Lidt om Telegraflinjer. I Anledning af de Oplysninger, som Franskmanden V. Fourrier i nærv. Tidskr. S. 163 har givet om Telegraflinjer i Aystrallandet, kan det mulig interessere Læserne at høre lidt om, paa hvilken Maade man andensteds har søgt at værne Telegrafen imod den Skade, som man af ond Vilje og Ødelæggelseslyst ellers kunde tilføje de tavse og dog saa meddelsomme Traade. Man tager imidlertid Fejl, hvis man tror, at det alene er i en saa øde Udkant af Verden som det indre Avstralland, at man er saa slem imod dette „Civilisationens Symbol", som man har kaldt Telegrafen. En saa spinkel og let Bygning udfordrer især Ungdommeris Tilbøjelighed til al Slags „Idræt", og her hjemme gaar det derfor hyppigst i Nærheden af Skolebygningerne og Kroerne paa Landet ud over de hvide Isolatorer, der ere et altfor fristende Maal for Stenkastning o. desl. De Midler, man maa gribe til for at afvende Ødelæggelsen, ere meget forskjellige.

Da man byggede den lange Telegraflinje, der gaar tværs over det nordamerikanske Fastland fra det atlantiske til det store Hav, maatte man i Tide tænke paa at sikre Linjen imod de Indianere, som strejfe om paa de endeløse Prairier, og man gik da frem paa en ret mærkelig Maade. Man appellerede nemlig til Indianernes Sans for det fantastiske, vel ogsaa til det Højsind, som ingen nok saa uciviliseret Race er helt blottet for, og efterhaanden som man traf sammen med de forskjellige Stammer, gjorde man sig Umag for at forklare og vise deres Høvdinger, hvilket nyttigt Værk man her havde for, hvorledes man igjenuem denne Traad kunde tale med Brødre og Venner langt borte, og hvor smukt det vilde være, om de vilde holde deres Haand over Traaden og sørge for, at man altid kunde „tale" sammen. Den Traad holder den Dag i Dag.

Blandt de civiliserede Kinesere maatte man bære sig anderledes ad. Det er et meget ædrueligt Folkefærd, som slet ikke har Sans for Fantasibilleder, men derimod en saa meget stærkere for det nyttige og for det, der bringer Fordele. Af denne Grund fandt man paa at værne den korte, synlige Telegraftraad, som sammenknytter Stationen i Sjanghaj med Kablerne, der komme i Land i Nærheden af Vusung, ved Hjælp af Kinesernes stærkt udviklede Sans for „den almægtige Dollar", men dog med en særegen „kinesisk" Ændring. Man sluttede nemlig Akkord med Ejeren af en lille Dok, som ligger midt i den korte Linje langs Floden, om imod en vis Betaling at holde Tilsyn med Linjen, dog saaledes, at der ved Udbetalingen afkortedes en følelig Sum for hver Dag, Linjen ved Tilsynets Skyld var i Uorden og ikke kunde arbejde. Det er for Resten det samme System, hvorefter Huslæger i Kina blive lønnede, og Systemet er ypperligt: thi Linjen er altid „sund". — Men Kina har Plads nok for flere Systemer. Den lille Telegraflinje, som de kinesiske Myndigheder have ladet bygge ved Futsjpv, og den Linje, som nu bliver lagt fra Pekin over Tientsin til de navnkundige Forter ved Taku, staa begge under Avtoriteternes Beskyttelse. I dette træløse og folketætte Land findes der paa hver Telegrafstang en Proklamation, som med svære Straffe truer den, der forgriber sig paa den kejserlige Ejendom,

oe paalidelige Kinesere vandre .daglig langs Linjen og efterse enhver nok saa ringe Mangel for strax at afhjælpe den. Ogsaa disse Anlæg staa sig godt; men - den bedste Beskyttelse er dog den, der langsomt, og sikkert arbejder sig frem, nemlig den voxende Erkjendelse af den Betydning, som „Ordets Jærnvej" har for fredelig Idræt og Vindskibelighed, ikke mindre end for Statens Interesser, og som nok engang vil gjøre, at Proklamationerne forsvinde, og at Linjerne alligevel blive staaende. Er ikke det smukke kinesiske Navn paa en Telegrafstation „Tsing-Tsing-Hong", d. v. s. Huset, der sender Hilsener, en Tilnærmelse dertil?