|
Geografisk Tidsskrift, Bind 4 (1880)Nogle danske Overfladeforhold,et Foredrag af A. Feddersen. I flere af Danmarks Egne har Overfladen
nogle Side 113
de tilhøre de Dele af Landet, hvor Kridtformationen findes nærmest ved Overfladen. Man har kaldt disse tragtformede Uddybninger,Tordfaldshull&r (Jordfaldshuler), fordi de ere fremkomne ved Sammenstyrtninger eller Jordfald i Dybden, der have draget de overlejrede Jordlag efter sig. Alle ere enige i, at disse Sammenstyrtninger i mange Tilfælde skyldes underjordiske Vandløbs Udvaskninger i Kridtformationens Lag, eller at de mulig ogsaa kunne være en Fø]ge af Forskydninger eller Revner i selve Lagene, der ere fremkaldte ved Hævninger eller Sænkninger af Jordskorpen. Forchhammer viste, at Kridtformationen er Danmarks Grundbjærg; og han har desuden godtgjort, at Landets almindelige Hævningsliuje gaar i Retningen fra S. Ø. — N. V., at den altsaa følger den samme Strygnirigsliuje, som er udtrykt ved Linjen Bornholm, Kullen, Store Middelgrund, Anholts Rev, Læsø og Hirsholmene. Kr-idtformationens forsk j ellige Lag hæve sig netop frem til Overfladen i S. Ø. — N. V. Den hele Hævningsflade kan betegnes ved et Bælte, hvis Sydgrænse omtrent gaar fra Falster til Nissumfjord og som imod Nord afgrænses ved en Linje fra Saltholm til Blokhusene ved Vesterhavet. Men samtlige disse Forhold skulle her kun antydes, da \i maa gaa ud fra, at de ere almindelig kjendte. I Almindelighed har man hidtil haft Tilbøjelighed til i Overfladens Bakker og Højdedrag at se Virkninger af underjordiske Kræfter, som skulde have hævet Landet, medens Lavninger og Kløfter tilligemed Havets Bugter, Fjorde, Vige og Sunde tænktes fremkomne ved Udskylninger eller Udpløjninger af Vand og Is. Imidlertid ere mange Fordybninger i Landets Overflade fuldt saa godt en Følge af Sænkninger, og netop herom ere Jordfaldshullerne fremtrædende Vidnesbyrd. Derfor skal ogsaa her i al Korthed nævnes nogle af de bedst kjendte Jordfaldspartier i Danmark. Paa Møen er saaledes den mærkeligste Sænkning den, som fra N. V. trænger ind i Højlandet og som tilstrækkelig markeres ved de tre Indsøer Huno} Aborre og Gjedde Sø. Af disse Søer er især Aborre-Sø mærkelig ved sin Form, der ligner Omridset af et 8, og ved sin Dybde af over 60 Fod, medens de to andre Søer kun ere omtrent 12 Fod dybe. End videre kan nævnes Kj edel dalen Grimsdal, den kredsrunde l oglemose, Kjedeldalene i Kongsbjærg-Gruppen, der „ligge dels i Række, forbundne ved en Længdedal, dels omkringspredte paa Bjærgets Overflade uden nogen tilsyneladende Forbindelse. I Dalen imellem Kongsbjærg og Høvbleg ligge saaledes 5—6 store Kjedeldale."*) Netop paa Grund af de i den møenske Kongsbjærg saa tydelige Jordfald mener Dr. Puggaard, at den mulig i en sildigere Tid end de andre Grupper kan have været udsat for Jordomvæltninger. Han forklarer ogsaa Jordfaldenes Dannelse derved, at naar flere Sænkningslinjer eller Revner i Jordlagene krydse hverandre eller naar en Revne træffer paa underjordiske Hulheder, vil der fremkomme stærkere punktdannede Indsænkninger. Ligge Kjedeldalene lineært, have Revner eller Spring af større Længde fremkaldt dem, og da nu mange Jordfald paa Møen netop ligge rækkevis i Bunden af Dalene, staa de efter Puggaards Mening i Sammenhæng med disses Oprindelse, og som Exempel herpaa anfører han de i en buet Linje liggende dybe Jordfald imellem Kongsbjærg og Høvbleg. Andre Jordfaldshuller paa Møen ligge enkeltvis uden tilsyneladende Sammenhæng; men da mange af dem kunne forbindes ved rette Linjer, der ere parallele med hinanden eller med et Dalstrøg eller ligge i Forlængelsen af et saadant, tør man antage, at saadanne Linjer, lagte gjennem flere adskilte Jordfald, betegne Retningen af de Revner eller Spring, der have foranlediget disses Dannelse *). I det hele vil man paa Møen forbavses over den Mængde Fordybninger, som have Præget af Jordfaldshuller, naar man først har faaet Øje for dem, og flere af disse Jordfald ere endog af temmelig ny Dato. Saaledes sank en Dal syd for Regners Vagthus i Aaret 1756 4—6 Fod**)t Ogsaa i Thy, altsaa i den modsatte Ende af den store sydøst-nordvestlige Kridtlinje, har man ikke faa Jordfald. De ligge her i en Linje fra Thisted imod Nord indtil Klitsøernes indre Række og udbrede sig kun lidt til begge Sider. Men Jordfaldshullerne i Thy ere næsten alle ovale; de ældre 4—6 Fod dybe, de nye 6—8 Fod***). I dette Parti ligger Nors 80, som ved en Kridtrevle i Bunden er delt i to Bassiner. I dens Bund indtraf 1821 et Jordfald, og den derved frembragte Fordybning optog lig et Svælg alt Vandet, saa at Søen i længere Tid laa tør. Lignende Jordfaldshuller findes i Sanherrederne spredte over den Kridtø, hvorpaa Gaarden KoJckedal ligger, og som imod Nord afgrænses af Linjen Hjortels-Bratbjærg, medens den i en bugtet Flade strækker sig fra Vesterhavet indtil Aggersund og imod stafgrænsesaf- af Rye-Aaens store Dal. Her ere dog Jordfaldshullerne færre i Tal, men til Gjengjæld ere de ogsaa langt større end i Thy, et af dem i Nærheden af Kokkedal *) Anf. Bog. S. 147. **) B. C. Sandvig. Beskrivelse over Øen Møen. 1776. S. 43. ***) I. G. Forchhammer. Danmarks geognostiske Forhold. 1835. S. G5. *) C.Puygaard, Møens Geologie. Kjøbenhavn 1851. S. 17 og 24. Side 114
har et Tværmaal af 100—120 Fod og en Dybde af 30 Fod. Man kjender ogsaa Jordfald i dette Parti fra nyere Tid; ved Jarmsted skete et saadant Jordfald 1837*). Mors har ligeledes en Del Jordfaldshuller, og af Schades Beskrivelse véd man, at der omkring Aaret 1790 indtraf et Jordfald nordøst for Sundby ved Vilsund, i det en Strækning af nogle Tdr. Lands Omfang sank, til Dels fra en Højde af 40 Fod og derover, og en høj Bakke styrtede ud i Fjorden. I Følge samme Kilde havde nogle tusende Kvadratalen af Ejerslev Bjærge i det nordlige Mors den samme Skæbne, saa at Landet paa disse to Steder blev to Tredjedele ]avere, end det var før. End videre, siger Schade, er i Legind Bakker, syd for Nykjøbing, en højlændt Plads af et Par Skpr. Lands Størrelse ved Jordfald forvandlet til Morads og en liden Bæk, udsprungen af en af de Brinker, Sænkningen har efterladt**). For Tiden frembyde de nævnte Sænkninger ved Sundby et højst ejendommeligt Skue, og man vil uden Overdrivelse kunne sige, at Bakkerne „skride" ud imod Thisted Bredningen. Fra Strandkanten ser man tydelig, hvorledes Landet terrasselignende efterhaanden har sænket sig, saa at der har dannet sig en halvkredsformet Vig ind i det. Enkelte Steder have Jordmasserne i store Partier kløvet sig ud fra de bratte Skrænter, dernæst have de sænket sig mere og mere ved Undergrundens Fjærnelse, og der kan derfor hist og her være ligesom koncentriske Kløfter imellem de Jordmasser, som ere paa Vandring ud mod Stranden. Endnu tydeligere ser man den gradvise Sænkning, som her vistnok skyldes Vandets Gjennemsivning og Udvaskning af Lerunderlaget, dersom man stiller sig paa Toppen af Lerklinterne. Lignende Skred af det faste Land kan man for Kesten ogsaa iagttage paa den modsatte Bred af Vilsund og Thisted Bredning, som med sine bratte Lerskrænter og Molerklinter hører til de interessanteste Egne i Danmark. Hver Vinter bidrager sit til den omtalte Sænkning af Landet, der i sig mulig indeholder en Tydning af Dannelsen af flere af Limfjordens mange Bredninger. Det er naturligvis den samme Slags Sænkning, som tidligere i dette Tidsskrift er omtalt af A. ØsterM***}. Endelig er der i
det nordlige Salling paavist Jord *) /. Gr.
Forchhammer. Jordskjælvet den 3die April 1841 .**) C. Schade.
Beskrivelse om Øen Mors. Aalborg. 1811. faldshuller i det Kridtparti, som findes paa nogle Gaardes Marker i Ristim, Aasted Sogn, og i Tøbrudstiden hænder det stundum, at der sker Jordfald imellem Aasted og Seide; men disse Jordfaldshuller ere kun smaa*). Til disse Partier af Jordfaldshuller kan der nu knyttes et hidtil ukjendt eller i hvert Fald i Litteraturen uomtalt, nemlig Partiet ved Flynder Sø, sydvest for Skive. Da jeg har haft Lejlighed til nærmere at undersøge Jordfaldshullerne i denne Egn, skal jeg noget nærmere omtale dem. saa meget mere som de nærmest slutte sig til den „Ø" (for at blive ved Forchhammers Udtryk), hvis Midtpunkt er Blegekridtet ved Mønsted og Daugbjærg. Som bekjenclt, hører Blegekridtet, der kun findes i Jylland, til den yngre Del af Kridtformationen og dannes af en meget blød, graalig Kalk med en graalig Flint, som har takkede Former. Blegekridtet er ellers langt finere i Sammensætning end Limstenen; det smitter af, men det kan dog ikke saaledes som Kridt bruges til Skrivning. Desuden udmærker det sig fremfor Kridtfonnationens andre Stenarter ved at have meget faa Forsteninger. Efter Forchhammers Mening er det den Del af det nyere Kridt, som er afsat længst borte fra Skandinaviens Bjærge. Ved Mønsted og Duugbjærg har man allerede længe brugt Blegekridtet til Kalkbrænding. Tidligere brød man det løs fra Bjærget, i det man fra Bunden af en „Grav" gik næsten vandret ind efter, men dybere end 200 Alen tror St. St. Blicher ikke, at man nogen Steds har trængt ned**). Ved Mønsted har man nu, siden et Aktieselskab har kjøbt de fleste Grave, begyndt planret at arbejde sig ind i Bjærgets Side ved at blotte Kalken. Men Blegekridtet hugges dog endnu tillige i flere Kover, d. v. s. underjordiske Gange, hvorfra Kalken saa efterhaanden bæres ud. Flere af de gamle Kalkgraves Indgange ligge i Bunden af store, tragtformede Uddybninger, der stærkt minde om Jordfaldshuller. De saakaldte „gamle Grave" ved Mønsted og ved Daugbjærg se netop ud ligesom en hel Samling af Jordfaldshuller. Det kunde jo ogsaa nok tænkes, at man oprindelig har opdaget Blegekridtet, der ellers ligger godt skjult under Jordens Overflade, netop ved Hjælp af Jordfaldshuller, som have røbet, at der er Kalk i Dybden. Endnu i Mands Minde har det desuden hændet, at en Mand, som havde lagt sig til Hvile paa Marken ved Siden af Vogn og Heste, tilligemed dem sank ned i Jorden og mistede Livet. Det hedder sig nok, at det *) H. C.
Strandgaard. Bemærkning om Kridtunderlag i **) St. St.
Blicher. Viborg Amt. 1839. ***) Geogr. Tidsskrift. 3rlje Bd. 1879. S. 171. Side 115
var ved en Sammenstyrtning af gamle, forladte Kover, at Ulykken skete; men dels har man gjærne brugt at fylde de forladte Kover med Flintblokke og Affald og dels er det paagj ælden de Sted temmelig fjærnt fra den Plads, hvorunder Koverne ellers opgives at være; Jordfaldet maatte da skyldes meget gamle, helt glemte Kover. Jeg er saa meget mere tilbøjelig til at tænke mig, at Jordfald her have spillet en Rolle, som det er en Kjendsgjerning, at Vandaarer ere almindelige i de dybe Kover, hvilket ogsaa viser sig ved de rige Kildevæld, som have deres Udspring baade ved Daugbjærg og Mønsted. Man kan i det hele ikke undlade, naar man ser bort fra „Gravene", der, som sagt, ligne Jordfaldshuller, at undre sig over den herværende Mangel paa Kjendemærker for den, under Sandkankerne skjulte Kridtformation. Man ser hverken Blegekridt eller Flintblokke paa Markerne, og omkring Mønsted og Daugbjærg findes der ikke en eneste af de for Kridtformationen sækjendelige Planter. Heller ikke Byellev Stednavne vidne om en synderlig gammel Drift af disse Kalkbrud, som indtil for faa Aar siden vare de eneste ié denne Del af Landet, og hvorfra der bragtes Kalk milevidt omkring af Smaahandlere. „Kalkmændene", der i det almindelige Omdømme ikke havde meget forud for „Kulsvierne", førte den brændte Kalk til alle Kjøbstæder paa Østkysten lige fra Hobro til Fredericia (Grenaa og Æbeltoft undtagne) til Viborg, Skive, Holstebro, Ringkjøbing og Varde, samt til alle mellemliggende Landsogne*). Mønsted og Daugbjærg udgjøre omtrent Midtpunktet for et til næsten alle Sider af Lavninger omgrænset Stykke af Jylland. Imod Nord støder det nemlig op til Hjarbæk Fjord, Lovns Bredning og Slave Fjord; imod Vest ligger dels Skive-Karup Aaens Dal og dels Flyndersøpartiets Sørække; imod Syd afgrænses det indtil de bekjendte Dollerup Banker ved en Række mere og mindre dybe Dalfurer fra Alheden og imod Øst endelig kan Grænsen sættes ved den Række Lavninger, som begynde ved Sydenden af Hald 80 og som fortsættes gjennem Ved Sø, Rindsholm 80, Viborg Sø, Loldrup Sø, Rødding Sø, Rød Sø til Hersom Aa, hvis Vande føres imod Vest og gjennem Skals Aa naar ud til Hjarbæk Fjord. Det her betegnede Parti kan man kalde Midtjyllands Kridtø, fordi Kridtformationen i det saa godt som naar op til Overfladen. Men foruden ved Mønsted og Daugbjærg er i dette Parti Kalken ellers kun paa et eneste Sted bragt frem for Dagen, nemlig i et Par Kalkgrave ved Sønder Mølle omtrent 2 Mil VSV. for Daugbjærg, hvor det imidlertid ogsaa er Blegekridt, som brydes. Til dette Punkt knytter der sig nu den særlige Interesse, at det ligger sydligst i Flyndersøpartiets Lavning, som derpaa i en buet Linje strækker sig over 2 Mil op til Estvad Kirke, hvor den syd for Kirken aabner sig ud i Skive-Karup Aaens Dal. Lavningens Bund indtages i største Delen af sin Længde, foruden af en lille Sø ved Sønder-Mølle, af Stubbergaard Sø og Flynder Sø; kun ved Hjælm Mølle er der en kort Afbrydelse i Sørækken, i det Lavningen er delt ved en Banke, paa hvis ene Side (imod Øst) findes et Aaløb og paa den anden Side to mindre Søer, nemlig Ladegaards SØ og Helles SØ. Denne hele Lavning maa nødvendig vække Opmærksomhed ved dens mærkelige langstrakte Form. Man kommer uvilkaarlig til at spørge om Grunden til denne dybe Fure i Landskabet, og til at søge efter den Naturtildragelse, som kan have voldet den. Men efter det Fingerpeg, som Kalkgravene ved Søndermølle give, ledes man snart ind paa den Betragtning, at hele Flyndersøpartiet udgjør den vestligste Del af, hvad jeg allerede har kaldt Midtjyllands Kridtø, og denne Mening støttes desuden ved et Par andre Kjendsgjerninger. For det første vil man allerede i Heden ved Sønder Mølle finde flere Jordfaldshuller og oppe i Estvadgaards Hede paa den nordlige Side af Flynder Sø findes den ene Kjedeldal ved Siden af den anden, hvilket dernæst gjentager sig efter en endnu større Maalestok paa den sydlige Side af Søen, hvor ligeledes den ene Kjedeldal ligger op til den anden, altid paa nært Hold følgende den langstrakte Søbue; enkelte Gange staa Jordfaldshullerne endog ligefrem i Forbindelse med Søen, i det deres ene Side gaber ud imod den, saa at de udgjøre ligesom Vige af Søen. For det andet giver Søen selv Vidnesbyrd om, hvorledes den er fremstaaet. Den hele mere end en Mil lange og ikke over 1200 Fod brede Sø kan nemlig ligesom opløses i en sammenhængende Række af Bassiner eller med andre Ord, den er i Virkeligheden fremstaact ved Sammensmeltning af en hel Række at Jordfaldshuller, større og mindre. Dette ser man allerbedst ved at stille sig paa et eller andet Sted og fra en af dens høje Brinker se op ad den eller ned ad den. Man vil da kunne iagttage, hvorledes Tanger fra begge Sider strække sig ud i Søen, og hvorledes Bugterne gjærne ere afsluttede med bratte Brinker. Flere Steder nærme de to Søbredder sig endog saa meget til hinanden, at der kun er et smalt Løb imellem dem. Dette minder os f. Ex. om Forholdet ved Huno Sø paa Møen, hvis Form Dr. Puggaard jo ogsaa har sammenlignet med Omridset af et Ottetal, og som han netop erklærer for fremstaaet ved Sammensmeltningen af to Jordfaldshuller. Det er naturligvis ogsaa et lignende *) St. St. Blicher. Anf. Bog. S. 199-102. Side 116
Forhold, som vi kjende fra Thy i Nors Søens Bund, der ydermere ved en Vold er delt i to Lavninger. Det er tydeligt, at Flynder Sø er dannet paa samme Maade, men ved en hel Række af Jordfaldshuller, og de omliggende Jordfaldshuller ere kun af den Grund ikke blevne til Dele af Søen, fordi de ikke have været omfangsrige nok til at naa hen til Rækken, som nu udgjør den nævnte Sø. Dersom det imidlertid forholder sig saaledes med Flynder Sø, vil Stubbergaard Sø ligefrem falde ind under den samme Udvikling. Den nøje Forbindelse imellem Jordfaldshullerne og Flynder Sø viser sig fremdeles ved den lille, runde Mørke SØ i Estvadgaards Hede, der kun ved en smal Bakkevold er skilt fra Flynder Sø, og som netop udfylder Bunden af et Jordfaldshul. Mørke Sø er vel omtrent 1000 Fod i Tværmaal, og de omliggende Bakkesider hæve sig omtrent 60 Fod over dens Vandspejl. Denne kredsformede Sø er meget smuk paa Grund af Egepurrerne, som strække sig op langs Bakkesiderne, og den minder virkelig om en eller anden Kratersø, ligesom jo ogsaa Jordfaldshullerne minde om Kratere, der forlængst ere komne i Hvile. Og til dens øvrige tiltrækkende Egenskaber føjer sig tillige dens Interesse i botanisk Henseende; der voxer nemlig ude i den tæt ved Land talrige Lobelier (Lobelia Dortmanna) sammen med Brasenføde (Isoetes lacustris) og Littorella lacustris, og et Par Steder imellem Egepurrerne have vi set den smukke Kongebrægne (Osmunda regalis). Søen skal efter de omboendes Udsagn være meget dyb, og man skal ikke nogen Sinde have kunnet finde Bund i den, en Mening, som man rigtignok hører udtalt om adskillige af vore smaa dybe Søer, men som naturligvis ikke maa tages bogstavelig, da den kun er et Tegn paa, at man ikke har naaet til Bunden. Overfladen af Mørke Sø retter sig aldeles efter Flynder Søs, og det er en Kjendsgjerning, at naar Vandstanden forringes i den større Sø, falder den ogsaa i den lille. Dette viste sig især, da man for nogle Aar siden var i Færd med at udtørre Flynder Sø. Da man nemlig sænkede Vandstanden i denne og derved fremkaldte en Søkant med Sand og Sten, fik Mørke Sø ogsaa sin Søbred af Sand, som den har den Dag i Dag. Dette røber noksom den nøje Forbindelse imellem de to Søer. Skjønt Flynder Sø og da for Resten ogsaa Stubbergaard Sø saa godt som intet Tilløb have fra de dem omgivende Højder, afgive de alligevel en betydelig Vandmasse til Skive-Karup Aa. Man har derfor Ret til at mene, at de i deres Dyb faa Vand fra mægtige og skjulte Vandaarer i Bunden, og man fatter derfor ogsaa, hvorfor man ikke, efter at have nedlagt den ved Udløbet liggende Flynder Sømølle og efter at have sænket Afløbet 3—4 Fod, yderligere kunde bringe Vandstanden synderlig ned trods de kraftige Maskiner, som skulde lænse den. Man har vistnok et godt Vidnesbyrd om Søens betydelige Dybde deri, at Hælten (Coregonus Lavaretus) lever i den; thi denne Fisk ynder netop dybe Søer. I Nors Sø lever der ogsaa Hælt, og der er saaledes atter i denne Henseende Overensstemmelse imellem disse to Søer. Mærkelig nok, findes Hælten ogsaa i den tidligere nævnte Rød Sø samt i de den nærliggende Kleitrup Sø og Tjele Sø, medens den ellers kun kjendes fra Vester-Vandet Sø i Thy (70—80 Fod dyb), Glenstrup Sø ved Hobro samt Krag Sø paa Alheden*). Først i nogle af Holsteins og Nordtysklands Søer, som netop ere knyttede til Kridtformationen, gjenfinde vi atter Hælten som Indsøfisk. Der er mange Jordfaldshuller i Flynder Sø Partiet, vistnok henved hundrede Stykker, naar man tager dem alle med. Adskillige af dem ere meget store, og nogle af dem ere i Tværmaal foroven 1000 Fod eller mere og have omtrent en Dybde af 60 Fod. De ere tillige saa regelret tragtdannede, at Almuen fuldt og fast tror, at de ere frembragte ved Kunst. Kun i Mørke Sø staar der for Tiden Vand. Derimod have flere af de andre i sin Tid ogsaa haft Vand i den nedre Del af Tragten, men deres Søer ere senere blevne omdannede til Moser, saa at man altsaa nu ser disse løjerlige, regelrette Sænkninger i Bunden afsluttede med en vandret Flade, der er overvoxet med Lyng, Pors og andre Mosebundsplanter. Atter andre Jordfaldshuller staa tomme lige til Bunden, hvor de løbe spidst til. Ved Jordfaldet har da Tragtens Spids rimeligvis ikke naaet ned til vandførende Lag eller ogsaa har Vandet paa ny hurtig faaet Afløb. For Resten have alle Jordfaldene ved Flynder Sø temmelig udjævnede Sider og maa følgelig være gamle. Men naar man overskuer det hele her skildrede Terræn, som paa engang med dets rige Afvexling i Overfladen, med dets Egepurrer, dets Lyngdække, dets mange stejle Skrænter og det friske Vand baade giver Landskabet Ynde og Alvor, kan man ikke værge sig imod den Opfattelse, at mægtige Kræfter have rørt sig neden fra og have bragt Afbrydelse ind i den Sandflade, som til alle Sider omgiver Flynder Sø Partiet. Almuen, som til Punkt og Prikke kjender alle disse Jordfaldshuller, sysler ogsaa meget med dem. Den har givet dem Navne, saa sora „Djævlehtillet-, „Helvedesdalen", „Trolddalen" o. s. v., véd at fortælle om de underjordiskes Færd pna disse Steder og om den Støj, de stundum volde, og den *) A. Feddcrsen. Ferskvandsfiskenes geografiske Udbredelse i Danmark. Geogr. Tidskr. 4de Bd. 1880. S. 12. Side 117
knytter f. Ex. den gamle Fortælling om det sunkne Slot til Mørke Sø. Man kan vistnok tyde alt dette som Virkninger af Traditionen, maaske fra den Tid, da der her endnu indtraf Jordfald. Fra den nyere Tid kjender man nemlig ellers intet Jordfald i dette Parti af Landet. Der fremtræder altsaa stærkt udviklede Jordfaldspartier saa vel paa Møen som omkring Limfjorden og, som nu paavist, tillige i det noget syd for Limfjorden liggende Parti omkring Mønsted og Daugbjærg. Til Forklaring heraf kan man vistnok bruge den Kjendsgjerning, at disse Partier ligge saa temmelig i Grænsen af vor Kridtformation og altsaa ogsaa af Landets Hævningsflade, hvor netop Hævningen maa fremkalde den stærkeste Forskydelse imellem de sammenstødende Jordlag. Da nu tillige Jyllands Længderetning netop skærer Hævningslinjen i Flynder Sø Partiet, er der saa meget større Grund til her at vente voldsomme Forstyrrelser af Overfladeforholdene. Hertil kommer fremdeles, at man i den store nordvest—sydøstlige Kridtlinjes Strøg jævnlig har iagttaget smaa Jordskjælv, som efter Prof. Johnstrups Undersøgelser rimeligvis maa tilskrives underjordiske Sænkninger eller Sammenstyrtninger*), enten disse nu skyldes det underjordiske Vands Udvaskninger eller fremkaldes ved Sammentrækninger i Jordskorpen. Naar Dr. E. Løffler**} har villet hævde, at de mere pludselige lokale Sænkninger ere for sjældne og for lidt omfattende til at kunne have nogen betydcligere orografisk Interesse eller til at have spillet nogen fremragende Rolle under Udviklingen af Terrænforholdene, er det efter vor Mening mindre rigtigt, i det mindste over for visse Partier af vor Kridtformation. Jeg er tværtimod langt snarere tilbøjelig til netop at tilskrive lokale Sænkninger saa vel i Limfjordspartiets vestlige Del som i de andre her fremhævede Egne af Landet en meget stor Indflydelse paa den nuværende Overflades Form. Hvad saaledes Limfjordspartiet angaar, skal man have ondt ved at finde en mere lunefuld Afvexling af Land og Vand, mere forvirret i Øst og Vest, Nord og Syd udgaaende Bugter og Vige, mere uregelret formede Øer med krogede Landtanger og adskilte ved bugtede Snævringer. Overalt finde vi bratte Skrænter, stundum lige afskaarne, men til alle Sider finde vi dem uden nogen Mulighed for at opdage det mindste Tegn paa, hvilken Kraft der har virket her, dersom den ikke netop skyldes Sænkning af de Fladerum, som nu ere skjulte under Vandets Overflade, og altsaa ere dannede paa samme Vis som Jordfaldshullerne. Selv om man medtager Ødannelsen, der i Flynder Sø Partiet kun repræsenteres ved Bakken i Dalen ved Hjælms Mølle, giver virkelig Flynder Sø et godt Billede i formindsket Maalestok af Limfjordens Kyster. Fjordens mange Bredninger og dens ved smale Sunde forbundne Fjorde og Indvige kunne meget godt skyldes Sænkninger, der jo, som jeg har vist, ere meget almindelige i denne Egn af Landet. Det synes virkelig ikke nødvendigt at tage sin Tilflugt til store Naturtildragelser, saa som til en Nordsøsænkning, der jo menes at være gaaet forud for den cimbriske Flod, hvorved Adskillelsen, efter Forchhammers Forklaring, skete imellem Frankrig og England, for at tyde Limfjordspartiets mærkelige Fordeling af Land og Vand. I sine „Bidrag til Skildringen af Danmarks geografiske Forhold i deres Afhængighed af Landets indre geognostiske Bygning" har Forchhammer ment at kunne paavise en Forbindelse imellem Sandpartierne, d. v. s. de Partier af bakket Sand, der fortrinsvis forekomme paa Øerne og paa den østlige Del af Halvøen, og de store Fordybninger, saa vel Fjorde som Indsøer, der ere spredte over hele Landet, og han udtaler, at man sikkert kan regne paa, at enhver stor Indsø ogsaa vil have sit tilsvarende Sandterræn*) Han sammenstiller som Exempler, at der til de store Søpartier og Aaløb svare vedliggende Sandpartier, at til Lille Bælt svare de fyenske Sandpartier, at Højderne ved Silkeborg og Skanderborg svare til de derværende Søer o. s. v., og han uddrager af disse lagttagelser den Slutning, „at vore Fjorde og Indsøer og endel af vore Aaløb skylde Vandets Bevægelser deres Dannelse." Den største Del af det udvaskede Ler vil Forchhammer derimod søge i Havet, hvor det har afsat sig i roligt Vand. Denne Theori gaar imidlertid ud fra en Vandbevægelse i en bestemt Retning, og derfor passer den netop ikke f. Ex. paa Limfjordens Forhold, hvor det da ogsaa flere Steder vil være vanskeligt at paavise det til Uddybningerne svarende Sand. Det er derimod langt bedre at holde sig til et andet Udsagn af Forchhammer, der gaar ud paa, at Limfjorden ligesom Isefjord og Odensefjord, der alle ligge i den Del af Landet, som ved en vedvarende Hævning langsomt stiger op af Vandet, sandsynligvis skylde deres ejendommelige Form til denne Hævning**). Men efter hvad man kjender til Jordfaldenes Indvirkning paa Overfladen, synes det ogsaa grundet at sige som saa: Hvor Kridtforma *) F. Jolmstrup. Jordskjselvet i Sjælland d. 28de Januar 1869. 1870. **) Forsøg paa en geogn. Tydning af Landenes Overfladeforhold. 1866, *) S. 35, 44 og 45. **) S, 31, Side 118
tionen ligger dækket af store Sandmasser, vil der ved Forstyrrelser i dens Lag let fremkomme Sænkninger eller Jordfald, i det Sandet synker ned og udfylder de fremkomne underjordiske Hulheder, og da nu ikke alt Sandet fra Overfladen paa denne Maade er sænket ned i Jorden, kan man fatte, at der mange Steder efter en Sænkning eller Indskæring af Overfladen endnu ligge store Sandmasser tilbage. Hermed passer det ogsaa godt nok, at det langtfra er sjældent ved f. Ex. vore Indsøer at træffe Forhold, som aldeles svare til, hvad vi nu kjende fra Flynder Sø. Mange af dem danne nemlig saadanne bassinlignende Fordybninger, som sammensætte hele Flynder Sø, og selv naar flere Søer ligge nær hverandre, ligesom knyttede sammen, vil man vistnok i dem kunne se en Gjentagelse af, hvad Flynder Sø Partiet saa slaaende viser. Jeg skal bl. a. fremhæve Rækken Hald Sø, Non Sø, Ved Sø, Rindsholm Sø og Bredningen ved Randrup, der jo netop udgjør en Del af Østgrænsen for den midtjyske Kridtø, og denne Række kan endda supleres med Viborg Søerne og de nord for dem liggende Smaasøer, hvortil egentlig ogsaa Tjele Sø slutter sig. Imellem Ved Sø og Rindsholm Sø er Adskillelsen saa godt som ingen; kun en smal Rende imellem Revlerne, som gaa ud Ira hver Bred. Indsnævringen, hvor over nu Randersvejen gaar, viser noget lignende i Viborg Sø, der ogsaa udmærker sig ved at være langstrakt, nemlig omtrent en halv Mil fra den ene Ende til den anden, medens den kun er omtrent 3000 Fod paa det bredeste Sted. Den lange Sørække i Hiramelbjærgpartiet viser det samme Forhold, og endog den store Mos Sø er ved en Revle eller undersøisk Bakkekam delt i to Bassiner, der kun ere forbundne ved en smal Rende, til hvilken man tørfodet ad Revlen kan gaa helt ud i Træskostøvler. Endelig kan det ikke godt undgaa en nærmere Betragtning , at vort Land, og især i det egentlige Kridtparti, har en overvættes Rigdom af Bugter, Fjorde og Vige eller er adskilt i Øer ved mere eller mindre smalle Sunde imellem, medens Landet, som ligger over Vandets Overflade, hæver sig i samme Retning som Hævningslinjen. Vi se deri Vidnesbyrd om, at der jævnsides Hævningen af Landet er sket adskillige Sænkninger, medens andre Dele bleve uforstyrrede eller sænkedes mindre. Til Limfjordens Bredninger svare efter vor Opfattetse saadanne Vige, som Kalø Vig, Knebel Vig, Begtrup Vig og Æbeltoft Vig, og ligeledes i de Dalfurer, der adskille de af Prof. Ed Erslev omtalte Øpartier, hvori en Del af Jylland kan udskilles, kan man mulig se Virkninger af Overfladens Sænkning. Der er virkelig al Grund til at vente, at fortsatte Undersøgelser ville vise os, at vort Lands orografiske Forhold ikke alene skyldes Hævninger, men fuldt saa vel Sænkninger i dets eller i en tidligere Havbunds Overflade, og at disse Forstyrrelser gaa jævnsides med Virkningerne af Is, Vand og lignende Kræfter. |