Hvor langt kom Nordenskiold. ind paa den grønlandske Indlandsis? Da det er af Interesse at faa dette Spørgsmaal besvaret, have vi henvendt os til Prof. Nordenskiöld og udbedt os Oplysninger derom. I de Stedbestemmelser, der ere offentliggjorte med Hensyn til den svenske Expeditions Rejse til Grønland 1870, ere nemlig kun de opførte i Detail, der vedrøre Kaartlægningen. *) Nordenskiöld har nu venskabelig meddelt os nøjere Oplysninger, for at de kunne blive offentliggjorte i nærværende Tidskrift:

Fra dette sidste Sted vandrede Nordenskiöld og hans Ledsager Berggren fremdeles 3—43^—4 Kilometer (omtr. '/ageogr. Mil) imod Øst, inden de vendte om. Paa denne Maade have de altsaa i alt fra Isens Rand og ind i Landet gåaet 57 Kilometer, d. v. s. omtr. 7J/27^J/2 geogr. Mil. —Afde tidligere rejsende har ingen naaet nær saa langt. Kjøbmand Lurs Dalager, der 1751 foretog en Vandring paa Isen, naaede saaledes kun 54 gecgr. Mil ind paa den**), og de, der ellers have været derinde, have nærmest kun fulgt Isens Rand. Det er riatuiligvis i højeste Grad ønskeligt at faa Indlandsisen undersøgt, og man maa haabe, at den Tid nærmer sig, da man heri Landet vil sætte megen Kraft paa, at dette kan ske. Hele Sagen er imidlertid forbundet med overordentlige Vanskeligheder. Det Terræn, so.m her er Tale om, udgjør jo et aldeles übeboet Rum paa mindst 20,000 G Mile eller ligesaa meget som hele Frankrig og Tyskland tilsammen. Det at rejse, endog kun til Randen af Isen er allerede brydsomt nok, i det den ligger langt borte fra beboede Steder, og de allerfleste Danskere, selv de, der have levet hele Aarrækker i Grønland, have ingen Sinde set Indlandsisen. Vandringen paa selve Isen viser sig efter forskjellige Beretninger at være yderst møjsommelig Nordenskiöld og Berggren traf saaledes snart høje Pyramider eller Kamme af Is,, snart dybe Kløfter og vældige Elve, over hvilke de maatte 'passere, og Isen lignede paa en stor Strækning et „af Stormen oprørt Hav, der pludselisr var stivnet i Kuldens Lænker". Hvalfangerassistent O. V. Rieisen, der 1830 foretog en tre Timers Vandring paa Isen*), fandt den paa de fleste Steder „glat som et Spejl" og vilde næppe have kunnet gaa derpaa, hvis han ikke havde haft Issporer med; Overfladen var meget ujævn, og' „lignede Havets i en stormende Søgang". Kielsen led ogsaa overordentlig af Kulden, som — det var i Martsmaaned — steg til 27° Celsius. For at foretage en længere Vandring paa Isen er ét fremfor alt nødvendigt, nemlig godtVe^r. Nordenskiöld var i saa Henseendeyderst heldig; thi han havde klart Vejr paa hele sin 8 Dages Tur, og om Dagen steg Varmen i Skyggen til 7—87^—8 °og i Solen til 24 — 30°; om Natten var det visselig koldt, men ikke i nogen høj Grad. Uden dette heldige Vejr vilde selv Nordenskiöld med al sin Udholdenhed ikke have kunnet komme nær saa langt ind paa Isen, som han gjorde.

**) Grønlandske Relationer, S. 94 og 95.

*) C. Pinsel i „Daeen" for 1831, Kr. 6, OK O. V Kiel sen: Vinterrejse til Isblinkcn ved Holstcinsborg i Schotiws „Dansk Ugeskrift", Iste Bind, S. 114 o. flg.

*) Se herom: Kedogürelse für en expedition till Grönland Sr 1870 af A. E. Korden ski illd, og: Geografiska orthestiimninger ender svensk» expeditionen till Grønland 1870. beraknede af E. .lad erio, — besge i Ofvers. af Kgl. Tetensk. Akadem. Forhandl. (IS7O. 1871.)