II.

Det kan vel agtes for en historisk Kjendsgjerning, at Guldet (og Sølvet) have fulgt det samme Løb om Jorden som Kulturen og det kraftige Menneskeliv*). Den ældste Kultur i Ægypten og Vestasien samlede de ædle Metaller paa disse Steder. Derfra gik de i umaadelige Mængder til Grækenland, især ved Alexander den stores Landvindingstog og havnede endelig i de romerske Skatkamre. At Guldet samtidig har bredet sig ud over det øvrige Evropa, alt som Kulturen steg, overtydes vi om ved de mange jordfundne Guldsmykker fra Oldtiden, som findes i næsten alle Evropas Lande. Victor Héhn gjør**) opmærksom paa, at de forskjellige Navne paa Guldet i de evropæiske Sprog give os nogle Yink om de Veje, ad hvilke det har udbredt sig. Oprindelig lød den latinske Benævnelse „ausum", og denne gjenfindes hos Etruskerne og hos Preusserne (ausis) og Litaverne (auksasj, til hvilke to Folk Guldet rimeligvis er kommet ved den ældgamle Ravhandel med Norditalien. Letterne bruge derimod Ordet „selts", men de boede ogsaa uden for Ravhandel svej en. Kelterne fik først senere Guldet fra Italien, nemlig efter at Ordet ausum var gaaet over til auruna (gammelirsk or, i yngre Dialekter our, eur, ovr). Slaver og Goter have endelig et fælles Ord got. gulth, slav. zlato, som peger mod Sydøst, hen imod den iranske Verden (Massageterne). Det græske Ord %Qvtfog endelig er efter overensstemmende Vidnesbyrd, baade af Pott, Renan og Max Müller, af fønikisk Oprindelse. Det synes altsaa, som om Østevropa har faaet Guldet fra Sydøst, Vestevropa noget senere fra Italien og Grækenland fra Fønikien. En naturlig Følge af Guldets Indførsel og Attraaen derefter var, at man ogsaa hjemme hos sig selv saa sig om efter Kilder til Guld, og der aabnedes en hel Række Guldlejer i det sydlige Evropa.

De ældste og navnkundigste ere de Bjærgværker, som Fønikierne grundlagde i Spanien samtidig med Sølvgruberne, og som endog nyde den Ære at omtales af Profeten Ezekiel***). De have rimeligvis indskrænket sig til

---

*) Prof. Neumann-Spallart: Die Edelmetalle im Culturleben, Wien 1875.

*) I Følge Polybius arbejdede 40,000 Slaver i Sølvgruberne ved Kartagena, og det daglige Udbytte havde 32,000 Kroners Værdi.

**) Kulturpflanzen u. Hausthiere in ihrem Uebergang aus Asien. Dritte Auflage.

**) Hist. nat. 33 Bog, 21.

*) Kap. 27, V. 12,

hvori Claudius Rufus takker Guderne, fordi han har
fundet 120 Pd. Guld.

Hvor ere nu den pyrenæiske Halvøs Guldrigdomme? Under Folkevandringerne gik Minerne samme Vej som alle andre evropæiske Bjærgværker, og paa Mavrernes Tid vare de ødelagte og Driften til Dels standset. Efter Amerikas Opdagelse lukkedes i Følge en gammel Beretning alle spanske Bjærgværker i Evropa paa kongelig Befaling. Senere har man uden Held søgt at optage Gulddriften her og i Portugal. Guldvaskere ved Rio Tinto, nogle Mil fra Sevilla, producerede paa Filip den Andens Tid henved 3000 Dukater pr. Dag*), men Driften ophørte dog snart. I Tajofloden udvaskes vel endnu ligesom i Plinius's Tid lidt Guld; 1851 var der desuden i Spanien 10 Miner paa Guld og Arsenik, deriblandt de i Aaret 1850 opdagede Miner i Culera ved Gerona og ved Ribas i Østpyrenæerne; den Gang vare de meget lovende, men nu ere de nok alle nedlagte; der produceres i al Fald aarlig ikke mere end højst for 850,000 Kr. **). I Portugal har der ligeledes været Guldminer i Adic,a, som tilhørte Kronen***). Medens saaledes den pyrenæiske Halvø e"f et af de mest slaaende Exempler paa, hvor grundigt rige Guldlejer kunne udtømmes, maa man dog ved Bedømmelsen af Oldtidens Bjærgværksdrift huske vel paa, at om man end ikke den Gang havde en saa udviklet Teknik til sin Raadighed som i Nutiden, havde man paa den anden Side den store Fordel, at Metalprisen var langt højere, medens Brændselet og Arbejdskraften (Slaverne) næsten vare uden Værdi. Derfor kunde Oldtidsfolk med stor Fordel drive Miner, som nu til Dags ikke ere værdige til Drift. Hertil kommer endelig, hvad Erfaring alle Vegne har vist, at Gjenaabning af forladte Bjærgværker er en yderst vanskelig og mislig Sag; thi det i Tidens Løb indtrængte Vand har i Reglen gjort saadanne delæggelser, at Driften sjælden senere kan blive sikker. Desuden ville i slige Gruber de rigeste Malme altid være bortførte.

Fra den spanske Halvø kunne vi passende gaa over til Frttnkrig, hvis sydlige Del, især Pyrenæernes Nordside, i Oldtiden skal have haft rige Guldlejer. Efter Folkevandringens Tid gjenoptoges Driften her paa flere Steder. Guldvaskeri ved Arriége skal før Amerikas Opdagelse have givet et godt Udbytte og var en Industri, der rakte op til de ældste Tider. Men efter 1500 blev Driften svagere, og hen imod Slutningen af det 16de Aarhundrede produceredes kun 200 Mark (l 16,000 Kr.) aarlig, ja fra 1750^—62 kun 80 Mark (46,000 Kr.). Nu drives Guldvaskeri her kun af nogle Bønder i den arbejdsløse Tid*). I Departementet Isére er der en gammel Guldgrube, la Gardette. Den dreves svagt fra 1781 —1787, og Udgifterne ved Driften oversteg mere end 3 Gange Udbyttet. Saa nedlagdes den, men gjenoptoges 1837 for dog snart atter at forlades**). Endelig har der været rig Guldvask i Depart. Gård i Céze's og GagnAres Flodsenge, men den drives ogsaa nu kun af Bønder***). For Resten tales jævnlig om Guldvaskerier i Rhone, Doubs, Garonne, Tarn og andre Floder, men de ere uden Betydning. Italiens Flodguld var berømt i Oldtiden, og i Dalmatien fandtes i Følge Plinius i Kejser Neros Tid saa meget Guld nær ved Jordens Overflade, at der vandtes 50 Pd. (62,000 Kr.) om Dagen-}-). Guldminerne paa Øen Thasos lige over for den thratiske Kyst fandtes oprindelig af Fønikierne, der her efter Herodots Vidnesbyrd-j--}-) drev nogle med stor Kunst anlagte Guldminer, indtil Grækerne fortrængte dem derfra. Fra Guldminerne ved det ægæiske Havs Nordkyst fik Filip af Macedonien senere de Rigdomme, hvormed han kunde bestikke politiske Ledere i Grækenland. Andre Miner aabnedes paa disse Steder i de græske Kejseres Tider. Ogsaa nord for Alperne har man kjendt Guldlejer; thi baade Polybios og Strabon tale om den noriske Jords Guldrigdom. I de østlige Alper, især i Salzburg og Kärnthen, dreve Romerne betydelige Guldminer, som have holdt sig ligetil Nutiden. I_Salzburg anslaar Reissacher "j^f ) Udbyttet fra 1538—1562 til c. 10 Mill. Kr.; men 1854 produceredes kun 100,000 Kr., og senere er Udbyttet sunket Aar for Aar, saa at det 1874 kun var 50,000. I Kärnthen var det 1871 ikke 2000 Kr., og i Tyrol, som 1859 producerede 18,000 Kr., er Driften ogsaa næsten ophørt. Guldvask fandt ogsaa tidligere Sted i mange Alpefloder. Vi finde saaledes det sydlige Evropa i Oldtiden fuldt af Guldlejer hvoraf der nu overalt kun er yderst ringe Spor.

Efter at største Delen af den af Romerne fremkaldte Bjærgværksdrift var gaaet til Grunde i Folkevandringens Tid, vaagnede henimod det 7de Aarhundrede igjen Lysten til denne Industri. Nu udviklede der sig bl. a. en storartet Bjærgværksdrift i Tyrol, Mähren og Bøhmen, og

---

*) Mem. de Facadémie royale d. sciences. Reaumur 1718 og Guettard 1761.

**) Journal des mines, Tome 20, 103.

***) A. Burat: Angewandte Geognosie. 1844

+) Plinius, Hist. nat. 33, 21. Denne-Beretning er dog maaske overdreven og hviler paa falske Angivelser, hvorved Kejseren skulde skuffes.

*) Dictionnaire de commerce, 1751.

**) Soetbeer, Die Edelmetalproduktion, 1879, 37.

++) U. 4-1 og IV. 47.

***) Willkomm: Die Halbinsel der Pyrenæen, 537 og 569,

+++) I Jahresber. d. Mus, Carol. August, zn Salzburg, 1860, 23,

Guldet blev ikke glemt, særlig i det sidste Land, hvor store Masser af udvasket Grus f. Ex. ved Otavas Bifloder bære Vidnesbyrd om de gamle Vaskerier*). Endnu i det 14de Aarhundrede under Kong Johan blomstrede det, men i det 17de vare Lejerne udtømte og Vaskeriet næsten ophørt. I forrige Aarhundrede tales dog endnu om Guldvask ved Orlik og Bergreichenstein. I TyslddJld kjendte man vel næppe i Oldtiden til Gulddrift; Tacitus synes i al Fald ikke at vide noget derom**). Derimod beretter Otfridus, Munk i Weissenburg, som levede ved Aar 870, at „Tyskerne og Frankerne sankede Guld af Sandet". Der høres ogsaa noget senere om Guldvask ved næsten alle de betydeligere Floder saa som Elben og Donau. I Schlesien skal Iserfloden have givet meget Guld, og i det 11 — 13de Aarhundrede leverede Goldberg i Schlesien ugentlig 75 Pd. Guld f f). Hertug Georg af Brieg plejede at bære en stor Kjæde af schlesisk Guld. Vigtigst har Vaskeriet været ved Rhinen og nogle af dens Bifloder, og her laa jo Gnytaheden, hvor Fafner rugede over sit Guld. I Eddaen kaldes Guldet baade Rhinens Malm, Baal, Lue, Glød, Sol og Grus***), hvilken Mængde af Navne synes at tyde paa, at Guldet i Norden en Tid har været vel kjendt som vundet ved Rhinen. Guldvaskeriet her har vedblevet indtil vore Dage, særlig i Båden og Elsass, og gav 1850 paa Strækningen fra Basel til Mannheim lidt over 3*2,000 Kr. i Udbytte. Vaskeriet er i mange Aar drevet af Bønder eller Fiskere, hvis Grundstykker støde til Floden, og i hvis Slægter Fremgangsmaaden nedarves som en Slags Familiehemmelighed. Alt i Begyndelsen af forrige Aarhundrede brugtes der dog Kviksølv ved Vask en -j-).

Især i de senere Aarhundreder nævnes ikke faa andre Steder i Tyskland, hvor der produceres Guld, men Mængden var kun ringe mod det, der vandtes i Ungarn og Transsilvanien, som lige fra Middelalderen have været Evropas rigeste Guldlande. Det sextende Aarhundredes berømte Metallurg, Georgius Agricola, skriver i sit 1530 udgivne Værk „de re metallica", at Guldbjærgværkerne ved Schemnitz og Kremnitz allerede have været drevne i 800 Aar, og Værkerne i Transsilvanien ere næppe yngre; i Egnen ved Szalatna var der allerede Gulddrift i Romernes Tid og Herodot henlægger de guldrige Agathyrsers Hjem til Floden Marosch's Bredder. Fra Ungarn og Transsilvanien kom i don senere Middelalder en meget betydelig Del af alt det Guld, som sattes i Omløb, og i A året 1744 bragtes der alene i Krernnitz for over 11/sl¹/s Mill. Kr. Guld til Mønten. I vort Aarhundrede har Udbyttet været meget vaklende. 1854 gav Ungarn og Transsilvanien endnu Guld for c. 41/24¹/₂ Mill. Kr.; saa sank Udbyttet indtil 1858, da det atter begyndte at stige, og naaede 1867 over 41/«4¹/« Mill. Kr. 187-1 var det atter sunket til lidt over 3 Mill. Kr., men har senere hævet sig lidt*). At ikke blot den ene Side af Karpaterne er rig paa Guld, men ogsaa den anden, den østlige, ses deraf, at Moldav ingenlunde har været fattigt paa Guld. I alt Fald læses i „Moldavs Beskrivelse" af Fyrst Demetrius Kantemir (som døde 1734), at Bækkene fra Bjærgene, naar de have traadt over deres Bredder, efterlade et guldholdigt Sand; dette udvaske Sigenerne og vinde derved saa meget, at de aarlig kunne bringe Fyrstens Gemalinde 1600 Dukater i Guld i Steden for Tribut.

Der kunde endnu nævnes ikke faa Findesteder for Guld i Evropa, men de have aldrig ydet større Mængder (f. Ex. Skandinavien, Sachsen, Thüringerwald, Valakiet, Graubünden). Ved Monte Rosa i Anzascadalen producerer et engelsk Selskab endnu lidt Guld (for omtrent 10 Aar siden lidt over 100,000 Kr.)**), og i Finland er der i de senere Aar ogsaa udvasket lidt.

Vi have nu kastet Blikket rundt paa alle Evropas Guldlejer; men naar de ungarske undtages, har intet af disse siden Middelalderen haft nogen Betydning, og der synes ikke at være mindste Udsigt til, at man ved Optagelse af gammel Drift eller ved Opdagelsen af nye Lejer kan hæve Produktionen i nogen væsenlig Grad.

III.

Som almindelig kjendt, dækker det store Hav omtrent Halvdelen af Jordens Overflade. Holder man paa en almindelig Globus Midten af dette Hav lige for Øjet, ser man næsten kun Vand. Dets Kyster nærme sig altsaa til at danne en Storcirkel paa Jordkuglens Overflade, og denne Storcirkel er betegnet ved vældige Bjærgkjæder. Andesbjærgene i Amerika, Kamtsjatkas, de østasiatiske Øers, Ny Guineas og Øst-Avstraliens Bjærge høre alle til dette System, og her findes ikke mindre end syv Ottendedele af alle de kjendte virksomme Vulkaner, hvorfor man

---

*) Unsere Zeit, 1867, 50. Sternberg, Umrisse einer Geschichte der böhmischen Bergwerke, 1836, I a, 249^—56.

**) Argentum et aurum propitii an irati Dii negaverint dubito. Nee tarnen adfirmaverim, nullam Germaniae venam argentum aurumve gignere. Quis enira scrutatus est? (Tac. Germania, Cap. 5).

++) Forchhammer i Schouws Dansk Ugeskrift 4de B. 1844.

***) Sveinbjørn Egilsson: Lexicon, poeticum aut linguae septentrionalis.

+) Marquardus Freherus, Orig. Palatinar. cis Rhenum.

*) E. Suess. „Die Zukunft des Goldes", 249. A. Soetbeer. Edelmetall-Production, 33.

**) Statistica del Eegno d'ltalia, 1868,

ogsaa har døbt det „Ildkredsen". En anden Mærkeliglied er det, at i denne Kreds findes alle Jordens rigeste Guldlejer. Da det store Hav omtrent var ukjendt for den klassiske Oldtids Søfarere, vare ogsaa disse Guldlejer ukjendte for de driftige Handelsmænd, og heller ikke de indfødte synes at have drevet dem med videre Kraft. Kun dunkle Rygter om Zipangus o: Japans Guldrigdomme naaede til Evropa, hvor de kom til at spille en væsenlig Rolle ved Amerikas Opdagelse. Aristoteles og senere Marinos og Ptolemæos, Geografiens store Hjemmelsmænd lige til det 16de Aarhundrede, havde paa Grund af fejle Beregninger givet den bekjendte Del af Jorden for stor Længde fra Vest til Øst, og Ptolemæos havde lagt sin 180° ø- L. der, hvor i Virkeligheden den 126° h'gger; derved fik man i Middelalderen den Tro, at det østlige Asien strakte sig helt ind paa den vestlige Halvkugle, og at den nærmeste Vej dertil maatte være at sejle fra Gibraltarstrædet mod Vest. Det var for at naa Zipangus Guld og Indiens Krydderier, at Columbus sejlede ud, og ad denne Vej naaede Spanierne ogsaa til rige Guldlande, men rigtignok til helt andre end dem, de ventede. Hele Anåeslgæden fra Mejiko til Patagonien viste sig nemlig snart at være rig paa ædle Metaller. Hvor stort Udbyttet var, viste sig ved det voldsomme Fald i de ædle Metallers Værdi, som karakteriserer de følgende Aarhundreder. Desværre ere de statistiske Oplysninger om Udbyttet af Gulddriften i disse Lande yderst mangelfulde, skjønt Humboldt har samlet meget herom i sit store Værk „om Kongeriget Nyspanien" *). Derimod hares der fra dette Aarhundrede langt bedre Efterretninger. Det vilde imidlertid være uheldigt atomtale de amerikanske Guldlejer fra det sextende Aarhundrede uden at sehen til de senere aabnede Lejer, nemlig de brasilianske, mest fra det 17de Aarhundrede, de østlige nordamerikanske fra Begyndelsen og de vestlige nordamerikanske fra Midten af vort Aarhundrede.

Andesbjærgene bestaa egenlig af flere Kjæder, der løbe jævnsides med hinanden lige fra Aljaska og ned til Kap Hoorn. Det er mægtige Folder i Jordskorpen, fremkomne ved, at denne er bleven fortrukken i Retning mod NØ. og Ø„ og der er derved mellem Folderne opstaaet parallelle Spalter, som ere blevne eller endnu ere i Færd med at fyldes ved frembrydende vulkanske Stenarter. Herfra skrive sig de lange Rækker af Vulkaner, som findes mellem Andesbjærgene, og desuden de mange Malme, som gjøre disse Bjærge til de metalrigeste paa Jorden. Da

---

*) Blake, Mineral, of California. Transact, of the amer. Institut of Min. Engineers, 1871^—73.

**) Brown: Das Innere der Vancouver Insel. Peterm. Mittheil. 1869, S. 6.

***) Lond. Min. Journal, 1876, S. 548.

*) A. d. Humboldt, Essai politique sur le Royaume de la Xouv. Espagne. Paris 1811. Se ligeledes Ad. Soetbeer, Edelmetall-Produktion, Gotha 1879.

+) St. Simonin: Les mines d'or et d'argent aux Etats-unis, Kev. d. d. mondes 1875, S. 285.

++) Am. Engin and Min, Journ. 1876, S. 615 og 1877, S. 30.

mindre Aar for Aar, idet Guldproduktionen aftager, medens
Sølvproduktionen holder sig nogenlunde konstant.

Naar vi skulle gjøre nærmere rede for de kalif or niske Guldlejer*), maa det først bemærkes, at disse ere af tre Slags: de primitive o: de guldførende Gange, de gamle Alluvier o: de knuste og forvitrede Klipper og Nutids o: de ud vaskede gamle Alluvier, liggende i Flodlejerne. Det er de sidste, der her, som næsten alle andre Steder, ble ve først opdagede, og det er dem, som have givet det største Udbytte, men som nu næsten ere udtømte. De primitive Lejer, Gangene, bearbejdes vel, men give alle Vegne kun et mindre Udbytte, medens Interessen for Øjeblikket fortrinsvis samler sig om de gamle Alluvier. Den umaadelige Tilstrømning af Guldvaskere efter Guldets Opdagelse 1848**) var Aarsag til, at de rigeste Alluvier meget snart begyndte at udtømmes. Allerede 1850 vare adskillige af dem forladte, og en stor Del af Guldgraverne fordybede sig i Sierra Nevadas vilde Kløfter for at lede efter den egenlige Kilde til alt Guldet. Om denne havde man mange fantastiske Ideer, idet man troede, at der blandt Bjærgene maatte være store „Guldsøer" og Ign. 1858, det Aar, hvori Kaliforniens Guldproduktion stod højest, var der ikke mere noget urørt Leje ved Floderne. Man tog da fat paa de udtørrede Flodlejer, hvis Sand førtes til Floderne for at udvaskes, med mindre man kunde føre Flodvandet i Kanaler til Sandet. Ligeledes afledede man Vandet i tiere Floder for at arbejde i deres Bund. 1848_—49 var Middelfortjenesten for en Mand daglig 94 Kr., 1850 68 Kr., 1853 18 Kr., 1856 11 Kr. og 1858 9 Kr.***), en Synken, som'tydelig nok viser, hvorledes Arbejdet blev vanskeligere og vanskeligere. Saa tog man fat paa Lagene i Bjærgdalene, men den uregelrette Maade, hvorpaa Guldet her er fordelt, gjorde Arbejdet usikkert, hvorfor man tyede op til de egenlige Bjærg-„Placers", d. v. s. de gamle Alluvier. Det er nemlig tydeligt nok, at i en ældre Jordperiode har Hovedvandløbet i Kalifornien haft omtrent samme Retning som de nuværende Floder, Sacramento og Joaquin, nemlig jævnsides med Bjærgkjæderne; men dets Leje ligger nu højt oppe i Bjærgene. Dette Hovedvandløbs gamle Alluvium er blevet dækket af Stene fra senere vulkanske Udbrud, og de haarde Lag have beskyttet det mod Boitskylning, om end nyere Floder paa mange Steder have gnavet dybe Tværfurer deri.

Den nuværende Fremgangsmaade ved Bearbejdelsen af disse „deap leeds", dybe Lejer, er følgende. Ovenfra graver man igjennem den vulkanske Sten og ned i Alluviet en lodret Skakt. Fra Foden af Alluviet lægges en noget opad skraanende Stolle, som træffer sammen med Skakten omtrent under en ret Vinkel. Nu ledes der, ofte langt borte fra, umaadelige Masser af Vand hid, som med voldsomt Tryk sendes ned igjennem Skakten, hvorved de løsne og bortskylle Alluvialmasserne, der tilligemed Vandet føres ud af Stollen og igjennem Render, hvor Guldet ved Hjælp af Kvægsølv eller paa anden Maade opsamles paa Vejen. Man gjør sig vanskelig nogen Forestilling om. den Magt, Vandet paa denne Maade kan udøve. Store Stykker løsrives, vældige Blokke knuses formelig, og den Masse Jord, der paa denne Maade daglig kan udvaskes, er utrolig*). Naturligvis kræve slige Anlæg, især de storartede Vandledninger, umaadelige Kapitaler, og medens Guldvasken før var Enkeltmands Arbejde og Enkeltmands Risiko, saa drives den nu af store Aktieselskaber som en rent fabrikmæssig Virksomhed. Alligevel aftager det samlede Udbytte af de vestlige Staters Gulddrift Aar for Aar, og det vilde være endnu mindre, om der ikke paa den anden Side Nevada havde vist sig en ny og rig Kilde paa Guld.

Vi omtalte ovenfor, at der paa Sierra Nevadas stside fandtes Gange af nyere vulkanske Stenarter med Guld og Sølv. Hertil hører Verdens rigeste Gang, Comstock Lode, i Waschoe**). Gangen har sit Navn efter dens Opdager Comstock, som imidlertid meget snart solgte sin Del i den til sine Kompagnoner for 20,000 Kr. for at fortsætte sit Vandreliv. Senere henfaldt han til Melankoli over saaledes at have forspildt Udsigten til næsten utrolige Rigdomme, og et Skud gjorde Ende paa hans Liv***). En kraftig Drift af den Gang, han havde opdaget, begyndte 1860, og i de følgende 16 Aar leverede den omtr. for 870 Mill. Kr. i Guld og Sølv.! Snart var Guldet overvejende i Udbyttet, snart Sølvet; i Gjennemsnit har Guldet været 40, Sølvet 60 pCt. af Udbyttet. Denne Gang fylder en Spalte paa henved en Mils Længde, snart er den flere Hundrede Fod bred, snart ganske smal. Gangarten er Kvarts, men Metalrigdommen er fortrinsvis

---

*) Ed. Sauvage: De l'exploitation hydraulique de l'or en Califomie.

**) Kichthofen: The Comstok Lode, 1866.

*) Efter Richthofen: Die Metall-Produktion Californiens u. d. angränzenden Lander. Peterm. Mittheil. Ergänzungsheft Nr. 14.

***) Ikke meget bedre gik det den gamle Sutter, paa hvis Grund de første Guldlejer i Kalifornien opdagedes. De ryggesløse Bander, der oversvømmede hans Jord, fratog ham alt, hans Høst, hans Kvæg og hvad han ellers ejede. Han levede endnu for 3 Aar siden som en SOaarig Olding¹ i Fattigdom i Byen Lititz i Pennsylvania.

**) Skildret i „Guldlandenes Opdagelse" af W. Scharling, 1874.

***) P. Laur: Terrains auriféres de la Californie, Rev. d. d. mondes 1863.

samlet i store Masser af linseformig Skikkelse, de saakaldte Bonanza'er. Den største af disse findes ved Gold Hill, dens horizontale Længdeaxe er 1100 Fod, og den gaar 700 Fod ned i Dybet. Disse Bonanzaer findes i Rækker, som snart sænke sig nedad, snart igjen nærme sig Overfladen. En af de rigeste Miner i Gangen er Virginia Consolidated, hvis Koncession indeslutter 710 Fod af Gangens Længde. Selskabets Kapital er 198 Mill. Kr., og dets Udbytte i ædelt Metal var alene i 1875 62 Mill., hvoraf 45 Mill, kunde fordeles til Aktionærerne*). En Hovedvanskelighed ved Arbejdet er den stærke Varme, som hersker i disse Miner, der ligge saa nær ved de vulkanske Arnesteder; allerede i 2000 Fods Dybde er Varmen henved 51° C.

Det System af Gange eller Spalter, hvortil Comstockgangen hører, synes at gjenfindes i Mejiko; men her føre de Sølv med ringe Guldindblanding. Derimod findes der, som en Fortsættelse af Kaliforniens ydre Række Guldlejer, nogle mindre bekjendte Vaskerier paa Halvøen Kalifornien. Vigtigere ere Guldlejerne i den nordlige mejikanske Provins Sonora, der allerede dreves før 1848, og i Chihuahua, hvorfra de fortsættes imod Syd og Sydvest over Oajakas gamle Guiddistrikt og gjenfindes senere i den mellemamerikanske Stat Nicaragua. Fra 1690^—1865 har Mejiko produceret for 400 Mill. Kr. Guld, og senere har Udbyttet været ikke meget under 4 Mill, aarlig**). Paa Landtangen, der forbinder Nord- og Sydamerika, findes vel flere Guldvaskerier og Miner, men de ere uden Betydning***). Ny-Granada leverede paa Humboldts Tid for omtr. 12 Mill. Kr. Guld, og var dengang det betydeligste Land i Amerika i Henseende til Guldproduktion. Her bestaa Andesbjærgene af tre Kjæder, som ikke forbindes mod Nord. Paa den vestlige Skraaning af den midterste Kjæde laa tidligere alle Landets Guldvaskerier, naar undtages nogle enkelte paa Sydvestkysten (ved Barbagoas). Nu har Produktionen vendt sig til det indre Land og er mere Gangdrift, men beløber sig dog næppe til mere end 10 Mill. Kr. aarlig. Paa Øer langs det caribiske Havs Kyster, ved Floder, som udmunde her, og rundt om i Venezuela blev der alt af de spanske Erobrere gravet ikke lidet Guld, ligesom der ogsaa i de senere Aar er fundet nye Guldlejer. I den venezuelanske Del af Guayana opdagede 1849 en Læge, Dr. Plassard, rige Guldlejer ved en Biflod til Esséquibo*), og de antages for at være de samme, som Walter Raleigh i sin Tid fandt og kaldte El Dorado **). 1870 skal her være produceret for 2,7 Mill. Kr. Guld. I det franske Guayana gaar Guldvasken fremad: 1875 udførtes endog 8,7 Mill. Kr. Guld, og der rasede en formelig Guldfeber, saa at Agerdyrkningen forsømtes, i det Befolkningen strømmede til Guldlejerne. Guldlejerne i det nordlige Sydamerika ligge altsaa fordelte i tre Grupper fra Vest til Øst: Guld i Alluvier ved Vestkysten (Barbacoas), Guld med Sølv i Gange (midt i Ny-Granada) og mod Øst Guld i ældre Stenarter med Alluvier. De samme tre Grupper gjenfindes sydligere. — Vestindiens nu ikke mere bearbejdede Guldlejer gav Spanierne dét første Guld fra Amerika, især fra Hayti, hvorhen den spanske Regering allerede 1495 sendte Bjærgmanden Pablo Belois med en Mængde Kvægsølv for at drive Guldvask. Herfra stammede det Guld, som Pave Alexander den VI. brugte til at forgylde Loftet i Kirken S. Maria Maggiore i Rom, om hvilket Indskriften mælder „primo Catholici Reges ex India receperant" (det første, som dekatholske, d. v. s. spån ske Konger, modtoge fralndien).

I Peru er Guldproduktionen tagen betydelig af siden Begyndelsen af dette Aarhundrede. Guldet kom dengang fra Kvartsgange i de nordlige Dele, samt fra Vaskerier ved Maraiions øvre Løb, altsaa det samme Sted, hvorfra Inkaernes store Rigdomme skulle have skrevet sig. Her saavel som i Bolivia og Chile træffes en vestlig og en østlig Række af. guldførende Stenarter med Alluvier og i Midten en Række Gange, der fortrinsvis føre Sølv, og hvortil bl. a. de berømte Sølvminer ved Potosi høre, som i det 16de Aarhundrede bearbejdedes af 15000 Indianere. Saavel Guld- som Sølvproduktionen er nu betydelig aftagen, uagtet de store Kapitaler, som især engelske Selskaber i Trediverne have anbragt her. Dog er Guldproduktionens Tilbagegang langt større end Sølvproduktionens. Endnu helt nede ved Sandy-Point ved Magelhaens Strædet vaskes der noget Guld.

Kun ringe staar det til med de engang saa berømte brasilianske Guldlejer. I den sydlige Del af dette Land i, den nuværende Provins St. Paulo boede i det 16de Aarhundrede en Befolkning af blandet Byrd, forvovne, udholdende, halvvilde Mennesker, der kaldte sig Paulister. Deres vigtigste Næringsvej var Slavehandel, og for dens Skyld gjennemstrejfede de selv de vildeste, uvejbareste Egne af Landet. Paa disse Strejftog opdagede

---

*) Am. Engin a. Min. Journal, 1876.

*) A. Ernst: Die Goldregion d. Venezuelanischen Guayana, Globus, B. XVI, 1869.

**) St. Clair Duport: De la production des metaux précieux au Mexique. — P. Laur: De la Metallurgie de l'argent au Mexique. Am. d. mines 1871, Tome XX.

**) Le Néve Foster: The Caratal Goldfield; Quart. Journ. geol. soc. 1869, XXV, S. 336—343.

***) Boucard: Ann. d. mines, 1849.

de, især i Slutningen af dét 17de Aarhundrede, Brasiliens Guldlejer i St. Paulo, Minas Geraes, Gogaz og Matto Grosso, udbredte over et Territorium af flere Tusende Kvadratmile *). Der fandt dengang paa disse Steder Optrin Sted af den samme Art, som i Kalifornien og Avstralien for 20^—30 Aar siden. Store Skarer af Mennesker gik til Grunde paa Vejen til Guldlejerne, og ved disse herskede den største Tøjlesløshed; men Brasilien blev hele det forrige Aarhundrede igjennem Verdens vigtigste Guldland. Et Bjærg med talrige Guldgange drog i kort Tid 30,000 Indbyggere til Villa Eica, men 60^—70 Aar efter var Tallet sunket til en Fjerdedel. Produktionen naaede sin største Højde i Midten af det forrige Aarhundrede, og alene Minas Geraes frembragte 1754 for 20, «j Mill. Kr. Guld. Men Herligheden varede kun kort. 1819 vare Lejerne allerede saa udtømte, at hele Riget kun frembragte lidt over l Mill. Ved Hjælp af engelske Kapitaler og en mere udviklet Teknik gik Produktionen lidt til Vejrs efter 1820. Nye Lejer opdagedes f. Ex. i Maranhao**); men nu er Guldproduktionen næsten aldeles ophørt i Brasilien, og kun et eneste engelsk Selskab, S. John d'Elrey i Morro Velho, arbejder med Fordel. Det producerede 1875—76 for 4,4 Mill. Kr. Guld***), men i det næste Aar skal Produktionen være gaaet nedad.

Ligesom Syd-Amerika i Brasilien har sine østligste, næsten udtømte Guldlejer, har Nordamerika sine langs med Alleghanybjærgene. Allerede i de første Aar af vort Aarhundrede fandtes smaa Guldklumper i Staten Virginia; men først efter 1828 begyndte Gulddriften at faa Betydning og bredte sig nu over Virginia, Carolinaerne, Georgia, Tennessee og Alabama. I Georgia og Nordcarolina var den størst, og ialt produceredes 1829 for 470,000 Kr. f) og 1853 for 1,₈ Mill. Siden den Tid er imidlertid Produktionen stærkt aftagen og synes nu at være helt ophørt. I Canada blev der for nogle Aar siden produceret lidt Guld i Egnen Nord for Ottawa, men det er nu ogsaa ophørt. Nord for Øvre-Søen, ja selv oppe ved Saskatchevan har man fundet Guld; men kun paa ét Sted i denne Del af Amerika har Driften lidt Betydning for Øjeblikket, nemlig i Ny-Skotland, hvis Bjærge kunne betragtes som en Fortsættelse af Alleghany-Systemet. Her begyndte den 1861 og bestaar i Vaskerier og Gangdrift; de første naaede deres største Højde 1872 med 44,000 Kr. Udbytte, de sidste 1867 med 2 Mill., og det samlede Udbytte var 1875*) 900,000 Kr.

IV.

Vi have set, hvorledes Guldet oprindelig kom fra Øst til Evropa, men hvorledes Forholdene skiftede efter Amerikas Opdagelse, idet Guldets Hovedvej nu blev fra Vest til Øst. Endnu en Gang skulde dog Østen aabne sine Guldrigdomme, nemlig i de gamle Guldlejer i Rusland ved Ural og i det sydlige Sibirien. Ovenfor har jeg allerede udførlig omtalt den gamle Drift i disse Lande, men den har langt fra været saa kraftig, at Lejerne blot tilnærmelsesvis ere udtømte derved. Der opdagedes senere saa meget Guld her, at fra dette Aarhundredes Begyndelse, da Amerikas Produktion aftog, var det Rusland, som overtog at forsyne Verden med Guld, og det har vedblevet dermed, uagtet det siden 1848 naturligvis er blevet overfløjet af Kalifornien og Avstralien.

Fra 1745 var der i Ural vundet noget Guld ved Drift paa Gange, men først 1774 opdagedes her Lejer af Guldsand, hvis alvorlige Drift, begyndte 18JO. Dog var Udbyttet endnu 1816 kun hen ved 150,000 Kr., men begyndte 1823 at stige meget hurtigt. 1830 opgives det officielt til 14,n Mill. Kr. **), og siden har det holdt sig paa en lignende Højde; 1872 saaledes 16,; Mill. Kr. ***), Fra Beresovsk, midt i Ural, bredte Guldvaskerierne sig efterhaanden til Bogoslavsk mod nord og til Miask mod syd. Ural har mod Øst større Stejlhed end mod Vest, og mod Øst ligge ogsaa de Spalter, gjennem hvilke de vulkanske Stenarter, som have medført Guldet, ere fremtraadte. Kun meget faa af Urals Guldlejer ligge derfor paa Evropasiden. 1830 opdagedes eller rettere gjenopdagedes Guldlejerne i Sibirien, som fra 1840 leverede mere Guld end Ural. Først var især det Jenisejske Guvernement meget rigt, og der sysselsattes dengang 20,000 Arbejdere ved Guldvaskerierne; men senere sank Tallet, og 1864 var det kun 14,003. Samtidig sank ogsaa Udbyttet fra 40 Mill. Kr. til 20 i 1865, 16 i 1872 og 14 i 1873. Det blev nu det Olekminskiske Distrikt, der afløste det foregaaende som det rigeste, da det aarlig gav 24 Mill. Kr. Gaa vi længere mod Øst, møde vi det Nertschinskiske Distrikt. Her har der allerede siden Midten af det forrige Aarhuudrede været Bjærgværksdrift paa

---

*) Caldleugh: Travels in South America during the years 1819—21.

**) Prof. Reinhardt: Om de nyopdagede Guldminer i det Indre af Brasilien 1855 i Schonws Dansk Ugeskrift. I. Kække, I. 8., S. 391

***) Lond. Min. Journ. 1876.

+) The history and topography of the United states by J. Hinton, 1832, S. 540,

*) Lond. Min. Journal, 187C. S. 432.

*) M. Chevalier: De la baisse probable de For, Rev. å. d, mondes 1857, S. SGI

**) E. Suess: Die Zukunft des Goldes, S, 270,

Bly og Sølv. 1832 opdagedes de første Guldlejer, og 1848 var deres Rigdom saa stor, at Regeringen tog Arbejderne, der her for største Delen vare ulykkelige Fanger, fra Sølvværkerne for at sætte dem til Guldvasken, som betalte sig bedre. Her produceredes 1873 lO,s Mill. Kr. Det yderste Distrikt mod øst er Amurlandet: 1859 opdagedes her de første Spor af Guld, og 1868 vandtes 2 Mill. Kr., 1869 4 og 1872 endog 7, hvilket Udbytte senere har været temmelig konstant. Et af de sidst aabnede Lejer ligger 700 Kilometre fra Amur ved Olgafloden, og til dets Drift, som skulde begynde 1876, knyttedes meget store Forhaabninger. Russeren Skarjatin har i „En sibirisk Guldjægers Memoirer" forelagt for det geografiske Selskab i St. Petersburg højst mærkelige Beskrivelser af Livet ved de østsibiriske Guldvaskerier*). Med Hundreder af Arbejdere drage de sibiriske Entreprenører ud i de næsten utilgængelige Bjærge, i de tykke Skove eller i Tundra'erne, disse med Mos bevoxede Moser, hvor de grave Tørven op og ikke sjældent maa staa til Bæltestedet i Vand eller Sne. Vi se Arbejderne imellem de vildeste Klipper og omgivne af Ørkener, lidende alle Slags Mangler og hverken skaanende Helbredet eller Livet. Det mærkeligste er imidlertid, at disse Arbejdere ere de samme, som faa Maaneder i Forvejen levede i Jenisejsk, Krasnojask eller Tomsk som sande Sybariter, aad Trøfler og drak Champagne, medens de nu maa stille deres Sult ved Suppe, kogt paa Læderet af gamle Støvler! Men at arbejde forstaa de; hundredaarige Skove falde for Øxen og Ilden, guldførende Strækninger blottes, Huse og Magasiner bygges, og nye Veje banes. Saasnart Fortjenesten begynder, strøes Guldet ud med fulde Hænder af Entreprenørerne for at tilfredsstille de ofte aldeles vanvittige Bønder. En Mand var i Besiddelse af et af de mest guldholdige Vaskesteder. Da han en Dag fik en Guldklump paa 11 Pd., op af sit Hul, smed han sig, saa lang han var, i Snavset og lod sin Tjener overhælde sig med Champagne, idet han raabte: „Hæld bare væk, Vanka, jeg skal gjøre dig til Adelsmand". En Arbejdsmand i Jenisejsk betalte nogle hundrede Rubler for et Stykke Silketøj og lod det lægge tværs over Gaden, for at hans Støvler ikke skulde blive snavsede. Det er sikkert nok, at lignende Optrin maa have fundet Sted i Brasilien, Kalifornien, Avstralien, Venezuela o. a. St.; men her i Sibirien faar sligt en egen Farve paa Grund af Befolkningens og Naturens Raahed og dennes besynderlige Modsætning til den urimelige Luxus, som de rige Russere altid have haft en vis Tilbøjelighed for. Forbruget af Luxusartikler tog umaadelig til i Østsibirien efter Guldlejernes Opdagelse *), og Afsætningen af Landbrugs- og Fabriksvarer, som tidligere næppe beløb sig 700,000 Rublers Værdi, steg til 10 Mill., skjønt man 1860 endnu ikke var kommen saavidt, at der ved alle de sibiriske Guldvaskerier var en eneste Dampmaskine i Brug. Hele Rusland, saavel det evropæiske som det asiatiske, frembragte 1874 Guld for 84 Mill. Kr. Sammenligner man denne Produktion med den kaliforniske, ser man i Kalifornien en hurtig Stigning og et hurtigt Fald, men her en langsom Stigning og endnu ikke noget synligt Fald; ja det er endog muligt, at Maximum ikke er naaet. Man maa imidlertid lægge Mærke til, at Produktionen her omfatter et umaadeligt Land, hvor man stadig har rykket frem mod Øst med nye Lejer, og Resultatet modbeviser derfor ikke den Regel, vi alle andre Steder have fundet stadfæstet, at Alluvierne forholdsvis hurtig tømmes for Guld.

Ved det yderste Østen af Asien træffe vi atter paa den ovenfor omtalte „Ildkreds" , hvis vestlige Halvdel vi nu kunne følge, idet vi stadig finde ringe Guldlejer. Japan var i sin Tid berømt for sine store Guldmængder. Der fortaltes vidunderlige Ting om et helt Guldtag paa Kejserens Slot o. desl. Andre paastode derimod, at Guldet netop indførtes til Japan fra Øen Formosa, hvad der dog ikke kan have været muligt, da denne Ø ikke synes at have Guldlejer**). Der er endnu Guldvaskerier i Japan, men 1874 gave de kun et Udbytte af henved l Mill. Kr. ***).

Over Ny Guineas endnu næsten ukjendte Lejer haste
vi mod Verdens rigeste Guldland, Avstallandet.

Betragter man et Kort over det østlige Avstralien, ser man, at der gjennem de tre Kolonier Victoria, Ny Wales og Queensland strækker sig en Bjærgkjæde fra Syd mod Nord, omtrent fra Byen Melbourne og op til det yderste af Halvøen York, Øst for Karpentariebugten. Fra denne Kjæde, de avstralske Alper, udgaa talrige Sidekjæder mod Øst og Vest, men kun to af de sidste naa en betydelig Størrelse. Den ene gaar mod Vest giennem Victoria og hedder de avstralske Pyrenæer, den anden, Mac Kinlay Range, findes højt oppe i Queensland. Mellem Hovedkjæden og disse to Sidekjæder ligger et stort Bækken, hvis Vande i den sydlige Del søge deres Udløb gjennem Murrayfloden. Kjærnen i Bjærgene er Basalt og Granit, paa Siderne findes mægtige kambriske, siluriske og devoniske Lag, som yderst ude ere dækkede af mindre mægtige Lag fra Stenkuls-, Jura- og Tertiærformationen.

---

*) 1840 blev der drukket 15,000 Flasker Champagne i Guvernementet Jenisejsk.

*) Ennanns Archiv zur wissenschaftlichen Kunde Eusslands, 1863,

**) Jfr. dette Tidsskrifts 2det B. S. 105,

***) Lond, Min. Journ, 1876,

De kambriske. siluriske og devoniske Lag ere afsatte paa Bunden af et dybt Hav; men senere ere de trykkede sammen og foldede ved Granitudbrud, hvis Vidnesbyrd findes bl. a. i de Rækker af Granittoppe, som flankere Kjæderne i Victoria og Ny-Syd-Wales. De yngre Lag ligge derimod vandret og ere i Tertiærtiden blevne dækkede af Basalt, som brød frem af de dengang dannede Spalter. Efter at Landet derpaa havde hævet sig op af Havet, bortskylledes ved Bølgeslaget eller Nedslag fra Luftkredsen store Masser af de tertiære Lag, som vare dannede ved de ældre siluriske Lags Søndergrusning og Forvitring. Kun hvor Basalten dækkede, kunde Tertiærlagene staa imod. Ved de Bøjninger, som de ældre Lag underkastedes, dannedes der i dem talrige Spalter, og disse fyldtes med forskjellige Mineralier, især guldførende Kvarts og Svovlkis; de bleve altsaa Guldets primære Lejer. Gangenes Forstyrrelse sammen med de dem omgivende Stenarter førte Guldet ned i de tertiære Lag, som altsaa bleve de sekundære Lejer, og ved disses Udvaskning efter Tertiærtiden dannedes endelig de yngre guldførende Alluvier. Hele denne Proces er den samme, som vi have set i Kalifornien. Guldet findes i Gangene, i de dybt liggende Lejer (deep leads) og i Flodlejerne.

Der er aldrig i Avstralien fundet guldførende Garige andet Steds end i Overgangsformationens Lag og i de dermed samtidige eruptive Stenarter; Gangene gaa næsten altid i Retning fra Nord til Syd, men ere i det højeste kurmogle Mile lange. Medens vi i Kalifornien havde kun faa, men meget lange Gange, er der i Avstralien, især i Victoria, mange (over 1000), men kortere Gange. Udfyldningen er næsten alle Steder fortrinsvis Kvarts og Svovlkis. Sjældnere findes Kobbermalm, Blymalm, Zinkmalm og Antimonets Svovlforbindelser. Kvartsen er altid ledsaget af Svovlkis, som er indsprængt deri enten i Form affine Krystalkorn eller Naale eller ogsaa saa fint fordelt, at den blot forraader sig ved Kvartsens blaalige Farve. Guldet er her, som overalt i Verden, altid blandet med mer eller mindre Sølv. Naar det er meget rent, danner det ofte Krystaller af regulære Former, men da ere Gangene sjældent rige. Hyppigere ere Guldkrystalloiderne, ufuldkomment krystalliseret Guld. De gjennemtrække Kvartsen i alle Retninger og forekomme gjærne sammen med Traade og Blade, stundom ogsaa med større Stykker Guld af regelret Form. Det hele ligner et Netværk, hvis Masker fyldes af en meget vandholdig blaalig Kvarts. Krystalloiderne indeholde sjældent mer end 85 pCt. Guld, Resten er Sølv med lidt Kobber og Jærn. Endelig findes Guldet som Overtræk over andre krystalliserede Mineralier, saa som Kvarts og Jærnspat. Guldblade forekomme i alle Størrelser, og ofte ere de saa smaa, at de ved tidobbelt Forstørrelse kun se ud som et fint, brunligt Støv.

Det har altid været et meget omtvistet Spørgsmaal, om disse Gange, der ligne hinanden meget hele Verden over, bevare deres Guldholdighed i større Dybder. Murchison og hans Disciple nægtede i sin Tid dette, men i Avstralien har man paa mange Steder netop i Dybet stødt paa de største Rigdomme. I Johnson Reef, en Kvartsgrube, der har faaet sit Navn efter sin første Besidder, gravede man 120 Fod ned uden at finde Metal og derpaa forlodes Skakten. Saa kom der en Slagter ved Navn Dawburn , som anvendte alle sine Sparepenge paa Gruben, idet han dannede et lille Selskab, hvem han laante de fornødne Penge. Man naaede imidlertid 145 Fods Dybde uden at finde et Korn Guld, og det besluttedes atter at forlade Minen. Arbejderne pleje om Aftenen at foretage deres Sprængninger, for at Krudtrøgen kan fordele sig, inden Arbejdet begynder næste Morgen. Den sidste Aften affyredes der da ogsaa en Afskedssalve, og Dawburn gik derpaa til et Værtshus, hvor han falbød sin Fjerdedel af Gruben for 300 Kr. men blev udlet fra alle Kanter. Den næste Morgen steg han alene ned for at hente sit Værktøj og kaste et Afskedsblik paa sin Lykkes Grav, men hvad skildrer hans Henrykkelse, da han saa Stykker af meget guldrigt Kvarts spredte omkring Sprængningsstedet. Den første Prøve paa 120 Centner Kvarts gav for 27,000 Kr. Guld, og Udbyttet af Minen blev senere saa stort, at Dawburns Fjerdedel snart var 200,000 Kr. værd i Steden for 300*).

Gustav ~Wolff, hvem en grundig Undersøgelse af Avstraliens Guldlejer skyldes **), udtaler ogsaa som sin Mening, at Guldmængden er helt uafhængig af Dybden, og gjør opmærksom paa, at der drives Gruber med Gange af en Mægtighed fra 5—305^—30 Fod og en Dybde af 1000^—2000 Fod, uden at Rigdommen aftager. Derimod findes der i de avstralske Guldgange visse Steder, hvor Guldet fortrinsvis er samlet. Det er de samme Bonanza'er, som vi lærte at kjende i Nevada; men i Avstralien kaldes de „chimneys", og de ere lige som de Skorstene, hvorigjennem muligvis de guldholdige Dampe ere opstegne fra Jordens Indre, og hvor da Guldet er blevet afsat. W. B. Clarke***} gjør først opmærksom paa, at det rigeste (o: det reneste) Guld findes mod Syd, det sølvholdigste mod Nord. Dette synes at staa i Forbindelse med, at de nordlige Gange

---

*) O. Peschel. Die australischen Goldfelder. Ausland 1860.

**) Das australische Gold, seine Lagerstätten u. seine Associationen. Zeitschr. d. deutsch, geolog. Gesellschaft. XXIX. 1877, S. 82.

***) Researches in the Southern Goldfields of New-South 1860.

ere fra en yngre Tid end de sydlige. Aldeles paa samme Maade traf vi i Amerika i de yngre Gange i Nevada et langt mere sølvblandet Guld end i de ældre Gange i Kalifornien. Jeg maa dog ikke lade uomtalt, at enkelte Steder i Avstralien findes Guldet paa primært Findested udenfor Gangene som indsprængt i forskjellige Stenarter f. Ex. Serpentin, Syenit, Diorit og Kvartsit. Forekomsten i Serpentin minder om lignende mærkelige Forhold i Ural, og jeg skal senere komme tilbage dertil.

De sekundære Guldlejer i Avstralien tilhøre som ovenfor sagt den tertiære Tid; dog findes enkelte fra Stenkulstiden. De vigtigste „deep leads" findes i Ny og Victoria, og ere ligesom de kaliforniske bevarede fra Ødelæggelse ved Lag af Basalt. Guldet findes ingenlunde ligeligt fordelt i dem, thi de gamle tertiære Floder have naturligvis især skyllet det tunge Guld sammen i Midten af deres Lejer. De grovere Stykker samledes højere oppe i Kløfterne, medens de finere førtes længer ned i Dalene. Hvor en Kvartsgang eller et fast Sandsteuslag ragede frem paa tværs af Dalen eller Flodlejet, gav det Anledning til større Ophobninger af Guld og Grus. Derfor er Driften i disse Guldlejer ikke let, og der kræves stor Erfaring og Klogskab hos Guldgraveren, for at han kan finde ud, hvor det største Udbytte lader sig vente. Flere Steder findes skiftevis Guldlejer og Basaltlag, og somme Steder komme Guldlejerne frem til Overfladen ved Banden af Basalten, hvilket giver Anledning til, at de opdages. Lejernes Mægtighed vexler fra l- 20 Fod. Man har fundet saa rige Steder i dem, at der i Ballarat er vasket 200 Pd. Guld ud af 2000 Pd. Grus. I slige Lejer er det ogsaa, at Victorias kæmpemæssige Guldklumper ere fundne, hvoraf den største, Welcome fra Ballarat, vejer 138 Pd. Blandt de yngre Lejer endelig er der ikke faa, som det kan betale sig at udvaske; men i Avstralien have „deep leads" altid været Hovedsagen, og deri afviger Gulddriften i dette Land fra den i Kalifornien. For Resten kan Guldet i de yngre Lejer ofte give vigtige Oplysninger ved at lede Guldgraveren til de Steder, hvor der findes rige Kvartsaarer. Af Guldets mer eller mindre ved Rulning afgnavede Form kan han nemlig slutte sig til Gangenes Afstand og af Guldkornenes Størrelse til Naturen af disse. I de store Erosionsdale i Ny-Syd-Wales findes meget rige nyere Guldlejer, sorn imidlertid for en stor Del endnu ikke ere undersøgte. Arbejdet i disse har nemlig den Vankelighed, at det kun kan finde Sted. naar Flodlejet er tørt. Rigest paa Guld ere da de Steder. hvor Floden gjør skarpe Bøjninger, eller hvor Bifloder udmunde i den. Det er i Reglen ogsaa kun saadanne Steder, der bearbejdes.

Oprindelig var det kun de sekundære Findesteder, der bearbejdedes. Hvem har opdaget dem? Almindeligt nævnes en Mr. Hargraves, der havde gravet Guld i Kalifornien, som Opdager af Guldet i Victoria 1851. Vist er det dog, af flere Mænd tidligere (saaledes Præsten Clarke allerede 1841) havde fundet Guld, men man gav ikke Agt paa deres Opdagelser. Efter 1851 tog imidlertid Guldgravningen et umaadeligt Opsving. De første Forsøg vare nemlig yderst heldige. Der fandtes jævnlig Guldklumper af stor Vægt, og Arbejdere strømmede til fra alle Kanter. Hvorledes Udbyttet voxede, kan ses deraf, at i Victoria gav Aaret efter Opdagelsen, 1852, et Udbytte af 152 Mill. Kr. og 1853 henved 200 Mill. Kr. Paa denne enorme Højde holdt Produktionen sig til 1858, da den begyndte at falde, og 1875 var den kun 77 Mill. Kr.*). Til Aaret 1861 bearbejdedes kun sekundære Lejer, og det er Udbyttet af disse, der synker, medens Udbyttet af Gangdrift hæver sig, dog ikke nok til at udfylde Tabet. Grunden hertil er, at Gangdriften kræver meget store Kapitaler og Samarbejde til Indretningen af de store Pumpeværker. I Ny-Syd-Wales ere hidtil alle større Forsøg paa Gangdrift mislykkede. Guldvasken begyndte her 1852 med et Udbytte af benved 50 Mill. Kr.**). Der haabes stadig paa, at hydravliske Methoder og energisk Gangdrift skal hæve Udbyttet; men vist er det, at Befolkningen mere og mere vender sig til Kobber- og Tinværkerne, hvis Produktion er stadig stigende. I Queensland begyndte Driften for Alvor først 1863. Dette Koloniland er det eneste i Avstralien, som Aar for Aar giver større Udbytte, idet der endnu stadig opdages nye Lejer. 1871 var Produktionen 11 Mill. Kr. og 1875 henved 30. Syd-Avstralien leverer kun meget lidt Guld, ikke over 0.5 Mill. Kr.***), Tasmanien endnu mindre; derimod er Ny-Seeland et vigtigt Guldland, saavel deri nordlige som den sydlige Ø. Allerede 1842 fandtes her Guld, men først 1852 begyndte Driften. I de sidste Aar er der udført for henved GO Mill. Kr. Guld aarlig fra Øens Havne. Paa Ny-Caledonien, som ikke uden Grund kan anses for en Fortsættelse af de nyseelandske Bjærge, vaskedes der Guld fra 1^63 til 1873, men Udbyttet var kun ringe f). — Det samlede Guldudbytte for Avstralien var altsaa 1875 omtrent 186 Mill. Kr., medens de vestlige nordamerikanske Stater ikke producerede over 150 og Rusland, det tredie Guldland i Rangen, omtrent 85 Mill. Kr.

---

*) Mineral Statistics of Victoria for the year 1875.

**) Arner. Eng. a. Min. Journal 1576.

***) Dr. Jung, Die geogr. Grundzüge von Süd-Australien, Peterm. Mittheil. 1877. S. 354.

+) Die Zukunft d. Goldes, S. 209.

Den samlede Guldproduktion for hele
Jorden ansætter Suess for Øjeblikket til 416 Mill.
Kr. aarlig*).

V

De vigtigste Metaller kunne samles i Grupper, blandt hvilke en, omfattende Iridium, Platin og Guld, er den tungeste. Iridiums Vægtfylde er 22.va, Platinets 21.5 og Guldets 19.25.1. De ere alle tre sjældne og det tungeste, Iridiet, sjældnest. Det er fristende at antage, at Grunden til deres Sjældenhed er den, at de som de tungeste have søgt ind mod Jordens Midtpunkt og derfor kun undtagelsesvis komme tilsyne i Jordskorpen. Et lignende Forhold synes at finde Sted paa Solen; Spektralanalysen har i Sollysets Spektrum vist os en Mængde af de samme Stoffer, som findes paa Jorden, men de ædle Metaller, Guld, Sølv, Platin, Kvægsølv have de dueligste lagttagere hidtil søgt forgæves deroppe. — Da Jorden i sin Helhed har en forholdsvis langt større Vægtfylde (5.5*;) end Skorpen alene (2^—3), er man nødt til at antage, at der længer inde mod Midtpunktet findes tungere Emner end i Overfladen. I Meteorstenene ere Magnium og Jærn de vigtigste Bestanddele, og begge Emner findes ogsaa paa de andre Himmellegemer i stor Mængde. Paa Jorden optræde de ikke sjældent i hede Dampe fra de vulkanske Aabninger, og det er rimeligt, at Jordens høje Vægtfylde især skyldes Jernet i dens Indre. Olivinet, som er et Silikat af Jern *og Magnium, forekommer jævnlig saavel i Meteorstenene som i Jordens vulkanske Stenarter, og Olivinsteu med Kromjern (Dunit), der f. Ex. forekommer paa Ny-Seeland, er næsten identisk med Massen af visse Meteorstene, medens Serpentin i mange Tilfælde kun er et Omdannelsesprodukt af Olivinet. Der er nu den Mærkelighed, at Iridiet og Platinet i Nisjne-Tagil i Ural, det vigtigste Findested for disse to tungeste Emner, findes i en Stenart, som aldeles ligner denne ovenomtalte Dunit. Flere Steder forekommer ogsaa Guldet i Serpentin, f. Ex. i Ural og Avstralien, samt maaske i nogle mærkelige, tidligere meget omtalte Guldlejer paa Kuba**).

Denne Forekomst synes at stadfæste vor Formodning om, at Guldet tilhører vor Jordkugles inderste Dele og bringes frem med de dybere liggende Stenarter. En anden Maade, hvorpaa Guldet er trængt frem, synes at være i Form af Dampe, som have fortættet sig i de Spalter, hvorigjennem de have søgt Udvej, og dette er Oprindelsen tii de guldførende Gange, som vi ovenfor saa ofte have omtalt. De Steder, hvor Dampene fortrinsvis have søgt deres Vej, blive naturligvis rigest paa Metal, og dette er Oprindelsen til Bonanza'erne. Gangene ere nu dels særlig knyttede til vulkanske Dannelser, dels ligge de, som i Kalifornien, Dele af Avstralien, Ny Skotland, Bøhmen o. a. St. helt udenfor vulkanske Distrikter. Da er det gjerne Kvartsgange i Skifer, hyppig paa Grændsen af Skifer og Granit; tit er der mange, som i Victoria, andre Steder kun faa, men lange, som i Kalifornien. Guldet forekommer ikke lige hyppig alle Steder i Kvartsen, ofte er det forbundet med Kis, og ofte er det fra Gangen trængt ind i den indesluttende Stenart, som da er imprægneret dermed. Ide vulkanske Distrikter indeholde Gangene gjærne meget Sølv foruden Guldet, men ide andre Gange er Sølvet sjældnere. Driften paa de sidste har næsten ingen Steder givet stort Udbytte eller haft lang Varighed. De mest guldførende Steder i Gangene synes at ligge i skraa parallele Bælter, hvad der har givet Anledning til at tro, at Guldet især fandtes, hvor Tværspalter krydsede Kvartsgange ne. Disses Dannelse er mindre klar end de vulkanske Ganges. Graniten synes at spille en væsenlig Rolle derved, og maaske er Dannelsen sket ad den vaade Vej, hvad der med Sikkerhed kan paavises for visse andre Metalganges Vedkommende.

Saafremt hele Jordens Guldproduktion skulde være afhængig af Gangene, vilde den næppe have nogen stor Betydning. Gangene underkastes imidlertid væsenlige Forandringer. Ved det nedsivende Vand dekomponeres forskjellige af Metalforbindelserie, særlig de, der indeholde Jærn, til en Dybde af flere Hundrede Fod, og der dannes en brunlig, mere jordagtig Masse, som den tyske Bjærgmaud kalder „ Jærnhatten". Forvitre nu ogsaa de indesluttende Stenarter, saa kan hele Massen bortføres af Vandet, eller maaske paa visse Steder af Jøklerne, og vi faa da de guldførende Alluvier, Guldets sekundære Findesteder. Det er disse, som alle Vegne baade have givet og endnu give det rigeste Udbytte. Ved Gangenes Forvitring sker der tillige Omsætninger med selve Guldet, saa at dette samler sig i større Masser, og derfor træffes der i Alluvierne hyppig Klumper, som baade ere større og indeholde langt mindre Sølv end Guldet i de Gange, hvorfra de have deres Udspring. Det synes især at være Havvandet, som fremkalder disse Omsætninger, og det kan jo ogsaa let komme til at virke paa de Gange, der træde frem i Havets Bund. Muligvis kan ogsaa Overfladevandet være Skyld heri, og der er mere end et Exempel paa, at Vandløb i guldrige Egne indeholde opløste Guldforbindelser. Vi kunne altsaa med Suess*) dele Guldlejerne i tre Afdelinger:

---

*) Die Zukunft d. Goldes. S. 331.

**) Lond. Min. Journ. 1876, S. 810,

*) Die Zukunft des G-oldes.

I. Lejer, hvor Guldet findes i en magniumrig Modersten, f. Ex. Serpentin. Stundom forekommer Guldet ogsaa paa lignende Maade i Granit, saaledes paa Syd Vestkyst og i Brasilien.

11. Lejer, som er gangagtige Udfyldninger af Spalter. Metallet er her kommet fra Dybet enten som Dampe eller i hede vandige Opløsninger, i begge Tilfælde som et naturligt Destillationsprodukt. Disse Gange kunne atter deles i tre Slags.

A. Gange i yngre vulkanske Stenarter eller i Bjærge, som ere gjennemtrukne med talrige Gange af slige Stenarter (hyppigst Grønsten-Trakyt). Hertil høre nogle af Lejerne i Ny-Seeland, Comstockgangen i Nevada, Gangene ved Schemnitz i Ungarn o. fi. a.

B. Gange i ældre eruptive Stenarter, især ældre Grrønstene.
Det er især hornblenderige Stene, som her
ledsage Guldet. Hertil høre Gangene i Victoria.

C. Gange i større Afstand fra vulkanske Stenarter, i Reglen i Skifere paa Grændsen af Granit eller i denne selv. Hertil høre Kaliforniens, Ny Skotlands og Amurlandets Gange. I disse optræder Sølv i ringere Mængde end i de foregaaende.

111. Løse Ophobninger af Guld i Alluvierne. Det
synes, som om Gangene af Afdeling A ere mindre tilbøjelige
end de andre til at lade denne Slags Lejer opstaa.

Vil man nu spørge, i hvilket Forhold den nuværende Guldproduktion staar til disse tre Slags Lejer, saa kunne vi lade den første Afdeling helt ude af Betragtning, da det deraf vundne Udbytte er næsten forsvindende. For de andre Afdelingers Vedkommende er Forholdet, som følger:

Undersøger man det samlede Forhold for de sidste 28
Aar før 1875, viser det sig, at af hele Produktet leverer

Af disse Tal fremgaar det klart, at Produktionens Fremtid
aldeles overvejende er afhængig af Alluvieme.

Overskuer man Guldlejerne i alle Jordens Lande, fremgaar det tydeligt nok, at Alluvierne i det hele taget ere tilbøjelige til hurtig at udtømmes, især nu til Dags, hvor Driften er overmaade energisk. Grunden til, at Produktionen af Alluvialguld endnu giver saa stort et Udbytte, er, at man stadig, naar de ældre Lejer vare udtømte, har fundet nye. I Oldtiden og tildels Middelalderen opbrugtes Lejerne i Midt-Asien, om det indiske Hav og Syd-Evropa; senere udtømtes Mellemevropa og derpaa Vest-Afrika. I den nyere Tid båres Produktionen først af Vestindien og Syd-Amerikas Vestkyst, derpaa af Brasilien. I vort Aarhundrede traadte Rusland, Nord-Amerika og Avstralien ind i Produktionen, men allerede mærkes gjennemgaaende Tilbagegang i Udbyttet. Man har kun nødig at kaste et Blik over Landene for at indse, at man kun paa meget faa Steder endnu kan vente at træffe en jomfruelig Jordbund, der kan give Haab om Opdagelse af nye guldrige Alluvier. Man kan heller ikke rette sine Forventninger mod det indre østasiatiske Højland, da dette for os endnu næsten ukjendte Land dog vistnok længe er blevet bearbejdet Uf Indbyggerne. Det er egenlig kun til det indre Afrika og til Østsiden af Syd-Amerikas Andesbjerge, at man kan sætte noget Haab.

At undersøge Følgerne af en Tilbagegang i Guldproduktionen ligger uden for Formaalet med denne Fremstilling; men paa en Tid, hvor man rundt om i Verden har indført en eneraadende Guldmøntfod med Tilsidesættelse af Sølvet, hvis Produktion ikke synes at gaa tilbage, og hvor man begynder at give en Forøgelse i Guldets Kjøbeværdi Skyld for den siden 1873 indtraadte Forringelse i Varepriserne, maa det være af yderste Vigtighed at danne sig en bestemt Anskuelse om den nuværende Produktions Forhold til Behovet og om dens Skæbne i Fremtiden.