Et Besag paa Navodo eller Pleasant Island,

Imellem de mange tusende Øer i det store Hav, er der uden Tvivl adskillige, som ikke eve synderlig kjendte i Evropa, selv om de ogsaa en og anden Gang have været gjæstede af Evropæere. Til disse Øer hører den, hvis Navn staar oven for denne Artikel, og jeg har derfor det Haab, at Tidskriftets Læsere ville have nogen Interesse af at faa lidt at vide om mit Besøg paa den.

Ligesom det er Tilfældet med adskillige andre Srnaaøer i det store Hav, ligger den alene og for sig selv, og den hører ikke med til nogen af de større Øflokke; men nominelt regnes den til Gilbertøerne eller, som Hvalfangerne kalde dem, Kingsinilløerne. Denne store Øflok opdagedes ligesom Carolinerne i det 16de Aarhundredej men Opdagelsen glemtes igjen, da Søvejen mellem Filippinerne og Spanien forlagdes til en nordligere Bredde. I Aaret 1788 førte Tilfældet to Koffardikaptajner, Marschall og Gilbert til disse Farvande, og de opdagede da de to Øflokke, der have faaet Navne efter dem; Marschalløerne falde i to jævnsides løbende Rækker, af hvilke den vestlige af de indfødte kaldes Ralik og den østlige Ratak. Ratakkjæden undersøgtes videnskabelig af Kotzebue og Chamisso 1817, og Gilbertøerne af Amerikaneren Hudson 1841.

Øen Navodo ligger, som sagt, alene og for sig selv, omtr. 100 geogr. Mile vesten for Gilbertøerne og paa 0° 25' s. Br., 167° 20' ø. L. Den er næsten cirkelrund af Form og har en Størrelse af henved lQ Mil. I det Indre naar den en Højde af 2—3002^—300 Fod, men Kysterne ere lave ; mod Havets Bølger værnes den ved et, et Par Kabellængder bredt Koralrev, der strækker sig helt rundt om Øen, og er tørt ved Lavvande. Fra Kanten af Revet gaaer det lodret ned til store Dybder, og der er dybt Vand lige tæt ved Revet.

Øen er næsten overalt dækket med en Skov af Kokospalmer, og det var for at indtage en Ladning af Kokosnødder (Kopra) at jeg i Efteraaret 1878 kom til Øen med Skonnerten „Montiara". Da der ikke findes nogen Ankergrund ved Øen, og da der altid løber en stærk Strøm vester efter forbi den, var det ikke nogen let Sag at lade dér, og jeg besluttede derfor at gjøre Skibet fast til Revet ved en Trosse og at lade det ligge i Læ af Øen ligesom man lægger en Baad i Læ af et Skib. Jeg var den første, der havde prøvet det, og hele Strandbredden blev hurtig opfyldt med indfødte, der kom for at se det uvante Syn, og de bragte endog syge ned til Bredden, for at ogsaa de skulde se det.

En Del af de dristigste af begge Kjøn kom nu svømmende ud, entrede op ad Trossen og kom om Bord; jeg havde snart Dækket fuldt af dem. De vare lysebrune af Hudfarve og temmelig smaa, men de saa velnærede ud; de havde glat, sort og glinsende Haar, og mange af de yngre saa rigtig godt ud. De havde alle blændende hvide Tænder, og de sætte en stor Ære deri, medens de lade de .Evropæere, som have været der, høre, at de have snavsede Tænder. Baade Mændene og Kvinderne vare ens klædte, og hele deres Dragt udgjordes kun af en omtrent 12 Tommer bred Frynse af spaltede Pandanusblade, som rakte helt rundt om dem. Ingen af dem vare tatoverede, og de se med Forundring paa indfødte fra andre Øer, der pryde sig med Tatovering. Navodoernes Sprog har en Del Lighed med det, som tales paa Gilbertøerne. En Evropæer, som jeg havde om Bord og som kunde tale Sproget paa Gilbertsøorne, havde Vanskelighed ved at tale med de indfødte paa Navodo, men kunde dog forstaa dem. Der levede to Evropæere paa Øen mellem de indfødte;

den ene af dem havde været der i over 20 Aar, og det var fra dem, at jeg skulde modtage Kopraen. De fortalte mig, at man ikke kunde stole paa de indfødte, og jeg lod dem derfor sige til Høvdingen, der ogsaa var om Bord, at de indfødte skulde forlade Skibet; da Ordren ikke blev efterkommen hurtig nok, b)eve de tvungne til at springe over Bord, hvilket de toge meget godmodig. De lo og skreg, imedens de svømmede ind til Revet, og alt gik meget rolig af. Da Natten faldt paa, løsgjorde jeg Trossen og holdt Skonnerten krydsende Natten over i Læ af Øen for næste Morgen atter at gjøre den fast til Eevet.

For en Tid siden var der omtrent 20 Evropaeere og Amerikanere i Land imellem de indfødte, mest Bortløbere fra amerikanske og avstralske Hvalfangere; man kan nok indse, at disse hvide vare Udskud af Menneskeheden, og at de have lært de indfødte meget ondt. En af dem forgav i Aaret 1841 11 andro Evropæere, fordi han frygtede for, at de skulde faa mere Indflydelse over de indfødte, end han selv havde. De indfødte bleve imidlertid saa vrede over denne Udaad, at han ikke kunde blive der længer, ir ,tte forlade Øen med det første forbi

sejlende Ski..

Den sidste Dag jeg ladede, var Brændingen paa Revet for høj til, at jeg turde ligge saa tæt ved det, og jeg holdt derfor Skonnerten krydsende i Læ af Øen, og da der ikke var nogen Fare forbunden dermed, gik jeg i Land og efterlod Skibet under Styrmandens Kommando.

Da jeg var kommen i Land, tilbød Høvdingen mig at følge mig til sit Hus, der laa et Stykke inde i Landet, og vi bleve beskyttede paa vor Vandring af to indfødte med ladte Bøsser. Turen gik ad en Gangsti igjennem en Lund af Kokospalmer. Hytterne laa spredte hist og her, og de udgjordes ligesom Høvdingens af et Tag, der var dækket med Pandanusblade og som hvilede paa Pæle. Tagskægget var kun 3 Fod fra Grunden, og under Taget var der lagt et Loft, som var Gjemmestedet for Kokosnødderne ; efter at Høvdingen og jeg havde sat os i Hytten, blev den hurtig fyldt med indfødte, der kom for at se den fremmede Mand. Høvdingen tilbød mig frit Valg mellem alle sine Ejendele; men da jeg anden Steds fra af Erfaring kjendte de vildes Gavmildhed, udbad jeg mig kun en ung Kokosnød, af hvilken jeg drak den kølige Mælk. Tager man nemlig mod en Gave fra en indfødt uden at give en anden, der fuldt svarer dertil, kræver han den strax tilbage.

Paa Tilbagevejen kom vi forbi et Skur, hvor flere unge Piger vare forsamlede, og Høvdingen bød dem at danse for mig. De dansede allesammen, men Dansen var saa utugtig, at den ikke lader sig beskrive.

Øens Befolkning er delt i tre Smaastammer, af hvilke den ene bor paa Østsiden og de to andre paa Syd- og Vestsiden; de sidste have i lang Tid ført en Udryddelseskrig mod den første. Det er dog ikke nogen offentlig Krig, de føre; de søge at overraske hverandre paa ensomme Stier, og det var af denne Grund, at Høvdingen og jeg havde Eskorte med. Deres Kanoer ere smaa og uden Sejl, og ligesom paa de øvrige Sydhavsøer forsynede med Udrigger og Klods; de gjøre ikke lange Rejser i dem, men bruge dem mest til ved Blus og Haandnæt om Natten at fange Flyvefisk. De opsamle Fiskeyngel i Hullerne paa Revet og sætte dem i en Indsø med Brakvand, som ligger tæt ved Kysten, og naar de paa Grund af daarligt Vejr ikke kunne komme uden for Revet, fiske de i Indsøen. Deres Føde udgjøres af Kokosnødder, Pandanusfrugter og Fisk. De have ogsaa en Del Høns, men de spise dem sjælden selv; de tiltuske sig derimod Tobak og andre evropæiske Varer for dem fra de forbisejlende Skibe.

Øen er undertiden hjemsøgt af langvarig Tørke, som har ødelagt mange Kokostræer, og det var en saadan Tørke, der fik de mange Evropæere til at forlade Øen, da Drikkevandet var meget brakt. Hvalfangerne brugte i forrige Tider at lægge til ved Øen for at kjøbe Kokosnødder og Høns samt Kokosnødolie, som Evropæerne tilberede ; men i de senere Aar ere Hvalfangerne forsvundne fra disse Farvande, og de indfødte sælge da de Kokosnødder, de ikke selv bruge, til de to Evropæere, som ere Agenter for et Handelshus paa Marschall Øerne, og de faa i Bytte Bøsser, Krudt, Bly og Tobak.

For Nøjagtigheden af de her givne Oplysninger inclestaar jeg, skjønt de i flere Henseender skille sig fra det, som (Jheyne meddeler i sin Bog: „A description of the Islands in the Western Pacific Ocean". London. 1852.