Om den svenske Koloni Nya Sverige,

Søndagen den 2dcn Juli 187G afgik der fra Philadelphia
et Banetog, som alene var optaget af Svenskere;
i Toget saa man først og fremmest den unge Prins Oscar af
Sverige samt Officerer og Kadetter fra to svenske Orlogskibe,
fremdeles Kommissærerne ved den svenske Afdeling
af Verdensudstillingen, Journalister og endelig rejsende af alle

---

*) l)c, der ønske n.'rrinere Underretning om Kolonion Xya Sverige, lionviscs til folgende Skrifter: 1. Kort bcskrifning om provineien Xya Sverige uti America; af T. Campanius Holm. Stockholm. 170:i. 2. Bcslvrifning om do, svenska församlingars forna och niirvarandc tillstånd uti det så kallade Xya tireriye.. af J. Acrdins. Stockholm. 1759. Den er oversat paa engelsk tilligemed oplysende No- ter af W. Reynolds, rhiladclphia. 1*74. P>. Kolonion Xya Sveriges grundläggning¹ 1G37—1612, af C. T. ()<Uincr (i ..Historisk bibliothck" for 187(>). -1. Kolonien Xya .Sveriges lustoria, af C'. Sprinchoi'tl (i ..Historisk bibliothok for 187'S). 5. Annals uf Pennsylvania by Nnzanl. IMiilndeljihin. 1850. (!. Documents relating to the history of the Dutch and Swedisch settlements on the Delaware river. By B. Fcniow. Albany. 1877.

Slags. Maalet for Turen var et Sted, der ligger 16 eng. Mile fra Philadelphia, og. en Kirke, som ligger dér og hedder Siucdcsbliry churcJi. Efter at de rejsende vare komne til deres Bestemmelsessted, bleve de paa det venligste modtagne af Stedets Indbyggere, iblandt hvilke adskillige havde svenske Navne, skjp'nt de talte engelsk; man læste ligeledes svenske Navne paa Ligstenene, og man fik en Prædiken at høre, der væsentligst gik ud paa at lovprise de gamle svenske Kolonister i denne Egn. Sagen var den, at man var inden for Omraadet af den gamle svenske Koloni Nyd Sverige. Der er sikkcrlig mange Nordboere, som, naar de færdedes paa Delaware, ikke have haft Forestilling om, at denne stolte Flod en Gang var svensk, eller som, naar de gjenncmvandrede Verdensudstillingen i Philadelphia, ikke vidste, at de vare paa en Jordbund, der fordum var svensk, — og dog er Forholdet saaledes. Det turde derfor ikke være uden Interesse for en dansk Forsamling at faa noget na'rmerc at vide om dette, Sveriges største Kolonialminde.

Ligesom en Mængde andre store Minder skriver delte sig fra 1800 Tallet, fra Trediveaarskrigens Dage. Denne Tid er for Sverige ej alene fuld af Ære og Heltegjærninger, men ogsaa en Tid, der er rig paa store Tanker og Attraacr paa de fredelige Idraittert Felt. Derfor kalder ogsaa Geijer Gustav Adolf ..Saaningsmanden paa den f rem ilende Stridsvogn", og det er ogsaa ham, der fra sin Stridsvogn udkastede det første Frø til Kolonien Nya Sverige. Det skete under følgende Omstændigheder :

En nederlandsk Kjøbmand ved Navn Usselincx, som pjæstede Sverige 1624, indbødes af Gustav Adolf til at blive i Landet; under Kongens Beskyttelse satte han sig i Spidsen for et Handelskompagni, der fik Navnet „S^{ydhavskompagnie 1}' og havde til Maal at handle paa fremmede Verdensdele og at grunde Kolonier. Dette Kompagni, der havde sat sig et saa stort Maal, kunde dog ikke udrette synderligt, dels af Brist paa Penge og dels paa Grund af Tidens Uroligheder. Sagen hvilede, imedens Gustav Adolf udførte sit Sejerstog i Tyskland, og den gjenoptoges først efter hans Død af den Mand, der tog den store Konges Ideer og Bestræbelser i Arv, nemlig Axel O.rensfjcrna. Det lykkedes virkelig ham og hans Kolleger i Formynderregeringen under Dronning Kristina at tilvejebringe et oceansk Handelskompagni og en Kolonisation, der rigtig nok i Førstningen var übetydelig og fordringsløs. Der dannedes et nyt Bolag, som udgjordes dels af svenske Herrer og dels af hollandske Kjøbmænd; man samlede Penge og fik en dygtig Leder i en Tysker ved Navn Peter Minuit, en evnerig og erfaren Mand, der tidligere havde været Direktør for den hollandske Koloni Ny Nederland, men var kommen i Uenighed med Hollænderne og havde forladt deres Tjeneste. Denne Mand rejste 1G37 til Sverige og ledede Forberedelserne til Expeditionen; to Fartøjer bleve udrustede og afgik fra Sverige under Minuits Kommando i Slutningen af det nævnte Aar; de havde for største Delen hollandsk Besann ing, og de medbragte en Last af Varer, der skulde bruges til Byttehandel med Indianerne.

I Slutningen af Marts 1638 kom Minuit med sine Fartøjer til den nordamerikanske Kyst. Det var ikke i Forvejen bestemt, hvor hen han skulde vende sig, kun dette, at han skulde besætte en Landstrækning, som ikke var optaget af Engelskmænd eller Hollændere. Engelskma;ndenc havde allerede slaaet sig ned dels imod Nord, i det saakaldte Ny England, og dels imod Syd, i Virginien samt i Maryland, en Provins, der fra Floden Potomac strakte sig ned imod Floden Delaware; til selve Delaware vafe endnu ikke Engelskmændene komne. Paa den anden Side af Delaware, imellem denne Flod og Uudsonfloden, Syd- og Nordrivieren, som de kaldtes, laa Hollændernes Koloni Ny Nederland, som tilhørte det vestindiske Kompagni, og hvis Hovedplads var Ny Amsterdam, det senere Ny York; men ogsaa ved Delawares østre Bred havde Hollænderne fæstet Fod og grundlagt en lille Skanse, Fort Nassau. Ogsaa paa Flodens vestre Side havde de anlagt en Koloni, men den havde de forladt. Man finder saalunde, at ved Svenskernes Komme var Delawares vestre Bred ledig, skjønt baadc Hollændere og Engelskmænd gjorde Krav derpaa. Af denne Grund vendte Minuit sig til denne Egn, altsaa til den nuværende Stat Delaware; han sejlede ind i Bugten imellem Kap Hinlopen og Kap May og op ad Floden ; derefter styrede han ind i et af Flodens Tilløb paa den vestre Side og standsede 2 eng. Mile fra dettes Ildløb i Delaware. Her traadtc han i Forbindelse med Indianerne og kjøbte en Landstrækning paa Delawares vestre Side af dem, han sammenkaldte 5 af deres Høvdinger og afsluttede med dem en skriftlig Kjøbekontrakt, der blev forsynet med Indianernes Bomærker. Derpaa oprejste han den svenske Dronnings Vaaben og kaldte Kolonien Nya Sverige; Floden kaldtes først Elben og senere KnxhnciH Kil, og den Skanse, som man begyndte at opføre dér, fik under Kanonsalut Navnet Kristina. Inden for Skansen blev der bygget nogle Træhuse, og alle Slags Forraad indsamledcs til Føde for de 24 Mand, der efterlodes til Be.sa'tning. Efter at dette var udført, drog Minuit atter hjem ad, men da han var kommen til den vestindiske Ø St. Christoph, blev han, imedens han opholdt sig om Bord i et fremmed Fartøj, overfalden af en Orkan og omkom i Bølgerne.

Minuits Død var et stoi't Tab for den nye Koloni,

men Formynderregeringeu besluttede desuagtet af al Kraft at fortsætte det paabegyndte Værk. For at gjøre sig uafhængige af Hollænderne udløste man de hollandske Deltagere i Kompagniet og gjorde dette helt og holdent til et svensk Foretagende, der fik Navnet det vestindiske eller amerikanske Kompagni. Dette Kompagni fik Eneret paa Tobakshandelen samt en Del af Koloniens Omraade; Kronen beholdt den højeste Styrelse af Kolonien og lønnede Guvernøren og de øvrige Embedsmænd. l de følgende Aar afgik flere mindre Expeditioner til Nya Sverige med svenske Udvandrere samt Kvæg, Agerbrugsredskaber o. s.v. I Førstningen kunde Regeringen kun med Vanskelighed skaffe Udvandrere; thi det svenske Folk havde Sky for den lange Sørejse og det fjærne Land, der var beboet af Hedninger, og der oversendtes derfor ogsaa Forbrydere og andre løse Personer; Forbiyderne fik undertiden Lov til at vælge imellem at hænges eller at drage til Nya Sverige. Men efter at der var kommet gunstige Efterretninger om Kolonien til Hjemlandet, var der ingen Brist paa Udvandrere; man kunde ikke engang skaffe Plads til alle dem, der meldte sig. Det var især Indbyggerne i det ufrugtbare Finland, der higede efter at søge Lykken i det fremmede Land.

Den vigtigste af de svenske Expeditioner var den fra Aaret 1642, og ved den blev Kolonien først ordnet. Med denne Expedition fulgte den Mand, som Kegeringen havde udnævnt til Koloniens Guvernør og som i to Aar ledede dens Sager, nemlig Oberstløjtnant Johan Prints. Han var en gammel Krigsmand fra Trediveaarskrigen; i sin Ungdom havde han visselig studeret ved flere Universiteter, men „i Løbet af 27 Aar havde han", som han selv siger, „mere haft Musket og Pistoler end Taciturn og Ciceronem i Hænderne". Han synes at have været noget voldsom i sin Færd og vel skikket til at værne Kolonien med Vaaben, men maaske ikke saa god til at fremme den ved fredelig Idræt. Begeringen gav ham en udførlig Instruktion, hvori Koloniens Grænser fastsattes, og hvori der anvistes ham, paa hvad Maade han burde arbejde for Landets Opdyrkelse og Udvikling. Lader os da et Øjeblik dvæle ved Koloniens geografiske Udstrækning og Naturforhold.

Ved adskillige Kjøb fra Indianerne regnede Svenskerne sig først og fremmest for at være Herrer over Landet paa den vestre Side af Floden fra Kap Hinlopen lige til Sanchikan eller de nuværende Treutonfald, hvor Floden drejer mod Sydvest, en Strækning paa 30 geogr. Mil, og dernæst paa den østre Side af Floden en Strækning paa omtr. 12 Mil, nemlig fra Kap May nord paa. Med Hensyn til det svenske Omraades Udstrækning ind ad Landet var intet bestemt. Efter det her nævnte omfattede Nye Sverige hele Staten Delaware, en Del af Ny Jersey og af Pennsylvanien. De vigtigste geografiske Punkter i svenske Tiden skulle her nævnes.. Gaar man fra Søsiden op ad Floden, træffer man først paa den østre Side Skansen Elfsborg, for Spøg kaldet Myggenborg paa Grund af de mange Myg, som fandtes i Egnen, og fortsætter man videre, kommer man til det ældste svenske Anlæg, Kristina, liggende paa den vestre Side af Floden og i Nærheden af det nuværende Wilmington; Kristina var bygget paa en højtliggende Odde, der dannedes af to Bifloder til Delaware. Paa den samme Side af Delaware følge nu Stederne Finland, Upland, Nya Göteborg paa Øen Tinicum, en Plads, der var Guvernørens Sæde, fremdeles Nya Vasa og M'olndal med den første Vandmølle i Landet, samt til Slut Nya Korsholm, bygget ved det Sted, hvor Bifloden Schuylkil forener sig med Delaware og ikke langt fra det nuværende Philadelphia, der netop ligger i Vinklen, som dannes af de to nævnte Floder. Af de nævnte Pladser vare nogle smaa Skanser med et Par Kanoner, andre vare alene Blokhuse, der i Nødsfald kunde forsvares imod Indianerne. Paa disse Pladser fordeltes de svenske Nybyggere, 120 Mand i alt foruden Kvinder og Børn; nogle tjente som Soldater, andre som Arbejdere i Kompagniets Tjeneste, i det de sysselsatte sig med Tobaksavl, atter andre vare saakaldte „Frimænd", d. v. s. saadarme, der havde faaet eller kjøbt et eget Jordstykke, hvorpaa de havde bygget sig en Gaar d. Iblandt Nybyggerne fandtes der ogsaa nogle Adelsmænd, som paa en eller anden Maade vare forulykkede i Hjemlandet.

De første Indvandrere beskreve den svenske Koloni som et nyt Kanaans Land, der flød med Honning og Mælk. „Det er", skrev Guvernør Printz, „et mærkeligt smukt Land med alle de Herligheder, som et Menneske paa Jorden nogen Sinde kan ønske sig". Det var ogsaa naturligt, at disse Nordboere, der kom fra Sveriges og Finlands Skove, maatte regne Delawares frugtbare Bredder som det forjættede Land; det første Næs, som Udvandrerne traf paa, og som da prangede i Vaarens fagreste Skrud, kaldtes af dem Paradisodden. — Nya Sverige laa omtrent paa den 40de Breddegrad, altsaa paa samme Bredde som det sydlige Italien og Spanien. Men det er kjendt nok, at Vejrlaget i det nordlige Amerika er langt koldere end paa den tilsvarende Bredde i Evropa; ved Delaware kan Vinteren være kold, saa at der falder Sne og at Floden fryser til; almindeligvis varer Vinteren dog ikke længe. Sommeren er stundom meget varm, hvad man fik at mærke ved Verdensudstillingen i Philadelphia. For Resten er Vejrlaget lifligt og sundt, og det pristes meget af Svenskerne. Ved deres Komme var Landet naturligvis

dækket af store Skove, der gjennemstrej fedes af vilde Dyr og af jagende Indianere, kun hist og her fandtes der en ryddet Plads, hvor Høgen steg op fra en Wigwam. Skovene dannedes mest af Ege- og Aliornarter, Valnød, Kastanie og andre ædle Træsorter; ligeledes fandtes der Morbær, fersken og vilde Yindruer i stor Mængde. Den eneste Kornsort, som fandtes før Svenskernes Tid, var Majs, i det Indianerne dyrkede og solgte den til Nybyggerne; derimod medbragte disse hjemme fra vore sædvanlige Kornsorter, der trivedes godt. Af Dyr fandtes kun nogle faa Rovdyr, saa som Ulv og .Bjørn, hvorimod der var en Mængde nyttige Dyr, saa som Hjorte og Elsdyr, Bævere, vilde Gæs og Kalkuner; der var almindeligvis stor Rigdom paa Fugle og Fisk. Vore sædvanlige Husdyr medførtes af Indvandrerne eller indkjøbtes i nærliggende Kolonier; de ibrøgedes hastig, og nogle af dem som Hestene og Svinene forvildedes omkring i Skovene.

De svenske Nybyggere vare især henviste til at leve af Korndyrkning og Tobaksplantning samt Handel med Indianerne. Kornet brugte do selv; Tobakken var den fornemste Udførselsvare tillige med Pelsværk, især Bæverskiiid, som indkjøbtes hos Indianerne. Regeringen havde anbefalet Guvernøren at henvende Opmærksomheden paa Saltsyderier, Hvalfisk efangst, Silkeavl o. s. v.; men alt dette maatte indtil videre give Plads for det mere nødvendige. Der kunde naturligvis ikke udrettes meget med 120 Mand, som vare udbredte paa en saa stor Flade, og Slaver brugtes ikke, thi dette havde allerede Gustav Adolf forbudt i sine Privilegier. Dertil kom, at Regeringen ikke længe vedblev at nære samme Interesse for Kolonien som i Førstningen. Efter at Dronning Kristina selv havde overtaget Styrelsen og efter at Axel Oxenstjerna var afgaaet, forsømtes den fraliggende Koloni mere og mere; under de lysende Bedrifter i Tyskland glemtes den, og i Dronningens sidste Aar blev den økonomiske Tilstand saa trykkende, at alt kom til at ligge nede. Lange Tider hengik, uden at Kolonisterne hørte noget fra Hjemlandet, ja! fra 1648 korn intet svensk Fartøj til Kolonien før end 1651. Noget saadant kunde ikke andet end virke ødelæggende paa Kolonien; dens Befolkning oversteg ej 200 Sjæle, og disse følte sig nedslagne og nedtrykte.

Dette var dog ikke den eneste Vanskelighed, som den nye Koloni havde at kæmpe med; en anden og endnu større Fare laa i Forholdet til de nærboende Folk. Fra Rødhudernes Side havde Svenskerne ikke noget at frygte, og der herskede tværtimod allerede fra først af det bedste Forhold imellem Svenskerne og Indianerne; disse sidste kaldte Svenskerne deres „hvide Brødre". Guvernøren havde i sine Instruktioner faaet anbefalet, at han skulde behandle Indianerne med Ærlighed og Venskab, og at han skulde arbejde paa deres Omvendelse til Kristendommen. Der blev ogsaa igjcnnem de svenske Præster, som fulgte med Expeditionen, gjort Forsøg paa at omvende Indianerne. En af disse Præster, Ccimpctnius, oversatte Luthers Katekismus paa de vildes Tungemaal, og han var, saa vidt man véd, den første, der brugte disses Sprog i Skrift. Stor Fremgang havde disse Omveiidclsesforsøg dog ikke, thi Indianerne have jo altid været vanskelige at omvende til Kristendommen; men for Resten kom, som sagt, Svenskerne godt ud af det med Indianerne. —_• Dette samme var ogsaa Tilfældet med Franskmændene, hvorimod det aldrig lykkedes Hollænderne og Engelskmændene at vinde Tiltro hos Indianerne, som ofte udsatte dem for Angreb. De Indianere, med hvilke Svenskerne stode mest i Samkvem, kaldtes af dem Minquesser, og de tilhørte den irokesiske Stamme. Ved Svenskernes Komme levede disse Indianere endnu i Stenalderen, og de havde ikke andre Husdyr end Hunde; som Byttemiddel eller Mønt brugte de en Slags slebne Sneglehuse , der bleve trukne paa Baand og udmaalte alenvis; de kaldtes Se want.

Den egentlige Fare for Koloniens Bestaaen laa i Forholdet til de andre evropæiske Kolonister, især Hollænderne, der regnede sig for at være de rette Ejere af hele Delaware. Den hollandske Koloni Ny Nederland fik 1647 en kraftig Guvernør i Peter Stuyvesant, og denne begyndte strax med at gjøre Krav paa Dele af det svenske Omraade. Disse Krav fik en yderligere Styrke, i det han kjøbte nye Landstykker af Indianerne, der ikke syntes at have nogen klar Forestilling om Ejendomsret, men ofte solgte samme Stykke Land til flere efter hinanden. Det var naturligt, at den krigerske svenske Guvernør mødte haardt mod haardt; det kom til alle Slags Sammenstød imellem Svenskerne og Hollænderne, og Stemningen forbitredes mere og mere. Endelig da Stuyvesant saa, at den svenske Koloni, saa at sige, var opgivet af Moderlandet , tog han en afgjørende Beslutning; han fattede fast Fod paa Delawares vestre Bred, et Stykke sønden for Kristina, og byggede dér en Skanse, som han kaldte Fort Kasimir. Printz gjorde vel Indsigelse derimod, men da han ikke havde Folk nok, betydede hans Indsigelse ikke noget; hans lille Flok smeltede mere og mere sammen, og der hørtes ikke noget hjemme fra. Træt og mistvivlende om Koloniens Fremtid besluttede han 1G53 at rejse tilbage til Sverige, og med ham fulgte flere andre af Kolonisterne. Nu var der ikke flere end 70 Mennesker tilbage i Nya Sverige.

Da den svenske Regering fik at vide, hvor sørgelige
Tilstandene vare i Kolonien, besluttede den at foretage

en Kraftaustrængelse til dens Redning. I Aaret 1654, kort fyr Dronning Kristina steg ned af Sveriges Throne, afgik en større Expedition dertil, medførende 300 Nybyggere samt en ny Guvernør ved Navn Johan Rising. Han var en civil Embedsmand, der uden Tvivl have større Organisationstalent end hans Eorgænger, men han kunde maaske ikke erstatte ham, naar det gjaldt at forsvare sig med Vaaben i Haand, og dette blev snart nødvendigt. Saasnart Rising var kommen over, brugte han sin tilfældige Overmagt og indtog Fort Kasimir, som Hollænderne havde bygget tre Aar i Forvejen. Dette var en velkommen Anledning for den hollandske Guvernør til fuldstændig at tilintetgjøro den forhadte Medbejler. Han udrustede i Ny Amsterdam en lille Eskadre med 7CO Mands Besætning og sejlede pludselig ind i Delaware; dette skete i Avgust 1655. Hans Overmagt var saa stor, og Svenskerne vare saa uforberedte paa Overfaldet, at det ikke engang kom til nogen egentlig Kamp. Først overgav Fort Kasimir sig, og dernæst efter nogle Skærmydsler og Underhandlinger Kristina, og dermed var i Løbet af nogle Uger hele Kolonien i Hollændernes Hænder. Dette skete for Hesten paa de samme Dage, da Karl Grustav som Sejrherre drog ind i Polens Hovedstad. Det er et Spørgsmaal, om det ikke havde været til større Gavn for Sverige, dersom den store Konge havde søgt at bevare eller atter at indtage den lille Koloni i Amerika, i Steden for at vinde ufrugtbare Sejre paa Polens Sletter. Man gjorde visselig Forsøg paa at vinde Kolonien tilbage, men alene ad diplomatisk Vej; Indtagelsen af Nya Sverige regnedes som et privat Mellemværende imellem det hollandske og det svenske vestindiske Kompagni og fremkaldte ikke nogen Krig imellem Staterne. Sverige kunde heller ikke tænke paa at fægte for sin Eet imod det til Søs saa mægtige Holland. Nya Sverige var tabt for bestandig, efter at det i 17 Aar havde været i svensk Eje.

Imidlertid var den største Del af de svenske Kolonister forbleven under det hollandske Vælde, og da Ny Nederland ved Freden i Breda 1607 aftraadtes til England, fulgte Nya Sverige ligeledes med. Det varede ikke længe, før den engelske Kolonisation ogsaa vendte sig til Delaware, og dette skete den Gang Kvækernes Fører William Penn i Aaret 1681 fik hele Landet i Forlening, og da han i det følgende Aar i Spidsen for sine Trosfæller kom til Delaware. Kvækerne modtoges som Venner af Svenskerne og fik velvillig Bistand af dem; en svensk Mand ved Navn Svensson solgte William Penn det skovklædte Land, hvorpaa Staden Philadelphia byggedes, og en anden svensk Mand var Tolk ved Penns navnkundige Underhandling med Indianerne. Man har med Rette rost Penn for hans menneskekjærlige Færd over for Indianerne ; meu man maa ikke glemme, at hau derved kun fulgte det Excmpel, som Svenskerne havde givet. Med de svenske Kolinister kom Penn godt overens; i sine Breve roser han dem og skildrer dem som stærke, alvorlige og flittige, skjønt ikke synderlig energiske. Han omtaler ogsaa deres store Frugtbarlied og deres mange Børn, og dette stadfæstes deraf, at den svenske Befolkning i Slutningen af det 17de Hundredeaar talte omtrent 1200 Sjæle.

Ved denne Tid, henved 40 Aar efter Adskillelsen fra Moderlandet havde Svenskerne endnu vedligeholdt deres Sprog og ligeledes deres Tro og Bekjendelse. Men efter at deri sidste svenske Præst var død 1688, savnede de al egentlig Sjælepleje, de havde vel Kirker, simple Træhuse, der vare byggede som Blokhuse og tillige egnede sig til Forsvar; men de havde ingen, der kunde prædike eller uddele Sakramenterne, og de maatte lade sig nøje med, at en eller anden Lægmand oplæste Stykker af de gamle svenske Postuler, som vare tilbage i Kolonien. Der blev flere Gange skrevet til Sverige for at klage over den stedfindende aandelige Nød, men P revene naaede ikke deres Bestemmelsessted. Endelig fandt et nyt Brev 1693 Vejen til Sverige, og Sagen kom Kong Karl XI for Øre. Han kunde ikke andet end røres af den simple, trohjærtige Tone i dette Brev, hvori hans fordums Undersaatter klagede over deres aandelige Nød og bønfaldt om Hjælp fra det gamle Fosterland, som havde glemt dem, men som de selv vare blevne tro. De bad om svenske Præster og svenske Bibler og Aiidagtsbøger. Baade Kongen og de præstelige Myndigheder, især Biskop Svedberg, interesserede sig levende for dette fædrelandske Anliggende; tre Præster sendtes af Sted og kom 1697 til Nya Sverige, hvor de, som de selv skreve hjem, modtoges som om de vare Engle fra Himlen; de førte med sig svenske Bibler og Bøger, og desuden Luthers Katekismus, oversat paa Indianernes Sprog. Nu deltes den svenske Menighed der ovre i ordentlige Præstegjæld, og nye Kirker af Sten opbyggedes, saaledes Trefoldighedskirken ved Kristina og Gloria Dei ved Philadelphia. Ogsaa paa den østre Side af Delaware opstod et Par svenske Menigheder og Kirker, og ved Midten af 1700 Tallet fandtes der ikke mindre end 6 Kirker, i hvilke der holdtes Gudstjeneste paa svensk eller i det mindste efter svensk Ritual. Den amerikanske Mission vedblev i hele det 18de Hundredaar at være Maal for den svenske Regerings Omsorg, og selv Karl XII glemte ikke paa sine Krigstog denne Sag; man har Forordninger derom, som ere udfærdigede af ham fra det indre Rusland og fra Tyrkiet. Flere af de Præster, der sendtes did over, vare fremstaaende Mænd; særlig maa man nævne Acrelius, der har forfattet en udførlig Beskrivelse af de svenske Menigheder i Nordamerika. Den

sidste af dem var N. Collill, som døde 1831, og med
ham slutter Eækken af de svenske Præster ved Delaware.

Den svenske Befolkning var imidlertid alt mere og mere smeltet sammen med den engelske og havde efterhaanden antaget engelsk Sprog og engelsk Gudstjeneste; de svenske Kirker fik ogsaa til sidst engelske Præster og den episkopale Kirkes Ritual. Allerede midt i forrige Hundredaar begyndte engelsk at vinde Overhaand mellem de svenske Kolonister, og dette viser sig bedst af den Omdannelse, som de svenske Slægtnavne undergik. Kun faa af disse ere blevne uforandrede, og de fleste af dem ere blevne angliserede; saaledes f. Ex. er Bengtson foraudret til Bankson, Bonde til Böen, Jonasson er blevet til Jones, Gustafsson til Justis, Torsson til Tossa o. s. v.

Med Hensyn til Stednavnene findes der for Tiden kun faa, som minde om deres svenske Oprindelse. Saadannc cre i New Jersey Swcdcsboro og Elsincjliorou (fordum Elfsborg), i Delaware Floden Cl'iristiatm (fordum Kristina), Byen Neiv Casflc og the old Swedes clmrcli i Byen Wilmington, i Pennsylvanien den svenske Kirke i Wleacoa ved Philadelphia samt the Swcdcsbiirg church ved Floden Schuylkil, den samme Kirke, der under Verdensudstillingen gjæstedes af Svenskerne med Prins Oscar i Spidsen.

Det bedste og smukkeste Minde om Sveriges gamle Koloni ved Delaware er dog den Agtelse og Hæder, hvormed den omtales i Amerika. De svenske Kolonister staa for Nordamerikaneren sammen med de engelske Pilgrimsfædrb omgivne af et idealt Skjær, og alt, hvad der hører til dem, værnes paa det omhyggeligste. Nordamerikanerne have med Pietet søgt efter alle Spor af de svenske Kolonisters Virksomhed, de have udgivet flere Skrifter om Nya Sverige, og de ere i Færd med at rejse en Mindestøtte paa det Sted, hvor de svenske Kolonister stege i Land for 241 Aar siden. Alt dette vidner om en Erkjendelse af, at Sverige har givet et ikke ringe Bidrag til den storartede Ivultur, der er opstaaet i Nordamerika. Maatte ogsaa de Nordboer, som i vor Tid prøve deres Lykke i Nordamerika, i Fremtiden gjørc sig lige saa fortjente til et hæderligt Eftermæle, som de svenske Kolonister ved Delaware, og maatte de lige saa længe bevare Kjærligheden til det gamle Fosterland!