Om Englands Magtstilling i det store Hav

På England. Havets Herskerinde, i forrige Aar
stod i Begreb med at erklære .Rusland Krig, troede man

hpjeste. at ri e fov de frivillige Bidrag anskaffede K ryd
sere, hvoraf to gjæstede vur Havn i Vinter, vilde tage
nogle Handelsskibe.

Af en Diskussion i ..The Koval United Service In stitution" i London Forsommeren 1877 synes det dog at fremgaa. at liverken Flaadens dier Hærens Officerer regnede Englands Magtstilling i det store Hav for sikker. De støttede deres Anskuelse paa Kjendsgjerninger. som. *kjont de cre mere eller mindre kjendtc, dog mulig fortjene »t fremdrages samlede.

Kn saadan Kjendsgjerning er da først J» (islands voxende Jndtlydelse og Magtudvikling i (-Ist-Sibirien ved det store Hav. Denne folge Engelskmændene med lige s»a stor Mistænksomhed, som de folge Kurlands Udbredelse i Mellem-Asien, da Rusland ad begge Veje søger at faa Del i Handelen med Troperne, hvor Verdens egentlige Kigdom findes.

Magtudviklingen i Sibirien er foregaaet langsomt og methodisk. Endnu 1521, da Magalhaens opdagede det store Hav. stode .Russerne ved Foden af Uralbjærgene. Først 1587 nedsatte de sig i Tobolsk og 1032 i Jakutsk. Her fik de de forste Efterretninger om Anmrlloden og vcdbleve derfor at trænge videre frem imod Ost: men da de omsider 1638 naaede det store Hav. var det ved Okotsk, hvor en Koloni blev dannet, og ikke ved Amnr.f l oden. l de næstfølgende Aar sendtes imidlertid ilere Expeditione!¹ herhen; en saadan grundede Nertsjinsk ved Sjilka, en af Amnrllodens Tilløb, men Landet syd for disse to Strømme kunde ikke hævdes over for Mantsjurerne, lige saa lidt som den nærmeste Strækning nord for Amurllodens Udløb (Forliget i Xertsjinsk 1689).

.Russerne kunde altsaa foreløbig blot trænge videre mod Øst; de tog 1697 det ny opdagede Kamtsjatka i Eje og byggede der paa Stedet to Skibe (1728). hvormed .Hering gjorde sine Opdagelsesrejser. A^red at nedsætte sig i Alaska gjorde Kusserne endnu et Skridt imod Øst. men clerpaa kom Turen atter til de sydligere Egne. Faa den Tid, da Napoleon l traf sine Forberedelser til en .Landgang i England, besatte en russisk Eskadre under Admiral Krusenstern Anivabugten ved Sydenden af den langstrakte Ø Sakalin. som den Gang borte dels under Kina, dels under Japan. En fra Irkutsk udsendt Expedition af Jvanonbaade, som skulde aabne Sejladsen paa Ainurfloden, forenede sig med Admiralen, og denne følte sig nu stærk nok til 1807 at hejse det russiske Flag i Anivabugten. Den russiske Kegering opgav dog atter den gjorte Erobring især af Hensyn til Kina. hvormed der netop underhandlede*, og først i den sidste Menneskealder er Kusland atter gaaet frem. .[ Aaret 1847 blev General Muravief Generalguvernør i Ost-Sibirien, og strax efter udsendte han en Expedition til AmurHoden, hvorom man dog' aldrig horte noget senere. J.)en næ.-te Expedition var heldigere; thi den naaede ikke alene .Klodens Munding, men den etablerede ogsaa Nikolajevsk og Mariinsk (1851). J Sommeren 1853, altsaa kort for Udbrudel af den orientalske Krig. afsendte Kusland fra Kvro på. lo Fregatter og en lille Damper til Amnrllodeiis Munding, dels for at sikre den ny erhvervede Besiddelse og dels for at gjøre nye Landvindinger.

Tanken var dristig, da Krigsskibene syntes at niaatte være prisgivne til de Iranske og engelske Orlogsmænd i det, store Hav. saa snart Krigen udbrod. Russerne nedsatte sig imidlertid i Castries Bugten, opdagede .Kul paa Sakalin ved Din, hvor en Besa'tning efterlodes og overvintrede i disse Farvande. For at vde dem Underslot •• telse afsendte Muravief i Maj 1854 en i Sibirien bygget Damper samt liere Kanonbaade og 1000 Mand Tropper med Kanoner og Proviant ned ad Sjilka og Amurlloden. Til Trods tor de med .Kina indgaaede Forpligtelser og dettes Tropper naaede Expeditionen efter at have tilbagelagt 550 Mile i Førstningen af Juli den russiske Eskadre. Denne blev derved i Stand til i Petropavlovsk. hidtil Kussernes bedste Havn i disse Egne. at modstaa et Angreb af den forenede eugelskc-lVanske Flaade. Da den forenede Flaade næste Aar kom forstærket igjen . var l'etrovovsk forladt, hvorimod Kusscrne havde befæstet. sig ved A murflodens Munding, saa at Flaaden intet kunde udrette. Efter Krigen gjaldt det for Kusserne om at tilvejebringe en sikker Forbindelse fra Sibirien hertil. 1857 drog Muravief atter af Sted, skabte den nye maritime Provins Ost-Sibirien og omdannede dens Hovedstad Nikolajevsk til et stort militært Etablissement. Allerede ilen Gang hviskedes der dog om, at dette Anlæg her kun var foreløbigt, og under Kinas Forviklinger med England og Frankrig lykkedes det omsider Kusland ved et Fennestrøg (Overenskomsten i Ajguii) at faa hele Kystlandet syd for Ainurfloden indtil Usuritioden mod Vest og en Linje mellem Kinka Søen og Havet imod Syd. Denne Linje, som ikke var noje angivet, forlagdes endelig 1860 til Floden Turnens Udløb paa 43° n. Br. Ved denne Udvidelse fik Kusland endelig en sydlig liggende udmærket Havn i l'ort May, hvor det os vel kjendte A'ladivostok eller ..Ostens Behersker" anlagdes. Endelig tog Kusland 1875 efter en Del Rivninger med Japan, hvortil Muravief 1860 afsendtes med 12 Krigsskibe, hele Øen Sakalin i Eje.

Det vil af det ovenstaaende fremgaa. at Kusland indtager en gunstig Stilling i den nordvestlige Del af det store Hav. Det vil vistnok vare længe, inden det kan bringe de ny erhvervede Kystlandes Hjælpekilder til

fuld Udvikling; thi dertil fattes en kraftig og dygtig Befolkning, og saa længe de fleste Kvinder, der føres hertil ere Forbrydersker, vil den næppe blive bedre. Og det vil ligeledes vare længe, inden den projekterede Jærnvej fra Vladivostok igjennem Sibirien til Rusland, som en 1875 nedsat Kommission paa, det stærkeste anbefalede. vil være fuldført. Men Rusland kan nu her i forholdsvis kort Tid udvikle en stor militær Styrke, l st-Sibirien har det saaledes omtr. 20,000 Mand; det raader fra Vladivostok til Castries Bugten over flei'e udmærkede Havne, som kun sjælden fryse helt til om Vinteren; det har paa Stedet de nødvendige Æmner, saa som Træ og Jærn til Bygning af Skibe, og endelig er der store Kullejer saa vel paa Fastlandet som paa Sakalin. Naar der desuagtet tilføres Kul fra Avstralien, er Grunden den, at de sibiriske Kul ikke overalt ere gode, og at Kræfterne til at bryde dem fattes.

Vi ville forbigaa, hvorledes Japan og Kina have udviklet sig i militær Henseende, men kun bemærke, at det ikke kan være England ligegyldigt, at disse Lande anskaffe Krigsskibe samt bygge Fæstninger, Værfter og Arsenaler. Vi vende os derimod til Nordamerikas Vestkyst. Endnu for en Menneskealder siden boede næppe 500 Evropæere eller Nordamerikanere imellem Kap St. Lucas og Nordpolen; nu tælles de i Hundredetusender. San Francisco er bleven en af Verdens vigtigste Havne, og derfra samt fra Sacramento, Portland, Salem, Stockton O. s. v. udføres Californiens og Oregons rige Frembringelser. Udviklingen indskrænker sig dog ikke alene til de forenede Staters Kyststrækning, men gjælder ogsaa engelsk Columbia og Vancouvers Øen. Fra førstnævnte Sted udføres meget Korn til England, og den nævnte Ø indeholder saa rige Kullejer, at der 1876 kunde udføres over 100,000 Tons derfra. Udviklingen af denne Koloni, som hører under Canada, har været saa stor, at Amerika ser skjævt dertil og gjærne vil bringe den ind under Unionen. Som et forberedende Skridt i saa Henseende maa man regne Kjøbet af Alaska, der nu under nordamerikansk Styrelse og ved nordamerikanske Penge deltager i Vestkystens Opkomst. Dernæst have Nordamerikanerne befæstet Indsejlingen til St. Juan Sundet, saa at engelske Skibe for at komme ind til Victoria, Vancouverß Hovedstad, maa passere nordamerikanske Kanoner, der endog vilde kunne naa selve Byen. Man har udregnet, at disse Kanoner beherske engelsk Ejendom til en Værdi af 54 Mill. Kroner. Endelig har Unionen søgt at udøve et vist Tryk paa Koloniens Indbyggere ved at nægte dem Delagtighed i "VVashingtontraktatena Fordele vader Paaskud af, at de endnu ikke hørte til Canada den Gang i 1870 og 1871 den nævnte Traktat blev afslut

tet. Selv om Columbia næppe vil give Anledning til krigerske Forviklinger imellem Nordamerika og England, vil disse to Magters Forhold i det store Hav næppe være venskabeligt, og den sidste Magt kan ikke være blind for, at de forenede Stater indtage en stærk Stilling i denne T)el af Verden. Nordamerikanerne raade saaledes over Paeifiebanen og Telegraflinjer; de have flere befæstede Havnestationer paa Vestkysten, saaledes Mare Island, som Admiral Porter i sin Rapport af 1871 tillagde megen Betydning, og Vancouver ved Colurnbiaflodens Udløb. Endelig har Nordamerika paa Sandwichsøeriiu sikret sig et meget vigtigt .Kuldepot. Denne Magts Skibe mangle saaledes ikke noget fast Udgangspunkt og have derved fuld Handlefrihed.

Ingen Stat har imidlertid større Interesse at forsvare i det store Hav end England, og de følgende Talstørrelser vise dette i store Træk. Værdien af Handelen imellem Avstralien og England kan regnes til over 700 Mill. Kr. om Aaret; Handelsomsætningen imellem Indien, Kina og England andrager en Værdi af 1600 Mill. Kr.,*) og imellem Vestkysten af Amerika og England er Handelsomsætningen 350 Mill. Kr. om Aaret. England har saaledes paa det store Hav at beskytte en a årlig Værdi af omtr. 2700 Mill. Kr., hvoraf l GOO M.'ill. gaa forbi Singapore, 540 Mill, gjennem King Georges Sund og 540 Mill, forbi Falklandsøerne. Til denne Beskyttelse bruges i Reglen følgende Styrke: l Panserskib og 21 upansrede Skibe samt 4 Kanonbaade ved Kina, l Panserskib og 5 upansrede Skibe ved Avstralien, samt kun l Skibe med tilsammen 66 Kanoner og 1500 Mand (i Foraaret 1877) i selve det store Hav. Af de sidstnævnte Skibe vare de fire Kanonbaade og to, efter engelske Officerers Udsagn, i daarlig Forfatning. Om end saaledes Englands samlede Magt i det store Hav ikke er ringe, er denne Flaade under en Krig med Rusland eller Nordamerika langt fra heldig stillet. De to sidste Magter have jo befæstede Udgangspunkter, hvor Skibene kunne skaffe sig alt nødvendigt, hvor de i Sikkerhed kunne udrustes paa ny efter en Kamp og hvor de især finde Overflødighed af Kul. Endelig staa disse Stationer i telegrafisk Forbindelse med Regeringens Sæde. England har vistnok ogsaa forskjellige Stationer saa som Hongkong, Vancouvers Øen, Ny Sydwales, Ny Zeeland, Fidji, men ingen af dem er befæstet, og især ved Hongkong og Vancouvers Øen ere Forholdene mindre heldige. Det

---

*) Værdien af Englands Handel med Kina er for jeblikket i Aftagende. 1872 havde England 85 %af den kinesiske Handel, 1875 kun 79 %j P^aa samme Tid deltog Eusland kun med 3 "/o i denne (Revue des deux mondes for Juli 1878),

første Sted har kun 1000 Mand Garnison, en Styrke, som ikke vilde være tilstrækkelig til at kue et Oprør af Befolkningen, hvortil den kunde lade sig bevæge af de omkring Vladovostok boende frie Kinesere. Paa Vancouvers Øen er der kun 2)0 Mand Tropper, og Indsejlingen til Victoria er paa engelsk Side fuldstændig uden Værn, medens den Omstændighed, at de forenede Stater have besat den ene Side af Strædet, hindrer Anbringelsen af Torpedoer i Løbet. Fremdeles kunne de engelske Skibe paa Stationerne kun erholde Proviant, Kul og enkelte Udrustningsgjenstande ; med Hensyn til Forstærkning oglldrustning ere de derimod henviste til Vcwfterm i England. De engelske Kulstationer i det store Hav, 9 i Tallet, ligge desuden langt fra hinanden — fra Hongkong til Vancouvers Øen er der 16 )0 Mile og derfra til Ny Sydwales 18)0 Mile — saa at Flaadens kraftige Optræden i høj Grad vanskeliggjøres, eftersom et Krigsskib sjælden kan føre Kul for mere end til en Sejlads paa 600 Mile. Endelig er Stationernes telegrafiske Forbindelse med Regeringen usikker, fordi den gaar over fremmede Landstrækninger, og dette er højst uheldigt, naar det gjælder om at underrette Skibene om en Krigs Udbrud eller naar Ordre skal gives dem i bestemte Retninger. Den før nævnte Pacificflaade paa 7 Skibe vilde saaledes have behøvet Uger for at blive samlet.

Naar man ser hen til disse Foi'hold, kan det ikke undre, at Engelskmændene have følt sig meget urolige over, at der i Maj 1877 laa 11 russiske Krigsskibe med 75 Kanoner og 2000 Mand i San Francisco. Hensigten med denne Flaade kunde næppe være nogen anden end at true den engelske Handel eller i fornødent Fald at indtage den vigtige Ø Vancouver. Ifjor, da en Krig med England syntes uundgaaelig, afgik dernæst de indkjøbte Oceandampere til Ny York, saa at den fra Nordamerikas Øst- og A^restkyst om Efteraaret til England afsendte Kornmængde (1876:24 Mill. Quarters), som er aldeles nødvendig for dette Riges Indbyggere, derved blev truet. At England ikke for anden Gang vil udsætte sig for en lignende Situation er naturligt, og talrige Forslag ere derfor fremsatte for at imødegaa de nævnte Farer. Et iblandt dem gaar ud paa at forøge Tallet af Stationenes Besætningstropper, et andet paa at omgive dem med Fæstningsværker, et tredje paa at skaffe sig et Kuldepot, enten i det kinesiske Hav (Formosa, Korea), eller paa Sandwichsøerne; men dernæst kræves især Anlæget af „The Canadian Pacific Railway" lige til Vancouver Øens Vestkyst. Denne Jærnvej er ved Traktat af 1870 —7 l bleven lovet Indbyggerne i Columbia, men er hidtil ikke kommen til Udførelse, dels fordi dens Anlæg vil kræve meget store Summer og dels fordi Begeringen troede, at den alt for udelukkende vilde være til Fordel for Columbia. Vi tro dog at have vist, at denne Jærnvej. som vilde skaffe en fortrinlig direkte Forbindelse imellem England og det store Hav, i høj Grad vilde styrke dette Lands Magtstilling dersteds, som baade Nordamerika og Rusland synes at true, og naar dertil føjes, at Banen ikke som „The american Pacific railway" vilde have at passere en Ørken paa 250 Mils Længde, men vilde berøre det saakaldte „Fertilebelt", hvor meget Korn kunde trives til Gavn for Befolkningen i England, og at endelig vilde være en ny Forbindelse med Avstralien, .synes dens Anlæg ogsaa fra et alment engelsk Standpunkt at være af overmaade stor Betydning.

Vi skulle endnu til Slutning bemærke, at ogsaa den italienske Regering har haft sin Opmærksomhed henvendt paa Ruslands Magtudvikling i Østasien. I „Revista Maritima" findes saaledes en Rapport fra Kaptajn Canevaro, der med et italiensk Krigsskib besøgte Vladivostok i Eftersommeren 1877. Efter at have dvælet ved Havnens fortrinlige Beliggenhed og paavist, hvor let den kan forsvares mod Angreb fra Sø- og Landsiden, udtaler han følgende: „For Øjeblikket maa man endnu ikke gjøre sig for store Tanker om „Østens Behersker"; men i faa Aar vil hev kunne indrettes en imponerende Station, hvorfra Skibe kunne krydse i det store Hav og især i de japanesiske og kinesiske Farvande modvirke den evropæiske Indflydelse. Allerede for Tiden ligge her 8 Orlogsskibe, Krydsere, der ere bestemte til under en Krig med England at spille samme Rolle som „Alabama". Vladivostok kan snart blive en alvorlig Trusel for andre evropæiske Nationers Interesse i disse fjærne Egne og inden faa Aar en Fare".