Levningerne af Franklin-Expeditionen,

I en lang Aarrække har der, som man véd, været afsendt den ene Expedition efter den anden for at finde noget om Franklin-Expeditionens Skæbne og de Levninger, den har efterladt sig. Sir John Franklins to Skibe „Erebus" og „Terror" havde tilbragt Vinteren 1845^—46 paa den lille Beechyø, der ligger ved Sydvestspidsen af en mellem de større Øer blandt den arktiske Øgruppe ved Nordamerika, nemlig Nord Devon. Fra den Tid af tabte man længe Sporet, indtil det lykkedes Nordpolfarerne Rae og Kapt. Mac Clintock at oplyse Expeditionens Skæbne i sin Helhed. Senere paaviste Amerikaneren Hall, der levede otte Aar imellem Eskimoerne,

Fabrikant V. Christensen iNy York. Af denne Beretning
meddeles følgende Uddrag:

Under Anførsel af Løjtnant Schwatka (af Rytteriet) sejlede Hvalfangeren „Eothen" i Juni 1878 af Sted og kom i Juli til Kap Felix, det nordligste Punkt paa King "Williams Land; omtrent 20 Mil fra dette Sted var det, at „Erebus" og „Terror" i 1846 ikke kunde komme videre, her døde Sir John Franklin den Ilte Juni 1847 og desuden 16 andre, og her nødtes de tiloversblevne efter et Ophold af 20 Maaneder til at forlade Skibene. At det nordligste Punkt, hvor Schwatka var fra den 3dje til den 6te Juli, tidligere oftere var bleven gjæstet af Officei'er og Mandtkab, godtgjordes ikke alene ved det tidligere her fundne engelske Flag, men ogsaa for Tiden ved de mangfoldige henstrøede Sager, saaledes at her har været enten en Jagtstation eller et Observatorium. To kunstige Stenhobe, der vare i Nærheden, have undgaaet de omstrejfende indfødte og bleve nøje undersøgte af Schwatka og hans Ledsagere. En af disse Stenhobe laa en halv geogr. Mil inde i Landet, den var 8 Fod høj og indeholdt selv ikke noget, medens Bygningsmaaden. de med Mos tæt dækkede Stene og de nærmeste Omgivelser ikke lode nogen Tvivl om, at hvide havde oprejst sig selv et Mindesmærke paa dette Sted. Undersøgelsen af den anden Stenhob, der laa nærved Kysten, bragte som Udslag et Papir, hvoi'paa der med Blyant var tegnet en pegende Haand i naturlig Størrelse, og hvis nederste Del var hensmuldret. Haanden, der viste mod Syd, betydede sagtens noget, men Forklaringen fattedes. Denne Undersøgelse gjorde naturligvis, at man blev dobbelt opmærksom for Eftertiden.

Paa Vandringen imod Syd var det selvfølgelig Gravene af de døde, som man fortrinsvis eftersøgte; men da man forgjæves ledte efter saadanne, er det rimeligt, at den forulykkede Expedition har sænket de døde i Havet. Hist og her imellem Drivvedet fandtes Dele af Skibe, Hovedmassen deraf er dog slæbt bort for længe siden, og i en Aarrække har her været et Valfartsted for Eskimoer, der hentede Kobber, Jærn og Træ.

Et Sted, hvor Schwatka dvælede i længere Tid, var Irvingbay, 4 Mile sydvest for Kap Felix. Et af Mac Clintock undertegnet og imellem Stenene nedlagt Brev giver den Forsikring, at her var Stedet, hvor 105 Mand gik i Land, efter at de havde forladt Skibet. Hvor lidet disse, selv med den bedste Helbred, vare i Stand til at modstaa et Vejrlag, der gjorde det nødvendigt for Schwatka og hans Folk at gaa i Pelsværk i Juni Maaned. viste Fundet af Strømper og Handsker, som de ulykkelige havde brugt, og som vare sammensyede af Uldtæpper. Paa dette Sted havde de maattet lade alle overflødige Ting blive tilbage, og det mangfoldige Udvalg af alle Slags Sager, fra en Tandbørste til fire Kogeovne, betegnede det Sted, hvorfra Vandringen var gaaet ud. Fundet af en Grav lige ved det Sted, som Mac Clintock havde underkastet en nøje Undersøgelse, viste Schwatka, hvor vanskeligt det er at gjøre en saadan paa et Jordsmon, som er dækket med Sne. Graven var dækket af flade Stene og indeholdt Levningerne af en engelsk Officersuuiform, et Lommetørklæde af Silke, der var godt vedligeholdt, samt en Medaille, hvoraf man saa, at Graven var dannet for Løjtnant Irving fra Skibet „Terror". Hjærneskallen og nogle af Knoklerne laa uden for Graven og viste, at de indfødte ogsaa havde rodet omkring her.

Et flere Dages Ophold paa dette Sted hlev brugt til en omfattende Undersøgelse, og selv de mindste Smaating, endog Kugler og Skraa, bleve trukne frem uden dog at bringe videre Oplysninger. Ved at gaa langs Kysten mod Syd saa man af de omkastede Klædningsstumper den Vei, som de ulykkelige havde vandret, og hvor snart Døden havde taget fat paa at lyse op i deres Rækker. To Skeletter bleve atter nedlagte i Jorden. Det mærkværdigste Punkt herfra og til Kap Crozier var den allerede af Mac Clintock fundne Plads med en Baad, som laa paa en Slæde, og hvori der den Gang laa to Skeletter. Kort herfra fandt Mac Clintock en anden Baad, ligeledes paa en Slæde. Det følger af sig selv, at Førselen af saadanne Baade maa have været meget møjsommelig for de Stakler, som paa én Gang lede af Kulde, Sygdom og Sult.

En af de indfødte ved Navn Alannak fortalte Schwatka, at hun og hendes Familie et Aar efter, at de havde set de hvide sidste Gang, havde været paa Sæljagt i Egnen ved Terror Bay. Paa en Høj der i Nærheden fandt de et Telt, hvori der laa mange Skeletter. Tallet paa disse kunde hun ikke opgive nøjagtig; thi de indfødte kunne i deres Sprog kun tælle til 20, og hvad der gaar derover, kalde de „mange". Ogsaa uden om Teltet laa der Skeletter, og i selve Teltet laa der Tæpper, Klæder og Bøger og andre Sager, hvilket dog altsammen for længe siden er borttaget af de indfødte. Efter Eskimoernes Udsagn var ethvert Spor af Menneskeknokler allerede forsvundet for sex Aar siden eller den Gang, de sidst vare paa Stedet.

Den nævnte Alannak havde nærved Kap Herschel set 10 Mennesker, der syge og sultne fulgte Kysten fra King Williams Land mod Sydøst. Ved et Ophold paa fire Dage var hun kommen i nærmere Berøring med dem, og hun sagde, at der mellem dem var flere Officerer samt en „Doktuk", aabenbart en af Expeditionens fire Læger.

Med Hensyn til de to Skibe har Dr. Rae allerede 1853 godtgjort, at det ene af dem gik under ved den nordvestlige Kyst af King Williams Land, medens det andet strandede lidt sydligei-e.

Det havde været ønskeligt, om man tidligere havde kommen paa den Tanke at tilbringe en -Sommer paa King Williams Land; thi man vilde da have kunnet bringe mange flere Oplysninger for Dagen, end det nu er muligt. Med Schwatkas Rejse maa man regne Undersøgelserne om Franklin-Expeditionen for afsluttede. Et smukt og hæderligt Vidnesbyrd for vor Tid er det, at man i en laug Aarrække ikke har sparet paa Penge, Arbejde og Møjsommeligheder, for, saa vidt det er muligt, at bringe Klarhed ind i Spørgsmaalet om en enkelt Expeditions Skæbne.