Serpa Pintos Rejse igjennem Afrika,

Da Stanley i Avgust Maaned 1877 havde naaet Kongoflodens Munding, traf han sammen med Medlemmerne af en portugisisk Expedition, der netop var kommen fra Evropa og som fra de portugisiske Besiddelser i Vestafrika skulde foretage en Rejse igjennem Afrika. I Spidsen for Expeditionen stod Major Alexander Albert da Rocha Serpa Pinto, og om Bord i en portugisisk Kanonbaad sejlede Stanley og den portugisiske Expedition sammen til Loanda. Forgjæves søgte den navnkundige nordamerikanske Rejsende at formaa de Negre, der havde fulgt ham fra det indiske Hav til Atlanterhavet, til at gjøre Rejsen hjem over Land med Portugiserne. Fra Loanda rejste disse videre syd paa til Benguela, der blev Udgangspunktet for Serpa Pintos saa meget omtalte Rejse.

Serpa Piiito er født i Aaret 1846 og deltog som Løjtnant i Aaret 1869 i en Expedition mod nogle oprørske Stammer i Portugisernes Besiddelser i det østlige Sydafrika. Under denne Expedition naaede den unge Officer Egnene i Nærheden af de store Victoria Vandfald paa Zambesefloden, der ligge over hundrede danske Mil inde i Landet, og foretog senere større Jagtudflugter til Nyassasøens Egne. Paa disse Rejser fik han Lyst til videre Afrikaforskninger, og da han, foruden at være on modig og utrættelig rejsende og Jæger, havde alle de nødvendige gode Kundskaber, var det naturligt, at den portugisiske Regering med Glæde benyttede sig af ham paa den Expedition, som den ansaa sig forpligtet til at afsende i Aaret 1877, til Besiddelserne i Afrika, dels af Hensyn til deres store Udstrækning, og dels fordi andre Landes rejsende havde vundet Lavrbær paa et Omraadc, hvor Portugiserne efter Traditionerne burde være Nummer et. Serpa Pintos udførlige Rejseberetning er endnu ikke udkommen, men fremmede geografiske Tidsskrifter have meddelt, for Resten noget ufuldstændige, Uddrag af hans Rejse, og det er nærmest efter „Petermann's Mittheilungen" og „Proceedings of the Royal geographical society", til hvilket Selskabs Præsident Serpa Pinto bar sendt en kort Meddelelse om Rejsen, at vi meddele dette Tidsskrifts Læsere følgende:

Fulgt af to portugisiske Søofficerer forlod Serpa Pinto i November Maaned 1877 Benguela og rejste ad en til Dels ukjendt Vej til Bihé, en By i de portugisiske Besiddelser, der ligger omtrent 60 Mil fra Kysten og spiller en vis Holle for Handelssamkvemmet med det indre Land. I Bihé skiltes Serpa Pinto fra sine to Ledsagere, der droge nord paa, og fortsatte alene Rejsen videre raod Øst efter at have truffet vidtløftige Forberedelser til den lange Rejse. I Nærheden af Bihé, altsaa forholdsvis tæt ved Sydafrikas Vestkyst, kom Serpa Pinto igjennem Egne, der ikke ere uden Interesse med Hensyn til flere større sydafrikanske Floders Løb. Landet er her en omtrent 5000 Fod højtliggende Slette, og i umiddelbar Nærhed af hverandre ligge Kilderne til Vandløb, der dels ved Zambesefloden udgyde deres Vand i det fjærne indiske Hav, dels ad Kuansafloden i det nærmere liggende Atlanterhav og dels ad den for Hesten kun ufuldkommen kjendte Kubangoflod, hvis Kilder ligge vest for Bihé, i den midt i det indre Sydafrika under 21 ° s. Br. liggende Ngamisø, som Livingstone opdagede. Denne Sø synes atter — i det mindste i vandrige Aar — at staa i Forbindelse med et østligere liggende stort Bassin, der optager og fordamper Vandet fra flere mindre Floder. Kubango kan saaledes, i Overensstemmelse med Serpa Pintos Mening, paa en vis Maade siges at fortsætte sit Løb fra Ngamisøen til det nævnte Bassin. Spørgsmaalet om Kubangofloden staar i Forbindelse med Kuando, en stor Biflod til Zambese, eller ikke, er af stor Interesse, men det venter endnu paa Svar. Ingen af de to nævnte Floder er bleven undersøgt ad deres hele Løb; men der er Grund til at antage, at der efter stærkt Regnfald er en Forbindelse mellem dem.

I Skovegnene mellem Kuando og Kubango, hvor der findes mange Elefanter, lever der efter Serpa Pintos Udsagn en lys Folkestamme, hvilket er saa meget mærkeligere, som en saadan ikke omtales af de portugisiske Handelsmænd, der have færdedes i disse Egne og som oftest ere af blandet Byrd. Serpa Pinto siger om disse Folk, at de ere af ætiopisk Oprindelse og have gul-hvid Hudfarve; de leve i fuldkommen vild Tilstand som Nomader og vanke om i Hobe paa fire til sex Familier; de koge ikke deres Levnetsmidler; Mændene ere meget stærke, og naar de skyde en Pil af imod en Elefant, trænger Pilen helt ind i Dyrets Legeme.

I Landet mellem Bihé og den øvre Zambese bo tre forskjellige Stammer, men desuden foregaar der i disse Egne, der beskrives som særdeles frugtbare, en stærk Indvandring fra Egne i det indre Land, der ere mindre begunstigede af Naturen. Serpa Pinto fandt Folkeslagene her meget tilbøjelige til at pynte sig og regner disse herlige Egne som et fremtidigt Marked for den evropæiske Industris Frembringelser. Stammerne styres af Høvdinger med uindskrænket Myndighed; ingen Missionær har endnu besøgt dem, og Serpa Pinto, som var den første Evropæer, der kom i Kast med dem, blev i det hele taget modtagen med Velvilje.

Mellem 15 og 16 Graders s. Br. naaede den portugisiske rejsende den øvre Zambese ved Lialui, som rimeligvis er Livingstones Katongo. Om Aftenen den 6te Avgust 1878 udbrød der pludselig Ild i hans Lejr, og samtidig blev den angrebet af de indfødte. Det lykkedes dog at frelse Instrumenter, Dagbøger og andre vigtige Sager, ligesom ogsaa Angrebet blev slaaet tilbage; men Serpa Pintos Dragere rømte den følgende Dag massevis af Frygt for Angreb, og kun nogle faa, tro Negere bleve tilbage. Denne Omstændighed bragte Serpa Pinto til at opgive sin oprindelige Plan at undersøge Egnene nord for Zambese, og han fulgte nu Floden under dens Løb syd paa til de mægtige Victoria Vandfald og kom paa denne Strækning forbi 72 større eller mindre Vandfald.

Da Livingstone første Gang besøgte disse Egne, havde en ualmindelig tapper og begavet Mand, Sebituane, der efterhaanden var trængt frem til Zambesefloden fra Kapkoloniens nordligste Grændse, her grundlagt et mægtigt og godt styret Rige, efter at han under en Række æventyrlige Kampe havde undertvunget de indfødte Stammer. Sebituane, hvem Livingstone har sat et smukt Eftermæle, kaldte sig Konge over Makololoerne, et Fællesnavn, som han gav sin af forskjellige sydafrikanske Folkestammer sammensatte Hær; men dette Navn, der findes paa de fleste Afrikakaart, inaa nu forsvinde. Sebituane døde i Aaret 1850, og da Livingstone nogle Aar senere besøgte hans Land, var Sekeletu Hersker over over Makololoerne ; men disse tapre Krigere havde begyndt at vanslægte, dels paa Grund af det for dem uvante Vejrlag og dels som Følge af Usædelighed, og den store rejsende forudsagde allerede den Gang Makololoernes Fald, der ogsaa indtraadte under Sekeletus Efterfølger. Denne tredje Makololokonge blev nemlig myrdet, og næsten alle Makololoerne bleve udryddede af Landets forrige Herrer. Kun en mindre Hob undslap til Bihé, hvor en Høvding satte sig i Spidsen for de forhen saa mægtige Krigere for at gjenvinde noget af det tabte Land; men i Aaret 1878 i Januar Maaned blev den sidste Rest af Makololoerne udslettet af de levendes Tal øst for Kuandofloden. Serpa Pinto fandt saaledes en ny Tingenes Tilstand i disse Egne, hvorom han i sin Rejsebeskrivelse vil give en udførlig Beretning. I det oven for nævnte Brev til det engelske geografiske Selskabs Præsident skriver Serpa Pinto, at han ved Zambesefloden traf en af Sekelutus

forrige Slaver. Machuana, der havde ledsaget Livingstone
til Loanda, og at denne Mand, der nu indtager
en anset Stilling i Landet, frelste hans Liv.

Syd for Zambese og Kuando begynder Landet, der fra Bihé har sænket sig omtrent 1200 Fod, atter at hæve sig. Plantevæxten her er yppig, men Befolkningen ikke talrig. Syd for Zambese lever en mægtig Zulustamme, Matabelierne, der ikke tillader andre at bosætte sig her, da den betragter Staden som en naturlig Forsvarsstilliug mod Stammerne nord for denne. Jordbunden er frugtbar; men Serpa Pinto mener dog, at denne Egn ikke har nogen Fremtid, dels paa Grund af dens Usundhed og dels paa Grund af dens Utilgængelighed baade øst og vest fra.

Ikke des mindre skulde Serpa Pinto netop i disse Egne støde paa Evropæere. Han traf saaledes en engelsk Dr. Bradshaw, der efter egen Tilskyndelse under de største Savn havde vandret om her i fem Aar fra Sted til Sted og levet en indfødts Liv, næsten udelukkende henvist til at nære sig af, hvad Bytte hans Bøsse bragte ham. Ligeledes mødte Serpa Pinto en Snes Mil syd for Victoria Vandfaldene en fransk Missionær med Hustru og Broderdatter, og sammen med denne ypperlige Familie, hvem han omtaler i de varmeste Udtryk for den Pleje og Hjælp, han fik i et meget kritisk Øjeblik, rejste han til Schoschong, den største By i Bamangvatoernes Land. Herfra gik Hejsen ad bekjendte Veje til Prætoria og videre til Natal.

Det er en Selvfølge, at Serpa Pinto paa sin lange og paa Æventyr rige Rejse, ogsaa havde at overvinde de mange Hindringer, der ere uundgaaelig forbundne med Foretagender af samme Art. Sygdom, Sult, Stridigheder med de indfødte og Vanskeligheder med Dragerne, syntes ofte at skulle bringe Expeditionen til at strande, og det er vel værd at lægge Mærke til, at den portugisiske rejsende ikke havde saadanne Midler at raade over som Stanley; thi hele Rejsen har kun kostet omtrent 19,000 Kroner. Serpa Pinto har i en betydelig Grad forøget Kundskaben til det indre Afrika, og han har ved talrige Observationer gjort flere Forandringer paa Kaartet nødvendige.