ved Middagstid havde Barometret naaet sin laveste Stand (omtr. 735 Mm.) ved Kjøbenhavn og begyndte atter at stige temmelig hurtigt.

I det en Fjersky daler, omdannes den undertiden til
„ Fjerklodesky" Cirrocumulus.

Ved stigende Temperatur i de højere Luftlag antager man, at de Isnaale, hvoraf Fjerskyerne ere dannede, forandre sig til fine Sneflokker,v som give Skymassen et mere sammenhængende Væv. De derved fremkomne Fjerklodeskyer ordne sig gjærne til mindre bollede, Skyer, der ligge i lange Rader og tit kunne dække store Dele af den synlige Himmel. De ere ligesom Fjerskyerne mat hvide eller svagt graalige af Farve; undertiden ere de halv gjennemsigtige, men de kunne ogsaa være tætte og tilbagekaste Lyset stærkt. Howard definerer dem: Nubeculæ densiores, subrotundæ et quasi in agmine apposilæ, smaa, noget tættere, afrundede Skyer, der ere radordnede ligesom i en Slagorden.

Det er de talrigere optrædende Fjerklodeskyer, som i daglig Tale gaa under Navn af Makrelskyer, Englændernes mackerd-slty, Tyskernes Schäfchen eller Lammchen. Undertiden kan et helt Tæppe af Fjerklodeskyer vandre over Himlen i forholdsvis kort Tid uden tilsyneladende at have Forandringer i Vejrliget til Følge. I Almindelighed ere de nemlig ikke Tegn til daarligt Vejr; men de kunne dog ogsaa optræde i Forening med Fjerskyer og Fjerlagskyer og, som i det foregaaende Exempel, være Medforløbere for Uvejr. Naar Fjerklodeskyerne til sine Tider blive meget tætte, kunne de, baade om Dagen og om Natten faa saa stærke Skygger, at de ere vanskelige at kjende fra lavere liggende Skyformer. Det er dem, Hildebrandsson har optaget i sin Inddeling under det særlige Navn Altocumulus*).

Fig. 11, der viser en Himmel med Fjerklodeskyer,


*) Hildebrandsson. Sur la classification des images, S. G. Dog synes det, som om spredte Kegnskyer (Nimbostra'.us), naar de med opklarende Vejr hæve sig og delvis fordampe, kunne faa et næsten ganske lignende Udseende; men nøjagtige Maalinger ville uden Tvivl vise, at de ligge ikke lidet lavere end de tætte Fjerklodeskyer.

*) Med Howards Inddeling for Øje synes der ikke Grund til. med en nyere Forfatter, at gjøre disse Former til selvstændige Arter af Sky er; det er rimeligst kun i dem at se afvigende Udviklinger af Fjerskyer, fremkaldte af forskjellige Luft- og Klimatforhold.

**) Hildebrandsson. A ti, des mouv. &c. S. G—10.G—lo.

Side 56

er tegnet Kl. 8 om Eftermiddagen den 2den September 1880. Skyerne, der næsten dækkede hele Himlen, optraadte talrigst og smukkest paa den vestlige Del, som her er gjengivet. De synes at have staaet i Forbindelse med et højt Lufttryk, som i længere Tid havde holdt sig over Danmark. Barometret stod ved 768 Mm., Termometret viste -j- 16°, Vinden var svag vestlig; Luften var temmelig fugtig. Ogsaa de nærmest følgende Dage optraadte Fjerklodeskyer periodisk i større Mængder, uden at Sommervejret tabte sit rolige Præg.

Under andre Luftforhold, hvis Karakter ikke nærmere kan paavises, blive Fjerskyerne, i det de dale, til Skyer af en anden Form, som man efter deres Hovedpræg har kaldet: „Fjerlagsky", Cirrostratus.

Denne Sky defineres af Howard: Nubcs extemiata, subconcava vel undulata; mibeculæ liujusmodi apposilæ, en tynd, svagt buet eller bølgeformet Sky eller mindre Skyer af samme Præg ved Siden af hverandre. Fjerlagskjrer optræde sædvanligvis som spredte Lagskyer og vise sig da over vore Hoveder og i det hele i Nærheden af Zenit som mindre, uregelmæssig runde, elliptiske eller skævt firkantede Skyer med svag konkavt hvælvede Underflader og ikke sjælden med udtakkede Rande. De forekomme undertiden alene eller i Forbindelse med Fjerskyer, undertiden Side om Side med Fjerklodeskyer og uden Tvivl da i samme Luftlag, medens de ellers muligvis tilhøre et lidt højere Lag end det, hvori Fjerklodeskyerne sædvanlig optræde.

Eftersom Belysningen er, kunne de være solbeskinnede og da hvide, undertiden med svage graalige Skygger, eller de kunne, navnlig naar de ere talrigere tilstede, saa at deres Rande ved den perspectiviske Forskydning dække hinanden, være ganske i Skygge, hist og her med hvide skinnende Rande, og have i saa Tilfælde Lighed med de sværere Fjerklodeskyer, medens de om Vinteren endog kunne være vanskelige nok at kjende fra de lavere Lagskyer, som i den kolde Luft faa Snesky-Karakter. Efter Solnedgang vise tit spredte Fjerlagskyer sig ganske i Skygge og have da en fin musegraa Farve. Ses enkelte Fjerlagskyer paa lang Afstand og derfor tilsyneladende nær ved Horizonten, ville de vise sig som smalle „Fjerskybjælker", somme Tider med solbeskinnede Kanter, til andre Tider ganske i Skygge og derfor af en mer eller mindre dyb graa Farve. De kunne være af næsten ensformig Tykkelse eller tilspidsede mod Enderne.

Fjerlagskyen kan ogsaa have Karakteren af et sammenhængende tyndt „Fjerskylag" , der overdrager hele Himlen med et mælkeagtigt halvgjennemsigtigt Slør; ja! dette Slør kan endog være saa tyndt og gjeunemsigtigt. at Himlen kun faar et lidt blegere blaat Skjær, og ved første Blik fristes man til at kalde Himlen ganske klar. Den svagere Glans, som Solskinnet under disse Omstændigheder faar, virker til at give hele Landskabet deu særegne „Sølvtone", som især de ældre Landskabsmalere saa gjærne efterlignede. Dette ligesom det lidt mindre gjennemsigtige Slør vil tit vise de ejendommelige Lysvirkninger omkring Sol og Maane, som man kalder Bisole og Bimaaner, Ringe om Sol eller Maane m. ni. Det er optiske Fænomener, hvoraf man kan udlede, paa Grund af Straalebrydningens Karakter, at Himlen er dækket af et tyndt Skylag, dannet af fine Is- eller Snekrystaller.

Fig. 11l viser nogle Former af Fjerlagskyer, der saas paa den sydlige Himmel den 2den November 1879 Kl. 10 om Formiddagen. De fremkom, efter et foregaaende ringe lavt Lufttryk, med Bygevejr og rask stigende Barometer. Et højt Lufttryk holdt sig derpaa med godt Vejr og vestlige Vinde til den ste November. Den mindre Sky øverst til venstre turde maaske snarest kaldes en netformet Fjersky. Da disse Skyformer viste sig, stod Barometret paa 753 Mm. mcd -f- 2° og svag VSV. For neden til højre er indlagt en lille Fjerskybjælke for at vise en af dennes Former.

En af den nyere Meteorologis vigtigste Opdagelser er, at man har fundet Lovene for den vedvarende Regn, der navnlig om Vinteren virker saa meget til at give Nordevropas Vejrlig sit Særpræg. Et mere indtrængende Studium af Vindenes Styrke og Retning har jo bragt for Dagen, at den stærkeste Skydaunelse netop af det regngivende Skylag er nøje knyttet til et lavt Lufttryk, og at Vindene i deres Hovedretninger have en kredsende Bevægelse om det lavere eller højere Lufttryk, der er mest fremherskende i deres Nærhed.

Forskjellige Omstændigheder ere nemlig Skyld i, at der over et givet Sted danner sig „et lavt Lufttryk'', d. v. s. at Luften over en større eller mindre Strækning, sædvanligvis af rundagtig eller elliptisk Form, har udvidet sig saaledes, at den for oven vil søge at hæve sig over Atmosfærens jævne Kugleoverflade. Men da Luften er et letflydende spændigt Legeme, vil den, rimeligvis allerede længe før den har naaet Atmosfærens yderste Grænse, stræbe efter at gjenvinde sin Ligevægt ved at strømme ud ad for oven hen imod den Luft, der udøver et højere Tryk. Denne Bevægelse vil fremkalde en opstigende Strøm i den opvarmede Luftsøjle, og, da Ligevægten derved yderligere forrykkes, vil der ogsaa danne sig en indadgaaende Luftstrøm for neden fra det højere Lufttryk hen imod det lavere, efterMgt af en dalende Strømning i den Luft, hvor det højere Lufttryk er herskende. Og saa længe de Omstændigheder, der

Side 57

have fremkaldt det lave Lufttryk, vedblive, vil ogsaa
hele dette Luftens Kredsløb vedligeholde sig.

Det er den indadgaaende Strøm ved det lave, den udadgaaende Strøm ved det høje Lufttryk, som virker til at give Vindene den kredsende Bevægelse, de have mod Solen omkring det lave, med Solen omkring det høje Lufttryk. Vindene ville være saa meget heftigere, jo større Forskjellen er mellem Luftens Tryk paa begge Sider af Vinden eller jo kortere Afstanden er mellem den højere og den lavere Barometerstand. Disse kredsende Vinde have deres bestemte Rolle ved det lave Lufttryks Dannelse, Skyudvikling og Vandring. Alle de Vinde nemlig, som blæse paa den østlige Side af et lavt Lufttryk eller et Minimum, som det kaldes, komme fra en sydlig Egn, bøjende fra Sydvest til Sydøst og medføre de Omstændigheder, der mest virke til, at Barometret falder; som varme ville de forstærke den opstigende Luftstrøm, som fugtige ere de lettere end den Luft, de komme til, og ville derved forøge Opstigningen, medens paa samme Tid den kolde Luft, de mødes med, vil fremkalde en Fortætning af de usynlige Vanddampe, hvormed Luften er mættet, cl. v. s. en Skydannelse, som under Paavirkning af Fjerskylaget, vil give et Nedslag, hvorved Luftens Opstigningsævne end mere forøges. Med andre Ord, det lave Lufttryk rykker frem mod Øst. Omvendt vil, paa den vestlige Side af det lave Lufttryk, eller dets Bagside, fortrinsvis blæse kolde, nordlige Vinde, bøjende fra Nordøst til Nordvest. Disse Vinde have alle de Egenskaber, som ere modsatte dem, der karakteriserede Vindene paa det lave Lufttryks Forside. Ved at bringe Temperaturen til at falde, paa samme Tid som de, ved selv at opvarmes, opsuge største Delen af den efter Nedslaget endnu tilstedeværende Sky, foraarsage de, at Barometret med opklarende Luft vil stige, d. v. s. det lave Lufttryk fjærner sig. Nogle Efternølere af Fjerskyform vise til sidst, i hvad Retning Vejret er draget bort. Ved Væxt fortil og Fortæring bagtil har saaledes det store Regnskytæppe og dermed det lave Lufttryk flyttet sig i østlig Retning med en Hastighed, der kan vexle mellem en og otte geografiske Mil i Timen*).

I Følge med faldende Barometer eller et lavt Lufttryks Fremrykning, vil det ovennævnte, mere sammenhængende Fjerskylag fortætte sig til et endnu større Skylag, der helst bør sondres fra dette og kaldes „Fjerskytæppe, Cirropallium**). Det dækker Himlen foroven, medens Regnskytæppet for neden udgyder sine Strømme over Jorden, hvorfor heller ikke Fjersky tæppet ses frit, undtagen lige foran og til Dels paa Bagsiden af det lave Lufttryk. Det er, som det synes, den lavest liggende af de til det højere Luftlag hørende Skyer, og det vil derfor sandsynligvis være dannet af Sneflokker, der vistnok i ikke ringe Masser nedsendes over det lavere Skytæppe og medvirke derved til Nedslaget fra dette, medens man endnu ikke tør afgjøre, hvor megen Indflydelse Elektriciteten øver paa Skyernes Omskiftelser og Nedslaget.

Man vil sædvanlig se Forløberne for et lavt Lufttryk komme fra en vestlig Egn omtrent i denne Orden: Først spredte Fjerskyer, saa Fjerlagskyer, der undertiden samle sig til et tyndt halvgjennemsigtigt Slør, hvorigjennem enkelte tættere Skypletter lade sig øjne; derefter følger det egentlige Fjersky tæppe, et tættere, helt uigjennemsigtigt Skydække, i Førstningen hvidt eller hvidligt, men senere, naar det skjuler for Solen, af en graalig Farve. Under dette begynde allerede de smaa Drivskyer at danne sig, som senere forene sig med det fremvoxende Regnskytæppe. Dette her skildrede Fjerskytæppe kan undertiden vise sig indtil heuved fyrretyve Timer, før det lavere Regnskytæppe dukker frem over Horizonten som en mørk „Skybanke", Paries — det Navn, Goethe fandt paa —, og langsomt breder sig over hele den synlige Himmel.

Til andre Tider, navnlig naar det lave Lufttryk under sin Fremrykning er i stadig Tilvæxt — bliver stedse dybere —: kunne derimod Skylagene følge hinanden saa hurtig, at inden de første Blænkere have overskredet Zenit, er ikke alene Fjerskylaget og Begyndelsen af Fjerskytæppet allerede adskillige Grader over Horizonten, men endog Regnskytæppets mørke Skybanke tydelig synlig i den vestlige Himmelegn. En temmelig vandret, men udvasket og flosset Rand vil vise Grænsen mellem Regnskytæppet og Fjerskytæppet, der kun kommer til Syne som et graahvidt Bælte med et lettere Skylag foran sig. Naar det lave Lufttryk rykker frem N. eller S. for en Egn eller i mere skraa Retning, vise Forløberne sig svagere eller anderledes.

Fig. IV gjengiver Begyndelsen af et Fjerskytæppe,
saaledes som det viste sig den 17de Oktober 1879, Kl.
10 om Formiddagen. Barometret stod paa 760 Mm.


*) Væsentlig efter Mohn. Grundz. der Meteor. S. 233 flg. med Benytt, af Ztschr. f. Met. X. S. 6—11, Art. afKapt. Hoffmeyer, og do. 1879, XIV S. 33-41, Art. af Hann.

**) Navnet pallium, som her er brugt til Udtrykkene: cirropallium, nimbopallium og stratopallium, skyldes Poéy, der brugte det første Gang i en Artikel i 1863. Med Miihry har jeg dog foretukket den mere konsekvente Forbindelse med pallium sidst, fremfor Poeys Udtryk pallio-cirnis. Jfr. herom Poey, Comment on observe etc. S. 81. flg. og S. 100 — 102, samt Ztschr. f. Met, 1874. IX. S. 70-71.

Side 58

med sydlig Vind og -f- 4°. Paa den vestlige Himmel viste sig langsomt opdragende et tyndt halvgjennemsigtigt Fjerskylag med spredte tættere Smaaskyer; nærmere ved Horizonten blev Skylaget saa tæt, at det tydelig nok var Begyndelsen af Fjerskytæppet, der kom frem. Helt nede ved Himmelranden tabte Tæppet sin hvide Farve og begyndte at vise sig graat. Samtidig viste Zenit og den østlige Himmel interessante Fjerskyformer; yderst mod Øst saas endnu enkelte Klodeskyer. Om Aftenen var Barometret faldet til 753 Mm.; den næste Morgen, den 18de, var det yderligere dalet til 748 Mm., den mørkegraa Skybanke (Paries) viste sig i SV., rykkede nærmere og gav i Løbet af Dagen en tæt Regn. Oir Aftenen blæste det stærkere op, Barometret begyndte al stige, saa at det den 19de om Morgenen viste 752 Mm.: Vinden var gaact mere vestlig, og Himlen klarede op med Fjerskyer og Klodesky-Dannelser. Men samme Dag bragte et nyt og stærkere Minimum, der nærmede sig, Barometret til hurtig at falde, Himlen blev overdraget med et Fjerskytæppe, der saa hastig skjultes af Regnskytæppet, at Regnen kunde begynde allerede Kl. 2. Dette andet Minimum, som ogsaa blev langt dybere (734 Mm.) havde saaledes en meget hurtigere Gang end det første