Om Zeniernes Rejse til Norden,

Side 145

(Hermed Tavle VI.)

I.

I Aaret 1558, endnu i de store geografiske Opdagelsers Tidsalder, lod en højbaaren og højtstillet Venezianer ved Navn Nicolo Zeno i Trykken udgaa Beskrivelsen af nogle geografiske Opdagelser i det høje Norden*), som henved 200 Aar tidligere skulde have været gjorte af hans Bysbørn og Frænder, Brødrene Nicolo og Antonio Zeni. Udgiveren meddeler, at han ved Udarbejdelsen har benyttet Familie-Arkivet, hvis følelige Tab og Mangler han dog finder Opfordring til oftere at beklage, og saaledcs ikke mindst, da han omtaler det Kaart, der følger med Bogen.

Skjønt han nemlig nok tror at turde betegne dette
Kaart som en god Kopi af det fra selve Opdagerne efterladte

*) Dello scoprimento dollisole Frislanda, Eslanda . . . fatto ...per due fratelliZeni, Ven. 1558, optagen 1574 i Ramusios Samling af Rejsebeskrivelser 11. \3djeUdg.) og siden jævnlig udgivet og oversat. En dansk Oversættelse findes i Grønlands historiske Mindesmærker 111. 5-j9_—77. — Efter italiensk Sprogbrug bruges her Formen Zeno for Ental og Zeni for Flertal.

*) Zurla: Dissertazione intorno ai viaggi e scoperte di Ts'icolö ed Antonio fratelli Zeni, Venezia ISOS, p. 5.

Side 146

nær til Virkeligheden, at Arbejdet væsentligst af den
Grund har skaffet sig en Tiltro og et Navn, der naar lige
ned til vore Dage*).

Men da man naturligvis ikke altid og særlig ikke, den Gang Kaartet udkom, kjendte de omhandlede nordlige Egne saa godt, som senere Tider gjøre det, blev det lille Arbejde ved sin Fremkomst modtaget med Bifald og stormende Iver. Geografer og Kartografer skyndte sig med at indføre dets Resultater i deres Arbejder**), og de dristige Sømænd, der i den sidste Halvdel af det IGde Aarhundrede søgte at udgranske de nordlige Haves Hemmeligheder, brugte Zeniernes Kaart som Ledetraad. Men det gik her efter Ordet om de blinde Vejvisere, der føre dem i Graven, som overgive sig til dem. Vildledet ved Kaartets Angivelser troede saaledes flrobishcr ved sin Opdagelse af Grønland at have gjenfundet Zeniernes Frisland, der efter hans Mening maatte være skilt fra det gamle Grønland ved et Sund, som efter ham kaldtes Probisher-Strædet. Som sene Tiders mislige Arv fastholdt samme Stræde derefter sin Plads paa Atlasserne under Skikkelse af et aabent Vand tværs igjennem Grønland, hvad der vist nok blev Aarsag til mange brave Søfolks ynkelige Død, da de under den sørgelige Fart 1777 havde skilt sig fra Kammeraterne***). Og uagtet „Frislanda" saaledes allerede én Gang havde f'aaet en Plads, vedblev endda et mere uskyldigt kartografisk Gjøglebillede fremdeles at vanhelde Kaartene gjennem hele det 17de Aarhundrede i Egenskab af en Ø Frisland af Ireland« Størrelse, sydvest for Island og sydøst for Kap Farvel.

Dette hemmelighedsfulde Land er nu vel for længe siden forsvundet fra den lærde Geografi, som var dets eneste Plads paa Jorden; men det havde dog kun alt for længe afgivet sit tavse Vidnesbyrd om den Forstyrrelse, som selv det plumpeste Falskneri kan volde. Thi med dette Navn inaa Zeniernes Kaart stemples uagtet den beskedne Mine, Forfatteren bærer til Skue, og naar han iLy af Beskrivelsen og støttet paa denne har troet at kunne vove et saadant Forsøg, bliver det af Interesse at undersøge selve Beretningens Indhold og Sammenhæng.

II.

.Rejsebeskrivelsen fortæller os da, hvorledes en vis Nicolo Zcno"'), der havde gjort Tjeneste i den Kamp mellem Venexia og Genova, som i det væsentlige afsluttedes ved Chioggias Indtagelse loHO, i den paafølgende fredeligere Tid bestemte sig til at føre sit Skil) til Englund og Flandern. Storme overfaldt ham i Nærheden af hans Maal og kastede ham og hans Folk i Land. som skibbrudne paa ..Øen" Frislanda, hvor Indbyggerne beredte sig til at gjøre deres Strandret gjældende, da en nærboende Fyrste Zichmni kom de nødlidende til Hjælp. I helo denne Fortælling, ret forstaaet, er der intet paafaldende. Allerede i næsten to Menneskealder« **) havde Vene/ianerne paa den Tid ad Søvejen gjæstet de ilanderske Markeder, Italienere færdedes samtidig ikke sjælden i endnu nordligere Egne ***), og paa Stormenes Magt fik en Del Aar senere Vene/iarieren Pietro Quiriniy) under en lignende Fart en endnu eftertrykkeligere Prøve, da Uvejr slyngede ham lige op til Øen Høst ved det nordlige Norge. At Frisland kaldes en Ø, siger efter Datidens Sprogbrug vistnok kun, at Landet var afgrænset ved naturlige Forhindringer eller desl. -[-]-). Spørgsmaalet bliver altsaa foreløbig nærmest Kun dette om der lier sintes til Vest" Jv/>st= eller Nord-Frisland; thi Forholdene, som vi hidtil kjende dem, tillade enhver af disse Udtydninger. Søge vi imidlertid at efterspore den omtalte ;;^Fyrst Zichmni", vises vi utvivlsomt hen til Nordfrisland, det vil sige den vestlige Side af Hertugdømmet Slesvig med de hosliggende Øer. Heller ikke her fandtes der jo rigtig nok nogen „Fyrst Zichmni" ; men Landets daværende Erobrere, Greverne af Holsten, havde i deres Tjeneste som Marsk den Hr. Henrik af Siggem (Zygghem, Siggeine, Sigme o. desl.), der særlig

*) Det navnkundige engelske Selskab, som har til Formaal at genudgive paa engelsk de mærkeligste Opdagelsesrejser, „the Hakiuyt society", udgav 1874 ved R. H. Major Zeniernes Kejse med en udførlig Indledning, som atter findes oversat paa italiensk iArchivio Veneto VII. 301 ff og VIII. 2(w IV. (Citatet skyides Justitsniad Bruun), l Vinteren \H~"/ tilsendtes der end videre Prof. Eislev nogle nye Kaart om Zeniernes Hejse fra Mr. Emeiy i Lynn (Massachusetts, .Nordamerika), der henlægger de omhandlede M avne til Spitsbergen, Franz Josefs Land og deromkring.

*) Har dog næppe været den Mie. Zeno, der ved samme Tid spillede en meget fremtrædende Rolle i Venexia, men vist nok den mindre navnkundige Skibsfører fra IoT'J, der opføres som Mr. 2 af Zalirtmann i Mord. Tidskrift f. Olcikyndighed il. 12 Mote.

**) Pt'sclicl: Gesch. der Erdkunde 2. Udir., S. li)2.

***) l''alck : Sammlungen /ur Kunde ti. Vaterlandes 1JI. '.j'.j'Z (^)j Hansische Geschichtablatter I. Ü07; Sverikes hist. in. 2000 träsnitt. 2. Aid. L 170—71.

+) Förster: Gesch. d. Entdeckungen im Norden, S. 250 — 74: Schøning i Trondhjeinske Selsk. Skrifter II. <J5 ff.

**) Sml. en Bemærkning af Prof.. Dr. Ruge'i Peschel: Gesch. der Erdkunde, 2. U dg. S. löci Mote.

++) Det mest kjeiulte Exempel paa denne Brug af Ordet Ø er sagtens Navnet paa Landskabet Isle de France (sinl. llevue pul. et lit. Ib75, II. 440).

***) Kapt. Mormann: En Rejse langs Grønlands Østkyst i Aaret 1777, Geogr. Tidskr., Bind U. 187 S, S. 54-55.

**) Sml. en Bemærkning af Prof.. Dr. Ruge'i Peschel: Gesch. der Erdkunde, 2. U dg. S. löci Mote.

***) Kapt. Mormann: En Rejse langs Grønlands Østkyst i Aaret 1777, Geogr. Tidskr., Bind U. 187 S, S. 54-55.

**) Pt'sclicl: Gesch. der Erdkunde 2. Udir., S. li)2.

***) l''alck : Sammlungen /ur Kunde ti. Vaterlandes 1JI. '.j'.j'Z (^)j Hansische Geschichtablatter I. Ü07; Sverikes hist. in. 2000 träsnitt. 2. Aid. L 170—71.

+) Förster: Gesch. d. Entdeckungen im Norden, S. 250 — 74: Schøning i Trondhjeinske Selsk. Skrifter II. <J5 ff.

++) Det mest kjeiulte Exempel paa denne Brug af Ordet Ø er sagtens Navnet paa Landskabet Isle de France (sinl. llevue pul. et lit. Ib75, II. 440).

nskgns^Aargan* 1878. Tavle V

Kgl.da «co Selskab Tidskrift

Side 147

er bleven besunget og lovprist i Anledning af sin Heltedød i Ditmarken 1404*). Det Højsind, han vod den Lejlighed lagde for Dagen, da han foretrak Døden ved sin Herres Side for egen Frihed og Frelse, passer ikke ilde sammen med de Lovtaler, Zeno yder sin Hja-lper Zirhmni, der strax tog ham og hans Folk i sit Yævn og fik dem ansatte paa Flaaden, som skulde vriste, .Øerne ved Frishind ud af den norske Konges Magt. Men Kongen af .Norge var den (lang Oluf, som tillige herskede over Danmark under Formynderskab af sin Moder Dronning Margretc, og som netop ved den Tid ka^mpede med Holstenerne om Besiddelsen af SU-svig, og isa>r om Frisland. Skildringen af Felttoget, dels til Søs med 1 Skib og 12 Baade, delstil Lands, paa begge Steder heldigt for den Side, hvortil Zichmni og Nicolo Zeno hørte, er det ikke muligt hverken at stadfæste eller afkræfte ved andre Vidnesbyrd, eftersom saadaime fattes. Men indrømmes maa det, at de fortalte Optrin**) meget godt passe ind i de kjendte Tildragelsers Række fra omtrent IHBO til Freden i Nyborg 1380, der skilte Nordfrisland fra Danmark mod Gjcnerhvervelscn af Langeland***).

III

Efter at Nieolo Zeno havde faaet sin Broder Antonio til at forlade Hjemmet for at slutte sig til ham, voxede begges Yndest og Naade hos „den derværende Fyrste", hvad enten der herved forstaas en Greve af Holsten eller den saakaldte Fyrst Zichmni. Atter iværksattes et Søtog imod en Besiddelse, med Navnet Estlanda, tilhørende den norske Konge. Den siges at ligge mellem Frisland og Norge; men der gives for Resten saa mange Oplysninger om Stedet, at der ikke er Tvivl om, at vi her cre ved Shetlands Øerne *), hvorom da ogsaa den første Udgiver synes til Dels enig med mange, der siden have lastet hans Arbejde. Paa en højst übehagelig Maado overraskedes man imidlertid her ved Estlanda af den norske Flaade og maatte frelse sig for den ved Flugt. Et opkommet II vej r kastede nogle af Skibene i Land paa den øde Ø Grislanda. men bortjog fuldstændig Fjenden, saa at Zichmni fik Mod paa at hjemsøge en Øgruppe, hvilken lian blot tillægger det almindelige Navn Islande (Øerne — the islands), men hvorved der uden Tvivl menes OrknØerne **). Ogsaa her viste den norske Konge sig dog for stærk ***); Planen mislykkedes, og Zichmni vendte tilbage til Frisland, medens Nicolo Zeno slog sig ned paa Øen Bres ved Estlanda, d. v. s. Brassa eller Bressay blandt Shetlands Øerne, og tilbragte Vinteren dér.

*) S ml. Korstor: Die Entdeckungen im Norden, S. 220^— 21 Noten, 224, 241. At Estland kunde udtales Etlancl, vikle i det mindste efter fransk Skrivebrug ikke vfure paafaldende, og at en Sydlænder kunde udtale Hetlancl som Etland, vilde være helt naturligt. Vi kom derved tilbage til en af de nordiske Former for Navnet Shetland; men rimeligere kunde man maaske sige: Estland = Shetland, altsaa Es = en haard Hvislelyd. Følgelig ogsaa Estotiland, som omtales i det følgende, —-= Tsotiland eller lignende. — Skulde endelig Forsters Forklaring, Mimant (hos Zeno) -= Mainland ([lovedøen i Shetlands-Gmppen), synes nogen vel dristig, maa der dog gjøres opmærksom paa, at det næppe altid kan regnes en Mand til Last, om han læser et n og et l, skrevne med middelalderlige Træk, for et m. altsaa Mimant === Minlant = Mainland]. Heller ikke turde Opgivelsen „mellem Frisland og Norge" være saa absurd, som det strax kunde synes. Da nemlig Søfarten endnu ængstelig klamrede sig til Kysten, gik Vejen den Gang vistnok i Regelen fra Norge til Frisland langs den engelske Østkyst (P. Riant: Skandinavernes Korstog S. 08; sml. Udtrykket: „Ke n'ad meillur de lui entre Norweie e Frise" om den Engelsk-Normanniske Sagnhelt Horn; sml. ogsaa det Søtog, der skildres hos Adam af Bremen, og hvorom en lærd og smuk Afhandling af Rigsarkivar van der Bergh: Nederlands aanspraak op de entdekking van Amerika voor Columbus, i Nyhoffs Bydragen VII. 23^—33 og en anden af Kohl i Petermanns Mittheilungen 1809, S. 11 — 19).

*) Versene derom findes sidst trykte i Zeitschrift d. Gesellschaft f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesch. VIII. 219 ff. Hos Zerio opgives Zichmnis Besiddelser at være Øerne Porlanda „nær ved Frisland paa den sydlige Kant" og Hertugdømmet Sorano paa Fastlandet. Ved det første Navn ledes Tanken manske snarest lien paa Gaarden Bordhim (]). Atlas VII. 424) ved Bredsted og ved det sidste paa Godset Söhren i Wagrien, i hvilket Landskab Slægten Siggcm havde sin rette Hjemstavn.

**) Af Stednavnene gjerikjendes end videre med nogenlunde Sikkerhed „Bugten Sudero" som Süderau, et af de dybere Løb mellem Halligerne. Selve det grundede Farvand er derhos vel skildret, og Navnenes Karakter stemmer med Egnens Sprog. Naar endelig Hovedstaden Frislanda opføres som liggende sydlig paa åen østlige, fjordrige Kyst og som Midtpunkt for et stort Handelsrøre, er det vanskeligt ikke at tænke paa Slesvig By og underskyde en Misforstaaelse hos Udgiveren 1558, som om han har troet at maatte gjengive Ord som „Hovedstad af samme Navn som Landet" ved Frislanda.

**) Man har vel antaget dette Land for at skulle være Island; men dette lader sig umulig hævde efter den Maade, hvorpaa Vejen mellem Islande og Estlanda oftere siges tilbagelagt. Er Islande Orknøerne, maa Gri(s)landa sagtens være Øen Greenholm, en af de nordligste Orknøer.

***) 1379 -/s forlenes Henrik Sinclair med Orknøerne og Shetland, som han lover at forsvare mod et hvilket som helst Angreb, Diplom. Norveg. 11. 354.

***) Detmar ved Grantoff I. 339.

***) 1379 -/s forlenes Henrik Sinclair med Orknøerne og Shetland, som han lover at forsvare mod et hvilket som helst Angreb, Diplom. Norveg. 11. 354.

***) Detmar ved Grantoff I. 339.

Side 148

Der er noget paafaldende i at se disse brave Folk, forud haardt prøvede af Havsnød og Ufred, stadig være udsatte for saa megen Uvilje. Muligvis se vi heri kun Følgen af, at de havde blandet sig i Krigen; men da der sikkerlig længe efter denne Krigs Tider hændtes Antonio Zeno det samme paa „Øen Icaria", maa der sagtens have foreligget en fælles Grund til denne hensynsløse Adfærd. Som den nærmeste Tydning tilbyder sig da for Tanken den, at de Herrer Zem ikke have holdt sig helt fri for at sysle med Sørøverhaandværket. Det var netop den Gang „Fetaliebrødrenes" gyldne Tid, da endnu ingen var for god til at tage Del med i det lystige Liv, og da Forskjellen paa det nogenlunde anstændige Køveri og den lovlige Krig nærmest kun bestod i wiadanne skriftlige Formaliteter som Fejdebrev o. desl., medens Plyndring og Ivan fra sagesløs Mand var fælles for begge*). At vore Zenier altsaa ikke have følt Samvittighedsnag ved at gribe til en slig Levevej, kan nogenlunde ibrstaas, og at deres Bedrifter ikke have fundet andre beundrende Skikirere end dem selv, er i saa Fald heller ikke ufatteligt.

IV.

Fra Bres drog Nicolo Zeno næste Aar til Grønland
(Engroneland, Engroueland).

Vi staa her over for den egentlige Knude i den hele æventyrlige Skildring. At der med dette Engroneland har været ment Grønland, antydes ved Navnet (Engroneland = Indgrønland?), og er blevet forudsat af den første Udgiver, der netop af denne Grund meddeler en hel Del Oplysninger til Grønlands Geografi, men rigtignok af meget ulige Værd. Medens nemlig Landets Omrids, som allerede bemærket, saa nogenlunde træffer det rette, er alt det andet et haabløst Virvar, fuldstændig uværdigt til al den Lærdom og Kløgt, der er bleven spildt paa Forklaringen **). Ty vi tilbage til selve Rejsebeskrivelsen, findes vel Grunden til Forvirringen, men ingen Nøgle til Løsningen.

Undersøge vi derimod Samtidens og Eftertidens Meninger om Grønland, synes Sagen at klare sig. Fra gammel Tid af kjendte man jo nemlig det Grønland, som Islænderne i sin Tid fandt; men da man ikke havde nogen

*) Grønlands hist. Mindesm. 111. 216, 220, 222, Antiquit. Americ. p. 279.

**) Sigv. Stepliani's Kaart fra 157-1 i Arnamagn. Fol. Nr. 364.

***) Sml. Shakespeares Henrik VI. (1.) 3. Akt, 3. Scene (Lembckes Overs.), hvor Jeanne d'Arc besværger: I snare Hjælpere, der staa til Hede Paa Nordens vældige Beherskers Bud. Ilvitfeld kalder ligeledes Ishavet „Trollebotterne" (Fol. I. 589), og efter gammel Skik ophængtes Gavtyvene i Galgen med Ansigtet mod Nord (Beneke: Unehrliche Leute S. 224 f.).

*) Sml. Mecklenb. Jahrbücher XV. 57 ff.

**) Blandt dem, der have taget de Zeniske Opdagelser i Forsvar, findes Navne som Forster, Malte Brun, Al. Humboldt, Lelewel ogEstrup. Hovedangreb derimod skyldes særlig i sin Tid Torfæus (Vinlandia. præf.) og senere afdøde Admiral Zahrtmann (i Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed 11. l ff. og i Journal of the Royal geographical society V. 102^—28).

+) Meddelt afWaitz i Nordalbingische Studien I. 175—90.

++) F. Ex. Ptolemæus ed. B. Pircheymero (Argentorati 1525) de 2 sidste Kaart.

+++) Grønl. hist. Mindesm. IH. 482 fif.

*) Grønlands hist. Mindesm. 111. 216, 220, 222, Antiquit. Americ. p. 279.

**) Sigv. Stepliani's Kaart fra 157-1 i Arnamagn. Fol. Nr. 364.

*) Sml. Mecklenb. Jahrbücher XV. 57 ff.

+) Meddelt afWaitz i Nordalbingische Studien I. 175—90.

++) F. Ex. Ptolemæus ed. B. Pircheymero (Argentorati 1525) de 2 sidste Kaart.

+++) Grønl. hist. Mindesm. IH. 482 fif.

Side 149

faaet rigtig Underretning om Grønland, som Storfyrsten urettelig havde tilvendt sig*). Og da senere den danske Konge Frederik 11. vilde gjenfinde det gamle norske Skatteland, sendte han vel 1579 Jac. Allday**) og 1581 Mogens Heinesen **"'') til det amerikanske Grønland, men tillige 1583^—85 Oliver Brunei til Ishavet, nord for Busland-]-). At Christian IV., hildet i samme Uklarhed, paastod for sig og sine Eneret til Skibsfart paa Nordhavet, som om det var et dansk-norsk Indhav, er for vel kj endt og for udførligt et Æmne til her at omhandles -j-f-). Men endnu i det 18de Aarhundrede, da Hans Egede søger at indhente Efterretninger om sine store Tankers Maal, lærer en Grønlandsfarer i Bergen ham, at der fandtes to Lande af Navnet Grønland: det ene, übeboet, hed rettere Spitsbergen, og det andet, som kaldtes Strat Davis, skulde tilforn have været beboet af Norske, men var nu utilgængeligt f f-j-). Da Poul Juel kort Tid efter nærer Planer om at spille det Grønland, der i Mellemtiden var blevet dansk, i Hænderne paa Czaren af Kusland, søger han sig en Undskyldning for sit Forræderi i et paastaaet Slægtskab mellem Indbyggerne af det nordlige Rusland og det nordlige Amerika, som efter hans .Mening viste, at deres Bopæle maatte høre til ét Land*). Og da end videre Præsten Posselt paa Før 1796 giver en Meddelelse om sine Sognebørns Deltagelse i „det grønlandske Fiskeri", gjør han udtrykkelig opmærksom paa, at det Grønland, der forekommer i denne Sammenhæng, er det samme som Spitsbergen, modens Føringerne kalde det rette Grønland Strat Davis**).

Da vi skrive for en Kreds af Danske, have vi især henvist til Kilder, der staa i nogen Forbindelse med Fædrelandet. Men selv af dem har det kun syntes os nødvendigt at gjørc et temmelig tilfældigt Udvalg. Gik vi uden for vore egne Grænser, vilde Exemplcrncs Tal stige mange Gange, og vi havde kun nødig at Hytte over til den anden Side af Vesterhavet for at træ.ffe et Folk, hvis Søfarere i det mindste endnu i vore Dage i Navnet Grønland gjenkjender Spitsbergen og omliggende Polaregne.

Det turde saaledes være utvivlsomt, at man gjennem Aarhundreder har kaldt de norsk-russiske Lap marker for Grønland, og dersom vi med denne Forudsætning for Øje gjennemlæse de fabelagtige Efterretninger, som findes samlede i „Grønlands historiske Mindesmærker^I', turde det vise sig, at ogsaa dér findes den samme Opfattelse skjult***).

V.

Fordi vi nu med Nicolo Zeno ad brydsomme Veje, men dog formentlig rigtig have naaet den russisk-norske Lappekyst, er det dog ikke gode Dage og jævne Baner, der vente os. Først nu begynder nemlig i Rejsebeskrivelsen de Vidundere og mærkelige Paastande, som saa at sige ere uadskillelige fra en middelalderlig Skildring af Besøg i ukjendte Lande.

Det første, der ved hans Komme billig bør falde os paa, er et ildsprudende Bjærg „ ligesom Vesuv ogÆtna". At Geografien i vore Dage ikke kjender denne Vulkan, er sikkert nok; men det vilde dog maaske være Uret at lægge nogen afgjøreride Vægt paa slige naive Udskejelser fra Sandhedens lige Vej, da deres Maal jo strax røber dem. Rejsens italienske Bearbejder har imidlertid fundet en billig Glæde i at anbringe sine Vulkaner, hvor Landskabet har syntes ham at trænge til en kraftigere Kolorit, saaledes, foruden her, ved „Trin", om hvilken der siden vil blive Tale. Her paa dette Sted har Vulkanen sagtens forekommet ham saa meget mere nødvendig, som det gjaldt for ham om ogsaa at forklare en saa paafalelende

*) Diplomatarium Norveg. IX. 604.

**) Grønl. hist. Mindesm. Hf. 637—50. Selve den orig. Dagbog, hvoraf Hovedstykket er meddelt der S. 041 - 47 efter en Afskrift, findes i Geh.-Arkivet og er ført af Skibspræsten Christ. Nicolai.

***) Ib. 650-GO. Med de anførte Citater af Grønl. hist. Mindesm. kan sammenlignes Norske Rigsregistrantcr 11. 337 f.. 402 f., 504 ff.

+) Ib. 660—65, Hulsius's Samling (Tysk Overs.) 111. 9, 27 f. Ku Jørgen Huier fra Bergen blev tagen til Fange i Rusland, da han var gaael i Land paa Novaja Sernlja, i det han med sine Ledsagere var sejlet „nach unser groszmechtigkeits land Gronlandt" (Czar Feodor til Frederik 11., Marts 1586. Geh. Ark.).. Efter Czarens Mening havde han derfor fortjent Døden, men paa Kongens Forbøn lovedes ham Friheden, som han dog endnu ikke havde faaet 1593 (Geh. Ark.).

++) I Chr. IV.s Privilegier for det Grønl. Kompagni af 1636 16_/s lyder § 7: „Mue dj under samme privilegie beseigle Voris land Nort Friszland, som ligger udj samme farvand, og søge der til land deris handel, fischerie og trafiqve, det beste dj kand, og giøre deris største flid, at dj om samme landz beskaffenhed, saauit mueligt er, kunde giøre vnderdanigst visze relation vdj Voris cancellie". Om samine Konges Paastande paa Enehandel i Nordhavet sml. bl. a. S. Muller: Geschiedenis der Noordsche Compagnie, Utrecht 1874, især S. 236^—84, og til Dels Lindeman: Die Arktische Fischerei, Ergänzungsheft Nr. 26 til Petermanns Mittheilungen 1869.

*) Const. Flood: Povel Juel S. 85, 105 ff.

**) Schlesw.-Holst. Provincialberichte 1796. H. 1., S. 3.

***) F. Ex. i Uddraget af Thåttr af Halli Geit, Grønl. hist. Miudesm. III. 524 f£, ogsaa benyttet af Prof. Conr. Maurer i Die zweite Deutsche Nordpolarfahrt I. 243.

+++) N. M. Petersen: Hans Egede S. 4.

*) Diplomatarium Norveg. IX. 604.

**) Grønl. hist. Mindesm. Hf. 637—50. Selve den orig. Dagbog, hvoraf Hovedstykket er meddelt der S. 041 - 47 efter en Afskrift, findes i Geh.-Arkivet og er ført af Skibspræsten Christ. Nicolai.

***) Ib. 650-GO. Med de anførte Citater af Grønl. hist. Mindesm. kan sammenlignes Norske Rigsregistrantcr 11. 337 f.. 402 f., 504 ff.

+++) N. M. Petersen: Hans Egede S. 4.

*) Const. Flood: Povel Juel S. 85, 105 ff.

**) Schlesw.-Holst. Provincialberichte 1796. H. 1., S. 3.

***) F. Ex. i Uddraget af Thåttr af Halli Geit, Grønl. hist. Miudesm. III. 524 f£, ogsaa benyttet af Prof. Conr. Maurer i Die zweite Deutsche Nordpolarfahrt I. 243.

Side 150

Omstændighed, som at Havet her oppe forbliver næsten isfrit om Vinteren. Dette, som vor Tidsalder erklærer for en Virkning af varme Strømninger, forklarer Zeno af det lunkne Vand, som en hed Kilde, der forud har afgivet Varme til allchaande Brug i et hosliggende Kloster, ruller ud lier i .Havbugten. Om der ved den Opvarmning af Klosterets Værelser og Drivning af Vinterhaver, som tillægges samme Vand, mulig skulde sigtes til russiske Badstuer*) og Potteplanter, kan vist nok være os temmelig ligegyldigt, da Forfatteren jo aa.benbart er kommen ind paa vilde Veje.

Paa det nævnte, forholdsvis lune Sted ligger altsaa samlet en stor Del Bygninger, der tilsammen udgjcfre et Kloster, helliget S. Thomas. Dette beboes af en Mængde Munke af Pra'dikerncs Orden, som med megen Dygtighed drage sig Landets naturlige Beskaffenhed til Nytte. Af det fiskerige Hav hentes en Overflod, som byttes bort imod Livets andre Fornødenheder og lægger O run den til et lykkeligt Velvære, der knytter dem og de omboende til Stedet. Disse — for Resten raa og vilde Folk — se paa deres Side op til Munkene som til højere Væsner, hvis Gunst de søge at vinde ved Gaver af Høns, Kjød o. desl.

Trods dette Underdan ighedsforhold ses det af Skildringen, at Klostrets fleste Bygninger opførtes efter samme Mønster som de indfødtes, d. v. s. som runde Huse med et spidst tilløbende Tag, hvori en A aiming for oven til Luft og Lys. At Byggeæmnet opgives at være den udspyede Lava, stemmer med den oven for nævnte Forudsætning om en virksom Vulkan; men dersom vi turde udelade denne og søge Byggeæmnet i „Jordens indre" i Steden for i „Bjærgets Arnested" eller med andre Ord lade Jord og ikke Lava tjene til Husbygningen, vilde vi i et og alt have en Skildring af Lappernes „Gramme", som den ses den Dag i Dag ved Ishavets Bredder**).

Et Kloster ved denne Kyst turde dog maaske forekomme mange Læsere som en latterlig Overdrivelse eller en altfor letsindig Omgang af Sandheden. Ikke des mindre findes et af Verdens rigeste Stiftelser af denne Art i disse Strøg, nemlig Solovetskoie i det Hvide Hav. Hertil sigtes imidlertid ikke i denne Fortælling, eftersom Vinter-Isen der paa Stedet ikke forholder sig som oven for angivet, og det bør maaske tilføjes, at Klostret først siges at være grundlagt 1129*). Ved imidlertid at kaste et Blik paa Jsliavskysten kan man tæt ved den norsk-russiske Grænse finde de to Navne: Munkefjord og Klosterhavn, og ikke langt derfra ved Pejsen Elv laa det saakaldte Petschenka Kloster, hvor nu kun enkelte Levninger minde om en "Bygning, der i sin Tid var saa rummelig, at der ved "Ri-anden omtr. 1590 skal være omkommet 5G Munke og 05 tjenende Brødre**). Ligeledes a finales dette Klosters Magt over de omboende omtr. 1550 i lignende Farver***) som de, hvormed Nic-010 Zeno oven for skildrede S. Thomas Klostrets Forhold til sine Naboer. Dog maa de to Klostre ikke regnes for ét, saa længe vi ikke have andre Kilder end de, der nu staa til vor Raadighed ; thi Petsehcnka-Klostrets (Jrundlæggelse henføres til det l (ide Aarhundrede, og det havde andre Skytshelgener end S. Thomas•[-).

Endim vilde det have vivret af stor Literesse bestemt at faa at vide, om Klostret fulgte den græske eller den romerske Bekjendelse, det vil sige, om det hørte til den russiske eller den norske Kirke. I den som i saa mange andre Henseender lades vi imidlertid i Stikken, da de Oplysninger, at de fornemmere Munke forstod Latin, og at Klostret hørte til Prædiker-Ordenen, ere for vage til dcrpaa at grunde en sikker Dom. Men medens disse; Vink nærmest tyde paa, at Klostret var romersk-katolsk, findes der i den norske Kii-kes historiske Kilder intet om en saadan Stiftelse, uagtet denne Kyst lige til det Hvide Hav hørte til Norges Rigoyy). Paa den anden Side er det netop gjennem sin Mission og Opførelsen af kirkelige Bygninger, at Rusland næsten umærkelig har trængt sig frem Skridt for Skridt langs Ishavets Kyst f fy).

*) Vsovolojsky: Pictiounaire geog.-liist. de Hussie, IL, S. 210.

**) Sjogrén: Kemi Lappmark, S. D7B.

***) Friis: Fn Sommer i Finmarken, S. 179 f.

+) Sjøgrén: Kemi Lappmark, S. 374 ff. (efter en gammel slavonsk Optegneiso), Biisching: Mag. für Historie und Gengr., VII. P>l7 og 314 f., jfr. Karamsin: Gesch. d. RUSS. Reiches, VII. 152. Omtrent ved samme Tid er der ogsaa blevet grundlagt et Kloster i Kola, liiisching: Mag. VII. 'Ml, sml. VII. -512, hvor Abbederne fra begire Klostre nævnes som Vidner ved en Forhandling 1505.

++) Se bl. A. Sjøgrén: Kemi Lappinark. S. 375. Büsching: Mag. VII. P.-I3

+++) Sml. Friis: En Sommer i Finmarkon, S. 150. Maaske er ogsaa Christiern l.'s Bekymringer (S. H. P. VIII. ?>GO) for, at det norske Folk skal slutte sig til den russiske Kirke, motiverede ved dette Forhold. En anden Forklaring er dog foi'søgt af Prof. Paae i Theol. Tidsskrift for Norge. Ny Række I. 181 - 89.

*) Kaldes rettere: Finske Bade. Schiern: Europas Folkestammer T. SG.

**) Friis: En Sommer i Finmarken S. 117_—18 (og Billed ved S. 211). Düben: Om Lappland och Lapparne S. 128.

*) Vsovolojsky: Pictiounaire geog.-liist. de Hussie, IL, S. 210.

**) Sjogrén: Kemi Lappmark, S. D7B.

***) Friis: Fn Sommer i Finmarken, S. 179 f.

++) Se bl. A. Sjøgrén: Kemi Lappinark. S. 375. Büsching: Mag. VII. P.-I3

*) Kaldes rettere: Finske Bade. Schiern: Europas Folkestammer T. SG.

**) Friis: En Sommer i Finmarken S. 117_—18 (og Billed ved S. 211). Düben: Om Lappland och Lapparne S. 128.

Side 151

VI.

Det uvante kolde Vej dig paa disse linje Breddegrader undergravede imidlertid Nicolo Buenos Helbred, hvorfor lian vendte tilbage til Frisland og dode der. .Hans »Stilling, Kigdom og Yndest hos Zichmni gik i Arv til Broderen Antonio, hvem det blev paalagt at folge med Zichmni paa et Søtog til fjærne Egne.

Man havde nemlig i Mellemtiden i'aaet Meddelelser fra en vidt omtumlet frisisk Fisker om store ukjendte Landstrækninger, fulde af umaadelige Kigdomme og af 'barbarisk Kaalied. Um vi end i det hele i Zeniernes Hejseværk maa have et Øje paa hver Finger, bliver man dog let dobbelt mistænksom over for Fiskerens Forta:llinger, der meddeles i Bogen for egen Hegning, ret som om Udgiveren selv ikke har villet staa inde for dem. Kaartet har imidlertid draget fuldt Udbytte af dem ved at hensætte de opdagede Lande, Estotilanda og Drogio, i Amerika. Hertil findes ogsaa i Texten tilsyneladende fuld Føje, da nemlig Kursen for den Flaade, der nu søger at gjenfinde Fiskerens tabte Herligheder, stadig gaar i vestlig Retning. Men da der ingen Steds omtales noget saa paafaldende som Amerikanernes røde Hudfarve, og da der aldeles umulig paa de Tider kan have bestaaet en saadan Skibsfart som forudsat mellem Frisland og Amerika, kan der alene af disse Grunde slet ikke for Alvor være Tale om den ringeste Tillid til Kaartets Opgivelser og disse Kursretninger.

Vende vi imidlertid tilbage tu Texten, erfares, at Fiskeren i sin Tid blev tagen til Fange i Estotilanda med nogle Karnmeiater. Folket talte et ukjeudt Sprog, men viste sig for Hesten i Besiddelse af en Kultur af samme Højde som den, Fangerne kjendte hjemme fra. I Kongens Bogsamling fandtes der endog latinske Bøger, men der var rigtig nok ingen, som forstod dem, saa meget mindre som de dér i Landet havde deres egne Bogstaver. Af de omliggende Lande stod man her i Handelsforbindelse med Grønland. Et Nabofolk mod Sønden udmærkede sig ved sin Higdoin paa Guld og Skove, men ellers (særlig i sydvestlig Hetning) levede Folkene i barbarisk Vildskab som Afgudsdyrkere og Menneskeædere. Alt dette og andet mere erfarede Fiskeren, da han var sluppen fra sit første Fangenskab og nu i en Aarrække gjenneinstrejiede disse Egne, i det han stadig skiftede Herrer. Vexlende mellem Flugt og Fangenskab, Krig og Fred, tumlede lian saaledes om, indtil han omsider naaede Drogio. Her boede han i nogle A ar, men fik da nogle Skibe ved Strandbredden opspurgt, drog til dem og erfarede, at de hørte hjemme i Estotilanda. Efter først at have tjent disse Handelsmænd som Tolk. blev lian selv efterhaanden en formuende Mand og vendte endelig paa sit eget Skib hjem til Frislanda.

Disse omtalte Egne var det altsaa, det gjaldt om at opsøge. Men hvad enten Antonio Zeno har fundet sin Glæde i æventyrlige Fortællinger, eller Fiskerens Hændelser have forledet ham til at bruge vel kraftige Farver, er for saa vidt ligegyldigt, som selve den kolorerede Fremstilling er en Kjendsgjerning. Farten, hvis Maal var Eslolilanda, der jo laa i Naboskabet af ..Grønland", har altsaa maattct gau omtrent lige i Nord fra Frisland, men afbrødes ved et Besøg paa „Hen Icaria". Der fortælles i den Anledning en lille Historie fra Arkipela,gus om Dædalus og Icarus, der tager sig lidt løjerlig ud paa dette Sted*). „Det næsten dyriske Folk" opførte sig imidlertid saa fjendtlig, at der ikke kunde blive Tale om nogen venskabelig Tilnærmelse, hvorfor vi ikke faa yderligere Oplysninger om den klippefulde Ø med det ufattelige Navn. I Virkeligheden skulde man vel nærmest vente Færøerne omtalt paa dette Sted, men de meddelte Opgivelser lade sig ikke bruge til noget**).

Herfra gik Hejsen til Dels stik i Nordøst til et folketomt, men tiltalende Sted, der faar Navnet Trin. Men saaledes kaldtes endnu længe efter den Halvø, der ligger mellem det Hvide Hav og Ishavet ***), og Skildringen deraf, som Antonio Zeno meddeler den, stemmer ret vel med den, som en Nutids rejsende giver af hine Egnef).

Hermed afsluttes de Zeniske Opdagelser. Antonio blev nemlig sendt tilbage til Frisland og blev saaledes ikke Vidne til den Kolonisation af Stedet, som Zichmni tilsigtede, men naaede Hjemmet efter en heldig, om end ikke aldeles regelret Hejse, i det Storme førte Skibet forbi „Islande" (Orknøerne?) og lod det finde Hjemmets kjendte Kyst ved Øen Neomef-j-).

Vi faa altsaa uheldigvis ingen nærmere Underretning
om Fiskerens oven for omtalte Opdagelser. Paa Opsøgningen
af Estotilanda ere vi nu imidlertid naaede op til de

*) Single undskyldende Bemærkninger i denne Anledning tindes i Al. v. Humboldts: Kritische Untersuchungen üb. d. Entwickelung d. geogr. Keritnisse v. d. neuen Weit lübeis. v. Ideler), S. 371 if.

**) Hvis man ikke tør læse Faria for Icaria? I saa Fald vilde man ogsaa kunne søge Icaria i Helgoland [snil. Maurer: Die Bekehrung des Norweg. Stammes, 11. (Jus f. is'ole üül.lj, men dog rimeligst i Færøerne.

***) Sjogrén: Kemi Lappmark, S. 370. Anni. 90. Trin er rimeligvis afledet af Navnet Tre. hvormed Lapperne kaldtes i det gamle Novgorod, Strahl: Gesch. d. russ. Staate?, L oö.

+) Peterrnanns Mittheilungen f. 1801), S. Ujlt.

++) Neume. Fejlskrift for ileoine --- Kørnø??

*) Single undskyldende Bemærkninger i denne Anledning tindes i Al. v. Humboldts: Kritische Untersuchungen üb. d. Entwickelung d. geogr. Keritnisse v. d. neuen Weit lübeis. v. Ideler), S. 371 if.

***) Sjogrén: Kemi Lappmark, S. 370. Anni. 90. Trin er rimeligvis afledet af Navnet Tre. hvormed Lapperne kaldtes i det gamle Novgorod, Strahl: Gesch. d. russ. Staate?, L oö.

+) Peterrnanns Mittheilungen f. 1801), S. Ujlt.

++) Neume. Fejlskrift for ileoine --- Kørnø??

Side 152

samme Egne, som vi tidligere hævdede Navnet Grønland, og maa vel saaledes ogsaa antage, at vi her i Nærheden af det Hvide Hav maa finde det eftersøgte. Sønden for Estotilanda skulde der findes et Folkefærd, særlig udmærket ved Guldrigdom og store Skove, altsaa med de samme Kjendemærker som de, vore nordiske Forfædre tillagde Bjarmerne*). Men disses Bopæle ved Dvina Floden skiltes netop fra det Hvide Hav ved et finsk Folkefærd, der nu er blevet opslugt af sine kraftigere Naboer Russerne, men hvis Omraade engang blomstrede under Navnet Savolotscheskaja Tschud. d. v. s. Tjudernes Land**). Estotiland vilde altsaa paa den Maade være det samme som Tjudernes Land***), og da Tjud er fælles Navn for den hele finske Folkestamme, vilde dette Navn ogsaa kunne tillægges de finske Egne ved Østersøen. I saa Fald vilde det være lettere at forstaa, at Fiskeren var i Stand til fra Kysterne i Drogios Nærhed at sejle til Estotilanda, da vi finde Grund til at antage Drogio for en Italienisering af Navnet Troki (Tro/k?), som endnu føres af en lille By ved Vilna, der i det 14de Aarhundrede og senere var de Litthauiske Storhertugers Residens f).

VII

Ligesom det her imidlertid mere har været Hensigten at give eri almindelig Regel for Fortolkningen end at fastslaa en Række Tydninger af Enkelthederne, saaledes eider særlig Opfordring til atter at mindes vort usikre Fodfæste, hvor Talen er om Fiskerens Fortællinger. Dog er heller ingenlunde her alt saa urimeligt, som det synes, og maaske vilde ved en nøjere historisk Kundskab til de finske Stammer, der den Gang bredte sig over store Dele af det indre Rusland -j-j-), endog meget antage et ret rimeligt Udseende. Det kan saaledes have sin Rigtighed med den ejendommelige Skrift, man brugte i Estotiland, eftersom det netop vides om den hellige Stefan, Bjarmerncs Apostel 1380^—96, at han lærte de nyomvendte et eget Alfabet, som endnu er bevaret*). Heller ikke er det umuligt, at der kunde findes latinske Bøger der i Landet, som ingen længer forstod, eftersom vi høre, at nogle af Finnerne tidligere en Stund havde været romerske Katoliker, da de bleve tvungne ind i den græskslaviske Kirke**). Ja end ikke Menneske-Ofringerne driste vi os til at stemple som rene Opdigtelser, eftersom en Præst endnu saa sent som 1751 beskylder nærboemle Lapper, der allerede bare Kristi Navn, for stundum at ofre deres egne Børn***).

Da derimod Naturforholdene sikkerlig den Gang saa nogenlunde vare de samme som nu, kunne vi med Vished erklære Fortællingen om, at de indfødte der i Landet gaa nøgne, for aldeles umulig. Den mildeste Forklaring, der lader sig fremføre, er vistnok den, at der her foreligger en Udskejelse af samme Slags, som de føromtalte med Vulkanerne og Øen Icaria, og at det kun er Prydelser, hvormed Udgiveren fra 1558 har ment at maatte forbedre Stilen. En anden Smag end hans og i hvert Fald den historiske Sandhed vilde have været ham taknemlig for en mere ædruelig Fremstilling ligesom ogsaa for en sikrere Læsning af det gamle Haandskrift, saa at han f. Ex. ikke havde skrevet Mimant i Stedet for Minlant. Men hvor velgrundede den Slags Udsættelser end ere, veje de dog mindre end hin anden Fejl, som især falder i Øjnene ved Betragtning af Kaartet. Thi at dette, som før bemærket, i Hovedsagen er et Falskneri i det, der er ejendommeligt for det i Sammenligning med andre lignende Arbejder fra det 16de Aarhundrede, kan ikke være tvivlsomt for selv et overfladisk Blik.

Skjønt der rigtignok før gjordes et Forbehold til Gunst for Aftegningen af Grønlands Omrids, var det dog just ikke Meningen at redde Forfatterens eller Udgiverens Ære i dette Punkt, undtagen for saa vidt Udgiveren maa have brugt Underretninger om Samtidens nyeste Opdagelser i hine Strøg. Henimod Aar 1500 havde nemlig Cortereal besejlet Labrador, 1517 udsendtes Cabot for at finde Nordvestpassagen f), og 1542 prøvede en hamburgsk Kravel paa at træde i Forbindelse med Grønlænderne fy).

*) Om deres Rigdom paa a:dle Metaller aflægger Grev Strognnovs Samling at J ord f und paa sine (indser endnu Vidnesbyrd, Kuss. Kevuo I. 3!K5^—98.

*) Akianders Uddrag af de Russ. Annaler i Suomi, VJII. 122, Castrén: Resor etc., IV. 150, Sjøgrén: Kemi Lappmark, S. 380.

**) Castrén: Resur och forskningar, V 4U il., sinl. IV. 14(J. Lehrberg: Untersuchungen /. Gesch. Russlands, S. 2;>, og Kuropäus i Ann. f. Nord. Oldkynclighed 1858, S. 31.

**) Lagerbring: Swca Rikes historia. IIJ. 397 f. Note 3, Rein: De vetere Carelia, S. 59. Castrén: IV. 160 f.

***) Sml. her foran S. 147 b*.

***) Castrén: I. 60.

+) Vsévolojsky, 11. 301. jvfr. Forster: Entdeckungen im Norden, S. 214. Vojvodskabet Troki kaldes i Middelalderens Latin „palatinatus Trocensis" (Graese: Orbis Latinus).

+) Peschel: Gesch. d. Erdkunde, 2. Udg.. S. 290, 291.

++) Lappenberg: Hamburg. Chroniken, S. 187. At Skipperén, Gert Mestemaker, har fundet det virkelige st er i hvert Fald rimeligt i Følge Beretningen, der fortæller, at han traf Land, men ingen Folk. Desuden var det paa Rejser til og fra Island, at Hamburgerne gjorde Bekjendtskab med Landet; se Rejserne 1537 og 1539, sstds. S. 136 f. og S. 169. Ad slige Veje kunde Øst-Grønlænderne være komne i Besiddelse af Jærnpilespidserne, som Frobisher fandt hos dem (Forster-. Entdeckungen, S. 320, 325), da de næppe have kunnet faae dem fra de skandinaviske Grønlændere, der selv led saadan Mangel paa Jærn, at, Asmurid Kastanrasti vovede sig over Havet 1189 paa et Skib uden Jærnsøm, Ser. R. D. 111. 69, Grønl. hist, Mindesm. 111. 8.

++) Castrén: Resor och furskningar, I. IG2-G4.

*) Om deres Rigdom paa a:dle Metaller aflægger Grev Strognnovs Samling at J ord f und paa sine (indser endnu Vidnesbyrd, Kuss. Kevuo I. 3!K5^—98.

*) Akianders Uddrag af de Russ. Annaler i Suomi, VJII. 122, Castrén: Resor etc., IV. 150, Sjøgrén: Kemi Lappmark, S. 380.

**) Castrén: Resur och forskningar, V 4U il., sinl. IV. 14(J. Lehrberg: Untersuchungen /. Gesch. Russlands, S. 2;>, og Kuropäus i Ann. f. Nord. Oldkynclighed 1858, S. 31.

**) Lagerbring: Swca Rikes historia. IIJ. 397 f. Note 3, Rein: De vetere Carelia, S. 59. Castrén: IV. 160 f.

***) Sml. her foran S. 147 b*.

***) Castrén: I. 60.

+) Vsévolojsky, 11. 301. jvfr. Forster: Entdeckungen im Norden, S. 214. Vojvodskabet Troki kaldes i Middelalderens Latin „palatinatus Trocensis" (Graese: Orbis Latinus).

+) Peschel: Gesch. d. Erdkunde, 2. Udg.. S. 290, 291.

++) Castrén: Resor och furskningar, I. IG2-G4.

Side 153

Og i hvert Fald er det tydeligt, at Udgiveren for visse Dele af sit Kaart har brugt hollandske eller nedertyske Forbilleder, eftersom han skriver Buim for Rømø, Fuy for Føi' og Bouenbergen for Bovbjærg.

Vor Mening er altsaa den. at den italienske Udgiver 1558 har udarbejdet sit Kaart efter de bedste Kikler, der forelaa paa lians Tid. og dcrpaa efter sit eget gode Skjøn har henlagt de Steder, han fandt nævnte i sine Papirer. Da han saaledes af dem havde lært, at Estlanda (Shetland) laa paa Vejen mellem Frislanda og Norge, og da han vanskelig kunde tænke paa den underforstaaede Kurs langs Englands Hstkyst, var der for ham tilstrækkelig drund til at anbringe det omhandlede Frislanda langt ude i Havet, og dertil blev han maaske yderligere forledet ved Benævnelsen Ø. Og da Estotilanda skulde ligge „1000 Mil" *) fra Frislanda, blev det næsten nødvendigt at henlægge det til de nyopdagede Lande i Nordamerika, i hvilken Anledning Kursretningerne sagtens have maattet ændres fra Øst til Vest.

En Støtte for denne Opfattelse kan maaske ogsaa, findes i forsk j ellige gamle Atlasser, der indeholde Navne, som vi kjende fra Zeniernes Rejse, paa, andre Steder end opgivet paa det omhandlede Kaart, da der derved muligvis antydes, at Rejsebeskrivelsen, men ikke Kaartet har været kjendt før Udgivelsen i Trykken**).

Men se vi uden alle Bagtanker, der hidrøre fra bedre Kundskab, paa det berygtede Kaart, skulde det synes aabenbart, at de Herrer Zeni have gj_æstet Amerika over 100 Aar før Columbus, eller med andre Ord. at Æren for en Opdagelse, der deler Verdenshistorien i Tiden før og Tiden efter, snarere skulde tilkomme Venezia end denova. Og her have vi uden al Tvivl den egentlige Forklaring til det hele Falskneri. Medens saaledes Geografen Ramusio, der døde 1557, som Venezianer udtaler sin Sorg og Misundelse over, at den ova ved sin navnkundige Søn havde skaffet sig evigt Ry for denne Opdagelse *), véd en af de følgende store geografiske Forfattere, Nederlænderen Abraham Ortelius, 1571, at det egentlig er med Urette, at man tillægger Columbus Æren for Opdagelsen, da denne i Virkeligheden tilkommer de venezianske Adelsmænd Nicolo og Antonio Zeni**).

For os bliver det dog et Spørgsmaal, hvorledes en Mand som Nicolo Zeno den yngre, der netop i denne Bog viser sig saa ivrig for sin Slægts Ære og Anseelse, at han umulig kan have været ligegyldig for sit eget Navns Hæder, hvorledes en saadan Mand har kunnet nedlade sig til i det mindste at laane Haand til et sligt Bedrageri. Til Ære for vor Tid tør man maaske tro, at et Falsum under slige Forhold nu vilde være, saa at sige, utænkeligt; men enhver har et vist Krav paa kun at dømmes efter sin egen Tids Maalestok. Og anlægge vi denne paa den yngre Nicolo Zeno, vil den strænge Fordømmelse opløses i saadanne Ord som. „ misforstaaet Patriotisme", „from Fiffighed" eller „hvide Usandheder". Man var den dang, beruset af de ny fundne Oldtids Skatte, kommen langt ud over de enfoldige Tider, der kalde sort for sort og Usandhed for Løgn; Historieskrivningen var bleven en Kunst, der adlød andre Love end Videnskabens***), Formaalet var mindre at overtyde end at overtale, saa at Følelsen og Fantasien fik Lov til at brede sig ikke efter Æmnets, men efter den forventede Læsers Krav, og da man troede at være lige saa lidt forpligtet til at anføre sine Bevissteder, som de gamle viste sig at have været det, fordi de paa drund af Bøgernes Sjældenhed nødtes til at sætte sig ud derover, vare Dørene aabnede for den frie Tildigtning.

Vi have hos os et nærliggende Exempel paa det skildrede Forhold i den upsalensiske Ærkebiskop Johannes Magnus's Adfærd. Skjønt landflygtig fra sit Fædreland og harmfuld paa Magthaverne hjemme, nærede hans Sind dog et endnu bitrere Had til de Danske, der saa grumt havde besudlet Sveriges hellige Jordbund. Netop i Venezia sammenskrev han derfor sin berygtede Krønike om

*) Kun i forbigaaende være det sagt, at denne Maalangivelse, der er saa almindelig hos Marco Polo og andre italienske rejsende (deraf Polos Øgenavn „il Millione"?), kun kan være en almindelig rund Angivelse for en stor Længde. Sml. vort „Syv og syvsindstyve". det plattyske „Seven en seventig".

*) Sml. Zahrtmann i Nord. Tidsskr. f. Oldkyndighed 11. 18.

**) Ranulfus de Byggeden i Lelewels Atlas Nr. har Grislanda oppe ved Norges Kyst, og Bladet Nr. 2 i Atlas til Kunstmann: Die Entdeckung Amerikas, hensætter „insula de Ureslant" paa en übestemt Plads ude i Randen.

**) Theatrum Orbis, Udg. af 1571 (i Konferensraad Wegeners Eje), fol. 6 v.

***) Sml. H. Rørdam: Historieskrivningen i Danmark osv., I. 2.

*) Sml. Zahrtmann i Nord. Tidsskr. f. Oldkyndighed 11. 18.

**) Theatrum Orbis, Udg. af 1571 (i Konferensraad Wegeners Eje), fol. 6 v.

***) Sml. H. Rørdam: Historieskrivningen i Danmark osv., I. 2.

Side 154

de Svenske og de Goter, der som en Modvægt mod Saxos lange Kongerækker véd at fortælle om svenske Høvdinger lige op til den Babelske Sprogforvirring. Bogen udkom 1554 efter Forfatterens Død, gjorde stormende Lykke og fandt rivende Afsætning; men de 'ligefremme Usandheder og den aabenbare Hensigt at nedsætte Danmarks Agtelse fremkaldte et Skrig af Vrede og Hævn fra dansk Side*). At man dog ikke alle Vegne var krænket i sin moralske, men saa meget mere i sin patriotiske Følelse, fremgaar deraf, at en dansk Præstemand udarbejdede et Modskrift, der i dristige Paastande og grundløse Opdigtelser søgte at overbyde Job. Magnus **).

For en Historiker vil endnu det Spørgsmaal kræve Besvarelse, om da ikke ogsaa Rejsebeskrivelsen er en blot Opdigtelse paa Grundlag af det 16de Aarhundredes Erfaringer, l Virkeligheden vil man dog kun med Rette kunne spørge saaledes om den sidste Del, som vedrører „Grønland" og Egnen deromkring, hvorimod den tidligere Del stemmer alt for vel med de virkelige Tidsforhold til at vau'u Gjenstand for en slig Mistanke. Med Hensyn til Meddelelserne om „Grønland" er der derimod, som forhen ytret, den uheldige Omstændighed, at de Klostre, som vi kjende i de Egne, hvorom der ene kan være Tale, i Følge vore andre Kilder ere af yngre Oprindelse. Imidlertid er det, vi vide om hine Landskaber og deres Skæbne, i den Grad blotte Brudstykker, at det vilde være mere end dristigt af den Grund at forkaste et Kildeskrift, der for Besten har et nogenlunde paalideligt Udseende. Hvor nær end nemlig Fristelsen laa tii at gjøre noget stort ud af Fortællingens Helt, har han dog maattet nøjes med en nogenlunde underordnet Rolle, og det ejendommelige Forhold med de isfri Fjorde ved Nord-Evropas Kyster er redelig skildret, men rigtig nok uheldig forklaret. Endelig kan det maaske ogsaa tilføjes, at det indre Rusland til Nød i det 14de Aarhundrede, men sikkerlig ikke i det 16de kunde frembyde et Billede, svarende til det, der oprulles i Fiskerens Fortællinger.

Skulle vi endelig samle Hovedpunkterne i denne lille Afhandling, indskrænke de sig vel nærmest til de to Paavisninger: det tilsyneladende saare simple, at Frislanda betyder Frisland, og det længe kjeudte, at Navnet Grønland ogsaa har været brugt om det nordligste Evropas Kyststrækninger. Naar vi ikke des mindre frygte for at have besværet Læseren dels, om man saa tør sige, med Osen af den natlige Lampe, dels med Sandsynligheder i Stedet for Sikkerhed, bede vi om venlig Overbærelse af Hensyn til, at den Gaade, som Slægt efter Slægt ikke harrnagtet, vanskelig løses uden skæmmende Mærker af den hvileløse og trængselsfulde Søgen efter Sandheden, der er Videnskabens øverste Lov, men ogsaa dens højeste Løn

*) Sml. herom Rørdam: Historieskrivningen, I. 70 ff. Et meget ejendommeligt Brev om Bogen fra det danske Sendebud i London (sml. C. de Treschow: Contributions to the history of queen Elizabeth) af 1559 16/io findes i Geh.-Arkivet.

**) Nie. Petreius: Origines Cimbrorum et Gothorum.

Geografisk Tidsskrift, Bind 2 (1878) 1

Om Zeniernes Rejse til Norden,

I.

II.

III

IV.

V.

VI.

VII