Jagten i Mellemasien drives dels af Vandrefolket Kirgiserne og dels af Højlandets Bjærgboere. Franskmanden (•h. de Ujjali'ij. som tilligemed sin Hustru i to Aar har rejst i Mellemasien, holdt herom et Foredrag ved Aarsmødet i det franske Acclimatationsselskab den 14de Juni d. A.

Langs Bredderne af Aral- og Balkasj-Søen og langs de i dem udmundende Floder er der en overordentlig Mængde Jagtdyr. Ulve, Ræve, vilde Geder og Kaniner færdes paa Sletterne; i de tætte Kratskove er der nok af Vildsvin og Fasaner, og i Rørskovene lure Tigre af ualmindelig Styrke og Størrelse, medens Vandene besøges af alle Slags Vandfugle. De vestlige Landstrækninger i Tiansjan ved „de syv Floder" sammenligner de Ujfalvy med en stor engelsk Park, som er rig paa herlige Hjorte, Bjørne og en Mængde Fuglevildt. Han finder den himmelblaa Farve saa almindelig i Landet, at han fremhæver den som fælles for Himlen, Mineralierne, Fuglene og Bygningernes Mure.

Kirgisen er en dygtig Jæger. Skjønt han kun har en maadelig Bøsse af meget lille Kaliber, fælder han Fuglen i Flugten og dræber endog Tigeren med den; desuden jager han baade med Hund og Hest. Der er tre Slags Heste i Landet, Den almindelige kirgisiske Hest er lille og ser ussel ud, men den er ligesaa kraftig og udholdende som dens Herre. Den tyrkmenske Hest er af arabisk Byrd, men den er mere højbenet end den ægte arabiske Hest; den er imidlertid sjælden og meget dyr, saa at kun kirgisiske Fyrster undertiden eje nogle Stykker. Den tredje Slags Hest er den daarligste, og den er dog frembragt ved Kiydsning af de to andre. Kirgisens Hest kommer aldrig i Stald, æder, hvad den tilfældig faar fat i, og drikker, naar den har Lyst, enten det saa er en Kulde af -i- 30 eller en Varme af -f- 40 °. — Den kirgisiske Hund er af Mellemstørrelse; den er korthaaret paa Kroppen, har hængende Øren og lange, silkebløde Haar paa Ben og Hale. De graa Hunde skulle være de bedste, og en smuk Hund af denne Farve koster stundum mere enden Hest. Tre saadanne Hunde findes nu i Acclimatationsselskabets Have i Paris. — Naar Kirgisen jager Vildgæs og Ænder, bruger han til Jagten afrettede Falke eller Ørne. som af Folkene ved Aralsøen kjøbes af de jagtlystne Basjkirer. Til Hest, væbnet med en Bøsse og en Pisk med Snært af Jærntraad, med en Falk paa Haanden og fulgt af sine Hunde drager Kirgisen ud paa Jagt. Kaninerne fanges og dræbes af Hundene, Fasanerne tages i Fælder, og Ulvene dræbes med den omtalte Pisk; thi Kirgisen nedlader sig ikke til at dræbe dem med Bøssen. Saa snart Ulven ser Jægeren, flygter den; men den indhentes snart af den raske Rytter, som slaar den ned ved Hjælp af Pisken. Imod Tigeren er han derimod mere varsom ; thi den er en frygtelig Modstander, som i Styrke og Vildhed langt overgaar Indiens Tiger, fra hvilken den ogsaa skiller sig ved sine lange og silkebløde Haar. Da Russerne for tyve Aar siden for første Gang sendte en Expedition til Aral-Søen, vare de tæt tilvoxede Sumpstrækninger overfyldte med Tigre: men nu ere disse Dyr allerede langt sjældnere, thi Regeringen betaler 25 Kr. for hver dræbt Tiger, og Skindet koster 50 Kr. Kirgisen fanger gjærne Tigeren i et Hul, som han har gravet og dækket med Grene, medens et Faar tjener som Lokkemad; den i Faldgruben indesluttede Tiger skydes. For Evropæere frembyder Jagten i de af Russerne indtagne Egne ikke længer synderlig Fare; men den er naturligvis møjsommelig og medfører adskillige Savn. A. Feddersen.