Det internationale afrikanske Selskabs Virksomhed,

For fire Aar siden blev, som man véd, det afrikanske internationale Selskab stiftet i Brüssel. Kong Leopold II af Belgien har Æren af at have givet Stødet hertil, og under hans Auspicier er det, som han selv har udtrykt sig, „lykkedes at bringe et Civilisationens Korstog i Stand til Afrikas ukjendte Indre". Paa begge Sider af Atlanterhavet har der i forskjellige Lande dannet sig Komiteer,

Frank, og, som vi skulle se i det følgende, har Belgien ogsaa i Menneskeliv betalt et ret klækkeligt Kontingent. Det er Selskabets Formaal videnskabelig at undersøge Afrikas ukjendte Indre og at aabne det for Omverdenen samt af al Magt søge at virke for Udryddelsen af Afrikas Landeplage, Slavehandelen, og den dermed følgende forfærdelige Menneskejagt. Det er et stort og ædelt, men paa samme Tid i højeste Grad møjsommeligt Maal, man har sat sig, uden nogen som helst egennyttig, politisk Bagtanke, og man vil søge at naa det gjennem Udsendelsen af rejsende og Oprettelsen af Stationer, som man foreløbig har tænkt sig at grundlægge ved at bruge Sansibar eller rettere Kysten over for denne Ø samt Kongeflodens Munding som Udgangspunkter. Stationerne ved Kysten og i det Indre skulle dels tjene de rejsende som Støttepunkter og dels blive Arnesteder for Udbredelsen af Civilisationen. Ihvorvel det paa ingen Maade er Hensigten at udelukke det religiøse Element, for hvis høje Betydning Selskabet selvfølgelig har et aabent Øje, maa det dog siges, i det mindste foreløbig, særlig at være Selskabets Opgave at paavirke de indfødte ved Mænd, der snarere maa betegnes som dannede Handlingens Mænd end som Ordets Forkyndere. Det er særegne Gaver, der kræves af de Mænd, som skulle knyttes til Virksomheden paa Stationerne, thi de indfødte maa fremfor alt tages med det gode; de maa overbevises; ere de syge, maa de kunne helbredes, og der maa paa Stationerne findes Haandværkere, Agerbrugere o. s. v., foruden Mænd, der ere i Stand til at gjøre Fyldest i videnskabelig Henseende. Kundskaben maa i det Hele i Afrika som overalt i den øvrige Verden i Tidernes Løb med uimodstaaelig Magt overvinde Uvidenheden; den civiliserede hvide Mand maa drage den vilde hen til sig og derved op til sig, og Negeren kan og maa lære at indse, at den regelrette Handels Goder ere langt at foretrække for den grulige Tilstand, hvori Slavehandelen har styrtet vidstrakte, herlige Egne i Afrika.

Den første af det internationale afrikanske Selskabs Expeditioner, den Cainbierske, blev afsendt i Aaret 1877. Den skulde fra Sansibar træuge frem i Retning af Tanganjika Søen og om mulig oprette en Station ved det fra Livingstones, Camerons og Stanleys Rejser velkjéndte Punkt, Nyangve, der ligger ved Kongefloden, omtrent midt imellem Øst- og Vestkysten. Den belgiske Kaptajn Crespel var Expeditionens Leder, og han blev ledsaget af Kaptajn Gambier, Dr. Maes som Naturforsker og af den erfarne Østriger Ernst Marno, som havde rejst meget i de øvre Nillande. Des værre fulgte det ene Uheld efter det andet denne med store Bekostninger og yderst omhyggelig udrustede Expedition. I December 1877 vare Expeditionens Deltagere samlede i Sansibar, men allerede i Januar 1878 døde Dr. Maes af Solstik. Som man véd, volder Transporten, der i disse Egne af Afrika udføres af en stor Skare Dragere, de afrikarejsende de største Kvaler, og da en engelsk Missionær netop kort før Crespels Ankomst til Sansibar med Held og uden at træffe Tsetsefluen havde anvendt den sydafrikanske Bøffelkarre paa en Rejse til Mpvapva, som ligger omtrent 40 danske Mil inde i Landet, et Held, der des værre blev enestaaende, vilde Crespel foretage en kort Rekognoseringsexpedition for personlig at høste Erfaring om det saare vigtige Transportspørgsmaal. Da Crespel imidlertid i nogen Tid havde været meget lidende, tiltraadte Gambier og Marno uden ham i Slutningen af Januar Rekognoseringen, under hvilken man snart kom paa det rene med, at Bøffelkarren ikke lod sig anvende. Den ste Marts naaede de to rejsende tilbage til Kysten. Crespel var imidlertid død den 24de Januar paa Sansibar.

De to Dødsfald forsinkede selvfølgelig den egentlige Expeditions Afgang fra Kysten og dertil kom, at Marno, dels af Sundhedshensyn og dels, som det synes af Utilfredshed, trak sig tilbage fra Expeditionen og rejste hjem. Der blev nu som nye Deltagere til Sansibar afsendt Løjtnant Wautier, der havde deltaget i det mejicanske Felttog og Dr. Dutrieux, nom i længere Tid havde levet i Kairo. Den 28de Juni 1878 brød Wautier op i Spidsen for en Karavane, bestaaende af 80 Sansibarmænd og 325 indfødte fra Unjamvesi, hvilke Stanley omtaler som fortræffelige, modige og lydige Dragere, naar de blive godt, men strængt behandlede. Den Ilte Juli stødte Wautier sammen med Gambier og Dutrieux, der vare rejste i Forvejen. Snart skulde der imidlertid møde Expeditionen et stort Uheld; thi en skjønne Dag, da man var naaet omtrent 25 Mil ind i Landet, deserterede de 325 Folk fra Unjamvesi, som under Vejs stadig havde været opsætsige, og de medtoge en Del Vaaben og Varer. Da vi have nævnt, at Stanley omtaler disse Dragere med Ros, skjønt rigtignok under Forbehold, skulle vi med Hensyn til deres Opførsel under Cambiers Expedition anføre, at Stanley var ganske anderledes uafhængig stillet over for sine Dragere end de belgiske rejsende, som efter det Foretagendes Natur, for hvilket de stode i Spidsen, havde Paalæg om at fare frem med Lempe og kun i yderste Tilfælde at skride til Blodsudgydelse for at skaffe sig Lydighed. Nu vare gode Raad dyre. En Del af de medbragte Varer bleve ved Hjælp af Sansibarmændena ført til Mpvapva, hvor de rejsende bleve gjæstfrit modtagne af engelske Missionærer. Her blev Expeditionen delt, i det Cambier den 12te August rejste videre alene; Wautier blev i Mpvapva for at passe paa de herliggende Varer,

og Dutrieux rejste tilbage til Mvomero for at besørge det af Expeditionens Gods, som laa her, til Mpvapva, hvor man vilde afvente Ankomsten af friske Dragere fra Kysten.

I Oktober kunde Wautier og Dutrieux fortsætte Rejsen, men den 19de December døde Wautier, og efter mange Gjenvordigheder mødtes endelig atter Cambier og Dutrieux i Førstningen af Januar 1879 i Tabora, en arabisk Koloni paa Vejen mellem Kysten og Ujiji ved Tanganyika Søen, Den fra Stanleys tvende Rejser i disse Egne bekjendte Høvding Miratnbo gjorde nemlig Landet usikkert og stillede sig ugunstig over for Evropæerne. Gambier havde saaledes ikke, som han havde haabet, kunnet faa Dragere hos Mirambo, og den anden Afdeling af Expeditionen besluttede under Vejs at gjøre en Omvej for ikke at komme i Berøring med ham. Fra Tabora maatte Dutrieux med nedbrudt Helbred vende tilbage til Evropa, og Gambier var saaledes ene tilbage af alle de Evropæere, der Tid efter anden havde været knyttede til Expeditionen. I Tabora afventede nu Gambier Regntiden for endelig atter at bryde op i Maj; men han havde bestandig Uheld med sig, og hyppige Desertioner af Dragerne tvang ham til at lade største Delen af Bagagen blive tilbage hos Høvdingen i Simba nær ved Tanganjika Søen. Selv naaade han den 16de Avgust Karema ved Søens Bredder og begyndte her at anlægge en Station efter at have kjøbt det dertil nødvendige Land af en indfødt Høvding. Senere afhentede han sit Rejsegods i Simba. Karema ligger ved en lille Bugt omtrent 45 Mil syd for Ujiji; Stationen er anlagt tæt ved Søen.

Som vi have set, havde de ulyksalige afrikanske Dragere voldt ogsaa Belgierne de største Bryderier og næsten sat hele Foretagendet paa Spil. Bøfler, Heste og Æsler havde vist sig uanvendelige paa Grund af Tsetsefluen, og skulde Karrer overhovedet anvendes efter en større Maalestok, maatte man i mange Egne begynde med at anlægge Veje. Det var derfor naturligt, at det internationale afrikanske Selskab tænkte paa at anvende Elefanter, og Kong Leopold besluttede derfor for egen Regning at anstille det noget kostbare Forsøg med at føre tæmmede indiske Elefanter til Afrika. Han lod fire saadanne kjøbe, som under Ledelse af Englænderen Carter og tretten indiske Vogtere velbeholdne bleve landsatte den Iste Juni ifjor i Bugten ved Dar-es-Salaam paa Afrikakysten, ikke langt fra Øen Sansibar. Det er en Selvfølge, at dette første Forsøg paa at bringe den indiske, tæmmede Elefant over paa den afrikanske Skueplads i disse Egne blev fulgt med stor Interesse*).

Den 2den Juli brød Carter op i Spidsen for sin Karavane, som foruden de fire Elefanter, der hver bar en Dragt, som vejede et tusende Pand, talte Vogterne og 90 Soldater og Dragere, Den 3dje Avgust naaede Elefantkaravanen Mpvapva. Elefanterne havde gjort deres Sager fortræffelig; de havde klavret paa Klipper, vadet gjennem Sumpe og Floder, banet sig Vej gjennem tæt Underskov, og, hvad der næsten var det vigtigste, de havde heldig modstaaet de frygtede Tsetsefluer, skjønt disse ofte i store Sværme havde dækket Elefanternes Kroppe. Des værre døde den første Elefant ti Dage senere uden foregaaende Sygdom, og som man antog af Apoplexi, en Dødsaarsag, der i Indien skal bortrive mange Elefanter.

Medens Elefantexpeditionen opholdt sig i Mpvapva, indtraf her Kaptajn Popelin og Dr. van den Heiivél, som det internationale afrikanske Selskab havde sendt af Sted i Spidsen for en ny Expedition, der skulde bringe Gambier Forstærkning. Popelins Expedition havde forladt Kysten den 10de Juli og fulgie Stanleys første Rejserute til det Indre. Den 15de August kom denne Expedition til Mpvapva. Under Vejs havde den allerede mistet en Deltager, i det Løjtnant DuteMs, som Selskabet ogsaa havde sendt af Sted, paa Grund af hidsige Feberanfald havde set sig nødsaget til at vende om for at tiltræde Rejsen til Evropa. Fra Mpvapva maatte ogsaa flere af de indiske Elefantvogtere rejse tilbage til Kysten.

Elefantkaravanen under Carter og Popelins Expedition sloge sig nu sammen og rejste videre i Førstningen af September ad Camerons Rute. I Marenga M'kalis øde Egne holdt de tre tiloversblevne Elefanter ypperlig ud; de fik saaledes engang i 42 Timer ikke noget at drikke og sultede i 31 Timer, men Carter raader dog fremtidige Elefant karavaner fra at benytte denne Vej, da han mener, at slet Drikkevand var Skyld i, at en anden Elefant, der rigtignok i Indien allerede havde været sygelig, døde i Slutningen af September.

Paa Rejsen gjennem det fra Stanleys første Rejse og andre Rejser bekjendte Ugogo maatte Carter og Popelin betale fra fem til ti Gange saa stor Tribut som. Stanley; thi de Tøjer, hvori Tributen i Almindelighed betales til de fordringsfulde Negerkonger, havde efterhaanden tabt stærkt i Værdi paa Grund af de mange Expeditioner, særlig Missionsexpeditioner, der i den senere Tid vare dragne igjennem Landet. De tæmmede Elefanter vakte, som man kan tænke sig, en umaadelig Opsigt blandt de indfødte, og Rygtet om disse Vidunderdyr forplantede sig i den Grad hurtig fra Landsby til Landsby over hele det østlige, ækvatoriale Afrika, at det paa nogle faa Uger naaede Missionærerne hos Kong M'tesa i Uganda

---

*) Geogr. Tidskr.: 3dje Bind. 1879. S. 23.

ved den største Nilsøs nordvestlige Hjørne. Overalt flokkedes Befolkningen om Elefantkaravanen, og Carter fik Bud fra mangen en nysgjjrrig Negerfyrste om dog endelig ikke at rejse saa hurtig, at han gik Glip af det mærkværdige Syn. Den 28de Oktober ifjor holdt Elefantkaravanen sit Indtog i Tabora, og denne Dag glemmes sikkerlig ikke for det første blandt Negrene og Araberne her. Carter, Popelin, van den Heuvel og en engelsk Missionær Stokes, som var paa Hjemrejsen fra Uganda, red alle fire paa én Elefant ind i Tabora. Hele Befolkningen var paa Benene og gav sin Forbavselse Luft paa den mest støjende Maade. Carter skriver herom: „Arabernes og de indfødtes Forbavselse lader sig ikke beskrive med Ord, da de saa Elefanterne hilse og gjøre forskjellige Kunster". Stokes mener, at Kongen af Belgien ved at have sendt tæmmede Elefanter til Afrika har bidraget overordentlig meget til at indgyde de indfødte en høj Grad af Agtelse for Evropæernes Overlegenhed.

Paa Grund af de forhaandeaværende gunstige Forhold i Tabora kjøbte Popelin af den arabiske Guvernør her et Stykke Land til en Station, der skulde grundlægges af van den Heuvel, medens Popelin og Carter fortsatte Rejsen. Efter en heldig Rejse kom Popelin den 9de December til den af Cambier valgte Station Karema ved Tanganjika. Carter naaede hertil fem Dage senere, da den tredje Elefant var bleven syg, saa at han havde maattet rejse i korte Dagsrejser, og tæt ved Karema døde des værre ogsaa dette Dyr.

Tre af det internationale afrikanske Selskabs Expeditioner vare saaledes efterhaanden naaede til Karema Medens Cambier havde været 404 Dage under Vejs, havde Popelin gjort en hurtigere Rejse til Tanganjika-Søen end nogen tidligere rejsende, thi han havde kun brugt 152 Dage. Sammenlignelsesvis skulle vi nævne, at Burton og Speke brugte 250, Stanley paa sin første Rejse 236, (tilbage kun 131) og Cameron 327 Dage om Rejsen fra Kysten til Søen.

Som vi have set, bukkede tre af de fire Elefanter under paa Rejsen — en senere Meddelelse om, at ogsaa den fjerde og sidste af de indiske Elefanter skulde være død, trænger til nærmere Stadfæstelse — men Kongen -af Belgien og hans Raadgivere anse Anvendelsen af tæmmede Elefanter i Afrika for at være en Sag af saa stor Betydning, at de ikke ville blive staaende ved det første, uheldige og kostbare Forsøg. Der skal atter føres tæmmede, indiske Elefanter til Afrika til Fangst og Afretning af afrikanske Elefanter, og Simba, der ligger omtrent femten Mile nordøst for Stationen Karema, og i hvis Omegn der findes temmelig mange vilde Elefanter, skal være udset til Station for Afretning af disse Dyr. I gamle Dage har den afrikanske Elefant været tæmmet i Nordafrika, saa at der ingen Grund er til at tvivle om, at Selskabets Bestræbelser i denne Retning ville krones med Held. Selskabet virker med store Midler, det gaar ikke overilet til Værks og lader sig ikke skræmme ved et enkelt Uheld i førstningen.

I Slutningen af forrige Aar er atter en ny Expedition afgaaet til Forstærkning for Cambier og Popelin. Denne Expedition bliver ledet af Belgieren Burdo, der har opholdt sig tre Fjerdingaar paa Jagtudflugter i Egnene omkring Niger- og Benuéfloderne og han ledsages af Belgieren Roger. Engelskmanden Cadenhead, der særlig skulde gaa Carter tilhaande med Elefanterne, hørte ogsaa til Burdos Expedition, men baade han og Carter ere, som vi senere skulle se, blevne dræbte. Expeditionen, som forlod Kysten den 26de Januar 1880, har Ordre til hurtigst mulig at naa Karema, og den bestaar foruden de nævnte Evropæere af 104 Dragere og 14 Æsler. Efter en exempelløs hurtig og lykkelig Rejse naaede man allerede den 18de Februar Mpvapva. Alle Æslerne levede, mærkværdig nok, den Gang endnu, og det turde saaledes vise sig, at det dog til bestemte Aarstider lader sig gjøre at anvende Æsler i disse Egne som Lastdyr; hidtil ere alle Forsøg herpaa strandede, i det Dyrene enten ere bukkede under for Tsetsefluen eller for Strabadser. I Midten af Marts Maaned var Expeditionen lykkelig og vel sluppen igjennem det berygtede Ugogo. Naar Burdo kommer til Karema, er det Meningen, at Popelin og Roger skulle rejse videre for at oprette en Hovedstation i eller tæt ved Nyangve. Herfra skulde der da gjøres Forsøg paa at knytte Forbindelse med Stanley, som vester fra arbejder sig frem langs Kongefloden.

Endelig har det internationale, afrikanske Selskab i indeværende Aars Juni Maaned afsendt en Expedition under den belgiske Kaptajn Ramaekers, ledsaget af tre andre Evropæere, to Officerer og en Fotograf. Denne Expeditions Maal er ogsaa Karema, og den fører et Dampfartøj med sig, som Kong Leopold har anskaffet for sine egne Midler til Anvendelse paa Tanganjika-Søen. En Maskinist, en Smed og en Tømmermand følge yderligere med Expeditionen for at bringe Dampbaaden i Orden, og det er Hensigten at oplære indfødte til at kunne bruges som Besætning om Bord i den.

I Avgust Maaned er der des værre fra Sansibar indløbet telegrafisk Efterretning om, at Carter og Cadenhead ere blevne myrdede i Omegnen af Simba, som „Times" skriver af Høvdingen Mirabo, medens franske Blade kalde ham Mirambo. Tanken ledes da selvfølgelig let hen paa den mægtige, af nogle ildesete Negerkonge Mirambo, hvem Stanley roser som en sort Fremskridtsmand med overlegne

Evner, der, som vi have set, i den senere Tid har stillet sig uvenlig over for Evropæerne, uden dog nogen Sinde at have dristet sig til at myrde en hvid Mand. Der maa imidlertid nærmere Efterretninger til, inden man kan vide, hvordan det egentlig forholder sig; dog det er næppe den kloge Mirambo, som er Ugjerningsmanden. Det samme Telegram meddeler, at baade Cambier, Popelin, van den Heuvel, Burdo og Roger skulle være i Tabora, hvilket for de tre sidste Herrers Vedkommende kan være helt naturligt; men opholde de to førstnævnte rejsende sig ogsaa i Tabora, da er det ensbetydende med, at der paa den vigtige Station ved Tanganjika-Søen ikke skulde findes en eneste hvid Mand. Ogsaa denne Beretning trænger til nøjere Forklaring. I det engelske Underhus, kort forinden Parlamentets Slutning, er der sket en Interpellation i Anledning af Drabet paa de to Engelskmænd Carter og Cadenhead. Sultanen af Sansibar, hos hvem Engelskmænd have betydelig Indflydelse, har nemlig eller rettere gjør Krav paa Højhedsretten over de Egne, hvor Mordet skal være begaaet. Sultanens Myndighed her er ganske nominel, men Understatssekretæren for de udenrigske Anliggender bragte imidlertid Underhuset den Oplysning, at en engelsk Søofficer, Løjtnant Mathews, som har faaet Tilladelse til for en kort Tid at gaa i Sultanen af Sansibars Tjeneste, er afgaaet fra Kysten i Spidsen for en Troppeafdeling for at straffe Morderne.

Det er imidlertid ikke alene fra Østkysten af Afrika, at det afrikanske Selskab retter sine Bestræbelser mod det Indre, men ogsaa ad Kongefloden søger en storartet Expedition at trænge frem, og i Spidsen for denne staar ingen ringere end Stanley. Om hans Expedition véd man imidlertid endnu ikke ret meget. Da den store rejsende kom hjem fra sin sidste lange Rejse, var han kun kort Tid i Evropa; thi allerede i Marts Maaned 1879 landede han i Sansibar. Over hans Virksomhed her herskede der en vis Hemmelighedsfuldhed; man vidste kun, at han havde paataget sig et vigtigt Hverv i det internationale afrikanske Selskabs Tjeneste, og efter et kort Ophold paa Østkysten rejste han ad Søvejen syd om Kap til Kongeflodens Munding, hvortil han ankom ved Midsommertid ifjor. Et belgisk Dampskib var imidlertid afsendt hertil, hvor det lossede en kostbar Ladning, bestaaende af Bygningsæmner, Telte, Vaaben, Proviant, Varer, tre aabne Dampfartøjer, et mindre Dampskib med to Kahytter, der kunde huse tredive Personer og tre store, fladbundede Baade, som hver kunde tage 50 Tons. Det nævnte flydende Materiel blev først sat sammen paa Floden. Til Expeditionen hørte en større Styrke af indfødte samt nogle hvide Søfolk, Haandværkere og en dygtig Ingeniør. I Spidsen for denne Expedition skulde Stanley nu oprette Stationer ved Kongefloden, og det er Meningen, at Expeditioner øst fra skulle bringe ham Hjælp, naar det efterhaanden maa lykkes at skyde Stationerne dybere ind i Landet ad denne Kant. Det er en overordentlig vanskelig Opgave, der er bleven stillet Stanley, men er der nogen, som kan løse den, saa er det ham. Han skal nemlig bringe en stor Del af sit Materiale og fremfor alt et eller flere af Dampfartøjerne med sig til den sejlbare Del af den vældige Flod, hvis Løb han opdagede; men inden han naar saa langt, maa han omgaa den Række Vandfald og usejlbare Flodhindringer, som findes i Flodsengen paa Højslettens Affald mod det lave Kystland, der her er nogle og tyve Mile bredt. Af saadanne Forhindringer findes der over tresindstyve. En Station er allerede ble ven anlagt ved de nederste Vandfald. Paa Grund af de vanskelige Terrænforhold varede det nogle Maaneder, inden alt blev bragt i Orden her; thi der maatte anlægges et Stykke Vej paa en Skrænt, og Stanley synes under et Forsøg paa at lade et Dampfartøj slæbe en Pram over den første Flodforhindring at have mistet en Del Materiel, ligesom en fransk Missionær meddeler, at et Par af hans Dampfartøjer ere under Reparation, og at han har mistet flere af sine hvide Ledsagere. Stanley skal for Øjeblikket være sysselsat med et efter Forholdene herkulisk Arbejde, nemlig Anlæget af en Vej gjennem en meget besværlig -Egn, ad hvilken han maa føre sit Materiel for at naa den sejlbare Del af Floden, hvor da den næste Station skal anlægges ved Stanley Pool, under 4° s. Br. og 17° ø. Lgd. Hvor lang den Vej maa blive, der skal anlægges, skulle vi ikke komme ind paa, da de Talstørrelser vi have set derom, ere meget forskjellige; men flere Beretninger stemme overens deri, at det vil blive et aarelangt Arbejde. Stanley er imidlertid endnu den samme som før: hans Ihærdighed er usvækket; han har tidligere overgaaet de dristigste Forventninger og vil forhaabentlig ogsaa gjøre det denne Gang under sin Virksomhed i de Egne, paa hvilke han ved sine sjældne Egenskaber indtil videre har faaet Eneret.