Konstantinopel og Bosporus,

Hvor mange Tilknytningspunkter der end kan være imellem Rom og Konstantinopel, den gamle Verdens to Herskerinder, ere de meget forskjellige i én Henseende; man kan nemlig ikke overføre det gamle Ord, „alle Veje føre til Rom", paa Konstantinopel, thi for den almindelige rejsende føre kun to dertil, Middelhavet og det sorte Hav.

For tre Aar siden i September Maaned stode min Rejsefælle og jeg færdige i Odessa for at indskibe os til Konstantinopel. Vi havde haft en anstrængende Tur, i det vi, for at naa dertil, vare gaaede over Finland, St. Petersburg og Moskva samt igjennem det sydlige Rusland. Især er Jærnbaneturen imellem Moskva og Odessa langvarig. Tre Nætter og to Dage varer den under uafbrudt Kjørsel, uden Sovekupeer og uden Afvexling for Øjet, der kun ser flade, korn- og græsrige Omgivelser, og uden Afvexling for Øret, der stadig hører et fremmed Sprog, hvoraf man kun kan tilegne sig enkelte Ord. Sydruslands Steppe strækker sig lige ned til Odessa. Naar man i Odessa har spaseret ad den bekjendte „lange Linje", der gaar langs det sorte Hav, og naar man har beundret den store Stentrappe, der fra Byen fører ned til Havet, er der ikke videre at se dér, og man kan da trøstig gaa om Bord i det kejserlige Postdampskib, der i omtrent 40 Timer sejler til Bosporus og Konstantinopel.

Bosporus har noget højst tiltrækkende ved sig, og alle kappes om at beskrive Farten der igjennem som den smukkeste i Verden. Dog ikke alene det skjønne raader her, men det at skimte om end kun Begyndelsen af den Verdensdel, hvor Menneskehedens Vugge stod, og hvor det nuværende Folk er saa fjærnt fra, hvad vi gjennem vore evropæiske Kulturbriller erc vante til at se, — det hele virker paa Fantasien, der er saa let modtagelig her, hvor alt viser sig i Østerlandets glødende Lypskær. Med Hensyn til Oprindelsen af Ordet Bosporus

bragte Hellenerne det tidlig i Forbindelse med Mythen om 10, der blev forvandlet til en Ko, og som flygtede for Zevs gjennem Grækenland, Illyrien og over Bosporus (ßofc, Oxe, TTOQOC, Passage), indtil hun endelig ved Nilens Bredder fik sin oprindelige Skikkelse tilbage. Geologerne mene derimod, at Forbindelsen imellem det sorte Hav og Middelhavet er kommen frem ved et Gjennembrud, der skilte Asien fra Evropa. Denne Theori styrkes derved, at man gjennem hele Strædet kan spore den vulkanske Virksomhed, dog særlig hen ad imod det sorte Hav.

Bosporus danner ikke nogen lige Linje, men bugter sig ud og ind saaledes, at der er syv Forbjærge og syv Bugter.' Strædets Længde er 31/z3^l/z danske Mile, dets Bredde er meget forskjellig. thi medens denne ved Indgangen til det sorte Hav knap udgjør */* Fjerdingvej, er den paa det bredeste 11/)l¹/) Fjerdingvej; Dybden naar til 50 Favne, og Strømmen er rivende. Den evropæiske Xyster afgjort den smukkeste, thi den er rigere paa yppige Landskaber og pragtfulde Slotte, men til Gjengjæld har den asiatiske et vildere Præg og — saa er det Asien.

Efter at man har passeret forbi de to Fyrtaarne (Fanaraki), hvert paa sin Side af Strædet, ligger tæt ved paa den asiatiske Kyst Kromion, som tydelig nok er af vulkansk Oprindelse. Man tror at se store Ruiner af et Slot; men det er i Virkeligheden sønderbrudte Søjlerækker, der ved en nærmere Undersøgelse vise sig at være sexkantede Basaltstøtter med utallige Huler og Fordybninger; ; de afgive Boliger til den Skare af Fugle, som altid sværme i Bosporus og almindelig kaldes „de fordømtes Sjæle". Vi naa til Anadoli-Kavak, der er et meget stærkt Fort. Og kort efter begynde Slottene at vise sig, først Jali, bygget ien underlig Stil, men af de mest udsøgte Sorter af Marmor, siden Sultanie, opført af Murad den Tredje, og Kanlidje. Vi nærme os Anadoli-Hissar, der nu kun er en Ruin ; om Fredagen, Muhamedanernes Helligdag, landsætte her en Mængde Baade med og uden Damp festligklædte Tyrker og Tyrkinder, der ville, nyde den friske Luft ved „Asiens søde Vande". Her er en stor kejserlig Kiosk, yppige Græsplæner, Alléer af Plataner og Sykomorer og et af de smukkeste, sterlandske. Springvande, omkring hvilket de tyrkiske Kvinder, selv Sultanens Haremsdamer, lejre sig paa udbredte, tykke Tæpper. Vi passere det smukke og nyopbyggede Bejlerbeg Kjøj, og vi naa nu op til Skutari, der ligger over for Konstantinopel og er en Forstad til denne.

Efter at vi have omtalt de vigtigste Punkter paa den asiatiske Kyst, ville vi et Øjeblik dvæle ved dem, der findes paa den evropæiske. Den første Del heraf, vi glide forbi, er nøgen og høj, indtil vi uaa Bugten ved Bujuk Dere. Den russiske Minister har

her sin Sommervilla liggende lige ved Vandet og neden for en Højderyg, der er omdannet til pragtfulde Haver. Bujuk Dere er et af de mest yndede Udflugtssteder, især for den frankiske Verden, der spaserer under de hundredaarige Plataner, for at vise de kostbare Toiletter. Mest kjendt er Stedet deraf, at der her findes et af de største Træer i Verden, som gaar under Navnet Gotfred af Bouillon's Platan. Den er en Samling af 7_—8 Stammer, som i Tidens Løb ere voxede sammen. Det hele er saa stort, at der deri er indrettet smaa Kaféer, og Navnet knytter sig til det Sagn, at Gotfred af Bouillon under det første Korstog 109 G paa dette Sted holdt East med sin Hær; men historisk er Sagnet ikke. Nu bliver Kysten skjønnere og skjønnere ; smilende Dale skifte med blomsterfulde Haver, Villaer, store og smaa, kappes med hinanden i Elegance, og saa naa vi Therapia, Bujuk Deres Medbejlerske, der har faaet sit Navn af den sunde Luft, og hvor Frankrigs og Englands Afsendinge have deres Sommerresidenser. Sceneriet forhøjes ved Baggrunden, der dannes af Belgrad-Skoven, den eneste store Skov, som paa evropæisk Side findes véd Bosporus, og som ligger temmelig højt paa Balkans yderste Udløbere. Skoven er af den yderste Vigtighed for den tyrkiske Hovedstad; thi derfra kommer den største Del af dennes Vandforsyning, og en fjendlig Hær, der indtager denne Skov, vil kunne have i sin Magt at afskære Hovedaaren til Stadens Drikkevand. Dette samles fra flere Aaer og Bække i de saakaldte „Bends", store murede Cisterner, hvoraf der er fire; ogsaa Regnvandet opsamles heri, og Vandet føres derpaa i Ledninger, der til Dels skrive sig fra det byzantinske Kejserdømmes Tid, til Hovedstaden. Vi glide forbi Jeni Kjøj, en græsk By med en halv Snes Tusende Indbyggere, Emirgian, hvor Vicekongen af Ægypten har et smukt Palads, ogßumili som nu kun er Ruiner, men som var et Vidunder af Storhed og Pragt, da det blev bygget 1452. Forgjæves har man søgt de to Søjler, som Mandrokles af Samos lod opføre til Minde om Darius, da han med sine 700,000 Mand gik over for at tugte Skytherne, og ligeledes forgjæves har man søgt efter den Trone, som Perserkongen lod udhugge i Klippen, og hvorfra han saa sine Tropper drage forbi sig. Her er Strædet snævert, og Strømmen har en saa rivende Kraft, at Baadene maa trækkes op imod den ved Hjælp af et Tov, der er fastgjort ved Land; Stedet kaldes derfor ogsaa „Dj ævlestrømmen".

Fra nu af danner Bredden en vedvarende Række af Kiosker, Jalier (Landsteder) og Marmorslotte, og Statens fornemste Embedsmænd have her deres fortryllende Sommerboliger. De ere af Træ, men have Verandaer af Marmorsøjler, og desuden tillukkede Vinduer med runde Huller, ligesom Kighuller i Teatertæpper, et ud

vortes Tegn paa Haremet. Dog Slutningen er den pragtfuldeste. Vi ere ved Tsjeragan, Abdul Azis's Yndlingsopholdssted, en uafbrudt Marmorfacade med Trapper ned til Vandet og med skjønne Springvande foran som Drapperi, saa kommer den nuværende Sultans Residens, Dolma og endelig drejer Skibet ind i det gyldne Horn, Konstantinopels ypperlige og navnkundige Havn. Et dæmpet Beundringsudraab fra alle Passagererne vidner om, med hvilken Magt det Panorama, der oprulles, indvirker paa os.

Vi ere ved vort Maal. og Konstantinopel ligger udbredt for os. Paa begge Sider af Skibet hæver Byen sig terrasseformig, og et skjønnere Amfiteater gives der ikke i Verden. — Paa den venstre Side af os ligger Stambul (den egentlige By) med sine mange farvede Tage, sine runde Kupler og smækre Minareter. Den begynder ved Seraillets Pynt, og den fortsættes med Aja Sofia, der mere imponerer ved sin kolossale Bygningsmasse end ved sin arkitektoniske Skjønhed, og med det højt over alt andet ragende Seraskiertaarn, der er slankt som en Minaret, men omtrent dobbelt saa højt og derfor bruges til Vagttaarn for Ildebrande. Fjærnere i Synskredsen se vi lange .Rækker Cypresser, Dødens Symbol, der betegne de store Kirkegaarde, og her, ved Moskeen Ejub, er Byens yderste Grænse. Ejub, der ligger i Nærheden af Konstantinopels gamle forfaldne Mur, er den helligste af alle Byens Moskeer, og ingen fremmed tilstedes Adgang til den; thi dér hviler Ejub, Profetens Vaabendrager, som skal være falden ved Muselmændenes første Angreb paa Konstantinopel i det syvende Aarhundrede. Det gyldne Horn strækker sig et Stykke videre, men er da langt smallere og ender ved et Udflugtssted „Evropas søde Vande"j hvor to Smaafloder munde ud deri. — Den højre Side dannes i Hovedsagen af Forstæderne Galatå, Pera og Tophané med sine store Kanonstøberier og Arsenaler. Galatå hæver sig malerisk op ad en Høj, hvis Spids beherskes af det store Galatåtaarn, og over denne Høj hæver sig atter Pera med sine store Gesandtskabshoteller, blandt hvilke det russiske dominerer ved sin Størrelse og Udstrækning. Alt dette fængsler den rejsende, naar han første Gang ser Konstantinopel : det maleriske i den amfiteatralske Beliggenhed, det nye i den orientalske Arkitektur, det henrivende i den blaa Luft og det spejlblanke Vand, der danner en vidunderlig Ramme.

Fuld af Skibe laa Havnen, og rundt om os sværmede en Uendelighed af Kalker, bemandede med Negre, Tyrker og Grækere, der gestikulerede, skreg og fægtede imod hinanden, saa at der var en Helvedeslarm, og glade bleve vi, da en Dragoman, som var udsendt fra et Hotel, fremstillede sig for os, gjorde lyst imellem de paatrængende Væsener, der sloges om vort Tøj, og førte os ned i en Baad. Faa Øjeblikke efter stode vi i Galatå foran en kejserlig Toldembedsmand, der var saa naadig at modtage en Sølvmønt for burtig Betjening. Vort Tøj blev læsset paa en Hamal, og nu begyndte Stigningen op ad G-alatås Grader til Pera. Hamalen er en Ejendommelighed for Konstantinopel; i Reglen er det Armeniere, store stærkt byggede Mennesker, der ved Vanens Magt ere blevne bragte til at kunne bære utrolige Byrder paa deres Ryg, som er dækket med en Læderpude, der med Remme fæstes til Skuldrene. En Hamal kan paa denne Maade bære over 7 Centner. Hamalerne danne et Lav, og stole paa dem kan man, derom vidner Ordsproget: „tro som en.Hamal".

En Vandring i Gaderne er ingenlunde indbydende; thi de ere snevre og slet brolagte, og de ere fyldte med en summende Mængde af Mennesker og Dyr. Man ser tyrkiske Soldater, næsten evropæisk klædte, høje Tjerkesser med deres Patronhylstre paa Brystet, stolte Grækere med deres Tjenere i Nationaldragt, gravitetisk gaaende efter sig, langskæggede kristne Præster, Tyrkere med Fes eller med Turban, og saa Lastdyr med Sten, Korn, Mel, portative Slagterbutikker, dannede af Muldyr, paa hvis Ryg det blodige Bedekjød hænger, udskaaret i smaa Stykker. Man vandrer forbi Hus ved Hus, faldefærdige Rønner ofte med en Kafé i det nederste Rum, hvori den alvorlige Tyrk sidder, med det graa Skæg, den høje Turban, den stærktfarvede Kaftan og de gule, spidsnæsede Tøfler, tænksomt rygende sin Vandpibe. Gaderne ere brolagte med smaa Sten, men rene blive de aldrig gjorte, og derfor glider og snubler man, især, da man stiger jævnt og temmelig højt. — Et har jeg dog glemt, det er Hundene, men her er ogsaa deres Plads at omtales; thi de udgjøre næsten Konstantinopels eneste Gaderensere, og. det er, efter Evropæernes Mening i det mindste, deres Berettigelse. Enten vandre disse skidengule, magre Dyr af Sted i adstadig Pasgang, eller endnu oftere ligge de døsig udstrakte, ikke vigende hverken for Mennesker eller for Vogne. Ved Vanens Magt have de faaet Selvbevidstheden om, at de ere hellige Dyr, thi Muhamedanerne røre dem ikke. Den største Übehagelighed volde Hundene dog om Natten; thi deres evindelige Hyl vidne om, at de indbyrdes føre en bitter Kamp, i det hver Del af Byen har sine Hunde. Gud hjælpe den Hund, der kommer ind paa et fremmed Omraade; da bryder Kampen løs, hvad enten det drejer sig om en skiden Fes eller om et Stykke raaddent Kjød. Men havde Hundene ikke om Natten renset Gaderne, vilde det i Tidens Løb saa godt som være umuligt at passere disse.

Trætte af den lange Opstigning, naaede vi omsider

vort Hotel, det eneste, hvor man har det hyggeligt, og for 20 Frank om Dagen fandt vi et overordenlig behageligt Hjem. Med vor Dragoman, snild og beleven ligesom enhver Græker-, ordnede vi os nemt, da han var udmærket inde i alle Hovedstadens Forhold, og han var os en ypperlig Støtte: kun naar vi gjorde Dagens Regnskab op, var det altid lidt vanskeligt at faa det til at stemme.

Konstantinopel er ikke rig paa historiske Minder, skjønt faa Byer have en saarig Historie. Den naar nemlig lige op til det syvende Aarhundrede før Kristus, i det dens Anlæggelse angives at skyldes Megarere, der under Ledelse af en vis Byzas bosatte sig her, tilskyndede af et Orakelsvar. Oraklet vidste vel, hvad det »jorde; thi alle Vilkaar vare her til Stede foren Stads Udvikling, saaledes den sikre Havn, der saa let kunde samle Skibe, baade fra det sorte Havn og fra Middelhavet, en frugtbar og et Hav fuldt af Fisk.

Det er ikke her Stedet vidtløftig at fortælle Byens Historie. Den maatte tidlig udholde Belejringer baade af Thrakere, Persere og Makedonere og kom senere under Romernes Herredømme. Allerede tidlig skal Kristendommen være forkyndt i Byen. Paa Kirkegaarden i Galatå lever Mindet herom; dér skal den hellige Andreas have prædiket. og i lang Tid opbevaredes der i et Kapel et Kors, som Apostlen selv sagdes at have udskaaret; ingen Sømand forsømte, før han drog over det sorte Hav, at bede under det om en lykkelig Overrejse; Korset rejste siden selv mod, og Andreas blev Ruslands Helgen. Konstantin den store maa imidlertid betragtes som den egentlige Grundlægger af Byen, i det Omfang, som den nu har. Den 11 te Maj 330 drog Kejseren til Fods, ledsaget af et stort Følge ud af Byen, slog med sin Lanse Omridsene af den nye By, og beseglede denne Handling med store, halvt hedenske, halvt kristelige Højtideligheder, der varede i 40 Dage. Byen kaldte han Roma nova, men dette Navn veg snart for Konstantinopel, og som dens Forbillede, den evige Stad ved Tiberen, maatte den nye Stad udstrække sig over syv Høje. Dette ser man tydeligt, naar man en Aften ved Solnedgang stiger op i det store Galatåtaarn og har Konstantinopel udbredt for- sine Fødder. Af Oldtidslevninger findes der paa den midterste Høj en Porfyrsøjle, som Konstantin havde ført med fra Rom; den tjente som Fodstykke for en Apollo, men Kejseren befalede, at Gudens Billede skulde betragtes som hans, og at Folket skulde tilbede det. Her stod ogsaa det mægtige Hippodrom, som Septimius Severus alt havde paabegyndt, men som Konstantin fuldendte. Hippodromets Historie er Kejserrigets. Her førte de blaa og de røde Fægterpartier deres blodige Kampe, her lod Cæsarerne Folket til Overmaal nyde de teatralske Forestillinger, for at de skulde glemme den tabte Frihed. Tilbage er kun Navnet - Atmé'idan (Hestepladsen) og de tre midterste Prydelser i Circus; men af disse ere de to ogsaa antikvariske Perle,r af første Rang, den saakaldte Theodosiske Obelisk og Slangesøjlerue. Obelisken er af Granit og af en eneste Sten, omtrent 100 Fod høj. altsaa noget lavere end Rundetaarn, med indgravede Hieroglyfer, der ere ret godt vedligeholdte. Slangegruppen bestaar af tre sammenslyngede Slanger, af omtrent 14 Fods Højde. Hovederne mangle og ligeledes den G uldtre f ork, der hvilede herpaa. Paa dette Mindesmærke, som Grækerne skulle have skjænket det Delfiske Tempel til Minde om Slaget ved Platæa, læses endnu tydelig Navnene paa de 31 græske Byer, der overvandt Perserne, netop det Tal, som Plutark opgiver. Iblandt disse 31 Bynavne findes ogsaa Navnet paa den By, som ved Sf-hliemctCtna Udgravninger i den sidste Tid har vundet saa megen Navnkundighed, nemlig Mykenæ. Faa Aar efter at Mykenæ havde været med at rejse dette Mindesmærke, blev Byen ødelagt af Indbyggerne i Nabobyen Argos, og den hævede sig aldrig mere. Allerede i Oldtiden var Guldtreforken forsvunden, men de øvrige Beskadigelser ere fremkomne saa vel ved de Kristne som ved Tyrkerne. Man fortæller, at da Sultan Muhamed den anden første Gang saa dette Mindesmærke, spurgte han, hvad det var for et Afgudsbillede, og derpaa rettede han et saa vældigt Hug derpaa, at tvende af Slangehovederne knustes; til Straf blev Byen hjemsøgt af en Mængde Slanger, illt tredje Mindesmærke er den sønderbrudte Obelisk, hvilket Navn dens ynkelige Forfatning med Rette hjemler. Den er opført af Konstantin Porfyrogenetos og var helt dækket med forgyldte Bronceplader; men Korsfarerne i det fjerde Korstog kunde ikke modstaa Fristelsen til at aftage disse, i den Tro, at det var ægte Guld, og det er kun en ringe Tilfredsstillelse at vide, at deres Skuffelse var stor.

I Per a, Frankernes Kvarter, kaldes Hovedgaden „Storgaden", men Navnet svarer ikke til Virkeligheden; thi Gaden er saa smal, at Vogne kun med Nød kunne komme forbi hinanden. Pera har omtrent 150,000 Indbyggere , men det gaar med denne Talangivelse lige som med alle Indbyggertal i det osmanniske Rige, de ere ikke byggede paa virkelige Tællinger. Naar man i Konstantinopel spørger, hvormange Indbyggere Byen har, faar man de mest afvigende Svar, thi medens Tyrkerne overdrive det i utrolig Grad — jeg har hørt Muselmænd sige to Millioner — undervurderes det af andre; 600,000 er maaske det rette. Iblandt de Forfattere, der have syslet med at udfinde Folketallet i Konstantinopel, synes C. Sax at være den bedst underrettede. I „Mittheill.

der Kais. Königl. geographischen Gesellschaft in Wien" (Bind XVI og XX) har han behandlet denne Sag. De officielle Oplysninger indeholde alene Tallet paa Husene og- paa de der i værende mandlige Indbyggere, og man regner nu tillige, at der i hvert muhamedansk Hus findes 5 og i hvert kristent Hus 6 Mennesker. I Konstantinopel paa denne Side Bosporus findes i alt 62^—63,000 Huse, og da over Halvdelen, nemlig omtr. 60 pCt., beboes af Tyrker, kommer Sax til det Udslag, at Folketallet der udgjør mellem 520,000 og 560,000. Til dette Tal maa endnu føjes Befolkningen i Skutari, der udgjør 60^—80,000 Mennesker. Bestemte Tal angaaende Xationaliteten kan man vanskelig faa; thi de officielle Oplysninger skjelne kun imellem Muhamedanere og Ikke — Pera ligner aldeles enhver sydlandsk By; overalt findes larmende Liv, stærk Trængsel paa Gaden, mange Kaféer, og til dette kommer nu saa meget orientalsk, at man intet Øjeblik glemmer, hvor man er. Der er ikke mange Spasereture, naar man ikke vil søge længere ud ad Bosporus til, og derfor vælge Peroterne Kirkegaardene med deres skyggefulde Gange under Cypresserne til deres kortere Udflugter. Af denne Grund ser man altid paa Kirkegaardene et rigt og broget Folkeliv.

Fra Pera gaa vi ned til Oalatå, det store tyrkiske Handelskvarter , hvor der er fuldt af Søfolk fra alle Verdens Egne, men ogsaa fuldt af al den Usædelighed, som en stor Hovedstad fremkalder.

To Broer føre over til Stamlnil, Tyrkernes Hjem; man føler, at man kun er et taalt Medlem i dette Samfund, i Modsætning til andre muhamedanske Byer saa som Kairo, hvor den indfødte Befolknings Respekt for den fremmede er umiskjendelig. Ved Byens vestligste Side ved Marmarahavet ligger et gammelt forfaldent Slot: Jeni Kule, de syv Taarne, hvoraf dog de tre ere styrtede i Grus, saa at kun de fire ere tilbage. Disse Taarne gjemme blodige. Minder af den tyrkiske Historie. Her indesluttede Janitsjarerne nemlig de afsatte Sultaner (syv er disses Tal). og her udstilledes Hovederne af de styrtede Storvesirer: her indespærredes ogsaa Afsendingene fra fremmede Lande, med hvem Tyrkerne førte Krig, og ligesom i Rom fra den tarpejiske Klippe nedstyrtedes her de utro Sultaninder i Sække sammen med Slanger.

Den sydligste Spidse af Stambul, Serailpynten, er vistnok det skjønneste af alt det skjønne i Konstantinopel baade i Henseende til Beliggenhed og Udsigt. SeraUlet indtager et stort Fladerum og omgives af en Mur, saa at det fuldstændig er adskilt fra den øvrige By. Det er en Samling af Kiosker, Haver, Slotte og Mindesmærker, hvor forhen Sultanerne boede, og herfra priste de deres Land som det ypperste i Verden. og saa med Foragt ned paa Vestens Herskere. Igjennem tre Porte, til Dels af Marmor, og store Gaarde maa man vandre, før man naar Hovedindgangen til Slottet. I Gaardene er der forbeholdt Plads til Tjenerskabet, og medens vi gik der igjennem, stod under fri Himmel en hel Del Mennesker ivrig sysselsatte med at dække forskjellige Borde. Det var Sultanens Taffeldækkere, der underviste det underordnede Personale iat dække Bord. Tre Seværdigheder indeholder Slottet, nemlig Tronsalen, Biblioteket og Skatkamret. I Tronsalen giver Sultanen Audiens til de fremmede Ambassadører, og mangen iblandt dem har her fordum skjælvet for Padisjaens Ord. Det var dog ikke tilladt at se de troendes Behersker nær ved, og derfor er Salen delt i to Dele. Den ene optages især af en stor Trone, et Pragtstykke af østerlandsk Kunst; den danner en Divan med en Baldakin, der bæres af Kobbersøjler, som ere dækkede med Guklplader og helt ere oversaaede med ædle Stene. Den anden, meget mindre Del er sat i Forbindelse med selve Tronsalen ved et lille Vindue med et gyldent Gitter, og naar Audiens forundtes Gesandterne^ sad de bag dette Gitter, for ikke at blændes ved Kalifens Glans. — Biblioteket ligner ikke vore; thi Bøgerne ligge i pyntelige Cedertræs Kasser, og da jeg var der, blev Mathias Corvinus's Bibliothek, der nu er givet tilbage til Ungarn, særlig forevist. — Skatkamret er et lille Rum, men her er opdynget kostbare Stene og Vaaben i saadan Mængde, at man ikke kan fatte Tyrkiets Pengenød, hvis det ikke tilhviskedes en, at hele Skatkamret er pantsat. Det er en Tradition, at hver Sultan skal give en Gave til dette Skatkammer. De fleste Sultaner have givet Tegnet paa deres Værdighed, den store Agraf, der pryder deres Fes, en stor Diamant, omgivet med en Mængde Hejrefjer. Et Sted endnu ser man denne Prydelse, nemlig i Sultanernes Mausoleer, thi der pryder Agrafen og Hejrefjerene Sultanernes Kister. Øde og tomt er Serailet til dagligdags, men naar det første Skud forkynder, at Bejramsfesten er begyndt, strømmer hele Konstantinopels Befolkning hertil ved Morgensolens første Straaler for at se Sultanen ride til Sofiemoskeen, udfoldende hele sin østerlandske Pragt. Og til denne Moske ville vi ogsaa drage hen, i det vi først gaa igjennem den velkjendte „høje Port", Indgangsporten til Storvesirens Palads. Porten er af Marmor med en rund Kuppel over, meget smuk, men ikke „høj"; dens Størrelse synes at stemme med Portens tabte Højhedsret over flere Landskaber.

Aja Sofia ligner næsten en stor befæstet Borg med
en mægtig Kuppel paa. og den er saa stor, at den kan

ses fra Olympen i Bühynien. Dens uformelige ydre afhænger dels af, at man paa Grund af Ildebrande, Jordskjælv o. s. v. har været nødt til at støtte den ved mange Udbygninger, og dels af, at en Del baade høje og lave gejstlige bo i Bygningerne. Men træder man ind i Moskéen, svinder Tanken om det ydre, og man fortaber sig i en uendelig Beundring over dens Storhed, Skjønhed og Harmoni. En træffende Bemærkning har jeg læst hos Blotn („Fra Østerland") om Uligheden mellem St. Peterskirken og St. Sofia. Medens man i hin hvert Øjeblik mere og mere faar Øjet aabnet for, hvor stor og pragtfuld Barken er, paatrykker denne strax den indtrædende Præget af at være et Herrens Tempel, der søger sin lige i Kristenheden, men ikke har fundet den.

Mange Smertens Veer har Kirken dog gjennemgaaet, før dea rejste sig i sin nuværende Skikkelse: thi efter at Konstantin første Gang opførte den Aar 325, er den to Gange næsten helt nedbrændt, og saaledes som den staar nu, er den Justinians Værk. Kejserens Maal var at rejse den største og pragtfuldeste Bygning, der var opført siden Verdens Skabelse, og da den blev indviet, udbrød han: „ Ære være Gud, som har anset mig værdig til at fuldføre dette Værk; Salomo, jeg har overvundet Dig!" Ti tusende Arbejdere, under Ledelse af hundrede Formænd, vare daglig sysselsatte med Murerarbejdet; men Kejseren styrede selv det hele, og han var, som Mængden sagde, inspireret af en Eno'el- der tillige skaffede ham de umaade

iJJ!-i-'" -

—o--J o-

lige Summer, som udkrævedes. Kirken er 250 Fod lang og 230 Fod bred; den store Kuppel har et Tværmaal af 106 og en Højde af 177 Fod. Kuppelens Bygningsmaade fortjener mest Beundring; thi let og elegant hæver denne vældige Masse sig, og man aner ikke, hvorfra Understøttelsen kommer, i det de fire Buer, der yde den, sindrigt og systematisk atter støtte sig til større og mindre Hvælvinger. Det er denne mægtige Kuppel, der imponerer, og skjønt Tyrkerne have gjort meget, som forstyrrer Indtrykket i Kunsten og det ophøjede i Udførelsen, have de dog ikke mægtet at forringe Virkningen. Næsten alle Templer maatte levere Æmne til Aja Sofia, og endnu glimre de 8 Søjler af grønt Marmor fra Dianas Tempel i Efesus, 4 paa hver Side i det øverste Galleri, og ligeledes 8 fra Solens Tempel i Baalbek. Kuppelen blev belagt med Guldmosaik, ligesom Loftet overalt straalede af det pure Guld. Osmanerne have dækket Mosaiken med Kalk, men hist og her skinner den dog igjennem, og Moskeens Vogtere undse sig ikke ved at pille Smaastykker ud og for lumpne Pjastre at sælge dem til de fremmede. Ligesom alt var udsøgt, saaledes ogsaa Stoffet til Bygningen, men ejendommeligst var dog det, der brugtes.til den store Hvælving; thi Stenene til denne bleve% tilberedte paa Rhodos af en Jordart, saa let, at tolv Stene deraf ikke vejede mere end én almindelig, og hver af dem bærer den Inskrift: „Det er Gud, der har lagt Grunden, Gud vil ogsaa bringe den fremad". Tolv og tolv af disse Stene bleve satte sammen og Relikvier indmurede i dem. Alle Kar i Kirken vare af det reneste Guld, ligeledes Kandelabrer og Kors, men først og fremmest det hellige Alter. Men saa kom den skæbnesvangre Dag, da Muhamed den anden indtog Konstantinopel. Templet var overfyldt af Præster, Kvinder og Børn, der trængte sig om Alteret, hvorfra der blev bedet for de græske Vaabens Held. Da aabnedes paa én Gang Kirkens Port, Erobreren red ind og udraabte med høj Røst de Ord: „Der er kun én Gud, og det er Gud, og Muhamed er hans Profet". — Men i samme Øjeblik, siger Sagnet, forsvandt Præsten med de hellige Kar fra Alteret gjennem en skjult Dør; dog engang skal han vende tilbage, naar Muhameds Tilhængere vises bort fra Kirken, og Herrens Velsignelse atter lyses fra Alteret. I Korrundingen over Alteret havde man indsat et Kristusbillecle i Mosaik. Tyrkerne have søgt at dække det over med Kalk, men intet Sted staar Kristus dog saa tydelig i sin Form som der, og intet" Sted ser man vel op til Frelseren med større Ærefrygt end netop her; Tiderne svinde og ændres, men Kristus bliver.

Hvad den muhamedanske Kultus har forandret i Kirken, har ikke været til dens Forskjønnelse. Talrige Sætninger af Koranen, nogle med alenlange Bogstaver, ere ophængte trindt omkring. En tilgitret Loge for Padisjaenogen anden lige over for, bestemt til Sjejk-ul-islam, Gejstlighedens øverste, en stor Prædikestol, der dog ikke ligner vore, en lav, lang Balustrade, hvor Ulemaerné daglig med korslagte Ben fortolke Koranen, stride imod de skjønne Omgivelser. Dertil kommer, at Kirken er tæt besat med Lysekroner, der hænge saa lavt, at det for Øjet synes, som om man maatte støde Panden imod dem. Hvad dér imidlertid forskjønner Kirken, er de fine Straamaatter om Sommeren og de bløde Tæpper om Vinteren, der i lange Striber dække Moskeens Marmorgulv; fremdeles to vældige Alabastes Vaser, der hver rummer 1250 Potter Vand, og som de troende bruge til deres Renselse. Til Hverdag synes Kirken tom paa Grund af dens Størrelse» men der færdes dog altid mange Mennesker derinde Gange om Dagen blæse Udraaberne fra en af de fire Minareter Muselmændene sammen til Bøn. Kvinder have ikke Adgang til den indre Del af Kirken, men maa holde sig i Gangen uden om Rotunden; barfodede stille de sig i lige Rækker, vende Hovedet mod Mirab, der ligger i- Retning af den hellige Kaaba i Mekka og bede

fromt, i det de bukke og vride sig, indtil de til Slutning
næsegrus kysse Støvet paa Tæpperne.

Aja Sofia efterlader et imponerende Minde hos Besøgeren, men der blander sig tillige deri et inderligt Ønske om, at den engang i Tiden igjen maa fremtræde i sin oprindelige Form som Kristenhedens skjønneste Kirke. Naar man siden tænker paa den, gaar det en, ligesom naar man tænker paa Konstantinopel i det hele: man ønsker endnu en Gang i sit Liv at gjense denne By, der er saa vidunderlig ved sin Beliggenhed, og som danner Overgangen imellem Evropa og Asien, og man ønsker ikke mindre atter at komme ind i Aja Sofia, der for Tanken staar som en kristen Kirke og en muhamedansk Moske og altsaa kan gjælde som et Udtryk baade for Østerlandets og for Vesterlaudets Kultur.