Øen St. Kilda. Uden for Hebriderne, der ligge tæt O]» til Vestkysten af Skotland i Retning fra Nordøst til Sydvest, findes to smaa ØHokke, nemlig Flannanøernc eller de 81}^c Jæyere og Hirt eller Hirts, af Engelskmændene kaldet St, Kilda. Kfter forskjellige engelske Skrifter meddeler Elisée Eeclus*), at Hovedøen i denne sidste Øflok er opfyldt af stejle Bjærge, hvis højeste Punkt naar 1250 Fod, og at man kun paa et eneste Sted fra Havet kan komme ind paa Øen; Afstanden derfra til Hcbrideme udgjør henved 10 Mile. Uagtet den vanskelige Adgang, den store Afstand fra andre beboede Egne og den ringe Udstrækning af dyrkelig Jord, findes der paa Hovedøen en Del Mennesker, som leve her i større Ensomhed end det maaskc er Tilfældet andensteds i vor Verdensdel. I Juli 1877 fandtes der paa Øen 19 Familier med 76 Mennesker, alle hørende til den gaeliske Folkestamme og altsaa i nær Slægt med Højskotterne. Disse Folk leve saa isoleret, at Ankomsten af en Skib med dets Mandskab, hvis Levevis er saa helt forskjellig fra Øboerne, hos disse sidste fremkalder en mærkelig og hidtil uopklaret Fremtoning. De indfødte angribes nemlig i saa Tilfælde tit af et Ildebefindende, der ledsages af Forkølelse. Man kalder denne Sygdom ..Ottedagssygen" (eight days sickness) <;ller „Baadshosten" (boat-cough), og den or især farlig for Mtendene; naar der kommer et Skib til Øen, er Følgen ikke sjælden, at flere Mennesker dø. Der hersker megen Dødelighed iblandt Børnene paa St. Kilda, og dette tilskriver man den underlige Næring, de faa; lige fra Fødselen af giver man dem nemlig en Olie. der findes i Stormfuglenes Mave og som man blander med Portvin. Kvindernes Frugtbarhed er imidlertid stor, og de faa mange Børn. Øen har derfor ikke alene fra Midten af forrige Hundredaar haft omtrent samme Mennesketal som nu; men den har ogsaa kunnet sende en Snes Mennesker som Udvandrere til Avstralien.

*) Nuuvelle i-'éuerajihiu universelle. Tome IV.. S. 70.^r _> (Paris 1879,)