Nye Opdagelser i Afrika,

Undersøgelsen af Afzika skrider frem med stærke Skridt, og trods alle Vanskeligheder og alle Farer kommer der hvert Aar, ja! hver Maaned Meddelelser om nye og vigtige Opdagelser i denne Verdensdel. Vi tillade os i det følgende at gjøre opmærksom paa et og andet i denne Henseende, der har almindelig Interesse.

For at undersøge ukjendte Egne mellem ØstkyStØll af Afrika og Njassa Søens nordlige Del og derfra videre til Tanganjika Søens sydlige Del har det kgl. geografiske Selskab i England udsendt en Expedition. Det er, som man véd, de store Søer i det indre Afrika, der som Midtpunkter for forskjellige civilisatoriske Foretagender have en særlig Interesse, og den nævnte Expeditions Opgave var derfor af stor Vigtighed. Under Ledelse af Keith Johnston, en yngre Mand, af hvis Interesse for Geografi og af hvis Erfaring som rejsende man lovede

i det Hele taget var tilfredsstillende. Med stor Takt og Fasthed lykkedes det Thomson at overvinde den Uvilje, som de indfødte lagde for Dagen paa et enkelt Sted under Vejs. Af geografisk Interesse er særlig den rejsendes Meddelelse om, at Landet under 8° 50' s. Br. pludselig fra en Højde af 3000 Fod bliver 7000 Fod højt, og et kort Stykke herfra endog 8—9000 Fod højt. Højsletten er stærkt gjennemskaaret af talrige Vandløb og dybe Kløfter, som strække sig lige til Njassa Søen, hvor Klipperne falde stejlt af mod Søens Kystland. Affaldet af Højsletten har for tidligere rejsende paa Søen set ud som en Bjærgkjæde, der er bleven kaldt Livingstone eller Konde Bjcergene; men denne Kjæde existerer slet ikke. Fra Njassa Søens nordlige Del gik Rejsen videre til Tanganjika Søens sydlige Del, bom Thomson naaede i Slutningen af Oktober. Afstanden mellem Søerne er omtrent 50 danske Mile og tilbagelagdes med Lethed. Landet naar her 3— 7000 Fod, og en enkelt Bjærgkjæde endog 8000 Fod. Mærkelig nok, naaede Engelskmanden Stewart samme Dag som Thomson den sydlige Del af Tanganjika paa en Hejse fra Njassa Søen, ved hvis sydlige Del den skotske Mission har anlagt en Station.

I den nyeste Tid er ogsaa det højst interessante Spørgsmaal om Tanganjika Søens Afløb blevet løst. Denne Sø, der har en Længde af omtrent 90 danske Mil, ligger 2500 Fod over Havet (Angivelserne ere noget vexlende) og blev i Aaret 1858 opdaget af den bekjendte Afrikarejsende Kaptajn Burton. Da Livingstone besøgte Søen 1869, bragte en nordlig Strømning, der, som det senere er godtgjort, skyldtes de fremherskende Vinde, ham til at antage, at Tanganjika gjennem et nordligt Afløb maatte staa i Forbindelse med de store ækvatoriale Nilsøer. Livingstones Rejse rundt Søens nordlige Del sammen med Stanley, da denne „havde fundet Livingstone", godtgjorde imidlertid at Tanganjika ikke havde et nordligt Afløb, men tværtimod optog den nord fia kommende Rusisiflod. Tanganjika staar saaledes ikke i Forbindelse med Nilen, men den vedblev dog at være yderst gaadefuld, da man ikke havde fundet et Afløb. 1874 kom Cameron til Tanganjika og gjorde paa en lang Baadfart den Opdagelse, at Søen midt paa den vestlige Kyst havde et Afløb vest paa i Lukugafloden. Tilfældet vilde, at Livingstone tidligere netop ved Nattetid var sejlet forbi denne Egn af Kysten. 1876 kom Stanley til Tanganjika, han undersøgte nærmere Camerons Lukuga og kastede da en Brand ud i den geografiske Verden ved at erklære, at det ikke forholdt sig rigtig med Camerons Afløb *). Dr. Béhm skrev i den Anledning: „Der er nu stor Trang til en tredje rejsende,, som paa selve Stedet kan foretage grundige Undersøgelser og som maaske kommer til helt andre Slutninger. Som Sagen nu staar, er den aaben for de forskjelligste Gisninger." Hore Of/ Thomson have nu paa to Rejser hver for sig paavist, at Lukuga flyder vest paa som en stor Flod, „noble river", med stærk Strøm. Kongefloden henter saaledes en Del af sin umaadelige Vandmasse ogsaa fra Tanganjikasøen. Da Stanley besøgte Lukuga, var den tilstoppet af de for de afrikanske Floder — som bekjendt ikke mindst for Nilen — ejendommelige vegetabilske Masser, der ofte ere stærke nok til at bære Mennesker og til at danne naturlige Broer, som, naar de raadne, i mange Tilfælde føres bort ved indtrædende tilstrækkelig stærk Strøm.

Endnu et Spørgsmaal af yderste Vigtighed er bleven klaret nemlig Undersøgelsen af BØntieflodenS Sejlbarhed. Allerede for længe siden har man vidst, at mange af Afrikas Floder ikke vare gode til Sejlads. Af de tre Dele, hvori man plejer at inddele et Flodløb, nemlig det øvre, det mellemste og det nedre Løb, hvert adskilte ved Vandfald, er det nedre Løb i Reglen det vigtigste for Sejlads; men ved mange afrikanske Floder viser det sig, at et Vandfald forholdsvis nær ved Kysten lægger de største Hindringer i Vejen for Skibsfarten. En Undtagelse herfra viser imidlertid Nigeren sig at være, i det den med sin store Biflod Benue afgiver en naturlig og farbar Vandvej dybt ind i Afrika. For 50 Aar siden blev Nigerens Munding opdaget — selve Floden var opdaget tidligere — og for 25 Aar siden blev den fra engelsk Side efter Tilskyndelse af Dr. Petevmann, væsentlig som Følge af den af Dr. Barth i Aaret 1851 gjorte Opdagelse af den sejlbare Benue paa en kortere Strækning, afsendt en Expedition. Denne Expedition sejlede op ad Nigeren og derfra omtrent 75 danske Mile videre ad Benue til et Punkt, der ligger paa ll'/s⁰ ø. Lgd. Et Forsøg, der senere blev gjort paa at udbytte det heldige Udfald af Expeditionen, strandede ved det dertil bestemte Skibs Forlis, og, mærkelig nok, har først ifjor atter et Dampskib befaret Benue, takket være det engelske Kirkemissionsselskab, , der i Biskop Crowther og i Selskabets Sekretær Hutchinson har to Mænd, hvis Kjendskab til de Egne af Afrika, som her er Tale om, og hvis Interesse for Missionssagen her fortjener den største Anerkjendelse. Selskabet lod i England bygge et lavtgaaende Dampskib „Henry Venu^u , der havde et Dybgaaende af 3!/2 Fod og som kunde tage 60 Tons Ladning om Bord. Under Eskorte af et Krigsskib tilbagelagde dette Skib rigtignok med stor Fare den lange Rejse til Nigeren. Den Bde Juli ifjor forlod „Henry Venn" det Punkt,

---

*) Xærmere herom i min Artikel: „De nyeste Kejser i Mellemafrika". Geogr. Tidskr. 1ste Bind. 1877. S. 95.

livor Benue falder i Nigeren og naaede en Maaned efter 30 Milo højere op ad Floden end den tidligere Expedition. Da Benue flyder næsten i vestlig Retning og uden Krumninger af nogen Betydning, vil man saaledes se, at det ad denne Flod er lykkedes at trænge over hundrede danske Mile ind i Landet. Den Omstændighed, at Vandet var i Fæid med at falde, tvang „Henry Venn" til at vende om. løvrigt traf man her, i Modsætning til enkelte Egne længere ned ad Floden, Folkestammer, der viste sig yderst velvillig stemte over for de rejsende, og overhovedet har man langs de velbefolkede Kyster fundet en Befolkning, der viste den største Begjærlighed efter at handle. Expeditionens Leder har udtalt, at Manchesterkjøbmændene her ville kunne finde et godt Marked for deres Varer, ligesom Missionærerne en frugtbar Jordbund for deres Virksomhed.