Indledende Bemærkninger om Etnografien og dens Methode,

Den Gang det danske geografiske Selskab var blevet stiftet, fik. det fra flere af vore offentlige Samlinger Tilsagn om fra dem at faa udlaant saadanne Sager, der maatte kunne tjene til at oplyse og anskueliggjøre Foredragene. Ogsaa med Hensyn til vort etnografiske Museum er et saadant Tilsagn blevet meddelt, og derfor er det Hensigten, naar Lejlighed gives, i Selskabets Møder at fremstille og forklare saadanne etnografiske Gjenstan.de, hvortil der knytter sig en mere end almindelig Interesse. •

Forinden jeg begynder disse Fremvisninger og Foredrag,

har jeg troet at burde indlede dem med nogle almindelige Bemærkninger om Etnografien og dens Methode og samtidig dermed at antyde, hvad jeg i saa Henseende fra mit Standpunkt tror at kunne yde til Fremme af det Formaal, som det geografiske Selskab ved dets Oprettelse har haft for Øje.

Etnografi, d. v. s. Folkebeskrivelse, er i videste Forstand Kjendskab til Mennesket, dets Væren og Virken i Fortid og Nutid. I sin rette Begrænsning deler denne Videnskab sig imidlertid i tre forskjellige, men dog med hinanden nøje forbundne Hovedretninger eller Specialfag, nemlig det fysiske,« det sproglige og det etnografiske eller kulturhistoriske, hvilke jeg i al Korthed skal tillade mig at omtale.

Efterhaanden som Opdagelsen af hidtil ukjendte Lande udvidede Kundskaben til Menneskets store Udbredelse og dets fysiske Særegenheder, udviklede der sig en lige saa omfattende som dybtgaaende Granskning af Menneskeslægtens indbyrdes Uligheder, og derved tillige en Stræben efter at tilvejebringe en systematisk Klassifikation af de forskjellige Folkeslag. Medens Flertallet af Evropas største Naturgranskere, saa som Blumenbach, Cuvier, Prichctrd o. fl,, hævdede Menneskeslægtens Enhed, i det de ansaa de i fysisk Henseende mindre væsentlige Uligheder med Hensyn- til Hudfarve, Haar, o. s. v. som fremkomne ved Ulighed i Vejrlag, Levemaade og Sædvaner, indrømmede de paa den anden Side Raceforskjelligneder, og der fremkom, nu efterhaanden flere Systemer, hvilke dog hidtil — lige fra Blumenbachs 5 Racer, Prichards 7 og Pickerings 11 Racer, indtil Bory de St. Vincents 15, som han mente, selvstændige Arter — alle have vist sig at være for mangelfulde og usikre til at kunne danne noget varigt Grundlag, for en Inddeling som den tilsigtede. Ligesom man endnu ikke er bleven enig om Hovedracerne, vil man naturligvis • endnu mindre blive det om Underafdelingerne; ; men ser man hen til de mange Vanskeligheder, som denne Videnskab allerede har haft og fremdeles vil have at overvinde, forekommer det mig, at man levende maa erkjende Betydningen af de mange, ved dette Studium indvundne Resultater og værdifulde Kjendsgjerninger. Særlig vil jeg minde om de omfattende Undersøgelser med Hensyn til Kranierne, — hvorved da Navne som Morton og Å. RetzillS bør nævnes — minde om, at disse Undersøgelser fuldstændig have godtgjort, at der allerede i den fjærne Oldtid her i Norden fandtes forskjellige Folkestammer eller i al Fald en meget blandet Befolkning. Den ældre som den nyere historiske Tid vidne jo ogsaa om, hvorledes de store Nationer ere fremstaaede og til Dels den Dag i Dag fremstaa og voxe, ved i sig at optage en Mængde mindre til Dels undertvungne Stammef, hvis Særegenheder saaledes efterhaanden forsvinde, for saa vidt de ikke, som i Indien f. Ex., af de herskende religiøse og sociale Love og Vedtægter tvinges ind i afsondrede Kaster. Men selv da, om end langsomt og mindre mærkeligt, vil en ikke ringe Ændring i deres fysiske og andre Særegenheder dog stadig finde Sted. Vejledende Oplysninger om disse Kasteforhold giver en i etnografisk Museum værende Fremstilling af en Markedsplads i Nærheden af Jærnbanestationen Puccoloe, ikke langt fra Kalkutta, ligesom ogsaa to Grupper, den ene fra Bengalen og den anden fra det sydlige Dekan, af et større Antal Figurer, der med slaaende Sandhed gjengive en Del af Hindufolkets Kaster, i hvilke man, særlig efter Farven, saa at sige, finder alle Menneskeracer repræsenterede, endog i meget forskjellige Afskygninger. Vi se nemlig her, hvorledes de laveste af disse Kaster eller Samfundslag i Almindelighed ere mørkfarvede (sorte, sortegraa og mørkebrune), imedens de højere Kaster i Reglen ere lysere (lysebrune, gulgraa, gule o. s. v.), ja, ikke sjælden lige saa lyse som Evropæerne.- At der imidlertid heri, endog inden for den samme Kaste, • findes store Undtagelser er noksom kjendt; thi mørkebrune Braminer ere undertiden gifte med Jivide Kvinder, og hvide Fyrster af Krigerkasten stundum med næsten sorte Hustruer og saa fremdeles. Hertil kommer endnu den Mærkelighed, at de for disse Farver mere udprægede Typer kun forekomme

undtagelsesvis, i det nemlig de forskjellige Stammer tvæi't
imod synes sammensmeltede til store Enheder med næsten
umærkelige Overgange.

Men spørge vi nu, naar og hvorledes en saadan Sammensmeltning kan have fundet Sted, da maa denne upaatvivlelig søges Aarhundreder, ja Aartusender tilbage, i hin fjærne Tidsalder, da de forskjellige Stænders selvstændige Udvikling samt den deraf følgende Krydsning og Vexelvirkning mellem Landets oprindelige, negeragtige Befolkning og de indvandrede iraniske og andre Folkestammer endnu ikke hæmmedes af det senere udviklede Kastevæsen. Med dettes paafølgende gradvise uddannelse ophørte imidlertid den hidtil stedfundne Blanding af Stænderne, imedens en Udjævning af de typiske Særegenheder stadig fortsattes og, som vi have set, vel endnu fortsættes inden for Kasternes almindeligvis stærkt afgrænsede Omraade.

Gaa vi over til en Betragtning af det sproglige Studium og særlig af den paa Sprogenes Slægtskab grundede Klassifikation af Folkene, møde vi her omtrent de samme Fænomener som i fysisk Henseende, nemlig store indbyrdes Uoverensstemmelser og en Mangfoldighed af übestemte, til Dels ukjendte Mellemformer.

Og gaar inan ud fra disse, maa det ganske vist indrømmes, at Videnskaben paa dens nuværende Standpunkt — saa meget mere som de sproglige og fysiske Kjendsgjerninger i mange Tilfælde staa i Modstrid med hverandre — endnu ikke har formaaet at tilvejebringe nogen i sin Kelhed virkelig fyldestgjørende Klassifikation. Men ser man derimod hen til de forbavsende Resultater,, som det sammenlignende Sprogstudium allerede har opnaaet. siden vor navnkundige Landsmand Rasmus Rask og Tyskeren Franz Bopp i Førstningen af dette A århundrede grundlagde denne Videnskab, synes disse Resultater visselig at være meget lovende for Fremtiden og i hvert Fald at berettige til langt større Forventninger, end enkelte nyere Forfattere synes at nære.

Med Nøjagtighed at kunne bestemme Sprogenes Tal maa for Tiden anses for umuligt, thi man kjender jo endnu ingenlunde alle Jordens Folkeslag og endnu mindre deres Sprog; men holde vi os til en Beregning, der 1837 er gjort af Balbi, gives der paa Jorden ikke mindre end 860 Sprog med omtrent 5000 Dialekter. Dette er altsaa de sproglærdes Materiale, det Kaos, af hvilket man gjennem Studiet af Grundsprogene med en vidunderlig Flid og Skarpsindighed har søgt at inddele alle de hidtil kj endte Sprog i tre Hovedgrupper, nemlig Enstavelses-, Flerstavelses- og Bøjningssprogene; efter disse Sproggrupper har man atter inddelt Folkeslagene i flere Hovedafdelinger med deres forskjelligeUnderafdelinger.

Som allerede nævnt, maa det visselig indrømmes, at denne Inddeling har sine Ufuldkommenheder, ja selv sine Modsigelser, hvilket dog for en væsentlig Del vistnok har sin Grund i en mangelfuld Kjendskab, f. Ex. til de saakaldte malajske og særlig til de amerikanske Sprog, hvis Tal Balbi anslog til ikke mindre end 422. At et saadant Tal ikke er overdrevent, ses deraf, at der alene i Brasiliens vestlige og nordlige Provinser færdes ikke mindre end 200 uafhængige Indianerstammer, som hver har sit eget Sprog, der ikke forstaas af nogen anden, uagtet en Stamme ofte kun dannes af én Familie eller faa beslægtede Individer. Det er imidlertid min, paa etnografiske Kjendsgjerninger støttede Overtydning, ät mangfoldige af de, som det nu synes, selvstændige Sprog ved et nøjere Kjendskab ville vise sig at være beslægtede Idiomer eller Grene af større Modersprog, hvis oprindelige Ordforraad og Renhed i Tidernes Løb under mere eller mindre isolerede Forhold til Dels ere gaaede tabte og ved nye Tilsætninger gjort ukjendelige for den almindelige Betragtning. Sproggranskningens store Materiale vil saaledes efterhaanden blive mindre omfattende, Systemet simplificeret, og dette vil da, støttet til Literaturen, for Efterverdenen danne et stadig fastere Grundlag for Folkeslagenes Gruppering, et Grundlag, som Menneskets fysiske, stadig skiftende Særegenheder vanskelig ville kunne afgive og endnu mindre hævde.

Hvad nu det etnografiske Studium angaar, da frembyder dette — for saa vidt vi dermed forstaa Studiet af de forskjellige Folkeslags Sæder og Skikke — en ikke ringere Mangfoldighed af Hovedgrupper, Overgangsformer o. s. v., end de, vi forefandt ved Betragtningen af Mennesket i fysisk og sproglig Henseende, men som dog i dores Oprindelse, Aarsag ng Følge staa i en saa nøje Forbindelse med disse, at de saa at sige danne en indre Enhed; thi Menneskets Ophav er Kulturens og Sprogenes Ophav. At udgranske disse Ophav i deres historiske Følge formaar hverken Antropologen, Sproggranskeren eller Etnografen, men dog ved Samvirken ad Sammenligningens Vej til en vis Grad at anskueliggjøre ud over det historisk givne, og dette er — som et hele betragtet — Etnografiens egentlige Opgave.

Naar vi nu med denne Opgave for Øje stille os paa et rent etnografisk Standpunkt, føres vi, maaske af Vanens Magt, uvilkaarlig til at betragte denne Videnskab, ligesom Historien i Almindelighed, efter dens Tidsfølge, °g Jeg skal ogsaa —om det end er mindre formaalstjenligt — følge denne her, saa meget mere som denne Synsmaade til Dels er fulgt i Praxis ved Museer og Samlinger. I Overensstemmelse dermed kan man da inddele de kulturhistoriske Studier i to af Tidsfølgen givne Afdelinger, nemlig i en forhistorisk eller egentlig arkæologisk og en historisk eller etnografisk, i det den egentlige Arkæologi efter min Opfattelse kun kan omfatte de Sager, der ikke kunne henføres til nogen bestemt Tid eller Folk, imedens Etnografien defimod omfatter alle saadanne, der med fuldstændig Sikkerhed kunne henføres under den historiske Tids Omraade. At de herhen hørende Studier for Resten i deres praktiske Anvendelse undertiden snart til den ene og snart til den anden Side, stærkt berøre hinanden, skal jeg her ikke dvæle ved.

Det er mangen Gang, og vistnok med Rette, blevet
udtalt, at næppe nogen andjen Videnskab i en forholds

• vis saa kort Tid har vakt en saa almen Interesse og tilvejebragt saa overraskende Resultater som Arkæologien, og dette har især sin Grund i Folkenes, særlig i vort Aarhundrede stærkt udviklede Nationalbevidsthed og den deraf følgende større Sans for Bevarelsen af deres Fortidsminder. Og visselig maa man indrømme, at Oldtidsminderne i national Henseende faa deres rette, maaske væsentligste Betydning, i det de, ordnede skematisk i Rækkefølger, vise, hvorledes de enkelte Landes oprindelige Indbyggere, ikke sjælden fra et meget primitivt Standpunkt, have

udviklet sig gjennem fremadskridende Stadier til en. forholdsvis
meget stor Kultur, hvorfra man da føres ind paa
Folkenes særlige, rent historiske Omraade.

Mindes vi nu, at disse Vidnesbyrd om Landenes første Bebyggelse, saa godt som alle, Stykke for Stykke, ere uddragne af "Jordens Skjød, samt at Oldgranskeren med disse Fortidsminder staar alene, kun henvist til sin Granskerevne, og ikke som Etnografen har de faktisk bestaaende Kulturtilstande, saa vel som Folkenes fysiske og sproglige Særegenheder til Udgangspunkt, maa man sandelig beundre den TJtrættelighed, Skarpsindighed og levende Kombinationsgave, der har kunnet tilvejebringe saa store Kesultater. Men spørge vi, hvilken Betydning Ohltidsvidenskaben har for det speciel etnografiske Studium, bliver den kun forholdsvis ringe; thi det er jo netop et af Etnografiens Hovedformaal, at den skal danne en oplysende Indledning til Arkæologien, og det er ogsaa af denne Grund, man maa finde det mindre formaalstjenligt, med Etnografiens egentlige Opgave for Øje, at indlede denne med en Betragtning af det forhistoriske, i det man jo ikke ret vel kan begynde en Afhandling, et Museum o. s. v., med det, hvortil disse kun skulle være en Indledning. Imedens man ved at sysle med Arkæologi af Jordens Skjød fremdrager uimodsigelige Vidnesbyrd om Tilværelsen af længst uddøde Slægter og deres Kultur, er det dog først ved at skue ud over Jorden, at man kan faa et fuldstændigt Billede af Mennesket i dets Naturtilstand, ser, hvorledes det som Jæger, Fisker og Agerdyrker stadig gaar fremad og saaledes gjennem Industri, Kunst og Videnskab altid stræber Fuldkommenheden nærmere.

Ved en saadan Sammenstilling af de forskjellige Kulturiilstande, som disse den Dag i Dag ligge klart for os alle i deres mangehaande Afskygninger, føres man til paa en letfattelig Maade at anskueliggjøre Menneskets oprindelige Standpunkt og dets fremadskridende Udvikling. Et etnografisk Museum, ordnet efter denne Methode, vilde vistnok have sin store Betydning og være af sand Interesse for Beskueren, der ogsaa efter Museets mere eller mindre gode Ordning vilde kunne danne sig en Forestilling om Granskerens etnografiske Specialkundskab, men dog ikke om Etnografien 80tn Videnskab, Thi i og for sig er et saadant Museum jo nærmest kun Granskerens Materiale, der er lagt til Rette for videre gaaende Studier, og disse maa da, efter min Opfattelse, nærmest gaa ud paa at løse det, som jeg i det foregaaende .har troet at kunne betegne som Etnografiens Hovedopgave.

Efter min Mening maa man over for denne Hoved.
opgave fornemlig opstille følgende tre Spørgsmaal,
som jeg dog selvfølgelig ikke formäar fyldestgjørende at

x

besvare, men til hvis Løsning jeg dog haaber, baade nil
og senere, at kunne fremkomme med nogle i saa Henseende
værdifulde Kjendsgjerninger :

L Hvor og under hvilke Forhold er Mennesket oprindelig
fremstaaet?

Dette Spørgsmaal er mangen Gang blevet fremsat, og Traditionen har lært os, at Menneskets oprindelige Hjem var i Sydasiens milde og frugtbare Egne. Men efterhaanden som Oldgranskningen skred frem, og især da man lærte Affaldsdyngernes primitive Indhold at kjende, maatte Traditionen vige for Videnskaben. „Om vore Forfædre" —^- hed det da — „vare Autochthoner eller ikke, vil aldrig kunne godtgjøres. Hvad skulde vel være til Hinder for, at det Forsyn, der befolkede de forskjellige Egne med Dyr, ikke "skulde kunne have befolket de forskjellige Egne med Mennesker?"

M«d Guds Almagt for Øje synes denne Lære slaaende ; thi det er visselig en Sandhed, at den Almagt, der udbredte Dyreriget til Jordens fjærneste Egne, ogsaa maatte kunne befolke de forskjellige Egne med Mennesker. Men lige saa vist som ethvert'Dyr er udrustet i Overensstemmelse med de Naturforhold, hvori det oprindelig hensattes, saa vist maa ogsaa Mennesket i Følge dets fysiske Egenheder oprindelig være fremstaaet i Sydens Egne, hvor en rig Natur gav det alt, og hvorfra det efterhaanden udbredte sig videre og videre paa Jorden. Mennesket kan leve i Nord som i Syd, i Øst som i Vest; dette dog ikke i Kraft af dets legemlige Bygning, men kun i Følge eft af Nødvendigheden fremtvungen Kultur. Komme vi til Bjørnens Land, klæde vi os i dens Skind, og komme vi til Syden, tage vi det af. Dersom Tilhængerne af den Hypothese, at f. Ex. Danmarks eller det øvrige Nordens oprindelige Indbyggere vare eller kunne have været Autochthoner, vilde tænke sig fødte paa en kold Vinterdag i et af disse Lande, medens det var i Urtilstanden, og uvidende om, at de, hvis de kunde dræbe et Dyr, kunde klæde sig i dets Skind .og nære sig med dets Kjød, uvidende om, at de, hvis de kunde bygge sig en Hytte, i denne vilde kunne finde Ly og, hvis de kjendte Ilden og kunde tilvejebringe den, tillige Varme, da vilde det vistnok snart blive dem indlysende, at Menneskets oprindelige. Hjem ingenlunde kan søges under Nordens barske Himmelstrøg.

Jeg mener derfor, at vi fremdeles tør støtte os til Traditionen og i hvert Fald übetinget at turde opstille det som en Hovedsætning, at Menneskets oprindelige Hjem kun kan søges i Jordens mildeste og mest frugtbare Egne.

IL Have de, tv Dels paa det laveste Trin endnu
staaende Folkestammer fra deres første Oprindelse
staaet urørte af enhver synlig Fremadskriden?

Skjønt jeg ikke fuldstændig kan godtgjøre det, skulde jeg dog være tilbøjelig til at besvare dette Spørgsmaal med et afgjort „Nej". Thi dels synes disse Stammers fysiske og sproglige Særegenheder overalt at vidne om, at de alle ere Grene af større Moderstammer, og dels findes der i kulturhistorisk Henseende, som jeg ved en senere Lejlighed skal oplyse, fyldestgjørende Vidnesbyrd for, at mange af Sydens halvt civiliserede eller helt vilde Indbyggere, — hvoraf nogle ved deres første Berøring med Evropæerne endog vare Menneskeædere og brugte Stenredskaber — i en forholdsvis sen Tid have været delagtige i de store asiatiske Religionssamfund, hvorom de dog nu til Dels ere fuldstændig uvidende. For Nordboernes Vedkommende vil det formentlig være klart, at disse, oprindelig fremstaaede i Syden, maa have gjennemgaaet forskjellige Kulturstadier paa deres lange Vandring gjennem de tempererede og kolde Bælter, hvor de af Jorden maatte fremtvinge, hvad denne ikke mere godvillig ydede, og hvor Trangen til fornøden Beklædning og bedre Boliger efterhaanden gjorde sig mere og mere gjældende. Men hvor civiliserede Menneskene end monne være, naar de drage hen til fjærne, isolerede Egne, overalt maa de dog, tvungne af Nødvendigheden, gaa ned til det Lands naturlige Standpunkt eller Hjælpekilder, hvor de tage Bolig. Medbringe de end Redskaber af Jærn eller Bronce, ville disse i Egne, hvor Metaller ikke findes, snart forsvinde, og andre af Træ, Ben og Sten træde i deres Sted, og netop, da ville de indvandredes første Forsøg i Forarbejdelsen af Stenredskaber blive meget raa og ufuldkomne, og dette Folk vilde da for Efterverdenen gjennem sine Fortidsminder kun være —- ikke hvad det var, men hvad det blev — et Stenalderens Folk. Ja selv Sprogene ville efterhaanden aftage i Omfang og Renhed, eftersom de Forestillinger, som de udtrykke, træde ud af de indvandredes Synskreds, og i Tidernes Løb ville nye Erfaringer fremkalde et nyt, for Modersproget aldeles fremmed Ordforraad.

111. Fortidsminderne syncs jo at vidne om, at Mennesket
overalt gradvis har hævet sig op til højere
Stadier, er dette ikke Udviklingens naturlige Lov ?

Ligesom Rask i sin Tid med Hensyn til Sprogene paaviste, hvorledes man burde gjøre Undersøgelserne, ved at gaa tilbage til de ældre, mindre afslebne Sproggrene, saaledes synes denne Tanke ogsaa at have ledet afdøde Ttionisen, da han for omtrent 30 Aar siden grundlagde det etnografiske Museum og bestemte, at dette kun skulde omfatte de ikke-evropæiske Folkeslag.

Naar vi betragte Menneskeslægten som et hele, og naar vi ville give en almindelig Fremstilling af dennes kulturhistoriske Udvikling, er Thomsens Theori om en gradvis Udvikling fra Brugen af Sten til Bronce og-Jærn fuldkommen sand; men lægge vi denne til Grund for Betragtningen af livert enkelt Folks særlige Udvikling, da kjender jeg ikke et eneste Folk, hvis Udvikling med Sikkerhed kan siges at have fundet Sted paa denne Maade. Vi have jo set, hvorledes Mennesket, der i sit oprindelige Hjem maa have udviklet en forholdsvis ikke ringe Kultur, inden det drog til kolde og ufrugtbare Egne, tvunget af Nødvendigheden maatte gaa ned til disses naturlige Hjælpekilder, og vi vide jo, hvorledes Menneskene overalt, selv under de strængeste Naturforhold, ere i Stand til at danne sig et nyt Hjem og en forholdsvis lykkelig Tilværelse. Men komne paa et vist Standpunkt, stagnere de, og stagnere gjennem Aarhundreder, indtil nye Mangler, nye Fornødenheder bringe dem Udviklingen nærmere; thi i Fornødenhederne ligger den egentlige Betingelse for al Udvikling, hvad enten disse Fornødenheder bringe os dybt ned under vore vante Forhold eller med uimodstaaelig Magt tvinge os frem til en højere Stræben.

Stabiliteten er den paa Grundlag af fælles Sæder og Skikke dannede Enhed i Stil og Smag, der sætter os i Stand til med den sammeLethed at kjende de fleste selvstændige eller isolerede Folkeslags Sager som vi f. Ex. kjende de ægyptiske og de græske. Denne Enhed kan vel brydes ved fremmed Paavirkning eller ved forandrede stedlige Forhold, men den taber dog aldrig derved sit individuelle Præg eller sin SUL Med Tabet af sine individuelle Særegenheder ophører et Folk som saadant at være til, og hvor flere, helt forskjellige Stilarter vise sig, dér maa Etnografen saa vel som Oldgranskeren vide, at han her sysselsætter sig med flere, helt forskjellige Folkeslag eller Kulturstrømninger.

For ret at forstaa denne ensartede, for enhver selvstændig udviklet Folkestamme særegne Stil, denne mærkelige Stabilitet eller Vedhængen ved det engang antagne, som mangen Gang finder Sted i en mere udviklet Kulturs umiddelbare Nærhed, behøve vi kun at se hen til f. Ex. Botokudens Bue, og hans Krigs- og Jagtpile, til Avstralriegerens Bumerang, Spyd og Kastetræ, til den forholdsvis mere udviklede Nyzeelænders Stenøxe, Spyd og Kølle samt til de mærkelige Stenøxer fra Sandwichsog fra Selskabsøerne, ja selv til de fortrinlig udførte Kriser („Flammedolke") fra Djava, Madura eller Bali, — alle have de særegne Former og en særegen eller karakteristik Ornamentering, der holder sig uforandret gjennem Aarhundreder, stundom endog i de fineste Enkeltheder. Et ret slaaende Exempel lierpaa er en Række Sager, som vort etnografiske Museum for faa Aar siden modtog direkte fra Ny Caledonien ; thi de vise os, at dette Slags Vaaben og Redskaber paa denne Ø, som opdagedes af Cook 1774.

og som siden 1853 er koloniseret af Franskmændene,
endnu den Dag i Dag aldeles ligne dem, der ere afbildede i
Cooks Rejsebeskrivelse.

I Tidernes Løb gjøre vistnok de niere udviklede Folk deres Indflydelse gjældende 'hos de mindre civiliserede. Folkestammer, med hvilke de komme i en stadig Berøring; men gaar man ud fra, at denne Paavirkning ytrer sig l en fuldstændig Antagelse af den indførte fremmede Kulturs smagfulde Redskaber, ja stundum endog, som et Overgangsled, ved Stensager, der have ædlere Former end de, som den indførte Kultur, — paa faa Undtagelser nær — er i Stand til at fremstille i Metal, da tror jeg rigtignok, at dette vidner om en mindre rigtig Opfattelse af de sande Forhold; thi lige saa lidt som en Snedker bliver Smed, eller en Smed bliver Snedker, fordi de skifte Værktøj, lige saa lidt bliver et vildt Folk civiliseret, fordi man bringer det f. Ex. evropæiske Redskaber. Det er Kulturen, der betinger Redskaberne, men det er ikke Redskaberne, der give et uciviliseret Folk de Fornødenheder og den Færdighed, som Brugen af disse forudsætter.

Det er netop en Kjendsgjerniug, at Civilisationen — i aandelig som i materiel Henseende — overalt maa gaa ned til de lavere staaende Folkeslags Standpunkt og Fornødenheder, med hvilke den træder i Forbindelse, og da særlig ved at bringe dem saadanne Metalredskaber, der enten have samme Form eller dog kunne bruges paa

samme Maade, som de af de indfødte hidtil beuytiede Redskaber af Sten, Ben og deslige.. Man bragte saaledesi sin Tid Grønlænderne vore Øxer, Hakker, Bor, Knive o. s. v., men de foretrak vore Huggéjærn og Skibspiger? hvilket de da skæftede paa deres ældre Maade. „Den grønlandske Handel" forsyner dem, selv i vor Tid, med lignende og andre Sager, som de da skæfte og bruge som deres Forfædre brugte dem for flere Aarhuiidreder tilbage. Lignende Vidnesbyrd haves fra Eskimoerne, der staa i Forbindelse med russiske Pelshandlere, fra Admiralitetsøerne o. s. fr.

Næst efter en gavmild Plantevæxt og en rig Dyreverden er Metallernes Forekomst vistnok et af de væsentligste Vilkaar for ethvert Folks materielle Udvikling, men dog kun som et vigtigt eller værdifuldt Middel; thi selve Udviklingen med dens større eller mindre Smag er selvfølgelig ikke grundet i Metallernes Forekomst, men kun i et Folks virkelige, gjennem flere Slægtfølger udviklede Fornødenheder.

Det er mangen Gang ytret, at Broncekulturen ophørte med Folkenes Kjendskab til Jærnet, men denne Forudsætning — hvor rigtig den end kan være ved en Betragtning af Menneskeslægtens Kulturudvikling som et hele — bliver dog kun en virkelig Kjendsgjerning dér, hvor man i Forbindelse med Broncerne finder Jærnsager i Broncekulturens ejendommelige Stil, som f. Ex. de mærkelige Fund af Bronce- og Jærnsager fra Grave i Nærheden af Landsbyen Anagnino ved Kamafloden i Guvernementet Yjatka. Hvor denne naturlige Overgang fra Brugen af Bronce til Jærn derimod ikke kan paavises, der er Forekomsten af Jærnsager i en fra Broncerne aldeles afvigende Stil visselig et Vidnesbyrd om en selvstændig Kulturstrømning, men ingenlunde om, at den ikke kan have været samtidig med Broncekulturen. De forskjellige, maaske samtidige Kulturstrømninger ere Udviklingens Middel, men. ikke dens Resultat.

Sammensætte vi nu, hvad her er, fremført, vil det formentlig være klart, at Etnografiens Methode er at samle det forhaandenværende Materiale i bestemte Grupper, at sammenstille disse Grupper saaledes, at de saa vidt mulig kunne anskueliggjøre Menneskets almindelige Kulturudvikling; dernæst ad Sammenligningens Vej at tilvejebringe Kjendsgjerninger og af disse at uddrage Lovene for Udviklingens almindelige Gang, hvilke i Korthed kunne sammenfattes saaledes:

Nødvendigheden, dennes Tilfredsstillelse og en derefter følgende Stillestaaen, indtil nye Fornødenheder Iringe nye Fremskridt eller Nødvendigheden en Tilbagegang.

Disse ere Kulturlivets Udviklingsstadier overalt, hvor Mennesket nu færdes. Om de vare saaledes i den forhistoriske Tid, véd jeg ikke, men jeg tror det; thi jeg ser ingen Grund til at de skulde have været anderledes. Allerede for en Snes Aar siden udviklede jeg denne Anskuelse for Thomsen. Han forstod mig fuldkommen og sagde: „Forfølg den Tanke og kom frem med den, naar den staar Dem fuldstændig klar". Jeg har senere jævnlig udviklet denne Tanke, saa vel i vort Museum som paa mine Rejser for Udlandets mest bekjendte Fagmænd og andre; men naar vi nu faa den tilbage udvortes fra, som en Opposition mod Thomsens Theori, tror jeg, at vi bør hævde, at lige som Theorien for vort Vedkommende kun skyldes ham, saaledes er ogsaa Tanken om dens mulige Modifikation først i'remstaaet her og netop her gjennem det Museum, som han stiftede. Og saaledes tror jeg, at vi bedst bringe Thomsen vor Tak for, hvad han gav os ved sine Museer, for hvilke han jo i sit lange, virksomme Liv, saa at sige, kun levede og aandede.