Det nyeste om Juan Fernandez,

Aaret 1880 er bl. a. mærkeligt derved, at det er Jubtlæumsaaret for en af de mest læste Bøger, som nogen Sinde har set Lyset, nemlig Campes Robinson den yngre. Den trykkedes første Gang 1780, og siden den Tid er den udkommet den ene Gang efter den anden, saa at alene Tallet paa de lovformelige, ikke at tale om andre Udgaver, for Tiden i Tyskland løber op til henved 300. Der er desuden udkommet Oversættelser af den i mange Sprog.

Man véd jo, at Anledningen til denne Bog blev givet af den skotske Sømand Alexander Selcraig eller, som han senere kaldte sig, Selkirk, der 1704 blev sat i Land af den engelske Kaptajn Straddling, med hvem han var kommen i Strid, paa Juan Fernandez, vest for Chile. I 4 Aar og .4 Maaneder levede Selkirk alene paa sin Ø, og han blev da reddet af den engelske Kaptajn Woodes Rogers, der havde den store Dampier om Bord, og som paa en vakker Maade har skildret, hvad Selkirk oplevede paa Øen*). Efter Selkirks Hjemkomst blev der desuden skrevet om ham i alle de forenede Kongerigers Blade, og Daniel Defoe udgav da sin Fortælling om Robinson Crusoe**), om hvilken Rousseau siger i „Emil", at det er den bedste Afhandling om Opdragelse, som findes, og at den længe skulde være Emils eneste Bog. Defoe var en Mand, der en Tidlang som Politiker og Digter havde en overordentlig Popularitet baade hos den engelske Regering og hos det engelske Folk, han kæmpede bl. a. med Iver for religiøs Tolerance, og flere af hans religiøse Bøger ere endnu en yndet Familielæsning i England***). Hans Bog om Robinson gjorde umaadelig Opsigt, den blev oversat i mange Sprog og gav Anledning til en Mængde Efterligninger; indtil 1760, altsaa i 40 Aar, udkom der L Tyskland f. Ex. ikke færre end 40 forskjellige Robinsonader. Paa dansk er den oversat flere Gange, og den første Oversættelse fra 1744^—45 har den morsomme Titel: „Den navnkundige Engellænders Robinson Crusoe Levnet og meget selsomme Skiebne, i sær da han i 28. Aar levede paa en øde og u-bebygget Øe ved Gabet af den store Strøm Orooncko paa den americanske Kust." Den er dediceret til „Cron-Princesse og Frue Lovise", med hvem Frederik den femte var gift første Gang. Man har ofte sagt, at Defoe skulde have stjaalet sin Bog fra Selkirk, men det er ikke Tilfældet; den skotske Sømands Æverityr var tilstrækkelig kjendt af alle, da Defoe skrev sin Robinson, og Tildragelserne i Bogen have kun ringe Lighed med, hvad Selkirk oplevede. Bogen om Robinson er en med Kunst og Menneskekundskab affattet digterisk Skildring, der viser, at Forfatteren, hvad han for Resten havde godtgjort tidligere, havde store Evner som Digter.

Efter Defoe tog Joachim Heinrich Campe Indholdet, om ikke Fremstillingen i sin navnkundige Børnebog, der til Trods for, at den efter vore Dages Forestillinger i mangen Retning maa kaldes filistrøs, skolemesteragtig og prosaisk, stadig og stadig vækker den største Deltagelse hos de unge Læsere. Man kan jo heller ikke nægte, at „Fredag", som Defoe har opfundet, og Lamaerne, som Campe har sat ind i Steden for Gederne hos Defoe og som, i Forbigaaende sagt, hverken findes paa „de caribiske Øer" eller paa Juan Fernandez, men kun paa Andesbjærgene samt paa Pampaerne, i højeste Grad egne sig til at vække Sympathi. Ogsaa i Danmark har Campes Robinson vakt den største Opmærksomhed, og den er ikke alene udkommen i adskillige Udgaver hos os, men den har afgivet Æmnet til en Opera „Robinson", der er skrevet af Gottlieb Siesby og sat i Musik af deri blinde Organist Peter Jensen;

---

*) A cruising voyage round the world. London. 1718.

**) The life and sursprising adventures of Eobinson Crusoe. London. 1719.

***) H. Hettner. Kobinson und die Kobinsonaden. Berlin, 1854.

denne Opera opførtes 1834 flere Gange paa vort kgl. Teater. Tolv Aar i Forvejen havde Oehlenschlager paa Teatret ladet opføre et Lystspil „Robinson i England," hvori Defoe og Robinson træde op. *)

Imellem Robinsonaderne er der en, som er ret mærkelig, nemlig den af Franskmanden Xavier Boniface (som psevdonym X. B. Saintiné), der paa dansk hedder „Alexander Selkirk eller den sande Robinson", Den er ligesom Defoes et aandfuldt og fint Værk, som med stor digterisk Frihed for Resten, og uden at holde sig til Selkirks virkelige Hændelser gaar ud paa at vise, at det ikke er g9dt for Mennesket at være ene. I Steden for „Fredag" har Helten en Abe, „Miramonda", som er kommen med fra Skibet; først hader og forfølger han den, men siden bliver den ham til stor Adspredelse og Trøst, og det slutter da med, at den paa en yderst rørende Maade omkommer, i det den redder sin Herre. Paa Grund af Ensomheden, der, dog kun til Dels er bleven afhjulpen ved Miramonda, ender Saintines Helt, hvad der er naturligt og hvad der i Virkeligheden skete ved Selkirk, med at gaa halvt fra Forstanden, og han er saa sløvet og afstumpet, at han næsten ikke kan tale eller forstaa, da hans Landsmænd atter træffe ham. Meget smukt lader Saintine, da Selkirk har fortalt om, hvorledes han blev udsat paa Øen, Dampier udbryde: „Nu forstaar jeg godt, med hvor megen Ret De hader Menneskene!" — hvortil Selkirk svarer: „Jeg hader dem ikke længer, jeg har lidt altfor meget ved at være skilt fra dem."

Ved Navnet Juan Fernandez forstaar man tre smaa Øer, der høre til Chile og som ligge 100 geogr. Mile sydvest for Valparaiso; deres Navne ere Mas å tierra (nærmere Landet), Mas å fuera (nærmere hinsides eller længere borte) og Santa Clara, og de have tilsammen en Størrelse af 4 Q Mile.**) De opdagedes idet IGdeHundredaar af den spanske Søfarer Juan Fernandez , og han efterlod der nogle Geder, som i utrolig kort Tid formerede sig stærkt og længe vare til megen Nytte for de Bukaniere og andre Sørøvere, som i de Dage hærgede Havene deromkring. For at fratage Sørøverne denne Hjælp sendte man senere Hunde til Juan Fernandez. Gedernes Tal aftog snart, og de tiloversblevne trak sig tilbage til utilgængelige Bjærghøjder; men da Hundene gik til Grunde, tiltog Gederne atter. Øerne bleve nu efterhaanden gjæstede af forskjellige Søfarere, og herimellem kan man fremhæve Lord Anson***), der 1741 i tre Maaneder opholdt sig paa Mas å tierra og fik sit af Skjørbug ødelagte Mandskab helbredet. Han efterlod Kjærner af forskjellige Frugttræer, saaledés Blommer, Abrikoser og Færskener, saa vel som Frø af flere Haveurter, hvilke alle den Dag idag findes forvildede paa Øen. I samme Aar som Anson havde været der, koloniserede Spanierne Øen, og de brugte den i længere Tid som Straffekoloni, hvor Fangerne til Dels boede i Huler, som endnu forefindes. Da de fangne imidlertid flere Gange fandt Lejlighed til at slippe bort, hørte man op med at sende Fangerne derhen. 1812 blev en Del, mest Krigsfanger, sendte dertil; men de maatte afhentes Aaret efter, fordi Rotterne havde formeret sig saa stærkt, at disse Dyr trods al Uraag ødelagde hele Mundforraadet i Kolonien*). 1819 tog den chilensiske Regering Øen i Eje, og 1855 bortforpagtedes den til private Folk, men efterhaanden forfaldt det hele, da Forpagterne ikke skjøttede deres Sager rigtig. I Aaret 1877 har imidlertid en Schweizer, A. v. Rodt**} atter forpagteterne, og det lader til, at han med Iver vil tage sig af dem. Han fandt paa Mas å tierra 60 Mennesker, næsten alle chilensiske Bønder, der for største Delen ere gaaede over i hans Tjeneste. De to andre Øer vare derimod übeboede. Efter forskjellige Meddelelser, som ere givne af Folk, der have været paa Øerne og særlig efter en Afhandling af R. A.Philippi***}, der har gjort sig fortjent ved sine botaniske Undersøgelser i Chile, ere de tre Øer af vulkansk Oprindelse, og de herskende Bjærgarter ere Basalt og Trap, ikke Lava. Midt paa JVlas å tierra hæver sig et Fjæld, der efter sin Form kaldes Ambolten (Yungue) og naar en Højde af 3,000 Fod; stejle Klipper,, der næsten ere utilgængelige, skifte med venlige Dale og Kløfter. Mas å fuera er ligeledes høj, hvorimod Santa Clara er lav. Der findes ikke nogen Vulkan paa Øerne, men de have ofte været rystede af Jordskjælv. Ved det store Jordskjælv 1835, der traf Chiles Kyst og som er blevet navnkundigt, iordi det tydelig viste, at Kysten var ble ven hævet i stor Udstrækning, iagttog man en Dampsøjle, der kom frem i Havet nærved Mas a tierra og varede i flere Timer; Natten efter fremkom paa samme Sted et Flammeudbrud, der oplyste hele Øen-J-).

Planteverdenen paa Øerne er fattig paa Arter, men
meget mærkelig derved, at den ligesom f. Ex. paa Galapagosøerne
er rig paa ejendommelige Former. Af Arterne

---

*) 1. I. r. Tschudi. Peru. Eeiseskizzcn. St. Gallen. 1846. Ister Bd.

*) Th. Overskou. Den danske Skueplads. 4de og 5te Del. 1832—63.

**) Zweiter Jahresbericht der geographischen Gesellschaft in Bern. 1879—80.

**) Quinto censo jeneral de la poblacion de Chile. Valparaiso. 1876.

***) Botanische Zeitung. Leipzig. 1856.

***) A Voyage round the world in the years 1740—1744.

+) Ch. Darwin. Geolog. Soc. Proceed. 11. London. '1339,

findes de to Tredjedele ikke i Chile, og kun meget faa ere kjendte fra andre Steder. .Der er mange Arter af Træer og Buske, og de skjønne, altidgrønne Skove minde om dem, der findes i de sydlige Landskaber af Chile. Interessant er det tillige, at der slet ikke findes nogen Underskov, og at der heller ikke er Slyngplanter, som derimod spille en saa stor Rolle i Chile. En Palmeart, der hedder Chonta (Ceroxylon australe Mart.), hæver sin smækre Stamme højt op over Skoven. De højere Dele af Øerne have tætte Skove, men der findes ogsaa Engstrækninger, hvis lyse Farve danne en smuk Modsætning til det mørke Løv hos de myrteagtige Træer, som danne Hovedmængden i Skovene. Tallet paa Bregnearter er meget stort, og det udgjør en Fjerdedel af alle Arterne, medens det i Chile kun udgjør 3—43^—4 pCt.

I Henseende til Dyreverdenen ere Øerne meget fattige. Ved Kysterne er der vistnok et udviklet Dyreliv, og Sæler saa vel som Fiske træffes i Mængde; men paa selve Landet er der kun faa Dyr, naar man undtager de Arter, som ere overførte af Mennesket. De fui vildede Hunde ere for længe siden udryddede paa Mas å tierra, hvorimod de i hundredvis findes paa Mas å fuera, og v. Rodt tænker paa at udrydde dem der, da de dræbe mange Geder. Der er kun faa Arter af vilde Fugle, og der er ingen Krybdyr eller Padder, ingen Biller .* Myrer eller Bier, altsaa trods den rige Plantevæxt et ringe Dyreliv.

Vejrlaget er mildt og sundt, men Vejret er meget ustadigt. Den største Del af Aaret er Himlen om Morgenen skyet, og der falder da gjærne Regnbyger; hen imod Middag klarer det op, og om Eftermiddagen og Aftenen er Himlen ren; hen imod Midnat begynder atter Skydannelsen , og Vindstød i Forbindelse med Regnbyger fare da ned igjennem Lavningerne.

Som man ser, svare de her nævnte Naturforhold slet ikke til de Skildringer, vi kjende fra „Robinson"; men desuagtet vil den skjønne Øflok Juan Fernandez i al sin Übetydelighed stadig have stor Interesse som Udgangspunktet for et ikke uvigtigt Moment i Menneskehedens Udvikling. Jona, den hellige Columbas Ø vest for Skotland, G-uanahani i Vestindien, hvor Columbus landede, Tycho Brahes Hveen med Uranienborg og Stjærneborg, B,eringsøen ved Kamtsjatka, hvor >vor navnkundige Landsmand omkom, Melos i det græske Øhav, Findestedet for den skjønne Venus, Skt. Helena, hvor den store Kejser forfattede sine Memoirer og hvor han døde, — ere andre lignende Mærkepæle for Aandslivet.