Bakkerne skride. Til de i nærv. Tidskr. I. Bd. (1877) S. 12 og 23 af J. Chr. Petersen og A. F edder sen nævnte Virkninger, Dannelsen af Aggerkanal har haft paa Tilstande i Limfjorden, kan føjes, at Fjordens Vande siden Gjennembruddet ere, om vi saa maa sige, blevne mere levende. Bølgerne ere langt kraftigere end før, de kunne derfor ogsaa bryde stærkere paa Kysterne og der gaar nu til sine Tider en meget stærk Strøm. Endelig er der nu en betydelig Forskjel mellem Fjordens højeste og laveste Vandstand. Disse Virkninger vise sig isser i Nissum Bredning, fordi denne ligger nærmest ved Havet og derved faar ligesom et Stænk af dettes Natur.

Nissum Bredning afgrænses mod Syd paa Strækningen fra Kabbel Odde og til omtrent Nørre Nissums østlige Skjel af et temmelig højt liggende, meget frugtbart Bakkeland. Selve Kabbel Odde er lav, men lidt øst for den højner Landet sig: Bakkerne ud mod Fjorden blive ogsaa efterhaanden højere og højere imod Øst, opnaa deres største Højde i den nordøstlige Del af Nørre Lem Sogn og den nordvestlige Del af Nørre Nissum Sogn og tabe sig derpaa jævnt hen imod Østgrænsen af dette. Længst mod Vest og mod Øst gaa Bakkerne med bratte Skrænter helt ud til Fjorden; men i det mellemliggende højeste Parti trække de sig lidt tilbage fra Strandbredden, ja! saa langt endog, at

der bliver rigelig Plads til 2 Høje (Bjærgmandshøjene), der ligge eller laa 100 — 200 Fod baade fra Stranden og fra Bakkerne. Dette Mellemrum imellem Bakkerne og Fjorden kaldes ..æ Folld" (Folden), og denne har i Løbet af de sidste 40^—50 Aar undergaaet meget mærkelige Forandringer. Ved Begyndelsen af denne Tid vare saa vel Bakkerne. — som bøjede sig ud og ind i afrundede Fremspring og Indsænkninger med flere næsten helt ud til Stranden liggende, græsklædte „Tovner" (Tunger), der havde egne Navne (den lange og den brede „Tovne", Gildehusbakken, Kørmesklink (d. v. s. Kyndelmisse Klint), Balle Hest o. fl. — som Skraaningen mellem Bakkerne og Stranden grønne og græsklædte, overalt og hist og her opfyldte med Krat af vældig Havtorn. Nu for Tiden har derimod „æ Folld" et helt forskjelligt Udseende. Bakkerne ere nemlig blevne omdannede til bratte og bare Lerskrænter. Disse støde dog endnu ikke umiddelbart op til Strandbredden, men Afstanden er dog noget mindre end forhen. Den mellem Bakkerne og Stranden liggende Skraaning udgjør endelig nu en vild Sammenæltning af de fra Bakkerne nedskredne Lermasser, som de fra Bakkernes Fod fremvældende Kilder om Vinteren og tidlig paa Foraaret omdanne til næsten bundløse Steder (Kvægler). Om Foraaret er Kvægleret farligt for Køer og Faar, som, naar de komme deri, ikke kunne hjælpe sig selv op, faa Snuden i Leret og omkomme inden kort Tid. Den første Plante, der indfinder sig paa det nedskredne Ler, er Følfod; denne kvæles dernæst af Havtorn, og lidt efter lidt indfinder der sig saa Græsarter, hvor Grunden ligger nogenlunde højt, og Padderokker, hvor den er vaad og fuld af Vældsteder. Men Plantedækket voxer dog aldrig saa tæt, som det var tidligere; dertil er Overfladen for ujævn. Derfor er ogsaa den Skade, som Lodsejerne have lidt i Aarenes Løb, heller ikke saa helt ringe. Min Fader har i mange Aar ejet en af de Gaarde, hvis Jorder gaa ud til Fjorden, og netop den, der havde den længste og værdifuldeste „Folld". I Førstningen han havde Gaarden og endnu 20—30 Aar efter græssede her hvert Aar fra det tidligste Foraar til hen i November mindst 20 Stkr. Ungnød. 30^—40 Faar og i en Del af Tiden 4—G4^—G Heste. Desuden frededes de side Steder, der vare overvoxede med Padderokker, som gjordes til Hø. der maatte bæres op ad Bakken og brugtes til Hestefoder om Vinteren; Faar og Køer skal det suites i. Flere Læs Havtorn huggedes end videre i Eeglen hvert Aar og gav udmærket Tiding. Nu er alt dette anderledes, og den Nytte, der haves af „æ Fold", er næsten for intet at regne. Vi kom sjælden derned om Vinteren uden en Gang imellem for at hente Torn til Brændsel eller „Limer" (Koste), eller maaske for at se efter, hvor meget Bakkerne vare skredne.

Og det var tit store Masser, der vare forsvundne, selv paa Steder, hvor vi mindst havde ventet det. Et Bakkeparti kunde ved Vinterens Begyndelse staa fast og paa en tilsyneladende stærk Grund; — næste Foraar var det hele sunket sammen. Tit ragede der op af dette Kaos hele Træstammer (Eg, Birk o. fU. som der ikke havde været Spor af før, og af hvilke nogle vare saa friske, at der blev lavet gode Møbler deraf. — Om Sommeren skride Bakkerne aldrig.

Hvad kan nu Grunden være til denne „Skriden"? Min Eader har sagt mig, at før Agger Kanal blev slaaet, skred Bakkerne aldrig. J)ennes Tilblivelse maa altsaa være, om end umiddelbart, i det mindste én af Grundene dertil; men dermed er Sagen ikke klaret. Thi havde Bakkerne stødt umiddelbart op til Strandbredden, saa havde det endda været forklarligt, i det Bølgebevægelsen og Strømningerne i Ej orden nu ere langt kraftigere end forhen. Men Bakkerne støde jo, som oven for nævnt, netop ikke op til Fjorden. Det er heller ikke altid Tilfældet — skjønt det kan være det — at Skraaningen umiddelbart ved Stranden først slaar Revner og danner Skred, at altsaa Grunden er undermineret, inden Turen kommer til selve Bakken. Tit synker den grønne Bakke, der maaske ligger 100^—200 Fod fra Stranden, sammen, uden at den mellemliggende Strækning tilsyneladende i Forvejen er undergaaet nogen som helst Forandring.

Bakkernes Skriden vedvarer fremdeles, .leg var der for faa Aar siden og havde da ikke set „æ Folld" i de G—7 foregaaende Aar. Omdannelserne og Forandringerne i denne korte Tid vare paafaldende; de før nævnte „Tovner" ere alle forsvundne og næsten alt er forandret; kun de grove Træk kunne endnu til Dels gjenkjendes.